Pergamentet nr 2, 2012 by Pergamentet

Pergamentet Tema: ”Kulturmøder”

no. 2, 2012

Pergamentet Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU Ansvarshavende Redaktør: Martin O. Jørgensen (moj@cgs.aau.dk) Redaktion: Jonas Bertelsen (2.sem) Katrine Funding Højgaard (2.sem) Martin O. Jørgensen (Ph.D stip.) Mia Bundgaard Rasmussen (2.sem) Søren Christian Winther (2.sem) Korrektur: Johan Heinsen (Ph.D stipendiat) Layout: Søren Chr. Winther

Indholdsfortegnelse Leder & temaintroduktion Tema Side 2 - Abbed Vilhelms tænder Side 5 - De kristne europæres møde med indianerne i Syd og Mellemamerika Side 11 - Imperialisme, den russiske Columbus og tjukterne Side 15 - Kineserskibet Anmeldelser Side 19 - Memory in a global age.

Forside: Mia Bundgaard Rasmussen

Discourses, practices and trajecto-

Skribenter i dette nummer:

Side 20 - Empires of the Atlantic

Bjarke V. Bruhn-Rasmussen Yusuf Cakin Katrine F. Højgaard Mia N. Jensen Lasse K. T. Justesen Martin O. Jørgensen Jimmy M. Larsen Torben K. Nielsen Thor B. Pedersen Mia B. Rasmussen Mikkel V. Risager Marianne Rostgaard Mette Sjørup Søren C. Winther

World. Britain and Spain in America

Deadline for indlæg næste nummer:) 01.09.2012 (udgives 17.09.2012 med temaet ”Krige og konflikter”) moj@cgs.aau.dk Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse. Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning, Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig. Anonyme oplæg optages derfor heller ikke.

ries

1492-1830 Side 21 - The Secret History of Democracy Side 23 - Utopia Udenfor tema Side 9 pige Side 17 - Hekseforfølgelserne i Salem Side 25 - Ph.d. Stafetten Side 28 - Museumspraktik Side 30 – Miljøhistorien kommer til historiestudiet Side 31 - Lidt refleksioner fra det sønderjyske Side 33 - Set og sket på historiestu-

diet Side 34 – Vi er flyttet! Side 35 - Tema for næste nummer

Leder Kære læsere. Så kom turen til det andet nummer. Hjulene er i gang, og der er ved at være opbygget et godt momentum, imens det samtidig er sjovt at skabe noget til fællesskabet. Der har også været god opbakning omkring bladet undervejs. Det takker vi for. Det er i den grad opmuntrende. Vi har derfor nu flere indlæg fra tidligere studerende, nuværende studerende på tværs af semestrene, underviserne og redaktionen. Tak for disse bidrag og fortsæt endelig med at bidrage. Et af målene med bladet er at skabe et fælles forum, hvor yngre og ældre studerende, såvel som forhenværende, kan ’mødes’, så vi er godt på vej! Studiebladet er genrejst, og ligeledes har studiets filmklub også genset dagens lys. Set i bagklogskabens klare lys var emnet i første film dog nok for snævert, og sammenfaldet med en eksamen afholdte flere fra at deltage. Men vi er i gang, og pt. kører debatten på Facebook om hvilke film, der bør være de næste på tapetet. Der blev også for nyligt afholdt en spilaften, hvor det kvindelige hold på sit køns vegne suverænt lammede de tre boybands i Bezzerwizzer. Disse vil nok gerne have revanche, og der vil givetvis også blive mulighed for at prøve kræfter med spil som Trivial Pursuit og Settlers. Næste gang bliver slået op på Facebook igen. Derudover har studiet været i gang med en længere flytteproces fra Fibigerstræde til Kroghsstræde. Nogle har bemærket dette ved nye undervisningslokaler med flere mennesker omkring os, mens andre ikke har set noget til det endnu i kraft af en lokalisering på Strandvejen. Underviserne er just også lige blevet rykket over på Kroghsstræde og op i højden på anden sal. Håndbogsbiblioteket er selvfølgelig også rykket med, men står for the time being i flyttekasser. Som det sidste vil vi igen gerne anmode om at engagere jer i bladet. Næste nummer vil udkomme i begyndelsen af efterårssemesteret. Dét er der ganske vist lidt tid til, men har I input til vores eksisterende interne debat om temaet eller andet, hører vi gerne fra dig/jer i forhold til tema. Om det er en boganmeldelse, et debatindlæg en artikel på baggrund af et projekt eller noget nyt, er I velkomne til at tage fat i os. Vi mødes cirka en gang hver, hver anden måned, hvor dagsordenen afhænger af om vi er midt i en udgivelse eller om det er til næste blad. Man ligger ikke mere tid i det end man har lyst til, det er et arbejde som bliver gjort af lyst og ikke af nød. Det kan virkelig anbefales, da det er hyggeligt arbejde og man møder historiestuderende på tværs af årgangene. God læsning! De bedste hilsner redaktionen

Tema: Kulturmøder

http://heltnormalt.dk/striben/2012/03/16

Kulturmøder er noget nær et menneskeligt grundvilkår. Således er kulturmøder ikke kun store historiske vingesus som vikingernes møde med indianerne i starten af det 11. århundrede som så underfundigt er reflekteret over i Wulffmorgenthalers stribe ovenfor. De kinesiske imperiale ekspeditioner til Sydøst- og Sydasien og Østafrika i det 15. århundrede, strømmene af afrikanske og mellemøstlige flygtninge til Europa, især efter 1990, kan nævnes for blot at give nogle andre enkelte eksempler. Vi kender alle kulturmøderne fra dagligdagen, og ofte deltager vi i sådanne uden at være opmærksomme på dem. Det kan være en chef i den private sektor, der afleverer sit barn i børnehaven, og har en lidet diplomatisk meningsudveksling med den ældre pædagog omkring åbningstider samt opgavehåndtering. Eller en aalborgensers erfaringer med cykelkulturen i det indre København. Måske familieaktiviteter med de ældre medlemmer af familien, hvor afstanden i tid sommetider kunne have været en tilsvarende afstand i rum. Eller mødet mellem udenlandske og danske studerende i gruppearbejdet på universitetet osv. Nogle af disse kulturmøder former vi mere end andre, og andre bliver vi mere formet af.

Kulturmøder kan således betyde både synergi og friktion. Alt fra intellektuel udvikling, teknologiske forandringer og handel til massedrab og krig er blevet realiseret gennem menneskelige udvekslinger af forskellig karakter på tværs af tid og rum. På baggrund af kulturhistoriens fremkomst og de postmoderne overvejelser om nødvendigheden i at sætte diskurser, magt og møder ind i bredere kulturelle rammer har kulturmøderne som åbne analytiske kategorier over de seneste årtier oplevet en stigende interesse fra et voksende antal discipliner som: historie, litteraturstudier, kulturstudier, kunsthistorie, lingvistik, antropologi, filosofi og psykologi. I dette nummer stiller vi skarpt på kropslige kulturmøder såvel som erfaringerne fra de kristne europæere i Syd- og Mellemamerika, det russiske imperiums østvendte ekspansion og en skibsfuld forliste kinesere i Danmark. God Læsning!

andring - med metastase. Mennesket kan nemlig fravælge synden og i stedet bevæge sig mod frelsen. Der rummes et potentiale for udfrielse og frelse i den handlende krop, i kødet. Døden ses ofte som en afkobling fra den jordiske tid, der lader menneskets krop forgå i lidelse, svækkelse og ælde. Samtidig er døden en overgivelse til guddommelig tid, hvor kroppen kan genopstå ved dommedag.

Et kulturmøde mellem krop og tid i middelalderen eller: Abbed Vilhelms tænder af Torben Kjersgaard Nielsen, lektor, ph.d.

Kategorier som ”krop” og ”tid” er uomgængelige i menneskets omverdensforståelse og væren-i-verden. Kroppen er i kraft af sin aldring underkastet tiden, og udgør et udgangspunkt for forståelse og orientering.

Lad mig illustrere disse overvejelser med eksempler fra Abbed Vilhelm af Æbelholts vita. Vita’et er produceret med henblik på helgenkåringen i 1224. Godt 20 år efter Vilhelms død i 1203. Som ved snart sagt alle hagiografiske beretninger er det et gennemgående tema, at hellighed er stærkt smitsom: Vilhelms berøringer, hans grav, mad og resterne fra hans middagsbord ejer guddommelig kraft; hans krop er kanal for tildeling af nåde. De mirakler vi ser i Vilhelms vita er entydigt rettet mod de troendes kroppe.

Relationen mellem tid og krop står også centralt i middelalderlig kristne tænkning. Det gammeltestamentlige Syndefald, ny testamentes Inkarnation i Jesus Kristus og selvfølgelig Opstandelsen sætter relationer mellem tid og krop fundamentalt i scene, og mange eskatologiske tekster tager livtag med disse forhold og udmaler, hvordan de døde står op af gravene, når Jesus kommer for at dømme levende og døde, hvordan de salige vil få evigt liv i Paradis og de fordømte evig død i Helvede. Her er tale om tid og krop for fuld udblæsning - eller måske rettere: overvindelse af tidslige og kropslige begrænsninger.

Også tid spiller en vigtig rolle i Abbed Vilhelms vita. Vita’et fremstår særligt fortættet omkring hans omvendelse og imod slutningen af hans liv, hvor hans død forestilles ham i drømme (Olrik s. 199-200). Efter omvendelsen kan Vilhelm som ’kæk Kristi stridsmand’ gøre mindre undere, afværge komplotter og fristelser mod sin person. En mand, der led af ’blodgang’ spiste af Vilhelms mad, og blev rask; en pige, der lå livløs kom til sig selv igen, da hun fik nogle af Vilhelms levninger fra middagsbordet:

Hos tænkere som: Augustin, Bernard af Clairvaux, Robert Grosseteste og Thomas Aquinas udgør kød/caro en interessant tredje kategori ved siden af en traditionel dualisme mellem krop/corpus og sjæl/anima. Kroppen er ikke i sig selv forkastelig. Det er derimod kødet. Kødet handler, mens kroppen bare er. Til gengæld er det også kødet og dets handlinger, som kan korrigeres. Hvis kødet ikke betvinges, bliver frelsen umuliggjort. Kødet er på en gang syndigt og et afgørende instrument for frelse.

Glad over gaven skyndte konen sig derpå hjem, og af den suppe, hun bragte med sig, hældte hun hurtig pigen noget i munden. Da hun havde gjort det tre gange, og suppen gled ned til de indre dele med en underlig rumlen, levede pigen op igen og trak atter vejret, og hun, der havde været ligesom død, rejste sig lidt efter op. Da så hen-

Den velfungerende krop med dens handlende, men syndige kød, er forbundet med tid og for2

des nærmeste kom hen til hende, åbnede hun sin mund, lovede Gud og sagde: ”Nu skal jeg ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninge’ (Olrik s. 231)

Vilhelms disciple var også interesserede i at ’få nogle af hans ting eller af hans klæder’. Kort før Vilhelms død fik han trukket to tænder ud, som han gav klosterbroren Sakse. Efter Vilhelms død kunne tænderne bruges efter deres hellige bestemmelse: vasket i vand, som efterfølgende drikkes, kurerede tænderne nu ’faldende syge’, sindssyge (en kvinde led bl.a. af den sindssyge, at hun røbede folks hemmeligheder!) og en ustyrlig trang til at spise roer. Tænderne redder en barselskvindes liv, da hun føder et ’forrådnet’ foster (Olrik s. 250-256).

Endnu en forandring indtræder, da Vilhelm drømmer om sin egen forestående død. Selvom drømmen gav ham blot 7 dage blandt de levende, blev de 7 dage først til 7 uger, så 7 måneder – og endelig 7 år. Det afgørende er imidlertid ikke det lange forløb, men den forandring som synet medførte: Hvorvel han da nu allerede tidligere havde elsket Herren sin Gud med hele sin sjæls inderlighed, i det han idelig spægede sit legeme og holdt det i trældom, og havde været ivrig for stadig at opfylde Hans bud, korsfæstede han dog fra dette øjeblik af og lige til sit livs ende sit kød med dets laster og begæringer i den grad, at hans tidligere liv i sammenligning med dette efterfølgende syntes at have været blødagtigt og nydelsesfuldt. (Olrik s. 236)

Påkaldelser af Vilhelm og nattevågen ved hans grav, ofte i sammenhæng med tænderne i vandet, helbreder lammelser, døvstumhed (her hældes vandet ind i ører og mund), helvedesild, spedalskhed og øjensygdomme: En gang ved en festlig lejlighed, mens utallige personer af begge køn strømmede sammen til vor helgen, bragte en kvinde på sine arme en lille pige, i hvis øje der var udvokset en umådelig stor byld, i høj grad skrækkelig at se til. Hun gik med sin datter hen til den klosterbroder, der plejede at tage sig af de syge, og bad ham om at hælde en dråbe af den hellige væske ind i hendes stakkels datters øje. Han lånte øre til kvindens bøn og gjorde hvad hun bad om, ja tilmed lod han den hellige tand røre ved hævelsen. Forunderligt lyder det, men straks brast huden under øjet, som om der var skåret i den med en kniv, og hævelsen svandt, idet den veg for relikviernes magt; og materien blev ved med at flyde ud, indtil øjet åbnede sig og kunne se lige så klart som det uskadte øje. (Olrik s. 266-7)

Den udmålte tid inden døden kunne nu fyldes med glæde hos Vilhelm: Ved Guds barmhjertighed havde han allerede nu betrådt den boligs sted, der var ham beredt til at holde nadver i; allerede nu havde Helligånden opfyldt hele hans indre menneske, og som brudgommen i brudekammeret, således hvilede den i hans hjertes lønkammer; allerede nu viste det sig i hans kød, der dog endnu var at se for jordiske øjne, med hvor stor lyksaligheds glæde hans sjæl jublede i Herren sin Gud ved tanken om den tilstundende gengældelses forherligelse... (Olrik s. 239)

Vilhelms vita har et tydeligt fokus på kropslige skavanker: folks kroppe helbredes og forandres ved Vilhelms mirakler. De kropslige mirakler i Vilhelms vita står dog sjældent alene, men er ledsaget af en transformation også af kødet: de helbredte bekender deres synder, lover gaver,

Hellige kroppe og disse kroppes udsondringer (spyt, blod, sved, mælk) og endda de genstande kroppene havde benyttet (tøj, værktøj, bohave), dyrkedes i middelalderen som relikvier, som artefakter besiddende en proto-numinøs kraft. 3

bod og bedring, dvs. en ændring af kødets handlinger.

”Kvinde, vend tilbage til dit hus; thi i dette liv kan du ikke blive helbredet. Dog er din frelse i Herrens hånd: når du har tilbragt en kort stund i dine pinsler, skal du som en levende sten anbringes i den himmelske bygning.” Ved disse ord vågnede kvinden, og hun blev mere glad ved disse løfter, end om hun var bleven fri for sine legemlige smerter. Og i det hun fortalte de omkringstående, hvad der var blevet sagt hende, og betænkte, at guds beslutning er uforanderlig, vendte hun tilbage til sit hus og ventede i største gudhengivenhed sit livs afslutning. (Olrik s. 267)

Kødet sikrer sig helbredelse gennem sine enkle handlinger (bønner, vågen, knælen), og dermed en udfrielse af den pinagtige (s)tilstand, de syge kroppe havde været i før miraklet. Deres lammelser, langvarige sygdom, skindød var en stilstand - stasis. De var levende døde, uden mulighed for frelse. Miraklerne genopretter normal jordisk tid, og ændrer den stilstand, der opleves som en forhindring for frelse. Det kan godt være, at kødet oftest handler i fristelse og synd, men handlinger kan vendes til det gode. Kødet indeholder et potentiale for udfrielse, og dermed frelse som Bynum har påpeget det.

Middelalderlige tænkere og skribenter forholdte sig stærkt refleksivt til deres kropslighed. Kroppen var for dem en lige så manipulerbar størrelse, som vi i dag opfatter vore kroppe. Kroppen med dens handlende kød kunne bringes til at give mening og retning. Heri indgik ofte en tydelig forestilling om døden. Ikke som ophør af tid og krop, snarere som udfrielse og overgang til en anden tid.

Problemet for de mange ulykkelige i historierne om Vilhelms mirakuløse tænder er, at de er fanget i en ikke-tid: de er levende døde, fanget i en lammet, spedalsk, skællende, blind eller døvstum krop. En krop, der hverken kan fungere eller udfries.

Litteratur:

Påkaldelsen af Vilhelm, kontakten med Vilhelms tænder, nattevågen ved hans grav eller i hans kirke sikrer ophøret af denne ikke-tid. Miraklerne genindfører de ulykkelige i den jordiske tid og muliggør, at deres kød igen kan handle – godt og rigtigt. Miraklerne geninstallerer muligheden for udfrielse og frelse.



Det illustreres, synes jeg, fint i endnu en fortælling fra Vilhelms vita: 

Da underne stadig blev hyppigere og bekenderens ry voksede, tog en kvinde, der pintes af mange smerter, sin tilflugt til hans hjælp. /…/ Mens hun nu tilbragte natten i kirken og, greben af en let søvn, hvilede sit hoved på den bedeskammel, på hvilken den hellige mand i levende live plejede at knæle, når han holdt bøn, så hun den Herrens bekender træde hen til sig og sige: 4

Susannah Biernoff, Sight and Embodiment in the Middle Ages, Palgrave MacMillan: Basingstoke 2002 Caroline Walker Bynum, Fragmentation and Redemption. Essays on Gender and the Human Body, Zone Books: Massachusetts, 1992 Torben Kjersgaard Nielsen, ”Elsket og udstødt. Religiøse atleter i højmiddelalderen”, i Lars Andersen et al. (red.), De måske udstødte. Historiens marginale eksistenser, Aalborg Universitetsforlag: Aalborg, 2005. Danske Helgeners Levned (ovs. Hans Olrik), Kbh. 1894

han med sin brug af breddegrader kunne fastslå, at de befandt sig på en hidtil ukendt 4. verdensdel. Af samme grund blev Amerika opkaldt efter ham.

De kristne europæres møde med indianerne i Syd og Mellemamerika 1492 -1589

Den spanske kolonisering af den nye verden foregik i kristendommens navn med Pavens velsignelse, og da Columbus nåede Amerika i 1492, så han sig selv som ”Christ-bearer”, der havde pligt til at videreformidle det kristne budskab og omvende hedningene. Det var altså troen og udbredelsen af det kristne budskab, der var den officielle grund til koloniseringen af den nye verden. Dette var dog ikke den eneste grund, da der også var økonomiske og dynastiske interesser på spil. Renæssancen, og hermed perioden for koloniseringen af Syd- og Mellemamerika, var præget af, at den verdslige del af samfundet fik større betydning. I den forbindelse var Gud ikke længere altomfattende, som det havde været tilfældet i middelalderen. Denne opdeling af samfundet i en verdslig og gejstlig del gav samtidig anledning til, at der kunne opstå interessekonflikter i koloniseringsprojektet.

af Mette Sjørup, stud. hist. 4. sem.

I den sidste halvdel af 1400-tallet gik portugiserne forrest i forsøget på at finde søvejen til Indien syd om Afrika. Spanierne ville ikke stå alene tilbage for konkurrenten, og fulgte dermed i portugisernes fodspor. Opdagelsesrejser og kolonisering I 1487 forsøgte den portugisiske opdagelsesrejsende Bartolomeu Dias at finde søvejen til Indien, men nåede kun Afrikas sydlige spids. I 1497 udsendte den portugisiske trone igen en ekspedition. Denne gang med Vasco da Gama ved roret og i 1498 nåede han frem til Indien. En af grundene til, at man ønskede at finde søvejen til Indien var, at osmannernes ekspansion i Øst, herunder Konstantinopels fald i 1453, truede de europæiske muligheder for at fragte varer igennem disse områder. I den forbindelse er der desuden også en teori blandt mange forskere, at man ønskede at finde søvejen til Indien, idet man så det som en mulighed for at undgå de mellemhandlere, der fandtes til lands. Eftersom portugiserne udforskede muligheden for at finde søvejen til Indien syd om Afrika, foreslog Christoffer Columbus i 1492, den spanske dronning Isabella, at man skulle samle en ekspedition, der kunne gøre et forsøg på at finde den vestlige søvej til Indien. En ekspedition blev søsat, og samme år troede Columbus fejlagtigt, at han havde nået Indien, men opdagede i stedet Amerika, også kaldt den nye verden. Først i perioden 1498-1502 blev man klar over, at der var tale om opdagelsen af et nyt kontinent. Dette skete i forbindelse med Amerigo Vespuccis rejser til den nye verden, hvor

Op igennem 1500-tallet tog den spanske kolonisering af den nye verden til; i 1522 erobrede den spanske conquistador Hernando Cortés Aztekerriget, senere kaldet Mexico, og i 1533 erobrede Francisco Pizarro Inka-riget, det nuværende 5

Peru. Som følge af spaniernes erobringer døde mange af de indfødte indianere, både pga. sygdomme, som spanierne havde taget med sig, men også fordi magtovertagelsen var særdeles voldelig.

Antropologien i renæssancen I tolkningen og forståelsen af hvem disse indianere var, havde kristendommen en helt central betydning. Nogle mente man kunne tolke indianerne vha. det såkaldte kontiunitetsdogme. Her anså man indianerne som værende en blanding mellem dyr og mennesker. Eftersom Gud ikke skabte noget uperfekt, men kun mellemformer af alting, kunne man naturligt placere indianerne som en mellemting mellem dyr og mennesker. På denne måde fik man samtidig klarlagt hierarkiet mellem de kristne europærer og indianerne ved at placere dem lavere i skaberværket. Ikke alle tolkede indianerne på denne måde, og andre var i stedet inspireret af Augustin (354-430), der hævdede, at det menneskelige ikke kunne gradbøjes. Her anså man derfor indianerne som værende mennesker, der blot havde lidt et forfald i deres tro. Dette forfald skyldtes både djævelens påvirkning og menneskets fri vilje, da forfaldet var resultatet af en synd.

Den første kritik Som reaktion på denne voldelige magtovertagelse skrev den dominikanske munk og senere biskop, Bartolomeu de Las Casas, sit værk A short account of the destruction of the Indies. På baggrund af egne erfaringer beretter han i dette værk om, hvordan grådige spanske kaptajner og guvernører enten dræbte, eller udnyttede uskyldige indianere som slaver på baggrund af økonomiske interesser. Las Casas hørte til dem, der mente, at hovedformålet med koloniseringen var religiøst, og herudover var han af den overbevisning, at det var muligt at omvende indianerne med fredelige midler. Hensigten med hans værk var, i den forbindelse, at overbevise Phillip d. 2. om, at nedslagtningen af indianerne måtte stoppe og, at man ikke burde bruge indianerne som slaver. Disse argumenter blev også fremført ved den såkaldte Valladoliddebat i 1550. Her debatterede de to dominikanske munke Juan Ginés de Sepúlveda og Las Casas over for hinanden. I modsætning til Las Casas mente Sepúlveda, at indianerne var naturlige slaver, der måtte straffes for deres afgudsdyrkelse og derigennem omvendes til kristendommen. Som resultat af Valladolid-debatten blev der vedtaget en række love, der skulle sikre bedre forhold for indianerne. Lovene fik dog ikke den store betydning i praksis, men Las Casas kom senere til at stå som forkæmper for indianernes rettigheder. Der kom altså ikke kun konflikter imellem dem, der havde økonomiske og religiøse interesser i koloniserings-projektet, men også blandt de kristne missionærer var der forskellige opfattelser af, hvem indianerne var og, hvordan man skulle behandle dem.

Et eksempel på den sidst nævnte tolkningsramme finder man i José de Acostas værk Natural and Moral History of the Indies fra 1589. José de Acosta var jesuitisk missionær og befandt sig i Peru fra 1571-1589. Her arbejdede han på at omvende indianerne til kristendommen. For at opnå dette mente han, at det var nødvendigt med et dybdegående kendskab til deres skikke, sprog og tro. Selvom man kan være kritisk overfor Acostas konklusioner, var hans videnskabelige metodiske fremgangsmåde sjælden for samtiden, og af samme grund ses hans værk i dag, som en del af den tidlige antropologi. I værket lægger Acosta stor vægt på at forsøge at modbevise kritikeres påstande om, at indianerne ikke kunne ses som fuldkomne mennesker. Dette gør han bl.a. ved at argumentere for, at indianerne besad egenskaben fornuft/ratio. Fornuften var givet til mennesket af Gud, og var derfor en forudsætning for at kunne modtage den kristne tro. 6

Endnu en grund til, at indianerne var klar til at blive omvendt til kristendommen var, ifølge Acosta, at man kunne sammenligne dem med antikkens folk. I renæssancen skete der en genopdagelse af antikkens tekster og kunst, hvor dyrkelsen af de europæiske forfædre var helt central. I den forbindelse forsøger Acosta at sætte lighedstegn mellem indianerne og antikkens folk ved at fremhæve nogle af deres religiøse ritualer.

Amerika. Her beretter Columbus’ breve om de første indtryk, som indianerne gjorde på de kristne europæere. Han fortæller bl.a. om nøgne indianere, der tilsyneladende lever monogamt med undtagelse af deres leder eller konge, der kan have op til 20 kvinder. Herudover beskriver han, hvordan kvinderne ofte arbejder hårdere end mændene. Desuden fortæller han om, at indianerne forærer guld væk, da de ikke selv tillægger det nogen særlig værdi.

Apart from this superstition of sacrificing men to the dead, which is one very important chiefs, there is another that is much more common and widespread all over the Indies, that of placing food and drink to their tombs….Which according to Saint Agustine was also an error of the ancients (Mangan, 2002 p. 267).

I Amerigo Vespuccis rejseberetninger (14981502) hører vi til gengæld om indianere, der lever uden autoriteter i form af konger eller andre ledere. I den forbindelse beskriver Vespucci, hvordan konflikter alligevel bliver løst på trods af den manglende hierarkiske samfundsopdeling. Herudover ligger Vespucci stor vægt på at beskrive, hvordan der ikke er nogen tradition for ægteskab blandt indianerne, hvilket gør de indianske kvinder frie rent seksuelt. En frihed disse kvinder, ifølge Vespucci, benyttede sig meget af. Vespucci beskriver samtidig indianerne som værende trosløse, der til gengæld kan kategoriseres som Epikuræer, der kun fokuserer på at nyde det gode i tilværelsen. Vespucci eventyrliggør altså i høj grad sine beretninger om indianerne, og i den forbindelse skal det siges, at hans tekster senere er blevet beskyldt for at være overdrevne og sensationalistiske.

Dette var ritualer, der mindede om dem, man udøvede i antikken. Her argumenterer Acosta altså for, at indianerne befinder sig på et forstadie til at blive omvendt, idet deres religiøse skikke kan sammenlignes med dem, man havde i Europa inden man fandt den sande tro i kristendommen. I de kristne europæeres møde med indianerne var det altså helt afgørende at placere de fremmede inden for rammerne af det kristne verdensbillede. Indianerne blev af samme grund ikke tolket på deres egen præmisser, som det ville have været tilfældet i den nutidige antropologiske videnskab. Til gengæld skulle forståelsen af den indianske levemåde findes i biblen og antikkens tekster.

At overdrive inden for genren rejseberetninger er dog ikke noget enestående fænomen. Eksempelvis kan Jean de Mandevilles beretninger fra påståede rejser i Kina, Indonesien og Indien, der udkom første gang i 1356 nævnes. I disse fortælles der om mennesker med grov pels, monstre, kannibaler og giganter, forfatteren af disse tekster blev i 1800-tallet afsløret, som værende en fiktiv person på en fiktiv rejse. Marco Polos (1254-1324) tekster blev ligeledes beskyldt for at overdrive i beskrivelsen af Kina og dets rigdomme. Desuden påstod Marco Polo, at man kunne finde et enormt velhavende kristent

Rejseberetninger Det er ikke kun igennem værker skrevet af religiøse missionærer, som Las Casas og José de Acosta, vi hører om mødet med indianerne. Nogle af de tidligste tekster, der beretter om dette kulturmøde, er de rejseberetninger, der blev skrevet i forbindelse med opdagelsen af 7

rige på den indiske sydkyst, hvilket jo i høj grad også viste sig at være falsk. Eftersom det var almindeligt, at opdagelsesrejsende, som Columbus og Vespucci, medbragte og læste andre rejseberetninger på den rejse de selv befandt sig på, betød dette samtidig, at deres beretninger blev præget af tidligere beretninger. Man ved, at Columbus medbragte Marco Polos rejseberetninger på sin rejse og, at han har læst Mandevilles beretninger. Dette bliver ligeledes tydeligt i hans breve fra opdagelsen af Amerika, hvor han påpeger, at han endnu ikke har fundet monstre eller giganter, men at der efter sigende skulle leve kannibaler på en ø, han endnu ikke har besøgt. I Vespuccis breve ses det ligeledes, at han er præget af tidligere beretninger, da han fortæller om et møde med giganter på den sydamerikanske østkyst. På trods af, at denne genre kan have fiktive og overdrevne elementer, er den dog stadig interessant, idet den var meget populær i sin samtid, og derfor var med til at skabe det billede man havde af de fremmede, herunder indianerne.

Litteratur: 

 



Opsummering Rejseberetningerne fra Columbus og Vespucci giver os altså et indtryk af, hvordan kulturmødet mellem europærerne og indianerne udspillede sig i den meget tidlige fase af koloniseringen af den nye verden. Rejseberetningerne bevæger sig dog på et ret generelt plan i sin beskrivelse af indianernes levemåde. Her går de religiøse værker, som José de Acostas og Las Casas, til gengæld et spadestik dybere, og indeholder i den forbindelse mere specifikke studier og beskrivelser af den indianske kultur. Igennem de religiøse værker bliver vi samtidig klar over, hvordan der herskede forskellige fremmedbilleder indenfor den kristne tolkningsramme og hvordan konflikten mellem dem, der havde henholdsvis religiøse og økonomiske motiver udspillede sig.

Atkinson, 1960: William C. Atkinson. Titel: A History of Spain and Portugal. Forlag: Penguin books Christopher Columbus til Luis Santángl, brev af februar-marts 1493 Grendler, 1999: Paul F. Grendler. Titel: Encyclopedia of the Renaissance- bind 2 og 6. Forlag: Charles Scribner’s Sons Høiris, 2006: Ole Høiris. Titel: Antropologien i middelalderen og renæssancen – kristendommen, teologien og de fremmede. Forlag: Aarhus Universitetsforlag. Kjersgaard, 1984: Erik Kjersgaard. Titel: Politikens Verdenshistorie. Bind 10 – Europas ekspansion. Forlag: Politikens forlag Las Casas, 1980: Bartolomé de las Casas. Titel: Indianermassakren: en kort beretning om vestindiens tilintetgørelse. Forlag: Græs Mangan, 2002: Jane E. Mangan, José de Acosta. Titel: Natural and moral history of the Indies. Forlag: Duke University Press Markham, 2010: Clements R Markham Titel: Hakluyt Society, First Series, Volume 90: The letters of Amerigo Vespucci and other documents illustrative of his career. Forlag: Ashgate Publishing Group

”Side 9” pigen: Roxelana

Süleyman havde allerede fra sit ophold i Manisa, som guvernør2, fået et barn fra Mahidevran3.

af Yusuf Cakin, stud. hist. 2. sem.

Roxelana konverterede til islam og fik navnet Hürrem, men bliver her fortsat benævnt Roxelana. Roxelana bandt hurtigt Süleyman til sig, og snart blomstrede kærligheden i mellem dem. Befolkningen anså hende for at være en heks, der havde tryllebundet ham.

Alexandra Lisowska (ca. 1506 - 1558) var en kvinde, der gik fra at være slave til en fri kvinde og endda kejserinde. Hun blev født i Rohatyn som ligger i det vestlige Ukraine, og er i Vesten også kendt som Roxelana/Ruslana pga. hendes afstamning.

Roxelana og Süleyman fik fem børn sammen, fire drenge og en pige. De fire drengebørn som hun fødte gav hende en vis prestige, selvom det var Mahidevran, der var moderen til arveprinsen. For at sikre statens forsatte eksistens via arvefølgen var det enormt vigtigt at få så mange drengebørn som muligt, selvom det til sidst endte med indbyrdes krige mellem brødrene for at sidde på magten. Kærligheden mellem Süleyman og Roxelana fortsatte, og de fik en vielse, som ellers var imod traditionerne for sultanatet. Dermed var hun Süleymans officielle kone. Nedenfor er en engelsk oversættelse af et digt, skrevet af sultan Süleyman under sit pseudonym Muhibbi. Digtet er dedikeret til Haseki Hürrem Sultan og understreger styrken i Süleymans kærlighed til hans kone:

Rosa Solymanni Uxor. Kunster ukendt.

Som ung pige blev Roxelana kidnappet af Krimtartarerne og solgt til Krim-khanatet1 og derfra til Det Osmanniske Rige. Hun blev valgt til sultan Süleymans harem. Haremmet skulle yde service og tilfredsstille sultanen og hans familie, og udover dette arbejde fik de også undervisning i takt, tone og almén dannelse. I princippet handlede det for en slavepige i haremmet om at føde et barn til sultanen. Det var den sikreste vej til et godt og nogle tiflælde magtfuldt liv. Især hvis man kunne føde sultanens første søn, da denne ville blive arvefølger. Dog var Roxelana ikke den eneste, og havde derfor mange konkurrenter.

Throne of my lonely niche, my wealth, my love, my moonlight. My most sincere friend, my confidant, my very existence, my Sultan, my one and only love. 2

Det var traditionen for sultanatet at en Shahzade (arveprins) blev guvernør da han var gammel nok. På den måde fik han erfaring og ventede på at blive sultan, når nu hans far en dag døde. I virkeligheden var det også for at holde ham væk fra tronen, mens sultanen levede, da han var en potentiel trussel. 3

Süleymans første haseki, som er et titel der gives til moderen af den første Shahzade. Haseki var den anden højeste rang i haremmet, den første er Valide Sultan, som betyder moderen af sultanen, som styrede haremmet.

Krim-khanatet var på det tidspunkt en vasalstat under osmannerne. De to stater var også relaterede til hinanden, da Süleymans moder var datter af Krim-khanen.

det polske kongedømme, som sørgede for fredsaftaler. Roxelana nåede dog aldrig at se sin søn Selim blive sultan. Derfor tog Mihrimah sin moders rolle og fungerede som en Valide Sultan.

The most beautiful among the beautiful... My springtime, my merry faced love, my daytime, my sweetheart, laughing leaf... My plants, my sweet, my rose, the one only who does not distress me in this world...

Man plejer at se Roxelana Sultan som kvinden, der startede den periode i Det Osmanniske Rige som hedder Kvindernes Sultanat.

My Constantinople, my Caraman, the earth of my Anatolia. My Badakhshan, my Baghdad and Khorasan My woman of the beautiful hair, my love of the slanted brow, my love of eyes full of mischief...

Kandidat Sommerfest

I'll sing your praises always I, lover of the tormented heart, Muhibbi of the eyes full of tears, I am happy. Trods Süleymans hengivenhed, var det vigtigt for Roxelana at sikre sine børns fremtid, men sultanens storvesir, Ibrahim Pasha4, og dennes indflydelse så hun i stigende som en trussel, idet han holdt mest af Shahzade Mustafa, som var Mahidevrans søn. Blev Mustafa sultan, kunne hun miste sine sønner og Mahidevran ville få en enorm magt. Efter en stribe fejl og et åbenlyst udtrykt magtbegær, blev Ibrahim Pasha dog henrettet. Det siges, at det var Roxelana, der påvirkede Süleymans beslutning.

Torsdag den 7. juni 2012 på Hotel Hvide Hus i Aalborg

Nogle år senere mistænkte man Mustafa for et kupforsøg mod sin far, men samme skæbne som Pasha ventede Mustafa, og han blev henrettet. Det siges igen, at det var Roxelana der stod bag det.

Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivian@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fredag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Roxelana fik sin datter Mihrimah til at gifte sig med den senere storvesir, Rüstem Pasha, og dermed sikrede hun sin fortsatte tilknytning til magtens centrum. Hun blandede sig i politik hvor hun for eksempel udvekslede breve med

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

Storvesir af Süleyman, som fik en karriere fra slave til storvesir. Han var Süleymans tjener fra dagene i Manisa, men Süleyman så ham mere som sin bedste ven.

de i 1500-tallet sendte Rusland missionærer til samiske områder i vest, men først efter 1815 nåede missionærer de tjuktiske områder i Kamtjatka. Det var også først i 1800-tallet, at europæerne satte tryk på deres missionsvirksomhed i Afrika syd for Sahara, så også på dette punkt fulgte Rusland det generelle mønster i Europa.

Imperialisme, den russiske Columbus og tjukterne af Jimmy Munk Larsen, stud. hist. 4. sem.

Med Sovjetunionen i frisk erindring, og historier om korruption, oligarki og magtmisbrug, er det nemt, at få den opfattelse, at Rusland er et østland, der ikke har meget tilfælles med Vesteuropa. Det kan naturligvis diskuteres i hvor høj grad Rusland i dag agerer som et europæisk land, men historisk set står det ikke til diskussion, at Rusland var en vigtig brik på det europæiske skakbræt, og at zarriget agerede på samme måde som de øvrige europæiske stormagter frem til nederlaget i Krimkrigen i 1850’erne. Russerne førte desuden en politik overfor fremmede kulturer i Asien, der var magen til den de øvrige europæere førte, når de rundt om i verden stødte på indfødte kulturer.

Kort over Ruslands ekspansion fra 1500-tallet og frem.

I midten af 1500-tallet fik Ivan desuden undertvunget khanaterne Ryazan, Kazan og Astrakhan, og udråbte sig til zar over det store Rusland, hvilket markerer begyndelsen på det russiske zarrige, der bestod frem til revolutionen i 1917. Ved erobringen af Kazan i 1552 fordrev Ivan Kazan-tatarerne, og lod etniske russere flytte ind og overtage området. Dette kan i høj grad sammenlignes med spaniernes fordrivelse af muslimerne fra Granada. For at fejre erobringen, byggede Ivan St. Basil Katedralen i Moskva som et monument over Kristendommens sejr.

Skabelsen af det russiske imperium Store områder af det der i dag er Rusland, var i 1300- og 1400-tallet plaget af mongolsk-tyrkiske stammer og khanaters hyppige angrebs-raids, efterkommere af Djengis Khans mongolske verdensrige fra 1200-tallet. I 1533 blev Ivan den Grusomme leder af det store russiske hertugdømme Moskva, der også var plaget af plyndringer. Ivan fik skabt en stærk centralmagt og samlet en del russiske områder.

I slutningen af 1500-tallet nedkæmpede russerne det enorme, men tyndtbefolkede Sibirkhanat i det vestlige Sibirien, og bredte sig med hastige skridt mod øst. Hvor de øvrige europæere udvidede deres territorium oversøisk, bredte Rusland sig ind over Centralasien og videre mod øst og syd. Nøjagtigt som spaniernes erobring af Amerika var erobringen af de asiatiske områder ikke en opgave, der krævede stor militærstyrke, fordi områderne var så tyndtbefolkede og uorganiserede. Når det kom til våben

Efter det Byzantinske Riges fald i 1453, så Ivan det som sin opgave at beskytte den ortodokse kristendom, og drømmen om Jerusalem var ikke død i Rusland. Derfor var der også et korstogselement i den ekspansionspolitik Ivan førte overfor de muslimske khanater i Asien, og overfor Osmannerriget. Denne politik gik i arv til de efterfølgende russiske zarer og zarinaer. Allere11

og militærmagt, var Russerne desuden overlegne.

det var sådan, at Vitus Bering fra Horsens kom i russisk tjeneste i 1704.

Formålet med russernes ekspansion var det samme som de spanske conquistadorers i Amerika nemlig: materiel rigdom. Rusland førte en nådesløs jagt på skind og pels fra de nye territorier, da det var en luksusvare, og pelsindustrien blev vigtig for den russiske økonomi.

Den 1. Kamtjatka-ekspedition og mødet med indfødte i Asien Som resten af Europa, var Rusland også påvirket af oplysningstidens rationalitet. Derfor var 1600-tallets dyrkelse af det eksotiske og anderledes blevet erstattet med en idé om, at verden skulle kategoriseres og sættes i system. Dette blev særligt tydeligt på 2. Kamtjatkaekspedition, hvor en lang række videnskabsmænd var med for at kategorisere Sibiriens flora og fauna samtidig med, at man også bearbejdede de indfødte man stødte på undervejs. Den første ekspedition blev sat i værk af Peter den Store i 1725, og havde Vitus Bering i spidsen for en 34-mand stor ekspedition. Formålet var dels at udforske og kortlægge de østlige egne i Sibirien og Kamtjatka, og dels at finde ud af, om der var en landfast forbindelse til Amerika, hvilket mange, zar Peter inklusiv, troede på at der var på daværende tidspunkt. Verdenskortet havde stadig mange ”hvide huller”. Eksempelvis var det først i begyndelsen af 1800-tallet, at Lewis og Clark nåede Stillehavet, og dermed fik kortlagt det vestlige USA.

Ruten fra 1. Kamtjatka-ekspedition. Tjukterne levede i det nord-østlige område nord for Kamtjatka-halvøen.

Samtidig med ekspansionerne i øst, der ikke krævede stor militærstyrke, førte zaren krige i vest og syd. I 1600- og 1700-tallet især mod Krim-khanatet, Osmannerriget og Nogai-horden ved det Kaspiske Hav, og senere også mod svenskere, litauere og polakker i Nordeuropa – med succes på alle fronter. På den måde nåede Rusland både det Kaspiske Hav, Sortehavet, Østersøen og Stillehavet. Forudsætningerne for en russisk flåde var skabt.

Fra Kamtjatka-ekspeditionerne findes flere rejsedagbøger, breve og beretninger, som er oversat til engelsk eller dansk. Ud fra disse får man et indtryk af, hvilken opfattelse Vitus Bering og russerne fik af de indfødte kulturer de mødte – se litteraturlisten nederst. Én af disse indfødte kulturer, var tjukterne, der levede i det nordøstlige Sibirien ved Kamtjatka-halvøen. Allerede i midten af 1600-tallet var russerne stødt på tjukterne, men en blanding af, at tjukternes område ikke var så rigt på pels, og at tjukterne pga. deres udprægede kriger-kultur var svære at underkue gjorde, at russerne ignorerede dem frem til cirka år 1700.

Erobringerne tilskrives især Peter den Store, der blev kronet til zar i 1682. Zar Peter var vestligt orienteret, og ønskede at omdanne Rusland til en moderne supermagt efter preussisk-tysk forbillede. Peter havde desuden en stor interesse for søfart, da han som barn havde boet i Arkhangelsk ved Hvidehavet, hvor han plejede denne interesse. Til at opbygge sin flåde, havde Peter brug for erfarne europæiske søfarere, og 12

I dag er den tjuktiske kultur blot en lille del af Rusland.

Som en konsekvens af ekspeditionen sendte Bering et brev til det russiske senat omkring forbedringsforanstaltninger i Sibirien og på Kamtjatka. Disse forbedringsforanstaltninger gik i høj grad ud på at komme til at beherske Sibirien og Kamtjatka i endnu højere grad end man gjorde i forvejen. En del af denne beherskelse var, at de indfødte betalte jasak en naturalieskat, der oftest bestod af skind, til den russiske stat. Bering skriver i brevet, at han er nervøs for flere indfødte grupper, der plages af tjuktiske plyndringer. Plyndringerne forhindrede disse indfødte grupper i at betale jasak, og Bering ytrede ønske om en massiv russisk indvandring af jægere og fiskere med det formål at beskytte disse indfødte mod tjukterne- underforstået, at staten kunne få fingre i skindet. Eksemplet viser, at russerne, ligesom amerikanerne og spanierne i Amerika, ikke gik af vejen for at bekæmpe fjendtligtsindede indfødte samtidig med, at man gerne ville opdrage og kontrollere de indfødte, der underlagde sig koloniherrerne. I et brev til sin moster i Horsens, giver Bering desuden udtryk for en afsky for, at visse kulturelle ritualer blandt nogle indfødte og afslører derved, at han betragter disse kulturer som underudviklede i forhold til europæiske kulturer. I brevet til senatet gør han sig derimod umage med at ”sælge” ideen om en udbygning af kolonierne i Sibirien og Kamtjatka. Her må man ikke glemme, at Bering faktisk ikke gennemførte missionen, og

Tjukterfamilie fra 1862.

Rovdriften på pelsdyrene i Sibirien havde samme konsekvenser for naturen og de indfødte, som den amerikanske jagt på bisoner havde for indianerne på prærien. Dyrene blev nærmest udryddet, og de indfødte, der levede af dyrene, måtte omstille sig. Samtidig blev russere af staten opfordret økonomisk til at flytte til de nye områder, og opdyrke jorden som de fik kvit og frit sammen med landbrugsredskaber. Princippet lignede den måde USA i 1800-tallet gradvist overtog prærien fra indianerne. Det var ikke nogen nem opgave for Rusland at få det enorme Sibirien under kontrol. Store områder blev stadig styret af indfødte stammer efter traditionelt mønster. Gradvist fik russerne områderne under kontrol: dels ved en massiv indvandring af etniske russere, og dels ved at udbygge administrationen i Sibirien. Bl.a. blev der allerede fra 1630’erne sendt guvernører ud for at skabe orden i de nye provinser.

derfor var meget interesseret i at blive sendt på en ny ekspedition, hvad han da også blev i 1733.

Litteratur 

Den russiske imperialisme adskilte sig ikke synderligt fra den engelske eller spanske. Motivationen bag var rigdom, og nøjagtigt som i Afrika og Amerika, foregik russernes kulturmøde med de indfødte i Asien på kolonisatorernes betingelser. De indfødte, der underlagde sig, blev gradvist gjort mere og mere russiske, imens de, der strittede imod, blev nedkæmpet.



Tjukterne efter 1917 og perspektivering Efter revolutionen blev tjukterne underlagt en ny kolonimagt, nemlig Sovjetkommunismen. Kollektiver afløste klansystemet, og mange blev tvunget til industriarbejde og dermed urbanisering igennem tvangsforflytninger. Test af atomvåben i 1950’erne og 1960’erne er skyld i, at kræft er meget udbredt i dag, ligesom det også kan ses i Stillehavet, hvor konsekvenserne af amerikanske og franske atomprøvesprængninger i dag viser sig, i form af en overrepræsentation af kræftsygdomme. Generelt er tjukterne ramt af store sociale problemer med især arbejdsløshed, alkohol og sygdom. Det er sociale problemer vi i Danmark godt kan forholde os til, da problemerne er meget lig dem i Grønland, og især i Østgrønland, hvor alkohol og verdens højeste selvmordsrate hører til de største sociale problemer. Konsekvenserne af tvangsforflytninger kender vi ligeledes fra Thule. Dette er således et glimrende eksempel på, at Øst- og Vestblokkene under Den Kolde Krig optrådte på samme måde overfor indfødte kulturer, uanset om det så var i Thule, på Kamtjatka eller i Stillehavet.

  

Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind: ”Under Vitus Bering’s Command – New perspectives on the Russian Kamchatka Expeditions”, Aarhus University Press, 2003 Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind: “Until Death Do Us Part – The Letters and Travels of Anna and Vitus Bering”, University of Alaska Press, 2008 Tatiana S. Fedorova, Peter Ulf Møller, Viktor G. Sedoc og Carol L. Urness: “The Journal of Midshipman Chaplin – A Record of Bering’s First Kamchatka Expedition”, Aarhus Universitetsforlag, 2010 Henrik Larsen: “Forskere afkoder vigtig Beringlogbog”, Politiken, 10. september 2010 Henrik Larsen: ”Bering-ekspedition var en kold lidelsesrejse”, Politiken, 10. september 2010 www.infonor.dk/

Skriftlige kilder  Bering på dansk, Københavns Universitet  http://beringpaadansk.ku.dk/

De fleste tjuktiske børn opdrages i dag på russiske kostskoler, og bliver derfor i større eller mindre grad gjort fremmede for deres egen kultur.

dagene efter strandingen, eventyrer Ludvig Mylius-Erichsens novelle/beretning ”Kineserskibet” i hans ”Nye Strandingshistorier” fra 1905, samt et fotografi af den kinesiske besætning og den russiske kaptajn John B. Kohrsch. Derudover har vi ligeledes været i besiddelse af strandingsprotokollen fra strandingen samt været i tæt kontakt med strandingsmuseet St. George i Thorsminde, der har været meget behjælpelige ift. vidensindsamlingen. I projektet perspektiverede vi endvidere dette kulturmøde med tidens generelle menneskesyn, bl.a. til samtidens menneskeudstillinger i Tivoli i København.

Kineserskiber – Kinesiske sømænd på vestkysten i 1902 af Thor Bæch Pedersen, Mia Nybo Jensen & Mikkel Vejnø Risager, 4. sem. stud. hist.. Den 14. marts 1902 slog ’lynet’ ned på den jyske vestkyst, da 15 kinesiske sømænd gik i land:

”Men sikke dog ansigter de (red. kineserne) havde! Og det har vi (red. vestjyderne) tidt tænkt ved siden, om nu ogsaa saadanne vilde mennesker har følelse i kroppen som vi andre, for af deres ansigter kan en ingenting læse sig til om deres indre, hvad de bestaar af, alle kinesere ser ens ud, for os at tykke, og naar de blinker med øjnene, ved en ikke, om de smiler eller er ondskabsfulde; de ligner hverandre ligesaa bestemt som de sjællandske køer”

Det unikke kulturmøde Besætningen befandt sig i tre dage i og omkring Ringkøbing inden de blev sendt med tog ud af Danmark. Kulturmødet var således meget kort, men det blev for vestjyderne en smagsprøve på den store verden. Vestjylland, især omkring Ringkøbing, har historisk set været en ’træls’ størrelse for sømænd, idet mange forlis og strandinger har fundet sted her, hvilket bl.a. har gjort, at vestjyderne var vant til at høre fremmede tungemål, samt møde fremmedartede folk. Det opsigtvækkende var dog denne gang, at disse fremmede aldrig havde været af så eksotisk herkomst som disse kinesere. MyliusErichsen påpeger selv i hans novelle, at det var et ”vidnefast” møde:

Ludvig Mylius-Erichsen5

Filtskoenes fodspor på klitten I efteråret 2011 udarbejdede vi et 3. semestersprojekt omhandlende et kulturmøde ved den jyske vestkyst. Her strandede en russisk damper ”Wanda af Odessa” lidt nord for Ringkøbing, ved Husby d. 14 marts 1902. Skibet var på vej til Göteborg fra Java i det indiske ocean med fosfat/kunstgødning, men lasten var langt fra det mest opsigtvækkende – det var derimod besætningen. Den bestod af 29 mand, hvoraf halvdelen (15) var kinesiske sømænd, heraf de fleste sandsynligvis fra den kinesiske handelsby Kanton.

Men de folk der kom ind med kineserskibet, de var ægte, det var vidnefast: flettet pisk i nakken og smaa filttøfler paa fødderne, akkurat livagtig som vi ser dem tegnet af billedbladene. 6

Vores projekt tog udgangspunkt i de efterfølgende dage efter strandingen. Kildematerialet til dette kulturmøde bestod af tre hovedkilder: artikler fra Ringkøbing amts dagblad skrevet i

Det unikke ved netop dette kulturmøde i Husby var, at det ikke var arrangeret - det var et lynnedslag på den vestjyske klit. Der er tidligere skrevet meget lidt om dette møde: Faktisk er Poul Duedahl, AAU og Mette Thunø AU, samt tidl. Museumsinspektør for Ringkøbing Muse-

Mylius-Erichsen.1905;107,6-24

Mylius-Erichsen.1905;104,8-12

um, Jens Aarup Jensen, nogle af de få, der har skrevet omkring dette møde, vel og mærke i meget kort uddrag - dette specifikke kulturmøde er forholdsvis uberørt og uudforsket.

le kineserne. Dette forhold kan anvendes i en kritik af Mylius-Erichsens udtalelser og ’overdramatiserede’ sprogbrug. Vi kan således ikke tage Mylius-Erichsens betragtninger for fuldstændige sandfærdige, dog kan de generelle træk i novellen skabe en forståelse af de overvejelser, der dog alligevel lå til grund for den enkelte vestjydes menneskesyn og herunder deres syn på kineserne. Dette faktum, at der er noget, at hente i Mylius-Erichsen beskrivelser, kan endvidere ses underbygget i bl.a. et billede taget af den kinesiske besætning og den russiske kaptajn:

Kinesiske dyr? Den danske eventyrer Ludvig Mylius-Erichsen, opvokset i/omkring Ringkøbing, beskrev i sit skønlitterære værk fra 1905 ”Ny Strandingshistorier”, hvad der skete i de tre dage, hvor den kinesiske besætning opholdte sig på klitten. De skyndte sig paa deres lusketrin aldeles lydløst at gaa med os op og blev fordelt i et par gaarde eller tre til forplejning, men alle vegne kyste de baade børn og gamle folk en skræk i livet bare ved deres tilsynekomst. Den bitte Bertel Hyges skraalte dagen igennem og laa ikke tør af bare angst for kineserne og deres forfærdelige fjæs. Det er egentlig sørgeligt, at nogen mennesker skal gaa rundt med saadanne ansigter, men rigtige mennesker er de heller ikke, for de kan jo ikke være skabt i guds billede, vorherre er ikke kineser, ved vi da. 7 Ovenstående citat er blot ét af mange meget stærke, og ikke mindst, yderst fordømmende fremstillinger fra Mylius-Erichsens side. MyliusErichsens beskrivelser, at kineserne er generelt meget fokuserede om tre centrale temaer: religiøse forhold, racehierarkisk menneskesyn (her ofte sammenligninger mellem kinesere og kvæg) og af samtidens nationalistiske strømninger. Mylius Erichsen var godt nok opvokset i Vestjylland, og havde indsigt i vestjydernes mentalitet og bevidsthed, men han var stærkt præget af det moderne gennembrud, og han var herudover skribent for avisen Information i København. Disse forhold kan også ses i hans novelle idet han udstiller vestjyderne lidt på samme måde som han lader vestjyderne udstil7

Fotografi af de kinesiske besætningsmedlemmer i nyt tøj, samt den russiske kaptajn Kohrsch

Det mest iøjnefaldende er, at det der reelt ikke er med på billedet: nemlig resten af den 29mand store besætning. Deres manglende tilstedeværelse kan tydeligt tolkes sådan, at mødet med kineserne var en eksotisk og unik begivenhed, som vestjyderne ønskede at bevare med et fotografi. Ringkøbing Amts dagblad skrev i samtiden nogle artikler om kineserne og strandingen, hvor resten af besætningen ligeledes bliver udeladt. Journalisten på dagbladet kommenterede bl.a. kinesernes nye påklædning: Nogen forskønnelse var denne Omklædning just ikke. Kineserne tog sig absolut bedre ud i de kinesiske Dragter end i de europæiske.

Mylius-Erichsen.1905;108,15-28

På trods af Mylius-Erichsen overdramatiserede sprogbrug har vi ved at sammenfatte med de andre kilder argumenteret for, at vestjydernes syn på kineserne ikke lå milevidt fra de tre centrale temaer som vi finder i Mylius-Erichsens novelle. Vestjyderne anså ikke kineserne som ’dyr’, men de anså dem dog som en laverestående race, der fremstod som eksotisk og anderledes.

lyse nærmere med udgangspunkt i bogen The Salem Witch Hunt – a brief History with Documents af historiker Richard Godbeer. I 1692 i Essex County i Massachusetts, Salem9 fik to små piger: Abigail Williams og Elizabeth Parris, nogle hysteriske anfald, hvilket skabte panik, da ingen vidste, hvorfra disse anfald kom. Lægen blev tilkaldt, og da han ikke kunne finde nogen naturlig årsag til pigernes tilstand, blev de diagnosticeret som værende ”under en ond hånd”. Af Salems præst fik han at vide, at det eneste, der kunne gøres for at stoppe anfaldene, var at bede for pigerne. De hysteriske anfald spredte sig fra hus til hus og flere og flere piger fik denne ”sygdom”. Befolkningen var begyndt at blive bange for sygdommen, da de blot kunne se til, imens deres døtre fik krampeanfald og vendte det hvide ud af øjnene. Landsbyens befolkning ville finde den skyldige og straffe vedkommende.

Litteratur:  Beiter, Andreas; Kineserbillederne, Strandingsmuseet St. George, Thorsminde. (1902)  Mylius-Erichsen, Ludvig, Nye strandingshistorier, Nordisk forlag (1905)  Ringkøbing Amts Dagblad, Artikler om S/S Wanda - I perioden 16. marts til 15. april 1902, Ringkøbing-Skjerns bibliotek, 1902

Hekseforfølgelserne i Salem

Elizabeth Parris’ far fik den idé, at pigerne skulle udpege hvem, der gjorde dem syge, og pigerne udpegede efterfølgende tre personer. En af disse var Tituba, der var neger og slave i byen. Massachusetts havde dog på pågældende tidspunkt ikke nogen officiel regering, så et råd blev nedsat som jury til at føre rettergang. Det skal her nævnes, at ingen i dette råd var juridisk uddannede. Det var blot individer, som repræsentanten fra Londons regering fandt egnede til at opfylde jobbet.

af Mia Bundgaard Rasmussen, 2. sem. stud. hist.

”Ilden bredte sig som en knirken og varmen begyndte at stige op fra brændet under hende. Hun flåede i rebene, der bandt hendes hænder rundt om stolpen, men de slap ikke deres greb. Der var intet hun kunne gøre for at undslippe flammerne – hun skreg af sine lungers fulde kraft”. Ifølge historikeren Allan A. Lund blev 100.000 kvinder, mænd og børn i perioden 1420 til 1793 restforfulgt for hekseri i Europa8. Af de anklagede anslås det, at mellem 40.000 og 60.000 blev henrettet, men det er ikke til at sætte et præcist tal på, og ud af disse formodes det, at det var mellem 80-85 %, der var kvinder. Men hvordan opstod den? Og hvorfor bredte den sig til bl.a. kolonierne? Det vil dette indlæg forsøge at be-

Pigerne, der havde haft de hysteriske anfald, blev kaldt ind som vidner i restforfølgelsen, og de beskrev bl.a. malende, hvordan de folk de havde anklaget, havde vist sig for dem som djævle og bedt dem om at gøre ugerninger. Befolkningen blev rædselsslagen grundet deres kristne overbevisning, og dette medførte, at mange af de anklagede blev dømt skyldige. Det var først, da dommerne i oktober indså mang-

Kilde: Magi og hekseri. Fra romersk oldtid til og med middelalderen. 2010. Allan A. Lund og Gyldendal.

Massachusetts var en del af den engelske koloni i Amerika i 1692

len på bevismateriale, at hekseforfølgelsen i Salem stoppede, men indtil da havde pigerne haft magten til at udpege deres naboer som hekse, og det var virkeligt uheldigt, hvis de ikke kunne lide deres naboer.

Desuden voksede pigerne op med frygten for Djævlen og dennes gerninger og Godbeer pointerer, at pigernes anklager måske bare var et udtryk for en kamp mod deres egne indre dæmoner og frygt for Djævlen. Dette kommer altså til udtryk ved, at de anklager andre personer som værende ”onde” for at bevise, at ondskab eksisterer.

Et år efter pigernes panikanfald var 150 mennesker i 24 forskellige byer i Massachusetts officielt blevet anklaget for at være hekse. Ud af disse var 19 personer i Salem blevet hængt, flere personer var døde i fængslet ventende på deres rettergang og en mand var blevet dræbt i forsøget på at få ham til at indrømme, at han var heks. Afbrændingen og hekseforfølgelserne havde ødelagt familier, landsbyfællesskaber, og havde skabt dybe afgrøfter af mistro imellem landsbyernes befolkninger.

Richard Godbeer konkluderer, at samspillet mellem kolonisterne i Amerika og den oprindelige indianske befolkning havde en betydning. Kolonisterne havde stiftet bekendtskab med indianerne og deres naturreligion, der adskilte sig betydelig fra den kristne tro, og derfor skabte det også en frygt for de overnaturlige kræfter. Det var altså frygten for det fremmede, der gjorde sig gældende. Desuden har pigernes adfærd haft stor indflydelse på situationen i Salem. Allan A. Lund bakker påstanden om, at frygten for det fremmede er én af årsagerne til hekseforfølgelserne i Europa, men han pointerer også, at det er et komplekst problem.

Richard Godbeer mener, at årsagen til, at der var flest kvinder, som blev brændt på bålet var, at det meget troende vestlige samfund relaterede kvindekønnet til Eva og syndefaldet. Man anså dermed kvinderne som værende mere uberegnelige end mændene i datidens kristne samfund, men en entydig forklaring på årsagen kan der kun spekuleres omkring.

Så hvorfor præcist hekseforfølgelserne opstod, både i Salem og Europa, findes der ikke ét klart svar på, men faktum er, at mange mennesker døde i processerne.

Hvorfor hekseforfølgelserne opstod vides ikke med sikkerhed, men der er meget forskning indenfor emnet. Richard Godbeer pointerer, at de hysteriske piger havde en stor indflydelse på processerne i Salem. Han pointerer dog også, at der har været meget historisk forskning omkring årsagen til, at pigerne anklagede andre personer. Han giver et bud på, at svaret måske kan findes i pigernes determinerede skæbner som kristne piger, hvis fremtid lå i et patriarkalsk familieforhold, hvorfor de udpegede kvinder som værende hekse. De kunne altså midlertidigt ved at have magten til at anklage andre, have magten til at bestemme over andres skæbne – en magt de ikke selv havde over deres egen fremtid.

til nutiden. Historieskrivning har altid rummet en fortids-nutids dialog, men det er rigtigt, at der er sket et skift til at fokusere meget mere bevidst på det erindringspolitiske felt de sidste 10 – 15 år.

Boganmeldelse: Aleida Assmann and Sebastian Conrad (eds.), “Memory in a global age. Discourses, practices and trajectories”. Palgrave Macmillan Memory Studies 2010.

Titlens ”in a global age” refererer for det første til, at der internationalt i 1990érne rejste sig bevægelser, der havde som mål at få repræsentanter for stater (dvs. regeringer) til at sige undskyld på en stats vegne for forbrydelser begået i historiens løb. Bevægelserne var internationale eller globale i den forstand, at de blev inspireret af hinanden. Der blev bl.a. rejst krav om, at den amerikanske regering skulle give de afroamerikanske efterkommere efter slaverne en officiel undskyldning (hvilket Bill Clinton undlod at gøre). En lille udløber heraf var bevægelsen for at få den danske stat til i 1998 i forbindelse med 150 året for slaveriets ophævelse at give efterkommerne efter slaverne på de tidligere dansk vestindiske øer en undskyldning for den danske deltagelse i slavehandel og slaveri. Antologien indeholder dels en generel artikel, der reflekterer over, hvorfor disse bevægelser opstod i 1990érne og en artikel om den australske regerings undskyldning til det, der bliver kaldt ”the stolen generations”. Helt frem til 1970érne havde den australske regering den praksis at fjerne børn af aboriginere fra deres forældre for at opdrage dem til et liv i det moderne Australien. Vi har lignende eksempler – i en helt anden og meget mindre målestok, men tankegangen var den samme – fra Grønland i 1950érne og 1960érne, hvor børn blev fjernet fra deres forældre og sendt til Danmark med det sigte at opdrage dem som moderne grønlændere. Både i Australien og Grønland endte civiliserings- og moderniseringsprojekterne i menneskelige tragedier.

af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.

Når et emne får sin egen serie, ved man, at det er et emne redaktører og forlagschefer forventer, vil være et hot emne de næste mange år. Ellers var der ingen grund til at starte en ny serie.

Antologien og serien er et led i en bevægelse væk fra (politisk) begivenhedshistorie og hvad der skete til, hvordan vi husker fortiden. Spørgsmålet om fortidsbrug handler både om, hvordan nogen vælger at iscenesætte og erindre fortidige begivenheder og, hvordan mennesker individuelt og kollektivt husker og selv fortæller deres historie. Det er lidt forsimplet og forfladiget at sige som det gøres i den indledende introduktion til serien, at et fokus på ”memory” markerer et skift fra et fokus på fortiden

Herudover refererer ”in a global age” til at erindring er et transnationalt fænomen både forstået på den måde, at erindringen om holocaust er et erindringsfællesskab, der rækker over 19

mange landegrænser og at symboler rejser med. Hvad der end måtte være blevet et symbol på en forbrydelse begået et bestemt sted kan antage ikonisk karakter, og approprieres af kollektive erindringsfællesskaber i et helt andet land, som på den måde søger at forbinde to forbrydelser eller omtolker og bruger ikonet som symbol på noget andet.

Boganmeldelse: J. H. Elliott: ’Empires of the Atlantic World. Britain and Spain in America 1492-1830.’ Yale University Press, 2006. af Katrine Funding Højgaard, stud. hist. 2. sem.

På samme måde som fokusset på erindring er et fokus på globale eller transnationale bevægelser og fænomener en del af hvad, der i andre sammenhænge end historiefaget formentlig ville blive benævnt en megatrend. En trend eller tendens, som på tværs af periodeopdelinger og andre måder at underinddele historiefaget på klart har været i fremvækst inden for stort set samtlige deldiscipliner – sagt på en anden måde: en generel tendens i tiden. Det globale perspektiv er indlysende rigtigt at anlægge i antologiens sammenhæng, hvor fokus er på krav om at sige undskyld. Både fordi bevægelserne har ladet sig inspirere af hinanden, og fordi nogle af dem er transnationale eller globale. Det gælder fx kravet om, at pavemagten skal sige undskyld for ikke at have undsagt nazister og fascister i 1930érne og 1940érne, og det gælder krav til forhenværende kolonimagter om at sige undskyld, både fordi op til flere stater nogle gange har været indblandet, og fordi forbrydelserne ligner hinanden. Om det så er briter, franskmænd eller belgiere der udgjorde kolonimagten. Det er mig bekendt den første bog, der anlægger et internationalt og komparativt perspektiv, imens det, der ellers har været skrevet, typisk har været led i nationale debatter fx om ’the stolen generations’. Som sådan udgør bogen et velkomment perspektiv samtidigt med, at den tilbyder både en introduktion til og et overblik over, hvorfor disse bevægelser for at få stater og andre magthavere til at sige undskyld fik vind i sejlene i 1990érne set i et globalt perspektiv.

J. H. Elliott, professor ved Oxford University, er specialist indenfor Spaniens historie, og har tidligere skrevet bøger om Spaniens imperiale historie.

I Empires of the Atlantic World bringes Englands historie ind i et komparativt studie af Spaniens og Englands kolonisering af Amerika, hvor Elliott dygtigt og velformuleret leder læseren gennem historien lige fra Columbus’ opdagelse af det han troede var Indien, frem til de nord- og sydamerikanske landes selvstændighed. Der er visse ligheder mellem de to imperiers kolonisering af den nye verden, men Elliott slår tidligt fast, at der er afgørende forskelle på mange områder, lige fra motiverne bag koloniseringen til fremgangsmåden ved mødet med den oprindelige befolkning og måden hvorpå den europæiske magt konsolideredes.

For spaniernes vedkommende ledte lavadelsmanden Hernán Cortés en ekspedition på ti skibe, der sejlede fra Cuba i 1519 til det sydamerikanske fastland, hvorfra de bevægede sig ind på kontinentet. Med sig havde han pavens tilladelse til at besætte nyt land. Englændere kom først i gang et lille århundrede senere, da Kaptajn Christopher Newport med tre skibe sejlede fra London i 1606. Spaniernes formål var at erobre nyt land, deraf kolonisternes tilnavn ’conquistadores’, hvorimod englænderne kaldte sig selv ’planters’ inspireret af landbrugsjargon, da deres formål var at plante nye kolonier, der med tiden skulle vokse sig store og sikre nyt land til det britiske folk.

Boganmeldelse: Benjamin Isakhan and Stephen Stockwell (red.): The Secret History of Democracy, Palgrave Macmillan, 2011 af Martin O. Jørgensen, Ph.d. stip.

Redaktørerne Benjamin Isakhan og Stephen Stockwell har med antologien sat sig det mål at udfordre den dominerende vestlige standardfortælling om det liberale institutionaliserede demokrati som den ophøjede styreform på baggrund af dennes spredning efter krigen i 1945, hvor den ofte har vist sine begrænsninger.

Elliotts fremstilling er levende og velfortalt, og han jonglerer fint mellem mikro- og makroniveauer, fra de store linjer i verdenshistorien og de europæike monarkers rolle i koloniseringen af de fjerne verdensdele, samt Spaniens og Englands regionale historiske forudsætninger for at ekspandere, til detaljerede beskrivelser af henholdvis Cortés’ møde med Montezuma og Newports møde med Powhatan knap hundrede år senere, hvor der også var den store forskel, at for Cortés’ vedkommende mødte han en lokalbefolkning, der ikke kendte til eksistensen af europæere, mens indianerne i Nordamerika allerede kendte til disse. Elliott belyser historien fra mange perspektiver, både religiøse, økonomiske, politiske m. fl., og bogen er delt op i overskuelige kapitler og underafsnit, og tilsat illustrationer og oversigtskort. Den er forholdsvis let at læse og er velformuleret og spændende, uden at det går ud over detaljerigdommen og oplysningsmangfoldigheden.

Antologien er et sammensurium af bidrag fra en længere række discipliner fra middelalderhistorie til jura, islamiske studier og videre over sociologi og journalistik samt politologi og internationale relationer. Det fælles udgangspunkt er forsøget på at afdække ’demokratiets hemmelige historie’ mhp. at komme udover den vestlige fortælling. Begrebet demokrati er derfor i antologien løsnet op og sat til at dække over ligeværdig debat med afstemning, gensidig respekt for ’de andre’

Alt i alt en anbefalelsesværdig bog, der kan bruges i faglig sammenhæng eller læses som fritidsfornøjelse.

såvel som flertallets prioriteter og tendens til at følge skrevne som uskrevne love på tværs af tid og rum. Dette åbner op for nogle interessante perspektiver.

man efterfølgende med en følelse af, at der mangler noget for at væve bogens forskellige bidrag yderligere sammen eller styrke antologiens udtalte mission. Hvis det handler om at problematisere og kritisere den moderne vestlige fortælling og selvopfattelse, hvorfor så bidrag om en lang række andre erfaringer?

De 14 bidrag udgør et enormt diversificeret materiale som afspejling af det interdisciplinære kulturmøde antologien i sig selv udgør, men er efter bedste evne søgt delt ind med kronologi og fire temaer.

Valgene afspejler selvfølgelig, at der er tale om en antologi, der i den henseende rummer en række begrænsninger i forhold til en monografi. Men man får kun præsenteret nogle bestemte glimt af ’den hemmelige historie’ uden den helt store argumentation, hvorfor netop disse glimt er de vigtige fremfor kritiske indlæg af fortællingen om den vestlige erfaring, som jo søges problematiseret. Vilkårligheden søges forklaret ved at man vil undgå en ny standardiseret historie. Dette argument kan jeg følge noget af vejen, men antologien bærer måske for meget præg af at være en hurtig udgivelse af bidragene fra en givetvis spændende og berigende konference af en snu redaktør ved Palgrave MacMillan.

Første del ser på ’oldtiden’ i form af: bystater, republikker, uddannelsessystemer og lokale former for administration i henholdsvis Kina og Mellemøsten herunder det ’gamle Grækenland’ og den fønikiske inspirationskilde. I andel del udforskes ’middelalderen’ og forskellige eksempler på: ytringsfrihed, politisk deltagelse, lighed, lovgivningsprocesser og politiske kulturer i nogle af de islamiske stater i Middelhavets sydlige breder samt Venedig og Island. I den næste del bevæger vi os til den europæiske kolonialismes æra og lokaliteter med et indblik i de forskellige ideer og praksisser forbundet med jæger og samlersamfund samt intern konflikt håndtering mellem de ’australske’ aborigines og metisserne i det vestlige Canada og Uganda samt præ-Apartheidsk demokrati i Kapkolonien.

Man kunne på baggrund af bogens erklærede mission derfor have ønsket sig noget mere end det ’der har været’, der udgør 12 af de 14 bidrag. Det lyder som en ufatteligt ringe joke, når det kommer fra en historiker. Begrebet har demokrati mange problematiske associationer vedhæftet til sig. At forsøge at nuancere det er afgjort væsentligt, men bogens ønske om at komme ud over den selvgode vestlige fortælling, kunne dog være imødekommet i langt højere grad ved både at skue tilbage i tid udenfor ’vesten’ som det gøres, men også ved at pege på begrænsningerne i netop de vestlige demokratier samt de nuværende problemer i de lande, der har demokrati i det ene eller andet format, såvel som de eksisterende forslag til forskellige veje fremad.

Sidste del ser på ’vores’ tid og fokuserer på: kvinders roller i demokratiske diskurser i Mellemøsten, status på demokratiet i det postsaddamske Irak samt de kvantitative dimensioner af det såkaldte ’monitorerede demokrati’ eller virale demokrati, der er udgået fra Vesten. I konklusionen skriver redaktørerne, at et af målene for antologien ikke blot var at tilbyde endnu en standardiseret fortælling eller at romantisere de ikke-vestlige erfaringer. Kigger man udover det stærkt forskelligartede landskab antologien udgør, kan man ikke anklage dem for at have gjort dette. Desværre sidder

I forhold til de mindre pæne dimensioner af det vestlige demokrati kunne man derfor have ind22

draget f.eks.: slaveriet, imperialismen, kvindeundertrykkelsen og den postkoloniale arv i f.eks. Indien. Man kunne også have taget fat i ’foregangs-landet’ USA. I USA er der således flere millioner: 1) der kan stemme flere gange til samme valg, 2) døde der stadig kan stemme, 3) der vælger ikke at registrere sig og dermed vælge og 4) der ikke kan stemme fordi deres stemme-registrering er ugyldig. En analyse af sådanne problemer ville i langt højere grad følge antologiens hensigt til dørs. Der findes i forlængelse heraf også en voksende række af vestlige tænkere, der problematiserer det vestlige demokrati indefra. Disse kunne også have bidraget i forhold til at problematisere det vestlige demokratis fortælling.

Anmeldelse af sir Thomas More’s ”Utopia” af Søren Chr. Winther, stud.hist. 2. sem

I 1500-tallets England er det kongen, Henrik d. 8., der sætter dagsordenen. Ved sin side har han indtil flere rådgivere og en af disse er den fromme sir Thomas More, der udover at være en af kongens nærmeste også er en af datidens Europas store tænkere.

Den fremadrettede dimension kunne have taget bestik af de store sociale bevægelser som den globale bonde-bevægelse Via Campesina mv., demokratiet eller manglen derpå i eksempelvis EU, problemstillingerne af de vestlige demokratier (men ikke udelukkende) i forhold til f.eks. de seneste tyve års deregulering af finanssektoren og de afledte konsekvenser samt de tanker, der bliver gjort blandt f.eks. proto-globale politikere og akademikere om organiseringen af globale politiske partier og ’verdenssamfundet’.

Sir Thomas More. Malet af Hans Holbein den Yngre 1527

De fleste, der har set tv-serien ”The Tudors”, vil sikkert kunne nikke genkendende til navnet ”Thomas More”. I tv-serien bliver han præsenteret som det, der kun kan betegnes som en overordentlig flink fyr, der forsøger at holde styr på den magtsyge kong Henrik d.8 og som en mand, som bekymrer sig om alle menneskers ve og vel.

Antologien var givetvis blevet en helt anden, men i dette tilfælde synes problemstillingen at kalde på en sådan for at styrke indsatsen for at tænke udover status quo.

Den virkelige sir Thomas More har da også fået et eftermæle, der støtter denne fremstilling, og når man læser hans værk Utopia får man også indtryk af, at han var en mand, der havde nogle radikale idéer til datidens samfundsstrukturering og samtidig var udpræget humanist. Det skal dog være sagt med det samme, at værket er komplet fiktivt om end mange af personerne, 23

som bliver nævnt i bogen faktisk har eksisteret. Samtalen imellem More og Raphael Nonsenso har dog aldrig fundet sted, og er givetvis et produkt af Mores egne idéer og holdninger.

For når man læser bogen kan man ikke (det kunne denne anmelder i hvert fald ikke) lade være med at trække lidt på smilebåndet, og lade sig underholde af de spidsfindigheder More kommer med i løbet af bogen. F.eks. da More beskriver, hvordan han har chancen for at finde ud af, hvor dette land ligger ved at overhøre Raphaels fortælling. Men eftersom de står på et sted med mange mennesker, og More kun smuglytter, går han glip af positionen, da en mand ved siden af ham begynder at hoste højlydt. Selvfølgelig glemmer han at spørge, hvor det ligger henne i løbet af deres samtale, hvilket sandsynligvis bunder i More’s fascination af, at dette land er fyldt med fryd og gammen. Ordet Utopia kommer desuden af latin, og betyder egentlig noget i retningen af ”intet-sted”, og er ligesom de andre opdigtede navne i bogen et eksempel på More’s humoristiske sans og forsøg på at trække Europas lærde rundt ved næsen. Begrebet Utopia eller utopi bliver i dag brugt som et udtryk for det uopnåelige lykkelige samfund.

More blev udråbt som helgen af den katolske kirke i 1935 pga. hans modstand imod at anerkende den engelske konge som kirkens overhoved. Han havde været en loyal støtte og rådgiver for kongen, indtil han blev dømt for højforræderi i 1535 og derpå henrettet ved halshugning. Utopia starter med en brevudveksling imellem More og to af hans venner: Peter Gilles og Jerome Busleiden, der, ligesom More, begge besad høje stillinger i henholdsvis større byer og royale sammenhænge. I disse udvekslinger fortæller More om et land kaldet Utopia, som han har hørt om igennem en mand kaldet: Raphael Nonsenso. Dette land skulle eftersigende være et sted, hvor alle er lykkelige, og hvor alle havde ret til at ytre sine holdninger. Selve bogen er bygget som en samtale imellem More og denne Raphael Nonsenso og om, hvordan det europæiske og, især det engelske samfund, kan lære en masse fra dette mærkværdige land langt borte.

Bogen kan læses ud fra flere forskellige synsvinkler afhængig af, hvordan man tolker den. Historikere vil kunne bruge den i forbindelse med beskrivelser af datidens samfundsopbygning og give et indtryk af, hvordan lærde udvekslede idéer på tværs af grænser. Man kan dog også vælge at læse den som et samfundsfilosofisk eksempel på, hvordan det perfekte samfund bør bygges op. Har man derimod mod på at læse et værk af ældre dato, der har haft stor betydning for eftertidens meningsdannere, og som direkte har været med til at præge det engelske sprog, er dette en oplagt mulighed. Sproget er ikke vanskeligere end, at de fleste med nogenlunde engelskkundskaber vil kunne hitte rede i strukturen, om end nogle af de ting og titler, der bliver nævnt er af ældre datoer. Disse er dog ikke af større betydning, da det er indholdet i Raphael Nonsensos beskrivelse af

Bogen, der her er anmeldt, indeholder, udover selve More’s værk Utopia, også en introduktion af værket og dets betydning for samtiden og dennes nyere tider. Oversætteren Paul Turner kommer desuden med en rigtig fin begrundelse for, hvorfor og hvordan han har oversat originalværket, der oprindeligt er skrevet på latin. Bagerst i bogen finder man en fortrinlig række noter og uddybende forklaringer for nogle af de ting, som ellers kan virke uforståelige i løbet af fortællingen. Disse er særdeles interessante for den historieinteresserede, da både noter og forklaringer er med til at give et indblik i tingenes tilstand på denne tid, og hvordan More fungerede som person.

Utopia og Mores modargumentation, som er det væsentligste i denne lille perle af en bog.

Ph.D Stafetten af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.

Alt i alt kan Utopia kun anbefales. Har man mod på at give sig i kast med de lidt over 100 sider, bør man gøre det, og er man interesseret i Tudor-tidens England, kan denne bog være med til at give et lidt mere nuanceret af billede af denne tid. Bogen er et fantastisk eksempel på, hvordan litteratur fra en anden tid ikke nødvendigvis er tung og belærende, men også kan være morsom og aldeles underholdene at læse. Derudover er det bare rart at læse sir Thomas More’s ord og idéer, da han fremstår som en både humoristisk og mild mand.

Som led i at gøre historiestudiets fire Ph.d. stipendiater: Maren, Henrik, Johan og Martin og deres projekter mere synlige, har vi bedt dem om hver især over de næste par numre at skrive en kort præsentation af deres projekter. I dette nummer er det Martin, der har fået stukket Ph.D. stafetten i hånden. Jeg startede i februar på projektet, der fokuserer på FN’s fredsbevarende operationer under den Kolde Krig. Helt konkret ser jeg på to cases i form af UNEF operationen (United Nations Emergency Force) i indledningsvist Sinaiørkenen og siden Gaza og UNFICYP (United Nations Peacekeeping Force in Cyprus) på Cypern, hvor bl.a. Danmark havde ca. 33.000 soldater udsendt fra 1956 til 1992.

Denne udgave af bogen er oversættelsen fra 1965 af Paul Turner, genudgivet 2003 af Penguin Group i serien Penguin Classics. I samme serie findes bl.a. Machiavellis The Prince, Platons The Republic og mange andre.

Kandidat Sommerfest og

Fra 1945 til i dag har FN i alt iværksat 66 fredsbevarende operationer i både Mellemamerika, Afrika, Europa og Asien til en samlet pris af 60 mia. US dollars. De fleste af operationerne er i dag afsluttede og mange af dem erklæret for succeser af bl.a. FN selv. Men kriterierne for succes og fiasko er ikke sådan lige at gøre op, hvad har medført en forsimpling af debatten omkring operationerne med sig. Det er dog forståeligt nok, at debatten er havnet der, da FN i flere ombæringer har slået sig op på bl.a. disse operationer ved siden af andre gode ’sællerter’ som folkemords-konventionen, afkoloniseringen, såvel som menneskerettighederne og senest miljøet. De bidragydende lande har afgjort også set det som en mulighed for at drive PR derpå.

Torsdag den 7. juni 2012 på Hotel Hvide Hus i Aalborg Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivian@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fredag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Under den Kolde Krig havde FN’s medlemslande op mod en halv million soldater udsendt i 19 FN-operationer. Operationerne var ofte besat

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

med tropper fra små og mellemstore vestlige lande som: Canada, Østrig, Danmark, Sverige og Norge på baggrund af deres formodede upartiskhed. Canada havde ca. 30.000 soldater udsendt, mens de skandinaviske lande med ca. 125.000 udsendte soldater stod for ca. 25% af FN’s udsendinge i fredsbevarende operationer i FN-regi i perioden. I disse lande blomstrede forestillingerne om glorværdige indsatser for Verdensfreden. For det neutrale Sverige var disse operationer ekstra opportune at markedsføre sig på. Danmarks situation lignede Sveriges, om end man fra militærets side fandt operationerne distraherende i forhold til den krig, man i NATO-regi ellers gik og forberedte sig på. I disse små og mellemstore lande eksisterer der i dag på denne baggrund en udbredt naiv opfattelse af operationernes baggrund og betydning.

”Se og Hør”, nr. 47 november 1956

Trækkes der lidt af det stilistiske fra i forbindelse med poseringen, kan forsidebilledet fra et Se & Hør nummeret fra november 1956 ses som et eksempel på de forestillinger, der igennem tiden er blevet knyttet til deltagelsen i FN’s fredsbevarende operationer. Militæret har om nogen, måske forståeligt nok, siden afslutningen på den Kolde Krig bakket om op denne fortælling.

FN’s behov for at markere en stor afstand til Folkeforbundet, der trods visse succeser i forhold til mindre territoriale konflikter, ikke kunne forhindre krigens udbrud i 1939, har i den grad skabt illusionen af et brud. Flere af de samme folk, der havde stået bag dannelsen af Folkeforbundet, herunder måske mest interessant nationalisten og arkitekten bag det sydafrikanske apartheid system: Jan Smuts, såvel som flere britiske embedsmænd med det britiske imperium som kulturel bagage, var også direkte involverede i oprettelsen af FN eller bidrog med dele af den ideologiske bagage via deres indflydelse på FN’s yngre arkitekter. Real-politisk var der i samtiden heller ikke de store illusioner i forhold til FN’s karakter; et stor- og supermagtsfællesskab søgt iklædt universalisme mhp. at opnå en legitimitet. I samme tolkning tillægges FN’s menneskerettighedskonvention samt Folkemordskonventionen heller ikke den store betydning som motivationsfaktorer. Desuden blev opbakningen til afkoloniseringen også først af afgørende karakter flere år efter grundlæggelsen af FN og på baggrund af den voksende anti-

Historieskrivningen omkring operationerne har været domineret af mandlige militærhistorikere. Ofte med ansættelse på forsvarsakademier, eller tjenestegørende officerer og mestendels fokuseret på de vestlige nationale beslutningsprocesser i forhold til enkelte operationer eller de pågældende landes stolte traditioner med at yde bidrag til FN og verdensfreden. Selvom der blandt disse militær-historikere er en anerkendelse af Folke-forbundets fredsbevarende operationer, synes FN som ramme ikke at være blevet udfordret i den grad det er påkrævet. Ligesom man ikke er kommet udover vestlige perspektiver.

kolonialisme nedefra parallelt med dennes referencer til menneskerettighedsparadigmet.

senest tilkomne prisme er postkolonialismen med dennes forsøg på at promovere et hverdagsfokus. Dette har dog ikke haft den store gennemslagskraft grundet den store afstand til de dominerende fortsat stats-centrerede og discipliner.

Afgørende for udviklingen af den romantiserede forestilling af FN som helhed er derudover også organisationens egen samt amerikanske historikeres og politologers forsøg på dels at gøre organisationen relevant og dels fremhæve en amerikansk tradition for internationalisme igennem hele den yngre Bush’s tid som amerikansk præsident. Herved er FN blevet præsenteret relativt ensidigt i forhold til baggrunden for organisationens oprettelse og arven fra Folkeforbundet.

Samlet set er der dog en udtalt og voksende kritik af, hvorledes operationerne efter 1990 synes at indføre den neoliberale dagsorden i missionsområderne såvel som et voksende fokus i dybden på enkelte operationer. Det indikerer altså en erkendelse af behovet for mere viden og forståelse. Men perspektiverne strækker sig ofte dog ikke længere end 1990.

Andre discipliner har også haft operationerne i søgelyset, og der findes nu flere dedikerede tidsskrifter. Under den Kolde Krig var det politologien og dennes underforgrening International Relations, der anlagde primært funktionelle perspektiver ift. finansiering og logistik eller normative kommentarer på supermagternes indflydelse på FN.

Dette skel mellem prismerne, der anlægges henholdsvis oppe og nedefra, samt den manglende historiske dybde har, så vidt jeg kan se, medført et problem i at koble dem sammen på en måde, hvor man kan se det internationale i det lokale og omvendt, I projektet forsøger jeg derfor på baggrund af en postkolonial platform at komme ud af det ensidigt vestlige ståsted ved se på de ’internationale hverdagsrelationer’ mellem de danske soldater og de lokale i Sinai ørkenen, Gaza og på Cypern.

Med afslutningen på den Kolde Krig udkom enkelte bredere oversigtsværker, hvor fokus var på skellet mellem de ældre såkaldt fredsbevarende operationer og de nyere mere robuste fredsskabende operationer. Efter dette koncepts fiaskoer i Somalia, på Balkan og i Rwanda, der i den grad understregede at FN er styret af interesser, begyndte kritiske perspektiver dog at florere. Disse handlede om snævre nationale interessers indflydelse, organisationens struktur, rollen af Bretton Woods, institutionernes rolle i dannelsen af de konflikter, operationerne blev sat ind for at håndtere/løse. Fra midten af 1990’erne og frem fulgte andre kritiske perspektiver fra Peace Studies samt feministiske og kulturelt tonede tilgange indenfor politologien og International Relations.

Målet er at tage de første spæde skridt imod et alternativt og lokalt rodfæstet perspektiv på disse to specifikke operationer, og i noget omfang, på FN’s fredsbevarende operationer under den Kolde Krig mere generelt. Af upubliceret materiale kommer jeg til at arbejde med både danske materialer fra Udenrigsministeriet såvel som de udsendte enheder samt materiale fra flere FN arkivfonde, herunder bl.a. UNEF og UNFICYP, materialer fra missionsområderne, FN’s Flygtningehøjkommissariat og den Ægyptisk-Israelske Våbenstilstands Kommission.

Rammen har dog været, og fortsat er, det internationale system og statslige perspektiver indenfor disse politologiske strømninger. Det 27

Det publicerede materiale består af henholdsvis materiale fra FN og dansk materiale i form af udsendte soldaters dagbøger, militærets egne udgivelser, folketingsforhandlinger, aviser, ugeblade mv.

Museumspraktik af Lasse Kristian Taagelund Justesen, stud.hist. 10. sem.

I de undervisningsforløb jeg kommer til at indgå i, håber jeg således at kunne invitere jer ind i denne verden specifikt og mere generelt i det 20. århundredes udvikling i de internationale organisationer samt den Kolde Krig.

Kandidat Sommerfest

Da jeg i år 2010 skulle finde mig en praktikplads ifm. kandidatuddannelsen i kulturformidling, havde jeg ikke andre krav end, at praktikstedet kunne tilbyde nogle faglige udfordringer. Af en eller anden grund havde jeg fået den idé, at et museum i mellemstørrelsen ville være optimalt, da sådan et sted (i mit hoved) ville have nok ressourcer til at kaste sig over nogle spændende projekter, men samtidig også så relativt få ressourcer, at en praktikant - gratis arbejdskraft ville blive taget imod med kyshånd. Om den tese holder ved jeg ikke, men da en af mine kære medstuderende ringede til mig og spurte om jeg ikke skulle i praktik på Ringkøbing-Skjern Museum - hvor hun lige havde afsluttet sin praktik - bed jeg på krogen. Det var også mens diskussionen om “udkantsdanmark” var på sit højeste, så der var nok også et strejf af påtaget martyrium over det, men lad nu det ligge.

Torsdag den 7. juni 2012

Min lille tese viste sig at holde vand, om ikke andet så på Ringkøbing-Skjern Museum. Museet er et mellemstort museum med et ganske flot besøgstal - takket være de mange tyske turister på vestkysten. Museet består af 14 afdelinger i forskellig størrelse, og de mange afdelinger betyder, at der jævnligt laves nye udstillinger. Da jeg startede min praktik i september 2010 løb jeg således ind i ikke så få projekter. Først blev jeg kastet ud i en miniudstilling på Ringkøbing Museum, hvor jeg kunne præge et lille hjørne af udstillingen. Det var ganske vist et meget lille hjørne, men det var en museumsfaglig opgave som skulle være færdig inden for den første uge af mit praktikophold - velkommen til den virkelige verden!

på Hotel Hvide Hus i Aalborg Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivian@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fredag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

Det næste lille projekt jeg fik lov til at rode med, var en netbaseret udgave af ovenstående udstilling. Her skulle oprettes billedgallerier og youtube-videoer, som skulle integreres på museets hjemmeside. Det var ikke lige noget jeg havde erfaring med, men man lærer jo bedst ved at prøve det. Sideløbende fik jeg også mulighed for at tage en del genstandsfotos til museets registreringsarbejde. Her var jeg i de fjerneste afkroge af museets magasiner. Nogle vil måske mene, at det lyder lidt kedeligt, men den lille dreng, som bor inden i mig, så det som et fantastisk skattekammer. Den lille dreng hoppede og dansede, når jeg tog ting ned fra hylderne blot for at opdage, at det var en savtakket krumsabel fra Indien eller en tidlig grammofon, der brugte hulkort så store som kloakdæksler.

udstilling (med tryk på mini) som jeg havde startet praktikopholdet med. Jeg har i forbindelse med min uddannelse efterhånden skrevet en del opgaver om formidlingsprojekter, og har også givet mit bud på, hvordan det kunne gøres, men her stod jeg altså med en helt konkret opgave. Skiftet fra en ren teoretisk udstilling til lige pludselig at skulle lave en meget konkret udstilling, gav anledning til en del overvejelser. Jeg skal ikke komme ind på dem her, da det sikkert er forskellige overvejelser fra person til person, men jeg har svært ved at tro, at der ikke er nogen (historiestuderende) som ikke vil have gavn af en praktikperiode - jeg klager ikke. Man finder ud af, hvordan hverdagen på et museum er, hvad det vil sige at skulle formidle til ALLE samfundsgrupper og, hvor forskelligt kultur og historie kan opfattes.

Det her var alt sammen i løbet af den første måned, hvilket tog pusten lidt fra mig, men samtidig var en rigtig god start på praktikforløbet. Det var et crash-kursus i museumsformidling. Det var meget sjovt at komme fra studiet, hvor vi havde kigget på det store billede - museumslove, kulturarvsstyrelsen (nu kulturstyrelsen) og lignende - til lige pludselig at være på et museum, hvor den praktiske tilgang spillede en større rolle end den seneste rapport fra kulturarvsstyrelsen.

Om udstillingen blev god vil jeg lade andre om at bedømme. Jeg kan kun sige, at det var en stor fornøjelse at lave den. Det var også en fornøjelse at følge med i de møder, hvor museets ledelse skulle fastlægge den kommende firårsplan for museet (det lyder meget stalinistisk, men er et krav fra kulturarvsstyrelsen). Det gav et fint indblik i, hvad de rapporter jeg havde læst i forbindelse med studiet egentlig betød for museerne.

Det lille crash-kursus og den praktiske tilgang blev også nødvendig, da jeg kastede mig over den egentlige praktikopgave - en jagtudstilling. En af museernes afdelinger, Strandgaarden, skulle bruge en ny udstilling og temaet var fastlagt. Jeg fik stillet seks små rum til rådighed, et budget og et tema - ellers var der helt frie tøjler.

Praktikopholdet giver et fint indblik i, hvad der venter på den anden side af studiet, når man kommer ud i “den virkelige verden”. Her kan du også forme din uddannelse og give den lige netop den profil, du ønsker. Så hvis du endnu ikke har været i praktik, kan du roligt glæde dig.

Her må jeg rose museet for at give en praktikant så frit spil. Det var enormt lærerigt at opbygge en udstilling fra bunden. For det første vidste jeg INTET om jagt, så det skulle jeg lige læse lidt op på. For det andet var den eneste udstilling jeg havde lavet inden da, den førnævnte mini-

selskaber for både Asien, Latinamerika, Australien, for skovhistorie, for vandhistorie, for middelalderens miljøhistorie og en del flere også blevet etableret.

Miljøhistorien kommer til Historiestudiet af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.

I Danmark står miljøhistorien stærkest inden for den empiriske udforskning med bl.a. Bo Fritzbøger og Karl-Erik Frandsens arbejde om skov- og landbrug, mens Bo Poulsen sammen med en god håndfuld historikere og biologer rundt omkring i Danmark inden for de sidste ti år har udforsket havenes miljøhistorie. Vejen til miljøhistorien er for Bo gået via historiestudierne ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet til en Ph.d. i fiskeriets kobling til den hollandske gyldne periode i 1600-tallet og videre fra det ene projekt til det andet med ansættelse som adjunkt og lektor på Roskilde Universitet.

Hvorfor miljøhistorie, hvad er det egentligt og hvad kan det tilbyde historiedisciplinen? Vi har talt med Bo Poulsen, historiestudiets nye lektor i miljøhistorie, der tegner et billede af et spændende felt i vækst med vide rammer. Mennesket har alle dage opmærksomme på de omgivelser, som de er en del af. Med spredningen af universiteterne over de sidste to hundrede år og især de seneste 40 år og den konstante vækst i nye fagretninger, der alle skulle markere forskellene fra hinanden, er en hidtil uset stor naturvidenskabelig viden blevet opbygget. Miljøhistorien bygger delvist på denne viden og disse fags dynamikker, men har også sin egen dynamik såvel som vidensproduktion. Dog er det ikke helt forkert fremadrettet at se miljøhistorien som en brobygger imellem historiedisciplinen og de naturvidenskabelige fag. Den amerikanske og tidligst oprettede tradition for miljøhistorie har sit udspring i den amerikanske miljøbevægelse. Personificeret om nogen af Rachel Carson mens den europæiske tradition derforuden også er inspireret af Annales-skolens holistiske drøm om at skrive den totale historie. Man kan i dag stadig se de to traditioner indenfor miljøhistorien i form af især antallet af stillinger, bevillinger såvel som forskningsprojekter, hvor miljøhistorie i USA er blevet lige så veletableret som kønshistorie eller kulturhistorie. I Tyskland blev et center med 50 forskere tilknyttet for nyligt oprettet i München. Ellers er det i mere begrænsede formater i Frankrig, Sverige og nu Danmark, at miljøhistorikerne har fundet en plads, om end det heldigvis ser ud til at ændre sig. Breder vi blikket ud i verden er der videnskabelige miljøhistoriske

Bo Poulsen

Publikationerne fra Bos pen har dækket emner som fiskeri, søfart, kystkultur, natursyn, globaliseringsprocesser, human kapital, Limfjordens miljøhistorie, og havet som: transportvej, ressource, og kultur- og kommunikationsforbindelse. HMAP-projektet indbragte i 2009 Bo og projektets øvrige forskere Videnskab.dks pris for årets forskningsprojekt i Danmark. Herunder listes derudover projekter, som Bo er eller har været involveret i: - Værtsskabet for "1st World Congress of Environmental History" (2009) - Redigering af tidsskrifterne PLoS One HMAP Collection og Temp – tidsskrift for historie 30

- Formandskabet for ekspertgruppen, SGHIST i regi af Det internationale Havforskningsråd (ICES).

Schmidt, ICES and the Carlsberg Laboratory, c. 1898-1933”, som Carlsbergfonden netop har bevilget støtte til. Vi ser ham dermed ikke som forelæser her og nu, men for Bo er relationerne mellem undervisere og studerende et privilegium, så det er noget, der ligger i støbeskeen. I den retning sidder han dog pt. og arbejder på formidlingen af miljøhistorie til en lærebog om tværvidenskab beregnet for første semester studerende.

- Paraplyorganisationen for miljøhistoriske selskaber, ICEHO, www.iceho.org. - Ledelsen af forskningsprogrammet History of Marine Animal Populations (www.hmapcoml.org) Nogle af jer har nok mødt Bo på arrangementet, der blev afholdt den 1. marts, hvor han gav en kort appetizer på miljøhistorien. I forlængelse deraf har vi spurgt Bo, hvad der gør miljøhistorien så interessant for ham:

Vi ønsker ham god vind med hans igangværende projekter og velkommen til studiet.

Set & Sket på Historiestudiet

For mig er det bl.a. spændende at prøve at indfange noget, der flytter sig, hvad enten det er mennesker, varer eller fisk. (…) Koblingen til virkeligheden og muligheden for at bidrage med noget af betydning er en væsentlig motivationsfaktor. (…) Feltet kan også bidrage med et tidsligt perspektiv, der ofte mangler i de naturvidenskaber og samfundsvidenskaber, vi trækker på.

skrevet af Katrine Funding Højgaard, 2. sem. stud. hist. og Martin Ottovay Jørgensen, Ph.D. stip.

Skibe, Skanser og Siam Cement Den første marts afholdt Historiestudiet under Iben Fonnesberg-Schmidts kyndige ledelse Museumsdagen med henblik på at udbrede kendskab til den museale forskning under temaet skibe, skanser og cement med deltagelse fra flere museer fra nærområdet såvel som Randers og Thy. To af vores egne PhD stipendiater, Johan Heinsen og Henrik G. Nielsen og den i bladet andetsteds nævnte Bo Poulsen deltog også med indlæg.

Vi stillede ham også spørgsmålet om, hvad der er det centrale i miljøhistorien, og hvad han mener miljøhistorien kan give resten af historiedisciplinen. Hertil svarede han: Det handler om at forstå de dynamiske faktorer for samfundsudvikling over korte og lange tidshorisonter, herunder særligt i relation til de fysiske omgivelser og naturressourcer. (…) Bevæger man sig i grænsefladerne mellem disciplinerne, kan man nok oftere være heldig at se nye perspektiver og skabe ny viden. Det handler ikke så meget om fag, men om god eller dårlig videnskab.

Alene ud fra den brede skare af deltagere lige fra studerende herfra studiet til museums- og arkivledere, der endvidere forblev frem til slutningen på arrangementet sent om eftermiddagen, kan det vist kun ses som succes.

Bos første store opgave her på AAU bliver at løfte forskningsprojektet: ”Navigator - Johannes 31

Filmklubben genstartet!

Fernisering af Václav Havel fotoudstilling

Historisk Filmklub gik i luften første gang 8. marts hvor Martin O. Jørgensen lagde ud med en halv times oplæg om Congos historie og baggrunden for nutidige konfliktområder, hvorefter dokumentaren ”Blood In The Mobile” blev vist, en film der søger at afdække Nokias brug af ’konfliktmineraler’ fra det østlige Congo, der mere eller mindre direkte sponsorerer krig mellem regionale grupperinger. Det var en hyggelig og oplysende aften, men desværre var fremmødet ikke overvældende.

Václav Havel er kendt verden over som digter, tekstforfatter, dissident og bannerfører i Tjekkoslovakiets Charta 77 bevægelse, siden også landets præsident fra 1989 til 1992 og efter delingen af landet også Tjekkiets præsident fra 1993 til 2003. Fotoudstillingen er en rejsende udstilling organiseret af den tjekkiske ambassade i København og etableret i fælleskab med AUB, hvor den er opstillet ved indgangen. Billederne er taget af de tre i Tjekkiet velrenommerede fotografer (Oldřich Škácha, Karel Cudlín og Alan Pajer), der via deres personlige venskab med Havel, fik en usædvanlig adgang som ’hoffotografer’ herunder i hans tid som præsident.

Så hvad skal der til for at tiltrække flere til et sådant arrangement? Er dokumentargenren nogo, eller skal det blot omhandle et andet emne? Er der evt. større interesse for almindelige spillefilm bygget på historiske begivenheder? Fra arrangørernes side er hensigten at afholde sociale events der kan samle historiestuderende på tværs af årgange, og samtidig give et fagligt input. Vi er meget interesserede i at høre jeres kommentarer – hvordan får vi lokket flere til at deltage?

Spilaften 21. marts debuterede Historisk Spilaften, og imponerende otte fremmødte var lige nok til at danne fire Besserwizzerhold. Det var en hyggelig aften med kaffe, kage og kamp om paratviden, men vi vil gerne have mange flere med! Der går rygter på Pergamentets redaktion om at der findes nogle dygtige backgammonspillere på studiet, så hvis der er udfordrere nok, kan vi stable en turnering på benene til næste Spilaften. Derudover er der altid mulighed for at spille kort, Trivial, Settlers og meget andet. Formålet er blot at hygge sig i selskab med andre historiestuderende. Så kom med, historikere, det værste der kan ske, er at I taber et spil!

Marianne Rostgaard, lektor her på studiet, holdt efter en kort velkomst af AUB en introduktionstale. I denne samlede hun trådene mellem Václav Havel, Charta 77, 1989 og tiden derefter samt glemslen af det enorme paradigmeskifte man oplevede i Tjekkoslovakiet og resten af det forhenværende Østeruopa og betydningen af det på baggrund af 9/11.

Ambassadørråd Jiří Borcel holdt derefter en tale, der udover at forklare lidt om fotograferne og udstillingens tilblivelse, også indeholdt nogle personlige anekdoter om hans egen tid før og efter 1989.

Nu arbejder jeg som administrativ leder i Jobcenter Aabenraa, og er samtidigt byrådsmedlem i Sønderborg Kommune. Vi lever i en verden, hvor det at kunne arbejde i grupper er et must. Dette har jeg fået ind med modermælken på AAU, hvilket virkelig er en kvalitet ved Aalborg Universitet. Bevares, så kan det til tider være ”hårdt arbejde” at være i grupper, men det opvejes til fulde af den forståelse man får for andre mennesker og de synergieffekter, der opstår i gruppearbejdet. Med andre ord betyder det, at man har lært at arbejde problemorienteret og, at man fra dag ét i jobbet er rustet til at løse opgaver, fordi man har en solid ”værktøjskasse”, som man kan bruge i mange arbejdssituationer. Min uddannelse har givet mig en bred historisk, økonomisk, samfundsmæssig og sociologisk viden, som jeg dagligt trækker på. Fordelen ved uddannelsen er, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i ting, analysere og finde redskaberne til at løse problemstillingerne.

Slutteligt blev der serveret diverse snacks og glimrende tjekkiske øl og snakket. Udstillingen kan ses på AUB frem til den 6. maj.

Selvom uddannelsen jeg valgte, er en typisk "gymnasielærer"-uddannelse skal man vide, at der er mange andre døre der står åbne, da man i mine øjne, i mange henseender kan betragtes som generalist. Historieuddannelsen har især øget min forståelse af, hvor vigtigt det er at have forståelse af konteksten for at kunne løse de forskellige problemstillinger. I dag arbejder jeg på arbejdsmarkedsområdet som administrativ leder. I den situation er det også givtigt at kende til de historiske omstændigheder vedr.: velfærdsstaten udvikling, fagforeningens betydning, september forliget, arbejdernes historie etc. som jeg bl.a. har skrevet projekter om undervejs i studierne.

Lidt refleksioner fra det sønderjyske af Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen, Cand.mag. Jeg dimitterede fra Aalborg Universitet i 2007 med en cand.mag. i bagagen. Mit hovedfag er samfundsfag, og mit sidefag er historie. Jeg har ikke en eneste gang fortrudt mit valg af uddannelse og universitet, for jeg har virkelig gjort brug af mine tilegnede kompetencer herfra.

Afslutningsvis vil jeg gerne sende en stor hilsen og et tak fra det sønderjyske til Mogens, Marianne, Knud og ikke mindst Vivian :-)

Jeg var så heldig, at jeg lige efter min dimission fik arbejde som fuldmægtig/projektkoordinator i Karriere Centret på Syddansk Universitet i Sønderborg- byen jeg oprindeligt kommer fra.

Mvh. Bjarke :) 33

Udover stueetagen er det tanken at have studenterarbejdspladser også på 2. salen i Krogh 1. Dele af Historiestudiets bibliotek placeres på 2. salen – hovedparten vil dog blive placeret i stueetagen sammen med arbejdspladser til specialestuderende. Stueetagen i Krogh 1 er ikke vores alene – den deler vi med studerende fra andre fag.

Vi er flyttet! skrevet af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.

Historiestudiet er flyttet til Kroghstræde 1. Det gælder ikke bare Historiestudiet, men det insitut vi hører under: Institut for Kultur og Globale Studier

Vi håber med tiden at få etableret et velfungerende studie- og forskningsmiljø i Krogh 1, og at der om ikke fra dag 1 efter indflytningen så på sigt vil være arbejdspladser til alle studerende, der gerne vil sidde og arbejde herude, og at der samtidigt kommer gang i udveksling på tværs af uddannelser og forskningsfelter både internt på Historiestudiet og mellem instituttets mange fagområder. Nye fysiske rammer gør det ikke alene – men de kan være med til at åbne op for nye muligheder både at indrette sig på og gøre ting på.

Hvorfor? Først og fremmest fordi to institutter for to år blev til et. Skulle institutterne slås sammen ikke bare af navn men af gavn, duede det ikke, at vi blev boende hver for sig. Og som konsekvens heraf er Historiestudiet flyttet fra den mangeårige adresse på Fibigerstræde 5 til Kroghstræde 1, som er en meget anderledes bygning end Fibigerstræde-bygningerne. Alt videnskabeligt personale (VIP’erne) på Historiestudiet er flyttet ind på 2. salen i Krogh. 1. Studiesekretærer sidder sammen med øvrige studie- og institutsekretærer på 1. salen i Krogh 1, og der er studenterarbejdspladser bl.a. i stueetagen i Krogh 1.

Der er nedsat en ’brugergruppe’, der tager sig af indretningen af stueetagen i Krogh. 1. Vi får forhåbentlig snart pakket de sidste flyttekasser ud, og studienævnet inviterer derfor alle historiestuderende til at bese de nye lokaler samme dag som der er projektaflevering. Der bliver enten serveret kaffe/kage eller et eller andet andet spiseligt og drikkeligt. Nærmere om tid og sted sendes i ud når tiden sig nærmer.

Vivian kan altså findes på 1. salen i Krogh 1 (hvis I kigger godt efter!), sammen med Rikke. Ideen med at placere alle sekretærer og sekretariater på samme etage og ved siden af hinanden i stedet for spredt ud i miljøerne er, at det bl.a. giver mulighed for udveksling af erfaringer på tværs og for at ’vikariere’ for hinanden – det har betydning for små uddannelser, der måske kun har 1 sekretær. I det hele taget er en af ideerne både i sammenlægningen af to institutter til Institut for Kultur og Globale Studier og den fysiske planlægning, at det skal være nemmere at gå på tværs mellem fagområder. Til gengæld mister vi måske lidt af sammenhængen internt på Historiestudiet, hvor vi var vant til at VIP’erne, sekretærer og studerende sad i samme bygning, og at vi i det hele taget var ”herrer i eget hus” på Fibigerstræde 5.

meget bredt, hvad historieskrivningen i stigende grad også synes at afspejle.

Temaet i næste blad: ”Krige og Konflikter”

Det kan således være de lokale perspektiver på relativt snævre problemstillinger alt fra skærmydsler indenfor husets fire vægge i senmiddelalderens Aalborg og omegn til et komparativt perspektiv på de nordjyske og vestsvenske skolevæsens håndtering af konflikter mellem elever og lærere siden 1970’ernes nye pædagogik til nedgangen i strejker og arbejdskonflikter siden fremkomsten af fagbevægelsen til idag.

Næste udgave af Pergamentet vil blive bygget op omkring temaet ”krige og konflikter”. Som fjendebilleder og kulturmøder er krige og konflikter noget nær faste bestanddele af menneskets grundvilkår - om man vil det eller ej. Om man vil krigene eller ej, er det ubestrideligt, at der er stor forskel på dem igennem tiderne afhængigt af, hvad der blev kæmpet om, hvem der kæmpede og, hvordan man kæmpede. Men hvad der er blevet set på i akademisk sammenhæng, har der dog ikke været konsensus om. Arbejdede man i Danmark med krig i akademiske sammenhænge, var man i lang tid op igennem det forrige århundrede ofte enten officer eller snævert fokuseret militærhistoriker med strategiske, operative og taktiske og tekniske perspektiver. Dette skyldes bl.a. den radikale historieskrivning, hvor alt relateret til krig og militæret ikke blev taget alvorligt nok. Et internationalt blik viser dog, at dette var en bredere strømning knyttet til den oprindeligt britiske liberalisme og derfor ikke blot et dansk fænomen. Indenfor de senere år har denne form for historieskrivning både i Danmark og internationalt dog heldigvis nærmet sig den mere traditionelle akademiske historiskrivning, så dimensioner knyttet til samfund og kultur er blevet inkorporeret. Omvendt har militærhistorien også sat krigen som formativ faktor på dagsordenen udenfor dens eget felt. Vi byder dog alle perspektiver velkomne her i bladet. Skriver du/I om fænghættens eller artilleri-granatens historie er i ligeså velkomne til at byde ind med indlæg som hvis du/I skrev om de sociale eftervirkninger af 1. Verdenskrig.

Omvendt kan det dog også være de store eller internationale perspektiver på olieudvindingen rundt omkring i verden; canadisk oliesand, arktiske boringer eller de brasilianske paralleller. Eller på de største multinationale virksomheders stigende afhængighed af forhenværende efterretningsofficerer og ’hemmelighedernes teknologi’ i kampen om markedsandele og produktudvikling. Eller nationale samt FN debatter og forhandlinger om urbefolkningernes rettigheder i forhold til jord, juridiske rettigheder og kampen om historien og hvordan disse eventuelt støder sammen med bl.a. olieselskabernes kamp for de knappe dråber i eksempelvis Nigeria eller Canada mv. Det kunne også dreje sig om formidlingen af krig/konflikter i museale sammenhænge, i computerspil, i gymnasieundervisningen, i Hollywoods, Bollywood og Nollywoods krigsfilm osv. Som tidligere temaer er der således ingen begrænsninger på tid og sted. Udenfor tema indlæg er dog også velkomne, ingen diskrimination her! Så har du/i et projekt der ligger og kalder på jer: ’skriv mig, skriv mig’ eller skal i blot have et råd for at komme ud af startblokken for at følge en tanke op, er i velkomne til at kontakte os. Vi hører hjertens gerne fra jer, da I også skal være med til at forme bladet med jeres stemme og med dét I finder interessant.

Krigenes makkerpar i temaet, konflikter, handler ikke nødvendigvis om lemlæstelse, krudt og kugler, kampen om Europa osv. Det skal forstås

Deadline er 1. september. 35

og nu... tilbage til fremtiden