Pergamentet nr 1, 2012 by Pergamentet

Pergamentet

no. 1, 2012

Tema: â&#x20AC;? Fjendebillederâ&#x20AC;?

Pergamentet

Anonyme oplæg optages derfor heller ikke.

Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU Midl. Ansvarshavende Redaktør: Martin O. Jørgensen (moj@cgs.aau.dk) Redaktion: Jonas Bertelsen (1.sem) Johan Heinsen (Ph.D stip.) Katrine Funding Højgaard (1.sem) Martin Minka Jensen (1.sem) Martin O. Jørgensen (undervisningsass.) Mia Bundgaard Rasmussen (1.sem) Søren Christian Winther (1.sem) Korrektur: Johan Heinsen (Ph.D stipendiat) Layout: Martin O. Jørgensen Daniel Nielsen Forside: Mia Bundgaard Rasmussen Skribenter i dette nummer: Jonas Bertelsen Yusuf Cakin Johan Heinsen Katrine Funding Højgaard Martin O. Jørgensen Knud Knudsen Mia Bundgaard Rasmussen Malene Bjørnskov Schmidt Søren Christian Winther

Indholdsfortegnelse Leder 3- Velkommen Tema 4 - Temaindledning 5 - Martin Luther og de ’djævelske tyrkere’ 7 - Tyskland som fjendebillede 9 - Side 9 pigen 9 - Sovjetunionen som fjendebillede for Danmark 12 - Fjendebilleder og sovjetiske propagandaplakater 19 - ’Balkan’ og den serbiske nationalisme 27 - Boganmeldelse: Paradigm Wars 29 - Boganmeldelse: Terror og Film 30 - Boganmeldelse: Fjendens ansigt 33 - Filmanmeldelse: Kingdom of Heaven Udenfor tema: 34 - Aalborgs skolehistorie Erfaringer fra medstuderende 35 - Arkivpraktik i Viborg

Deadline for indlæg næste nummer:) 01.04.2012 (udgives 01.05.2012 med temaet kulturmøder) moj@cgs.aau.dk Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse. Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning, Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Leder

Velkommen til kære læser! Du sidder nu med det nye blad Pergamentet, der er skrevet af og for studerende på Aalborg Universitets historiestudie. Der har tidligere været et blad for de studerende, men grundet manglende opbakning blandt de studerende gik det langsomt, men med hævet pande sin undergang i møde. Dette er ikke udtryk for en kritik af tidligere tiders redaktioner eller deres indsats, langt fra. Derimod er det netop en anerkendelse af denne samt en erkendelse af nødvendigheden af den større indsats det kræver at få et blad op at stå, men også at holde det i gang. Det er derfor nye kræfter, der er i gang. Pt. er det primært første semesters studerende, der har taget fat. Det synes dermed at love godt for fremtiden, da vi håber at den nuværende redaktion (som god vin og ost) bliver bedre og mere moden med tiden. Ikke desto mindre kan læserne se denne leder og resten af bladet som en opfordring til alle om at give en hånd med i form af et indlæg på baggrund af et projekt, en boganmeldelse, konstruktiv kritik, debatindlæg, praktik- og studieopholdserfaringer, fotos, ideer til et tema, ønsker om læsegrupper, layouttips osv. Kun jeres fantasi sætter begrænsningen for hvad bladet kan rumme. Derfor burde der med andre ord ikke være nogen begrænsning overhovedet. Vi holder os et stort køkken her, så der skal mange kokke til. Og man løfter som bekendt bedst i flok! Bladet er tænkt som et forum for dialog mellem os på studiet. Dvs. primært os studerende, men bladet vil også af og til rumme indspark fra underviserstaben. Planen og håbet er, at vi i fællesskab kan få udviklet bladet til et givtigt forum og få det til at fungere som et lærings- og formidlingsrum. Det lyder måske af store ord. Men når alt kommer til alt, er det faktisk det vi skal leve af: at analysere og formidle. Så jo før vi lægger os i selen, jo bedre kommer vi ud på den anden side. En kalender og meddelelsessektion vil også indgå fra næste nummer med henblik på f.eks. at få etableret en filmklub, en tradition for formidlings- eller debataftener og læsegrupper. Så tag endelig fat i redaktionsmedlemmerne på e-mail, på facebook, på telefon eller på gammeldags facon på gangen hvis du har noget på hjerte. Indholdsmæssigt kommer der fire numre om året opbygget omkring temaer, som vi beslutter på redaktionsmøderne, hvor alle er velkomne. Dog vil bladet også gøre plads til indlæg udenfor tema. Næste tema bliver kulturmøder - en af stedets specialiteter. Vi glæder os til at høre fra jer! Og god læsning! Med venlig hilsen Redaktionen

Tema-introduktion: Fjendebilleder Skrevet af Redaktionen

Fjendebilleder kommer i mange afskygninger. Fra de voldelige forestillinger om fjenden som den, der truer os på selve vores eksistens. Til politiske fjendskaber, hvor fjendens bajonet er skiftet ud med retorisk konkurrence. Hvis vi tillader os at tænke fjendskabet i dets flertydigheder bliver det til en næsten allestedsnærværende relation. Alle har fjender. Alle føler fjendskabet. Der er ingen vej udenom. Hvad er en fjende? Fjenden er som oftest en anden end os selv. I visse religiøse sammenhænge skal fjenden ganske vist uddrives fra selve kroppen, men også her lurer oftest en forestilling om dualisme. Fjenden er en anden, selv hvis denne anden er (i) vores egen krop. Det samme gør sig gældende i forhold til vores politiske fællesskaber. Fjenden er essentiel i det politiske projekt, fordi det oftest er fjenden, der giver vores fællesskaber en projektkarakter som sådan. I forsøget på at udradere, korrigere eller assimilere fjenden får vores fællesskaber en potentiel fremtid, hvor utopien afhænger af om operationen lykkes. Denne utopi ledsages derfor også af truslen om det dystopiske, hvis projektet slår fejl. En tilsvarende variant over denne tidslige dimension i fortællingen af fjendskabet er i de konservatistiske fortællinger om en svunden, men gylden fortid. Her er det fjenden, som har forvoldt skaden og henkastet samtiden i en falden tilstand. Derfor har vi brug for fjenden. Eller måske skulle vi rettere sige: uden fjenden har vi intet 'vi' som sådan. Fjenden er den kontrast, der gør det muligt for os at fortælle hvem vi er. I lyset af den

truende 'anden' kender vi os selv med sikkerhed: for vi fortæller her os selv, at vi netop er alt det, som vores fjende ikke er. Fjendebilledet spiller derfor en vigtig rolle i vores samfundsfortællinger. Alligevel kan fjendskabet komme bag på os, når vi selv finder os som genstanden for en andens fjendskab. Her føler vi ofte, at den som har gjort os til fjende har et forkert billede af os. De seneste årtiers krige er rige på sådanne eksempler og har fremavlet spørgsmål som: vi bringer demokratiet så hvorfor kalder I os for besættere? I fjendskabets konfrontation oplever vi derfor den ubehagelige indsigt, at gensidigheden ikke er symmetrisk. Virkeligheden er mere rig på betydning, end vi bryder os om. Vi sparker dette første nummer af Pergamentet igang med at kigge på fjendebilledet fra forskellige vinkler. Vi bevæger os primært omkring de store fortællingers fjendebilleder - dem vi finder i vores samfundsfortællinger, eller i religiøse verdensbilleders modsætninger imellem godt og ondt. Fra Luthers nedværdigende beskrivelse af den muslimske fjende, der tjener til konstruktionen af hans eget projekt. Over historier om danske trusselsbilleder, der drøfter sammenhænge (og manglen på samme) imellem de reelle trusselsbilleder og fjendebilledet. Endeligt kaster vi os over Balkan, der ofte er blevet set som en geografi defineret af fjendskaber og som rummer en skræmmende historie om fjendskabets magt. Vi bringer i dette nummer desuden en række anmeldelser af bøger og film, som fra forskellige vinkler fortæller om fjendskabet. Vi håber, at gøre anmeldelser til en fast del af dette blads repertoire, om end anmeldelserne i fremtidige numre ikke nødvendigvis behøver at illustrere temaet. Men nu: Lad fjendskabet begynde!

”Førend jeg nu formaner eller opmuntrer til at kæmpe mod tyrken, så hør dog for Guds skyld på mig, jeg vil først lære dig at kæmpe med den rette samvittighed. For selv om jeg godt, hvis jeg ville lade Adam være, kunne tie stille og bare se til, hvordan tyrken hævnede mig på de tyranner, der forfølger evangeliet og forvolder mig al mulig ondt, og betaler dem tilbage, så vil jeg dog ikke handle sådan, men tjene både venner og fjender, så at min sol kan gå op over både onde og gode, og jeg lade det regne over både taknemlige og utaknemlige.” 1

Martin Luther og de ”djævelske” tyrkere Skrevet af Yusuf Cakin

Forholdet mellem de kristne europæere og muslimer har været anstrengt siden mødet mellem Kristendommen og Islam. Ligeså gammel er den fjendtlige fremstilling af hinanden.

Martin Luther startede protestantismen og blev forfulgt af katolikkerne. Han velsigner sit eget budskab ved at sammenligne det med solen. Trods denne konflikt vil han ikke svigte det kristne Europa og signalerede nødvendigheden af at stå sammen imod tyrkerne. Martin Luther

Martin Luther fremførte et af hans fjendebilleder mod det Osmanniske Rige i 1528, hvor Sultan Süleyman spredte frygt i Europa - især efter hans triumferende sejr ved Mohács i det nuværende Ungarn i 1526. Dette billede af fjenden fremkommer i Martin Luthers brev til Landgreven Philip af Hessen, som også blev udgivet som en lille bog i 1529, der kom til at hedde ”Om Krigen Mod Tyrkerne”. Samtidig i 1529 vendte Süleyman for alvor blikket mod vesten og belejrede Wien. Derefter skrev Luther sin anden prædiken i 1530, som kom til at hedde ”Hærprædiken imod tyrkerne”. Luthers skrifter fra 1529, hvor han flere steder kalder tyrkerne og deres tro for djævelsk, kan bruges til at illustrere et fint eksempel på et voldsomt fjendebillede. Men fjendebilledet bruges også til at fremsætte en lektie til Luthers egne medkristne. Her proklamerer Luther blandt andet:

Martin Luther mente, at man ikke blot skulle modstå tyrkerne i krig, men modstå deres tro, som han mener, er noget djævelsk. Kampen skal ske på det guddommelige og åndelige stadie: ”Dette her ønsker jeg skal påvises for den første mand, nemlig hoben af kristne mennesker, for at han kan vide og indse, hvor nødvendigt det er at bede, og indse, at man først må slå tyrkernes Allah, det vil sige, hans gud, djævelen, og således støde hans magt og guddommelighed fra ham; ellers er jeg bange for, at sværdet kun vil udrette lidt. ”2 Og den åndelige kamp skal modstå tyrkerens sværd: ”Deraf kan nu enhver nok mærke, at Muhammed ødelægger vor Herre Kristus og 1

Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529. Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529.

hans rige. For den, der fornægter det om Kristus, at han er Guds søn og er død for os og endnu stadig lever og regerer ved Guds højre hånd, hvad har han mere tilbage af Kristus? Så er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og hele den kristelige lære og hele det kristelige væsen forsvundet, og i stedet for Kristus er der ikke andet end Muhammed tilbage med samt hans lære og egne gerninger og især hans lære om sværdet. For det er den tyrkiske tros hovedartikel, hvori al vederstyggelighed, al vildfarelse og alle djævle er samlet til ét.”

verdslige herredømme, men også at støde Kristi rige og hans hellige lemmer fra troen, som Daniel siger i 7,8. Derfor vil jeg dele denne prædiken i to dele; først undervise samvittighederne, derefter formane næven. [...] Derfor, hold fast ved det og vær sikker på, at tyrken ganske sikkert er den sidste og værste vrede fra djævelens side mod Kristus, hvormed han støder bunden ud af karret og ganske udgyder sin vrede over Kristi rige; dertil kommer så Guds største straf på jorden over de utaknemlige og gudløse foragtere og forfølgere af Kristus og hans ord, hvilket uden tvivl er forløberen for helvede i den evige straf.4

Som Martin Luther beskriver nederst i teksten er sætningen ”samlet i ét” en korrekt bemærkning. For i Islam lyder trosbekendelsen som: ”Der findes ingen gud, udover gud og Muhammed er hans budbringer”. Derfor ville idéen om treenigheden i muslimernes øjne også være en ”vildfarelse” som Martin Luther selv beskriver det. Det er et eksempel på, at fjendebilleder kan være gensidige. Det nedenstående citat bakker op omkring den forrige citat. ”Og hvad der vel er endnu mere: Når tyrkerne går i slag, så er deres løsen og skrig intet andet ord end Allah, Allah, og det skriger de, så himmel og jord giver genlyd af det. Men Allah betyder Gud på deres arabiske sprog, på det gebrokkent udtalte hebraiske: Eloha; for de har lært i deres koran, at de altid skal prale af disse ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket altsammen er et djævelsk kneb.”3 Teksten byder på flere eksempler på Luthers frygt for osmannernes intentioner og den djævel, som handler igennem dem: ”For djævelen søger gennem sit redskab, tyrkerne, ganske vist ikke alene at opnå det 3

Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529.

Portræt af Sultan Süleyman, lavet af den danske maler Melchior Lorck under hans ophold i det Osmanniske Rige. Den er i dag i Statens Museum for Kunst: http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/vaerk-ikunstdatabase/view/index/Start/kunstvaerk/portraet-afsultan-suleiman-den-store/

Den osmanniske fjende har dog muligvis været behændig for Luther. Professor Murat Iyigun fra University of Colorado skriver, at det Osmanniske Rige har hjulpet Martin Luther omkring spredningen af protensantismen. Budskabet ville 4

Martin Luther: Heerpredigt wider den Türken. 1530.

dele det kristne Europa i to og dermed svækkede Pavens magt - en svækkelse, der ville være til osmannernes fordel. Det siges for eksempel, at osmannerne indirekte sendte penge til de prinser, grever osv. der støttede Martin Luther og budskabet. For yderligere læsning: Murat Iyigun: “Luther and Suleiman”, University of Colorado, 2008: http://www.colorado.edu/Economics/courses/iyi gun/ottoman081506.pdf Hvis man vil læse yderligere af Martin Luthers værker: http://www.martinluther.dk Om krigen mod tyrkerne: http://www.martinluther.dk/tyrk1.html Hærprædiken imod tyrkerne: http://www.martinluther.dk/tyrk3.html

Tyskland som fjendebillede Skrevet af Søren Christian Winther

Spørger man ældre generationer om deres holdninger til Tyskland, vil disse ofte, forståeligt nok, være præget af deres egne erfaringer og derfor anses Tyskland ofte som det overskyggende fjendebillede. Men Tyskland som fjendebillede hører reelt nyere tids historie til.

I 1864 blev den danske hær slået af det daværende tyske forbund og var nødsaget til at afstå her-

tugdømmerne Slesvig og Holsten. Dette er den første større konflikt Danmark og Tyskland oplever, hvilket er temmelig imponerende, når man tager begge landes krigs- og udvidelsespolitik igennem historien i betragtning. Når der siges Tyskland menes for nemheds skyld, også det Tyske Forbund, der opstod i kølvandet på Napoleonskrigene. Da krigene sluttede samledes de styrende kræfter i Europa ved Wienerkonferencen, hvor nye grænser blev oprettet, områder skiftede herredømme og det Tysk-Romerske rige definitivt gik til grunde. Dele af dette gamle imperium blev samlet igen, da det meste af det nuværende Tyskland blev samlet i det Tyske Forbund i 1815. På dette tidspunkt i historien har der ikke været de store konflikter danskere og tyskere imellem. Danmark har primært ligget i krig imod arvefjenden fra Sverige, som måske har været allieret med et tysk fyrstedømme i nogle af konflikterne. Sådanne alliancer må siges at være det tætteste på reelle kamphandlinger Danmark og Tyskland imellem. I flere hundrede år har Danmark og Sverige skiftedes til at erklære hinanden krig af enten åbenlyse årsager eller småligheder fra de forskellige regenters side. Faktum er i hvert fald at disse to lande har ligget i krig imod hinanden flere gange end de fleste andre lande. Den sidste af disse større konflikter sluttede i 1720 med afslutningen af det, der senere bliver kendt som den (sidste) Store Nordiske Krig. I efterspillet af Napoleonskrigene har Danmark måtte afstå Norge og har dermed mistet størstedelen af sine landområder. Jylland, Fyn, Sjælland og fyrstedømmerne SlesvigHolsten var nu de eneste områder under dansk kontrol og med tabet af det sidstnævnte område, var Danmark for alvor blevet en lilleputstat uden større europæisk indflydelse. De slesvigske krige i 1864 affødte en ren dansk stat, hvilket mange historikere mener, har været til fordel for landet, da det skabte en 100 % dansk nation, og perioden i årene efter er desuden ble-

vet udråbt til guldalderen i dansk litteratur. Parolen ”hvad udad tabes skal indad vindes” vandt indpas både i litteraturen og kunsten, men også blandt den bredere befolkning, og dermed var grundlaget lagt for et had imod naboen imod syd. En nabo man før havde haft et godt samarbejde med. Et reelt ”tyskerhad” opstod ligefrem - et had som på denne måde er knyttet til opblomstringen af en 'dansk' identitet. Der fandtes dog stadig danskere eller dansksindede syd for den nye grænse, og med udbruddet af 1. Verdenskrig blev disse mennesker nu konfronteret med deres nye status som tyskere. Af disse blev ca. 1000 sendt ned i skyttegravene, hvoraf kun ca. 250 vendte tilbage. Med afslutningen af 1. Verdenskrig blev Europas grænser tegnet op på ny, hvilket medførte at Danmark fik en del af Slesvig tilbage. 1. Verdenskrig lagde som sådan ikke op til fjendtligheder imellem Danmark og Tyskland, da langt de fleste krigshandlinger gik udenom danske interesser. Tværtimod erklærede Danmark sig neutralt, og en lukrativ handelspolitik blev gennemført, så både tyske og engelske interesser blev tilgodeset. Aftalen gik kort fortalt ud på, at der ikke måtte eksporteres materiel, der kunne bruges til krigshandlinger, hvilket f.eks. talte kødkonserves. Dette blev udnyttet til fulde af skrupelløse købmænd der sendte kød af tvivlsom kvalitet - kaldet Gullasch - ned til skyttegravene. Dette skabte mange nyrige, såkaldte Gullaschbaroner, i et Danmark der ellers var præget rationeringer og mangel på kapital i det meste af samfundet. Først igen under 2. Verdenskrig bliver Tyskland set som en fjende af landet. 9.april 1940 går de tyske tropper over den danske grænse og besætter landet stort set uden modstand, og den danske regering forsøger hurtigt at etablere en samarbejdspolitik med overmagten. Dette ender dog i 1943, da regeringen går af i protest imod de stadig strengere krav fra besættelsesmagten. Ved afslutningen af krigen ligger Europa nok engang i

ruiner, både fysisk også økonomisk, men i modsætningen til efterspillet efter 1. Verdenskrig, hvor Tyskland får pålagt indtil flere hårde sanktioner af forskellig grad, får landet i stedet øget opmærksomhed fra udlandet med henblik på genopbygning, bl.a. den såkaldte Marshall-hjælp fra USA. Historisk set har forholdet imellem Danmark og Tyskland altså ikke været præget af vanvittigt mange væbnede konflikter. Det er først indenfor ”nyere” historie, at de to lande er raget uklar med hinanden, og det er derfor mange i dag, der stadig har et negativt syn på landet. Heldigvis er forholdet landene imellem blevet langt bedre, bl.a. i kraft af, at fjendebilledet under den kolde krig blev flyttet fra Tyskland til Sovjetunionen og Østblokken. Det har også hjulpet, at begge lande har opgivet tanken om at udvide sine grænser. Faktum er, at de to lande altid har haft utrolig meget tilfælles, og udover de nævnte krigshandlinger, har tonen de to lande imellem som regel har været overraskende positiv. At Tyskland for mange især ældre danskere står som det danskes modsætning kan derfor i dette perspektiv synes paradoksalt. Den tyske indflydelse på dansk kultur og især sprog kan man heller ikke undgå at bemærke. Efter 2. Verdenskrig forsøgte man i Danmark at distancere sig fra det tyske ved bl.a. at reformere sproget, hvilket ses tydeligst ved at man fjernede navneordenes store begyndelsesbogstav. Man kommer dog ikke udenom at tysk er det sprog, der har haft en af de største indflydelser på det danske sprog - langt mere end f.eks. det engelske. Sammenfattende kan det siges, at Tyskland som fjendebillede først er opstået i tiden efter 1864, hvilket må siges at være imponerende når man ser på det generelle europæiske billede og de forskellige nabonationers forhold til hinanden op igennem historien. Set i historiens lange lys burde Sverige måske være et større fjendebillede for danskerne, men denne konflikt ligger givetvis

så langt tilbage, at den generelle befolkning ikke tænker over den anstrengte fortid i hverdagen medmindre selvfølgelig man taler i sportsregi hvor der stadig tales om Sverige som arvefjenden. I denne henseende er Tyskland derimod ofte blot endnu en modstander, der skal overvindes for at kunne stå øverst på sejrskammelen.

Hvis man vil læse mere om denne magtfulde kvinde anbefales værket: James Allan Evans: “The Empress Theodora: Partner of Justinian”, University of Texas Press, 2003 Indsend gerne forslag til næste nummers s.9 pige.

Side 9 Pigen Skrevet af Yusuf Cakin

Danmarks fjendebillede: Fra Tyskland til Sovjetunionen Skrevet af Katrine Funding Højgaard

Danmark har igennem de sidste 150 år frygtet de europæiske stormagter, først Tyskland og siden Sovjetunionen.

Theodora (500-548 AD.) er en af de mest fremtrædende kvinder igennem historien og måske den mest magtfulde kvinde indenfor den Byzantinske historie. Hun var Kejser Justinian den 1.s kone og var ikke af adelig herkomst. Hun var særdeles aktiv i det politiske miljø, og som kejserinde hjalp hun sin mand med at styre det Østromerske Rige. Det siges endda, at inden Kejser Justinian skulle beslutte sig for noget eller vedtage noget måtte han først høre hvad kejserinden havde på hjertet omkring sagen.

Danmark har en fortid som stolt krigsførende nation på linje med de øvrige europæiske stormagter. Gennem tiderne har det danske riges territorium varieret i størrelse, især bestemt af de mange krige mod Sverige, hvor Kalmarunionen 1397 kan ses som et højdepunkt for Danmarks magt med Dronning Margrethe I som regent for både Danmark, Norge og Sverige. Det 19. århundrede skulle dog byde på begivenheder, der reducerede Danmark til en småstat - blot en skygge af sin tidligere storhed. I 1807 bombede englænderne København og overtog den danske flåde, hvilket afsluttede Danmarks status som søfarende stormagt, og endvidere måtte Danmark i 1814 afstå Norge. Det sidste store hug i det danske territorium skete i 1864, hvor de sviende nederlag mod de overlegne preussiske styrker ved Dybbøl og Als resulterede i tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Det var i treårskrigen 1848-50 lykkedes danskerne at nedkæmpe slesvig-holstenske oprørere, der kæmpede for løsrivelse af helstaten, og disse blev støttet af preussiske styrker. Sejren gjorde de danske politikere overmodige, hvilket betød, at man ikke betvivle-

de Danmarks evne til også at forsvare territoriet i 1864, men nederlaget gav ar på selvtilliden. Efter 1864 måtte Danmark se nederlaget i øjnene, et nederlag, der fratog nationen 40 % af sit territorium til fordel for det tyske forbund. Danmark var for alvor reduceret til småstatsstatus, og måtte fremover forholde sig som underlegen i forhold til de europæiske stormagter, hvor især samlingen af det tyske rige i 1871 skabte et naturligt fjendebillede for det danske folk, der stadig havde nederlaget 1864 i frisk erindring. Grundet sin småstatsstatus måtte Danmark føre en passivitets- og neutralitets-politik for ikke at provokere fjenden i syd til yderligere invasion. Neutralitetspolitikken blev en del af Danmarks identitet, og varede ved op gennem den første halvdel af det 20. århundrede, hvor Danmark forholdt sig passivt under Første Verdenskrig, og førte en i manges øjne nedværdigende samarbejdspolitik med tyskerne under Anden Verdenskrig. 1945 blev dog et skelsættende år, hvor tyskerne blev besejret af de allierede stormagter, og ikke længere kunne opretholdes som en trussel for Danmark. Det langvarige fjendebillede var nu slået og under administration af USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig. Samtidig bød afslutningen på Anden Verdenskrig på et skifte i den internationale rangorden, da de tidligere stormagter, heriblandt Frankrig og Storbritannien, grundet krigsskader og dårlig økonomi ikke kunne opretholde sin stormagtstatus. Det tidligere multipolare system blev erstattet af et bipolart system, hvor kun Sovjetunionen og USA havde magtgrundlag til at blive kaldt supermagter. Disse to havde kæmpet på samme side under Anden Verdenskrig, men stod ideologisk som diametrale modsætninger, da USA stod for kapitalistiske idealer og demokratisk styreform, mens Sovjetunionen med sin totalitære styreform håndhævede den kommunistiske ideologi. Der opstod en tydelig splittelse mellem de to supermagter, en splittelse, der med tiden kom til at påvirke hele

verden, og perioden indtil Sovjetunionens opløsning i 1991 kendes som den kolde krig. Den 5. maj 1945 kunne det meste af Danmarks befolkning fejre befrielsen fra den tyske besættelsesmagt, da britiske tropper marcherede ind i Danmark, mens tyskerne vandrede den anden vej. Men på Bornholm var situationen anderledes dyster, da det var de sovjetiske tropper, der påtog sig opgaven at befri øen for den tyske besættelsesmagt. Befrielsen blev med bombardementer af Rønne og Nexø en voldsom begivenhed, og Sovjetunionen fastholdt Bornholm frem til marts 1946, hvor administrationen af øen blev leveret tilbage til Danmark under betingelse af, at ingen udenlandske tropper måtte opholde sig på eller i nærheden af øen - et forbehold, der faktisk blev håndhævet helt frem til år 2000. Denne betingelse forekom naturlig for Sovjetunionen, da forholdet til USA og den øvrige vestlige verden allerede var begyndt at blive anspændt. Desuden må Bornholms beliggenhed tages i betragtning, da øen ligger forholdsvis tæt på Polen og det daværende sovjetbesatte Østtyskland. Med denne beliggenhed havde Sovjetunionen en naturlig interesse i at bevare en vis kontrol over Bornholm, og med et forbud mod udstationering af udenlandske tropper, kunne man undgå, at øen blev et vestligt ’brohoved’ til øst. De sovjetiske tropper trak sig fredeligt tilbage fra Bornholm i marts 1946, men besættelsen, der havde varet i næsten et år, demonstrerede Sovjetunionens magt overfor småstaten Danmark. Det var altså reelt at frygte en sovjetisk invasion af Danmark, hvis Sovjetunionen skulle have sådanne intentioner. Årene 1945-49 blev en periode hvor Danmark gradvist bevægede sig fra neutralitetspolitik til alliancepolitik, hvilket d. 4. april 1949 endte med dansk tilslutning til Atlantpagten, det senere NATO (se kort nedenfor).

Hvordan udfaldet af en eventuel ny verdenskrig ville være, var et åbent spørgsmål, ligesom Danmarks skæbne i tilfælde af en storkrig mellem supermagterne var uvis. Danmarks geostrategiske placering som et såkaldt ’stepping stone country’ mellem øst og vest gjorde, at der var en vis international interesse for at have kontrol over det danske territorium, heriblandt Østersøindsejlingen og baserettighederne på Grønland. Danmark var blot en lille brik i det store internationale spil, og frygten for invasion syntes reel. Kilde: http://www.nato.int/multi/interactive-maps/dl_map_en.html

En tydelig og umiddelbar årsag til medlemskabet af Atlantpagten var den potentielle trussel mod Danmarks sikkerhed og suverænitet. Arven fra 1864 gjorde, at ønsket om neutralitet var stærkt iblandt både den danske befolkning og politikerne, men spændingerne mellem supermagterne øgede frygten for en sovjetisk invasion af Danmark. Det var svært at vurdere Sovjetunionens intentioner på daværende tidspunkt, og der var ikke klarhed over hvor stærkt et militær Sovjetunionen reelt rådede over. Man havde kendskab til Den Røde Hær, der betragtedes som verdens største landhær, og Sovjetunionen måtte trods alt i kraft af sin enorme territoriale størrelse regnes som overlegen i forhold til Danmark. (Kortet viser Sovjetunionen med satellitstater)

Kilde til kort med Sovjetunionens satellitstater. http://news.bbc.co.uk/2/shared/spl/hi/europe/04/changing_border s/html/1949.stm

Hans Hedtoft, der var Danmarks statsminister i perioden 1947-50, indså at Danmark ikke kunne fortsætte neutralitetspolitikken, som udtrykt i følgende citat: ”Pacifismen er et smukt ideal, men dur i praktisk politik ikke som metode”.5 I 194849 forhandlede Danmark med Norge og Sverige om at danne et skandinavisk forsvarssamarbejde. Der var flere fordele ved et sådant samarbejde: For det første var der mange både sproglige og sociale ligheder mellem de nordiske lande, og en lang fælles historie samt lignende socialdemokratiske ønsker om at udvikle en stærk velfærdsstat. For det andet kunne de nordiske småstater skabe et fælles samarbejde for bevarelse af suverænitet, og, for det tredje, bevare en vis form for neutralitet ved at holde sammen som skandinaviske nationer uden at tage stilling til tilhørsforholdet mellem øst og vest. Uenigheder ødelagde dog visionen om et nordisk samarbejde, da Sverige talte for en fuldstændigt neutral sammenslutning i forhold til øst-vest konflikten, mens Norge ønskede et samarbejde med de vestlige magter. Sverige fortsatte derfor sin neutralitetspolitik, mens Norge og Danmark gik med i Atlantpagten, og Danmarks neutralitetsprincip var hermed fortid. Man må vurdere, at den primære grund til indlemmelsen i Atlantpagten var frygten for Sovjetunionen - altså den potentielle trussel om invasi5

Thorsen, Leif (1998): Hans Hedtoft. En biografi. S. 207.

on. Det er tydeligt, at selv statsminister Hans Hedtoft indså, at passivitet og neutralitet ikke længere var farbare veje i udenrigspolitikken. I løbet af det 19. århundrede havde først Storbritannien og siden Tyskland erstattet rollen som fjendebillede for Danmark, en rolle Sverige tidligere havde varetaget. Omvæltningerne i det internationale system ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 betød, at Sovjetunionen overtog pladsen som Danmarks fjendebillede nu hvor Tyskland var besejret og opdelt i de allieredes besættelseszoner. Fra 4. april 1949 var Danmark erklæret medlem af de vestlige magter, og opnåede dermed en vis form for beskyttelse. Der var dog ingen umiddelbar garanti for, at USA og de øvrige vestlige magter ville skride ind i tilfælde af en pludselig sovjetisk invasion af Danmark i fredstid, men medlemskabet af Atlantpagten kunne fungere som et budskab til Sovjetunionen om, at en invasion af Danmark ikke var risikofri. I tilfælde af krigsudbrud mellem supermagterne ville situationen sandsynligvis se anderledes ud, da det danske territorium grundet sin strategiske placering ville være interessant for både øst og vest. Selvom Danmark nu i 1949 erklærede sit tilhørsforhold til de vestlige magter, søgte man samtidig at bevare et godt forhold til Sovjetunionen via ikkeprovokations-politik, som betød, at Danmark havde visse forbehold i forhold til NATO. Grundet aftalen med Sovjetunionen om tilbagetrækningen af sovjetiske tropper fra Bornholm i 1946, måtte der naturligvis ikke udstationeres NATO-tropper her, men Danmark øgede forbeholdet til at gælde hele det danske territorium (med undtagelse af Grønland, hvor USA havde baserettigheder). Derudover forbød Danmark atomvåben på dansk territorium, således at NATO ikke kunne opstille atommissiler pegende mod Sovjetunionen. De danske NATO-forbehold afspejler ikkeprovokations-politikken: Der var en naturlig frygt for at tirre den store magt i øst til at foretage en pludselig invasion af Danmark.

Sovjetunionen forblev i bund og grund et fjendebillede indtil afslutningen på den kolde krig i 1991, men den lurende trussel om invasion eller en tredje verdenskrig blev heldigvis ikke opfyldt, og til trods for den anspændte internationale situation, blev freden dog bevaret, således at anden halvdel af det 20. århundrede blev betydeligt mere fredeligt end første halvdel. Litteratur: Bent Jensen: ”Bjørnen og Haren”, Odense Universitetsforlag, 1999 DIIS: ”Danmark under den kolde krig”, DIIS, 2005 Leif Thorsen: ”Hans Hedtoft. En biografi”, Odense Universitetsforlag, 1998

Fjendebillederne i Sovjetunionen, set gennem propaganda plakater fra Revolutionen til Kruschev Skrevet af Martin O. Jørgensen

Den visuelle propaganda har været ivrigt benyttet af samtlige stormagter i det 20. århundrede. Her vises et udsnit af Sovjetunionens.

I dette indlæg lægges vægten bogstaveligt på det visuelle i begrebet fjendebillede. Udgangspunktet er den relativt store sovjetiske produktion af propaganda i plakatformat. Gennem 15 plakater følger vi udviklingen i den sovjetiske elites fjendebilleder og selvopfattelser fra revolutionen i 1917 med introduktionen af plakaterne som politisk (envejs) masse-kommunikationsmiddel til slutningen af 1950’erne, hvor plakaterne gradvist blev udkonkurreret af det nye fjernsynsmedie. Plakaterne - og givet vist ikke kun de sovjetiske men også de tilsvarende tyske, franske, britiske, amerikanske pendanter for blot at tage nogle – skal langt hen ad vejen ses som det modsatte af kunst og er ofte groteske set i kontekst. Det skal forstås på den måde, at hvor kunst er skabt unikt,

og fordrer til lange og dybe refleksioner og eventuelt handlinger, er plakater et produceret massefænomen, med det ene formål at skabe umiddelbare handlinger og ideer.

Den korte forhistorie Fra plakaternes fremkomst under tsarstyret og industrialiseringen spillede de ikke nogen større politisk rolle. De blev primært brugt til at promovere ballet og internationale udstillinger såvel som reklame for diverse produkter som symaskiner, krudt og patroner til jagt, te, øl, vodka, tobak, parfumer, kakao og chokolade. Livet var dog for flertallet langt fra præget af luksus. De ringe kår på landet (trods reformer), nederlaget til Japan i krigen 1904-1905 og massakren af demonstranter i Sankt Petersborg i 1905 førte til en voksende kritik af tsaren, der dog ikke lod sig flytte. Her blev plakaterne dog anvendt til indsamlinger til Røde Kors og støtte til krigsofrene. Samlet set førte den voksende elendighed til en gradvis radikalisering af forskellige grupperinger i samfundet. I årene fra 1914 frem til 1917 led den russiske befolkning under tyskerne og osmannernes inddæmning, da det ikke var muligt at importere fødevarer, brændsel og olie samtidig med, at værdien af penge faldt, og strømmen af sårede soldater ikke holdt op.

Aleksandr Petrovich Apsit: “The year of the proletarian dictatorship” (1918)

Den næste plakat af Deni fra 1920 markerer dog den begyndende ’socialistisk realisme’ som stilen stedmoderligt siden er blevet døbt. Her er fjenden ikke længere udelukkende tsaren, men ’de hvide’ og ’andre reaktionære’.

Fra 1917 til midten af 1930’erne Efter Februar- og Oktoberrevolutionerne og under borgerkrigen begyndte man fra bolsjevikkernes side, givetvist med inspiration fra Europa, at søge efter mere effektive massekommunikationsmidler. Plakaten blev et af dem, og plakaten fra 1918 er en af de første. Stilen og stregen er præget af tidligere års plakatstile og inden topstyringen fra slutningen af 1920’erne slog igennem for alvor. Viktor Nikolaecich Deni: ”Each Strike on the Anvil Is a Strike against the Enemy!” (1920)

Da sejren for kommunistpartiet var i hus igennem dominans af det russiske, nu sovjetiske, samfund og de fleste af de løsrevne republikker var indfanget igen overgik man fra fjendebilleder til selvglorificerende og topstyrede plakater som den nedenfor med Lenin og ’fremskridtet’ fint illustrerer det.

Adolf Iosifovich Strakhov Braslavskii: ”Emancipated Women – Build Socialism!” (1926)

Yulii Ezakielevich Shass og Vasilii Alekseevich Kobelev: “Lenin and Electrification” (1925)

I tiden efter 1921 med nationaliseringen af bankerne, virksomheder, jord- og pengeøkonomien gik man dog over til mere inklusive plakater for også at lade befolkningen indgå i ‘proletariatets diktatur’. Plakaten nedenfor viser en frigjort kvinde foran rygraden af det nye sovjetiske samfund, industrien. Som navnene på nogle af plakatmagerne viser, var jagten på de jødiske kadrer endnu ikke gået i gang. Fabrikkerne måtte endnu også ose, idet man først efter krigens afslutning i 1945 erkendte sundhedsproblemerne og afskaffede fabrikkernes osen på plakaterne.

Stalins tvangskollektivisering, der førte til millioner af døde og den ideologiske udrensning i partiet, hæren og resten af samfundet og oprettelsen af Gulag fangelejrsystemet fulgte i slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne, hvor plakaterne dog reklamerede for bl.a. øl, chokolade, zoologiske haver og sutter. Her var der ikke behov for at reklamere for befolkningen, idet man systematisk var ved at udrydde bestemte dele af den. Fra midten af 1930’erne til 1945 Med nazisternes vej mod magten og tilsvarende udvidelsesplaner voksede ængstelsen hos Stalin, hvad plakaterne i disse år kom til at understrege om end der også blev reklameret for forbrugsgoder. For at berolige befolkningen portræterede man den stærke ledelse, dvs. Stalin og den

loyale Røde Hær som patriotiske forsvarere af de sovjetiske grænser.

Sergei Dmitrievich Igumnov: ”We’ll Uproot Spies and Diversionists of the TrotskyBukharinite Agents of Fascism” (1937)

Gustav Gustavovich Klutsis: ”Long Live the Worker-Peasant Red Army – The Loyal Guard of the Soviet Borders” (1935)

Samtidig blev politiske fjender indenfor de sovjetiske grænser sat lig nazisterne og NKVD, det hemmelige politi, illustreret som garanten for sikkerheden i form af en stærk (rød) arm som på efterfølgende plakat.

Under krigen blev Hitler og upersonificerede nazistiske soldater yndede tegneobjekter. De nationale helte var nu individuelle om end ensformige og ofte store og stærke (ofte røde) soldater fra den Røde Hær, mens sovjetiske, truede kvinder og børn blev anvendt til at højne kampmoralen. Dette ses på de to følgende plakater på næste side.

Efter krigen, hvor ca. 27 millioner soldater og civile fra Sovjetunionen døde, blev de sovjetiske soldater forståeligt sat på plakaterne som helte.

Mikhail Vasilevich Kupriianov, Porfirii Nikitich Krylov og Nikolai Aleksandrovich Sokolov: ”We Will Mercilesssly Crush and Destroy the Enemy” (1941)

Viktor Semenovich Klimashin: ”Glory to the Victorious Warrior!” (1945)

Fra til 1945 til Kruschev

Viktor Borisovich Koretskii: ”Red Army Warrior, Save Us!” (1942)

I produktionen af plakater efter krigen går enkelte navne ofte igen. Det indikerer, at Stalin fandt sig nogle leveringsdygtige plakatmagere som f.eks. Koretskii, der også er præsenteret på næste side med to plakater. Strategien fra slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne gentog sig. Igen var temaerne indadtil en blanding af de to spor ’ingen indre fjender’ og ’fremskridtet’ i form af eksempelvis voksende høstudbytter, små velfodrede skolebørn og en glorværdig landsfaderskikkelse i form af Stalin der markerede denne del af propagandaen.

Viktor Borisovich Koretskii: ”Love the Motherland” (1950) Mikhail Mihailovich Soloviev: ”It’s Good to Work – There Will Be a Good Grain Crop” (1947)

Fjendebilledet udadtil viste, ikke overraskende, både det stærke USA og de europæiske stormagter. Relationerne imellem de vestlige lande blev præsenteret som suspekte, mens USA kom til at stå som imperiebygger med et globalt net af militærbaser - en ikke helt skæv observation.

Viktor Semenovich Ivanov: ”We’ll Arrive at Abundance” (1949) Viktor Borisovich Koretskii: ”We Demand Peace” (1950)

og Stalin skrevet ud af narrativet. I slutningen af 1950’erne synes plakaterne at have fået en mindre rolle, idet det levende billede med lyd i form af fjernsynet overtog plakatens funktion med stor effektivitet.

Afslutning

Viktor ivanovich Govorkov: ”Phrases and … Bases” (1952)

Plakaterne, der er blevet bragt her, udgør selvfølgelig kun et lille hjørne af den samlede produktion, men er valgt med henblik på at vise de overordnede linjer. Generelt kan der på baggrund af disse 15 plakater udledes, at fjendebillederne såvel som selvopfattelserne afbildet derpå afspejlede elitens tanker, den bredere kontekst for det sovjetiske samfund både indadtil og udadtil såvel som plakatens rolle som envejs massekommunikationsmiddel i dens levetid.

Litteratur Aleksandr Snopkov, Pavel Snopkov og Aleksandr Shklyaruk: ”Classic Russian Posters”, Moscow Kontakt-Kultura (2006)

Skriv til os på moj@cgs.aau.dk hvis du har kommentarer eller kritik af indlæggene, en anmeldelse, et indlæg eller har lyst til at bidrage på anden vis. Viktor Semenovich Ivanov: ”Vigilance is Our Weapon” (1953)

Efter Stalins død synes det at være muligt at spore et svagt skifte. De indre fjendebilleder ophørte og de små velernærede børn og moderlandet blev skiftet ud med et mere globalt narrativ i form af sport og OL-deltagelse og globale relationer i form af fredsmedaljer og et mere imødekommende indenrigs narrativ med sunde familier og selvfølgelig Kruschev med Lenin i baggrunden

Kommentarer til indlæg vil efter aftale blive bragt i det næste nummer.

Imod en dekonstruktion af ’Balkan’ igennem en skitse af den serbiske nationalisme og dens fjendebilleder Skrevet af Martin O. Jørgensen

Balkan er ofte blevet fremstillet som Europas rådne hjørne, men i artiklen argumenteres for, at denne udlægning ikke kan opretholdes.

Jugoslaviens sammenbrud og krigene, der både under deres forløb og igennem to årtier siden har mærket Balkan som region og dens forskellige befolkningsgrupper dybt om end forskelligt, har med ’hjælp’ fra både lokale og internationale medier og politikeres side fået italesat/iscenesat regionen som en særegen primitiv og næsten dyrisk brutal region (’Balkan’). Desværre ser det ud til, at ingen af disse forhold vil ændres i mange år fremover. I Vesten er serberne endvidere også langt hen ad vejen meget ensidigt blevet præsenteret som de ’onde’ og søgt gjort eneansvarlige for ’Balkans’ problemer. I dette indlæg vil jeg derfor søge at dekonstruere dette misvisende billede af ’Balkan’ som noget særligt voldeligt og primitivt igennem en skitse af udviklingen i den serbiske nationalisme, herunder andre jugoslaviske og europæiske paralleller og de serbiske fjendebilleder og selvopfattelser med tyngden i perioden fra 1989 til 2011. Jeg trækker på Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts bøger om Jugoslaviens sammenbrud og krigene, Timothy Snyders bog Bloodlands om det blodige 20. århundrede i de østlige dele af Østeuropa, Rusland/Sovjet og Ukraine, Dana Schmidts artikel om manglende politiske kultur i Centraleuropa samt Philip Ther og Ana Siljaks antologi om etnisk udrensning i Øst- og Centraleuropa fra 1944 til 1948 samt mine egne erfaringer fra rejser i Ungarn, Slovakiet, Kosovo og Kroatien.

Et historisk perspektiv Indledningsvist er der en række forskellige forhold, forestillinger og flytninger af befolkningsgrupper med dybere rødder i tiden under de Osmanniske og Habsburgske riger, der kort skal gennemløbes. Således havde de sydslaviske befolkningsgrupper, der siden kendes og identificerer sig selv som kroater og slovenere hørt under det Habsburgske Rige og den katolske kirke. De andre sydslaviske befolkningsgrupper, der siden kendes og identificerer sig selv som serbere, montenegrinere og makedonere samt albanere, tilpassede sig delvist under det Osmanniske Riges skatter og for kristne tvungne militærtjeneste, mens andre flyttede som ca. 200.000 ’protoserbere’ gjorde til det, der siden blev til Kroatien efter invitation fra habsburgerne, eller konverterede til islam som albanerne og den gruppe vi i dag kender som bosniakker (de bosniske muslimer). På russisk foranledning, som led i et forsøg på at svække det Osmanniske Rige, og på baggrund af de nationalliberale strømninger Europa i 1800tallet gjorde serberne oprør og fik både egen kirke og udpræget selvstyre. Da Serbien endegyldigt blev selvstændigt i 1878 forblev BosnienHercegovina en del af Østrig-Ungarn til serbernes store skuffelse. I krigene i 1912-13 lykkedes det dog Serbien at indlemme Kosovo og det område vi i dag kender som Makedonien, der var bosat af både græsk- og bulgarsktalende såvel som albanere og nu serbere. Albanien blev dog oprettet på stormagternes ønske som selvstændig stat for at afbalancere det større Serbien, selv om mange albanere boede i Kosovo, Grækenland og det nye serbiske område vi kender som Makedonien. Efter første verdenskrig blev Jugoslavien efter sejrherrernes beslutning i Lausanne oprettet som et sydslavisk kongerige med Serbien, fyrstedømmet Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Slovenien, sidstnævnte til Italiens skuffelse

idet man gerne havde indlemmet dette relativt vestligt orienterede område. Fra 1930’erne begyndte et voksende antal kroater at vise deres utilfredshed over at være havnet under serberne i det jugoslaviske hierarki på samme måde som man var havnet under ungarerne i Østrig-Ungarn (som det hed fra 1867), på trods af at have hjulpet østrigerne mod ungarerne i deres oprør i 1848. Utilfredsheden blev i stigende grad voldelig og styret af Ustaŝabevægelsen. Denne fik i stigende grad en fascistisk karakter og myrdede med hjælp fra det bulgarske mindretal den serbiske konge for Jugoslavien. Den myrdede konges efterfølger gjorde sig tanker om at alliere sig med Hitlers Tyskland og blev derfor afsat ved et kup. Snart efter var Jugoslavien besat af både Tyskland, Italien, Bulgarien og Ungarn. Modstanden blev organiseret af forskellige grupper. En var den førnævnte Ustaŝa-bevægelse, der undervejs også begik folkemord på serbiske befolkningsgrupper i både Bosnien-Hercegovina og Kroatien på baggrund af et storkroatisk projekt (men ikke de bosniske muslimer, da de blev set som kroater). En anden var den fælles bevægelse under den kommunistiske kroat Josef Tito, hvori både kroater, slovenere, bosniske muslimer og serbere kæmpede sammen imod de fælles fjender, herunder albanere der samarbejde med den italienske besættelsesmagt. En selvstændig serbisk og fascistisk gruppe, tjetnikkerne, udviklede sig også og var i stigende grad imod Titos voksende magt. Dette serbiske spor blev forstærket yderligere af albanernes samarbejde med italienerne og folkemordet på store grupper af serbere i Kosovo. Efter afslutningen på krigen blev et føderalt Jugoslavien oprettet med i princippet ligestillede re-

publikker, herunder det område Tito var stærk nok til at fravriste Grækenland og Bulgarien, og som kom til at hedde Makedonien. Efter bruddet med Sovjetunionen i 1948 og frem til hans død i 1980 styrede Tito det kommunistiske, men løsrevne Jugoslavien centralistisk ved at balancere mellem de forskellige republikker. Blandt især kroater og serbere herskede en følelse af bitterhed over Titos politik, der bl.a. ikke havde taget hånd om de indbyrdes fjendskaber efter krigen og givet mindretallene, især de bosniske og albanske muslimer, en større grad af frihed i at dyrke deres kulturelle fællesskab. Landet var som stat kun 35 år gammel da den stærke forbundspræsident, den kroatiske Josef Tito, døde. Kort tid efter hans død led den svage men centralistiske føderale konstruktion langsomt skibbrud ved det jugoslaviske kommunistparti igennem 1980’erne uofficielt blev gradvist splittet op i nationale fraktioner. Det serbiske kommunistpartis leder, Slobodan Milošević, ville derfor oprindeligt have mindre autonomi for både Kosovo og Vojvodina indenfor Serbien såvel som et stærkt centralistisk Jugoslavien under serbisk ledelse da han kom til magten i 1987 og siden blev serbisk præsident. Slovenerne, makedonerne og kroaterne løsrev sig dog for at undgå dette og eksisterende planer måtte tilpasses situationen. Fra serbisk side ville man nu et Storserbien, der også indirekte skulle rumme to officielle selvstændige serbiske republikker i Bosnien og Kroatien. Serberne var dog ikke alene om store nationalistiske ideer og tilhørende projekter. Kroaterne havde lignende ideer i nationalisten Franjo Tudjmans parti og bosniakkerne, de bosniske muslimer, havde derudover også religiøse understrømninger i Alija Izetbegovics parti.

Kilde: http://maps.grida.no/go/graphic/political-history-of-the-balkan-region

Et udblik Før vi fortsætter på Balkan, skal vi dog hæfte os ved de strømninger, der tegnede den politiske udvikling i Jugoslavien på baggrund af et større hele. I årene efter afslutningen på den kolde krig og dens globale fortællings bortfald fandt nationalismen, konstrueret som både slægtskab og skæbnefællesskaber, sine tilhørere i både bredere såvel som personbundne partier og de tilhørende politiske bevægelser og organisationer udenfor de normale politiske rammer i eksempelvis Australien, USA, ’det gamle’ Vesteuropa og ’de nye’ Central- og Sydøsteuropa’er. I Australien var det Pauline Hansons parti One Nation, i Østrig Jörg Heiders Frihedsparti, Gert Wilders Frihedsparti i Holland, Vlaams Belang i Belgien, Le Pen i Frankrig, Lega Nord i Italien, Dansk Folkeparti i Danmark, Fremskridtspartiet i Norge, Fidesz og Jobbik i Ungarn, Prawo i Polen under de to Kaczynski-brødre og i USA først George Walker Bush og dennes afhængighed af den religiøse fløj i det Republikanske parti og siden fremkomsten af Teaparty-bevægelsen og det markante republikanske persongalleri af præsident-kandidater for blot at nævne nogle eksempler. Fælles var dog, at de langt hen ad vejen søgte at nå indflydelse og at realisere deres projekter imod multi-kulturalisme herunder især både reel og imaginær muslimsk indflydelse, immigration og globaliseringen indenfor demokratiets vægge. Det hedengangne DDR og de baltiske lande, Ukraine, Hviderusland og Rusland har set både nationalistiske partier i samme format som ovenstående, men også en langt større grad af organisationer og bevægelser, der ville søge deres projekter realiseret udenfor demokratiets spilleregler herunder igennem brugen af vold. I krigsårene, såvel som efter, findes også mange eksempler på at polakkerne, ukrainerne og tjekkoslovakkerne ikke har været fremmede for hverken systematisk

og gensidige omfattende massemord, vold og tvungne migrationer. I både ’det nye’ Centraleuropa og ’det gamle’ Vesteuropa synes en underliggende religiøs dimension dog også i stigende grad at have gjort sig gældende, og gør det stadig, både indenfor den katolske kirke og i endnu højere grad den ortodokse kirke. På sin vis er det derfor en forhastelse eller decideret ensidig erklæring at tale om ideologiernes død efter den kolde krig. Der er måske snarere tale om, at der nu blev plads til andre politiske og kulturelle fortællinger i rammen af den ’nye’ neoliberale verdensorden.

Tilbage til det tidligere Jugoslavien og Serbien Der var forskelle på indholdet i strømningerne i f.eks. Vesteuropa og det forhenværende Jugoslavien. Det afgørende var den politiske ramme hvor man i de forskellige tidligere jugoslaviske republikker ikke kunne tale om deciderede nationalstater som i Vesteuropa såvel som folkemordene før Jugoslaviens oprettelse, der i den grad skabte fjendebilleder før selvopfattelse og nogle kyniske ledere. I det desintegrerende Jugoslavien førte de serbiske, kroatiske og bosnisk-muslimske sammenfaldende interesser derfor til nogle kyniske og modbydelige planer i Beograd, Sarajevo og Zagreb. Tilsyneladende var der tale om, at man blandt få mennesker i kroaternes, bosniakkers og serbernes politiske og militære ledelser opnåede enighed om at gå i krig for at oprette etnisk rene områder. Men iværksættelsen af dette projekt krævede primært ’folk på jorden’ til at gøre det beskidte arbejde. Dette krævede store planer med at få involveret folk, der troede på sagen og dermed ikke ville stille spørgsmål ved ordrerne, når disse ville komme. I Serbien under Milošević tilranede den øverste politiske ledelse i Serbien, herunder Milošević selv og hans familie samt meningsfæller, politisk

magt ved at overtage flere medieplatforme og rense ud blandt deres politiske modstandere. Man var i den grad bevidste om hvad man foretog sig, herunder brugen af filosoffer og andre akademikeres tanker og ’kulturelle’ manifester såvel som populærkultur som musik, tv, radio og fodboldklubber til at promovere en nationalistisk ideologi styret fra toppen af det (post)kommunistiske regime. Dertil kan lægges den serbiske ortodokse kirkes philetistiske opfattelse af dens forpligtigelser, dvs. første prioritet tillægges nationen og anden prioritet kirken. Denne religiøse nationalisme skulle også komme til at spille en central rolle som legitimering og støtte for de serbiske planer, både på det diskursive plan omkring et Storserbien såvel som det konkrete i form af den anti-muslimske retorik og velsignelser af militære enheder, regulære som irregulære, før slag og massakrer. Fra serbisk side endte bl.a. fodboldklubberne Partizan og Røde Stjerne med at blive ’leveringsdygtige’ fra byerne til paramilitære enheder som Arkans Tigre ligesom de bosnisk-serbiske militser som bl.a. Skorpionerne kunne trække på provinsen mhp. at fylder geledderne i militserne. I den jugoslaviske hær blev ensretningen tydelig, idet serberne gradvist placerede folk på de centrale poster og herved overtog væsentlige dele af den føderale hær. Eskalationsspiralen på alle sider medførte en ideologisk oprustning på et dehumaniserende og fordummende grundlag. Fjendebillederne blev på kollektivt plan derved så absolutte, at krigen fra 1992 til 1995 ikke kun blev udkæmpet mellem regulære militære enheder efter regulære militære doktriner, men også i form af kampagner hvor regulære enheder fik ’assistance’ fra paramilitære enheder med henblik på at udføre ’etniske udrensninger’. Fra både den serbiske og bosnisk-serbiske ledelse og toneangivende nationalistiske akademikeres

side søgte man efter krigen at lade disse ’primitive bjergfolk’ i de paramilitære enheder stå som syndebukkene. Man søgte at undgå at skulle erkende opbakningen til og ansvar for den systematiske og planlagte udførelse af folkemord, massevoldtægter og destruktionen af kultur-bærende institutioner i Bosnien-Herzegovina. Selvom det skulle tage en del år at få draget konsekvenserne mhp. at arrestere topfolk (på alle sider), lod det topstyrede islæt på serbisk side sig dog ikke skjule. Dette synes derimod at have været tilfældet langt hen ad vejen i forhold til kirkens rolle selvom serbiske og bosnisk-serbiske kampkøretøjer og kampvogne bar kors, og tilstedeværelsen af flere præster og enkelte biskopper, og deres velsignelse af både militære og paramilitære enheder før massedrab blev optaget på både fotos og video. Religionerne i det tidligere Jugoslavien er med undtagelse af albanerne bundet op på nationalitet, dvs. at befolkningsgrupperne er monokonfessionelle. Tilhører man en bestemt etnisk gruppe, tilhører man også den samme religion. Kroaterne er således katolikker, bosniakkerne muslimer og serberne ortodokse. På denne baggrund tales der blandt få serbiske intellektuelle, herunder religionssociologer, om et europæisk og kristent folkemord på de bosniske muslimer. Et folkemord der primært, grundet styrken i ’Balkan’-diskursen og dens fokus på det etniske aspekt, dog er blevet omtalt og fortsat omtales som etnisk udrensning, dvs. en ’balkansk specialitet’. Fastholdes dette perspektiv, er der dog på denne baggrund tale om flere folkemord og ikke kun et kristent. Andre taler derfor om en borgerkrig med elementer af både politisk/territoriel og religiøs nationalisme. At diskussionen ikke er foretaget på europæisk plan synes et tegn på styrken i konstruktionen om ’Balkan’ som noget særegent. På regionalt plan spiller andre forhold også ind. Fra græsk side har det kristne og politiske broderskabsforhold dog

således ikke kun usynliggjort diskussionen. De tætte relationer førte bl.a. til oprettelsen af et græsk kompagni af frivillige, der kæmpede under serbiske officerer, falske arrestationer af krigsforbrydere mhp. overlevering til Serbien i stedet for overlevering til domstolen i Haag, og ikke mindst at hemmelige NATO-bombeplaner blev givet til serberne. At grækerne i selskab med tyrkerne selv har en makaber tradition for hvad de kalder ’etnisk udveksling’ og ’etnisk genbosættelse’ spillede og spiller givetvist også en rolle. Krigen i Bosnien endte med Dayton-aftalen, der har været udsat for stor kritik pga. accepten af de-facto delingen mellem bosniere og bosniskeserbere og dermed yderligere cementering af eksisterende politiske projekter. Den serbiske ortodokse kirke blev med voksende styrke efter kommunismens endeligt en vigtigere aktør i Serbien med sin opbakning til projektet om at inkludere de bosniske serbere i et Storserbien. Da Milošević under krigen måtte opgive ideen om at inkludere de bosniske serbere pga. internationalt pres, mistede han støtten fra kirken selv om han i 1997 blev Jugoslaviens præsident. Kirkens manglende støtte spillede i den grad en rolle ved hans senere fald. Før det kom til dette, fulgte endnu en krig mod en muslimsk befolkningsgruppe indenfor det tidligere Jugoslavien, primært på Miloševićs regimes foranstaltning få år senere. Denne gang vendtes blikket indad imod den autonome provins Kosovo og dens majoritetsgruppe af muslimske kosovo-albanere. De dybere historiske spor fra det Osmanniske Rige spillede således igen ind i vor dages politik om end Milošsevićs politiske overlevelse samt elementer i den kosovoalbanske elite og kriminelle underverden og deres handlinger også var en del af serbernes motivation. Kosovo og den famøse Solsorteslette havde dog også fra start spillet en væsentlig rolle i den

serbiske nationale fortælling fra 1989 og frem som et diskursivt referencepunkt. Mens Rusland i kraft af det ortodokse broderskab hørte til de allierede med bl.a. grækerne, intensiverede indtrykket af ’det internationale samfund’ med USA og NATO i spidsen som Serbiens hovedfjende. Dette eksterne fjendebillede blev intensiveret både før, under og efter de vestlige magters bombekampagne. Nederlaget og det efterfølgende valg i Serbien overlevede Milošević derfor ikke. Nationalismen var dermed ikke længere et elitært projekt, men en folkeligt rodfæstet politisk magtfaktor med kongemagerfunktion. Med Miloševićs fald fra magtens tinder overtog den ligeså nationalistiske Vojislav Koštunica posten som jugoslavisk præsident, mens den tidligere oppositionspolitiker og EU-venlige Zoran Đinđić året efter blev valgt til serbisk premierminister. Đinđić blev dog myrdet på baggrund af en sammensværgelse mellem den nye serbiske organiserede kriminalitet og den gamle garde indenfor det serbiske sikkerhedsapparat i 2003. Samme år overgik resterne af Jugoslavien, Serbien og Montenegro, til en union. Tre år senere udtrådte det mindre Montenegro dog af unionen og erklærede sig selvstændigt og hamrede derved de sidste søm i ligkisten på det i forvejen vingeskudte storserbiske projekt. På denne baggrund fik Koštunica, Miloševićs ligeså nationalistiske afløser, posten som serbisk premierminister mens Boris Tadić fra Koštunicas parti blev Serbiens præsident. Under Koštunica blev Serbien yderligere klerikaliseret, idet han i det store hele tilsluttede sig kirkens ideologi omkring det nødvendige i at indlemme Republika Srpska i Serbien såvel som at fastholde Kosovo. Til forskel fra Miloševićs væbnede politik, var Koštunica kun i stand til at føre ideologisk krig grundet Serbiens lille udenrigspolitiske og militære manøvrerum. Koštunicas nationalistiske bekendelser og afhængighed af den ortodokse kirke

blev dog fra vestlig side enten ignoreret eller vurderet som en nødvendighed mhp. hans politiske overlevelse, idet Serbien blev en partner i NATOs intensiverede dialogprogram. At de nationalistiske strømninger fortsat var at regne med, viste sig ved valgene i 2008. Den nu moderate Boris Tadić blev genvalgt som præsident ved præsidentvalget med lidt over 50% af stemmerne i anden runde, men med 48% til den nationalistiske Tomislav Nikolić fra det krigsforbrydersigtede Voijslav Šešeljs Radikale Parti. Ved parlamentsvalget samme år fik dette parti 30%. Nationalismens styrke er dog endnu tydeligere udenfor det etablerede politiske system, hvor nationalister og præster ofte i dag møder hinanden i flere og flere forgrenede netværk og organisationer i højere grad end tidligere. Med forskellige mere eller mindre klare europæiske paralleller havde den topstyrede post-kommunistiske nationalisme fra de tidligere 1990’ere på dette tidspunkt skiftet karakter til at være langt mere både religiøst og folkelig rodfæstet, men også med en egendynamik med rod i de serbiske nederlag. Derfor er der i dag i Serbien nationalister i diverse afskygninger som f.eks. medlemmerne fra Dveri Srpska, der agiterer for sin sag indenfor demokratiets vægge og medlemmerne fra den radikale og delvist religiøse organisation Obraz, der i folkets navn bruger vold til at fremme sine ideer udenfor demokratiets vægge med støtte fra flere præster. Trods eller måske netop pga. Præsten Gavrilos velsignelser af serbiske og bosniskserbiske enheder i krigen i Bosnien, herunder Srebrenića-massakren, er han også fortsat både populær og indflydelsesrig. Fra kirkens side søger man også at flytte fokus til uretfærdighederne begået af ’de andre’ flere århundreder før, under Anden Verdenskrig og i 1990’erne både retorisk og ved processioner med de udgravede fysiske rester af døde bosnisk-serbere. Kirken kører altså efter ren serbisk tid, hvor fortiden på en gang er nærværende og eksklusiv.

At det først er mere end et årti efter krigen i Bosnien, at de bosnisk-serbiske politiske og militære ledere Radovan Karadić og Ratko Mladić er blevet pågrebet, vidner også om det stærke greb nationalismen har i den serbiske og bosnisk-serbiske befolkning i dag.

Opsamling For at opsummere har jeg søgt at afmystificere konstruktionen ’Balkan’ igennem et fokus på den ikke-eksisterende tradition for demokratisk dialog og et forum at føre denne i, en skitse af udviklingen i den serbiske nationalismes fjendebilleder og selvopfattelser med paralleller både i det tidligere Jugoslavien og Europa samt de serbiske frustrationer over deres nederlag samt med og pga. det internationale samfund i perioden fra 1989 til 2011. Det meste af det tidligere Østeuropa, nu Centraleuropa, slås stadig med nogle af de samme problemstillinger vedrørende den manglende politisk-kulturelle baggrund for bred og åben samfundsorienteret dialog fra tiden under det Habsburgske Rige og ikke mindst årtierne som sovjetiske satellitstater hvor illegitime og topstyrede regimer kun var sikret igennem statslige sikkerhedsapparater, staternes monopol på organiseret vold og Sovjetunionens opbakning. Tegnene, der har vist sig oftere over de sidste ti år ses i omfattende korruption, den voksende populisme i bl.a. Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, og i at en markant høj procentdel af politikerne er at finde blandt nogle af de mest velstående i landene.

Perspektiv: En europæisk nabo I Serbiens naboland Ungarn har det nationalkonservative regeringsparti Fidesz og det både radikalt nationalkonservative og populistiske støtteparti Jobbik i de sidste par år forsøgt at slå plat på

fortidens større territorium og de nu ’afskårne’ ungarere i Slovakiet, Rumænien og forståeligt nok i mindre grad Vojvodina i Serbien. Der har været ytret ønsker om at give disse statsborgerskab og stemmeret i Ungarn lidt på samme måde som serberne og deres ’afskårne’ uden snak om frivillige eller tvungne deciderede grænseomlægninger. Retorikken og intentionerne er heldigvis endnu ikke så markant, som det var tilfældet i det tidligere Jugoslavien. Andre processer er dog i gang; Premierminister Viktor Orban har igennem en ny forfatning og 350 andre love ’fået’ kontrollen med både pressen og Centralbanken, og udnævnt flere loyale dommere for blot at nævne nogle eksempler. Den væsentligste forskel i forhold til de andre nationalistiske projekter på Balkan har indtil nu været og er fortsat NATO-medlemskabet, der forhåbentligt umuliggør et voldsbaseret projekt. Man ’nøjes’ derfor med at centralisere statsmagten (hvad EU dog nu synes at reagere imod), føre kopier af de gamle kronregalier rundt i de slovakiske grænseegne med dertilhørende kirkelige processioner, nationalt orienteret musik, osv.

Litteratur Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt: ”Hadets Anatomi”, Lindhardt og Ringhof, 2003 Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt: ”Krigens scenografi”, Lindhardt og Ringhof, 2004 Jens-Martin Eriksen: ”Fra skorpionernes verden. Kirken, krigen og nationalismen: Beretninger fra rejser i Serbien”, Gyldendal, 2011 Dana Schmidt: “Centraleuropas manglende politiske kultur”, Udenrigs nr. 3, 2006, s. 18-22 Timothy Snyder: ”Bloodlands”, Basic Books, 2010 Philipp Ther og Ana Siljak (red.): “Redrawing Nations – Ethnic Cleansing in East-Central Europe 1944-1948”, Rowman and Littlefield Publishers, 2001

Skriv til os

på moj@cgs.aau.dk

hvis du har kommentarer eller kritik af indlæggene, en anmeldelse,

Afsluttende bemærkninger Nationalisme, folkemord eller ’etnisk udrensning’ og blandingen af dem er ikke en serbisk eller ’balkansk’ specialitet, men desværre en gennemgående historisk erfaring i den europæiske nationalismes navn, der spænder fra Grækenland og Tyrkiet nordpå over Balkan til Tyskland, Polen og Ukraine og Rusland. Anlægger vi et større perspektiv bliver listen med eksempler desværre kun endnu længere. Cambodia, Rwanda, Indonesien osv.

et indlæg eller har lyst til at bidrage på anden vis. Kommentarer til indlæg vil efter aftale blive bragt i det næste nummer.

dog glimrende til at give et fingerpeg om hvorledes det overordnede fjendebillede i form af det vestlige paradigme og dettes aktører kan analyseres i mindre bidder, og hvor udbredt kritikken tilsyneladende er. Antologien ”Paradigm Wars: Indigenous Peoples’ Resistance to Globalization” indeholder 27 forskellige kapitler med endnu flere forskellige bidrag fra alle planetens kroge, eller det som vi herhjemme forstår ved ’den tredje verden’. Man derfor skal også holde sig det for øje, at antologien ikke er en samling af akademiske analyser, men et forsøg på et opråb og dermed et partsindlæg. Men et ikke desto mindre særdeles interessant partsindlæg.

Boganmeldelse: Paradigm Wars – Indigenous Peoples’ Resistance to Globalization Jerry Mander, Victoria Tauli-Corpuz og International Forum on Globaliszation (red.):”Paradigm Wars – Indigenous Peoples’ Resistance to Globalization”, Sierra Club Books, 2006, 227 siders tekst Skrevet af Martin O. Jørgensen

Antologien er skrevet af individer, som forskere og politikere, til kollektive enheder, som bondebevægelser og organisationer for oprindelige folk fra alle kontinenter, og samlet med henblik på at afdække (og kritisere) karakteren, bredden og voldsomheden af konsekvenserne af den globale økonomiske liberalisering for de oprindelige samfund. Ikke at den og bidragyderne hermed kan ses som globalt repræsentative. En enkelt organisation, uanset bredden i dens medlemsskare og en enkelt udgivelse fra denne, kan ikke på nogen måde blive repræsentative. Udgivelsen fra IFG er

Der er imidlertid ikke kun tale om en paradigmekritik eller gennemgang af fjendebillederne denne samlet set udgøres af, men også et stærkt fokus på de forskellige aspekter af de forskellige befolkningsgruppers levevis som de ønsker at beholde. Man kommer som læser vidt omkring: forskellige perspektiver vedrørende kultur og filosofi, forskellige oplevelser af den neoliberale dagsordens institutionelle og juridiske indflydelse, flere erfaringer med konkrete infrastrukturprojekter med fokus på vand og veje, problemerne med dumpning af kemisk og atomart affald, ressourceudvinding som olieproduktion og minedrift og transport som f.eks. anlægningen af pipelines samt naturreservater, handel med indfødte kulturgenstande samt. Perspektiverne eller fjendebillederne synes ofte langt bredere og langt mere omfattende i forhold til de mere typiske fjendebilleder, der ofte er bundet op på f.eks. politisk tilhørsforhold, interstatslige og/eller intrastatslige aggressioner på baggrund af en politisering af etnicitet eller økonomiske skævheder mv. Grundlæggende er der ikke kun tale om fysiske forhold, f.eks. udvinding af ressourcer og etablering af en parallel omsiggribende infrastruktur medvirkende til forringede

levevilkår, tvangsforflyttelser mv. for de lokale befolkningsgrupper. Der er reelt tale om forskellige måder at leve på, samt videnskonventionerne bag. Det fælles tankegods, der præsenteres, kan lidt groft opsummeres som en viden og verdensopfattelse, der er defineret af menneskets afhængighed af og respekt for naturen, både generelt og i bosættelsesområdet. I forlængelse deraf følger, at jord og land ikke tilhører menneskene, men omvendt. Det er menneskene, der er på besøg som gæster, eller rettere som midlertidige forvaltere. Der ligger derfor også en eksplicit erkendelse af, at mennesket både vil få af naturen og altid vil forandre denne, der i sig selv også er i evig forandring.

baggrund spændende læsning og også egnet som dele af et materiale i et projekt omkring eksempelvis udviklingsparadigmets indtog i 1950’erne eller nyere tids miljøhistorie. Det er dog nødvendigt i denne forbindelse at stille sig kritisk overfor opfattelsen af det ’at være indfødt’, idet dette relationelle begreb har en specifik kontekst i form af kolonial tid og rum såvel som den romantiske forestilling om de indfødte befolkningsgrupper, der lever i et statisk forhold med naturen. Det er dog ikke noget man kan forvente taget op i et partsindlæg som dette.

I antologien gives endvidere talrige eksempler på, at de indfødte og oprindelige folk ikke kun er ofre, men også agents of change med handlemuligheder og manøvrerum, om end indenfor en bestemt ramme. Som det også påpeges deri, er oprettelsen af forskellige poster i FN, herunder valget af Victoria Tauli-Corpuz fra Igorot-folket i Filippinerne som talskvinde, og andre internationale organisationer, også tegn på at der i stigende grad lyttes. På samme måde har efterhånden en god snes indianere fra forskellige nordamerikanske nationer studeret deres egne filosofier, logikker og tankegange på flere af de større ’traditionelle’ amerikanske universiteter. I Ecuador er det også efter en periode på mere end 10 år lykkedes at få etableret et atypisk og stærkt decentraliseret universitet med undervisning på både spansk og quechua, men ud fra egne filosofier, metoder og uddannelsesmål. Der er måske ikke de helt store afledte konsekvenser, men dog et lille skridt på vejen for disse samfund. Bogen er derfor på sin vis ikke kun en samling af hvad bidragyderne ikke bryder sig om, men også deres egne alternativer og netop derfor spændende, da det ikke kun tilkendegives hvad man er imod, men også hvad man er for, og hvilken levevis man selv repræsenterer. Antologien er på den

 Sarah Rosenkrands Witzel Bech, Den præventive logik - Minority report.  Jonas Greve Lysgaard, Imperiet under pres Independence day.  Ditte Bak, Frygt og angst - Alien: Den 8. passager.  Martin Bæk Carstensen, Terror og medier Mad City.  Otto Toft Ohrt, Forskansningens og overvågningens samfundsmæssige dilemmaer -The Truman show.

Boganmeldelse: Terror og film Carsten Bagge Laustsen og Kasper Vandborg Rasmussen (red.): ” Terror og film”, Aarhus Universitetsforlag, 2010, 248 siders tekst Skrevet af Jonas Bertelsen

Bogen er udarbejdet af forskere primært tilknyttet Aarhus universitet, der hver har været ansvarlig for et kapitel. Som et blik over kapitlerne viser kommer den vidt omkring:  Carsten Bagge Laustsen, Terror og film - en introduktion.  Thor Hvidbak, USA's afghanske jihad - Rambo III.  Lone Juul Jepsen, Når netværkssamfundet løber løbsk - Fight Club.  Marc Grønlund, Den totale krig - Starship troopers.  Rasmus Ugilt Holten Jensen, Mellem demokrati og totalitarisme - Brazil.  Anders Hyldig, Antiterror - The Siege.

Hvert kapitel tager således fat på relevante film i deres analyse og diskussion af forskellige problemstillinger indenfor emnet terror og terrorbekæmpelse. Forfatterne har udarbejdet bogen med stor tværfaglighed og forholder sig kritiske til bl.a. politikeres udtalelser/reaktioner i forhold til terror og terrorbekæmpelse siden 11. september 2001. Det er interessant, at de anvendte film kronologisk ligger før ”9.11”, da der ellers i årene efter også har været en stor produktion af Hollywood film netop om emnet terror, som også kunne have været relevante at anvende, men Laustsen argumenterer i sin introduktion for at de nyere terrorfilm, der kunne have virket oplagte, såsom Oliver Stones WTC og Paul Greengraas’ United 93, i alt for høj grad er indskrevet i den politiske korrekthed og moralisering vi i dag forbinder 11. september med. Bogens forfattere argumenterer for, hvordan der er sket en stor udvikling i opfattelsen af terror siden 11. september 2001. Terror er i dag nærmest blevet synonym med al-Qaeda og muslimsk fundamentalisme selvom terroristiske metoder er brugt af mange andre end religiøse fanatikere og frihedskæmpere. Bogen er relevant inden for temaet om fjendebilleder, fordi den behandler emnet terror, som i dag opfattes som den største sikkerhedspolitiske trussel for den vestlige verden. Men bogen er også relevant fordi den gennem de film den behandler i sine analyser, diskuterer hvordan terroristiske metoder ofte er blevet brugt af gruppe-

ringer som historisk er blevet hyldet som frihedskæmpere. Dette leder f.eks. tankerne hen på mujahedinerne som i den vestlige verden blev hyldet som helte, der kæmpede for deres frihed mod en fælles fjende. Det faktum, at mujahedinerne brugte terroristiske metoder overfor det kommunistiske styre som modtog støtte fra Sovjetunionen var ikke et problem for USA eller resten af den vestlige verden ligesom den amerikanske regering heller ikke anså det for at være et problem, at deres støtte gik til islamistiske frihedskæmpere. I Sovjetunionen kaldte man mujahedinerne for terrorister hvilket illustrerer vendingen ”Den enes frihedskæmper den andens terrorist”. Noget bogen tager fat på flere gange. Antologien er efter min mening en utroligt vellykket behandling af et af nutidens største problemstillinger, og det har været en lærerig oplevelse at læse den. Bogens brug af film til at konkretisere forfatternes pointer har haft en virkelig god effekt for mig, også i de tilfælde hvor jeg ikke havde set filmen på forhånd. Eventuelle læsere skal dog ikke forvente de store filmtekniske redegørelser, idet bogen er udarbejdet af forskere indenfor de samfundsvidenskabelige traditioner. I stedet for tekniske forklaringer bruger disse filmene til at forklare deres pointer på en sjove og ganske pædagogisk vis.

Boganmeldelse: Fjendens ansigt Kjeld Galster: ”Fjendens ansigt – Indbildning og virkelighed”, historie-nu.dk, 2007, 312 siders tekst Skrevet af Martin O. Jørgensen

Militærhistorikeren Kjeld Galster har skrevet ”Fjendens ansigt – Indbildning og virkelighed” for at dække et hul i den militær-historiske litteratur ved at se dannelsen af et fjendebillede som en social konstruktion via et historisk og filosofisk perspektiv. Bogen er skrevet ud fra flere krigsteoretikere og i forhold til det militære fjendebillede og den civile parallel. Den militære dimension ser han kort fortalt som de militære styrkers behov for at opnå viden om modstanderens styrker for selv at kunne agere på strategisk, såvel som operativt og taktisk niveau ved at opstille nye mål,

skifte tyngdepunkt, manøvrere enheder osv., mens den civile dimension udgøres af befolkningernes holdning til fjenden. I kapitlerne om de civile fjendebilleder argumenterer Galster for, at behovet for fjendebilleder har været et mere eller mindre fast element i alle samfund historisk set. Det er dog først med udviklingen i indledningsvist Europa og siden andre industrialiserende stater og nationalstater samt den parallelle udvikling i disses kommunikationsog agitationsmidler, at det civile fjendebillede har taget en retning væk fra det elitære til nu at omhandle hele befolkningsgrupper både som modtagergrupper for politisk agitation eller som centrale omdrejningspunkter. Virkemidlerne har været mange; nationalitet, etnicitet, religion, tidligere aggressioner, mindreværdskomplekser og nationale myter osv. Her behøver man blot at tænke på det 20. århundredes blodige historie for at følge hans pointe. Galster lægger ikke skjul på at dannelsen af fjendebilledet er en kompleks proces og ofte en sammenblanding af fiktion og fakta. Hvad angår kapitlerne med fokus på de militære fjendebilleder, formår Galster igen at fremhæve hvorledes midlerne til at få det klarest mulige fjendebillede - mhp. at undgå uvished i forhold til egen og fjendtlige styrkers ageren – både afspejler det omgivende samfund og har forandret sig over tid. Den ældste indhentningsmetode af efterretninger til dette formål på det strategiske niveau foregik via spioner, diplomater og handelsfolk, mens det på de operative og taktiske niveauer var spejdere til fods, opklaringsrytteri eller andre specialenheder (f.eks. til søs), indsamlede disse efterretninger. Den næste generation militære indhentnings-værktøjer for statsdannelserne med regulære hære afspejlede skiftet fra tidligere tiders sø- og landstyrker og disses rod i landbrugssamfund og -økonomier til de industrialiserende staters hastigt voksende sø-, luft- og

landstyrker og disses stigende interne kommunikationsbehov. Herved blev det militære fjendebillede opdateret ved hjælp af opsnappede såvel som egne telegraf- og radiosignaler, anden kommunikation, elektronisk samt visuelt input i form af satellitbilleder og ikke mindst videofeeds fra ubemandede droner som det sidste nye. Som Galster dog pointerer, har tidligere tiders uvisheder og mangel på efterretninger ikke afhjulpet af disse teknologiske fremskridt, idet det fortsat er nødvendigt at indhente viden via menneskelige kilder såvel som at omdanne information til brugbar viden. Dette besværliggøres kun af den voksende mængde information til rådighed. Dette kan dog vendes til en fordel af en regering mhp. at vejlede ’dens egen’ befolkning i det ’rigtige’. Dette stik trækker Galster hjem i konklusionen ved beundringsværdigt - qua hans position som ansat i forsvaret - at søge efter en beklagelse fra den daværende danske regering tilsvarende Colin Powells efter beslutningen om også at sende tropper kort tid efter den amerikanske invasion. Hans krigsfilosofiske såvel som historiske ramme stiller jeg mig dog lidt forbeholden over for. Ganske vist er kinesiske eksempler og den bredt kendte Sun Tzu inkluderet i et vist omfang, men bogen er præget af hans primært nordatlantiske eller vestlige inspirationskilder. Eksempler fra andre kulturkredse ville have gjort en stor forskel. Og der er en rig litteratur, der kunne være trukket på. Den spænder fra historie, antropologi, over politologi til sociologi. Om det er fjendebilleder i eksempelvis lokale og regionale krige såvel som kolonikrige i Central- og Sydamerika eller Syd- og Sydøstasien, forskellige afrikanske befolkningsgruppers forsvar mod europæiske kolonimagter, den indonesiske selvstændighedskamp mod Holland fra 1945 til 1949, folkemordet i Indonesien i 1966-1967, krigene i Mellemøsten i 1967 og 1973, borgerkrigen mellem Øst- og Vestpakistan i 1971, Rwanda under folkemordet i 1994, den

afrikanske ’verdenskrig’ i 2000’erne med flere millioner døde eller den fortsat igangværende konflikt i det østlige Congo. En brug af denne mangfoldige litteratur havde løftet bogen og dens perspektiver ud af den vestlige ramme. I relation til spørgsmålet om fjendebilleder lurer også spørgsmålet om hvordan krige udkæmpes. Langt størstedelen af de konflikter, der både i dag og de sidste mange årtier - og især i Afrika, Sydøstasien og Centralasien - er blevet eller bliver til krige, udkæmpes ikke på baggrund af kontrollerede, højteknologiske indhentningsmidler og med større højteknologiske køretøjer, kampvogne, langtrækkende våben og luftstøtte i netværksorienterede aktioner osv., men derimod ofte med sovjetiske våben (eller nyere amerikanske). Jeg vil ikke her gå ind i en bredere diskussion af krig eller beskyldes for at ignorere f.eks. grænsekrigene i Syd- og Centralasien og Sydamerika efter 1945, der alle blev udkæmpet efter moderne vestlig og industrialiseret doktrin trods et vist kompetenceog materiale-’efterslæb’ for blot at tage nogle eksempler. Disse krige var og er i den grad virkelige og med beklagelige tab af menneskeliv. Min pointe går i en anden retning. Flere og flere militærhistorikere er blevet opmærksomme på, at måden at føre krig på ikke er den samme overalt og ligeledes synes at udvikle sig i flere retninger. Dette ved Galster langt mere om end jeg. Derfor kunne dette aspekt have fortjent lidt mere opmærksomhed, selvom han fokuserer på fjendebilledet og ikke krige som sådan. (Har man yderligere interesse i dette kan man med fordel lytte til John Hornes 15 minutters keynote præsentation ved en konference om krig på flg. Link som en introduktion til studiet af krig: http://wileyblackwellexchanges.com/2011/11/14 /keynote-lecture-john-horne/)

produktion om primært dansk militærhistorie. Kort fortalt er målet for denne gruppe at overkomme det 20. århundredes store skisma mellem den tidligere dominerende radikale historikertradition og dens grundlæggende liberale pacifisme og følgende afstandtagen fra krigs- og militærhistorie og de officerer, der ofte søgte at promovere en næsten positivistisk form for militærhistorie. Over de senere år har de på baggrund af militariseringen af udenrigspolitikken også fået vind i sejlene. Deres mål søges opnået ved at placere krigen som yderligere en faktor med indflydelse på stat, samfund, kultur og normer. Bortset fra det sidste skridt vedrørende den globale ramme, har Galster i mine øjne langt hen ad vejen opnået dette og på en måde, der har formidlingen højt på prioritetslisten. Har man derfor en bredere militærhistorisk interesse eller blot en interesse i at se analytisk på forskellige aspekter vedrørende krigsførelse og dannelsen af fjendebilleder, er denne bog værd at læse.

Samlet set udgør Galsters bog dog et flot om end en anelse rodet bidrag til den seneste generation af danske civile og militære historikeres voksende

på, og disse er repræsenteret ved Guy de Lusignan, der ønsker at krigen mellem korsridderne og araberne skal blusse op igen. Jerusalems konge dør i midlertidig og Guy de Lusignan kommer til magten. Det varer ikke længe før Guy går i krig med Saladin, men han bliver taget til fange, og Balian er nødt til at træde til for redde Jerusalem og forsvare civilbefolkningen. Balian fører en alternativ krigsstrategi, hvor han får slået mange arabere ihjel og det lykkes Balian at indgå en fredsaftale med Saladin. Fredsaftalen indebærer, at Balian og resterne af de overlevne får lov til at tage hjem til Europa og Saladin får Jerusalem. Der går dog ikke mange år før korstogsriddere igen banker på Balians dør for at få ham til at hjælpe til med at tage Jerusalem tilbage, men han takker nej, da han har lært af sine fejl – en ting som kirken åbenbart ikke har.

Filmanmeldelse: Kingdom of Heaven Ridley Scott: ”Kingdom of Heaven”, 2005, 144 minutter Skrevet af Mia Bundgaard Rasmussen En historie om modsætninger Året er 1198 og korstogene i Jerusalem er i fuld gang. Filmen springer abrupt ind i perioden ved at tage udgangspunkt i smeden Balian, der uventet får besøg af sin far: ridder Godfrey de Ibelin. Han beder ham om at tage med til Jerusalem og forsvare Guds Rige. I starten siger Balian nej, men han ender med at tage med ham. Godfrey bliver dog såret under rejsen og ender med at dø, men han får dog lige gjort Balian til ridder og hans arvtager inden. Balian overtager hans fars rolle og hans faders støtte til Jerusalems konge, som forsøger at gå diplomatiets vej i krigen med arabernes hærfører, Saladin. Det er dog ikke alle i kongens bagland, der er enig i hans måde at regere

Fjendebilleder Fjendebilledet er interessant i denne film, da der bliver præsenteret to billeder af araberne: Jerusalems konge, som ser araberne som samarbejdspartnere og Guy de Lusignan, der ser araberne som onde, fordi de er anderledes. Det første synspunkt repræsenterer en forståelse af forskellige kulturer, der fremhæver det homogene, hvor det sidste synspunkt hæfter sig ved det heterogenes skadelighed ved at fremsætte en dem/os-diskurs. Synspunkterne præsenterer altså to forskellige kulturforståelser, hvor der i en første forståelse af, at en fremmed kultur som noget ukendt, men at de er en del af ”os” bare med en anden baggrund. Det andet synspunkt repræsenterer en kulturforståelse, hvor den anderledes kultur er fjenden. Den anderledes kultur repræsenterer et fjendebillede, hvor dét, der er anderledes er fjendsk.

Tanken at relatere filmens budskab til nutidige forhold synes at ligge ligefor. Derved kan filmen ses som et forsøg på at rejse spørgsmål om hvorvidt fremmede kulturer skal forstås som fjender og om det en mulighed for en kultur at udvide dens horisonter ved at lære det fremmede at kende? Balian tager det standpunkt i filmen, at han overfører den viden han har om overlevelse fra England til dét at bygge en brønd i Ibelin. Han tager altså dét han ved om overlevelse fra sin kultur og overfører det til kulturen i Ibelin. Han udvisker derved synet omkring araberne som fjendebilledet og gør dem til en del af hans egen befolkning. Ved at tage afstand fra fjendebillederne omkring araberne udvider han sin horisont ved ikke at falde for den gængse opfattelse af fremmed kultur. Filmen lægger også fokus på religionens rolle i fjendebilledet. Araberne er også fremmede fordi de har en anden religion end katolicismen. Som udgangspunkt er bare dét, at en person har en anden religion noget fremmed og noget fjendsk, men filmens har et utroligt smukt budskab: det enkelte individ har friheden til at vælge, og det er denne frihed, som kan gøre fjender til venner.

Udenfor Tema: Skolehistorie - Et specialeemne Skrevet af Knud Knudsen

Gemmer du på en interesse for skolehistorie eller mangler du et specialeemne, så læs nedenfor.

Før jul fik jeg en henvendelse fra en af vore forhenværende studerende, som nu er lærer på Aalborg Katedralskole. Den 19. november 2011 fejrede skolens elevforening sit 150 års jubilæum, og i den anledning blev der udgivet et jubilæumsskrift. Der er imidlertid materiale til mere, og det var baggrunden for tanken om, at nogle på studiet kunne være interesseret i et sådant projekt. Der gemmer sig et fint specialeemne her. Jeg aftrykker udsnit af henvendelsen, og interesserede kan henvende sig til Torben K. Nielsen eller undertegnede. ”Jeg skriver til dig, fordi jeg arbejder på Aalborg Katedralskole og vores elevforening Ydun holder 150 års jubilæum den 19. november. Jeg har derfor været ved at skrive en del om foreningens historie bl.a. til skolens hjemmeside og i den forbindelse opdagede jeg, at vi på skolen har et helt enestående arkiv tilbage til foreningens start med protokoller, der viser hvad der foregik på møderne, elevernes egne litterære (og knap så litterære) frembringelser, referater fra de måske løsslupne fester, korrespondance med andre elevforeninger i Norden mv. Kort sagt indeholder dette arkiv et glimrende billede af såvel fællesskab samt tankegang og normer hos den gruppe af privilegerede unge, som skolens elever tilhørte.

Jeg tænkte, at det måske engang kunne være interessant for nogle af jeres studerende at arbejde med det omfattende kildemateriale, som samtidig er rimelig lettilgængeligt og sjovt at beskæftige sig med, fordi det giver et så levende billede af de unge.” Indtil videre opbevares materialet på skolen. Det dækker perioden fra 1861 til slutningen af 1950'erne. For 50'erne vedkommende er der fortrinsvis tale om skoleblade. Man kan læse mere om Yduns historie på: http://www.aalkat-gym.dk/om-skolen/skolenshistorie/yduns-historie/

Ta’ i praktik på dit 9. semester! – Et praktikophold ved Landsarkivet for Nørrejylland Skrevet af Malene Bjørnskov Schmidt

På vores 9. semester har vi mulighed for at komme i et praktikophold i en selvvalgt institution. Derfor var jeg i efteråret 2011 i praktik ved Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg under Statens Arkiver. Jeg har på min specialisering i Informationsforvaltning arbejdet med arkivinstitutionen og ville gerne have en dybere indsigt i arbejdsgangene i Statens Arkiver.

universiteterne. Kildepakkerne har til formål at inspirere flere til at bruge utrykt kildemateriale i deres opgaver og projekter. Med webformidlingsprojektet identificeres grupper af arkivalier tilgængeliggjort på nettet, – så vi studerende nemmere kan benytte arkivalier og undersøge bestemte sammenhænge i forbindelse med vores studier. Til Statens Arkiver Kildepakker fik jeg til opgave at udfærdige en temapakken til kildepakkens introduktionspakke. Temapakken skulle omhandle forbryderen Jens Nielsen, den sidste henrettede i fredstid, hvortil jeg skulle lave et opgavesæt. Det var udfordrende at lave temapakken, og inspirerende at deltage i den igangværende proces, hvor jeg kunne bidrage med ideer og konstruktiv kritik til projektet. Foruden web-formidlingsprojektet indgik jeg i landsarkivets dokumentationsteam og hjalp teamet med; at lave faderskabs- og arveundersøgelser og at fremfinde af bl.a. folkeregisteroplysninger til ansøgning om folkepension samt skøde- og panteprotokoller i forbindelse med tinglysning. Det har været givende at følge hhv. landsarkivets formidlings- og dokumentationsteam. Jeg havde oplevelsen af en alsidig arbejdsdag, hvor jeg fik lov til at komme rundt i institutionen og arbejde med materiale, jeg aldrig tidligere har anvendt. Jeg har lært meget nyt og er blevet inspireret i forhold til mit studium og kommende karrierevalg. Jeg vil råde alle til at bruge et semester i et praktikophold i en selvvalgt institution – og anbefaler samtidig Landsarkivet for Nørrejylland som praktikinstitution.

Jeg interesserer mig særligt for formidling og arkivpædagogik på digitale platforme, og var heldig at følge flere igangværende webformidlingsprojekter i mit praktikophold. Et af projekterne var web-projektet ”Statens Arkivers Kildepakker” tiltænkt historiestuderende ved

To be continued