Den Østatlantiske Trækrute

Peter Tougaard journalist og ornitolog

For millioner af trækfugle, som benytter Den Østatlantiske Trækrute, udgør Vadehavet det vigtigste stop på den lange rejse mellem overvintringsområderne mod syd og yngleområderne mod nord. Her ses en kæmpe flok islandske ryler ved Mandø. Foto: John Frikke

Für Millionen Zugvögel, die über den Ostatlantischen Zugweg ziehen, ist das Wattenmeer der wichtigste Zwischenstopp auf der langen Reise zwsichen den Überwinterungsgebieten im Süden und den Brutgebieten im Norden. Hier ein riesiger Schwarm von Knutt in der Nähe von Mandø.

For the millions of migratory birds that use the East Atlantic Flyway, the Wadden Sea is the most important stop on the long journey between the wintering areas in the south and the breeding areas in the north. Here we see a huge flock of red knots near Mandø.

Når man står på kanten af Vadehavet, er det let at forstå, at vi i fjerne tider var overbevist om, at Jorden var flad – for det er den jo – især med udsigt til over tusinde kvadratkilometer fladbundet vadehav. Men, men – kloden er kuglerund, ved vi nu, og i 'toppen' er nord og i 'bunden' syd. Længe før vi mennesker nåede til den erkendelse – meget længe før – vidste fuglene, at det kunne betale sig at tage på to årlige rejser fra syd til nord og tilbage igen.

De fugle, der siden den seneste istid for cirka 12.000 år siden, valgte denne levevis, som vi i dag anser som en del af en specifik 'ynglestrategi', har fået fællesbetegnelsen trækfugle. Og Vadehavet får to gange hvert år besøg af millioner af dem. Nogle opholder sig kun kort tid i Vadehavet, før de fortsætter mod syd til overvintringskvartererne eller mod nord til ynglelokaliteter i de arktiske egne, mens andre bruger Vadehavet til både overvintring og yngleområde.

Forskere inden for ornitologi – læren om fugle – har længe vidst, at Vadehavet er ikke bare Danmarks og Europas, men måske et af verdens vigtigste områder for trækfugle. Ruten, der går via Vadehavet, kaldes Den Østatlantiske Trækrute og har sit ’udspring’ i et højarktisk bælte fra Nordcanada og Grønland til Sibirien og fortsætter via Vadehavet ned til vigtige vinterkvarterer som Banc d’Arguin Nationalpark i Mauretanien og Bijagòs-øerne ud for Guinea-Bissau. Den helt specielle tidevandsdynamik, der kendetegner Vadehavet med en forskel mellem lavvande og højvande på op til 4,5 meter (i den danske del op til 1,8 meter) er den direkte kilde til den helt ufattelige forekomst af bunddyr, der i målinger bl.a. har vist, at en kvadratmeter vadehav kan rumme op til 120.000 dyndsnegle. Når hertil lægges forekomsten af havbørsteorme, muslinger og krebsdyr, så er der for alvor dækket op til det store tag selvbord. Endelig tilbyder Vadehavet med sin beskyttede status et næsten uforstyrret naturhjørne af Europa.

Over en 500 kilometer lang kystlinje fra Ho Bugt i nord til Den Helder i Holland i syd finder 10-12 millioner trækfugle hvert år den nødvendige føde og hvile, så de kan fortsætte deres rejse.

Som sådan er det cirka 10.000 kvadratkilometer store vadehav med dets enorme fugletræk unikt, men langt fra alene om sin status som 'stop-over' og en vigtig del af en trækrute. Andre steder i verden findes lignende trækruter med vigtige knudepunkter for trækkende fugle, der typisk tager rejsen fra nord til syd og tilbage igen hvert år.

Organisationen Wetlands International har registreret ni sådanne vigtige trækruter for hav- og vadefugle over hele kloden. Disse ruter kaldes for ’flyways’ og defineres som det biologiske system af trækveje, som direkte forbinder områder

med økosystemer i forskellige lande og på forskellige kontinenter. Kendskabet til disse trækruter og deres betydning for fuglelivet over hele kloden er de senere år blevet markant bedre.

Da Vadehavet i 2009 blev udnævnt til verdensarvsområde af UNESCO, fulgte en opfordring til et samarbejde mellem de tre vadehavslande om at monitorere og sikre Den Østatlantiske Trækrute. I Det Trilaterale Vadehavssamarbejde mellem Holland, Tyskland og Danmark etablerede man i 2012 Wadden Sea Flyway Initiative (WSFI) med en vision om at ”trækfugle får et vedvarende tilflugtssted langs Den Østatlantiske Trækrute fra de nordlige yngleområder til deres vigtige stop ved Vadehavet og til den afrikanske kystlinje – samt at inspirere og forbinde folk nu og i fremtiden”.

Med støtte og vejledning fra WSFI foretages der nu koordinerede fugletællinger i 32 lande langs Den Østatlantisk Trækrute. Udgangspunktet har været meget forskelligt: I Danmark har vi siden 1965 optalt fuglene i Vadehavet, mens adskillige afrikanske lande først de senere år er begyndt. WSFI arbejder for at fremme overvågningen af fugle langs trækruten, ligesom man regionalt og lokalt forsøger at skabe workshops, forvaltningsplaner og uddannelsesmateriale. Konkrete faciliteter som både og fugleobservatorier skal være med til at forbedre forvaltningen af levesteder og bevarelsen af trækkende vandfugle langs Afrikas atlantiske kystlinje.

Det store frivillige arbejde i de mange deltagende lande har det klare sigte at sikre Den Østatlantiske Trækrute også i fremtiden. Trækruten har efter alt at dømme eksisteret i tusinder af år, men bl.a. klimaændringer og menneskets konstante fremmarch er alvorlige udfordringer for fuglene og trækruten. Internationalt samarbejde og videndeling er derfor vigtigere end nogensinde.

Islandske ryler skaber fantastiske formationer over Vadehavet. Foto: John Frikke

Knuttstrandläufer bilden fantastische Formationen über dem Wattenmeer.

Dunlins create fantastic formations above the Wadden Sea. Lokale fugletællere i aktion på Bijagòs-øerne ud for Guinea-Bissau. Den ene tæller, mens den anden noterer. Foto: Kim Fischer

Lokale Vogelzähler in Aktion auf den Bijagòs-Inseln vor Guinea-Bissau. Einer zählt, während der andere notiert.

Local bird counters in action on the Bijagòs Islands off Guinea-Bissau. One is counting; the other is taking notes.

Ornitologer fra vadehavslandene har hjulpet med til at få organiseret koordinerede fugletællinger i andre lande på Den Østatlantiske Trækrute. Her er lokale fuglefolk fra Guinea-Bissau sejlet ud sammen med kolleger fra Holland, Tyskland, Portugal og Danmark. Foto: Kim Fischer

Ornithologen aus den Wattenmeerländern haben bei der Organisation koordinierter Vogelzählungen in anderen Ländern entlang des Ostatlantischen Zugwegs geholfen. Heute sind lokale Vogelwarte aus Guinea-Bissau zusammen mit Kollegen aus den Niederlanden, Deutschland, Portugal und Dänemark unterwegs.

Ornithologists in the Wadden Sea countries have helped organise coordinated bird counts in other countries on the East Atlantic Flyway. Here, local ornithologists from Guinea-Bissau have sailed out with colleagues from the Netherlands, Germany, Portugal and Denmark.

Arktis

Vesteuropa

Vestafrika

Den Østatlantiske Trækrute Der Ostatlantische Zugweg East Atlantic Flyway

Rasteområder og vinterophold Rastplätze und Winteraufenthalte Staging and wintering

Yngleområde Brutgebiete Breeding area Banc d'Arguin

Bijagòs

Sydlige Afrika

· en af flere ruter, der benyttes forår og efterår af trækfugle mellem deres ynglepladser og vinterkvarterer.

· den vigtigste trækrute for os, men der er trækruter andre steder på kloden. Som oftest er de orienteret nord-syd og følger typisk kystlinjerne langs kontinenterne.

· er en strækning på mere end 15.000 km fra det nordligste Canada, Grønland og Sibirien ned gennem

Nordatlanten og den vestafrikanske kyst helt til

Sydafrika.

· ruten krydser flere end 30 lande og regnes for en af verdens vigtigste korridorer for millioner af trækfugle.

· har flere vigtige 'mellemstationer', hvoraf Vadehavet er en af de vigtigste. Andre vigtige er Banc d’Arguin i Mauretanien, Bijagòs-øerne i Guinea-Bissau og det sydlige Afrika.

· sammen med andre trækruter allerede beskrevet for 3000 år siden, og optræder i skrifter bl.a. fra oldtidens grækere som Homer og Aristoteles.

Bijagòs-øerne ud for det vestafrikanske land GuineaBissau består af 88 øer og holme i Atlanterhavet. Øerne er opstået i det enorme floddelta mellem Rio Geba og Rio Grande og dækker et område på knap 1300 kvadratkilometer. Archipel Bolama-Bijagos, der er områdets officielle navn, er optaget på UNESCO's verdensarvsliste og på Ramsar Wetlandslisten. De sydlige øer er et naturreservat I dag bor der cirka 30.000 mennesker fordelt på 20 af de 88 øer. Manglen på infrastruktur og kommunikation gør, at øerne ikke er interessante for turistbranchen.

Banc d’Arguin National Park ligger på Mauretaniens atlanterhavskyst og dækker næsten 12.000 kvadratkilometer. Området blev i 1976 gjort til et naturreservat og kom i 1989 på UNESCO’s verdensarvsliste. Her kommer over en million trækfugle hvert år, ligesom der er store populationer af ynglende flamingoer, pelikaner og terner. Vandene ud for Banc d’Arguin er kendt som nogle af de bedste fiskevande i Vestafrika. Store tidevandsområder og mangrovesumpe giver perfekte vækstbetingelserne for mikroorganismer og dermed bunddyr i de udstrakte mudderflader.

Årlige såkaldte simultane tællinger af fuglene langs Den Østatlantiske Trækrute fortæller en historie om næsten 20 millioner fugle fordelt på 250 arter. Tællingerne er kun øjebliksbilleder fra de 32 deltagende lande og derfor usikre. Det faktum, at Den Østatlantiske Trækrute er vanskelig at afgrænse, er en anden usikkerhedsfaktor, og hertil kommer, at store mangrove-sumpe og svært tilgængelige områder langs den vestafrikanske kystlinje gør tallene fra Senegal, Guinea Bissau, Sierra Leone, Nigeria og Gabon usikre.

Ved den seneste samtidige tælling i januar 2020 blev der bl.a. talt 1,3 millioner pibeænder, 250.000 gravænder, 500.000 krikænder, 280.000 skarver, 91.000 klyder, 475.000 islandske ryler, 23.000 skestorke og flere end to millioner almindelige ryler.

Her i landet er der langt større styr på tællingerne i Vadehavet, idet man foretager årlige tællinger fra fly. I januar 2020 blev der ved overflyvning og mange tællinger fra landsiden bl.a. optalt 259.000 bramgæs, 35.000 krikænder, 23.000 strandskader og 18.000 ryler. Hvad angår de sidstnævnte blev der i samme periode i nationalparken Banc d’Arguin i Mauretanien talt knap en million ryler.

Umiddelbart skulle man tro, at billedet her er fra Vadehavet, men flokken med terner og forskellige vadefugle er fotograferet i Vestafrika, hvor disse fugle overvintrer. Foto: Kim Fischer

Zunächst würde man glauben, dieses Foto sei vom Wattenmeer, aber die Möwenscharen und anderen Waatvögel wurden in Westafrika fotografiert, wo diese Vögel überwintern.

At first glance, you might think this was a photo of the Wadden Sea, but the flock of terns and various waders were photographed in West Africa, where these birds spend the winter.

Das Wattenmeer gehört zu den weltweit wichtigsten Gebieten für Zugvögel. Entlang 500 km Küstenlinie von Ho Bugt im Norden bis nach Den Helder in den Niederlanden im Süden finden jährliche 10-12 Millionen Zugvögel die erforderliche Nahrung und Ruhe, bevor sie ihre Reise fortsetzen.

Den Zugweg über das Wattenmeer nennt man den Ostatlantischen Zugweg. Er beginnt in einem hocharktischen Gürtel von Nordkanada und Grönland bis Sibirien und setzt sich über das Wattenmeer bis zu den wichtigen Überwinterungsgebieten, beispielsweise dem Banc d‘Arguin Nationalpark in Mauretanien und den Bijagòs-Inseln vor Guinea-Bissau fort.

Weltweit gibt es weitere acht ähnliche Zugwege mit wichtigen Knotenpunkten für Zugvögel, die normalerweise jedes Jahr aus dem Norden nach Süden und wieder zurück ziehen. In den letzten Jahren hat man weltweit wesentlich mehr über diese Zugwege und ihre Bedeutung für das Vogelleben gelernt.

Heute gibt es in 32 Ländern auf dem Ostatlantischen Zugweg koordinierte Vogelzählungen. Erklärtes Ziel dieser umfassenden, ehrenamtlichen Tätigkeiten in den vielen teilnehmenden Ländern ist, den Zugweg auch für die Zukunft zu sichern. Vermutlich gibt es diesen Zugweg schon seit Jahrtausenden, aber heute stellen der Klimawandel und der ständige Vormarsch des Menschen eine erhebliche Bedrohung für die Vögel und den Zugweg dar. Daher sind die internationale Zusammenarbeit und das Teilen von Wissen wichtiger denn je.

The Wadden Sea is one of the most important areas in the world for migratory birds. Every year, along a 500-kilometre-long stretch of coastline from Ho Bay in the north to Den Helder in the Netherlands in the south, 10-12 million migratory birds find the necessary food and rest to continue their journey.

The migratory route that crosses the Wadden Sea is known as the East Atlantic Flyway. It ‘originates’ in a high Arctic belt extending from northern Canada and Greenland to Siberia and continues via the Wadden Sea to important winter districts, including Banc d’Arguin National Park in Mauritania and the Bijagòs islands off Guinea-Bissau.

There are similar flyways in eight other places in the world, providing important hubs for migratory birds, who generally travel from north to south and back again every year. In recent years, our knowledge of these migratory routes and their importance for global bird life has improved significantly.

Today, we conduct coordinated bird counts in 32 countries along the East Atlantic Flyway. The impressive voluntary work of the many participating countries aims to secure the flyway for the future. The flyway has apparently existed for thousands of years, but the likes of climate change and humanity’s ceaseless progress pose grave threats for the birds and this migratory route. Consequently, international cooperation and knowledge sharing are more important than ever.

Udfordringerne for Den Østatlantiske Trækrute og herunder de tre verdensarvsområder, der udgør de vigtigste mellemstationer på trækruten, er til at få øje på. Biolog og naturkonsulent ved Nationalpark Vadehavet, John Frikke, har kigget nærmere på en rapport fra Det Hollandske Vadehavsakademi, hvori forskeren Jeroen Reneerkens fastslår, at klimaændringerne i høj grad vil påvirke økosystemerne både langs kystområderne og i den arktiske del af trækruten.

Stigende temperaturer betyder bl.a. hyppigere ekstremt vejr med stigende havvandsspejl, mens den accelererende globale opvarmning vil føre til hyppigere tørkeperioder i Vestafrika. Mod nord er det især udstrækningen af ynglelokaliteter, der er alvorligt truet, mens den største trussel mod fuglene i Vadehavet er havspejlsstigninger, som vil føre til tab af tidevandsflader, hvor fuglene fouragerer.

”Vi kan ikke stoppe klimaændringerne, kun reducere deres hastighed og styrke. Da adskillige bestande af vadefugle allerede er i tilbagegang, er der et stort behov for at afbøde virkningen af klimaændringerne ved at fjerne eksisterende trusler mod fuglene i Vadehavet. Ifølge forskeren kunne det betyde et stop for overfiskeri af bl.a. muslinger, rejer og fisk, ingen jagt, ingen gasudvinding og begrænsninger af menneskelige forstyrrelser af fuglene – især ved højvandsrastepladserne,” fortæller John Frikke. ”Ikke mindst på den baggrund er det glædeligt, at vi har fået opbygget kapacitet og kompetence i en række lande langs Den Østatlantiske Trækrute, så lokale organisationer står langt stærkere i arbejdet med at sikre trækvejene og kernelokaliteter på ruten. Økonomi og logistik er fortsat store udfordringer for det fælles arbejde, men vi er kommet langt siden starten, hvor udfordringerne bl.a. var helt basalt kendskab til fuglene og tællemetoder", siger John Frikke, der selv har været på opgaver i Guinea-Bissau to gange.

Naturen, klimaet og fuglene lever i et nøje afstemt kompliceret samspil, hvor selv små ændringer kan få voldsomme konsekvenser. Tidevandets dynamik med lavvandsperioder med blottede havbundsflader er helt grundlæggende forudsætninger for fuglenes muligheder for at fouragere, og ved højvande skal der fortsat værre forstyrrelsesfrie zoner, hvor fuglene kan raste – og for manges vedkommende bygge rede og yngle.

Alle tre rasteområder, Vadehavet, Banc d’Arguin og Bijagos-øerne, har netop tidevandsdynamikken som fælles forudsætning for deres store forekomster af træk- og ynglefugle.

Havspejlsstigninger som følge af klimaændringer kan medføre tab af tidevandsflader, så fuglene – her er det knortegæs – i Vadehavet vil miste vigtige fødesøgningsområder. Foto: Torben Andersen

Der durch den Klimawandel bedingte Anstieg des Meeresspiegels kann zum Verlust von Gezeitengebieten führen. Das bedeutet, dass die Vögel - hier Ringelgänse - im Wattenmeer wichtige Nahrungsgebiete verlieren werden.

Rises in sea level caused by climate change can lead to the loss of tidal surfaces, so the birds – in this case the brent goose – in the Wadden sea will lose important foraging areas