KAPITEL 12: Faglig stolthed er drivkraften i BUPL

Da jeg blev valgt som faglig sekretær i BUPL i 2012, oplevede vi som mange andre fagforbund, at medlemmerne vendte os ryggen. Stort set alle vores lokale BUPL-fagforeninger havde siden de mere eller mindre mislykkede strejker og den efterfølgende krise i 2008 mistet medlemmer og måske også modet.

Noget af tilbagegangen skyldes tabte arbejdspladser og massive nedskæringer indenfor hele det pædagogiske arbejdsfelt. Men vi mistede også medlemmer, der normalt var loyale overfor fagforeningen men nu følte sig svigtede og mismodige over hverdagen.

I BUPL er der mange forskellige analyser af, hvorfor det blev sådan. I begyndelsen af min valgperiode var jeg meget optaget af at finde den rigtige analyse, for når man havde den rigtige analyse, var det ‘let’ at komme med det rigtige svar.

Men otte år i BUPL har lært mig, at der aldrig kun er en analyse. Der er heller aldrig kun et rigtigt svar. Det er historien om BUPLs organiseringsarbejde et glimrende eksempel på.

For i dag står BUPL nemlig et helt andet sted. vi har ikke bare formået at vende medlemstilbagegangen på forbundsplan og i alle vores fagforeninger. Endnu mere vigtigt har vi øget organisationsprocenten. vi har skabt et større engagement blandt medlemmerne, og flere stiller op til valg til tillidsrepræsentant, fællestillidsrepræsentant og bestyrelser rundt om i landet.

Samtidig er det lykkes os at arbejde os helt ind i midten af dansk politik med en større indflydelse og styrke end nogensinde. Tilsammen har det sikret reelle fagpolitiske resultater, der vil gavne tusindvis af pædagoger fremover.

Der er ikke en enkelt men mange forklaringer på, hvorfor BUPL de senere år har sejret både målt på medlemmer, synlighed og indflydelse. Det er et kludetæppe af politiske prioriteringer, en fuldstændig grundlæggende anderledes kommunikation med og til medlemmer, godt gammeldags fagforeningsarbejde

og politisk mod. Alle i BUPL har en andel i vores succes: Tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter, de lokale fagforeninger og forbundshuset.

For et par år siden tippede en ven af fagforeningen netmediet Altinget Civil om medlemsfremgangen i BUPL. Journalisten ville ikke skrive historien med mindre, at vi kunne komme med tre bud på, hvad vi præcist har gjort. Men det kan vi altså ikke. vi har ikke søsat et loyalitetsprogram, som folk har fulgt fuldstændig slavisk, hvorefter det – BOM – væltede ind med medlemmer. vi har hverken lavet en organiseringsuddannelse for vores tillidsvalgte, der på et splitsekund fik alle til at arbejde i samme retning eller indført en organiseringsmodel, der let kan implementeres på alle arbejdspladser. vores fagforeninger har nægtet at gennemføre de ‘geniale’ organiseringsplaner, som jeg har sat i søen fra forbundshuset. I stedet har de lokale foreninger ageret autonomt, og jeg har personligt forbandet dem alle sammen til månen, når de ikke ville være med på vognen. Men de havde jo ret. For succesfuldt organiseringsarbejde bygger først og fremmest på to ting: Brændende platforme og ildsjæle, der i hverdagen skal drives af systematik og rugbrødsarbejde. Og hvis ikke det giver mening, for dem der sidder med det, lykkes det heller ikke.

Sandheden er, at vi i BUPL har et utal af nedstemte organiseringsplaner, og at jeg hverken fik lov til at ansætte 15 organiseringskonsulenter eller etablere en ny enhed i forbundet med et smart og fængende navn. Alligevel står vi i dag et bedre sted end nogensinde, når det handler om pædagogers tiltro til, at BUPL er et stærkt fagligt fælleskab og en vigtig forandringskraft i vores arbejdsliv.

Ikke kun når det handler om løn, men også når det handler om vores fag og profession. vi har formået at give flere pædagoger en tro på, at vi kan forandre vores hverdag sammen, og der ligger hovedingredienserne til vores succes.

Det er ikke, fordi tilliden og troen på BUPL har været forduftet. Som fagforening har vi altid haft en pæn organiseringsgrad og stor opbakning blandt pædagogerne.

Men BUPL var igennem 00’erne præget af interne konflikter, formandsskifte og politiske magtkampe, der kostede både på de interne linjer og de politiske resultater. Meningsløse uenigheder blev opfundet til lejligheden, og jeg har selv oplevet at blive konfronteret med, at jeg jo var på den ene fløj frem for den anden. I de interne kampe syntes nogen, at der var en ‘vilkårsfløj’ og en ‘professionsfløj’ – selvom det for mig var fuldstændig sort snak. vores vilkår som pædagoger hænger uløseligt sammen med muligheden for at udøve vores profession, og stoltheden ved det vi kan som pædagoger. Dialektikken mellem det håndværksmæssige i pædagogfaget og den teoretiske viden, som man tilegner sig under uddannelsen og

resten af arbejdslivet, er for mig og mange andre pædagoger drivkraften i at stå op for vores rettigheder. Det er lige præcis den stolthed, fagforeningen har dyrket de senere år. Både i vores politiske påvirkningsarbejde, men ikke mindst i vores interne oprustning af fagligt aktive pædagoger og tillidsvalgte.

Mange pædagoger er stolte af det de kan, men ikke altid af deres arbejde i praksis, fordi rammerne og vilkårene er for dårlige. Deri ligger den brændende platform og det, der er blevet nerven i vores fagpolitiske arbejde. vores faglige kamp for minimumsnormeringer er et godt eksempel.

BUPL har i årevis arbejdet for, at der blev vedtaget et lovbestemt minimum for, hvor mange pædagoger, der skal være tilstede i institutionerne for, at vi kan udføre vores pædagogiske arbejde ordentligt. I foråret 2015 søsatte vi en kampagne, der satte fokus på netop minimumsnormeringer. vi opfordrede pædagogerne til at være langt mere aktive i kampagnen end tidligere.

Netop den kampagne var startskuddet til det, der nu bliver en lov om minimumsnormeringer. For pædagoger på dagtilbudsområdet er loven om minimumsnormeringer den største enkeltstående forbedring af vores arbejdsvilkår nogensinde.

Der kunne skrives en hel bog om kampen for minimumsnormeringer – det bliver der vist også – men for at eksemplificere den følelse, som månederne op til folketingsvalget i 2019 efterlod hos mange pædagoger, vil jeg henvise til Randi, der er pædagog i min datters børnehave. Hun er en gammel ræv i faget og har været med til alverdens ballade i 1980’erne og 1990’erne, men de senere år har hun tabt modet. vilkårene er blevet dårligere og dårligere, og selvom politikerne holder den ene skåltale efter den anden om pædagogers betydning og værdi for samfundet, sætter de stadig flere akademiske konsulenter til at styre og kontrollere vores arbejde og hverdag. Pauserne er forsvundet, arbejdspresset og tempoet er steget, og vores faglige dømmekraft bliver taget fra os. Det har været småt med de fagpolitiske resultater, og da overenskomststrejker på hele det offentlige område rullede ind over Danmark i 2008, lykkedes det ikke BUPL at fremstå som et fællesskab og organisation, der kunne løfte medlemmernes store frustrationer.

Pædagogerne følte hverken, at arbejdet med børnene blev prioriteret eller, at deres indsats blev værdsat. Det kunne selv de største lønstigninger ikke rette op på. Faktisk fik vi et tilfredsstillende resultat ved overenskomstbordet, men for de fleste af medlemmerne blev det set som et svigt – at BUPL som organisation ikke formåede at gøre noget ved frustrationen.

Da jeg et par dage inden de store forældredemonstrationer for minimumsnormeringer i foråret talte med pædagogen Randi, sagde hun: ‘Jeg havde opgi-

vet, at der kom bedre vilkår for os pædagoger, så når jeg ser denne bevægelse blomstre lige nu af aktive forældre og pædagoger, tror jeg igen på en fremtid for vores fag’

Det lyder helt overdrevet, men for mange pædagoger har kampen om minimumsnormeringer ikke kun handlet om det konkrete forslag, men om en oprejsning efter i mange år at have følt sig overset og kørt ned både af andre professioner og ikke mindst politikerne.

Fornyelsen af vores overenskomsten i 2018 havde samme betydning for mange pædagoger.

Igen stod vi op for vores fag sammen. Slut med at være en undskyldning for os selv. vi Er Mere værd, lød parolen.

En anden vigtig årsag til, at pædagogerne har genvundet stoltheden, er, at BUPL arbejder systematisk med at få flere pædagogiske meningsdannere, altså helt ‘almindelige’ pædagoger, der fortæller om faget og deres arbejde i medierne, så der kan komme fokus på børneområdet. I samarbejde med CEvEA har vi uddannet cirka 150 pædagogiske meningsdannere de seneste ti år. Pædagoger, der har haft modet til at stå frem med deres ofte rystende hverdagsfortællinger fra arbejdspladserne. For eksempel hvordan man tackler at stå alene som pædagog med 50 børnehavebørn på en legeplads eller er træt af at bruge tid på dokumentationskrav og bureaukrati fremfor at udvikle børnene menneskeligt, sprogligt og motorisk.

De pædagoger, der beretter om deres hverdag, gør det med enorm stor troværdighed og autencitet. Udover at deres fortællinger er en genspejling og en inspiration for deres kollegaer, har det også givet flere danskere et unik indblik i den pædagogiske ‘backstage’. Politikerne kan måske diskutere normeringsstatistikker med BUPL i pressen, men de kan ikke diskutere med hverdagen. Uddannelsen som meningsdanner er blevet en helt ny platform for mange fagligt bevidste pædagoger, der ønsker at gøre en forskel for børnene og deres kollegaer, men som tidligere har tænkt fagforeningen som dem med paragrafferne, ikke dem med faget.

Under coronakrisen har en stribe jobfunktioner som for eksempel sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og pædagoger pludselig fået masser af spalteplads i aviserne. Det har vendt op og ned på manges forståelse af samfundsordenen, når krisen har vist, at især højtlønnede blev sendt hjem under nedlukningen, mens de, der tjener mindst og har de hårdeste job, var dem samfundet lige pludselig var dybt afhængige af for at kunne køre rundt.

Det er selvfølgelig et fortegnet billede, men mens industriarbejderen gik på arbejde under hele nedlukningen, sendte man HR-afdelingerne hjem i de fleste virksomheder. Produktionen kørte videre bare uden oplæg om teambuilding og opdateringer af personalehåndbogen. Under corona-nedlukningen knoklede pædagogerne i døgndrift for at gøre arbejdspladserne klar til genåbning og for konstant at holde trit med myndighedernes skiftende retningslinjer. En daginstitutionsleder fortalte mig, at samtidig med, at det var ekstremt hårdt i den periode, var det også fedt, for alting havde kunne lade sig gøre under krisen. Der var lige blevet fjernet fem led mellem daginstitutionen og forvaltningen, og det havde givet mange flere muligheder for at lede effektivt.

Hvad har det med medlemsorganisering at gøre? Coronakrisen har været hård og nedslidende, men den har også mere end noget andet skabt grobund for faglig stolthed. En faglig stolthed, der rækker langt ud over eksamensdokumenter og ECTS-points. En faglig stolthed, der er bundet op på værdi for fællesskabet og for den enkelte.

Den faglige stolthed er både drivkraften bag medlemsengagementet på arbejdspladserne og lokale forandringer men også i de mere principielle strukturelle faglige kampe som nedslidte Arnes ret til at kunne gå tidligere på pension. Den faglige stolthed skal stå forrest, fordi den giver mod, handlekraft og loyalitet til ens kollegaer og det faglige fællesskab.

Fagforeningen skal være skallen rundt om stoltheden, men den skal føles af kollegaerne. Det har vi bevidst arbejdet ud fra i BUPL – også før jeg kom til, men i de senere år har den faglige stolthed været limen, bindeleddet og drivkraften i alt. vores lokale fagforeninger holder professionsarrangementer og pædagogfaglige dage, der samler op til 250 pædagoger flere gange om året efter arbejdstid og om lørdagen. Pædagoger diskuterer udførelsen af deres fag, og engagementet smitter af på vores generalforsamlinger, hvor stadig flere deltager aktivt i fagforeningens demokrati. vi støtter forskningsprojekter inden for alle dele af vores fag og producerer spændende podcasts om fagets udvikling. Under corona-nedlukningen eksploderede antallet af lytninger, og vi nåede op på over 100.000 lytninger, for da pædagogerne var hjemme, læste de op på faglitteratur og fik fagligt input i vores nyskabende podcast-univers.

Under hashtagget #stoltpædagog kører vi en kampagne, hvor flere pædagoger får mulighed for at dele deres faglighed med andre, og hvor vi sætter fokus på, hvordan der kommer mere pædagogfaglig debat på arbejdspladserne.

Der er ingen tvivl om, at en fagforenings hovedopgave er overenskomsten, MED-systemet (SU) og arbejdsmiljølovgivningen. vi har et stærkt og godt system

i den danske model. Men hvis vi ikke tager udgangspunkt i kollegaernes umiddelbare syn på arbejdslivet og engagerer dem i at kæmpe for forbedringer, kommer vi aldrig til at få den styrke, der giver fremskridt og power ved forhandlingsbordet. Faglig styrke hænger sammen med en høj organisationsgrad. Derfor er vi i BUPL glade for, at vi har øget vores organisationsprocent med tre procent siden 2014, så den i dag er 83,3 procent.

Langt de fleste pædagoger går op i, om de kan gå hjem fra arbejde med en følelse af, at de har gjort en forskel. Skabt en værdi, lavet et stykke arbejde, der lever op til det, som de ved de kan. De går ikke op i overenskomstens formuleringer, foreningens vedtægter eller hvem der skal indstilles til en vigtig post. Selvom den post uden tvivl er afsindig vigtig, er der er en grund til, at FAG står forrest i FAGforening.

Faglig stolthed giver medlemmerne mod, muskler, kampgejst og lyst til at være med i fagforeningen. Derfor er faglig stolthed og synlighed helt central for en hvilken som helst fagforening for at blive oplevet som et vigtigt og meningsfuldt fællesskab.