FAMILIECENTRET LL. NØRREMARK
neskadede børn og unge I 1983 oprettes fonden Ll. Nørremark med tilladelse til at have 10 unge ’rødder’ boende. Ole Schouenborg bliver bestyrelsesformand og indfører i samarbejde med Vibeke 17 teamregler for de ansatte, som de kører med den dag i dag. I 1987 starter Vibeke Monnick med at læse til socialpædagog, og omkring samme tidspunkt begynder hun at få øjnene op for neuropædagogikken. Ser en udsendelse fra Tyskland om neuropædagogisk genoptræning af hjerneskadede, møder for første gang Viggo Petersen fra Bakkedal, der er specialkonsulent i neuropædagogik. Og læser, læser, læser neuropædagogikkens teoretikere. Aha-oplevelser og åbenbaringer står på spring.
Faste rammer og knopskydning Igen tager vi et lidt hurtigt spring frem til begyndelsen af 1990’erne, hvor Vibeke Monnick tager en beslutning. Ll. Nørremark skal være et neuropædagogisk behandlingssted. Målgruppen hedder fra da af »højresidede hjerneskader og grov omsorgssvigt i de første måneder«. Behandlingsmetoder, organisering, undervisning etc. bliver i årene, der kommer, lagt i faste rammer, som stedet endnu kører efter. Neuropsykologiens (og dermed -pædagogikkens) grundpille er, at hjernen af mange forskellige årsager – medfødt, fødselsskader, omsorgssvigt i de første måneder, bilulykker etc. – kan have nogle skader. Skader i højre hjernehalvdel giver mangel på helhedsforståelse og overblik, dvs. mangel på selvindsigt, forståelse af konsekvenser, impulsstyring etc. Neuropsykologiske tests og iagttagelser kan kortlægge disse skader og dermed personens stærke og svage
sider. Neuropædagogikken består derefter i at træne de stærke sider og dermed kompensere for de svage. Viggo Petersen tilknyttes stedet formelt. Alle unge bliver fra da af testet på Bakkedal, og der laves ud fra testen dels en personprofil (profil på reel alder ift. bestemte færdigheder) og dels en udviklingsplan for hver enkelt ung, så de unges behandlingsplaner tilpasses testens resultater. Seks gange årligt kører Viggo Petersen forskellige kurser i neuropædagogik, både for de ansatte, for forældre og for sagsbehandlere. Der udvikles en struktur med fire årlige tilsynsmøder (i dag to møder), og Viggo Petersen er med til det store årlige tilsynsmøde på hver enkelt ung, hvor det kommende års behandling lægges fast. – For nogle er neuropædagogikken kontroversiel, fordi vi tager udgangspunkt i, at der er visse ting, børnene og de unge ikke kan lære.
Nogle kan fx ikke lære at føle empati. Andre kan ikke lære at føle, hvordan det er rigtigt at opføre sig i sociale sammenhænge eller at styre deres økonomi. Men de kan lære at kompensere for det, og det træner vi med dem, siger Vibeke Monnick. Over årene er Ll. Nørremark knopskudt. I dag er der både specialskolen Spirilen, bostedet Oasen og enmandsprojekter knyttet til stedet, til neuropædagogikken og til det landbrug, som Leif i alle årene har drevet – ofte med de unge på sidelinjen. Over 50 unge har været testet og behandlet neuropædagogisk, og 20 års stringente udviklings- og behandlingsplaner ligger og venter på at blive formidlet systematisk. Nogle kommuner er glade for Ll. Nørremark, mens andre er kritiske og vægrer sig ved at betale for den høje faglighed. Men neuropædagogikken har ifølge Vibeke Monnick for længst vist sin berettigelse.
FORÆLDRE TIL SØREN PÅ 14 ÅR, DER ER INDSKREVET PÅ LL. NØRREMARK: »Da vi første gang var på kursus med Viggo Petersen, sagde vi ’dér har vi jo Søren, dér har vi jo Søren’. Vi har lært om opbygningen af hjernen og lært, at Søren ikke kan nå at sortere i sine input og ikke tænker over konsekvenserne af sine handlinger. Vi har fået værktøjer til at håndtere Søren. Og vi får en glad dreng hjem i weekenderne, det har vi aldrig prøvet før.« FORÆLDRE TIL MARIANNE PÅ 28 ÅR, DER BOEDE PÅ LL. NØRREMARK FRA HUN VAR 15 TIL 21 ÅR OG NU ER FØRTIDSPENSIONIST OG BOR I EGEN LEJLIGHED TÆT PÅ STEDET MED EKSTERN STØTTE. »Vi blev meget tiltalte af, at vi skulle binde os til en del neuropædagogiske kurser og møder. Mariannes søster har ikke været gennem den samme bevidste neuropædagogiske behandling, selvom hun har mange af de samme udfordringer. Og vi kan klart se forskellen. Marianne har accepteret mange af sine begrænsninger og kan styre sit liv bedre. Det er Ll. Nørremarks fortjeneste. Samtidig har vi følt os som en del af familien Ll. Nørremark.«
Gi’ LOS • 1-2013
37