INSPIRATION
PIBEORGLET ER MED PÅ BEATET Skal der spilles ”rytmisk” i kirken er det helt oplagt at bruge orglet til det, argumenterer Henrik Strøm, som her kommer med en række anbefalinger til, hvor man kan begynde. Af Henrik Strøm I takt med at det, vi med et svagt udtryk kalder ”rytmisk” musik, vinder stadig større udbredelse i folkekirkens musikliv, må det da være passende at spørge, om orglet stadig kan være med på beatet? Er tiden nu kommet, hvor instrumenternes ædle dronning må abdicere og overlade tronen til klaveret og et band, når musikken rigtig skal groove og swinge? Fra især Tyskland er der i de senere år kommet en lang række nodeudgivelser af orgelmusik, som henter inspiration i den rytmiske musik. Nedenfor vil jeg kaste et blik på en række af disse udgivelser. Men først en helt personlig vurdering af, om pibeorglet virkelig kan swinge.
POPULÆRMUSIK OG ORGEL Nogle ganske få nedslag i den klassiske orgellitteratur kan til alle tider fremvise musikstykker med et stærkt populærmusikalsk og rytmisk islæt. Tænk bare på Mozarts Andante i F (K 616), Lefébure-Wélys Sortié i Es-dur eller Bachs improvisationer, som var så vilde og emmede af verdslighed, at han pådrog sig klager. I begyndelsen af 1900-tallet rykkede orglet ud af kirken og ind i teatrene og biograferne, hvor tidens organister improviserede musik til teaterforestillinger og ilmforevisninger. Allerede i slutningen af 1920’erne indspillede 18
jazzpianisten Fats Waller en række plader med jazzmelodier på orgel. I 1930’erne fødtes pibeorglets elektriske tvilling, hammondorglet, som et mere prisbilligt alternativ til kirkebrug. Og i kirken mødte hammondorglet den afroamerikanske musik i form af gospelmusikken. Uden for kirken vandt hammondorglet hurtigt stor popularitet særligt indenfor jazzen.
DET SÆRLIGT ”RYTMISKE” Rytmisk musik er en meget vag betegnelse om musik. Det rytmiske aspekt spiller en helt afgørende rolle i alle former for musik. En fuga af Bach groover, eller swinger om man vil, ligesom en klaversonate af Mozart også gør det. Men hvad adskiller da rytmisk og klassisk musik? Begrebet rytmisk musik dækker over en hel række forskellige stilarter som f.eks. rock, latin og jazz. Disse stilarter har hver især sine egne musikalske karaktertræk med hensyn til form, harmonik, frasering, improvisation og rytmisk fremdrift – kaldet groove. Groove opstår, når musikkens forskellige rytmiske lag spiller sammen i en helhed – f.eks. samspillet mellem en bas, et akkordinstrument og slagtøj. Orglets opbygning med lere manualværker og et pedalværk afspejler på mange måder arbejdsfordelingen i f.eks. en jazztrio. Bassistens rolle i trioen varetages af fødderne på orglets pedalværk, trioens akkordinstrument (klaver eller guitar) udgøres af venstrehånden på det ene manual og solistens rolle (typisk en blæser eller sanger) varetages på orglet af højre hånd på et andet manualværk. Det rytmiske drive – eller groove – opstår især i samspillet mellem bassen og akkordspillet i venstre hånd. Netop denne kobling mellem akkordspil og PO-bladet