Vintergækker og påskeharer

Page 1

Anna-Marie Helfer

Vintergækker og påskeharer – vårens højtider og traditioner

Frydenlund


Vintergækker og påskeharer – vårens højtider og traditioner 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Frydenlund og forfatteren, 2015 ISBN 978-87-7118-357-3 Forlagsredaktion: Preben Haarup og Christel Ejlersen Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: Christel Ejlersen Grafisk produktion: Balto Print, Litauen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Der rettes stor tak til følgende personer og fonde, som har gjort denne udgivelse mulig: Frida Helfer, Martin Helfer, Birgit Bach, Karin Hald, Kirsten Svenstrup og Mai Tschjerning samt Velux Fonden og Landbrugets Kulturfond. VELUX FONDENs støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf.: 33 93 22 12 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.


Indhold 9 Forord 12

Årets gang i Norden

17

Førkristne vårriter

22

Blotfesterne kristnes

24 Kyndelmisse og fastelavn Riset Karneval Narrekongen Hundenes nat 33 Østfesten 35

Demeter og Persefone

37

Den jødiske påske

41 Den kristne påske Dimmelugen 43 Palmesøndag Gækkebreve Vintergæk eller sommergæk Vintergækken Sommergækken af H. C. Andersen 59

Skt. Skadeaften

60 Skærtorsdag Jesu sidste påske med disciplene Judas En legende om Judas Det rituelle måltid 13 til bords Den hellige gral


Heksene i kirke Nikål 76 Langfredag Lammet Lidelsen Hil dig frelser og forsoner Passionsspil 89 Langfredagslegender Den evige jøde Legenden om korset Veronikas svededug 96 Fuglenes kommentarer til korsfæstelsen Rødhalsen 102 Påskelørdag Æg At trille påskeæg Skidenæg Påskeharen Historien om hvorfor påskeharen lægger æg 110 Påskedag Opstandelsen Som forårssolen morgenrød Påskesolen Påskeliljen Påskelatteren Påskefrokost Legestue og påskebal Legenden om de tre træer 122 Anden påskedag Helligdagslovgivning Hverdag igen efter påske


125 Store bededag Signing af marker Varme hveder Tur på volden 1. maj og Valborgsdag Helgeninden Valborg Majviser Se, det summer af sol over engen 135

Kristi himmelfartsdag

136 Pinse 137

Og det bliver vår, år efter år, så længe verden står

140 Litteraturliste 141 Billedliste 144

Om forfatteren


I kristendommens verdensbillede er tiden lineær i modsætning til naturens cirkulære tid, hvor alt gentager sig i en evig cirkulær bevægelse: forår, sommer, efterår, vinter. I kristendommen begynder syndefaldstiden, da Eva og Adam spiser det fatale æble. Den slutter med Kristi fødsel.

8


Våren er i luften; vifter mildt i vindens gang; våren er i luften, ler i lærkesang. (Rasmus Nielsen)

Påsken er en dejlig højtid. Eller måske er det, for mange af os, ikke højtiden, der er så vigtig, men den forårsferie, den udløser. Påskeferien er skøn, lang og lovende, hvis man har fri fra lørdag før palmesøndag til anden påskedag. Nu kommer den lyse tid for alvor. Depressionen fra den mørke tid viser vi vintervejen. Som frøet spirer nyt håb om bedre tider. Det er tid at nyde lys og luft. Høns, der lever et naturligt liv, uden kunstigt lys, begynder at lægge æg. Fårene får lam, og ’krudt’ og ukrudt genopstår til nyt liv. I naturen er tiden cirkulær. Alt vender tilbage i en evig, cirkulær bevægelse: forår, sommer, efterår og vinter. Om foråret vågner alt til nyt liv. Frøet spirer og gror, sætter senere frugt og frø, visner og ’sover’ vintersøvn til næste forår, hvor frøet dør for at sætte ny frugt. I kristendommens verdenssyn er tiden lineær. De skelsættende begivenheder sker kun en gang og i en bestemt rækkefølge: Gud skaber himlen, jorden, Adam, Eva og hele molevitten. Adam og Eva spiser af de forbudte æbler fra kundskabens træ og drives ud af Paradis. Så begynder syndefaldstiden, der ender med, at Jesus fødes, lever, korsfæstes og dør for at sone Adam og Evas synd. Hermed bringes det offer, der genopretter forholdet til Gud og bereder vejen for hans børn til et evigt liv i Paradis, hvor de skal møde Kristus, som, efter sin død, genopstod og steg til himmels, hvor han sidder ved Gud Faders højre hånd. Tiden opfattes med kristendommen lineært fremadskridende, selvom fejringen af påsken og alle andre kristne højtider vender cyklisk tilbage. De skæbnesvangre begivenheder i påsken bliver levende igen år efter år, og kristne over hele jorden fejrer hvert eneste forår indstiftelsen af nadveren, skærtorsdag, lider med Kristus, langfredag, og fester for opstandelsen, påskedag. I kristendommens årligt gentagne fejringer af religionens mærkedage forenes et cyklisk og et lineært

9


verdenssyn. Selvom Guds søn ikke dør og genopstår hvert år, fejrer vi begivenheden hvert år. Men hvad enten vi fejrer forårsfest med udgangspunkt i kristendommen eller ej, kan vi dele festen med alle, som bor på den nordlige halvkugle, uanset religiøst tilhørsforhold. Med den kristne påske fejrer vi, at livet overvinder døden. Påskedag, år 33, genopstod den korsfæstede Jesus. Ud fra et rent cyklisk verdenssyn fester vi også, fordi livet vinder over døden. Nye generationer af dyr fødes og tager over i stedet for dem, der sidste vinter blev slagtet. Overvintrede frø og rodknolde vokser op til erstatning for dem, der sidste sæson er høstet eller visnet. Mange symboler i vores forårs- og påskefest har betydning i forhold til både kristendommen og naturens opvågnen til nyt liv, æg, lam, solen og påskeliljerne. Med industrialiseringen i 1800-tallet flytter mange til byen, og årstidernes skift er ikke længere på samme fundamentale måde baggrund for vores måde at forholde os til livet og verden.Vi mister kontakten til det naturlige indhold i de cykliske årstidsriter.Vi kompenserer for manglende lys og varme med et tryk på en knap, der også giver mulighed for at dyrke næsten alt året rundt. Også hønsene kan med kunstigt lys bringes til at lægge æg på alle årstider. De første grønne spirer og de første æg skaber ikke længere i sig selv feststemning. Men også bymennesket har brug for, at tiden ikke bare løber af sted uge efter uge, år efter år. Også bymennesket har brug for, at tiden opdeles i intervaller, der skaber en rytme i årets løb, nu hvor såning og høst og de dermed forbundne fester og ritualer ikke længere er en naturlig del af livet. Ting, der på landet naturligt hørte til årstidsfesterne, er blevet gjort til symboler, der markerer højtiden. Omkring år 1900 kommer de første æg af sukker og chokolade. Servietter, duge og lys skal være gule eller den specielle vårgrønne farve.Vi finder de små gule vatkyllinger frem fra gemmerne. Selv midt i den største metropol, langt fra Lars Tyndskids mark, er man ikke i tvivl: Det er påske. For mange er højtidernes kristne indhold blevet sekundært, men vi holder påskeferie og fri fra vores erhvervsarbejde. Måske kan vi føle os beriget ved at blive bekendt med riternes og traditionernes mere eller mindre glemte indhold? Bogen her vil fortælle om den kristne påske og dens baggrund i den jødiske påskefest. Den vil berette om vårriter og levn herfra, som

10


vi har haft med os i århundreder, længe før både jøde- og kristendom. Nogle er stadig en del af vores forårsfest ved påsketid, mens andre elementer fra vore forfædres forårsriter er delt ud over de fester, vi stadig holder i løbet af foråret: fastelavn, store bededag, 1. maj, Kristi himmelfartsdag og pinse. Disse højtider bliver kort beskrevet hver for sig.

Omkring år 1900 kommer de første æg af sukker og chokolade.

11


Årets gang i Norden I tidligere tiders norrøne agerbrugskultur opfattede man tiden som forbundet til årets gang i naturen, til livet og dets opretholdelse – til frugtbarheden. For agerbrugeren blev tiden opfattet som cirkulær, og man tog ikke datoer og klokkeslæt så alvorligt før langt op i tiden. Som kalender brugte man en rimstav med symboler og en sommerog en vinterside. Staven skulle bare vendes og behøvede ikke skiftes ud årligt.Thor, Freja, Jomfru Maria, Sankt Peter og alle de andre ’kendisser’ lagde i middelalderen, lidt i flæng, navn til forskellige mærkedage, som markeredes på rimstaven. Det gammelnordiske ord for år var ár. Det henviste imidlertid lige så meget til årets indhold og udbytte som til et spand af tid. Ordet ár betød også frugtbarhed og rigelighed. Det bedste, man kunne ønske hinanden i den norrøne verden, var ár og fridr – rigdom og fred. Fridr betød fred, men henviste også til slægtskab, venskab og kærlighed. Rimstaven eller kalenderstaven har en sommer- og en vinterside.

12


Rigdom handlede altså ikke kun om at høste meget, fiske meget, øge husdyrbestanden og få mange børn, men også om at gøre det i et ordnet og fredeligt samfund. I den norrøne verden var året inddelt i månemåneder. Det begyndte med nytårsnyet i januar, den første nymåne i det nye år, som man langt op i 1900-tallet opfattede som magisk. Man kunne få opfyldt det ønske, man hemmeligt og kun for sig selv formulerede, når man første gang i det nye år så nymånen. I et sagn fortælles om en ung kone, som besluttede sig for at ønske 14 køer og to børn. Hun kom imidlertid til at bytte rundt, og hun fik 14 børn og to køer. Så det er ganske vist! Med kristendommens indførelse omkring år 1000 indføres det julianske solår, som begynder med vintersolhvervet i Rom den 25. december. Det er imidlertid længe flydende, hvornår det egentlig er nytår, og det nordiske ord jul betyder fester ved nytårstid. Man har tidligere givet sig god tid og ikke fået det hele overstået med et enkelt knald fra en champagneflaske. Om det var begyndelsen af et nyt solår eller et nyt måneår har sandsynligvis heller ikke skabt den store

13


forvirring. Festlighederne ved indgangen til et nyt år varede længe, så længe juleøllet rakte. Længe endnu beholdt man også månemånedernes navne. De gav månederne navn efter deres kvalitative indhold. Der var en slagtemåned, en såmåned og ret udelikat, en maddikemåned, som ikke overraskende var højsommeren, hvor madvarer let blev fordærvet. Høstmåned begyndte, når det var tid at høste, hverken før eller siden. Februar hed blidemåned, den måned, hvor vinteren slipper sit tag, og det blides dag for dag. I februar skulle kattene også helst blive drægtige, så de kunne føde i april, idet majmåneds katte skulle være elendige til at fange mus. De var tilsyneladende gjort af et andet stof end de sædvanlige gårdkatte, der bliver drægtige, så snart lejlighed byder sig. Maj måneds katte er bløde og glatte med knurhår af silke og øjne som rav. Maj måneds katte kan spinde og pjatte, og når de får killinger siger de mjav. (Halfdan Rasmussen)

Marts hed Thormåned, opkaldt efter menneskenes bedste ven blandt guderne. Ifølge overleveringen kastede Thor varme sten i den frosne jord og de frosne vande, så de tøede op både nedefra og oppefra. I Thormåned viste også solen for alvor sin guddomskraft og fik bugt med frostjætterne, rimthurserne, som havde haft mulden bundet i dødens favntag. Rimthurserne har, ifølge den norrøne skabelsesmytologi, været her fra tidernes morgen, da jorden blev skabt ved mødet mellem tågeverdenen, Niflheim, og ildverdenen, Muspelheim. Rimen smeltede, og af dråberne skabtes jætten Ymer, som er rimthursernes stamfader. I marts er det op til Thor at vise de kolde jætter vintervejen med sine varme sten.

14


I kristen tid overtager Sankt Peter hvervet med at sørge for de varme sten. Hvor længe, han kæmpede for at få udryddet de hedenske frostjætter, står hen i det uvisse, men det skulle være den 22. februar, på Sankt Peters helgendag, at Jesu discipel og den første pave kaster med varme sten. Får hans ekshellighed ikke sørget for rigeligt med varme sten, så frosten slipper sit tag, er man på den, idet det så vil fryse i endnu syv uger. Thormåned var også tidligere den måned, hvor det var tid at brygge gammeløl eller gemmeøl, så den var klar og god til høsten. Det gode, stærke øl skulle brygges af vintervand og is. Øllet skulle vel at mærke brygges, når månen var i næ, aftagende. Ellers var der fare for, at det ville gære igen, hver gang månen var ny og tiltagende. Ifølge den julianske kalender, som var gældende indtil år 1700, falder forårsjævndøgn den 12. marts, som har navn efter den katolske helgen Gregorius: Ved Gregori tid, er dag og nat lige vid. Mange steder var Gregori dag også plovens dag, dagen, hvor man kunne begynde forårsarbejdet, hvis frosten var helt af jorden. Dagen for det første markarbejde måtte mange forskellige ritualer overholdes, for at sæden kunne vokse og give en god avl. Hestene og folkene måtte spise en bid af brødet fra jul, og husbond måtte fremsige forskellige remser eller bønner: »Hil være du jord, menneskenes moder. Vorde du svanger i Guds navn, fyldt med næring, menneskene til nytte«. Mange steder holdt aftensædet også op Gregori dag. Man måtte gå i seng uden at tænde lys for at fremskynde den lyse tid, hvor man også kunne arbejde ude efter aftensmaden. April blev kaldt fåre- eller faremåned. Det første navn refererer til, at fårene kom på græs midt i måneden. Et overleveret rim lader fårene sige: Fød mig Thor og halve Fare, siden tager jeg mig selv i vare.

15


Moder Jord vågner af sin vintersøvn og befrugtes af universets maskuline kraft, solen, så alt igen kan spire og gro. Anemonespire fotograferet af Birgit Bach.

Andre steder hed april faremåned, altså rejsemåned – et navn, der sandsynligvis går helt tilbage til vikingetiden og henviser til, at det var tid at tage af sted på årets togt. Nordboen inddelte året i en sommertid og en vintertid. Vintertiden, fra november, var forbrugstid og regenerationstid, tid til husflid og fortællinger. Tilbage i vikingetiden var mændene hjemme fra togt om vinteren, og bonden kunne kun arbejde ude i de få timer, det var lyst. Langt op i tiden har man om vinteren holdt aftensæde, hvor man har siddet sammen omkring en enlig lampe og kartet og spundet, snittet nye tænder til en havareret rive eller lignende. Alt imens er der blevet sunget og fortalt historier. Med det elektriske lys bliver den slags efterhånden en saga blot. Nu kan familien opholde sig hvor som helst i huset og vende op og ned på nat og dag. Når vi kom godt på den anden side af nytår, begyndte vore forfædre imidlertid at glæde sig til, at vinterhalvåret var slut. Nu lysnede det efterhånden, så man kunne komme i gang med arbejdet ude. Sommerhalvåret, som officielt begyndte den 1. maj, var produktionstid, tid til at pløje og så, og til senere at høste, salte og sylte, så familien kunne overleve endnu en sæson.

16


Førkristne vårriter I den norrøne forståelse vekslede sommer og vinter, lys og mørke i en evig, cirkulær bevægelse. Alt ville vende tilbage og begynde på ny, ligesom frøet, der spirer, vokser, blomstrer og sætter frø. Planten visner og dør for at begynde en ny cyklus, når solens lys og varme – med gudernes velvilje – gør det muligt. Det enkelte menneske ville ganske vist dø, men slægten ville fortsætte, generation efter generation: fødsel og død, fødsel og død i al evighed. For vore forfædre var der ikke så meget fokus på det enkelte individ. Det var slægten og dens overlevelse, der var vigtig. Om foråret var det tid for Moder Jord at vågne af sin vintersøvn. Hun skulle befrugtes af universets maskuline kraft, solen. Den var kommet til kræfter efter sin hensygnen i den mørke vinter, hvor den kun havde haft kraft til at komme lige op over horisonten. I løbet af foråret blev den igen potent og magtede at komme så højt op på himlen, at den virkelig kunne oplyse Moder Jord, så hun med tiden ville blive svanger og give fulde lader og forrådskamre. Der var brug for ritualer til at sikre, at sæden spirede og groede; at overgangen virkelig fandt sted, så mennesket ikke for altid skulle leve i den golde vinter. Naturen havde ligget i dvale og måtte støttes i sin opvågnen. Alt grønt var spist. Der var ikke flere vinteræbler, ikke mere kål. Man hagede sig fast i livet med bevidstheden om, at fællesskabets svageste og ældste normalt falder fra netop i det tidligste forår efter en hård vinter uden frisk føde. Man spejdede længselsfuldt efter de første, spæde, grønne skud af skvalderkål, humle eller skovsyre. Det var en fest, når det første grønne viste sig på den golde jord, og når hønsene igen lagde æg, og fuglene byggede reder og fyldte sjælen med lovsang. Der var brug for rituelle fester til at sikre frugtbarheden og afværge ulykker i den skæbnesvangre overgangstid, som foråret og alle overgange er. I overgangstider er mennesket udsat for angreb fra onde kræfter uden for den ordnede verden. Man måtte beskytte sig, til man var sikkert indenfor i det nye, her sommertiden.

17


PĂĽ vore breddegrader hed Moder Jord i bronzealderen Nerthus. Hos andre europĂŚiske folk hed hun Demeter, Isis, Ceres eller Venus. Her er Venus malet af Lorenzo Costa i 1515-1518.

18


Det var tid for det store vårblot. I førkristen tid har nordboen holdt fire, store rituelle fester: vårblotet, midsommerblotet, høstblotet og midvinterblotet. Ved det urnordiske vårblot ofrede man til de hedenske guder for gode vilkår for markens grøde, avl af dyr, fiskefangst og mange levedygtige børn. I vikingetiden blotede man også for godt bytte på rejser til fjerne strande. Alle frie mænd deltog i disse offerfester, som var et fællesanliggende, en samfundspligt. Blotfester eller offerfester, frem for andre ritualer, karakteriseres ved, at der forbruges et materiale: i dette tilfælde offerdyr. De slås ihjel og gives til guderne i den anden verden. Guderne giver offerdyrene tilbage til de ofrende, velsignet med guddommelig kraft. Ved at spise kødet får de ofrende så del i velsignelsen fra den anden verden. I vikingetiden har man ofret til de nordiske guder, aseguderne. Arkæologiske fund peger dog på, at man helt tilbage til istidsjægerne har dyrket Moder Jord eller Den Store Moder for frugtbarhed. På vore breddegrader hed hun i bronzealderen Nerthus. Hos andre europæiske folk hed hun Demeter, Isis, Ceres eller Venus. Fra hende kom alt liv i naturen. Hun var selve den jord, der gav alt liv og tog det tilbage, når tiden kom: »Af jord er du kommet, og til jord skal du blive«. Jorden blev dyrket som en kvindelig guddom, af hvis gavmildhed alt liv var afhængigt. Opretholdelsen af og fornyelsen af liv hos mennesker, dyr og i naturen var knyttet til modergudinden. Vi finder et levn af denne tankegang i titlen jordemoder. Hun er den, der tager barnet op fra den jord, der har skænket det, og i ældre tider blev barnet først lagt på jorden, før jordemoderen rakte det til moderen. Den Store Moders liv var cyklisk som naturens. Om foråret vågnede hun til nyt liv, blev svanger ved solens maskuline kraft og gav grøde på marken. Om efteråret var hendes frugt moden. Hendes kraft tog af, indtil hun gik i dvale og hvilede ud i en dødlignende søvn, hvor alt liv stod på spil. Midvinterkulten handlede om at holde Moder Jord i live, mens forårskulten til hendes ære rettede sig mod den aktive, svangre periode i gudindens cyklus: »Af jorden skal du igen opstå«. Den Store Moder hjalp fødende kvinder og helbredte syge. Hun bragte fulde forrådskamre og sørgede for retfærd og fred, ligesom hun

19


også modtog de døde. Stenalderens gravhøj med den lange, snævre indgang, Moder Jords vagina, bragte den døde tilbage i jordens skød. En romersk historieskriver, Tacitus, beskriver desuden, hvordan et billede af gudinden ved forårskulten blev placeret i en vogn, trukket af køer. Hun blev trukket rundt på de marker, der skulle bære årets grøde, mens alle våben blev gemt bort. De steder, gudinden gæstede, var fredelige og smykket til fest. Efter at have deltaget i forårskulten blev gudinden og hendes vogn vasket i den hellige sø, hvorefter hendes statue blev ført tilbage til hendes helligdom, som lå på en ø i en indsø. Trællene, som badede gudinden, druknedes efter ritualet; eller måske var der tale om menneskeofringer til Nerthus? Der er fund, der tyder på, at trællene har fået en trefoldig død: De er stukket, kvalt og druknet. Vogne, som sandsynligvis har trukket Den Store Moder, gudinden Nerthus, på hendes velsignende færd rundt på markerne er fundet blandt andet i Dejbjerg Mose i Vestjylland. Denne proces med at velsigne jorden før årets produktion blev senere kristnet. I middelalderen førtes det lokale helgenbillede rundt om bøndernes marker for at sikre frugtbarhed. Nerthus’ rolle som frugtbarhedsgud overgår senere til Njord og hans børn Frej og Freja. De tilhører egentlig en anden gudeslægt, vanerne, men blev, efter en strid, optaget blandt aseguderne. Forskere diskuterer, hvorvidt selve navnet Njord er afledt af Nerthus, og kønsskiftet fra en feminin til en maskulin frugtbarhedsgud kan have at gøre med en mere maskulin, krigerisk gudsdyrkelse i yngre stenalder. Et andet forslag er, at Nerthus og Njord oprindelig har været et par, idet frugtbarhedsguder ofte optræder i par. I Norge og Sverige er der fundet flere fallossten, som sættes i forbindelse med dyrkelsen af Njord som frugtbarhedsgud. I vikingetiden viger Njordkulten imidlertid til fordel for en dyrkelse af hans søn, Frej, som bliver den primære frugtbarhedsgud. Efter at have set en afbildning af ham beskriver Adam af Bremen i år 1000 Frej: Han er udstyret cum ingentii priapri. Med en stor fallos.

20


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.