ter. Vi havde bl.a. en række vælgermøder i forbindelse med de folketingsvalg, som der jo var en del af i 1970erne. Men der var også mange andre aktiviteter for folk fra lokalområdet; det hele bl.a. med det formål at få en udvikling i gang, hvor lokalbefolkningen blev klar over, hvad der foregik, og så beboerne kunne være så tæt på et almindeligt liv som overhovedet muligt. I bestyrelsen havde vi selvsagt også to beboerrepræsentanter. Den ene havde meget svært ved at tale, det krævede meget store anstrengelser at nå frem til, hvad han ville sige, men han var højt begavet og kom altid med gode input. Der lærte man, at det ikke nyttede at komme farende til et bestyrelsesmøde og sidde og trippe utålmodigt. Til gengæld fandt jeg hurtigt ud af, at det, han havde at sige, var værd at vente på. Vi havde også en ung pige som beboerrepræsentant. Hun hed Susanne Olsen og er i dag formand for Dansk Handicap Forbund, som hun styrer fantastisk godt. Hendes udvikling fra en lidt stille pige til en effektiv forbundsformand er en af de meget positive oplevelser fra mine mange års arbejde med handicapområdet. Nu har vi kendt hinanden i 32 år, og hun er virkelig blevet min gode veninde. I det hele taget er Jonstrupvangprojektet et godt eksempel på, at hvis man står fast på sine ideer, kan det lykkes at gennemføre noget nyskabende, også selv om man må kæmpe mod indgroede normer og vaner. Jeg var formand frem til 1982, hvor jeg måtte forlade posten, fordi jeg blev socialminister.
Som socialminister kom jeg selvfølgelig også til at beskæftige mig meget med handicapområdet. Der var især ét betydeligt emne, der kom til debat. Den tidligere regering havde i 1981, mens Ritt Bjerregaard var socialminister, gennemført den såkaldte socialindkomst, hvis formål var at indtægtsregulere ydelser inden for det sociale område.
17