KAPITEL 11: Arbejdsmiljøkamp og organisering hænger uløseligt sammen

vi bruger den største del af vores vågne liv på at gå på arbejde. Derfor skal arbejdslivet også være godt. Ikke bare i starten af arbejdslivet. Eller indimellem og undervejs. Nej, de mange timer, uger og år, vi bruger gennem vores liv på at arbejde, skal alle være gode.

Sådan er det desværre langt fra i dag. Alt for mange kolleger rammes af arbejdsulykker, langvarig sygdom eller udsættes for fysisk og psykisk overbelastende arbejde. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har gentagne gange slået fast, at dårligt arbejdsmiljø er en væsentlig årsag til ufrivillig tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

I fagbevægelsen har vi alle dage været optaget af kampen for et bedre arbejdsmiljø. Men vi har ikke koblet organisering sammen med arbejdsmiljøkampen, og den fejl skal vi rette op på. Der gemmer sig store perspektiver i at bruge arbejdsmiljøet og arbejdsmiljørepræsentanterne langt mere aktivt i organiseringsarbejdet, da langt de fleste arbejdsmiljøproblemer er kollektive, og derfor rummer kimen til sager, som kollegerne kan engagere sig i.

Jeg kunne nævne utallige eksempler på sager om dårligt arbejdsmiljø fra den virkelige verden, men jeg vil i stedet beskrive tre spørgsmål, som viser, hvor dybt problemerne stikker.

• Hvordan er det muligt, at bygge- og anlægsbranchen har mere end 40 gange flere arbejdsulykker end offshore branchen? vel at mærke i forhold til antallet af ansatte. De to brancher, som trods forskelle må siges at være rimelig sammenlignelige, har vidt forskellige arbejdsmiljøresultater.

• Hvordan kan det lade sig gøre, at nogle virksomheder målrettet har fjernet farlige kemikalier og andre alvorlige risikoelementer fra arbejdspladserne, mens andre virksomheder bevidst undlader at skabe de nødvendige forandringer? • Hvorfor skal vi igen og igen høre på, at nogle jobfunktioner altid vil være nedslidende, når en række brancher målrettet har brugt ny teknologi og viden til at forbedre arbejdsmiljøet og øget trivslen for kollegerne?

Disse eksempler er blot nogle få af de mange udfordringer i arbejdsmiljøet som vi dagligt støder på i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Umiddelbart skulle man tro, at det må være i arbejdsgivernes interesse at tage fat på problemerne for at øge trivslen (og sænke antallet af sygedage) blandt deres medarbejdere. Undersøgelser viser nemlig klart og tydeligt, at det til hver en tid kan betale sig for virksomhederne at investere i et sundt og godt arbejdsmiljø. Men på trods af et så arbejdsgiver-tungt argument – altså drivet efter at skabe positive tal på bundlinjen – er vi ikke engang tæt på at være i mål med at skabe et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø.

Over for argumentet om at det kan betale sig at sikre et godt arbejdsmiljø, står samtidig det helt åbenlyse synspunkt: Selv hvis det ikke kunne betale sig at investere i et sundt og godt arbejdsmiljø, skal vi selvfølgelig gøre det alligevel.

Motivationen efter et godt arbejdsmiljø skal nemlig ikke kun findes i, om det kan betale sig i kroner og ører eller ej. Motivationen skal være, at det rent etisk, menneskeligt og moralsk ganske enkelt er det rigtige at gøre.

Selvfølgelig skal Danmark være et land, hvor vi stræber efter, at lønmodtagerne kan levere deres viden, faglighed og produktivitet til arbejdspladserne og ikke deres gode helbred. Derfor bør vi også arbejde for, at kommende generationer, vores børn og børnebørn, kun kender til begrebet dårligt arbejdsmiljø fra historiebøgerne.

Min egen motivation for at engagere mig i kampen for et bedre arbejdsmiljø er i høj grad resultatet af mine oplevelser som arbejdsmiljørepræsentant (dengang hed det sikkerhedsrepræsentant) i en elektronikvirksomhed.

I den periode gik man fra at bruge blyholdigt loddetin, der er hamrende usundt, til blyfri loddetin, som vi kender det i dag.

Her gik EU forrest for at sætte fælles europæiske retningslinjer på området. Dog gik det ikke bedre end, at blyet i loddetinnet blev erstattet af andre kemikalier, som medførte større gener. I hvert fald når det drejede sig om at lodde.

For første gang fik jeg øjnene op for de store udfordringer, der ligger i et dårligt arbejdsmiljø. Og jeg oplevede, hvor vigtigt det er, at vi tager arbejdsmiljøet alvorligt.

På den måde blev bly min vej ind i arbejdsmiljøets verden. Men også den første vej til en grundlæggende erkendelse, der har fulgt mig lige siden: At vi skal skabe et arbejdsliv, hvor vi går lige så sunde hjem fra arbejde, som da vi mødte op. Både fysisk og psykisk. Et arbejdsliv, der ikke slider os op, for der skal selvfølgelig være overskud til at udfolde vores interesser sammen med familie og venner.

Heldigvis fylder arbejdsmiljø mere og mere i vores fælles bevidsthed som en del af samfundsdebatten, hos kollegerne på arbejdspladserne og i fagbevægelsen.

Men det har ikke altid været sådan. Det var først i 1974, at vi fik den helt store reform på arbejdsmiljøområdet; nemlig Lov om arbejdsmiljø, der har skabt fundamentet for det arbejde, der udføres i dag.

Dengang fastslog det socialdemokratiske folketingsmedlem, Inge Fischer Møller, i motivationen for forslaget, at arbejdsmiljøloven ville:

»Sikre, at ingen dansk arbejder længere betaler med sit helbred som indsats for deltagelse i arbejdet«.

visionen var altså helt klar: Ingen skal blive syge af at passe deres arbejde.

Derfor er det også en smule grotesk, at sætningen stadig er relevant i dag, mere end 45 år efter, at »lov om arbejdsmiljø« så dagens lys. Det er på høje tid, at vi tager et kritisk blik på området igen.

Skal vi forbedre arbejdsmiljøet, kræver det først og fremmest, at de folkevalgte inde på Christiansborg løfter deres politiske ansvar. For rammerne for forandring skabes først og fremmest i lovgivningen. Men det kræver også noget af arbejdsgiverne, som skal være deres ansvar bevidst og prioritere arbejdsmiljøet højere end vækst og udbytte.

Og det kræver, at fagbevægelsens går forrest i at hæve barren og sætte arbejdsmiljø op på den faglige og politiske agenda.

Det gælder både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Et godt eksempel på, hvor vigtigt det psykiske arbejdsmiljø er, er de alt for mange medarbejdere, der hvert år bliver ramt af stress.

Desværre ser vi ofte, at stress anses som et individuelt problem knyttet til medarbejderen. Det er både en dybt forældet tankegang fra ledelsens side, men også skadeligt, når man skal sikre et godt arbejdsmiljø. Hvis vi skal forebygge stress, skal arbejdspladserne i langt højere grad både lære af situationen og ændre vilkårene og rammerne for arbejdet.

Derfor er det et kæmpe skridt i den rigtige retning, at vi i 2020 langt om længe har fået Danmarks første bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.

Det giver os et klart regelværk, der konkret beskriver det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, så vi kan tage et opgør med stress-epidemien.

Men som lønmodtagere er vi også selv nødt til at komme lidt mere på banen. Rammerne skabes som sagt i lovgivningen, men de konkrete ændringer skaber vi lønmodtagere bedst selv.

Derfor skal vi også løfte vores del af opgaven. vi skal sige fra overfor dårligt arbejdsmiljø, uddanne os og finde de kloge løsninger ved at bruge fællesskabet på arbejdspladsen aktivt til at skabe de nødvendige forandringer.

Det lyder måske vanskeligt i praksis at skulle realisere den vision, som Inger Fischer Møller beskrev for 45 år siden. Men hvorfor skulle det ikke kunne lykkes? En ting er i hvert fald sikkert: En tvivl om, hvordan vi når målene må ikke stoppe for, at vi rækker ud for at give liv til vores visioner.

Særligt ikke, når virkeligheden er, at arbejdsgivere og forskellige branchekulturer oftest er den primære forklaring på, at lønmodtagerne alt for ofte betaler med helbredet som indsats for at gå på arbejde.

Derfor bør vi som noget af det første også arbejde for at styrke vores indsats ude på arbejdspladserne, og det vil jeg gerne komme med mine tre bud på.

Først og fremmest er det vigtigt, at vi og vores kolleger ude på arbejdspladserne bliver markant bedre til at tage det gode arbejdsmiljø alvorligt. vi skal ikke acceptere, at vores kolleger ikke bruger de nødvendige værnemidler. Ligesom vi ikke skal acceptere, at udenlandske virksomheder kommer til

Danmark og bevidst underløber arbejdsmiljøloven for at kunne tjene lidt mere. Social dumping handler ikke kun om løn og andre overenskomstforhold men i høj grad også om arbejdsmiljø.

Det så vi et eksempel på ved Femern Bælt. Her gav Arbejdstilsynet tilladelse til, at et hollandsk firma lod de ansatte arbejde 12 timer om dagen. Her var to holds skift med arbejde dag og nat. 28 dage i træk uden så meget som et eneste fridøgn. Det er under al kritik og dybt sundhedsskadeligt. Men også vilkår, som danske kolleger ikke vil acceptere under nogen omstændigheder.

Derfor skal vi stå fast på, at alt arbejde bliver udført sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt og selvfølgelig på danske overenskomstvilkår – uanset nationalitet.

Derudover skal vi starte en bevægelse, hvor ikke kun de få men alle kolleger er optaget af det gode arbejdsliv. Arbejdsmiljøet bliver en af de vigtigste kampe for den kommende generation, der skal være ufattelig mange år på arbejdsmarkedet.

Jeg skal selv på pension som 72-årig, mens de 15-årige, der forlader folkeskolen i 2020, først kan trække sig tilbage på pension, når de er 75 år(!). For mange unge vil det betyde, at de skal være hele 60 år på arbejdsmarkedet. Man kan roligt sige, at de nye generationer kommer til at være på arbejdsmarkedet en hel menneskealder.

Heldigvis har den nuværende socialdemokratiske regering indført ret til tidlig pension for de kolleger, der kommer tidligst ud på arbejdsmarkedet. En kæmpe håndsrækning til kollegerne og en markant styrkelse og udbygning af vores velfærdssamfund. Men det ændrer ikke ved, at arbejdsmiljøet skal forbedres markant uanset om pensionsalderen hedder 71 – 73 eller 75 år.

Derudover skal vi sikre, at de rammer som lovgivningen udstikker, også bliver til virkelighed ude på arbejdspladsen. Her er den helt nye bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø et oplagt sted at tage fat. For selvom vi har fået en bekendtgørelse, er arbejdet ikke slut endnu. I fagbevægelsen skal vi i arbejdstøjet og sikre, at vores kolleger og tillidsvalgte får kendskab til bekendtgørelsen og lære at bruge dens konkrete værktøjer i dagligdagen.

Sidst men bestemt ikke mindst skal vi huske at vores arbejdsmiljørepræsentanter (AMR) er helt afgørende i kampen for et bedre arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljørepræsentanterne ved, hvor skoen trykker. De kan i fortrolighed tale med kollegerne om svære ting, som kan være vanskelige for den enkelte lønmodtager at løfte over for arbejdsgiveren. De lokale løsninger, hvor arbejdsmiljørepræsentanterne er involveret skaber større ejerskab og forankring blandt kollegerne.

Derfor er det centralt, at vi får valgt flere arbejdsmiljørepræsentanter og givet dem et massivt rettigheds- og kompetenceløft, så de har de værktøjer og den tid, som opgaven kræver.

Internt i fagbevægelsen er det også vigtigt at tale arbejdsmiljørepræsentanterne op og øge deres anseelse og respekt.

Som tidligere sikkerhedsrepræsentant blev jeg selv ofte stødt over at høre, at tillidsrepræsentanterne var rygraden i den danske fagbevægelse. Hvad var jeg så?

Det er naturligvis ikke et bevidst valg at tale ned til vores arbejdsmiljøfolk, og jeg skal være den første til at hylde vores mange tusinde dygtige tillidsrepræsentanter. De gør, ligesom arbejdsmiljørepræsentanterne, et helt uvurderligt arbejde og er nøglespillerne ikke blot i fagbevægelsen men den danske model.

Jeg ser dog både arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter som lige vigtige for at nå i mål med visionen om et godt arbejdsliv for alle. Derfor ønsker jeg, at vi bliver bedre til at bruge ordet tillidsvalgte og ikke fremhæver den ene fremfor den anden.

Arbejdsmiljørepræsentanterne skal ikke betragtes som andenrangs tillidsvalgte men ligestilles med tillidsrepræsentanter. vi styrker kampen for et bedre arbejdsmiljø og dermed et bedre arbejdsliv, hvis det bliver mere prestigefyldt at være arbejdsmiljørepræsentant på danske arbejdspladser. Flere vil stille op til posten, og arbejdsgiverne vil også lytte mere.

Det er mig en gåde, at arbejdsmiljørepræsentanter ikke er blevet brugt langt mere i et organiseringperspektiv. Forestil jer en arbejdsplads, hvor der er store problemer med enten det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø. Det er indlysende rigtigt, at arbejdsmiljørepræsentanten sammen med tillidsrepræsentanten skal involvere kollegerne. Hvordan oplever de arbejdsmiljøproblemerne? Hvilke løsninger foreslår de? Spørg og lyt til kollegerne og inddrag dem i aktiviteter omkring det konkrete arbejdsmiljøproblem. Kollegerne vil involvere og engagere

sig i at løse problemet, og de vil opleve værdien i og meningen med et fagligt fællesskab.

Det skaber stærke relationer, når tillidsvalgte arbejder tæt sammen med kolleger om at afdække og løse arbejdsmiljøproblemer. Og der er mange sejre at fejre, når man for eksempel får bedre ventilation eller en stress-politik på arbejdspladsen. Sejre, der både forbedrer arbejdsmiljøet og dermed arbejdsglæden, men også sejre, der demonstrerer værdien af et fællesskab på arbejdspladsen og bidrager til at få nye medlemmer og fastholde andre.

I løbet af et arbejdsliv oplever de fleste lønmodtagere udfordringer med arbejdsmiljøet og tripper for at få udbedret problemerne. Derfor skal vi i fagbevægelsen være langt skarpere på at tænke organisering og ambitionen om at forbedre arbejdsmiljøet sammen. vi må som medarbejdere, kollegaer – og i samfundet i det hele taget – aldrig acceptere dårligt arbejdsmiljø, som gør folk syge. Selvfølgelig spiller hensynet til virksomhedernes økonomi, samfundets konkurrenceevne og ledelsesretten lokalt på arbejdspladsen en rolle. Men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at skubbe på forandringer og bremse vores drøm om et arbejdsliv uden sygdom eller nedslidning.

Et sundt, sikkert, velbetalt og udviklende arbejdsliv for alle skal være en selvfølge for vores børn, børnebørn og alle dem der kommer efter os. Et arbejdsliv, der begynder efter endt uddannelse og slutter med at man går hjem som sund og rask pensionist.