Amputations-Nyt juli 2006 by Annelise Hansen

NYT

AMPUTATIONS

Juli 2006

Barcelona, bare bedst!

Frihed med nye farer

Hyæner i natten –ny bog

Udgives af Amputationskredsen, Dansk Handicap Forbund. Artikler til næste nummer: Lene Olesen leneolesen@stofanet.dk Indleveres senest 15. august 2006

The Elite FootTM gives the right response, in the

Annoncering: Dansk Handicap Forbund Sponsorafdelingen ﬁrma@dhf-net.dk Materialefrist 14. september 2006

right places, no matter what the terrain. It offers the perfect solution for achieving the healthiest sports/life balance.

Næste nummer: Udkommer omkring 10. oktober 2006 Bladet udkommer ﬁre gange om året. Redaktion: Solveig Hansen (Ansv.) Lene Olesen Berit Holm Petersen Michael Soelberg Pedersen Journalist Mette Vosgerau

US patent number 6719807

Formand for Amputationskredsen: Solveig Hansen Remstrupvej 41 8600 Silkeborg Tlf. 98 22 33 89 E-mail: sol@dhf-net.dk Abonnement: Dansk Handicap Forbund Amputationskredsen Hans Knudsens Plads 1A, 1. 2100 København Ø Tlf. 39 29 35 55 E-mail: dhf@dhf-net.dk Hjemmeside: www.dhf-net.dk

Indhold Leder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 5 Om at få ret. Når der går Søren Ryge i den . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 6 Mød Kirsten i hendes hyggelige kolonihavehus til en snak om arbejde, handicap og have. Med et hjerte for handicapidrætten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 10 67-årige Kjeld har i ti år brugt en stor del af sin tid på handicapidrætten. Frihed med nye farer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 12 Kvinderne bliver hyppigere ofre for landminer i Afghanistan. Barcelona, bare bedst! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 14 Amputations-Nyt har besøgt byen med den gode tilgængelighed. Hubbe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 17 Endnu en dejlig tegning fra Phil Hubbe. Nyt fra bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 18 Hvad sker der i foreningen? Power knee . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 20 Et nyt produkt på vej fra Össur. Kort Nyt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 22 Torvekonen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 24 Oplev den tidligere sundhedsplejerske fortælle om nogle af livets små og store øjeblikke. En fader kom forbi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 28 Læs det smukke digt fra en forælder til et handicappet barn. Hyæner i natten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 30 Læs uddrag fra den nye bog og bliv indført i den gribende fortælling om etiopiske Almaz. Kontaktpersoner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 35 Har du brug for en snak?

Fotos: Internationalt Røde Kors, Össur, Jørgen Gade, Private fotos Forside: Gamle proteser prydede AK’s udstilling på messen i Bella Centret

Kerbøllingvej 126 7182 Bredsten, Danmark Tlf.: 76 50 00 57 Fax: 76 50 00 58 E-mail: mail@ortodan.dk

Møllendalsveien 1 5009 Bergen, Norge Tlf.: +47 55 20 61 00 Fax: +47 55 20 61 01 E-mail: post@ortopro.no

Design og produktion: AN Marketing I/S

A · nyt juli 2006

Frihed

til at komme videre

Leder OM AT FÅ RET ”Det gælder ikke om at HAVE ret, men om at FÅ ret” Første gang, jeg hørte dén påstand, blev jeg ganske indigneret. Opdraget, som jeg er, i den kristne ånd, er min barnetro, at det vigtige er at vide med sig selv (og sin Gud), at man er ren i sind og tanke og HAR ret. Hvis det gælder om at FÅ ret, tænkte jeg på alt lige fra tortur over uﬁne tricks til billig smiger for at ”overtale” modparten. MEN! - Hvad hjælper det at HAVE ret, hvis det ikke udmøntes konkret og målbart? For at opnå optimale livsbetingelser, må vi sørge for at FÅ ret. Med dette for øje kan det blive nemmere at få fokus og tage beslutninger for sig selv, sin familie, sin organisation og sin mission her i livet.

Ved fremstilling af proteser og ortoser er tillid en nødvendighed. Hos Sahva følger vores bandagister dig derfor på nært hold både inden, under og efter fremstilling af det individuelle produkt. Derigennem sikrer vi dig et produkt af høj kvalitet med det formål at give dig et fortsat aktivt liv.

Sahva · Borgervænget 5-7 · 2100 København Ø · Telefon 39 25 01 00 · www.sahva.dk Sahva A/S · Sahva Auto · Sahva Care · Sahva Ryg-center

Sahva er Skandinaviens førende virksomhed inden for udvikling, design og produktion af fysiske hjælpemidler. Vores mission er at være en vidensvirksomhed, der anvender den nyeste teknologi og skaber øget livskvalitet for mennesker med bevægelseshandicap. Kontakt os og hør, hvordan du kommer videre.

”GRUNDLÆGGENDE MENNESKERETTIGHED FOR ALLE Retten til ikke at blive udsat for diskrimination er en grundlæggende menneskerettighed, som er gentaget i samtlige menneskerettighedskonventioner, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 14, og FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, artikel 2 og artikel 26.” ”BEHOV FOR DANSK FORBUD MOD DISKRIMINATION I Danmark er EU direktivet om ligebehandling på arbejdsmarkedet gennemført ved dansk lov. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet har således siden januar

2005 indeholdt et forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap på arbejdsmarkedet. Men kun i forhold til arbejdsmarkedet – og ikke for alle på arbejdsmarkedet, da beskyttet beskæftigelse efter lov om social service ikke er omfattet. DSI skal derfor arbejde for, at der ved lov indføres et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap i Danmark, inden for alle sektorer, som derved bl.a. også omfatter adgang til bygninger og boliger, arbejdspladser, uddannelse, sundhedsklinikker og sundhedsydelser, varer og tjenesteydelser, transport, kultur, foreninger m.v.” Ovennævnte er direkte citeret fra et Politikpapir om lovgivning til forebyggelse af diskrimination på grund af handicap, som De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI vedtog på sit Forretningsudvalgsmøde 15. maj 2006. Dansk Handicap Forbund vedtog på sin kongres i oktober 2004, at vi ikke længere ville afvente og appellere til ”den gode vilje”. Nu har DSI løst opgaven og skriver i sin indledning til politikpapiret:

”GRUNDLÆGGENDE HANDICAPPOLITIK Dansk handicappolitik har gennem mange år udviklet sig via dialog mellem politikere og medlemmer af handicaporganisationerne. Handi-

cappolitikken er i dag baseret på ﬁre grundprincipper: 1. Ligebehandling og lige muligheder 2. Sektoransvar 3. Kompensation 4. Økonomisk solidaritet Hidtil har det været vurderingen, at handicappolitikken kan realiseres og rettigheder fremmes via ”De Gode Viljers Politik”, hvor det forventes, at de rette politiske beslutninger træﬀes, og at hver samfundssektor realiserer handicappolitikken. Trods mange relative forbedringer for mennesker med handicap opleves i stigende grad, at ”De Gode Viljers Politik”, ikke i tilstrækkelig grad, sikrer en realisering af handicappolitikken i alle sektorer. Ikke én sektor kan bryste sig af fuldt ud at have levet op til og realiseret handicappolitikken. Det bl.a. til trods for Folketingets beslutning B43 af 2. april 1993 – netop om ligebehandling af mennesker med handicap. Der er derfor et udtalt ønske i handicaporganisationer om at beslutte nye supplerende strategier til realisering af handicappolitikken.” Jeg ønsker alle en dejlig sommer uden behov for antidiskriminationslovgivning.

Solveig A · nyt juli 2006

Af Berit Holm Pedersen, berithp@webspeed.dk

Når der går Søren Ryge i den… På en regnfuld halvkold majdag besøgte jeg Kirsten Bønløkke i hendes hyggelige kolonihavehus. Det blev til en snak om arbejde, handicap og haven. Foråret har været længe undervejs i år, men nu står skoven endelig grøn, æbletræerne er lige sprunget ud, tulipanerne lyser op i alverdens farver og de nye sommerblomster spirer frem. Herligt! I haveforeningen Mosevang ligger et lille hyggeligt kolonihavehus med udsigt over Brabrand sø og skovene bagved. Haven er anlagt med nytilsåede højbede, staudebede, hvor man næsten kan høre planterne sukke efter at folde sig ud i fuldt ﬂor og enkelte frugttræer, der lyser op mod de mørke regntunge skyer med deres hvide blomster. I det charmerende hus, der er stykket

Kirsten får inspiration til haven.

sammen af genbrugsmaterialer, bor Kirsten Bønløkke, 51 år og amputeret i hofteleddet pga. kræft for 13 år siden. Jeg er imponeret over, så ﬂot haven er holdt – en hofteamputation er trods alt ikke en ”lille” amputation.

UKRUDT OG UVURDERLIGE NABOER ”Jeg boede i en bylejlighed og trængte til lys og grønne omgivelser, så da muligheden for en kolonihave bød sig, sprang jeg til. Jeg elsker at gå og arbejde i haven. Jeg slår græsset, graver haven og har lavet højbede. Naboerne er ﬂinke til at hjælpe, hvis jeg har et større anlægsarbejde. De placerede højbedene og fyldte jord i, og den hjælp tager jeg imod med kyshånd. Jeg kan arbejde en hel dag i haven og gør det gerne, selv om jeg ved, det betyder en hel hviledag næste dag. Et par gange om året inviterer jeg min familie til ”familiehavearbejdsdag.” Det er enormt hyggeligt – de klipper hækkene, beskærer træer og lignende, og jeg sørger for en god frokost.” Hvis man er over haven hver dag bliver den nemmere at holde, er Kirstens erfaring. Højbedene er en betydelig lettelse i forhold til at så og luge, og staudebedene lader hun brede sig

godt, så planterne dækker jorden og dermed holder ukrudtet nede.

MIKROMAKRO OG CELLEFORANDRINGER Efter at have arbejdet som pædagog nogle år begyndte Kirsten på en alternativ krop- og kostuddannelse samtidig med et nyt arbejde som køkkenleder i en vuggestue. Det var i 80’erne og fokus var lagt på økologi, mikromakro, syre-basebalance og vegetarmad. Senere bliver hun

”Jeg kan arbejde en hel dag i haven” headhuntet til Egmonthøjskolen, hvor de mangler en køkkenleder, der kan starte en ny grøn linje i køkkenet. Efter 3½ år får hun problemer med det ene ben og får konstateret celleforandringer i bindevævet ved ankelen. Hun må opgive arbejdet pga. smerter, men trodser smerterne og begynder at arbejde på Skolen for økologisk Afsætning. Set i bakspejlet kan hun se, at det var en voldsom belastning at udsætte sig selv for. En mikroskopi viser senere, at cellerne har udviklet sig aggressivt.

Bedene er godt dækkede, så ukrudtet ikke får plads

SELVHELBREDELSE ELLER AMPUTATION? ”Jeg havde snakket med en healer og fået god støtte med hensyn til smerterne, og den angst man får, når man lever med celleforandringer. Alligevel er man ikke forberedt på at få beskeden: Du har kræft. Jeg ﬁk at vide, at den eneste chance for at overleve, var en amputation i hofteleddet. Tusinde tanker fór gennem hovedet, og jeg ville gerne have et par dages betænkningstid. Jeg overvejede alternative helbredelsesmetoder og selvhelbredelse, men var i syv sind”, fortæller Kirsten. VORHERRES ENGEL Løsningen kom gennem lederen af den arbejdsplads, Kirsten var på. Han kendte ikke til alvoren i sygdommen, men efter at have hørt Kirstens vaklen mellem amputation eller alterna-

tive metoder fortalte han følgende anekdote: ”En mand var meget glad for sit ﬁne hus. Han passede det godt og takkede hver dag Gud, fordi han var så heldig at have sådan et hus. En dag blev det et forfærdeligt uvejr, der resulterede i en oversvømmelse. Manden måtte ﬂytte op på 1.sal. Der kommer en båd forbi, og han får tilbud om at komme med. ”Nej tak”, siger manden. ”Jeg

”Jeg overvejede alternative helbredelsesmetoder” stoler på min Gud, han skal nok hjælpe mig, for jeg har altid adlydt ham. ”Vandet blev ved med at stige, og manden måtte kravle op på taget. Så kommer der nok en båd forbi, og manden får

igen tilbud om at komme op i båden. ”Nej tak, jeg stoler på Gud, han skal nok hjælpe mig. ”Vandet stiger og stiger, og til sidst sidder manden øverst på skorstenen. Så ﬂyver der en helikopter forbi, men manden tager stadig ikke imod tilbuddet om hjælp, og han drukner. Da han står oppe ved Skt. Peter, er han frygtelig sur. ”Her har jeg gået og tilbedt og stolet på Vorherre og se, hvordan han belønner mig!” Skt. Peter kan godt se, at det er en smule uretfærdigt og går ind til Vorherre for at høre, om ikke der er tale om en misforståelse. ”Næ”, sagde Gud. ”Jeg sendte jo to både og en helikopter.” Kirsten holdt op med at spekulere på alternative helbredelsesmetoder, men opfattede kirurgen som ”Vorherres engel”, der skulle redde hende. Det hjalp hende til at acceptere amputationen i en afklaret tilstand og ikke i en choktilstand. A · nyt juli 2006

KIRSTENS HAVEFIF: • Lav højbede. Det skåner ryggen og gør arbejdet nemmere. • Som benamputeret stiller man ikke altid skoene, når man går indendørs, og derfor kan ﬂiseeller ﬂisgange være en fordel, for ikke at slæbe skidt med ind. • Indret haven med færrest mulige jordarealer, men lad planterne dække jorden og skygge for ukrudt • Gode hjælpsomme naboer er et kæmpeplus og deres hjælp skal modtages med kyshånd • Lav familiehyggearbejdsdage

EN STOR OMVÆLTNING ”Den første tid efter hjemsendelsen var forfærdelig. Fra at være omgivet af omsorg var jeg pludselig overladt til mig selv og et par krykker. Den første tur på gaden med ét ben var heller ikke morsom. Kunne jeg klare mig selv? Kunne jeg klare folks reaktioner? Ville jeg forskrække andre, skulle jeg trøste dem – eller trøste mig selv? Heldigvis havde jeg stadig kontakt med min healer, og det har haft stor betydning for mig. Det var også en stor hjælp for selvtilliden, at min arbejdsplads havde brug for mig. Det er vigtigt for ens selvfølelse og enormt givtigt at have et arbejde, tror jeg.”

”Som nyamputeret skal man ﬁnde en ny identitet”

NY IDENTITET Kirsten ﬁk tilbudt revalidering og så det som en gave. Hun valgte at læse til ernærings- og husholdningsøkonom i Sorø, en uddannelse der tog 3½ år. Hun gennemførte uddannelsen, 8

BRAUN 955

selv om hun undervejs i forløbet blev træt af ”studenterlivet”. Samtidig var hun på dobbeltarbejde – at begynde et nyt studie som voksen med de erfaringer man har med i bagagen sideløbende med alle de små og store nye problemer, man får som nyamputeret. ”Som nyamputeret skal man ﬁnde en ny identitet som kvinde og person i det hele taget og som amputeret. Selvtilliden bliver prøvet af; kærligheds- og sexlivet bliver en ny udfordring; spørgsmål om jeg skulle have børn eller ej trængte sig på; hvordan ønskede jeg mig min fremtid osv. osv. Der er mange store spørgsmål at tumle med, og jeg var for langt væk fra mit netværk til at tage en snak, når behovet opstod. Det var rart at komme tilbage til Århus, få arbejde og blive voksen igen. ” Energien blev lagt i studiet og ikke i kærlighedslivet. ”Det var nok det nemmeste. Så slap man for at se angsten for at være handicappet i øjnene.”

HØJAKTIV ”Man kan lige så godt erkende, at det er smertefuldt ikke at kunne bevæge sig frit som før. Jeg savner friheden i dans og gymnastik, men selvfølgelig danser jeg, når det er muligt.” Det virker nu, som om Kirsten har set angsten i øjnene og har fundet sin ”nye” identitet, og man kan heller ikke sige, at Kirstens handicap hindrer hende i at være aktiv. Hun arbejder i Osteoporoseforeningen, er vikar i en børnehave, underviser på aftenskole og har andre småjobs ind imellem, bl.a. som foredragsholder. ”Jeg arbejder på nedsat tid for at spare mig selv. Jeg vil gerne kunne klare mig selv så længe som muligt

på arbejdsmarkedet. Det giver mig en vis frihed.”

PROTESEN ER ET HJÆLPEMIDDEL Når hun skal undervise, bruger hun sin protese, fordi den giver en frihed i forhold til arbejdet. Ved fx foredrag plejer hun kort at fortælle, hvorfor hun halter. Så er tilhørernes fokus fjernet fra hendes halten og lagt på

”Det er vigtigt at tage mod livet” ”sagen” i stedet. I havearbejdet og i andre situationer er protesen også et uundværligt hjælpemiddel. Andre gange er den mere en belastning, fx hvis hun skal sidde i lang tid til fester o.lign. Hun danser også helst uden protesen… ”Hvis mændene altså tør.” ”Jeg kan bedst lide kroppen uden protese, så har man større bevægelighed og frihed. Jeg tror også, at forskellige muskelgrupper holdes ved lige ved forskellige belastninger. Protesen fylder ikke meget i min bevidsthed, men det er ikke den, der skal vække opmærksomhed, men derimod min person.

DEN ENESTE ETBENEDE De ﬂeste amputerede er ikke synlige med deres protese. Derfor kan man godt tro, man er den eneste amputerede. Kirsten skulle helt til Assisi i Italien, før hun så en benamputeret. ”Det var ligesom at møde en bror – en slags familiær følelse. Jeg synes, amputationen binder de amputerede sammen. Derfor vil jeg gerne fremhæve Gangskolen, fordi man

der kan møde andre amputerede i samme situation, og man mødes om en aktivitet, fx på Løbeskolen, så det ikke er det negative ved at være amputeret, der er i fokus, men de muligheder, der er.” Kirsten har fundet ud af at ﬁnde de muligheder, hendes handicap tillader og ikke lade sig begrænse af det, men hun er stadig åben for nye muligheder. ”Ja, for man udvikler sig jo livet igennem, og det er vigtigt at tage mod livet,” som hun siger.

Lift med sideindkørsel. - Bedre adgang når andre parkerer for tæt.

BRAUN 800 SVING

Højbedene luges.

Optimal Perfekt udnyttelse af bilen: Original bagsæde og et ﬁnt bagagerum.

BRAUN UVL

Topmodellen: Liften ligger under bilen. Kabinen er uberørt - indret bilen som du vil! Liftene ovenfor har alle det sikre afrullestop. Statistikken taler for sig selv: 0 ulykker gennem 10 år ! Ring eller mail for yderligere information. Tlf.: 86 16 49 14 Mail: info@langhoej.dk

w w w . l a n g h o e j . d k A · nyt juli 2006

Af Mette Vosgerau

Med et hjerte for handicap-idræt

Opvarmning før kampen.

67-årige Kjeld Pedersen er amputeret ved hoften på højre ben. I mere end ti år har han brugt alt sin tid på handicapidræt – blandt andet som instruktør for børn og som tennisspiller på eliteplan. Sport var noget, man så i fjernsynet og hørte i radioen. Sådan så Kjeld Pedersen på idræt frem til 1993. Der ﬁk han amputeret sit højre ben ved hoften efter næsten 20 års kamp med kræft – og det blev startskuddet til et liv fyldt med sport. Under genoptræningen kom han til at spille bordtennis, og det blev starten på en karriere, der har bragt ham omkring

”Benet kunne føles fuldstændig som en isklump i ﬂere timer” stort set alle idrætsgrene inden for handicap-idræt, bestyrelsesposter og en landsholdsplads i tennis. Bat, bold og bord greb ham, og inden for tre år, var han uddannet idrætsinstruktør.

”Da jeg blev amputeret havde jeg fantomsmerter i døgnets 24 timer. Men når jeg var ude blandt andre mennesker, mærkede jeg ikke så meget til dem. Det var faktisk derfor, jeg for alvor begyndte at dyrke sport,” forklarer Kjeld Pedersen, der har taget i mod i sit parcelhus i Fredensborg i Nordsjælland. Her har han boet siden 1988, og selv om det har en anseelig størrelse, passer han selv både hus og have – med undtagelse af græsplænen, som naboens datter står for. ”Man tror jo, man er tosset. Det er helt vanvittigt,” siger han om fantomsmerterne, og forklarer hvordan benet kunne føles fuldstændig som en isklump i ﬂere timer. ”Så sad jeg der og frøs, og kunne ikke gøre noget. Det er jo bindegalt,” siger han med et grin.

FOLK GLOEDE Det tog ﬂere år før Kjeld Pedersen fandt ud af, at jo mindre han brugte protesen, jo færre smerter havde han. Men det var en overvindelse at vise sig uden ben.

Kjeld Pedersen konkurrerer med spillere, der er tre gange så unge som ham - alligevel er det blevet til en god medaljehøst.

”Der gik faktisk 5-6 år, før jeg kom over den hurdle. Hvis jeg skulle ud og handle, kunne jeg for eksempel

”De gloede op og ned af en” ikke vise mig uden ben. Så kunne jeg sidde med fantomsmerter tre timer, når jeg kom hjem,” siger han og fortsætter. ”Det var, fordi folk kiggede. Især mænd på min egen alder var slemme, de gloede op og ned af en. Børnene var det jo ikke noget problem med. De kommer bare og spørger, hvorfor man mangler benet” smiler han og forklarer hvordan hans egne ﬁre børnebørn har reageret på, at han ikke har noget højre ben. I dag bruger han slet ikke protesen, han kommer i stedet rundt ved at bruge kørestol og krykker. Og han har kun sjældent fantomsmerter.

HÅRDT OG TEKNISK I 1994, året efter amputationen, så Kjeld Pedersen ved et tilfælde en film om kørestolstennis. Den fik ham ud på tennisbanerne, men det var først i 1998 og 1999 det blev seriøst. Der fik

han nemlig en træner og ikke mindst en kørestol beregnet specielt til tennis. ”Så snart solen skinnede, var vi nede og spille. Så havde vi madpakker med, og spillede hele dagen,” fortæller han. Reglerne i kørestolstennis ligner fuldstændig reglerne i almindeligt tennis – lige bortset fra, at bolden må røre jorden to gange. Banens størrelse er også den samme. Derfor er hurtighed en vigtig del af spillet. ”Man skal virkelig have mange kræfter og hurtighed, og så er det en teknisk krævende sport. Faktisk betyder det køretekniske lige så meget som selve spillet,” forklarer Kjeld Pedersen. Det mener han også er grunden til, at der kun ﬁndes omkring 20 aktive spiller indenfor kørestolstennis i Dan-

”Børnene skulle få en succes, selv om de er handicappede” mark. Mange begynder nemlig, men stopper fordi det er for hårdt. Den meget træning gav da også bonus, og Kjeld Pedersen blev udtaget til landsholdet, hvor han spiller med og imod folk, der er tre gange yngre end ham selv. Blandt andet var han

med til VM i Polen i 2003, og den dag, hvor interviewet foregik, skulle han også have stået på en tennisbane i Sverige – denne gang til de nordiske mesterskaber. Men den kræft som betød, at han ﬁk amputeret benet, er brudt ud igen, så han må holde en tvungen pause fra sporten.

STOLT OVER GYMNASTERNE Men det er langt fra kun tennis, der har udfyldt Kjeld Pedersens dage de seneste år. Gennem instruktørkurset kom han også ind i organisatorisk arbejde, og han er formand for Hillerød Handicap Idrætsforening og næstformand for amtsbestyrelsen for Dansk Handicap Idræts-Forbund i Frederiksborg Amt. Han spiller som bekendt tennis, men også bordtennisbattet og bowlingkuglerne bliver svinget – og ﬂere gange er turen gået til Sverige for at stå på ski. Derudover har han holdt snesevis af foredrag på folkeskoler, hvor eleverne får lov at prøve handicap-idræt. Han underviser kommende social-

og sundhedsassistenter, besøger gymnasier, holder foredrag og er instruktør indenfor gymnastik, boldspil og atletik. I 1995 – under sin uddannelse til instruktør – ﬁk Kjeld Pedersen som den første i Danmark ideen om, at der skulle være et gymnastikhold for handicappede børn og deres forældre. Det blev en realitet i 1998, og det er ubetinget det projekt inden for handicap-idræt, som han er mest stolt over at stå bag. ”Børnene skulle få en succes, selv om de er handicappede og multihandicappede. De blomstrer jo helt op, og så giver det et godt sammenhold mellem barnet og forældrene,” fortæller han. Siden 1998 har han fulgt det samme hold børn, der har været masser af opvisninger, og selv om de stoppede sidste år, har han stadig kontakt med ﬂere af dem. I år skulle han starte med et nyt kuld unger – men foreløbig er kræftsygdommen kommet i vejen. A · nyt juli 2006

Af Helge Kvam · Foto: Internationalt Røde Kors

73 teams fra Afghansk Røde Halvmåne arbejder i Afghanistan. I 2002 gennemførte de 1500 lektioner for ﬂere end 60.000 mennesker.

Frihed med nye farer Kvinderne fylder mere og mere i gadebilledet i Afghanistan. Men med den nye frihed følger også nye farer. En større og større del af mineofrene i Afghanistan er kvinder. Røde Kors prøver at reducere risikoen med oplysningskampagner målrettet mod kvinder. Minen eksploderede i det øjeblik 10-årige Rohafza satte foden på den. Ulykken skete om morgenen lige uden for skolegården, da hun var på vej til den første time. Det er ikke mange detaljer, hun kan huske fra ulykken. « Jeg troede, det var noget, jeg drømte. En måned tidligere havde jeg drømt, at jeg trådte på en mine, og jeg troede, det var den drøm, jeg drømte igen«, husker Rohafza Naderi. I ni dage efter ulykken lå hun i koma og blev behandlet for brud på ryggen, på armene og i hovedet. Hendes højre ben kunne ikke reddes og blev amputeret. I dag er det 18 år siden, ulykken skete. Rohafza Naderi har siden fået et kunstigt ben og arbejder i dag på

fuld til som fysioterapeut på Internationalt Røde Kors’ ortopædiske center i hovedstaden Kabul, hvor knap 40 pct. af patienterne er mineofre. Hun er et af de forholdsvis få kvindelige mineofre i Afghanistan. Mineulykker rammer nemlig langt oftere mænd end kvinder. Uanset en øget frihed til kvinderne er gadebilledet generelt præget af mænd, ligesom det er mændene, der arbejder i markerne. Deres koner, søstre og mødre holder primært til i hjemmene og har ansvaret for det huslige arbejde. Under Taleban-styret blev kvindernes bevægelsesfrihed yderligere begrænset. Talebanernes fald har betydet, at kvinderne nu kan bevæge sig mere frit. Med denne nye frihed følger

også nye farer. En stadig stigende del af mineofrene i Afghanistan er piger og kvinder.

KVINDEKAMPAGNER For at dæmme op for unødig død og lemlæstelse startede Afghansk Røde Halvmåne med støtte fra Internationalt Røde Kors sidste år en række oplysningskampagner med undervisning, der er specielt målrettede mod kvinder. Det er ikke fordi, de fortæller kvinderne noget andet, end de lærer mændene. Forskellen er, at alle undervisere er kvinder, ligesom det kun er kvinder – og eventuelt deres børn – der kan deltage. »Mange afghanske kvinder ville ikke komme her, hvis de skulle undervises af mænd eller sidde sammen med mænd. Det ville de føle var uvant – og meget ubehageligt«, fortæller en af Afghansk Røde Halvmånes undervisere, Lida Salamsay. Hun tilføjer, at det ikke kun er kvinderne selv, der drager fordel af undervisningen. »Det er primært kvinderne, der tager sig af børnene. Og den viden, de får her, giver de videre til dem«, siger hun.

Mange års krige har skabt et stort behov for proteser i Afghanistan

Hun har netop gennemført sin undervisning af omkring 20 kvinder på Røde Halvmånes sundhedsklinik i den sydlige del af Kabul – et område, hvor ødelæggelserne vidner om, at kvarteret igennem mange års krig har været en del af slagmarken og derfor et kvarter, hvor der er mange miner og andre ueksploderede våben.

11 HOLD KVINDER Selvom langt størstedelen af de registrerede mineulykker rammer mænd i Afghanistan, er der en stigende tendens til, at en større del af ofrene er kvinder. I 1999 var 6,8 procent af de ofre, Internationalt Røde Kors registrerede, piger og kvinder. Tre år senere var tallet steget til 8,3 procent, og de seneste tal tyder på en fortsat svag stigning. På den baggrund startede Afghansk Røde Halvmåne sidste år en målrettet oplysningsindsats overfor kvinderne. I dag er der 11 hold med kvindelige undervisere. Holdene hjælper med at kortlægge, hvor man skal være særlig forsigtig, hvordan de forskellige miner og ueksploderede våben ser ud, og hvad man skal gøre, hvis man pludselig opdager, at man er midt i et minefelt. De bruger store plakater og brochurer som en del af undervisningen. Mor til fem børn, Aziza Akhundkhail, fandt ud af, at der var undervisning, da hun kom til klinikken for at få behandling. Hun var glad for, at hun deltog og føler, hun har lært noget.

»Jeg tror ikke, jeg ville have tænkt på at følge mine egne fodspor tilbage, hvis jeg opdagede, at jeg var kommet til at gå ind i et minefelt. Jeg har også fået at vide, hvor man kan rapportere minefelter, så de kan blive markeret og ryddet«, fortæller hun. Hun er altid bekymret for sine børn, når de er ude at lege, fordi hun ved, at der er mange steder i kvarteret, der stadig er mineret. »Jeg vil helt sikkert fortælle dem, hvad jeg har lært og måske tage dem med næste gang«, siger hun. På Røde Kors’ ortopædiske center glæder Rohafza Naderi sig over indsatsen for at forebygge mineofre. Hun ønsker ikke, at andre skal rammes af den samme ulykke som hende selv, men hun betragter trods alt sig selv som heldig. Hun ﬁk et kunstigt ben fra det center, hvor hun nu selv arbejder og er i stand til at forsørge sig selv. »Jeg kan stort set gøre alt, hvad jeg vil. Det har virkelig ændret mit liv at få et kunstigt ben«, siger hun.

En voksende andel af mineofrene er kvinder

A · nyt juli 2006

Beliggenhed: I Catalonien i det nordøstlige Spanien Indbyggertal: ca.6 mill. Sprog: Catalansk og spansk Særlige kendetegn: Kraftcenter inden for arkitektur, billedkunst, musik og teater. Handicapegnede hoteller: http://www.accessiblebarcelona.com/index.htm

Af Lene Olesen, leneolesen@stofanet.dk

Barcelona, bare bedst! I 1992 var Barcelona vært for de Olympiske Lege og således også for det efterfølgende Paralympics. Dette gav byen en kolossal ansigtsløftning, - ikke mindst hvad tilgængelighed angår. Den store arkitekt Antoni Gaudi har sat sit præg på hele Barcelona. Hans særprægede huse og katedral med alle deres skæve vinkler og fantasifulde detaljer, leder ikke just tankerne hen på særlige gode adgangsforhold for kørestolsbrugere. Og det er da heller ikke primært ved besøget på disse steder, at jeg, på min rejse til byen i påsken, blev benovet over tilgængeligheden.

med den berømte gågade – Ramblaen og det gotiske kvarter er ganske plan. Alle steder er der ﬁne nedkørsler til forgængerovergange. Flere kirker og katedraler har en sideindgang med rampe, og mange butikker og cafeer har direkte adgang fra gaden. Oﬀentlige toiletter er der ingen af, til gengæld er cafeer og restauranter rigeligt forsynet med handicaptoiletter, som man frit kan benytte.

BYMIDTEN Alligevel var det en nem by at begå sig i som kørestolsbruger. Bymidten

OFFENTLIGT TRANSPORTSYSTEM Barcelona har et udbredt metrosystem, men dette er endnu ikke brugbart for kørestole. En enkelt linie er dog klar, og planen er at udbygge hele systemet i den retning, men det er fremtid. Til gengæld er de ﬂeste busser tilgængelige. De har en lille rampe, som kører ud på siden af bussen, så man nemt og hurtigt kan

FC BARCELONA Via denne transportform kom vi således også ud til Camp Nou, det store stadium, som er fodboldklubben FC Barcelonas hjemmebane. Vi skulle se de berømte boldartister træne. Men det skulle vise sig, at vi ikke var de eneste, der havde fået den ide. En kilometer lang kø mødte os, da vi nærmede os. Optimistisk trillede jeg med datter og veninde op foran køen, og det gav den forventede gevinst. Vi blev lukket ind før de andre og blev med guide ført ind på stadium, hvor

Gaudis Casa Mila var ikke fuldt tilgængelig på taget, men skøn alligevel.

La Rambla er kendt for sine mange levende statuer.

Gaudi præger byen med sin smukke og fantasifulde stil.

rulle ind på de dertil indrettede kørestolspladser. For mig var det en stor fornøjelse at køre i bus, som jeg jo ikke har gjort ret meget i mange år, så vi brugte denne transportform de første dage til at få et overblik over millionbyen.

Hurtigt og snildt rulles en rampe ud, og man kan nemt køre ind i bussen.

vi ﬁk pladser sammen med pressen. Og endelig kunne min datter se fordelen i at have en mor i kørestol. Vi kom nemlig ganske tæt på spillerne, hvilket resulterede i en autograf fra det store idol Deco!

MUSEER Hensynet til handicappede viste sig ﬂere steder. På det berømte og storslåede Picasso museum kom vi således også foran i køen og blev ledt hurtigt hen til billetkontoret. Dette moderne og smukke hus er helt igennem tilgængeligt, og de abstrakte kunstværker kan nydes uden fysisk besvær. Et af Gaudis huse Casa Mila var ligeledes tilgængeligt. Der havde vi fornøjelsen af at køre i Barcelonas første og ældste elevator fra 1906. En rigtig smuk elevator indrettet med lakerede bænke og træpaneler. Denne skulle behandles nænsomt, så vi blev fulgt af en af museets ansatte. Også i dette smukke Gaudi hus kom vi for-

rest i køen, hvor folk havde ventet i ﬂere timer!

TIGGERE Noget som kunne tage lidt af fornøjelsen var de mange tiggere. Der var rigtig mange amputerede tiggere. Solidarisk med dem tømte jeg i starten min pung, hver gang jeg kom forbi en, men til sidst rakte min økonomi ikke længere. Jeg havde desværre ikke modet til at sætte mig hos en af dem og høre deres historie. Kun en enkelt ung mand uden arme ﬁk jeg en lille snak med. Langfredag sad han foran den store katedral, hvor de katolske cataloniere valfartede til messe. Det viste sig, at han slet ikke var lokal, men kom fra Rumænien. Hvorfor han og andre var tvunget til at sidde på den ydmygende måde, ﬁk jeg ikke afklaret, så jeg kan kun gisne. Men en indbringende forretning er det sikkert, når man kan fremvise nogle nøgne afskårne lemmer.

Har du fået lyst til at læse mere om Barcelona som rejsemål for kørestolsbrugere, kan du læse et par rejseartikler via Dansk Handicap Forbunds hjemmeside. Adresserne er http://dhf-net.dk/handicap-nyt/ nr._5_juli_2004/side_10_331 og http://ryk.dk/artikel/20/295

FC Barcelonas kæledægge –fodboldkunstneren Deco.

A · nyt juli 2006

Invitation til løbeskole 2006 Løbeskole for benamputerede er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed. Formålet med weekenden er at vise, at du på trods af dit handicap sagtens kan dyrke forskellige former for idræt. Målsætningen for dagene er at give dig mulighed for at afprøve dig selv og din protese i forskellige former for løb og aktiviteter, da det planlagte program spænder lige fra løbetræning til boldspil, cykling, forskellige lege og svømning. Vi ønsker overordnet at nedbryde nogle af de begrænsninger, som benamputerede oplever i forbindelse med udførelsen af fysisk aktivitet. Vi håber at kunne hjælpe med at genﬁnde eller fremelske den glæde, der er forbundet med at bruge kroppen i mere sociale og idrætsbetonede aktiviteter. Arrangementet henvender sig til dig, der har mod på at udfordre dig selv rent bevægelsesmæssigt. Det betyder derfor ikke noget, om du er forholdsvis nyamputeret, eller i mange år har levet som protesebruger. Om du før har dyrket idræt, eller om du er ”nybegynder” er ligeledes underordnet. Det er nemlig vores erfaring, at alle tidligere deltagere - trods forskelle i deres fysiske formåen - har fået noget ud af dagene. Dog skal du kunne holde ud at have din protese på det meste af dagen uden at bruge stokke, da der vil blive lagt en del vægt på tekniktræning. Ligeledes skal du kunne udholde en vis belastning, idet du skal være forberedt på at få pulsen op og sved på panden. Derudover skal du være opmærksom på, at der vil være udfordringer i form af trappegang op til værelser på 1. og 2. sal, da der ikke er elevator.

DET ER MI N PLADS !

NEJ, ...MIN.

AF BANEN, DEN PLADS TILHØRER MIG!

T. . . E V I L IG I R D L A

Vi vil i år bruge mere tid på tekniktræningen i løb og boldspilsaktiviteterne, så du lærer at udnytte protesen og dine kræfter så optimalt som muligt. Du vil i weekenden møde fysioterapeuterne fra Gangskolen i Århus Amt samt en idrætsudøver. Endelig vil bandagister og teknikere fra Sahva være til stede begge dage. De vil kunne hjælpe dig med mindre justeringer og hylstertilpasning, hvis der skulle opstå problemer med protesen.

Praktiske oplysninger: Deltagere:

Alle benamputerede mellem 18 - ca.50 år

Tid:

Weekenden 2-3 september 2006

Sted:

Køng Idrætshøjskole, 5220 Glamsbjerg, Fyn

Arrangør:

Gangskolen for benamputerede i Hammel

Pris:

Afhænger af antal overnatninger (dog max. 700 kr. pr. pers. ved overnatning fra fredag til søndag)

Tilmelding:

Senest d. 4. august 2006

Tilmeldingsblanket:

Kan rekvireres på mail: lisa.pedersen@sahva.dk eller på tlf. 3925 0212

Yderligere information:

Gangskolen i Århus Amt på tlf. 8762 3438

Vi glæder os til at se dig! 16

A · nyt juli 2006

Af Solveig Hansen, sol@dhf-net.dk

Nyt fra bestyrelsen Amputationskredsens sta

ULANDSARBEJDE? På vores ordinære bestyrelsesmøde i marts havde vi besøg af Sif Holst, der fortalte om forbundets ulandsarbejde. Hun skitserede, hvordan indsatsen, der nærmest startede som nødhjælp og hjælpemiddelforsyninger, har fundet et solidt leje som kapacitetsopbyggende, langsigtet organisationsarbejde, bl.a. i Ghana, Uganda og Nicaragua. Hvis Amputationskredsen, AK, vil starte eget ulandsarbejde, anbefaler Sif, at vi kigger på sprog og religion hos partnerland/organisation. I den forbindelse er drømmen om at hjælpe nepaleserne med en amputationsforening ikke et oplagt (læs nemt) valg. Sif mindede også om, at hvis man vil noget i forbundsregi, skal formandskabet tages i ed. Vi kan, som amputerede også vende os mod nogle oplagte samarbejdsparter herhjemme og tilbyde vores umiddelbare ekspertise på fx mi-

neofres fremtidsperspektiver. Her listede Sif følgende forslag op: Folkekirkens Nødhjælp (Sudan), Fagbevægelsen, Arbejds- og Traﬁkskadede, Røde Kors, Læger Uden Grænser. På baggrund af Sifs oplæg og et kig på egne ressourcer valgte bestyrelsen at udsætte intentionerne om ulandsarbejde. Drømmen er der stadigvæk, og næste skridt er, at vi deltager i møder, kurser og seminarer på området.

ANDRE HOTTE EMNER På et ekstraordinært møde, bestyrelsen havde i april, havde vi tre emner til drøftelse: a) Der er desværre stadig ingen afklaring på, hvorvidt specialkredsenes sekretær kan få lov at ﬂekse sin tid og dermed deltage i kredsenes landsmøder og generalforsamlinger. b) AK´s beretning til forbundets kongres, der ﬁnder sted i oktober.

FORÅRSSEMINAR I april holdt vi en kontaktpersonweekend, hvor vi ønskede at opkvaliﬁcere vore tillidsfolk, dvs. bestyrelse, bladudvalg, kontaktpersoner og kredsrepræsentanter. Fredag aften var der møder for kontaktpersoner, henholdsvis for pårørende. Samtidig inviterede vi kredsens øvrige medlemmer til social hygge og resten af weekendens program. Lørdag formiddag blev vi på fortryllende vis ført til Afrika, lyttede til den spinkle

n tryllebandt skaren Almaz Næsborg-Anderse og tilbage til Danmark og forførte os til Etiopien

personliFredag aften blev der drøf tet mange rd, drinks ge ting i Hulen, der også bød på billa og musik for enhver smag

Efter nogle veloplagte indlæg fra bandagist Jesper Fløcke Larsen, overlæge Erik Hørlyck og fysioterapeut Marianne Elmkjær styrede næstformand Henning Baagøe den spændende debat om proteseforsyning og gangskoler i fremtiden.

c) Økonomiske muligheder og begrænsninger. I øjeblikket har forbundet en fundraiser og et par ﬂeksjobbere ansat til at tegne annoncer og skaﬀe sponsorater. Hvordan sikrer vi et optimalt samarbejde og undgår uheldig konkurrence, hvis vi gerne selv vil søge støtte til aktiviteter, der ikke er plads til indenfor rammebevillingen?

Almaz, der har sine første barndomserindringer hos sin stærke plejemor i Etiopien, hun fortalte om sin traumatiske ulykke og sit sygehusophold, og hvad det har betydet siden at blive adopteret af en dansk bandagist. Her sluttede Almaz’ historie ikke, hendes liv afspejles i selvbiografien ”Hyæner i natten”. Se artikel andet sted i bladet. Om eftermiddagen kom landsformand Jan Jørgensen og gav os indblik i forbundet, den nuværende struktur og et par bud på nye vedtægter. Han forklarede om den danske handicapbevægelse, betydningen af rebellernes ønske om at deltage i samfundets aktiviteter, aktivisternes utrættelige kamp for tilgængelighed og den nye kommunalreform, der sikrer handicapråd i alle de nye kommuner. Vel at mærke handicapråd, hvor kommunalpolitikere, embedsmænd og repræsentanter for de etablerede handicaporganisationer i dialog og fællesskab får ret og pligt til at rådgive i alle sager, der berører personer med handicap. Lørdag aften var der festmiddag og fællessang. Nogen fortsatte de handicappolitiske drøftelser, andre fik et slag billard og de fleste nød at drøfte egne og fælles livsbetingelser i et helt unikt forum af ligestillede. Søndag formiddag kom overlæge Erik Hørlyck, ”faderen” til den nu syv år gamle Gangskole for benamputerede i Hammel. Sammen med Erik var fysioterapeut Marianne Elmkjær og banda-

nd på Rehab-messen

gist Jesper Fløcke Larsen. De gav i fællesskab et overblik over de nuværende muligheder for proteseforsyning, primærtræning på sygehusene og den helt nødvendige, vedligeholdende sekundærtræning, som giver mulighed for optimale funktionsniveauer, ikke bare i gangmønstre og – distancer, men i mange andre af dagligdagens utallige gøremål og udfordringer. Hvad kommer kommunalreformen til at betyde for den fremtidige proteseforsyning? Er der grund til at frygte tilbageskridt i form af budgetbetingede afslag på de dyre og kvalitative løsninger? Vil der være samme incitament til at videreudvikle og forﬁne komponenter og teknik? Og vil genoptræning blive kvalitativ og vedvarende træning i samarbejde mellem fysioterapeuter og bandagister? – for optimal træning og tilpasning – eller vil der på dette vigtige område ske tilbageskridt og middelmådig indsats? Vi må være årvågne og stå fælles i kampen for det bedste.

STORT UDBYTTE Evalueringsskemaernes besvarelser taler deres tydelige sprog. Weekenden var god, lærerig og netværksskabende for de ca. 50 medlemmer, der havde fundet tid i kalenderen. På aktivsiden gav det AK tre nye kontaktpersoner og ﬂere spontane tilkendegivelser om, at både amputerede og pårørende har mod på de handicappolitiske opgaver ude lokalt.

På Rehab-messen mødte vi bl.a. mun håndmalere

d- og

Rehab-messen bød også på søde blon diner, her i form af hjælperhunde

Også REHAB-messen gav resultater. Den opsigtsvækkende og i nogles øjne makabre udstilling af arme og ben dannede godt blikfang. Som forventet gav det ikke umiddelbart mange nye medlemmer, men den første måned efter messen kom der dog 12 nye til. REHAB-messen gav også kredsen en ny kontaktperson. Vi dannede mange gode kontakter, der kan komme os til gode fremover, og vi ﬁk mange gode snakke, både med sagsbehandlere, ergo- og fysioterapeuter, studerende og kendte og ukendte medlemmer. A · nyt juli 2006

LEGS

Halv robot, halvt menneske På Jyllands Postens hjemmeside kunne man for nylig se en videosekvens af ”en klog benprotese”, som de kalder den. Ved hjælp af kunstig intelligens og en kraftkilde i protesen kan lårbensamputerede få glæde af den ny teknik. Össur har produceret Power Knee, som benytter sig af bionikteknologi. Brugeren har en censor om anklen på det raske ben. Censoren sender besked til det kunstige ben om hastighed, skridtlængde og højde, og protesen afpasser sin hastighed herefter. Brugeren kan gå op ad trapper og bevæge sig over længere afstande uden at skulle anstrenge sig så meget som ved andre proteseknæ. 1350 gange i sekundet sender censoren besked om kraft- og vinkelforhold og mål til Power Knee’et, som lige så hurtigt indarbejder og omarbejder data’ene. Knæet er ikke bare et hjælpemiddel, men er et skridt foran brugeren nu. I øjeblikket bliver knæet med den nye teknologi testet af forskellige brugere, inden det sendes på markedet. Du kan se den i funktion på Össurs hjemmeside: ossur.de

fodens knogler således, at tæerne bevæger sig opad, når foden svinges fremad lige som en rigtig fod gør

det, så man ikke risikerer at hænge i underlaget. Foden tilpasser sig terrænet, man går i.

Nyt bandageri i Herning Bandagist-Centret har nu åbnet bandageri og ortopædisk skomageri Silkeborgvej 6A i Herning Vi glæder os til at tage imod dig Bestil venligst tid på 97 14 77 66 Besøg os også på www.bandagist-centret.dk

BIONIK FOD Össur har også lavet en fod, der fungerer efter samme princip. Foden er konstrueret, så den bevæger som 20

A · nyt juli 2006

KORT NYT KAN DU SKRIVE?

HJULBØRSTE

NYE JOBCENTRE FÅR EKSPERTBISTAND

HUSK

Går du med en lille forfatter i maven eller har du noget interessant på hjerte, så er du måske vores nye skribent til Amputations-Nyt?

Enhver kørestolsbruger (og hele husstanden) kender det. En tur udenfor en regnvåd sommerdag, og det afsløres, når man triller ind igen…

Når AF og de nye storkommuner fra nytår 2007 slår sig sammen i 91 nye jobcentre, ﬂytter AF konsulenter med, der har særlig viden om fx tilskudsregler for jobsøgende med handicap. Fra 1. januar 2007 rykker otte specialister sammen i en specialfunktion for mennesker med handicap, som skal rådgive jobcentrene rundt omkring i landet. Specialfunktionen er en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag kommunalreformen og den nye organisering af beskæftigelsesindsatsen. Specialfunktionen for mennesker med handicap får hjemme i Vejle. SH/ kilde magasinet RYK! Nr. 2.06, Birgitte Bjørkman

Amputationskredsens generalforsamling ﬁnder sted i weekenden 17.19. november. Dagsorden iﬂg. gældende vedtægter, udførligt program i næste blad, der udkommer omkring 10. oktober

Lad os høre fra dig. Send en mail til leneolesen@stofanet.dk

SLADDERSPALTEN Heather Mills, benamputeret fotomodel, skal skilles fra sin berømte mand, ex-beatlen Paul McCartney. Parret har været gift i 4 år og har sammen en lille datter. Ved skilsmissen kan Heather Mills gøre krav på ca. 2,2 milliarder kroner, hævder eksperter. Efter karrieren som fotomodel har hun koncentreret sig om velgørenhedsarbejde til fordel for amputerede i den tredje verden, især i organisationen Adopt-A-Mineﬁeld. Den samler penge ind til minerydning og rehabilitering af mineofre. Man kan adoptere et mineområde og får løbende opdateringer om minerydning og rehabilitering af ofre i området. Heather Mills McCartney har også skrevet bogen A Single Step, hvorfra overskuddet går til Adopt-A-Mineﬁeld. Hvis du vil se og læse mere om organisationen eller Heather Mills kan du prøve www.heathermillsmccartney.com Du kan bl.a. se hendes benproteser m.m.

Blandt nyhederne på årets REHAB-messe var den nypatenterede Roller Cleaner fra firmaet Mtech. Roller Cleaner er en roterende børste, som kan monteres direkte på de fleste el-kørestole og med et enkelt tryk på en knap rengøre dækkene. Opfinderen af den lille praktiske rengører, fynske Mikael Thygesen er i gang med at videreudvikle en produkttype, der kan benyttes til manuelle stole. Kontakt MTech på tlf. 65 90 25 03 / 23 61 25 13 og læs mere på www.MTech. nu, hvor man også finder lovteksten til § 97, den paragraf, der kan søges efter, hvis man mener, et hjælpemiddel i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. SH

En af nyhederne på Rehab-messen var den smarte børste til rengøring af el.kørestolenes hjul

HØRT I DET VIRKELIGE LIV Stærke mavemuskler En ﬁttnestræner havde overtalt mig til at prøve Pilates-gymnastik, der træner alle de stabiliserende muskler omkring skelettet. Ja, det tager man jo ikke skade af, så mig af sted til prøvetimen. Alle øvelser skal udføres, mens man samtidig spænder mave- og bækkenmusklerne. Det lyder simpelt, men mens man koncentrerer sig om øvelserne, kan mavespændingen glippe. Altså gik instruktøren rundt og følte på de koncentrerede Pilates-udøveres mavemuskler. Og – wauv – hvor var jeg god! ”Det må jeg nok sige!”, udbrød instruktøren. Så måtte jeg desværre fortælle, at det ikke var mine mavemuskler, der er så hårde, men det korset, der bærer min protese. Mavemusklerne kunne hun af gode grunde ikke mærke – men selvfølgelig var de da hårde som stål!

RYD OP  OG FÅ NY ENERGI I fysioterapeuternes blad KROP & FYSIK maj 2006 er der en omtale af, hvad ROD betyder for det psykiske velvære. Roderi – i enhver forstand – er spild af tid og påtvinger krop og sind en psykisk blokering. Blokeringer, der kan opleves meget ubehageligt. Marianne Nørup, der er redaktør, har hentet gode råd og praktisk vejledning i bogen ”Ryd op i dit liv”, skrevet af tyskeren Werner Tiki Küstenmacher. Hun har fulgt

rådene med at starte med de ydre, håndgribelige ting, tømt ringbind, fjernet bunker, fået plads – og ny energi. Orden i det ydre fører ofte til orden på det indre plan. Blandt de mere specielle tips fra bogen er Marianne Nørup faldet over tips til, hvordan man kommer i gang med arbejde, man ikke har lyst til, og ”gode måder at komme af med folk på”. SH / kilde: KROP & FYSIK maj 2006

SORT BÆLTE 8. juni blev AKs næstformand Henning Baagøe 60 og fejrede samtidig 25-års jubilæum som handicappet. Før helikopterulykken, hvor Henning blev 52% forbrændt og dobbelt benamputeret, var han judokæmper med brunt bælte. Fra judoverdenen, hvor Henning fortsat deltager i træninger og sammenkomster, ﬁk han en æresbevisning: certiﬁkat på den højeste DAN-grad og DET SORTE BÆLTE. Stort tillykke! SH

HØRT I DET NÆSTEN VIRKELIGE LIV Da bestyrelsen drøftede sponsormuligheder på seneste bestyrelsesmøde, var der én, der foreslog benzinselskaberne. Det udløste følgende kommentar: - Ja, vi ka’ ringe til dem og sige: ”Goddag, jeg ringer fra Amputationskredsen. Jeg er blevet kørt over af en af jeres tankvogne – har I lyst at sponsere vores arbejde?”

SKAL DU FLYTTE? Husk at melde ﬂytning til vores sekretær, Lea Dernov. Pr. mail: ak@dhf-net.dk På telefon: 39 29 35 55

SIDSTE NYT I Shanghai blev der for tre måneder siden født en lille dreng med tre arme. Den lille kinesiske dreng havde det ﬁnt trods misdannelsen. De kinesiske læger har nu fjernet den ene arm. Operationen forløb godt, og drengen har det ﬁnt. LO, Kilde: Ekstra Bladet

DET SKER I 2006 17.  23. JULI ”Leg, latter og livsglæde” sommerkursus på Egmonthøjskolen, Jylland 2.  3. SEPTEMBER Sahva afholder løbeskole 19.  22. OKTOBER Dansk Handicap Forbunds kongres på Egmonthøjskolen, Jylland 17.  19. NOVEMBER Amputationskredsens Medlemsweekend og Generalforsamling på Sct. Knudsborg, Fyn

A · nyt juli 2006

Af Michael Soelberg Pedersen, solsoel@mail.dk

Torvekonen En solbeskinnet mandag eftermiddag har jeg en samtale med den 64-årige Kirsten Rosalia Spencer i hendes hus i Risskov lidt uden for Århus. Det blev til en samtale om livets store og små øjeblikke. Om kræften, der tog begge hendes bryster og den højre arm. Om nye mål i livet fra sundhedsplejerske til Torvekone, om moderens tilstedeværelse i alt, hvad hun foretager sig i dagligdagen, om børneopdragelse, om navnet Rosalia fra faderens tyske slægt og meget, meget mere. I 1980 får Kirsten Rosalia Spencer kræft for første gang i det ene bryst. Det må fjernes, men kræften har spredt sig til lymfekirtlerne. Derfor får hun kraftige efterbehandlinger i form af stråler. Dengang var det ikke unormalt, at der blev givet store doser. Det skulle senere vise sig at være fatalt.

NY KRÆFT Fire år senere kommer der ny kræft i det andet bryst, og det må også opereres væk. Kirsten Spencer havde mulighed for en brystbevarende operation, men det kom ikke på tale. Hvis brystvævet blev fjernet, ville muligheden for kræft ikke opstå igen. Kirsten Spencer havde fået de børn, og den mand, hun skulle have. ”Han synes, jeg er god og dejlig, som jeg er, så valget var ikke det sværeste at tage.” Den yngste søn, som en overgang var fotograf, tog billeder af Kirsten Spencer med nøgen overkrop. ”Jeg synes, du er smuk,” sagde sønnen. Kirsten Spencer lægger tryk på ordet smuk. Større kærlighedserklæring kan man vel næppe få. Hun har dog været pint af det. ”Personligheden sidder jo ikke i bry24

sterne, men skidt nu med det, væk med de bryster.”

SMERTER I ARMEN De følgende år arbejder Kirsten Spencer som sundhedsplejerske ude på landet på Djursland, men i 1994 begynder hun at få ondt i skulderen. Hun slår det hen og ﬁnder plausible forklaringer på smerterne. Det er nok den tunge taske, hun altid slæber rundt på, og de små børn, der skal løftes op. Men trætheden er begyndt at melde sig, og hun får frygtelig mange smerter i armen. Den brækker

”Jeg synes, du er smuk, sagde sønnen” også på et tidspunkt. Hendes mand, der er tidligere hospitalslæge, undrer sig over denne træthed. Hun bliver undersøgt, og lægerne mener i første omgang, at der er tale om metastaser fra den tidligere brystkræft. Den melding betød sandsynligvis, at kræften ville gå i lungerne og andre bløddele, og derfor gik der ﬂere

måneder, inden en ny undersøgelse kom på tale. Der var jo ikke noget at gøre mod metastaserne! Men en meget kompetent ortopædkirurgisk overlæge, Johnny Keller, undersøger hende, og der konstateres en ny form for kræft, sarkom (knoglekræft). Hendes mand havde tidligere nævnt, at der måtte være tale om en stråleskade fra den første kræftoperation, og det viste sig, at det var det også. Alt for mange stråler havde givet bagslag. ”Heldigvis var der tale om en ny kræftform, det betød jo overlevelse.” Operationen skulle udføres her og nu, og den førstkommende mandag skulle operationen foregå. Uheldigvis var al traﬁk stoppet pga. et forfærdeligt snevejr, men kirurgen, der boede i en forstad til Århus, forcerede uvejret og gik til Århus Kommunehospital og stod klar klokken 9.00 ved operationsbordet. Det er en læge, som Kirsten Spencer har stor respekt for. ”Han skar sgu` til”, siger hun og slår et stort grin op, ”men han var en vidunderlig læge at møde.” Hun ﬁk fjernet skulderen, kravebenet og armen til albuen. ”Desværre kom overarmen til at strit-

Det holder mig i live, at der er noget, jeg skal.

Blomster giver Kirsten ny energi.

te ud til siden og var noget akavet at gå med, men man kan vænne sig til meget.” Hun havde mange smerter, og lægerne gav hende smertestråler, men det blev det bare værre af.

PÅ PENSION I en alder af 52 år tog Kirsten Spencers liv en ny drejning. Efter amputationen måtte hun sige farvel til jobbet som sundhedsplejerske. Hun blev ”fritstillet” og ﬁk sin pension. Det var hun ked af, for hun havde følelsen af, at hun svigtede de små børn og deres familier. ”Jeg ville så gerne se, hvordan det gik de små børn.” I stedet begyndte hun på VUC for at tage sin studentereksamen. På den måde kom hun til kræfter igen. DU SGU´ SEJ, MOR Ved siden af jobbet som sundhedsplejerske havde hun forsøgt sig som

”Torvekone” på Store Torv i Århus. ”Torvekone er et godt ord, meget bedre end sygeplejerske eller sundhedsplejerske,” kommer det respektfuldt fra Kirsten Spencers mund. Den beskæftigelse tog hun nu op igen. Hun kunne ikke noget i hjemmet. Tidligere handlede det om huslige sysler og mange praktiske gøremål. Nu måtte der ske noget andet. Handlen med blomster tog sin begyndelse. Senere kunne hun få en stand, hvis det viste sig at være noget for hende. Og det blev det. Både mand og børn støttede hendes nye arbejde. ”Du sgu´ sej, mor!” sagde sønnen. Arbejdet tog mere og mere om sig, og hver onsdag og lørdag i sommerhalvåret står Kirsten Spencer nu på Store Torv og sælger blomster, honning og andre sager.

KRÆFT IGEN Problemerne var dog ikke overstået endnu. Hendes sår begyndte at væske, og ﬁre år senere i 1998 måtte lægerne amputere resten af armen. ”Det var svært at sige farvel til sin højre arm, men så alligevel nemt,” siger hun med stor eftertænksomhed. En kemobehandling blev sat i værk, men

det blev kun til 3 behandlinger. Kroppen kunne ikke klare det. Hun røg ind i en form for depression, blev træt og

”Personligheden sidder jo ikke i brysterne” kunne slet ikke kende sig selv. ”Jeg var ved at gå til, og der måtte ske noget. Min far var tysk soldat i Danmark, men var blevet sendt til Østfronten. Han vendte helskindet tilbage, men kort efter krigens afslutning, faldt han for en engelsk kugle.” Det havde altid været faderens ønske, at hun skulle have hans mors navn, Rosalia. Derfor tvang Kirsten Spencer sig selv op af sygesengen og gik hen til kordegnen for at få indskrevet Rosalia som mellemnavn. ”Det kunne live mig en smule op.” Nye komplikationer fulgte. Hjertet havde taget skade. ”Det blev forstørret og for slapt og fungerede ikke ordentligt.” Ved en senere lejlighed spurgte hun en hjertelæge, hvad de kunne gøre ved hende. Hun ﬁk det svar, at hun jo altid kunne få et nyt hjerte. A · nyt juli 2006

”Det var rart at vide,” siger hun med et skælmsk smil. Men medicin har afhjulpet hendes skavanker, og hun har det godt i dag.

MODERENS NÆRHED Efter restitution vender Kirsten tilbage som ”Torvekone”. Det med at binde blomster har hun fra sin barndom. Som barn gik hun med sin mor ud for at plukke markblomster og ﬁk fortalt alle navnene på blomsterne.

”Det var svært at sige farvel til sin højre arm” ”Det er en daglig glæde, at min mor er der i mit liv. Jeg tænker på hende, når jeg laver mad, hun kikker mig over skulderen, og hun er der igennem blomsterne,” fortæller Kirsten Spencer med megen varme i stemmen. ”Hun er ikke død for mig, det er vores kære jo ikke, hun er min inspiration. Jeg kan hele tiden høre hende sige: ”Nej, det går ikke med de farver der,” når hun binder en buket.” Moren var kunstner og malede mange ekspressionistiske billeder. Hun kunne male grantræer i lilla farver, og Kirsten Spencer kunne høre sin

far sige: ”Du sgu´ da skør, der ﬁndes da kun grønne grantræer,” og Kirsten Spencer slår en stille latter op.

FRIHEDEN Og nu står hun på sin stand på Store Torv, er blevet momsregistreret og sælger blomster. ”Jeg vil ha` min frihed, og jeg skal kunne klare mig selv. Det er det bedste arbejde, jeg har haft. Vi bruger ikke meget tid på møder”, siger hun med reference til sit tidligere job med mange møder og beslutninger, der skulle tages. ”Jeg har gode kolleger, og vi hjælper hinanden med mange ting. Jeg laver nogle tossede dispositioner, og jeg har ingen forstand på pengesager, men min mand bakker mig op.” DE TROFASTE KUNDER Forberedelserne tager allerede sin begyndelse tidlig tirsdag morgen på GASA´s auktion ved Tilst lidt uden for Århus. ”Det er med at være hurtig og ﬁnde de bedste blomster og slå til på det rigtige tidspunkt, så prisen bliver rimelig.” Derefter kører hun hjem, binder buketter, prismærker dem og gør klar til onsdag morgen. ”Det holder mig i live, at der er noget, jeg skal,” fortæller hun, selvom ar-

bejdsdagen kan være lang. Den kan snildt nærme sig kl. 23, inden dagens arbejde er færdiggjort. ”Tit står der kunder klar onsdag morgen, når jeg kommer.” Og hun har nok at se til. Der er mange trofaste og loyale kunder, og efterhånden kommer hun til at kende dem. ”Jeg ved ikke nødvendigvis, hvad de hedder, men jeg kender lidt til deres historie.” Der kommer mennesker i alle aldre og også de lidt skæve eksistenser. Ofte mennesker, der er ensomme, og som sidder ved Domkirken og ”får en over tørsten,”. Af og til kommer der bemærkninger til Kirsten Spencers manglende arm. ”Men det er kun små børn,” siger hun og griner højlydt. ”De er åbne, og det er så befriende.” Det eneste, Kirsten Spencer kan blive irriteret over, er mødres manglende vilje til børneopdragelse.

”Han skar sgu` til” ”Hvad synes du, vi skal ha` Hanne, hvaﬀor en blomst skal vi ha`?”, siger de og overlader alt til deres 4-årige barn. ”Den der! Nej, den der! Synes du virkelig? Barnet får lov til at køre det hele, og jeg kan lige se, hvordan det kører i hjemmet… ad H til!”

FINGERSPIDSFORNEMMELSER Når hun står ved boden, tænker hun aldrig på, hvordan hun ser hun. I begyndelsen var det lidt svært, men det Jeg ved ikke nødvendigvis, hvad kunderne hedder, men jeg kender lidt til deres historie.

er et overstået kapitel. At binde en buket med én arm virker helt naturligt. Også selvom hun bruger tænderne som hjælperedskab. Af og til er der nogle personer, der på afstand betragter Kirsten Spencers håndtering af buketterne, men ofte kommer de hen til og siger: ”Sikke nogle ﬁne buketter, du har”, eller ”Jeg beundrer dig eller et eller andet.” Og så er isen jo brudt. Der er dog nogle ting, som irriterer hende, og det er, når kvinder tager buketten ud af hånden på hende. ”DET KAN JEG BARE IKKE HA`!” ”Du ser vel nok handikappet ud, lad mor her hjælpe dig,” siger de. ”Så er jeg helt oppe at køre,” bedyrer hun i en tone, der antyder en vis form for irritation. Men Kirsten Spencer har en god tålmodighed, og lader kvinden forstå, at hun har øvet sig og kan godt selv. ”Tit handler det om ﬁngerspidsfornemmelser, når man står over for en kunde.”

Andre ensomme kvinder kommer tilbage til hende og fortæller, at planten nu har sat små nye sideskud og blomstret. ”Tænk, at naturen kan få denne kvinde til at stå op om morgenen og snakke om denne bitte plante! Det er bare så skønt! Hun har ikke andre at tale med! Ak! De tager mig med i Jeg kan ikke fordrage nærige mennesker.

”Jeg synes gavmildhed er den bedste gave min mor har givet mig” deres liv, og det er jeg glad for. Og så er der de unge mænd, der bare skal have en buket: ”Den der,” og så er de væk. Og så er der kvinder, der vil prutte om prisen og gøre sig til, men det kommer de ikke langt med. De skal ha` meget stor charme. En mand kan komme langt med det,” fortæller hun mig med et charmerende smil, og jeg må give mig. Det er en speciel dame, jeg sidder overfor.

Nordhavnsvej 4 6100 Haderslev Tlf. 74 52 88 21

Autoriserede bandagister:

C. F. Tietgensvej 7B 6000 Kolding Tlf. 75 54 21 00

Ketill Næsborg Christine R. Nielsen Kaj Minke Marna Ottosen Christian Vestergaard Mette Minke Jette Skøtt

Jernbanegade 4 6400 Sønderborg Tlf. 74 42 12 00 Storegade 14 6700 Esbjerg Tlf. 75 45 40 71 Vestergade 10 6200 Aabenraa Tlf. 74 63 00 97

VÆR GAVMILD På spørgsmålet om, om hun kan, hvad hun vil, svarer Kirsten Spencer, at hun kan alt. ”Jeg kan ikke blive præsident i Amerika, men jeg er jo heller ikke indfødt statsborger. Man skal tage hensyn til andre mennesker, være hensynsfulde og være gavmilde. Jeg synes gavmildhed, er den bedste gave min mor har givet mig. Jeg kan ikke fordrage nærige mennesker,” siger hun og giver mig en smuk buket, inden jeg starter bilen for at køre hjemad.

Vælg frit din leverandør Bandagist SYD leverer og servicerer Proteser Ortoser Indlæg Sko

Information: syd@bandagistsyd.dk www.bandagistsyd.dk

A · nyt juli 2006

Af Solveig Hansen, sol@dhf-net.dk

En fader kom forbi

NETVÆRK Gennem FK, hvor Laurits har siddet som formand et par år, er han med i Hovedstyrelsen og med i forbundets udvalg om kurser for medlemmer og tillidsfolk og et ad hoc udvalg om forslag til ny struktur i forbundet. Det er spændende arbejdsopgaver alt sammen, og Laurits sætter pris på den mulighed, han har for indﬂydelse og det netværk, han har fået i handicapverdenen. Og netværk er et vigtigt begreb i FK´s arbejde. Medlemmerne deltager år efter år i ridelejre, kanoture, skiture, ture til Disneyland osv. En vigtig del 28

af FK´s arbejde er at skaﬀe midler til, at familierne kan få disse positive oplevelser i optimale rammer – med hinanden og med ligesindede. Der er ingen tvivl om, at det at få et handicappet barn, giver hele familien nye samarbejdsopgaver. Ofte bliver det hele en stor kamp med myndigheder, behandlingssteder, ansøg-

ninger om hjælpemidler osv. FK er med til at supplere disse oplevelser af modgang med sine aktivitetstilbud. Det var spændende at få indblik i FK´s arbejde, og ved den efterfølgende frokost ﬁk vi også gode ideer til vores eget arbejde. Også lidt poesi blev det til, da Laurits reciterede nedenstående digt:

Kirsten: Denne annonce mangler beskæring!

CIEL EN OPGAVE HEndLesT enSPgaE mmel legende,

fi Jeg har hort, at der himlen haendte. i pe op er d d a hv om den kaere Gud Den siger, at en gang ga bud? sagde til englene: Vil I des pa jord. skal fo Der er et barn, som en Far og en Mor, e nd fi t a e ov pr I l Vi krop og dets sjael. s et d e ej pl og e sk el l som vi helt speciel: ve ga op en lig m ne er Det handicap med, r ha et d , gt a sv er Barnet talmodighed. sa det kraever meget agt og smat, alt sv I ved, at jeg elsker skal fa det godt, et og jeg onsker, at barn ets Far og Mor, d sa de to, der bliver ender pa jord. ma virke som mine ha aert ved at se, ve sv Maske vil de forst ha mening med det, at der kan vaere en mle og lege, at barnet ikke kan tu eget pleje. m og at det kraever sa anden laere, Men de vil nok efterh atte baere. tm at det gir kraefter a tiden ondt, der Guds kaertegn gor un ke sundt, ik og medgang alene er gave, de to, et som men modtar de barn til indsigt og tro, sa bliver det en kilde ed tinde laeres, tm og sa kan det sikker e og baeres. er at livet er bade at ba

Trias

– klarer det daglige liv 1C30 Trias er en usædvanlig protesefod – en kombination af kreativ moderne design og innovativ letvægtsteknik – en fod til dagens miljø og krav. En perfekt løsning velegnet til lav- og middelaktive brugere som behøver en let, funktionsdygtig kulfiber-fod. TRIAS – en fod som hjælper dig til at leve et normalt liv og klare de daglige udfordringer som f.eks. at nyde omgangskredsen af familie og venner. En fod som tilfredsstiller behovet for at være uafhængig samt giver bedst mulig støtte – noget man skal kunne forvente sig af sin benprotese. © Otto Bock 646S1=1.06 DK

Amputationskredsen, AK, er yngste specialkreds i Dansk Handicap Forbund, DHF. Bare fem år på bagen…. En af forbundets andre specialkredse er Forældrekredsen, FK, og på vores møde i januar havde vi i bestyrelsen indbudt Laurits Søgaard Christensen til at fortælle lidt om FK, som han er formand for. Laurits startede med at fortælle om sin egen interesse i FK, at han er far til Rikke, der er multihandicappet med et massivt hjælpebehov. Laurits blev involveret i etableringen af DHF, Hals afdeling, der fyldte fem år sidste år. Her sidder han som kasserer og er en af drivkræfterne bag initiativet om Færgejazz, hvor afdelingen sommeren igennem lægger mange timer i et populært arrangement med mad og musik om bord på ﬁre timers fjordsejlads.

max. 80 kg størrelse 21-22

max. 95 kg max. 110 kg størrelse 23-24 størrelse 25-26 størrelse 27-30

Kontakt din Bandagist for nærmere information!

Otto Bock Scandinavia AB www.ottobock.dk

A · nyt juli 2006

Af Lene Olesen, leneolesen@stofanet.dk – Foto: Private

Ny bog

Hyæner i natten – historien om Almaz Almaz er otte år gammel og på vej hjem. Hun er blevet sendt i byen efter sæbe. Tomhændet og angst for afstraﬀelsen hjemme, vælger hun ikke den direkte og sikre skovvej, men den forbudte landevej. Det går galt. En stor lastbil rammer den lille spinkle pige, og hun mister begge underben. Ulykken får stor betydning for den lille piges skæbne. Hun adopteres af et dansk ægtepar og vokser op i Danmark. Da hun venter sit tredje barn, vokser behovet for at vende tilbage til Etiopien og ﬁnde sin biologiske mor. FORLADT AF MOR Almaz Næsborg-Andersen fortæller i sin bog ”Hyæner i natten” om sin opvækst sammen med sine mange søskende på Tsegareda Hotel i byen Metu i Etiopien. Her boede hun efter at være blevet forladt af sin biologiske mor, da hun var fem år. ”Din mor arbejdede her hos mig, men en dag tog hun din bror og rejste sin vej”, fortalte plejemor Felekech, når Almaz spurgte. ”Jamen hvorfor, maye, hvorfor rejste hun?”, fortsatte Almaz. ”Fordi du spiste for mange æg. Hun havde ikke råd til at købe så mange æg til dig”, blev der svaret til stor morskab for de øvrige plejebørn. MAYES YNDLING Felekech havde taget mange plejebørn til sig, men Almaz havde en særlig plads i hjertet hos den majestætiske plejemor. Den rolle udnyttede hun ofte, og måske var det som hævn for dette, at hun den skæbnesvangre dag blev sendt i byen efter sæbe. Felekech var taget på besøg i nabobyen og havde overladt ansva30

ret for hotellet til den ældste plejedatter Dinkenesh. Denne besluttede, at der skulle vaskes lagner, og Almaz skulle hente sæbe!

”Om aftenen var ensomheden ubærlig svær” DET TRAUMATISKE HOSPITALSOPHOLD Efter ulykken var Almaz´ ene lår fyldt med snavs og små asfaltstykker. Det blev betændt og hævede voldsomt. Dagligt blev der skiftet bandager på såret, og smerten var ulidelig, når personalet hev gazen af. Hvis den lille pige skreg, fik hun en lussing af sygeplejersken. Plejemor kom dagligt på besøg, hvor Almaz grædende søgte og fik trøst, men om aftenen var ensomheden ubærlig svær. Torturen ved bandageskift fulgte med, da hun efter et stykke tid blev fløjet til det store Black Lion-Hospital i hovedstaden Addis Abeba. Men

maye, -plejemor, gjorde ikke. Til gengæld hyrede hun en privat sygeplejerske til at tage sig af Almaz. Det var en ondsindet dame. Hun havde meget løse håndled og brugte dem ﬂittigt. Kun med lange mellemrum kom plejemor på besøg.

HVIDE MENNESKER En dag stod der pludselig to hvide mennesker ved Almaz´ seng. Hun var rædselsslagen! De to hvide rørte, kiggede, snakkede, løftede op i dynen og gik så igen. Almaz forstod ingenting, men de hvide kom igen. Der kom også en kvinde med, hvilket beroligede hende en smule. En dag havde de chokolade, frugt og garn med. Det hele gentog sig, og en dag tog de hende med bort. Hun blev ﬂøjet til Harer, hvor hun kom til at bo på et hjem for handicappede. DE FØRSTE PROTESER Her opdagede Almaz, at hun måske slet ikke var så handicappet alligevel. Hun blev ganske dygtig til at kravle af sted på sine knæ, og på denne måde legede hun dagen lang uden-

Almaz voksede op hos plejemor Felekech sammen med sine mange ”søskende”.

for sammen med veninden Amina. Men den hvide mand, Ketil, kom stadig, og en dag tog han hende med til en slags lade. Her lavede han nogle prøvehylstre til hende, og hun gik sine første skridt. Der skulle dog lokkemad til for at få den lille kvikke pige til at bruge proteserne, så en dag ﬁk hun stillet i udsigt, at hvis hun beholdt proteserne på en hel dag, ville hun få en rigtig legetøjsbil. Det virkede!

”Kun med lange mellemrum kom plejemor på besøg” ADOPTION Den danske bandagist Ketil og hans kone Hanne blev så glade for Almaz, at de adopterede hende. Hun ﬂyttede over til dem og ﬁk i tilgift også

en ny søster. Men hun længtes frygteligt efter sin plejemor og sine søskende på hotellet i Metu, og en dag kom Felekech da også, men blot for at give endelig afkald på hende. Efter nogle år rejste den nye familie til Danmark

POPULÆR BLANDT VENNER I Danmark startede Almaz i 4. klasse. Hun vakte stor interesse hos de andre børn. Sort med afrohår og træben! Hvad skulle de røre ved først? Hun blev hurtigt populær og ﬁk en herlig masse venner. Da puberteten indfandt sig, øgedes interessen for det modsatte køn sig naturligt og opmærksomheden på ens eget udseende. Almaz vidste, at hun havde stort hår, en stor bagdel og store læber, men det faldt hende aldrig ind, at også de manglende ben kunne være en forhindring i forholdet til det modsatte køn.

FÆLLESSKAB 8. og 9. klasse tog hun på ungdomsskole. Det var en dejlig tid for hende. Hun elskede fællesskabet og behøvede ikke at være alene. Ved afskeden

”Der skulle dog lokkemad til for at få den lille kvikke pige til at bruge proteserne” om sommeren havde de heldigste elever et konkret minde om hende med derfra. Over deres pakkede tasker lå en brun indpakning med en af hendes aﬂagte proteser. Der var desværre ikke aﬂagte ben nok til alle. Nogle måtte på venteliste. Starten på opholdet lovede ellers ikke godt. I bogen fortæller hun: A · nyt juli 2006

Det var en barsk tid på hospitalet for den lille pige.

”Det var nu første dag på skolen, og inspektøren kom med en masse meddelelser, mens jeg sad med hjertet i halsen og bare ventede på, at han skulle sige noget om mig. ”Ja, så har vi jo fået mange nye elever, men en helt speciel elev vil jeg gerne give en nærmere præsentation! Og så kom hele historien, forladt som barn, kørt ned, mistet

”Sort med afrohår og træben! Hvad skulle de røre ved først?” begge ben, adopteret til Danmark, og han afsluttede med: ”Og skal vi så alle sammen sørge for at tage os godt af Almaz, for her på skolen ser vi ikke på, hvilken hudfarve folk har.” Fra det øjeblik hadede jeg den mand, hadede ham for at fortælle de andre, hvad de skulle mene om mig, hadede ham for at udstille mig på den måde. Jeg kunne klare mig selv, folk skulle ikke bedes om at være søde ved mig!”

Der var ikke mange aktiviteter Almaz holdt sig tilbage fra.

senere sit hjertes udkårne. Allan var udsmider på et diskotek, som hun besøgte hen på aftenen. Da hun havde kigget lidt rigeligt dybt i ﬂasken, faldt hun ned ad trappen til toilettet. I faldet røg proteserne af, så der var en del opstandelse. Udsmideren kom til for at hjælpe. Han løftede den berusede pige ind på toilettet og hjalp hende med proteserne. Da forældrene kom for at hente deres datter, var hendes største bekymring ﬂovheden over de mærkelige forældre med de røde strømper, korte bukser og fodformede sko. Hendes egne ben tænkte hun ikke over! Styrtet gjorde ikke umiddelbart ind-

tryk på Allan, først fem år senere blev følelserne gengældt. De fandt sammen og ventede snart deres første barn.

”Hun elskede fællesskabet” HVEM ER MIN BIOLOGISKE MOR? Fem måneder henne i graviditeten begyndte Almaz´ biologiske mor for alvor at rumstere i baghovedet. ”Hvem er jeg? Hvem bliver mit barn? Vil jeg også forlade mit barn, som min mor gjorde?” Mange tanker vrimlede rundt i den kommende

Almaz vakte opmærksomhed i klassen.

mors hoved. Behovet for at ﬁnde tilbage til rødderne voksede. Det skulle dog først blive en realitet, da hun ventede sit tredje barn. Men hjælp fra Alemu, en etiopisk mand, lykkedes det hende at ﬁnde sin biologiske mor. En rejse tilbage til oprindelseslandet begyndte. Sammen med adoptivforældrene, Allan og den to måneder gamle Alexander rejste Almaz i efteråret 2003 tilbage til sit fødeland.

”Nu var jeg endelig i Etiopien. Fuldstændig hysterisk begyndte jeg at hulke, mens jeg prøvede at forklare Allan hvorfor, men det eneste, der kom ud, var snot og spyt, der sprøjtede på ham. Hele vejen ud af ﬂyet hulkede jeg, og da jeg mærkede nattens klima og lugten, var det ikke en fremmed følelse men følelsen af at være hjemme. Jeg var hjemme, hjemme hos mig selv! Her ville jeg ikke blive overbegloet, her faldt jeg bare ind i mængden. Hvilken lettelse.”

dame, som skulle have hjælp til at træde ned fra terrassen. ”Med øjnene fulde af vand steg jeg ud af bilen. Hun gik mig hulkende i møde med udstrakte arme. Da jeg nåede hende, faldt jeg ind i hendes arme. Jeg gen-

TILBAGE Det blev en gribende oplevelse. Almaz beskriver følelsen ved at være tilbage således:

Turens første besøg var hos maye, -Felekech. Den store, prægtige og frygtindgydende plejemor var med årene blevet til en lille, tæt, gammel

kendte hendes lugt med det samme, og vi knugede hinanden, som om vi aldrig ville give slip.” Sådan beskriver Almaz i bogen gensynet med plejemoren.

”Behovet for at ﬁnde tilbage til rødderne voksede”

KÆRLIGHEDEN Efter en våd aften i byen mødte den unge gymnasieelev Almaz nogle år

Det var et gribende gensyn med moderen.

A · nyt juli 2006

Det betød meget, da Almaz’ mor holdt lille Alexander i sine arme.

sad på et jordgulv, mens hun talte med den stemme, som jeg aldrig nogensinde ville glemme. Hvordan kunne jeg have glemt hendes stemme? Hvordan kunne et barn nogensinde glemme sin mors stemme? Her stod den kvinde, der efter en smertefuld fødsel havde følt sig

ET GRIBENDE GENSYN Næste dag skulle de videre på den 600 km lange rejse, før de nåede Tepi, hvor Almaz` biologiske mor boede. Efter en lang og hård tur nåede de endelig den lille by. En kæmpe menneskemængde stod samlet. De ventede på Almaz. Også Almaz` mor var der.

”Vi knugede hinanden, som om vi aldrig ville give slip” ”Hun gik vaklende og langsomt hen mod mig, som om hun bar på alverdens byrder. Så kiggede hun op på mig med øjne, der vidnede om, hvor meget hun havde grædt, strakte sine arme ud og åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en lyd ud. Hun hev efter vejret, hendes læber dirrede, og hendes øjne var ved at lukke sig igen. Hun gik helt hen til mig, lagde sine fremstrakte arme på mine skuldre og åbnede igen munden for at sige noget, men kunne ikke. Hun lagde sin hånd på mit hoved, på min kind, på mine skuldre, som om hun ikke rigtig kunne 34

beslutte sig for, hvilken del hun skulle røre ved, eller for at sikre sig, at dette var det rigtige barn. Så brød hun sammen. Faldt mig om skuldrene og hulkede voldsomt, mens hun skreg: ”Almi, Almi tilgiv mig for at have svigtet dig.” Hendes stemme var angrende og ydmyg, og hun rystede i sin lille og spinkle krop. Jeg så ind i hendes røde, forgrædte øjne og hendes forpinte læber og var et øjeblik ikke til stede lige der i Tepi. Det var som at spole tiden 25 år tilbage og se sig selv kigge ind i de dejlige, brune øjne. Jeg huskede hende, vi gik ad en jordvej, åh nej, jeg mistede billedet. Hov, vi sad hos nogen, hun kendte, jeg

Kontaktpersoner Har du brug for en snak? En række kontaktpersoner, som selv er amputerede, vil efter aftale komme

Alex Geertsen Lårbensamputeret Maribo Tlf. 54 78 00 81 Mobil: 23 30 50 61

Annelise Hansen Mangler underarm Gilleleje Tlf. 49 71 98 61

så lykkelig, at hun havde opkaldt mig efter den følelse. Det var hendes ønske, at jeg skulle hedde Almaz – diamant.”

Ea Eskildsen Lårbensamputeret Vanløse Tlf. 60 15 91 61

Det blev en umådelig svær afsked nogle dage senere, da Almaz måtte af sted igen. Men hun rejste rigere tilbage. Nu havde hun endnu en mor og nogle ﬂere søskende. Og hun havde endelig fået sagt ordentligt farvel til Metu og Etiopien.

Dora Jensen Underbensamputeret Svendborg Tlf. 62 20 53 90

Ib Hoch Amputeret i hofteleddet Skanderborg Tlf. 86 53 80 85

Hanne Lillelund Underbensamputeret Odense Tlf. 60 11 28 70

Michael Soelberg Pedersen Arm- og skulderamputeret Solbjerg, Århus Tlf. 86 16 30 18

Henning Baagøe Dobbelt benamputeret u/knæ Odense Tlf. 66 15 09 06

Solveig Hansen Arm- og benamputeret Silkeborg Tlf. 98 22 33 89

NORDJYLLAND Gerda Andersen Underbensamputeret Nr. Alslev Tlf. 54 43 43 15

Hans Ole Hansen Underbensamputeret Stubbekøbing Tlf. 54 60 03 67

HYÆNER I NATTEN FORLAGET DOCUMENTAS

★★★★★

det amt, hvor kontaktpersonen bor, men private besøg og besøg i naboamterne kan også aftales.

SJÆLLAND OG ØERNE

”Tilgiv mig for at have svigtet dig!”

Almaz Næsborg Andersen har skrevet en fremragende fortælling om sit liv. Bogen er velskrevet og engagerende. Læseren suges ind i et anderledes og spændende univers, hvor livets barske realiteter åbent og ærligt lægges frem. Den autentiske historie fortælles uden forfængelig sminke, men krydres med en diskret humor. Køb den, læs den, nyd den og bliv klogere på livet.

på besøg til en personlig snak. Tilbudet er først og fremmest rettet mod nyamputerede og hospitalsindlagte i

Poul Marcussen Lårbensamputeret Næstved Tlf. 55 73 27 15

FYN Arvid Westad Dobbelt benamputeret u/knæ Middelfart Tlf. 64 41 63 16

Kim Brogaard Christensen Dobb. lårbensamputeret Hirtshals Tlf. 96 56 04 22

MIDTJYLLAND Bent Dam Nielsen Lårbensamputeret Horsens Tlf. 75 61 00 48

Freddie Førster Lårbensamputeret Silkeborg Tlf. 86 80 60 41

Helle Szydlowski Lårbensamputeret Århus Tlf. 86 26 24 58 Birte Haarbo Lårbensamputeret Fredericia Tlf. 75 91 01 82 Mobil: 50 49 82 88

SYDJYLLAND Bjarne Müller Dobbelt knæledsamputeret Sønderborg Tlf. 73 68 50 40

Krista Hansen Underbensamputeret Esbjerg Tlf. 75 45 97 19

A · nyt juli 2006

Id nr.: 46172 Dansk Handicap Forbund Hans Knudsens Plads 1A 2100 KĂ¸benhavn Ă&#x2DC;