Pergamentet nr 5, 2013 by Pergamentet

Pergamentet Tema: ”Brug af historien”

nr. 5, 2013

Pergamentet Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU

Leder

Ansvarshavende Redaktør: Martin Ottovay Jørgensen (moj@cgs.aau.dk)

Tema indlæg:

Redaktion: Jonas Bertelsen (4.sem.) Katrine Funding Højgaard (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Søren Christian Winther (4.sem.) Korrektur: Katrine Funding Højgaard (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Layout: Søren Chr. Winther

Some thoughts on Public History

Læring i uvante rammer Kemi og kulturhistorie i forening

At vende vrangen ud på museet.

Oral history in post-war Guatemala: The challenges of engaged research

Brugen af oralhistorie interviews

En rejseberetning fra Aotearoa/New Zealand

Udenfor Tema:

Forside: Jonas Bertelsen (4.sem.) Skribenter i dette nummer: Anders Lillelund Anna Louise Siggaard Casper B. Krogh Jonas Bertelsen Hans Blomme Henrik Gjøde Nielsen Katrine Funding Højgård Martin Ottovay Jørgensen Mia Bundgaard Rasmussen Poul Duedahl Tessa Boykens Torben Kjersgaard Nielsen

Gymnasiepraktik på Morsø Gymnasium

Folkeuniversitetet

De faste Stemmer fra arbejdsmarkedet: Anders Lillelund

Arkivfeber: Om støvkorn, forbryderbilleder og internationale organisationer

Hva’ læser du? Mit favorittidsskrift

Anmeldelser

Deadline for indlæg næste nummer: /4 swinth11@student.aau.dk Oplag: 100. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Ilan Pappé – A History of modern Palestine

The Mongols af David Morgan

I Rosens Navn

Set & sket

Pergamentet nr. 6: Musik i historien

Leder Kære læsere, Selvom vi som historiestuderende og historikere (forhåbentligt) er mere interesserede i historie end den gennemsnitlige borger, er vi er ikke de eneste med et forhold til historie/historien/historierne. Mennesker har måske som grundvilkår en indbygget evne og interesse til at forholde sig til og handle efter vores erfaringer og forventninger. Vi har derfor alle nok i større eller mindre omfang en forståelse af vores historicitet, dvs. hvad der præger den tid og sted man former og formes af, og historiebevidsthed om hvordan vi selv som historieskabende indgår heri og derigennem også et forhold til vor identitet(er). Mange har måske et udgangspunkt i det nære som familien og generationerne og først derefter de(n) større nationale og globale fortælling(er) og derudover mange andre mere eller mindre flygtige erindrings-fælleskaber som fodboldklubben, gymnasieklassen mv. Som mennesker med historiebevidstheder af forskellige grader af modenhed bruger vi også historien forskelligt. Nogle har et stort ’forbrug’ igennem uddannelse, medier, museer, blade, arvegenstande, en interesse i slægtsforskning osv., mens andre ’nøjes med’ eller evner ikke andet end det banale historiebrug, hvor familiens erfaringer over de sidste to-tre generationer og artikler i fx Ekstrabladet og indslag fra tv udgør ballasten. Set i et større perspektiv er der derfor mange måde at forholde sig til og bruge historien på i det offentlige rum. Ikke alle stemmer overens, hvorfor et samfund, lokalt som nationalt, kan have mange både overlappende og modstridende historiekulturer. Et af stederne, hvor der oftest opstår konflikter er i politik. Historiens politik i det offentlige rum og offentlige diskurs er daglig kost, hvis vi kigger/lytter. Statuen på forsiden udgør et eksempel, der har været i vælten via film. Senest har vi fx kunnet følge, hvorledes det græske finansministerium har haft en gravergruppe igennem ca. 190.000 dokumenter mhp. at fastslå omfanget af den nu mere end 50 år gamle tyske krigsgæld samtidigt med at tonen tyskere og grækere imellem på baggrund af diverse EU redningspakker til Grækenland er nået det punkt, hvor tyske vælgere ikke længere vil finansiere flere redningspakker og tyske turister fravælger Grækenlands om feriedestination. En tysk tv-serie har også fået på puklen, da den polske modstandsbevægelse ifølge polakkerne selv herunder dele af regeringen fremstilles så anti-semitisk, at det er svært at skelne mellem denne og SS. I den hjemlige andedam skvulper bølgerne også stadig efter folketingsmedlem Marie Krarup under et besøg i New Zealand søgte at gøre sig klog på maorikultur på en måde, hvorved hun både fik legitimeret bosætterkolonialismen som New Zealand den dag stadig ikke helt har fundet ud af at håndtere og ignoreret konsekvenserne for de mange forskellige maori iwi der den dag i dag også stadig kan ses og mærkes. Overordnet må det vel være sådan at historien forstået som fortiden, trods den er borte, stadig er eller hurtigt kan blive nærværende, hvis vi selv, vore familiemedlemmer, klubkammerater, medier, politikere osv. tager fat i den, men også hvis steder, ting, lyde, lugte osv. griber fat i os af egen kraft. I dette nummer bringer vi derfor en række indlæg, der på hver sin måde tager fat i vores forhold til historie/historien/historierne, hvad enten det er overvejelser om hvordan man kan bygge bro mellem universiteterne og borgerne, hvis og i så fald hvordan museer bedst formidler en given historie via markedsarrangementer eller teater, man som historikere bruger interviews som kildemateriale uden at blive en del af gruppen af mennesker man arbejder med eller undgår at give dem problemer eller hvilken rolle man får som turist i et land med en konfliktfyld fortid såvel som nutid. De bedste hilsener, Redaktionen

Where do you see public history in the future?

Some thoughts on Public History

I hope public history will expand from merely a separate field within history to a kind of attitude of all historians (also those not directly engaged in the field of public history). It is important all historians understand that paying attention to the public aspect of their research leads to a winwin situation both for the broader society as for their research itself.

Af Hans Blomme, Akademisk medarbejder på Instituut voor Publieksgeschiedenis, Universiteit Gent What is public history to you and which potential does it hold in your view?

http://www.ipg.ugent.be/

Public history is often described as ‘the bridge’ between the academic world and the broad public. On the one hand public historians can build this bridge themselves, by presenting knowledge of the science of history in a way that is not only comprehensible but also attractive for a broad public. On the other hand public historians can also provide the necessary tools and insights which help others to build this bridge.

Læring i uvante rammer Kemi og kulturhistorie i forening

Public history has its benefits both for academic historians as well as the non-academic world. The former will be able to share their interests and research results with a much broader public. The latter get in touch with reliable and understandable information, which otherwise would be much more difficult to access for them. Besides facilitating the break out of the ivory tower, both parties also benefit in another way: by studying how (often complex) information can be presented to a public in a deliberate way both in form and in content, public historians are able to develop expertise and knowledge in a hitherto relatively neglected field of research. On the other hand the public benefits of the implementation of this expertise and knowledge in practice.

Af Anna Louise Siggaard, cand.mag. og museumsinspektør v. Sydvestjysk Museer

”Har I nogensinde fundet hobbit landsbyer?” – Ja, sådan kan det lyde, når elever fra Esbjerg Gymnasium besøger Esbjerg Museum. Heldigvis lød der også spørgsmål som: ”Vil det så sige, at man ud fra mængden af fosfat i jorden kan se, hvordan folk levede i jernalderen?” og ”I har altså kunnet rekonstruere dette langhus ud fra jordprøverne?” Spørgsmålene blev stillet under et undervisningsforløb, hvor en 3.g højniveau kemiklasse fra Esbjerg Gymnasium skulle undersøge, hvordan jernalder og gammel historie hænger sammen med kemi og naturvidenskab.

What are your current tasks and projects? For now I’m not working on a public historial project (Unfortunately!), but I did for two years. I was primarily concerned with the selection of photographs and images for a book and website. I also helped writing the texts of an online exhibition.

I 2012 indgik Sydvestjyske Museer i det nationale udviklingsprojekt IntrFace1. IntrFace er et samarbejde mellem gymnasielle uddannel1

http://www.intrface.dk/

ser og museer, og dets sigte er at få de unge ind på museet og opleve nye sider af det ellers så støvede sted. Derfor dannes der undervisningsforløb mellem lærere og museumsinspektører, der forsøger at udvikle både undervisning og oplevelser på museet ud fra en forankret faglighed. Sydvestjyske Museer indgik i to samarbejder og udarbejdede tre forløb. I denne artikel tages der udgangspunkt i det først afviklede forløb: Fosfatkartering. Jordprøver taget ved udgravning. Foto: Sydvestjyske Museer

Fakta: Sydvestjyske Museer er en stor organisation, der indeholder Museet Ribes Vikinger, Esbjerg Museum, Esbjerg Vandtårn, Skoletjenesten på Quedens Gaard, Rådhussamlingen i Ribe og Historisk Samling fra Besættelsestiden.

Forløbets start Jeg indrømmer det gerne. Mine første tanker som formidler var dette: Hvordan i al verden gør jeg små poser med jord, der indeholder gammelt tis spændende for unge mennesker, der i forvejen er svære at imponere?

Hvad er fosfatkartering? Det starter med arkæologien. Arkæologi er et fag, der på grundlag af materielle levn, beskriver menneskets historie fra de ældste tider frem til i dag. Til dette formål bruger arkæologerne mange forskellige naturvidenskabelige metoder fra bl.a. kemiens verden, heriblandt fosfatkartering. Fosfatkarteringog analyse bruges til at bestemme, hvor der har været menneskelig eller animalsk aktivitet. Fosfat forekommer bl.a. i urin, og herudfra kan man se, hvordan menneskene har boet, hvor dyrene har stået m.m. Mængden af fosfat i jorden kan altså give os en idé om, hvad der er foregået på bopladser i jernalderens Danmark.

Jeg henvendte mig til nørden. Min viden om dette emne var ikke-eksisterende, og det skulle ændres, for at jeg kunne begynde at se muligheder og vinkler, der ville gøre dette forløb til et super undervisningsforløb for eleverne. Min gode kollega og nørd Steen Frydenlund Jensen begyndte derfor at lære mig en masse om fosfatanalyse, hvad resultaterne betød i en historisk sammenhæng, hvordan metoden foregik i praksis, og hvad det hele havde med kemi at gøre. Med alt denne viden i baghovedet kunne elevernes lærer Niels Egelund fortælle mig, hvorledes dette kunne inkorporeres bedst muligt i pensum og studieretning, hvilke muligheder gymnasiets laboratorium havde, og hvad eleverne fandt interessant at arbejde med.

For at undersøge dette tager arkæologerne jordprøver fra udgravningerne, som de kan analysere. Det kan, afhængigt af udgravningens størrelse, blive til mange små poser med jordprøver. 5

dige, ansvarlige og engagerede individer. Det skal man som formidler anerkende og tilrettelægge sin formidling ud fra. Forløbet i korte træk: - Eleverne laver øvelser og teori på gymnasiet ud fra pensum og studieretning - Eleverne får fagligt oplæg og undervisning af arkæolog og museumsinspektør på Esbjerg Museum. Her får de en kasse med jordprøver med hjem til gymnasiet samt vores forskningsresultater

Elev i færd med at undersøge jordprøver. Foto: Niels Egelund

- Eleverne arbejder med metode og teori i praksis i kemilaboratoriet og undersøger jordprøverne ud fra naturvidenskabelig metode

Et samarbejde begyndte at tage form. Med nørdens viden om fosfatkartering, lærerens viden om undervisning og formidlerens viden om, hvorledes disse kunne forenes og blive spændende for målgruppen, blev der dannet et forløb, der gjorde eleverne nysgerrige, videbegærlige, interesserede, lyttende, udførende og perspektiverende.

- Eleverne skriver en faglig rapport med deres resultater - Sydvestjyske Museer modtager denne rapport og bruger elevernes resultater til sammenligning med egen forskningsresultater - Eleverne fremlægger forløbet og resultaterne til 7.kl. elever til den årlige naturvidenskabsfestival

Anerkendelse Det var vigtigt, at eleverne forstod, at et museum ikke kun er det, man møder som publikum møder i udstillingsrum. Sydvestjyske Museer er ikke kun en kulturarvsinstitution, det er også en vidensinstitution. Derfor skulle de unge mennesker have en anderledes museumsoplevelse, som de ikke før havde haft. For at opnå dette mål blev ét ord til et kerneord gennem hele forløbet: anerkendelse.

Derfor skulle eleverne have et ansvar. De skulle ikke kun deltage i dette forløb for pensums skyld, men også for museets samling og forskningsresultaters skyld. Museet skal bruge deres resultater til at sammenligning, og samtidig sammenligne brug af forskellig metode og teori. Deres arbejde med vores materiale ville derfor have betydning for meget mere end deres egne ambitioner og karakterbog. Samtidig udleverede vi dele af de originale jordprøver fra udgravningen, og havde en stor tiltro til elevernes håndtering af disse.

En vigtig del af formidling omhandler målgruppeanalyse - hvem er det, der er modtager? I dette tilfælde er det unge mennesker, snart voksne, der går op i deres studier. De har selv valgt at studere kemi på højniveau, hvilket antyder, at de også er alvorlige omkring deres studier. Samtidig er det en brugergruppe, der snart skal vælge retning for deres videre liv og arbejde. Det er selvstæn-

Anerkendelsen af at eleverne sagtens kunne arbejde med originalt forskningsmateriale, samt levere resultater museet kunne bruge, betød at eleverne udviste et kæmpe enga6

gement og drive under hele forløbet. De udviste stolthed og en stærk ansvarsfølelse, men også præcision og omhyggelighed i deres arbejde med prøverne og med deres endelige rapport.

ind i Esbjerg Museums oldtidsudstilling, fik eleverne en interesse, der ikke kunne skabes ud fra en lærebog. Skiftet i det fysiske læringsmiljø betød, at eleverne stod sammen med nørden, læreren og formidleren som ligemænd. Skiftet blev grobund for debat og diskussion af forskningsresultater, formidling og historiebrug, og undervisningen blev meget afslappet og dialogbaseret. Den fysiske kontekst – skiftet af læringsmiljø – sendte et budskab til eleverne om, at vi ønskede at samarbejde med dem og dele vores materiale med dem. Dette budskab skabte den anden vej, elever der nu blev til medproducenter af selve oplevelsen. De blev kreative og fik en basisviden, som de kunne bruge til at forstå sammenhænge og skabe en opbygning af historisk bevidsthed. Læringsmiljøer et meget vigtigt formidlingsmæssigt redskab, der viser, hvorledes man forholder sig til målgruppers forventninger, krav og behov, da det kan påvirke målgruppers interaktion, deltagen og holdning til og oplevelse af formidlingen.

Den gode historie i nyt læringsmiljø Koblingen mellem kulturhistorie og arkæologi med et fag som kemi, betød at elevernes undervisning blev sat ind i en uvant sammenhæng. En del af den anderledes museumsoplevelse var, at der nu pludselig eksisterede en historie bag de små poser med jordprøver i. Netop historien betød, at de naturvidenskabelige undersøgelser blev interessante for eleverne at foretage. Lige pludselig var jorden ikke bare jord, men det var historisk jord, som rigtige mennesker af kød og blod havde betrådt for tusinde år siden. Det var lige pludselig historien om, hvordan disse mennesker boede og levede, uden alt det vi kender til i dag af teknik, opfindelser og videnskabens fremskridt. Eleverne opdagede, at de ved at foretage naturvidenskabelige undersøgelser af jordprøverne, kunne stykke en fortid sammen. En fortid, der viste boligforhold, såsom at dyrene var inde i huset og ikke nødvendigvis uden for, fordi man om vinteren skulle holde varmen uden radiatorer.

Samarbejde og fællesskab Den dialogbaseret form for undervisning skabte skærpet opmærksomhed og interesse, men det skabte også noget uventet. Et nyt fællesskab. Museumsoplevelsen og den store mængde af jordprøver betød, at eleverne var nødt til at dele deres viden og erfaringer i laboratoriet med hinanden i højere grad end tidligere. De begyndte at samarbejde på kryds og tværs og begyndte at bryde de strukturer, der normalt var eksisterende under gruppearbejde. Ved at bryde disse og ved at skifte klasselokalet ud med et rekonstrueret langhus fra jernalderen, blev klassen som hold mere social og mere sammentømret. Ift. til læring havde det den effekt, at eleverne var mere komfortable

Ved at sætte teori og Foto: metode ind Museer i en helt Undervisning på Esbjerg Museum. Sydvestjyske anden ramme end laboratoriet, men i stedet 7

ved at stille spørgsmål, og ikke længere var usikre på klassekammeraters reaktion.

At vende vrangen ud på museet.

Undervisningsforløbet skabte også en ny form for samarbejde mellem museet og gymnasiet. Det viste, hvorledes man kan forene fagligheder, som umiddelbart virker som værende langt fra hinanden, og danne et stærkt og brugerinddragende forløb på flere forskellige måder. Det har været en læringsproces for begge parter, og det har skabt en unik indsigt i hinandens arbejdsforhold og organisationsopbygninger.

Historisk gadeteater – også en formidlingsform af historie Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.-stipendiat Hals Museums udstillingsbygning er placeret i Hals Skanse, og Hals Skanse er Danmarks bedst bevarede enkeltskanse fra renæssancetiden. Et enestående anlæg, i dens nuværende form opført 1653-1654. Mit ph.d.-projekt, et fællesprojekt mellem Aalborg Universitet, Nordjyllands Historiske Museum og Museumsforeningen for Hals Museum har sammenhæng med det storstilede renoverings- og udviklingsprojekt for Hals Skanse, der også tager sigte på en mangfoldighed af formidlingsformer. Og en af de måske mere utraditionelle, og alt andet end itbaserede, er teatret.

Samarbejder mellem gymnasier og museer skal udvikles og fortsættes, således der fortsat kan dannes undervisningsforløb, der indeholder viden og erfaringer, som begge institutioner nyder godt af – og endnu vigtigere, som eleverne nyder godt af. Gennem forløb som disse kan unge mennesker tilegne sig færdigheder og redskaber, der giver dem lyst til læring, forbereder dem til videre uddannelse og gør dem bekendte med dansk historie og kultur.

Siden 1988 har Amatørscenen Skansen næsten hver sommer gennemført sommerspil på skansen. I 1999 var den daværende Hals Kommune, Hals Museum og Amatørscenen Skansen enige om, at 150-året for junigrundloven skulle fejres på mangfoldig vis. Vi plantede en Grundlovseg, skænket af Folketinget, på skansens glacis; den er siden blevet hugget. Og vi udgav en lille bog, ”Ånden fra ´49,” med undertitlen ”Forvaltning, forening og fest i Hals Kommune 1849-1999.” Noget af det, den fri forfatning jo gav mulighed for, var foreningsdannelser, og blandt de foreninger, der behandles i bogen, er Club 100 i Ulsted, der som så mange andre foreninger søgte om støtte fra Folkeoplysningsudvalget. Det fik de nu ikke. Club 100 var nemlig en af landets første swingerklubber, og man mente ikke at dén aktivitet hørte under Folkeoplysningsudvalget. Det var ellers en stor forening: 305 medlemmer, fordelt på 150 par, 130 mænd og 25 kvinder. I øvrigt var arrangementets Grande finale et foredrag med Jens Jørgen Jesus Thorsen. Han var vel den rette til at mene noget om grundlov og ytringsfrihed.

Kort sagt, blev eleverne fra højniveau kemiklassen på Esbjerg Gymnasium uden tvivl til de mest interesserede mennesker i små poser med jord indeholdende gammelt tis, jeg nogensinde har set!

Elever i færd med at formidle forløbet videre. Foto: Niels Egelund

skuespillet ”Sværdet og korset,” om tiden i overgangen mellem hedenskab og kristendom.

Et sognerådsmøde 1999 Nå, det blev så også anledningen til mit første virke som aktiv teatermand, som dramatiker – hold da op! Men det er værd at Peter Seebergs ord, både for museumsarbejde og i øvrigt generelt. Når man nævner Seeberg tror folk altid der kommer noget meget dybt tænkt, noget nærmest uforståeligt, men Seebergs filosofi for museumsarbejde var: Vi gør det sgu. Og det gjorde vi så.

I stykket fik vi så opklaret historien bag Bronzehjorten fra Øster Hassing, nu i Nationalmuseet, nemlig at den har tilhørt en hellig mand, og derfor har opnået status af relikvie. I Øster Hassing Kirke og på Hals Museum findes i øvrigt en kopi, naturligvis i bronze, af Bronzehjorten fra Øster Hassing. Jeg overvejede at anføre ved museets eksemplar: ”Originalen venligst udlånt til Nationalmuseet.” Men jeg syntes ikke jeg kunne få mig til det. Der er jo problemer nok i udkantsdanmark. På lignende måde blev historien om Guld Harald opklaret, herunder om Guld Haralds Høj nord for Hals, hvor så mange, incl. Nationalmuseet, efterhånden har gravet, at Guld Haralds Høj nu nærmest et hul i jorden, eller en negativ høj. En af vore sære seværdigheder.

I første omgang mente jeg faktisk, at teatret var i vejen, men det morede mig meget at skrive stykket til den store Grundlovsfest på Hals Skanse 5. juni 1999. Både fordi jeg kunne fremstille politiske stereotyper fra det yderste højre til det yderste venstre, og fremstille politiske studehandler, men også og ikke mindst fordi, jeg kunne levendegøre et stykke lokalhistorie på en anden og helt ny måde, uden at jeg egentlig havde gjort mig det helt klart. Men så vidt jeg husker fik jeg også den politiske studehandel ved dannelsen af den i 1970 etablerede Hals Kommune med i stykket. Det gav mig blod på tanden.

”Et sognerådsmøde” og ”Sværdet og korset” stod så en tid lang til at blive mine samlede dramatiske værker. De to skuespil tager udgangspunkt i hver sin ende af historisk tid; dvs. den tid, fra hvilken vi i Danmark har håndskrevne kilder. Jeg foreslog Amatørscenen Skansen, at vi kunne arbejde os op gennem århundrederne, renæssance, 1700-tallet, Napoleonskrigene osv., og så efter nogle år ende med et skuespil, som i komprimeret form gennemspillede alle epoker, fra myte til nutid, og hvor skansen kunne komme til at udgøre kulisse for begivenheder, som virkeligt har fundet sted der. Den idé vandt ikke tilslutning, og jeg affandt mig med, at min dramatiske virksomhed var ført til ende, og var i øvrigt tilfreds med, at jeg med ”Sværdet og korset” havde kunnet fortælle det, som myterne ikke fortæller. Og de er sikkert ligeså fulde af løgn som jeg er. Bare man siger det, er det ok.

Sværdet og korset 1999 Nogle vil sikkert erindre, at 1999 også var Middelalderår i Danmark. Og efter ”successen” med ”Et sognerådsmøde” fandt vi, at tiden var inde til at bruge både stedet og historien på en helt anden måde. Samtidig, og ikke mindst, var det i.f.m. ”Et sognerådsmøde” gået op for mig (som om jeg ikke vidste det før, jeg havde bare ikke tænkt det) at man med teatret kan tillade sig at sige: Pyt med det er løgn, bare det er en god historie. Dén går jo ikke i denne branche. Nå, men i overgangen fra vikingetid til middelalder har vi i Hals Guld Harald, som optræder i de islandske sagaer, i grænselandet mellem myte og historie – og vel at mærke hen ved 800 år før Hals Skanse blev bygget. Det slog mig, at vi i skuespillets form kunne få sat det på plads, som kilderne tier om, eller hvor de er så dunkle, at de nærmest er i vejen. Sagaen om Guld Harald, som er en meget indviklet historie, blev udgangspunkt for

Godtfolk og galninge 2009 Der gik så hen ved ti år. I efteråret 2008 henvendte den lokale turistchef Kim Ry Jensen sig til Pia Bredow fra Det Hem´lige Teater og til mig. Det Hem´lige Teater havde med stor succes gennemført gadeteater i Aalborg, og nu havde man fået 9

lyst til at prøve det samme i Hals. Om jeg ville være med? Det ville jeg gerne. Hals oser af gode og dramatiske historier, som vi i mange tilfælde naturligvis har formidlet på behørig, historisk forsvarlig vis, i udstillinger, i foredrag, i artikler og i bogform, og i radio- og tv-programmer, lokalt, regionalt og landsdækkende.

og ud til kajen, hvor fortællerskens udkårne endelig vendte hjem – og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det var i store træk forløbet. Eneste gang der var flere end tre på ”scenen,” var da vi fik assistance af et par kanonskytter på skansen. Ellers trak de tre hele læsset. Og det var morsomt at høre folk, når der var blevet ”klappet af”, spørge om hvor de andre skuespillere var henne… Der var ikke andre. Jeg hoppede selv på den. Da vi nærmede os slutscenen på havnen, samledes vi om en bænk, hvor der sad en mand i Hals- eller Harboørehabit med en bajer, og jeg tænkte lettere irriteret om han dog ikke kunne flytte sig; han kunne jo se der skulle foregå noget. Indtil det gik op for mig, at jeg selv havde sat ham der.

Nå, der er mange historier der trænger til at blive fortalt, og jeg foreslog, at vi simpelt hen lavede et tværsnit i Hals´ historie. 1.000 års historie formidlet rundt i byen. Det blev til stykket ”Godtfolk og galninge,” med undertitlen ”Et historisk (sådan ca.) teaterstykke eller En vandring gennem 1000 års historie med Hals by, havn og skanse som kulisser.” Udarbejdelsen af manuskript rummede mange ”udfordringer,” som det hedder nu om dage. 1.000 års historie formidlet på et par timer, af tre skuespillere, en kvinde og to mænd. Dét var afsættet.

For øvrigt var en lokal vits afsæt for slutscenen: Manden havde været på langfart med HalsEgense færgen, der har en sejltid på fem minutter. Når turister skal gøre sig vittige, spørger de færgefolkene hvornår det toldfri salg åbner. Efter ti minutters sejlads, er svaret så. Det blev en stor succes. Udsolgt alle aftener, og man måtte udvide deltagerantallet pr. opførsel.

I første omgang besluttede jeg, at alle optrin skulle tage udgangspunkt i en historisk dokumenteret hændelse, forløb, begivenhed. Dernæst, at disse, så vidt muligt, skulle udspille sig på de steder, hvor tingene rent faktisk skete. Endelig måtte tingene bindes sammen dramaturgisk, med et plot, et formål med at bevæge sig rundt i byen. Og så skulle det hele foregå kronologisk, således at vi startede med Guld Harald, og sluttede i dag, dvs. 2009.

13 dage i maj – 2010 Hals Museum og InfoCenter Hals og Det Hem´lige Teater havde fået blod på tanden. I 2010 opførtes så skuespillet ”13 dage i maj,” med manuskript af Pia Bredow, og min ringhed på sidelinien som faglig konsulent. Afsættet for den historie er betydeligt mere koncentreret: I maj 1945 nægtede tyskerne, 600 mand, at overgive sig til den lokale modstandsbevægelse, 13 mand, og først den 17. maj kl. 17 om eftermiddagen, da ledelsen af den jyske modstandsbevægelse og en britisk styrke nåede frem til Hals, overgav tyskerne sig her. I den periode førte modstandsbevægelsen en logeller dagbog, og ved hjælp af den, og en række øvrige kilder og dokumenter der belyser affæren, kan vi meget nøjagtigt rekonstruere hvad der skete i Hals i de 13 dage i maj 1945. Det historiske forløb, som blev gengivet yderst korrekt og i den udstrækning det var muligt på de steder, hvor begivenhederne fandt sted, var så bundet sam-

Den samlende fortælling, og guiden rundt i byen, var den kvindelige hovedperson, der var på vej ned på havnen for at se, om dog ikke hendes elskede snart kom hjem. Han var på langfart, naturligvis. Vi startede ved en skulptur af Guld Harald, der skuer ud mod højen der altså er et hul i jorden (vikingetid), gik over til birketinget ved kirken, hvor det faktisk har været afholdt (middelalder), ned til et af de drabelige slag ved, på og i Hals Skanse (renæssance), mødte Jakob Severin (en storkøbmand) på torvet (1700-tallet), videre gennem byen med en fortælling om bl.a. den alt andet end ædruelige Hals Afholdsforening (1800og 1900-tallet) til havnen (befrielsen 1945 mv.) 10

men af en kærlighedshistorie, med alt hvad dét nu indebærer. Igen bestod den samlede skuespillertrup af tre personer, en kvinde og to mænd. Og igen i 2010 blev stykket en stor succes.

at sige vender vrangen ud af museet. Vi tager afsæt i virkelige hændelser, opbygger scener omkring disse, og lader scenerne udspille sig, der hvor begivenhederne fandt sted.

Heksejagt i Hals og Den sidste tid – 2011

På den måde er virkeligheden rammehistorien, som skuespillet kobles op på, og ikke omvendt. Det kom tydeligt frem i ”Godtfolk og Galninge,” og måske mere evident i ”13 dage i maj,” hvor forløbet fulgte modstandsbevægelsens dagbog, og hvor vi sluttede af på Toften 1 i Hals, det gamle missionshus, hvor Hals Museum har arkiv og administration, og hvor modstandsbevægelsen havde hovedkvarter. På dén måde og med dé overvejelser som baggrund, mener jeg at museerne gerne kan gå ind i projekter som disse. Virkeligheden skal være rammehistorien, ikke fiktionen. Virkelighed først, fiktion så.

Vi kan lige så godt få med her, at vi blev ved. I 2011 opførtes ”Heksejagt i Hals,” med afsæt i den sidste trolddomssag i renæssancetidens Hals, og i Aalborg opførtes ”Den sidste tid,” om besættelsen 1940-1945. Pia Bredow skrev manuskript til begge skuespil, og i begge tilfælde var jeg faglig og nørdet konsulent. Også en måde at formidle historien på eller At vende vrangen ud af museet Set fra en side kan man naturligvis sige, at museets rolle i disse arrangementer blot har været at medvirke til endnu en event i sommerlandet, at bidrage til stedets oplevelsesøkonomi, at levere aktivitet for de mange turister, der kommer til Hals. Og til de lokale, naturligvis.

Fremtiden Og fremtiden? Tjae, hvis der bliver mulighed for det, går Hals Museum formodentlig gerne ind i endnu et gadeteaterstykke, hvad enten det er tusindårige synteser eller stykker bygget over en koncentreret periode eller hændelse.

Set fra en anden side er museets rolle imidlertid også den, at vi ved at gå ind i projekter som disse formidler dele af områdets historie på endnu en måde. Den historiske kerne, eller de – for i ”Godtfolk og Galninge” er der mange kerner – er korrekt. At der så skal nogle dramaturgiske kneb til at binde historierne sammen, gør ikke kernen mindre korrekt. Og jeg er overbevist om, at ikke blot forfatteren, men også publikum, er helt klar over, hvornår der bliver digtet til, hvornår man lyver, for at gøre en historie med ukendt slutning færdig. Det er jo skuespilforfatterens privilegium. Men kernen i sådanne stykker, der netop tager afsæt i historien, skal være sand. Og fra museets side rummer engagementet da også det lønlige håb, at såvel lokale som turister – ud over at få en god oplevelse – efter at have set stykkerne vil få lyst til at vide mere, og besøge museet, gå til vore foredrag, købe vore bøger osv.

Men vi vil mere. Nu startede jeg med at brokke mig en kende over skansespillets repertoire, men også skansespillet er en tradition, som vi gerne ser fastholdt på skansen, og hvor vi så gerne vil have, at vi ikke er i vejen for hinanden, for det er vi også, trods det gode samarbejde. Desuden har vi iværksat det meget stort renoverings- og udviklingsprojekt for Hals Skanse, som vi gerne ser brugt endnu mere, og med hvilken vi gerne vil bidrage til en optimering af stedets oplevelsesøkonomi. Og når vi fylder skansegården med vore anlæg, bliver der ikke længere plads til skansespillet i skansegården. Men det har vi taget højde for. Nord for skansen, på Hals Skanses glacis, etablerer vi en scene, hvor skansespillet for fremtiden kan opføres. Her bliver gode forhold, god plads, og man kan både fortsætte det repertoire, som nu engang er blevet Amatørscenen Skansens, og man kan gøre det uden at vi går i vejen for hinanden.

På museerne er vi vant til at lave udstillinger, bøger, foredrag. Fra et musealt synspunkt er kernen i de lokalhistorisk baserede skuespil, at vi så 11

Men ikke nok med det: Hensigten med sceneestraden er, at også andre skal kunne benytte den, uden videre og med minimal bureaukrati. Det gælder både til skuespil, til større eller stort anlagte koncerter, og til det lokale folkemusikorkester, harmonikaensemple eller hvad det nu måtte være, eller hvis digter Pedersen har lyst til at stille sig op og læse digte en lørdag formiddag. På den måde har vi sørget for, at scenekunsten for bedre forhold i Hals, og at man både kan gennemføre byvandringsforløbene, og kan udspille ”stationære” skuespil på den nye sceneestrade. Det siger sig selv, at i det øjeblik vi tager fat inde i skansegården, vil skansespillet blive hjemløst. Derfor havde opførelsen af sceneestraden også høj prioritet, da vi nu så småt er begyndt at løbe pengeindsamlingen i gang. Det var derfor med stor glæde vi kan konstatere, at de 1.6 mio. kr. vi skal bruge til scene, nu er i hus, bevilget af Aalborg Kommune. Så skal den sådan set bare bygges.

udtryk for, at museet er klar over, at det ikke skader at give de besøgende hvad de ønsker. I mit speciale, “Digital kulturformidling og oplevelsesøkonomien”, som jeg afleverede i sommers, har jeg netop set på hvad der sker, når museerne tilpasser sig en hverdag, hvor konkurrencen mellem oplevelser er så hård som aldrig før. Jeg har særligt set på digital kulturformidling, da den også er i fare for at kunne beskyldes for tivolisering. Men hvorfor kan den det og hvad betyder tivolisering?

Litterattur Henrik Gjøde Nielsen: Tre stykker – og en fortale. Forlaget Nordjylland 2011.

Tivolisering - eller en god forretning? På Bork Vikingemarked kan man både købe en grillpølse og møde vikinger og frankisk rytteri

Om oplevelsesøkonomi og museumsoplevelsen

Tivolisering er et nedsættende begreb, der af og til ses klistret på formidlingstiltag, der måske fokuserer mere på oplevelsen end indholdet. Det er her digital formidling i lighed med et julemarked er udsat for kritik. Når vi alligevel ser digital formidling, og markeder i alverdens afskygninger, skyldes det det skifte, der er sket i museumsverdenen. Man er nået til den konklusion - eller er på vej til den, at museets gæster faktisk er kunder, der ikke kommer af sig selv. Det er en oplevelsesøkonomisk tilgang, der så småt har vundet indpas, men som stadig kan få tilhængere af en “klassisk” museumstilgang til at se rødt.

af Lasse Justesen, Cand. Mag i Historie På min nuværende arbejdsplads, RingkøbingSkjern Museum, er det årlige julemarked så småt ved at tage form. Det er en herlig blanding af alt hvad hjertet kan begære af julenisser og “gammeldags” jul. For nogle er det en fantastisk tradition og for andre er det et udtryk for “tivolisering”. Den “gammeldags” jul kan måske ses af nogen som en leflen for de besøgende og som noget et kulturhistorisk museum ikke har nogen faglig grund til at kaste sig over. Men julemarkedet - og anden tivolisering - kan måske ses som et

Den oplevelsesøkonomiske museumstilgang ændrede museets rolle fra en dannende rolle til en mere oplevelsesorienteret rolle. Museernes op12

gave er at få de to til at smelte sammen, så de besøgende faktisk har det sjovt, samtidig med at de bliver klogere på fortiden. Det er her den digitale formidling bliver interessant - og måske i mindre grad julemarkedet.

for eleverne, så de kan lave en dokumentar, en musikvideo, et nyhedsindslag, eller lige hvad der falder dem ind. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være en del af projektet, og det har været ganske interessant at se hvorledes eleverne kastede sig over rollen som reporter i en vikingehavn. Eleverne blev så at sige tvunget til at tage stilling til undervisningsmaterialet, fordi de selv skulle lave en film om det. Det kunne vel egentligt lige så godt have været en fristil de efterfølgende skulle skrive, men det virkede til, at det deltagende element gjorde stor forskel på elevernes begejstring.

Den digitale formidling kan nemlig udvide oplevelsesmulighederne. Det skal forstås således at den digitale tilgang kan give flere forskellige former til en fysisk udstilling. En udstilling kan eksempelvis bygges op, så den følger en streng æstetisk linje, hvor store tekststykker ville falde uden for. Her kan man ved brug af tablets give den teksthungrende bruger al den information han/hun måtte ønske, mens den oplevelsesorienterede bruger kan fornøje sig med en quiz – alt sammen uden at bryde et stramt udstillingskoncept.

Det er netop en af pointerne i mit speciale, at det er deltagelsen og ikke formidlingsplatformen i sig selv, der gør at smartphones og tablets har noget at byde på i en moderne museumsformidling. Museernes gæster vil inddrages i udstillingerne. Om det sker i en rundvisning eller på en digital platform er mindre vigtigt, men inddragelsen er vigtig.

Digitale lag kan give udstillinger en ekstra dimension ved eksempelvis at stille provokerende spørgsmål til den besøgende eller på anden vis “tvinge” denne til at tage stilling til det udstillede materiale. De digitale lags styrke er, at de kan aktivere den besøgende.

Formidling bliver til tivolisering når indholdet erstattes af form. Men det er vel ikke en ny ting, at indholdet skal være på plads? Digitale platforme giver museerne mulighed for en langt mere differentieret formidling - forskellige digitale lag til forskellige brugere - og det er netop differentiering, der er brug for hvis museerne skal nå nye brugergrupper.

På Bork vikingehavn er der fokus på den umiddelbare oplevelse af vikingetiden. Et digitalt lag kunne give endnu flere oplevelser uden at bryde det

Ringkøbing-Skjern Museum er lige for tiden i gang med lignende projekter, hvor der arbejdes på at skabe digitale lag i en fysisk udstilling. Det sker bl.a. i et skoletjenesteprojekt, hvor folkeskoleelever opfordres til at tage deres telefoner med på et museumsbesøg, så de efter besøget kan lave en film. Museet stiller arkivmateriale til rådighed

På Kaj Munks Præstegård vil gæsterne måske i fremtiden kunne bladre i et digitalt lag, der vil gøre den gamle præstegård levende

Brugergrupper er kodeordet hvis vi anerkender den oplevelsesøkonomiske museumstilgang. Kend dine brugere (kunder) og giv dem det produkt de ønsker. Det er det Ringkøbing-Skjern Museum gør ved det årlige julemarked - et julemarked, der tiltrækker gæster, som ikke nødvendigvis kommer på museet til dagligt.

sent and future. In what follows, I share some insights I gained during the three months of ethnographic field research I conducted in Guatemala for my MA thesis. 1. A past that does not pass Dealing with a violent past is one of the biggest political issues of our time, and all over the world a wide range of strategies or ‘transitional justice mechanisms’ are being developed to deal with historical injustice and conflict. Between 1960 and 1996, Guatemala was shattered by an internal armed conflict that resulted in the death of 200,000 people, including genocide against the indigenous Mayan population.2 The conflict may be officially over for 17 years, many survivors still feel haunted by this violent history. Or as William Faulkner once wrote: “The past is never dead; it is not even past.”3

Og hvem ved; måske opdager disse gæster, at museets formidlingstilbud ikke kun retter sig mod det typiske segment af veluddannede kvinder over 50 år, der oftest besøger museer, men faktisk har mere at byde på. Måske museets tivoliserende julemarked skaber nye museumsgæster?

Oral history in post-war Guatemala: The challenges of engaged research Af Tessa Boykens, cand.mag i historie og akademisk medarbejder på Gent Universitet He regards it as his task to brush history against the grain. - Walter Benjamin – My first encounter with Meso-America, a cultural-historical area that stretching from CentralMexico to Nicaragua, including Guatemala, started in 2009 when I was backpacking through Mexico. During this journey I encountered with a deep-rooted social inequality and racism against the indigenous population, which got me interested in my current research topic. The hunger for Central- American history and anthropology was further stimulated during my Erasmus studies at the University of Salamanca (Spain). My experiences in Meso-America and Spain made me realize that I wanted to be a historian not only to write about the past but also to understand how people deal with it and how it ramifies our pre-

The oral history project I did for my MA thesis was based on a case study of post-war Guatemala and situates itself in the fields of transitional justice and memory studies. The field of memory studies explores the manifold ways in which the past shapes the present and is shaped by present 2

COMISIÓN PARA EL ESCLARECIMIENTO HISTÓRICO, Guatemala: Memoria del Silencio. Tz’inil Na’Tab’Al, Guatemala, UNOPS, 1999. 3

A. BARAHONA DE BRITO, C. GONZÁLEZ-ENRÍQUEZ en P. AGUILAR, The politics of memory. Transitional Justice in Democratizing Societies, Oxford, Oxford University Press, 2001, p. 160.

perceptions. It focuses on issues such as historical representation, narratives, commemoration, oral history and the politics of identity.

participate in the post-war process of making history. Besides (re)producing the nation and its political and economic order, history can also have an emancipatory and critical potential. For that matter, we as historians “bear a professional responsibility to contribute to an ‘adequate definition of reality’ upon which public opinion and public policy may be based.”7

I investigated how different Guatemalan groups each deal with the conflict and analyzed the political implications of their practices and discourses of remembrance. In other words, how the past is present and thus defines the countries future. Transitional justice carries out a Western vision on history and time, but we still know very little on how indigenous people all over the world deal with the past.4 Therefore, one of the biggest challenges transitional justice faces today is cultural and local diversity.5 I claim that a better understanding of historical time and visions of memory can improve the local and cultural sensitivity of transitional justice because it takes the survivor’s needs into account. Oral history can play a very important role in this.

Unfortunately, in practice this is not always the case. In spite of the fact that dealing with a violent past is such an important political issue, contemporary historiography tends to make its findings on the societal impact of this issue only known to a limited intellectual audience. As historians we have to go beyond mere academic history and make a useful contribution to con: “Our future is our present and the past that does not pass” .8 Even though impartiality is a fundamental principle for every researcher, if we want to make sure the historical profession does not lose its social relevance, we have to “relinquish the safety of silence”. 9 By putting everything into perspective and contextualizing it historically, historians can prevent history from being used and manipulated for political purposes.

2. “You can’t be neutral on a moving train”6? Belgian war correspondent Rudi Vranckx’ response to the situation in Syria: “The first victim in a war is the truth. It has always been like that and generally the winners write history afterwards anyway”, struck me. Not only because it seems generally applicable throughout different contexts, but also because it is exemplary for the situation in Guatemala, where the indigenous population, confronted daily with memories of genocide, is being excluded from accounts which propagate an ‘official’ history. Given the fact that Maya culture has a strong oral tradition, oral history can be a unique opportunity to give survivor communities a voice and thus a chance to

3. Into the field: moving beyond the black and white Determined to bring history outside of the academy and convinced that empirical research could give my project more social relevance, I decided to go to Guatemala for my MA thesis. My investigation was interdisciplinary in nature and primarily combined research methods from the study of

J. RÜSEN (ed.), Western Historical Thinking. An Intercultural Debate, New York, Berghahn Books, 2002.

V. SANFORD and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer. Anthropology, Advocacy and Activism, Londen, Rutgers University Press, 2006, p. 3.

L. VIAENE, Voices from the Shadows. The role of cultural context in Transitional Justice Processes. Maya Q’eqchi’ perspectives from post-conflict Guatemala, Ghent, Ghent University, 2011.

F. HARTOG, “Régimes d’historicité. Présentisme et experiences du temps”, Cultures & Musées, 4 (2004), 4, pp. 128-133.

H. ZINN, You can’t be neutral on a moving train. A personal history of our times, Boston, Beacon Press, 2002.

H. ZINN, You can’t be neutral on a moving train, 2002.

history and anthropology. For a period of three months I went to Guatemala to do ethnographic field research, which mainly consisted of conducting interviews and participant observation.

that remained hidden in other sources. The data collected through these interviews allowed me to understand the importance of cultural and local context in dealing with the past. Oral history also helped me to unveil alternative and implicit interpretations of the Guatemalan armed conflict.

Guatemala has a unique cultural background, since more than 60% of the population is indigenous. Due to the growing globalization of transitional justice discourse, the global level seems to overlook the complexities of what is happening in local communities. 10 Theidon points out that “communities also mobilize the ritual and symbolic elements … to deal with the deep cleavages left – or accentuated – by civil conflicts”. 11 A growing amount of scholars agree that transitional justice is highly abstract, general and topdown. We therefore urgently need to address the lack of bottom-up, interdisciplinary and empirical studies.12

I choose these ethnographic research methods to be able to take into account different frames of reference, since key concepts such as history, memory and truth recovery are often contested in non-Western and culturally diverse societies. Further, oral history is the most appropriate research strategy to grasp people’s own perspectives and has the potential to challenge our own assumptions. 13 Theidon further notes that this approach also offers the possibility of “moving beyond the black and white of statistics to explore the grey zone” that characterizes the complex realities of war-torn societies.14 4.

“Excavations of the heart” Memories are “the work of hands, hearts, and minds, sometimes tugging in different directions.“ 15 The word recordar, to remember in Spanish, is derived from the Latin recordis and means “passing through the heart again”. English or French speakers not just happen to learn something ‘by heart’ or ‘par coeur’.16 Memory is a very dynamic and personal thing that is not detached from emotions. The anthropologist Victoria Sanford therefore calls the fieldwork she conducted on historical memory in Guatemala "excavations of

Doing oral history gave me the ability to document particular aspects of historical experience 10

L. VIAENE, Voices from the Shadows. The role of cultural context in Transitional Justice Processes. Maya Q’eqchi’ perspectives from post-conflict Guatemala, Ghent, Ghent University, 2011.

R. SHAW, “Memory Frictions”, in: The International Journal of Transitional Justice, 1 (2007), 2, pp. 183-207. 14

K. THEIDON, “Justice in transition: The micropolitics of reconciliation in postwar Peru”, in: Journal of Conflict Resolution, 50 (2006), 3, p. 436.

K. THEIDON, “Justice in transition”, pp. 433-457.

M.S. PHILLIPS, “Rethinking historical distance: from doctrine to heuristic”, in: History and Theory, 50 (2011), 4, p. 14.

D.F. ORENTLICHER, “Settling Accounts’ Revisited: Reconciling Global Norms with Local Agency”, in: The International Journal of Transitional Justice, 1 (2007), s.n°., p. 18.

Recording live broadcast “Radio Guerrilla”, La memoria en disputa, 22.02.2012, Guatemala City (Guatemala). Original transcription: “Volver a pasar por el corazón”.

the heart"17. Eric Hirsch and Charles Stewart in their turn highlight the personal relationship that each of us has with the past, what makes history “a complex social and performative condition, rather than an objectively determinable aspect of historical descriptions”. According to them, any form of historical consciousness is therefore “a dynamic social situation open to ethnographic investigation.”18

5. The challenges of oral history So there are many, sometimes contradictory, ways of dealing with the past. In cases of history and memory after violent conflict, it is reasonable that you as a historian think that some ways of remembering are more justified than others. If you do an oral history project that is politically charged, it is therefore not unlikely that you become overwhelmed by your research topic and you get very close with the people you work with in the field. You always have to be aware of this. On one hand, you can get really passionate about your research, which is a good thing. On the other hand, you cannot let yourself get away too much with the emotions that fieldwork can trigger.

During my fieldwork I aimed at mapping memorydiversity and its political consequences. Identityclaims of a political community always involve a historical dimension. Interpretations of the Guatemalan internal armed conflict therefore play an important role in the legitimization of a present political or social order. Just as Skidmore during her fieldwork in Burma, oral history allowed me to “document the potential forms of political agency that exist in the various subjectivities that are created under authoritarianism”.19 Representing lived experience through oral history allowed me to subvert official memory and institutional time, both imposed by the countries political and economic elite “which, in turn, allows for the inclusion of diverse subjectivities with new visions of the past, present, and future”. 20 An inclusive and many-voiced history that retains a certain form of contradiction and ambiguity – without falling into extreme relativism – reflects social reality more adequately than a positivist interpretation of truth and objectivity does.

At the time I was still doing fieldwork in Guatemala, ‘in the heat of battle’, I wrote a very impassioned article about the social struggle and historical oppression of the Guatemalan population. When I look back at it, I realise I was unconsciously reproducing the discourse of the people I sympathized with. It is interesting to see how I was only able to take some distance when I got back in Belgium and let my thoughts and feelings settle. I am not saying you should chase academic objectivity as it is defined nowadays (please don't!), you should absolutely dare to participate in social debates and take position. But obviously there are always some critical rules to follow. Just as the groups I distanced myself from because they denied genocide ever happened in Guatemala, the groups I sympathized with were also ‘imaginary communities’. Thus, their ways of remembering the Guatemalan armed conflict also generated significant political effects and can be regarded as identity-claims. A critical and deconstructive historical analysis therefore obviously remains crucial at all times. Anyway, I was ‘only’ writing a thesis and that is what these kinds of assignments are for, to learn. And believe me, I

V. SANFORD en A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer, p. 19. 18

E. HIRSCH en C. STEWART, “Introduction: Ethnographies of Historicity”, in: History and Anthropology, 16 (2005), 3, p. 262. 19

M. SKIDMORE, Scholarship, advocacy, and the politics of engagement in Burma (Myanmar), in: V. SANFORD and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer, p. 47. 20

V. SANFORD, What is an anthropology of genocide? Reflections on field research with Maya survivors in Guatemala, in: A. LABAN HINTON and K. LEWIS O’NEILL (eds.), Genocide. Truth, Memory and Representation, Durham, Duke University Press, 2009, p. 43.

learned a lot that year, not only about my research topic but also about myself. So if you still doubt to start an oral history project, please go for it! I recommend this enriching experience to everyone.

Brugen af oralhistorie interviews Af Martin O. Jørgensen, Ph.d.-stip.

6. On to a new epistemology of memory I think this dilemma I experienced between academic objectivity and activism is very interesting and could be the key for giving historiography more social relevance. We have to try to transcend the radical division between history (supposedly ‘scientific’ and ‘objective’) and memory (supposedly ‘popular’ and ‘subjective’) with the elaboration of an inclusive epistemology that unites description with commentary and argumentation. We have to look for a new kind of objectivity that includes scientific standards (facts, ‘history’) with personal dynamics (meaning, ‘memory’) and acknowledge the subjective gap that is inherent to the historical profession without falling into extreme relativism.21 Or as Skidmore highlights the value of oral history once more: We urgently have to “document lived experiences of ongoing state violence to prevent academic dismissal of citizen subjectivity – dismissal that ultimately supports the military regime’s historical denial.”22

P: Hvad har været den største belønning i at lave oralhistorie interviews? MOJ: Mit ph.d.-projekt beskæftiger sig med FN’s militære operationer og bygger mest på arkivmateriale fra FN. Det giver gode perspektiver i forhold til at komme ’helt ned’ ’på jorden’, men der er også mange blinde vinkler. Ikke mindst fordi arkiver ikke blot er neutrale informationslagre. Tværtom rummer arkiverne, som arkivforskerne Cook og Schwartz argumenterer for, magt der konstant forhandles, bekræftes eller omformes og stikker udover arkiverne og ind i forskningen. Derfor har jeg interviewet militær- og politifolk og planlægger også at snakke med lokale mhp. udfordre arkivmaterialet og soldaternes perspektiver ved at få disse ’andre’ stemmer i tale. Indtil videre har jeg derfor ikke publiceret noget på baggrund af de interviews jeg har foretaget, men i mit arbejde med disse står det meget klart at jeg kommer med ’helt ned’ ’på jorden’. Og at man får et andet forhold til sit kildemateriale, idet man selv er med til at skabe fortroligheden, der sætter rammerne for skabelsen af materialet. Hvert interview har derfor sin egen dynamik på godt og ondt. Nogle er glade for at dele deres erfaringer, mens andre skal trækkes i gang og nogle slet ikke er medgørlige i sidste ende. Eksempelvis er det nemmere at få pensionerede soldater til at tale om deres tjeneste, mens fortsat tjenestegørende er påpasselige. I disse interviews synes det dog ubetinget at have været en fordel at jeg selv har været soldat og udsendt.

I hope by sharing some of my experiences I was able to trigger your enthusiasm for oral history and engaged research as well. If history is about world making, historians have an important social and political role to fulfil. Oral history is an opportunity to transcend factual truth and to create intellectual contexts that are relevant to real life.23

W. KANSTEINER, Guestcollege on the theory of history, 13.12.2012. 22

V. SANFORD and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer, p. 47.

På den konto forventer jeg også noget besvær med at interviewe de forskellige lokale folk, da det ikke kun handler om at være med til at skabe fysisk trygge rammer under interviewene og de-

V. SANFORD en A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer. p. 7.

res sikkerhed efterfølgende ved grundig og omfattende anonymisering, men også det etisk som praktisk svære i at få mennesker, der har oplevet at blive jaget fra hus og hjem, mistet familiemedlemmer, være afhængig af andre i forbindelse med det meste fra mad til logi og leve med stor vished om at man ikke kan komme tilbage til familiens til at tale om disse forhold.

som partiske indlæg som for simpel og decideret reaktionær. Hvordan skulle man så nogensinde kunne bruge arkiv-materiale fra f.eks. kolonimagterne eller nazisternes dødslejre? Dette materiale var jo i endnu højere grad en medvirkende del af en ’partisk dagsorden’. Og hvor ville historieskrivningen være uden beretninger fra overlevende jøder eller nu borgere i formelt set afkoloniserede stater i Sydøstasien og Afrika?

Dog er jeg heldig hvad angår interviews med både flygtninge og soldater, da der er forholdsvis lange traditioner at trække på. Mange fejl håber jeg at kunne nøjes med at læse om, fremfor selv at lære dem på den hårde måde eller værre endnu at have andre betale for at jeg lærer dem. Princippet er ’do no harm’. Det skal være styrepinden før alt andet, da vi har med igangværende menneskeliv at gøre. I slemme tilfælde kan et dårligt sløret interview føre til døden for den interviewede.

Det er således langt mere frugtbart i begge retninger at tænke ’både-og’. Som Alistair Thomson pointerer; hvem ville ikke interviewe en romersk gladiator hvis man fik muligheden… P: Hvad mener du oralhistorie kan tilføre historie som fag? MOJ: Som måske kan læses lidt ud af svaret på første spørgsmål mener jeg, at oralhistorie kan give en dybde og menneskeligt nærvær skriftlige kildemateriale ikke ofte giver. Atmosfærer, følelser, dufte, lyde, osv. kan jeg sjældent læse direkte ud af en incident report. Hvordan de forskellige militære enheder agerede i ensartede situationer med lokale i landsbyen, på vejen, ved posten og omvendt de lokale med de forskellige militære enheder og individuelle soldater.

P: Hvad mener du er begrænsningerne i oralhistorie som metode, bevægelse osv.? MOJ: Der er ingen tvivl om at kildematerielet har begrænsninger i forbindelse med hvad folk har glemt, kan huske, vil tale om, hvordan man påvirker de eller de personer man snakker med osv. Nøjagtig på samme måde som ved andet kildemateriale. Man har ’bare’ andre værktøjer til rådighed ift. at håndtere begrænsninger i dette kildemateriale og skabelsen såvel som tolkningen af det. En bog man kan bruge til at sparke denne første dør ind, er Lynn Abrams Oral History Theory. God bog!

Mulighederne synes jeg også man kan se afspejlet på forskellige universiteter, der nu i stigende omfang udbyder kurser og nogle endog en kandidatgrad. Dog er der stadig tale om primært angelsaksiske universiteter, dvs. i lande med britiske imperiale rødder som f.eks. Canada og især USA. Dette element af de militærhistoriske interviews kan ikke ignoreres.

Kigger man udover de kildetekniske forhold, bør man også hæfte sig ved det potentiale, der ligger i at benytte oralhistorie til at indsamle erindringer og bruge disse som kildemateriale. Det handler om en proces, der helt konkret såvel som principielt kan demokratisere processen i at skrive, tolke og dele (nyere) historie på betragteligt. Sagt på en anden måde ser jeg holdninger om at det er ’enten-eller’ på baggrund af anklager om utroværdighed (pga. tiden imellem det man interviewer om og selve interviewet) eller interviews

Samlet set har Coffman en god pointe: “There is, indeed, much to be learned from those who were there”.24 P: Hvad er dit råd til tøvende, men interesserede studerende?

Coffman, Edward M.; ”Talking about War: Reflections on Doing Oral History and Military History”, Journal of American History no. 3, 2000, s. 591

MOJ: Læs videre om brugen af interviews. Øv derefter på familie, venner og medstuderende (prøv at dyrke familie/samfundshistorie ved hjælp af fotoalbum, en optager og en række spørgsmål der vender sig imod store processer som verdenskrigene, den kolde krig, staten eller samfundet, urbaniseringen, arbejdsløshed, omformningen af landbrug og fiskeri, mediernes repræsentationer af fortiden, historiebrug, digitaliseringen af hverdagslivet osv.). Lav så en brainstorm, gå i tænkeboks og konkretiser et indlæg her til bladet eller et projekt på studiet og snak først derefter med vejlederen om det i forhold til projektet er helt hul i hovedet eller bare skidesmart at lave interviews.

En rejseberetning fra Aotearoa/New Zealand Af Martin O. Jørgensen, PhD stip En rejse til Aotearoa/New Zealand kan byde på mange ting. For mig blev det en komisk, men rigtig god tur med familien, en række erfaringer med et par tusind kilometers til tider hasarderet venstrekørsel i en campervan med ballondæk og muligheden for i det små at reflektere over nogle triste sammenhænge mellem turister og turistdestinationer. Fordi Aotearoa/New Zealand altid ses på et kort ved siden af Australien er landet større end de fleste forventer. Det er lidt mindre end Italien og lidt større end Storbritannien. Det betyder også at forestillingen de fleste turister har om at ’se det hele’ via en tur i campervan ikke helt holder. Man får smagsprøver, fine smagsprøver, men ikke mere.

P: Kan du anbefale nogle hjemmesider eller litteratur til eventuelt interesserede læseres videre færd? http://www.ohs.org.uk/ http://dohistory.org/on_your_own/toolkit/oralHistory .html

Campervanen var forventeligt omdrejningspunktet for vores tur. Disse rullende huse findes i størrelser fra villaer på hjul med fladskærm, brusekabine og toilet til små skramlekasser med ikke meget andet end fire hjul og en motor.

http://museumvictoria.com.au/discoverycentre/websi tes/making-history/resources/expert-videos/alistairthomson/) http://www.oralhistorysummerschool.com/ For de jazzmusikinteresserede: http://sounds.bl.uk/Oral-history/Oral-history-of-jazzin-Britain Abrams, Lynn: “Oral History Theory”, Routledge, 2010 Cook. T. and J. Schwartz: “Archives, Records and Power: The Making of Modern Memory”, Archival Science, Vol. 2, No. 3-4, 2002, pp. 1-19 Cook. T. and J. Schwartz: “Archives, Records and Power: From (Postmodern) Theory to (Archival) Performance”, Archival Science, Vol. 2, No. 3-4, 2002, pp. 171-185

Vores var skrabet og den næstmindste, hvad vi som fire personer ret hurtigt erfarede. Dog kunne den stadig indrettes i forskellige sektioner så man f.eks. kunne (undgå at) høre keltisk folkemusik (sådan da) ligesom mikroovnen og håndvasken kunne og blev brugt til opbevaring. Derudover var bilen kronisk retningsustabil forstået på den måde, at den med sine 6 meter og ballondæk i regn-

Thomson, Alistair: “Four paradigm transformations in oral history”, Oral History Review, Vol. 34, No. 1, 2007, pp. 49-70

vejr gav rig mulighed for at drifte selv med 15 km/t. Det var ikke som chauffør fantastisk at høre fra bagsædet: ”vi vinker, når vi kører forbi jer”... Det krævede selvsagt lidt tilvænning, især i Nordøens kystveje helt ud til vandet og dermed kunne give alles nerver deres eget liv. Ikke alle magtede derfor at køre ’bæstet’. Ved chaufførskifte blev der klaget over ’angst-provokerende’ kørsel. Ikke mindst ved et hasarderet forsøg på at overhale en anden campervan, der blev afbrudt pga. følgende kommentar fra bagsædet: ”jeg vil fa’me hellere overleve…”. Min erfaring med at køre traktor i et tidligere liv blev derfor mit uheld på denne tur. Ved sengetid blev vi yderligere tilknyttet bæstet. Forældre nederst og ’ungdommen’ øverst. Dårlig handel skulle jeg hilse og sige. Det medførte cirkelspark i hinandens ansigter, når man skulle ’ind i’ ’sengen’ (ikke mere end 45 cm ’høj’). Ved hosteanfald slog man panden i loftet og lignede en enhjørning næste morgen. Og drejede man sig sad man ganske enkelt fast. Kolde nætter i bjergområder gav for undertegnede udslag i nattøj, der bestod af fleecejakke, termobluse, løbebukser, uldsokker og, grundet et særligt mandigt og sexet hårtab, en fræk sag af en flerfarvet peruviansk uldhue.

Nuvel, alt var ikke ren elendighed og poppet irsk folkemusik (og når det var, var det ganske underholdende). Vi kom således på gondol-ture, fine vingårde, en fantastisk svømmetur med delfiner (søsyge medfulgte gratis), uforglemmelige strandog bjerg vandringer, sight-seeing en masse i byer og landområder, afholdt en meatpie konkurrence (Miss Macs vandt hæderligt, KB pies i Sumner tabte stort), shoppet (landets BNP steg mærkbart) samt fejret jul og nytår med maner. Især nytårs-aften var spektakulær. Vi fik fantastiske fårebøffer (landet har et tilsvarende forhold mellem tallet for får og mennesker som det danske mellem svin og mennesker), fin lokal rødvin og skød nytåret ind med champagne, en storm og 90-års fødselsdagen på Youtube. Endeligt fik vi set mange museer og monumenter, som jeg vil tillade mig at dvæle ved set i kontekst af newzealandsk historie og i sammenhæng med den voksende turisme.

, Turen rundt i bjergene gav også anledning til at vi stiftede et familiekor, hvor vi på skift kunne hoste såvel som gurgle gognac (old-school men effektivt!) i rytme. Af andre farlige ting bør nævnes newzealandsk slik, idet de kan koste og kostede en tand.

Fra Aotearoa til New Zealand: En kort historie Den form for kolonialisme Aotearoa og de flere hundrede forskellige iwi maorierne var og er organiseret i blev udsat for i lighed med de lande vi i dag kender som USA, Israel, Canada, Australien og Sydafrika bosætter kolonialisme. Flere og flere postkoloniale forskere taler for at disse lande ikke 21

bør ses som afkoloniserede. Godt nok har landene fungeret selvstændigt i mange årtier, men bosætterne forlod aldrig ikke landet. Tværtimod blev de i stedet flere og fik børn.

samt mest vigtigt aftalte at man under ingen omstændigheder ville afgive hvad vi i dag forstår som ’suverænitet’. En årerække med krig fulgte hvor nogle flere af de iwi, der ikke underskrev traktaten fra 1835 gik med briterne for at positionere sig i de interne magtkampe. Som kortet viser førte denne britiske del og hersk strategi til at voldsom omlægning af alle aspekter i Maoriernes liv fra kultur igennem filosofi, videnskonventioner og sprog til levevis og materielle grundlag. Mange aspekter er det stadig. Der er således flere maorier end ’Pakéha’er’ i fængsel, afhængige af alkohol og stoffer, på laveste uddannelsesniveau og i flest lavtlønnede jobs sammen med eller indvandrere fra stillehavs-øerne, der kom under newzealandsk mandat efter første verdenskrig eller asiatiske indvandrere. Efter anden verdenskrig trak mange maorier til byerne i takt med at de landbrug (på deres tidligere jorde) de ofte havde tjent ved blev samlet i større enheder og mekaniseret. Det skabte en ond og næsten selvopfyldende cirkel, der endte i det samfund kort beskrevet ovenfor. På samme vis var kun engelsk godkendt som officielt sprog. Derfor kan de mange stednavne med Maori ophav, også under koloniseringen, synes kosmetiske.

http://www.teara.govt.nz/en/map/19476/loss-ofmaori-land

Det sproglige monopol ændrede sig først i 1980’erne og i dag er det muligt at se maori-tv. Det var også først i midt-1970’erne og 1980’erne man på baggrund af kampen for homoseksuelles rettigheder, en maori kampagne for landrettigheder og en imod det sydafrikanske rugby hold på tour i New Zealand at man fra den bredere befolknings side begyndte at forholde sig til diskrimi-nationen og racismen. Siden er der sket en del. Landet hedder nu Aotearoa/New Zealand, er erklæret bi-kulturelt, der er programmer for maori-studerende, rugby-holdet samt politiet og de militære styrker, som repræ-sentanter for landet, bruger maoriernes haka ligesom der er oprettet et tribunal, der på på baggrund af Waitangitraktaten fra 1840 (og ikke den fra 1835!) har muliggjort juridisk behandling af maoriernes er-

Kortet viser tydeligt udviklingen igennem de hastigt svindende ’suveræne’ landområder maorierne havde under sig og dermed deres modstandsdygtighed overfor kolonialismen og skabelsen af New Zealand. Fra 1820 med begyndelsen på en systematisk britisk tilstedeværelse og frem gik det kun en retning. I 1840 blev Waitangitraktaten under-skrevet mellem briterne og flertallet af iwi’er. På dette tidspunkt var der 2.000 briter mod flere hundrede tusinder maorier, hvorfor man må formode at den sædvanlige hymne at man fra maoriernes side her accepterede britisk over-herredømme. Denne opfattelse forstærkedes i øvrigt af en aftale fra 1835 hvor et stort antal, men ikke alle iwi, skrev under på at mødes årligt og diskutere problemer og vedtage love, dvs. at mødes til en national forsamling 22

statningskrav. Landet kan dog ikke ses som afkoloniseret.

monumenter til museer som forskellige dele af erindringslandsskaber, der appellerer forskelligt til erindringsfællesskaberne mellem yderpunkterne ’New Zealand’ og ’Aotearoa’.

Erindringslandskaber og erindringssteder På den baggrund kan man forsimplet se ’New Zealand’ og ’Aotearoa’ og de forskellige erindringsfællesskaber, der knytter sig til disse som et spektrum. Vi kan således forstå ’Aotearoa’ i den ene ende af spektret som erindringsfælleskabet af historiebevidste maorier, og de grupper af hvide newzealændere og andre indvandrergrupper, der er bevidste om det imperiale og koloniale grundlag for det land og samfund de indgår i. Erindringsfælleskabet ’New Zealand’ i den anden ende af spektret består derfor af hvide newzealændere, andre indvandrergrupper og maorier relativt ligeglade eller ubevidste med i forhold til landets koloniale for- og nutid og dermed i vid udstrækning udøvere af banal historiebrug. Siden 1820, hvor etableringen af kolonien har tilsidesat maoriernes samfund, har de officielle erindringslandskaber været tegnet af erindringssteder knyttet til henholdsvis bosætter- eller imperie fortællingerne om landets stærke tilknytning til det britiske imperie eller begge.

Overalt ‘ude på landet’ findes populær-historiske heritage museums som Founders Heritage Park, Gully Historic Historic Gold Mine, Marlborough Provincial Museum og Shantytown Heritage Park. Disse glorificerer på banal vis ofte bosætterkolonialismen og dens landsbyer, kirker, minedrifter og pionererne via hvad der ikke fortælles og fortællinger, der ikke stiller spørgsmålstegn ved kolonialismens konsekvenser. Traditionen står stærkt, i flere tilfælde også i de større byer som med Wellington Colonial Cottage og Historic Auckland House and Garden Tour pga. den britiske tradition for historie ’nedefra’ og forestillingerne om ’den nationale identitet’. Traditionen manifesterer sig dog ikke kun i pioner og kolonidiskurserne, men også - og måske endda i særligt omfang - i monumenter og museer dedikeret til den ’New Zealandske’ krigshistorie. New Zealand leverede således procentvis ift. den samlede befolkning flere soldater til de britiske styrker end alle andre britiske kolonier og Dominions og Stor-britannien selv til første verdenskrig. Navnet er misvisende, som antydet af John Darwin, der i stedet foreslår the War of Empires. På den baggrund står mindesmærkerne for de faldne i første verdenskrig i stort set alle byer og landsbyer (som på billederne ovenfor) dels som et spejlbillede af de britiske monumenter over hele Stor-britannien og Flandern og dels som en tribut til kampen for imperiet. Monumenterne varetages af lokale historiske samfund, hvis bedstefædre og snart oldeforældre var ’afsted’.

Samlet set giver det landet en række historiekulturer og erindringslandskaber, der somme tider overlappende og andre er i konflikt uden alle dog er opmærksomme på de historiske diskurser erindringsstederne manifesterer. Her ser jeg urimeligvist bort fra alle de landområder mange maori iwi mistede til kolonimagten. Disse udgør i den grad også erindringssteder, men her ser jeg kun på de officielle erindringssteder tænkt som sådanne. På den baggrund kan man forstå landets forskellige officielle erindringssteder fra 23

ledede krige ved udelukkende at fokusere på de døde soldater som ofre for ’os’ (billedet ovenfor). I Auckland er det gamle Auckland Memorial War slået sammen med det nyere Auckland Museum. Det betyder at man i den ene ende af museet kan følge en primært naturhistorisk fortælling fra dinosaurerne til vor tid og i den anden ende vandre rundt i de krige newzealandske, primært hvide, mænd har deltaget i. Der er monumenter til de faldne i krigene på New Zealand fra 1845 til 1872 (som æres for indsatsen for det land man har idag) og soldaterne, der i Boerkrigen kæmpede for det britiske imperium fra 1899 til 1902

I de senere år er flere unge newzealændere også begyndt at valfarte til de tidligere slagmarker ved Gallipoli i det nuværende Tyrkiet på deres interrail ture i Europa. Der findes sågar rejsevejledninger til disse skrevet af newzealandske militærhistorikere. Det militærhistoriske er også promoveret på museer. I 1964 blev forskellige små militære samlinger samlet under Operation Heritage i et nyt museum for militæret formet som en bunker og placeret tæt på en af landets største militærbaser ved Waiuouro.

I mange museer er maorierne egen og fælles historie med bosætterne dog inkluderet uden at være glorificeret, men primært som friseret bikulturel historie på grundlag af Waitingi-traktaten og med det fremtidige ’Aotearoa-New Zealand’ man ønsker at skabe for øje. Det nationale flagskib Te Papa i Wellington er det bedste eksempel herpå, idet museet synes at have taget oplevelsesøkonomiens principper for nær ift. dets opgave i at forme landets unge medborgere, som også peget på i forskningslitteraturen. Yderligere syntes dele af udstillingen om maoriernes historie før briternes kolonisering at være en mindre vellykket hybrid mellem en historiefaglig og maori udlægning (trods den store respekt for de udstillede ’genstande’) ligesom forsøget på at problematisere koloniseringen under mit besøg mest syntes som en holdeplads for turister med hang til stole og wifi. Det er et svært hvis ikke umuligt projekt museet har kastet sig ud i, men når den vigtigste del af udstillingen ligeledes er gemt væk (og alde-

Her bliver man som gæst ved indgangen til udstillingen kraftigt opfordres til at deltage i en erindringspolitik, der ikke stiller spørgsmålstegn ved deltagelsen i forskellige britisk og amerikansk

les mennesketom under mit besøg) har man ikke gjort det nemt for sig selv eller gæsterne.

familien. Drejer det sig om forestillinger om nationale identiteter stiller det sig dog lidt anderledes. Det er ikke tilfældigt, at de hvide newzealændere i land-områderne ofte stemmer i den højre del af det politiske spektrum og samtidig abonnerer på pionerfortællingerne og tilhørsforholdet til Storbritannien og vice versa. Relationerne mellem fortid og nutid er altså også politiske i natur på samme måde som Patrick Joyce taler for at historieskrivning også er politisk pga. dannelsen af viden og forståelse.

Et museum værd, der er værd at nævne og knytter sig til en national dimension af den bikulturelle fortælling, er museet i Rotorua. Museet fortæller en kompleks, men vellykket hybrid historie om Arawi iwi’en, der allierede sig med briterne og dermed blev en af de få iwi, der fik lov at blive i deres landområde. Udstillingen inddrager Arawi’ernes mytologier såvel som en historiefaglig version af tiden fra koloniseringen til vor tid på en tilgængelig måde. på baggrund af regionens loyalitet overfor det britiske imperium (også igennem deltagelsen i begge verdenskrige med deciderede maori-enheder) findes i området flere oplevelsescentre i form af ’kulturelle maori landsbyer’ og fortidige landsbyer begravet under vulkansk aske.

Turismen i Aotearoa/New Zealand og landets erindringslandskaber og historiekulturer I forlængelse deraf er turisters relationer med disse erindringssteder og erindringsfælles-skaber også politisk, når det kommer til forestillinger om nationale identiteter. Man har i nogle år talt om hvordan turister igennem kropslig involvering og fysiske aktiviteter indgår i relationer med deres destinationer og de mennesker, der bor der og dermed er med til at reproducere dem. Ikke mindst ved helt konkret at lægge deres penge nogle steder og ikke andre. På denne måde kan turister være med til at fastholde social uretfærdighed mv.

I de senere år har maorierne vist en tiltagende interesse i denne heritage industri, for pga. behovet for jobs og andre pga. muligheden for at nuancering af diskursen i det offentlige rum. Deciderede performances kan man betale sig til på større museer som Auckland Museum eller som med Kiwi Haka fra Queens-town bestille til bryllupper eller andre private functions, hvormed man bevæger sig fra den historiekulturelle over i den (oplevelses)-økonomiske sfære. Enkelte synes dog at pege i modsatte retning. Et eksempel herpå er Maori Tours Kaikoura, der primært sigter efter skoleelever og sekundært andre gæster. De har ikke en ’kulturel landsby’, men tager deres gæster rundt i deres lokalområde og (under)-viser i deres forhold til jorden, fortiden og deres kultur igennem mere traditionelle former for hvad vi ville kalde for storytelling.

Kigger vi globalt er det et omfattende problem idet turisme er blevet en af de globalt mest indbringende økonomiske aktiviteter da de 50 millioner turister i 1950 er blevet til 900 millioner i 2007 og 1.8 milliarder forventede turister i 2015. Når 80% af alle turister derudover kommer fra vestlige lande, og dermed ofte tidligere kolonimagter, er der noget at tænke over. Ikke mindst fordi verden i samme periode også har set fremkomsten af et globalt flygtningeproblem. Disse to processer med ’mobile mennesker’ kan med andre ord ikke forstås adskilt.

Disse forskellige dialoger eller vinduer mellem fortid og nutid, mens de skabes og er aktive, er ikke kun afgørende på det personlige plan og indenfor de forskellige erindringsfælles-skaber men også i den grad i det politiske. Ikke alle erindringsfællesskaber er nødvendigvis politiske, som f.eks. dem vi indgår i fodbold-klubben eller med

Hvordan så med New Zealand? I 1901 oprettedes Department of Tourist and Health omend turisterne i en årerække ikke var mange og primært britiske på udflugt til kolonierne. Så sent som i 1960 var der også ’kun’ 60.000 turister. Det har dog siden ændret sig i takt med skibe er udskiftet 25

med fly og især i de seneste ti år, hvor Lord of the Rings-filmene har ændret Aotearoa/New Zealand til Aotearoa/New Zealand/Middle Earth, så der nu er flere end to millioner turister hvert år. Mange opleve adventure-turismen som landet har været dygtigt til at sælge sig selv på eller Middle Earth fra filmene. Mange også de maritime sider landet kan tilbyde om end byerne er begyndt at blive dygtigere til at oprette cash cows som store museer, dynamiske kulturog nattemiljøer, gode spisesteder osv. Som nævnt vil maorierne også i stigende grad havde del i kagen. Nogle søger det gennem ’oplysnings-turisme’, mens andre søger det igennem en reelt kortsigtede og simplificerende kommercialisering af deres egne kulturelle praksisser og historiekulturer. Ikke mindst er turisterne vilde med de mange monumenter som ses som ’historiske’ og som eksempler på ’en svunden tid’. Kort sagt; igennem de steder og mennesker turisterne lægger deres penge i og hos samt de erindringsfællesskaber og erindringssteder de på forskellig vis bakker op om eller reproducerer, er de med til at reproducere et komplekst postimperialt, men ikke post-kolonialt ’Aoteatora/New Zealand’. Dvs. et land, der i lighed flere tidligere diktaturstater og post-konflikt samfund grundet det store tavse flertal af bosættere og efterkommere helst skuer fremad uden at skue tilbage. Afgørende for turisters aktiviteter er deres forståelse for deres destinationer. Mange af vor tids rejsebøger som ’Lonely planet’, ’Fodor’ og ’Turen går til’ er ikke tossede, men de indgår selvsagt i den globale turisme-økonomi og vil derfor nok ikke fraråde turister at tage til f.eks. Aotearoa/New Zealand pga. den post-koloniale (men langtfra teoretiske) diskussion om landets afkolonisering. Turister kan selvsagt også få oplysninger på nettet. Her findes naive, men velmenende sider, mens andre er så langt ude at man er tabt for ord. En enkelt vil således have vikinger forbi landet før maorierne for at give det en menneskelig for-tid, der underminerer maoriernes poin-

te om at være de oprindelige indbyggere og dermed vogterne af ’Aotearoa’ og der igennem fjerner legitimiteten af ’New Zealand’. De kritiske hjemmesider og rejsebøger, der ikke promoverer sanseløs kommerciel turisme til landet, men derimod turisme som social interaktion med fokus på interkulturel læring på et pluralistisk grundlag og potentiale for deltagelse i social retfærdighed er endnu ikke skrevet. Så tænk over hvad i er med til at reproducere på jeres næste rejse. God tur! Litteratur -

Alison J. McIntosh, Frania Kanara Zygadlo & Hirini Matunga (2004): Rethinking Maori tourism, Asia Pacific Journal of Tourism Research, Nr. 4, s. 331-352

Darwin, John: “The Empire Project – The Rise and Fall of the British World System”, Cambridge University Press, 2009

Hayward, Janine & Nicola R. Wheen: “The Waitangi Tribunal – Te Roopu Whakamana i te Tiriti o Waitangi”, Bridget Williams Books, 2004

Hall, C. Michael & Hazel Tucker: Postcolonialism”, Routledge, 2004

Joyce, Patrick: “The Gift of the Past: Towards a Critical History”, i Jenkins, Keith et al.: “Manifestos for History”, Routledge, 2007

McGibbon, Ian: “Gallipoli – A Guide New Zealand Battlefields and Memorials”, Reed Publishing og the Ministry for Culture and Heritage, 2004

Mikaere, Ani: ”Colonising Myths – Māori Realities: He Rukuruku Whakaaro”, Hui Publishers, 2011

Perkins, Harvey C. & David C. Thorns: “Gazing or Performing? Reflections on Urry's Tourist Gaze in the Context of Contemporary Experience in the Antipodes”, International Sociology, Nr. 2, s. 185-204

Warring, Anette: ”Erindring og historiebrug. Introduktion til et forskningsfelt”, temp, Tidsskrift for historie, nr. 2, 2011, s. 6-35

Global Issue Nr. 32, 2009

http://www.celticnz.co.nz/VikingNavigation.htm

“Tourism

and

Gymnasiepraktik på Morsø Gymnasium

spekt for den faglighed, jeg bragte med mig ved at komme fra Aalborg Universitet, så det var intet problem.

Af Mia Bundgaard Rasmussen, 4. semester

I slutningen af min uge fik jeg lov til at undervise end 3.g klasse i historie. Jeg tog udgangspunkt i mit projekt på 2. semester: ”Engelsk imperialisme i Palæstina i periode fra år 1915 til 1917” og underviste eleverne i kilde- og historiebrug, og hvordan forskellige former for kilder gjorde det muligt for at England at agere i Palæstina, som de gjorde. Eleverne fik udleveret tre forskellige former for en kilder: et brev, en traktak og en erklæring og vi havde efterfølgende dialog om, hvad de havde fundet ud af. Undervisningen var et kick, og det var en vild fed oplevelse at viderebringe historisk viden og mærke elevernes engagement.

”Larmen af elever er overvældende, gymnasiet er forvirret indrettet og jeg har vadet igennem en pløjemark på Nykøbing Mors i minus otte grader kl. 7 om morgenen for at møde til tiden, men da jeg endelig finder min vej på Morsø Gymnasium bliver jeg mødt af en utrolighed varm venlighed og et struktureret skema for mit praktikforløb.” Således starter min historie om praktikoplevelsen på Morsø Gymnasium. Jeg har i mange år gået med tanker om at blive gymnasielærer, så da Karrierecentret åbnede muligheden op for at komme i praktik som gymnasielærer, greb jeg karpen og tog muligheden. Jeg endte på Morsø Gymnasium på Nykøbing Mors, der er et mindre gymnasium med blot 400 elever. Jeg skulle følge timer i historie og psykologi, og jeg mødte fra første færd en masse varme og venlighed og ønsket om at give mig den bedste praktikoplevelse som mulig. Mit skema var velstruktureret og planlagt, hvor jeg bliver tilknyttet flere forskellige lærere på forskellige niveauer for at overvære deres timer. Overværingen af timerne foregik på forskellige måder: hvis klassen havde klasseundervisning sad jeg og lyttede til undervisningen, og hvis eleverne havde gruppearbejde, gik jeg rundt iblandt dem og agerede hjælpelærer.

Jeg havde en utrolig fed praktikoplevelse, hvor alle lærerne var fantastisk søde, venlige og virkelig engageret i at give mig den bedste praktikoplevelse som overhovedet muligt. Det var en hård uge med mange timer, men jeg fik en masse oplevelser og jeg kan på det varmeste anbefale at tage i praktik på Morsø Gymnasium. Udover oplevelsen af erhvervet gik det også op for mig, hvor fagligt udrustet vi bliver på Aalborg Universitet, og det er virkelig awesome at opleve, at den faglighed kan blive benyttet i praksis.

Folkeuniversitetet Af Katrine Funding Højgaard, 4.sem.

Det skal her nævnes, at jeg selv fik lov til at bestemme graden af min aktivitet i timerne. Der var altså intet pres fra gymnasiet om, at skulle hjælpe til eller agere på en bestemt måde, men jeg fik friheden til at vælge hvad jeg selv ville have ud af oplevelsen. Jeg valgte at deltage meget aktivt i undervisningen, og jeg blev af masse søde og engagerede elever, der virkelig tog eminemt godt imod mig. Jeg havde lidt frygtet, at jeg ville blive mødt med fjendtlighed og disrespekt, da jeg ikke er uddannet og næsten er på alder med dem, men de var virkelig søde, og de havde stor re-

Formålet med denne artikel er at fortælle lidt om Folkeuniversitetet ud fra mine egne oplevelser i håbet om at inspirere flere til at deltage i de – for studerende ofte gratis – forelæsninger der udbydes. Som navnet antyder, er Folkeuniversitetet åbent for alle og kræver ingen særlige forudsætninger udover almindelig interesse og nysgerrighed. Der udbydes hvert halvår en bred vifte af forelæsninger og kurser inden for mange forskellige fagområder, der dækker både humanistiske, 27

samfundsfaglige og naturvidenskabelige fag. Min interesse er koncentreret omkring historieforelæsningerne, der emnemæssigt favner vidt fra antikkens historie til det 20. århundrede, fra den brede verdenshistorie til lokalhistorien omkring Aalborg Kvægtorv og Hals Skanse. I dette første halvår af 2013 har jeg indtil videre deltaget i to forelæsninger, én om den amerikanske borgerkrig og én om Verdun og Somme, to definerende slag i Første Verdenskrig.

de. Efter sådan en femtimersforelæsning går man bestemt klogere derfra, igen inspireret til at læse mere om emnet. Forelæsningerne på Folkeuniversitet afholdes af dygtige faguddannede folk, der brænder for det, de fortæller om. F.eks. kan nævnes Martin Husted, der afholdte førnævnte forelæsning om Verdun og Somme. Han er uddannet historiker, og ved især meget om militærhistorie. Han har tidligere holdt forelæsningsrækker på Folkeuniversitet om militærhistoriske perspektiver på Anden Verdenskrig og specialstyrker i Anden Verdenskrig, og udover en indgående og detaljeret viden om militærstrategier, er han god til at sætte de forskellige slag og krige ind i en historisk kontekst. Desuden tager han gerne nogle bøger med omkring det emne, han forelæser om, som man kan bladre i i pausen, og få et indblik i forskningen på området.

Forelæsningen om den amerikanske borgerkrig 1861-65 varede to timer en almindelig hverdagsaften, hvilket gør sig gældende for en del af forelæsningerne. Forelæsningen gav et godt overblik over krigens kontekst, optakten til krigen, vigtige slag og begivenheder samt hvilke konsekvenser krigen havde for befolkningen generelt. Forelæseren kom også ind på hvordan krigen senere er blevet fremstillet som f.eks. en krig mellem tilhængere og modstandere af slaveriet, en forestilling der må nuanceres. Et interessant indslag i forelæsningen handlede om danskere i den amerikanske borgerkrig, både på Nordstaternes og Sydstaternes side, en vinkel som undertegnede ikke kendte meget til i forvejen. Alt i alt var forelæsningen glimrende til at give et overblik over den amerikanske borgerkrig og virkede som inspiration til at dykke dybere ned i emnet på egen hånd.

Udover de to omtalte forelæsninger, havde jeg tilmeldt mig en forelæsning om Hals Skanse af ph.d.-stipendiat Henrik Gjøde Nielsen (se evt. hans artikel om samme emne i Pergamentet nr. 3) og en forelæsningsrække over tre torsdage om den danske treårskrig 1848-50. Begge disse blev dog til min store ærgrelse aflyst pga. for få tilmeldte, hvilket leder mig tilbage til håbet om at inspirere flere til at deltage i Folkeuniversitetets forelæsninger. Og der er gode grunde til at deltage: Det er (for det meste) gratis for studerende! Der er et bredt udvalg af forelæsninger! De ligger (som regel) på hverdagsaftener! Det foregår (næsten altid) i AAU’s lokaler på Strandvejen 12-14! Og så er det spændende – mit indtryk er, at forelæserne på Folkeuniversitet, udover at vide meget om deres emne, også generelt er dygtige til at formidle deres viden på en spændende måde samt inddrage tilhørerne i diskussioner undervejs. Nu er forårsprogrammet godt i gang, og en del forelæsninger allerede afholdt, men til september udkommer et helt nyt program for efteråret, så jeg vil opfordre interesserede til at tage et kig på programmet til den tid. Det er jo aldrig for skade at få lidt ny viden indenbords.

Forelæsningen om Verdun og Somme var en lørdagsforelæsning på fem timer, hvor der altså var masser af tid til at kigge detaljeret på to af de store slag i Første Verdenskrig. Forelæsningen indledtes med en opridsning af konteksten med optakten til krigen og de forudgående begivenheder før de to nævnte slag, hvorefter slagenes militære perspektiver og generalernes strategier blev behandlet meget detaljeret. Udover nærmest at beskue slagenes gang i jordhøjde, kom forelæseren også omkring de efterfølgende moralske spørgsmål om hvorvidt generalerne havde handlet rigtigt eller forkert da de sendte hundredtusindvis af unge mænd ud i en skyttegravskrig, hvor overlevelseschancerne ikke var ret go28

job. Det er det, jeg fortryder mest ved min studietid, at jeg ikke tog et semester i udlandet.

Guide til gratis forelæsninger: -

Gå ind på www.fuaalborg.dk Vælg ’Specialaftaler’ i højre side af skærmen Vælg punktet ’Aalborg Universitet – Ansatte & studerende’ Indtast navn, uddannelsesretning og studienummer Tilmeld forelæsninger

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Stemmer fra arbejdsmarkedet: Anders Lillelund

Jeg tror det bedste, man kan gøre, er at finde sig et studiejob. Om det er relevant for din uddannelse er ikke det vigtigste. Det er mere vigtigt, at man finder sig et studiejob, hvor man kan gøre sig nogle erfaringer om, hvad det egentlig er som arbejdsmarkedet efterspørger. For skal man være helt ærligt, er det næppe historikere, som arbejdsmarkedet efterspørger lige for tiden.

Anders Lillelund er uddannet cand.mag. i Historie fra Københavns Universitet 2011, og arbejder nu som A-Kasse-rådgiver i HK's A-kasse.

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem? Jeg arbejder i dag i Tilbagebetalingsafdelingen i HK’s a-kasse. Det er en længere historie, hvorfor jeg er endt her. Tilbage i 2006 fik jeg et studiejob hos Magistrenes a-kasse, hvor jeg skulle sidde i et ”call-center” og svare på opkald fra a-kassens arbejdsløse medlemmer. Det var et meget fleksibelt og velbetalt studiejob, så det bevarede jeg gennem hele min studietid. Det har på den positive side betydet en stabil indkomst under hele min uddannelse, hvilket er en god forudsætning for at kunne gennemføre en uddannelse. På den ”negative” (hvis man kalde det det) side har det betydet, at jeg ikke har haft nogle studiejob, der har haft noget som helst med Historie at gøre. Men det er jo en prioritering, man må gøre sig.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Jeg havde faktisk ret mange overvejelser om, hvad jeg skulle lave, når jeg engang blev færdig med min uddannelse. Som historiestuderende er vejen til ens arbejdsliv ikke på samme måde fastlagt, som hvis man f.eks. læser til sygeplejerske. Det kan godt føles frustrerende og lettere angstprovokerende, at man ikke ved, hvad man kan bruge sin uddannelse til, når man er færdig. Det tænkte jeg faktisk ofte over. Jeg var en af dem, der ikke havde udpræget lyst til at blive gymnasielærer, og hvad skal man så blive? Det var der ikke rigtig nogen, der kunne give mig et klart svar på.

Da jeg i 2011 havde afleveret mit speciale og endelig skulle ud på arbejdsmarkedet, havde jeg store ambitioner om at ende i en udfordrende og spændende AC-stilling i et ministerium eller lignende. Men jeg fandt hurtig ud af, at det var der desværre også hundredvis af andre nyuddannede akademikere, der havde. Efter jeg havde søgt en 4-5 stillinger (hovedsageligt i det offentlige), hvor jeg ikke blev indkaldt til samtale, men fik at vide, at de havde haft 200-300 ansøgere, besluttede jeg mig for at prøve og se om jeg kunne finde arbejde ad anden vej. Jeg tænkte, at jeg gennem

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)? Jeg ved, at der var en del andre fra min årgang, der var i forskellige praktikforløb, og var glade for det. Jeg kom desværre hverken selv i praktik eller til udlandet og læse et semester. Det sidste vil jeg specielt anbefale andre at gøre, for det er noget, man ikke kan gøre, når man først har fået et 8-16 29

mit studiejob i en a-kasse vidste en del om netop det område. Jeg søgte derfor 3-4 stillinger i forskellige a-kasser og blev indkaldt til samtale i FOA og HK. Det første fik jeg ikke, men stillingen i HK’s a-kasse blev jeg tilbudt en time efter, jeg havde været til samtale.

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig? Mit faglige netværk har ikke rigtig spillet nogen rolle for mig. Men jeg ved det kan være utrolig vigtigt i forbindelse med jobsøgning. Jeg har bl.a. selv været involveret i, at to af mine tidligere kollegaer er blevet ansat samme sted som mig. Jeg har simpelthen anbefalet dem. På den måde har deres faglige netværk spillet en rolle for dem.

Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din faglige viden om det emne du specialiserede dig i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks. at overblik over et større materiale, formidle mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.?

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende?

Jeg har ærligt talt ikke brugt ret meget af min faglige viden fra Historie i min nuværende arbejdssituation. Det eneste jeg vel har kunnet gøre brug af, er den evne til at tilegne sig viden på, som man lærer på historiestudiet. Selvfølgelig har det at formidle faglige problemstillinger også været noget, jeg har kunnet gøre brug af i forskellige situationer. Jeg har bl.a. været involveret i en del projektarbejde, hvor jeg godt har kunnet mærke, at jeg qua min uddannelse har en fordel i forhold til mine kollegaer, der for de fleste tilfælde ikke har en længerevarende uddannelse bag sig.

Tænk over hvor du gerne vil ende henne efter din uddannelse. Hvis du er fast besluttet på, at du vil være gymnasielærer eller arbejde på et museum, så søg et studiejob inde for de områder. Min erfaring er, at det ikke er historieuddannelsen i sig selv, der giver dig mulighed for at arbejde med det, du brænder for. Det er erfaringen fra forskellige studiejob, der er afgørende for, hvad du ender med at lave, når studietiden er ovre. Sidst men ikke mindst, nyd Jeres studieliv, mens I har det. Og nyd tiden til at fordybe Jer i forskellige historiske emner. Det er der nemlig småt med tid til, når man er ”fanget” på arbejdsmarkedet i et 8-16 job.

Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs? Jeg er selvfølgelig utrolig langt fra min uddannelse, men jeg er også meget realistisk omkring, at der ikke er brug for alle de historikere som samfundet uddanner i dag. Det er desværre en realitet, og det bliver det nok også ved med at være i fremtiden. Vi er jo i Danmark allerede i gang med en effektiviseringsproces, som skal gøre os mere konkurrencedygtige i forhold til udlandet end vi er i dag, og i den sammenhæng vil der næppe dukke flere ”typiske” historikerstillinger op.

betragtes som så væsentligt, at f.eks. statsmagter bekoster betydelige summer på at udforme, opbevare og tilgængeliggøre dem – tænk bare på, hvad der bekostes på husleje og opvarmning af store dyre arkivbygninger. Men hvad er det for en værdi, som dokumenter repræsenterer?

Arkivfeber: Om støvkorn, forbryderbilleder og internationale organisationer Af Poul Duedahl, lektor og studienævnsformand

Svaret er egentlig meget enkelt. De er nemlig databanker fra fortiden. Selv når fortidens mennesker for længst er døde og borte, kan dokumenterne åbnes og deres handlinger og tanker aflæses. Og netop fortidens handlinger og tanker er uhyre vigtige – af mange grunde.

Verden er fuld af støv. Selvom vi mennesker jævnligt støvsuger os til illusionen om, at det ikke er tilfældet, så er det et faktum, at de små solide partikler af døde hudceller, pollen, tekstilfibre, jord og forurening lægger sig jævnt og konstant i lag overalt omkring os.

Tag nu bare psykoanalytikeren Sigmund Freud, der havde stor interesse for fortiden. Faktisk var han besat af en slags ”arkivfeber”, som gik ud på, at han ville finde frem til begyndelser og oprindelser til dårligdomme, fx psykiske problemer, i hukommelsen hos de mennesker, der kom i hans konsultation. Den menneskelige hukommelse er ganske vist ikke den form for arkiv, vi historikere oftest beskæftiger os med, men i princippet er formålet det samme med fysiske arkiver, der jo på tilsvarende måde kan anvendes til at tale eller skrive om begyndelser og oprindelser, og enten efterligne fortiden eller gøre op med den med henblik på at drive sig selv eller samfundet i en ønsket retning. Vi mennesker er nemlig slaver af fortiden og forstår os selv og definerer alt omkring os i forhold til den. Den er udgangspunktet for vores erfaring og danner rammen om vores forventninger til fremtiden.

Uden støv var der slet ingen arkæologer til. For når arkæologer graver, så sker det gennem århundreders aflejringer af støv og affald. Eller kulturlag som de lidt mere poetisk kaldes. Noget tilsvarende kan man sige om historikeren, der graver sig gennem lag på lag af dokumenter, som jo er skriftlige efterladenskaber fra fortiden – efterladt af en forfatter, der ofte er død og borte og for længst omdannet til støv og menneskeligt affald. Og så ikke helt alligevel. For selv når dokumenterne har nået støvets år og er kommet plejehjem – dvs. et bibliotek hvis de er trykte eller et arkiv hvis de er utrykte – så hænder det jo faktisk, at sprællevende mennesker tager dokumenterne ned fra hylden og bladrer i dem. Dokumenter har altså en levetid, der ofte strækker sig lidt længere end forfatterens, og som først slutter når de selv smuldrer, mugner eller brænder. Og det er den tid – fra et dokument bliver efterladt til det endegyldigt bliver støv og affald – der er historikerens jagtmark!

Derfor eksisterer arkiver og derfor findes der historikere, som mestrer opstøvningens kunst, og som spenderer måneder og år af deres liv på at grave sig vej ned gennem kulturlagene af ophobet og nyttig skriftlig fortidsviden.

Opstøvningens kunst Sekstenhundredeoggrønhvidkålsdokumentet Lad os lige slå en ting fast: Dokumenter er støvede – fra vugge til grav. For de bliver lidt ældre og smuldrer en anelse hver dag. Men det støvede image skygger samtidig for den kendsgerning, at dokumenter jo kun eksisterer i kraft af, at de er i stand til at tilbyde nutiden et eller andet, der

Redaktionen af Pergamentet har bedt mig om at fortælle om mit forhold til arkiver. Og hvorfor så ikke – præcis som med Freud – prøve at finde frem til begyndelser og oprindelser til min egen arkivfeber. Hvordan kan det være, at netop jeg 31

blev jeg ramt af denne psykiske skavank, som gør, at jeg er nødt til at have ordineret jævnlige doser duft af hengemt pergamentpapir for at komme blot nogenlunde helskindet gennem tilværelsen?

Verdenskendt i Fredericia – fra forsiden af den lokale sprøjte, 1987 (Red: Poul Duedahl 14 år) Et par uger senere tog jeg turen til Landsarkivet i Viborg. Jeg satte mig ned og begyndte at bladre i siderne med de krøllede bogstaver, og i løbet af nogle måneder havde jeg transskriberet hele det støvede regnskab. Da Nationalmuseet siden kom for at udgrave kirken, kunne jeg altså på forhånd fortælle arkæologerne, hvordan kirken havde set ud og hvilke bygningsmaterialer de kunne forvente at finde. Jeg fik fri fra skole i en hel uge for at være med som konsulent.

Sagen er, at jeg blev smittet af den nuværende rigsarkivar. Begivenheden fandt sted, da jeg en eftermiddag – det må næsten have været i 1986, for jeg var 13 år gammel – mødte op på Vejle Kulturhistoriske Museum med et kraniefragment fundet ved en nedlagt kirkeruin i lokalområdet. Fragmentet tog museumsinspektøren sig af, men jeg husker særlig mødet med denne unge og lettere langhårede, nyansatte arkivar, der var uddannet på Historiestudiet ved Aalborg Universitet og hvis nordjyske oprindelse ikke fornægtede sig, når munden åbnede sig. Han forsynede mig fluks med en artikel fundet i den lokale årbog og som handlede om kirkeruinen. Artiklen fortalte, at der eksisterede en gammel kirkeregnskabsbog fra 1617-56, som kunne give et indblik i, hvordan kirken havde set ud.

Når det i sidste ende blev det arkivalske fremfor det arkæologiske, som blev min skæbne, så skyldes det formentlig, at man på arkiver uden videre kan benytte de originale dokumenter, mens man på museer helst skal holde fingrene langt væk fra alle unikke genstande, som ikke sjældent er forseglet i glasmontrer. De næste mange år tilbragte jeg i hvert fald som frivillig på et lille arkiv i Fredericia, og i flere af mine sommerferier sad jeg på læsesalen på Landsarkivet i Viborg. Derved blev sekstenhundredeoggrønhvidkålsdokumentet bare det første af utallige. Nørd? Jovist, men hvilken læreplads for en historiker in spe! De kilder, de kilder Hvordan kommer man så fra 1600-tals kirkeregnskaber til dokumenter efterladt af internationale organisationer i det 20. århundrede? Forklaringen er såre simpel: Man skal bare være opvokset på en åndssvageanstalt! Dengang i 13/14-årsalderen boede jeg nemlig i en lille flække ved navn Brejning mellem Fredericia og Vejle. Landsbyen rummede landets største anstalt for udviklingshæmmede – smukke slotsagtige bygninger med 100 år på bagen. I dag udstykkes palæerne og sælges til mennesker med millionformuer på bankkontoen, men dengang hvor jeg boede derude, var de stadig en anstalt – 32

men også en anstalt under afvikling og altså på vej til at blive fortid og dermed en slagmark for fremtidens historikere.

ville vide hvorfor kranieopmålinger ikke længere kan bruges til at retfærdiggøre noget som helst, og hvorfor den gammeldags racisme netop er blevet gammeldags og altså noget som historikere forsker i med afstandens charme.

Jeg besluttede mig i hvert fald tidligt for, at netop jeg – af alle mennesker – var udvalgt til at skrive den unikke historie, som det jo er, når staten bygger ”slotte til idioter”, som en politiker engang udtalte på Folketingets talerstol.

Normalt vil man sige, at forklaringen ligger i Anden Verdenskrig og Holocaust og erfaringer med imperialismens skyggesider. Men det er bare ikke forklaring nok. For hvordan går enkelte individers vidneudsagn om vold og massakrer hen og bliver almenviden? Her må der nødvendigvis være nogen, der udfolder et stort og koordineret oplysningsarbejde. Det viste sig da også, at FN og særlig særorganisationen UNESCO i 1950erne og 1960erne spillede en helt særlig rolle i den forbindelse, og i april 2003 – altså for præcis 10 år siden – blev jeg ansat på Historiestudiet i Aalborg for at grave lidt i det.

I det hele taget har jeg altid interesseret mig for den slags mennesker, som bor på anstalter eller lever på kanten af normalsamfundet, ja faktisk alle mennesker som repræsenterer dumhed, særhed, uhæderlighed, bedrageri, luskeri og amoralitet – kort sagt samfundets afvigere. For hvorfor bliver så mange mennesker ved med at opføre sig på bestemte måder, når normer og regler påbyder det modsatte? Eller omvendt: Hvorfor retter så mange mennesker sig efter reglerne til trods for de åbenlyse fordele, der ligger i at bryde dem?

Jeg skulle selvfølgelig have nogle støvede dokumenter at arbejde med, så længe gik der ikke førend jeg til Paris, hvor jeg sad i kældermørket under UNESCO-bygningen på Place de Fontenoy ved foden af Eiffeltårnet og læste breve og pamfletter om anti-racisme fra notabiliteter som Albert Einstein og Mahatma Ghandi – breve som ingen andre havde læst siden arkivæskerne blev lukket i 1950erne. Nu blev alle brevskriverne vakt til live igen inden i mit hoved. De blev til mennesker af kød og blod og med de laster og lyster, som forklarede deres virketrang og satte sig spor i deres arbejde for organisationen.

For at gøre en lang historie kort, så begyndte jeg i 1995 at læse historie på det der dengang hed Odense Universitet. Her lykkedes det mig langt om længe at få skrevet og udgivet bogen om min barndoms anstalt. Og hvad var så naturligere end at hoppe videre til nogle andre normbrydere – nemlig grønlænderne. Den skavank, som grønlænderne led af, var at de så anderledes ud end normaldanskeren. Der var sågar antropologer, der omkring 1900 mente, at de tillige var dummere end gennemsnitsdanskeren. Derfor gik de i gang med at opmåle grønlændernes kranier. Et ganske nyttigt arbejde skulle det vise sig – for med en god portion overskudsintelligens kunne den danske befolkning nemlig med god samvittighed fortælle sig selv og omverdenen, at det var en uegennyttig og alfaderlig byrde Danmark påtog sig ved, som koloniherrer, at hjælpe de nordatlantiske barbarer i retning af civilisationen. Det var emnet for mit speciale i 2001.

Men hvordan kan det rent praktisk lade sig gøre at sidde på et kontor i Aalborg og bruge tre-fire år på at skrive en afhandling på baggrund af nogle få ugers dokumentindsamling i Paris? Det er let at forklare. I min studietid fortalte historielektor Aage Trommer gang på gang om, hvilken revolution kopimaskinen havde været for ham, da man jo pludselig kunne tage kopier med hjem fra arkivet. En dag, når jeg bliver en gammel og grå eminence, vil jeg på tilsvarende måde fortælle alle nye historiestuderende om, hvilken revolution digitalkameraet var for mig. Ikke alene

Efter specialet blev jeg ansat på Odense Stadsarkiv som arkivar – præcis som det var planen. Men jeg kunne ikke helt slippe tanken om at forske, og 33

har det skånet utallige dokumenter for turen gennem kopimaskinens tunge låg og kopieringsmekanismens lyshav – jeg har bagefter kunnet bringe tusindvis af digitale dokumentkopier med over landegrænser så let som ingenting, og har kunnet sidde med dem på min computer, bladre i dem, vende tilbage til dem og slå efter i dem, selvom originalerne befandt sig i Paris, Washington, London og New York og hvor jeg sidenhen har været på arkiv. Omkring 25.000 digitale kopier vil jeg anslå, at jeg har i min computer. Den eneste, der lidt overlast, er min pegefinger, som hver evig eneste af de 25.000 gange har skullet udløse kameraets lukkemekanisme. Poul Duedahl m.fl.: Forbrydelsens Ansigt, Gads Forlag [udkommer 31. maj 2013]

Støv er godt for hjertet I dag er der – næsten – intet, der giver mig et kick som at sidde på et arkiv og være det første menneske, der åbner en protokol, siden den blev lukket af en embedsmand for 50, 100 eller måske 500 år siden. Indimellem har jeg bladret i tingbøger fra 1700-tallet, hvor skriveren har glemt sin fjernpen mellem to sider.

At stå ansigt til ansigt med fortiden, og på den måde mærke for længst afdøde menneskers tilstedeværelse, er en følelse, som man kun kan forstå, hvis man har prøvet. At indsnuse støvet er godt for hjertet og at blive mindet om, at man blot er et individ i en lang perlerække af mennesker, der har levet og indsnuset støv før en selv, er sundt for sjælen. Jeg kan i hvert fald ikke lade være. For det særlige ved arkivfeber er, at den er så forbandet svær at slippe af med igen.

Senest har jeg gravet i politisager fra midten af 1800-tallet til min spritnye bog, Forbrydelsens Ansigt (udkommer på Gads Forlag den 31. maj 2013). Ikke alene er sagerne ofte vedlagt forbryderbilleder og gerningsstedsfotos og udførlige beretninger om den kriminelles karrierevej, de indbefatter sågar dirke, utugtige billeder og våben. For nylig åbnede jeg en konvolut med en snøre inden i. Da jeg læste det medfølgende brev, kunne jeg se, at snøren havde været brugt til at strangulere to mordofre på Lolland!

Indimellem hænder det, at mit arbejde bliver lidt for meget – for det gør ethvert job jo fra tid til anden – og så vender jeg tilbage til det sted af tryghed og velvære, som det er at gå på arkiv. Jeg går simpelthen på arkiv, som andre går til psykolog. Begge dele handler nemlig om at finde ind til det, som er godt for hjerte og sjæl. I mit tilfælde er det støv!

udgives bøger, hvor dette underlige og bevidst konstruerede ord er indblandet. Især synes medievalisme-termen at være genstand for en vis opmærksomhed fra især amerikanske humanistiske universitetsforskere. Med udgangspunkt i blandt andet litteratur-, køns- og kulturstudier har man hér i flere år interesseret sig videnskabeligt for, hvordan og hvorfor moderne samfund (og især måske deres kulturelle produkter) udnytter og bruger den historiske periode, vi andre kender som middelalderen.

Hva læser du? Mit favorittidsskrift af Torben Kjersgaard Nielsen … hedder i disse år postmedieval Tidsskiftet, som udgives af Palgrave/Macmillan er relativt nyt. Det er blot i sin fjerde årgang, og der er således kun udkommet 13 numre fordelt på 10 udgivelser. Man må imidlertid sige, at tidsskriftet er kommet særdeles flot fra start. Det har – på ægte amerikansk vis - således allerede fået tildelt hæder som ’Best New Journal’ fra Association of Learned and Professional Society Publishers (ALPSP) i 2012 og modtaget prisen som ’Best New Journal in Humanities and Social Sciences’ (den såkaldte PROSE-award) af Association of American Publishers i 2011.

Medievalisme som term dækker således både over den praksis, at middelalderen udnyttes og bruges i nutidige (kulturelle, politiske, kønsmæssige m.fl.) sammenhænge og selve den videnskabelige analyse af denne brugspraksis. Medievalisme som forskningsobjekt interesserer sig således for den forgangne middelalders virkning i og påvirkning af dens eftertid. Fortidens tilstedeværelse i nutiden. Fokus samler sig især om nutidens brug af allehånde middelalderlige kulturelle referencer, enten det er som fysiske levn og artefakter eller i mere uhåndgribelige gevandter som ’spectres’: Spøgelser, der synes at ’hjemsøge’ vores kultur, og som vi ikke rigtig kan bestemme os for at synes om eller afvise.

Tidsskriftet har undertitlen: a journal of medieval cultural studies – og ved en hurtig gennembladring bliver det klart, at der på trods af de i udgangspunktet velkendte enkelte ord langt fra er tale om et almindeligt kulturhistorisk orienteret middelaldertidsskrift. Det er heller ikke et ordinært, historisk tidsskrift. Tværtimod. Tidsskriftet er faktisk ekstremt mærkeligt, snørklet og kringlet; endda i lange stræk næsten uforståeligt for en læser som undertegnede. - Men for dælen, hvor er det godt! Blandt andet fordi, det er så underligt… Men hvad handler det så om? Hvad står der i det? ”What’s in a name?” kunne man (med Shakespeare) jo begynde med at spørge? Tja, det er umiddelbart lidt svært at sige klart og tydeligt. Tidsskriftet fremstår nemlig som en hybrid af flere traditionelt ganske adskilte sfærer. Lad mig derfor nærme mig en bestemmelse af tidsskriftet fra en vinkel, der i første omgang kun medtager en del af tidsskriftets indholdsområde. Et fænomen som medievalisme er en del i vælten i disse år. Der etableres universitetskurser og 35

Udgangspunktet for en medievalisme-tænkning er den observation, at i megen moderne kultur synes ’middelalderen’ at alternere mellem at være elsket og beundret eller fornægtet og ’abjekt’. I vore dage fremstår ’middelalderen’ således som en ekstremt taknemmelig historisk periode: Den er på samme tid så fremmed og så velkendt, at vi kan tillade os at hælde alt muligt ind i den.

lisme-diskussion, som den pågår i internationale, videnskabelige, ofte internetbårne fora. Og nu altså også i en mere traditionel trykt form med dette tidsskrift. Tidsskriftet postmedieval er i denne forstand et spin-off fra de seneste årtiers forskningsmæssige boom i medievalisme-studier. Man fokuserer på analyser af nutidige mere eller mindre reflekterede brug af mere eller mindre tydelige middelalderlige fortider. I en vis forstand kan man således sige, at medievalisme som forskningspraksis stadig har det analytiske blik rettet bagud.

Som et godt eksempel på moderne kulturel medievalisme kan anføres den fantastisk populære fantasy-TV-serie Game of Thrones. Serien er på vej ind i sin tredje succesfulde sæson, hvor foromtalerne lover, at et i den grad historisk periodeoverskridende fænomen som zombier vil optræde - uden tvivl i rå og rigelige mængder. Hér er desuden vold og (gerne lettere kinky) sex i rigt mål. Det er så parret med, hvad de fleste opfatter som helt moderne magtmæssige ambitioner, intriger og kampe. Og alt sammen sat i en ubestemmelig, fortidig historisk ramme, som vi alligevel nærmest automatisk og for det meste ganske problemløst rubricerer som - middelalderligt.

Men dette tidsskrift rummer også noget andet, noget distinkt nutids- eller endda fremtidsrettet. Det er således ikke alene en nutidig brug af de mange forskellige middelaldre, som skal alene analyseres og påvises. Tværtimod - og her skiller tidsskriftet sig noget ud fra andre medievalismetilgange – skal og kan den distinkt middelalderlige og tidlig moderne litteratur (især den engelske: Beowulf, Chaucer, Shakespeare m.fl., men også den norrøne) bruges til at analysere og forstå tendenser i moderne kultur og samfund.

Et andet eksempel – og medievalister kan godt lide (helst ret indforståede) interkulturelle og metatekstuelle referencer – leveres af gangsteren Marcellus Wallace, der i Tarantino’s Pulp Fiction (1994) lover sin Hillbilly-overfaldsmand, at han ”is gonna get medieval on your ass”. Og hermed tændes en fantasi om (seksuelt betonet?) ultravold for alvor.

Således bruges en fagligt funderet viden om middelalderlig litteratur, historie og filosofi ikke bare til at finde ud af, hvor moderne tendenser kan have deres ophav (nemlig i middelalderen!). I dette tidsskrift anvendes bidragsydernes mere traditionelle middelalderfaglighed meget bevidst også til at belyse og frugtbargøre kulturelle og politiske diskussioner, der har betydning i (seneller post-)moderniteten. Forestillingen om, at fortidige samfund og deres kulturelle og samfundsmæssige frembringelser kan bringes til at have direkte betydning for udformningen af mulige fremtider, er selvfølgelig decideret – både ønsket og villet - politisk. Hvad der er yderligere interessant er, at tidsskriftet abonnerer på en forståelse af, at af samtlige de fortidige menneskelige samfund historien kan fremvise, da er det netop middelalderen, der er mest anvendelig i diskussionen af mulige fremtider. - Dette er jo i sig selv en tydelig medievalisme.

- Ingen anden periode i Europas verdenshistorie fremstår vel egentlig så monstrøst rummelig med hensyn til at være losseplads for nutidige kulturelle begærsformer? Som antydet er den forskningsbaserede medievalisme præget af et særligt lingo og en nomenklatur, der i et vist mål forventes behersket. Man skal kunne sin Foucault og sin Derrida – og helst også sin Barthes, Bataille, Bourdieu, gerne tilsat et skvæt Lacan. Det kan denne skribent jo så langt fra. Men det er dog ingen (voldsom) hindring for at få noget ud af den moderne medieva36

Som det måske fremgår er det (heldigvis!) noget uklart, hvordan og hvorfor denne fortidsbrug af en middelalderlig ’virkelighed’ kan inspirere til nutidige løsninger eller analyser af nutidige udtryk for mangfoldige (almenmenneskelige?) kulturelle fænomener. Tidsskriftet rummer meget forskelligt, Lige fra diskussioner af forholdet mellem menneskelighed og krop stillet overfor muligheder for maskinelle tilføjelser og forbedringer af menneskets legeme (kan middelalderen forklare Arnold Schwarzeneggers T2-cyborg?), over grafiske digte om hvaler og skeletter til diskussioner om, hvorvidt moderne neurologisk videnskab kan befrugte analysen af middelalderlige perceptionsteorier. Seneste nummer bruger middelalderen til at analysere de moderne samfunds naturbestemte udfordringer og truslerne mod planetens økologiske balance. Ret syret, - og ret vigtigt.

”When did we become post/human?”, ”Critical Exchanges: Bruce Holsinger’s The Premodern Condition”, ”The Animal Turn”, ”The Medievalism of Nostalgia”, ”New Critical Modes”, ”BecomingMedia”, ”Disability and the Social Body”, ”Cognitive Alterities/Neuromedievalism”, ”The Intimate Senses” – og endelig det senest udkomne: ”Ecomaterialism”

Måske forklares tidsskriftets profil i virkeligheden bedst af tidsskriftet selv i dets kolofon: ”postmedieval: a journal of medieval cultural studies is a cross–disciplinary, peer-reviewed journal in medieval studies that aims to bring the medieval and the modern into productive critical relation. The journal will work to develop a present-minded medieval studies in which contemporary events, issues, ideas, problems, objects, and texts serve as triggers for critical investigations of the Middle Ages. Further, we are concerned to illuminate the deep historical structures – mental, linguistic, social, cultural, aesthetic, religious, political, sexual and the like – that underlie contemporary thought and life, and therefore, we are also interested in attending to the question of the relation of the medieval to the modern (and vice versa) in different times and places.”

Som anført er tidsskriftets profil påvirket af de seneste årtiers især amerikanske medievalismeinteresse. Et tydeligt udtryk for tidsskriftets moderne og pluralistiske opfattelse af, hvad kulturog samfundsvidenskab er og kan (bør?) udøves og bruges til, er det faktum, at postmedieval ligeledes har sit ophav i et internetbaseret forskerfællesskab: The BABEL working group (www.babelworkinggroup.org). Herudover er bidragyderne til blogspottet In the middle (www.inthemedievalmiddle.com) jævnlige bidragydere til også postmedieval. Kvier man sig således ved at abonnere, så kan man jo starte med at lægge vejen omkring disse to internetsteder for at læse og lære mere om dette forunderlige, men særdeles frodige forskerkollektiv.

Som det fremgår er tidsskriftet således på ingen måde fastlåst i særlige måder at anvende den middelalderlige fortid på. En sådan – nærmest middelalderlig – rummelighed ses allerede i titlerne på de hidtil udkomne temanumre:

Vil man se på interessante titler indenfor dette spraglede univers af ny videnskab, så er et besøg på hjemmesiden for Palgrave/MacMillans serie: The New Middle Ages et godt udgangspunkt.

Bruce Holsinger, The Premodern Condition. Medievalism and the Making of Theory (University of Chicago Press 2005) John R. Ganim, Medievalism and Orientalism. Three essays on Literature, Architecture and Cultural Identity (Palgrave MacMillan 2008)

(http://us.macmillan.com/series/TheNewMiddle Ages). Her findes en spraglet mængde af temaer, man ikke havde fantasi til at forestille sig en middelalderinteresse kunne udmønte sig i. Det ligner nærmest en middelalderlig encyklopædi eller et sært herbarium: Underlige, men stærkt fascinerende klassifikationssystemer forsøger – heldigvis uden held - at regulere et vildtvoksende fantasilandskab.

Elisabeth Scala & Sylvia Federico (eds.), The PostHistorical Middle Ages (Palgrave MacMillan 2009) Brantley L. Bryant, Geoffrey Chaucer hath a Blog. Medieval Studies and New Media (Palgrave MacMillan 2010)

Ilan Pappé – A History of modern Palestine

God fornøjelse. Torben Kjersgaard Nielsen

Af Jonas Bertelsen Postmedieval: a journal of medieval cultural studies

Ilan Pappé er jøde og født i Israel, men bor nu i England. Pappé blev uddannet i political science fra Haifa University i Israel, men arbejder nu som historiker ved University of Exeter. Selvom Pappé er jøde og israeler, er han kendt for at tage et meget revisionistisk og meget kritisk standpunkt i forhold til Israel. Bl.a. mener Pappé at oprettelsen af den israelske stat er skyld i den manglende fred i Mellemøsten, hvilket har fået den nu tidligere undervisningsminister til at fordømme ham i det israelske parlament, og Pappé har ligeledes modtaget en række dødstrusler for sit arbejde.

Editors: Eileen Joy, Southern Illinois University, Edwardsville, USA Myra Seaman, College of Charleston, USA www.palgrave-journals.com/pmed

Bonusinfo! Et lille udpluk af medievalisme-’klassikere’:

I “A history of modern Palestine” gør Ilan Pappé op med de etablerede retninger i historieskrivningen om Palæstina konflikten, der konkurrere mod hinanden. Disse er ofte er stærkt præget af nationalistiske tendenser og et stort had til den anden part.

Medievalism and the Modernist Temper, Howard R. Bloch & Stephen G. Nicholas (eds.), (Baltimore, Johns Hopkins University Press 1996) Kathleen Biddick, The Shock of Medievalism (Duke University Press 1998)

Beretningen starter omkring 1856 hvor Pappé beskriver det samfund, der senere skulle danne rammerne for voldsomme konflikter. Bogen fokusere ikke på de militærhistoriske perspektiver, men undersøger i stedet de socioøkonomiske

Carolyn Dinshaw, Getting Medieval. Sexualities and Communities, Pre- and Postmodern (Duke University Press 1999)

forhold i befolkninger både i et historisk perspektiv, men også som årsagsforklaring til de konflikter der stadig i dag er et stort problem i området. Pappé beskriver kort hvordan det politiske spil fungere i området, og hvad der ligger til grund for de forskellige partiers opbakning fra visse dele af befolkningen. Igennem hele bogen tager Pappé de svages parti og fokusere mere på befolkningerne end på lederne.

and State University), i en anmeldelse fra 2007 nævnes det, at det er stærkt usandsynligt at bogen vil blive overgået i den nærmeste fremtid og at den bør betragtes som et af standardværkerne indenfor studiet af mongolerne. Dette er ligeledes tilfældet i en anmeldelse fra 2008, hvor bogen ligeledes bliver udnævnt som et af standardværkerne indenfor området de næste mange år. Generelt bliver bogen taget godt imod om end der findes anmeldere, der ikke er enig i Morgans analyser og konklusioner. Han nævner f.eks. selv en anmeldelse af en John Masson Smith jr. der kom kort efter udgivelsen af bogen, hvor der bliver påpeget begrænsninger og punkter hvor de er uenige, der dog ikke forhindrer Masson i at udnævne bogen til et af de bedste og mest grundige værker indenfor emnet. Han slutter desuden af med at sige, at anmeldelsen ikke skal betragtes som en negativ kritik af bogen men som et supplement, hvilket Morgan har taget til sig idet at han nævner anmeldelsen specifikt i forordet.

Pappé er en kontroversiel historiker hvilket også bidrager til at gøre bogen spændene, den er velunderbygget og Pappé argumentere godt for sine synspunkter. Hvis man er interesseret i Palæstina konflikten og har svært ved at finde rundt i de forskellige nationalistiske perspektiver og konklusioner på de historiske begivenheder, er bogen efter min mening et glimrende sted at søge overblik.

The Mongols af David Morgan

Vi har da også haft stor fornøjelse i arbejdet med bogen, da den giver en formidabel introduktion til mongolerne på en præcis, saglig og underbygget måde, uden at det bliver tør læsning samtidig med, at sproget er holdt nogenlunde enkelt og flydende. Derudover er Morgan rigtig god til at forklare hvordan han har brugt kilderne, og hvilke problemer der fremkommer ved forskningen af emnet, f.eks. at kilderne dækker flere forskellige sprog heriblandt latin, kinesisk, mongolsk og persisk.

Af Søren Chr. Winther, 4.sem.hist I bogen the Mongols i serien the Peoples of Europe, hvilket roligt kan siges at være misvisende eftersom det er de færreste der overhovedet forbinder Mongoliet, endsige det mongolske folk med Europa. Morgan gør opmærksom på dette allerede i introduktionen, men også at mongolerne er det folkeslag der har været tættest på at erobre Europa og har haft enorm indflydelse på det Europæiske kontinent for ikke at sige hele det Euroasiatiske. Leder man efter en introduktion til dette emne er denne bog således et aldeles oplagt sted at starte

Hvad angår hans brug af kilder er der umiddelbart ikke noget at sætte fingeren på. Der bliver gjort opmærksom på hvilke kilder der bliver brugt hvornår og tolkningen af disse bliver gjort med professionel historisk optik. Der er ingen gode eller onde skikkelser i bogen, men i stedet en forklaring og analyse af de forskellige personligheders gøren og laden. Både John Plano de Carpini, the Tartar Relation, William af Rubruck og Marco Polo bliver brugt som kilder, men også

Bogen Af anmeldelser vi har læst, fremgår det da også at det ekstra kapitel ikke er essentielt for bogen, da de vigtigste ting er blevet fremstillet i originalen og at denne tekst er forblevet uredigeret i den nye udgave. F.eks. siger Timothy May (Department of History, North Georgia College 39

nyere skriftet af f.eks. Rashid al-Din bliver refereret.

Den første slags af de førnævnte munke kommer skridtende over de åbne marker i Middelalderen, hans tunge uldkåbe yder kun lidt beskyttelse imod de kolde vinde, der fejer over markerne. Hans navn er William af Baskerville, og han er i denne film portrætteret af Sean Connery, der spiller ham som om han er den første moderne mand, en lærd munk der har forstået og lært af alle de lærestreger, fortiden har givet menneskeheden, men som stadig er i stand til at se dem i en bredere kontekst end andre af hans tid.

Morgan har igennem tiden udgivet flere artikler hvor han kommenterer eller uddyber på emnet, hans bog og/eller kritik heraf. I en artikel fra Journal of the Royal Asiatic Society of Great Britain & Ireland (2009) er han således uenig med Peter Jackson omkring det Mongolske Imperiums fald og om hvornår det ophørte med at eksistere. Udover dette og de førnævnte anmeldelser af the Mongols virker det til at Morgan er en af de mest anerkendte personer indenfor emnet.

En dag ankommer William til et stort kloster, der nærmest svajer med bange anelser på toppen af en stejl bakke. For bunden af bakken kæmper sultende bønder for madrester, der bliver smidt ned fra munkenes køkken. På bakkens højeste punkt står et stort tårn, indrettet som en labyrint - en labyrint hvor nøglen til hele mysteriet ligger. En række mord finder sted indenfor klosterets mure, og da William af Baskerville har ry som sin tids Sherlock Holmes, bliver han hurtigt involveret i forsøget på at klarlægge årsagerne til dødsfaldene og morderen bag dem. Der er mange mistænkte, faktisk kan jeg ikke huske en enkelt munk i klosteret, der enten ikke kunne minde om eller ligne en mistænkt. Filmen er blevet skabt til at ligne en krydsning imellem de groteske elementer man normalvist ville finde i en film af Federico Fellini med et absurd miks af det okkulte.

I Rosens Navn Af: Casper B. Krogh, 4. sem I ny og næ bliver der skubbet lidt til den gængse måde at forstå og lære af historie på. Et af disse små skub er romanen ”I Rosens Navn” Af Umberto Eco, som siden blev filmatiseret af den franske filmmager Jean-Jacques Annaud. Bogen såvel som filmen formår at undervise læseren, alt imens man stadig bliver forundret og eventyrlysten efter at finde ud af mere om det univers Eco, så detaljeret, har skabt. Det er også vigtigt at påpege, at dette værk, hvor meget det end virker til at være baseret på ægte historiske hændelser, er et værk af fiktion.

Hvad vi starter med er præmissen for en vidunderlig film. Hvad vi dog får er en meget forvirret historie, fotograferet i sådan et skummelt mørke, at det nogle gange er svært at være sikker på præcis hvad det er, der sker.

I min fantasi findes der to slags munke og to slags klostre. Det første slags kloster er et robust samfund af mænd, der arbejder hårdt og beder utallige gange på en dag. De har tilsluttet sig et liv med bøn i hænderne og hænderne i bøn. Det andet kloster er en lukket og ødelagt serie af dystre passager og fugtige rum, hvor smålige, jalousiramte mænd løber rundt og forsøger at spille et politisk spil med omverdenen. Deres bønner er skinhellige og deres nætter lange og vrede. I de første par scener af "I Rosens navn", indser man, at dette vil være en film om en form for konkurrence imellem de to slags munke.

William af Baskerville lytter nøje og nikker klogt og forsvinder, i hans søgen efter morderen, ind forbi mørke hjørner imens han laver højtidelige erklæringer til sin unge protege, i filmen portrætteret af Christian Slater. Det er klart, at han er på sporet af morderen, men manuskriptet er så løst konstrueret, at kun få deduktioner er foretaget imellem hans konklusioner og hvad der sker som det næste. 40

Filmatiseringen af romanen blev indspillet i et rigtigt kloster og derfor ser alt overbevisende ud, men desværre tager filmen den "mørke middelalder" meget bogstaveligt og instruktøren sætter sine scener op i så uigennemtrængeligt mørke, at det nogle gange er næsten umuligt at se, hvad der sker. Kort sagt truer atmosfæren med at overvælde handlingen.

Set & sket Gæsteforelæsninger: Rækken af gæsteforelæsninger om bæredygtighed er fortsat ind i forårssemestret, hvor bl.a. gæste-Ph.D.-studerende Robert Gross har holdt forelæsning om Marshallplanen og bæredygtighed omkring skiturisme i Østrig, og Michael Wagner gjorde tilhørerne klogere på bilismens historie i Danmark.

Hovedkaraktererne flyder samtidigt ind og ud af linsen, alt imens forfærdelige begivenheder finder sted. En munk bliver fundet død i bunden af tårnet, en anden er druknet i et kar af vin. William af Baskerville bevæger sig højtideligt fra det ene mord til det andet, men så tager handlingen sin egen skøre rytme idet nogle storinkvisitorer fra Rom ankommer for at afholde deres egen retssag imod en formodet morder, og derfra bliver flere ældgamle hemmeligheder opdaget inde fra tårnets labyrint.

Udover forelæsningerne om bæredygtighed, har direktør for Golden Days, Ulla Tofte, været fordi og fortælle om historieformidling til ’almindelige mennesker’ gennem historiefestivaler, der hvert år afholdes i København. Hun havde nogle interessante perspektiver på historieformidlingen og hvordan man får flere til at interessere sig for historie. Det var tankevækkende at blive præsenteret for en meget alternativ historieformidling, og Ulla Tofte pegede også på et videnshul: Udover Golden Days er der mange andre historiske arrangementer og festivaler, for ikke at tale om populærlitteratur om historiske emner, men virker det til rent faktisk at trække flere ind i historiefaget, eller er det bare ren underholdning? Det kunne være interessant, hvis der var nogen der ville undersøge det.

Hvad denne film har brug for, er et mere klart, mere ordknapt og mere logisk manuskript. Det er alt sammen inspiration og forudsætninger, men ingen disciplin. F.eks. ser det på et afgørende tidspunkt i filmen ud til at William af Baskerville og hans protege er sikre på at blive brændt levende, og man er, som seer, selv nødt til at udlede, hvordan de flygtede, da filmen ikke selv fortæller det.

Kandidatdag:

Der er dog så mange gode ting i "I Rosens navn". Skuespillerpræstationerne, genopbygningen af perioden, den gennemtrængende følelse af at være i Middelalderen - hvis historien havde været i stand til virkelig at involvere os, ville det have været en fantastisk film.

Kandidatdagen var for alle studerende på AAU, men der var også et særskilt foredrag, hvor Poul Duedahl fremlagde de forskellige kandidatuddannelser på historiestudiet, og derudover var der mulighed for at få en snak med studievejleder og bladre i de nytrykte pjecer om historiestudiet. Ligeledes var der arrangeret en dag for præsentation af mulighederne for sidefag. Historisk kaffeklub: Kort efter kandidatdagen havde nogle ældre studerende arrangeret en hyggeeftermiddag for bachelorstuderende på historiestudiet. Udover rigelige mængder kaffe og lækkert hjemmebag, 41

blev vi fodret med information om mulighederne for kandidatuddannelse. Der var repræsentanter fra både kulturarvsformidling, informationsforvaltning, almen historie, historie med sidefag i dansk, engelsk og samfundsfag samt en kandidatuddannelse på Europæiske Studier. På den måde blev de fleste muligheder beskrevet, og det var rart at få lidt ’insider’-information om de forskellige retninger, frem for de oplysninger man kan læse sig til i studieordningen. Godt initiativ!

semester, var der denne gang også et pænt fremmøde fra 2. semester. Må fremtiden byde på flere hytteture!

Pergamentet nr. 6: Musik i historien Af: Katrine Funding Højgaard, 4.sem.

Historisk filmklub:

Når Pergamentet vender tilbage efter sommerferien, er det med musik som tema. Musik i form af rytme og sang er formentlig lige så gammelt som sproget selv, og har fungeret som et samlende og fællesskabsdannende element langt tilbage i menneskets forhistorie.

Når noget gentager sig mere end to gange, kan man vel begynde at snakke om en tradition, og der er i hvert fald ved at blive god tradition for jævnligt at holde filmaften på Strandvejen. Her vises historiske film mens en flok historiestuderende hygger sig med slik, chips, kaffe, sodavand og øl. Hvis nogen kender lidt til filmens emne på forhånd, kan de holde et lille oplæg før filmen begynder, alt imens hele arrangementet afholdes i en uformel atmosfære. Endnu et godt initiativ! Mærkbar: Historiestudiet er nu blevet tilknyttet fredagsbaren MærkBar på Kroghstræde 3 i form af indtil flere frivillige fra forskellige semesterårgange. Tesen var fra starten at redde en en bar, da MærkBar har haft problemer med at trække gæster til stedet. Der skal derfor lyde en opfordring til at tage ind og støtte op omkring vor medstuderende når de står og underholder forskellige fredage. Der er som regel altid et par stykker derinde fra studiet (især hvis det er ’historie’ bag baren) plus der er en mulighed for at lære sine medstuderende bedre at kende i mere rolige omgivelser. Historisk hyttetur: I lighed med efterårets succesfulde hyttetur, blev der igen arrangeret en historisk hyttetur første weekend i april, og turen gik til en hytte i Hammer Bakker, hvor tiden gik med sociale aktiviteter, bezzerwizzer, quiz, god mad – og en hel del øldrikning. Udover de sædvanlige fra 4. og 6.

Musikken i sig selv er dog en flygtig kilde, da det rent auditive udtryk først blev muligt at bevare efter at Edison opfandt fonografen, forløberen for grammofonen, sidst i 1800-tallet. Tidligere tiders musik kan til en vis grad genskabes vha. 42

noder. Anvendelsen af markeringer til at angive om melodistemmer skulle gå op eller ned, har sin oprindelse i 700-tallet, mens udviklingen af egentlige noder, som vi kender dem i dag, startede i 1000-tallet, og blev standardiseret i løbet af 1600- og 1700-tallene. Hvor forunderligt det end måtte være at lytte til oprindelig gregoriansk munkesang eller en symfoni dirigeret af Mozart selv, lader det sig ikke gøre, men musikken som kilde kan stadig anvendes visuelt og tekstuelt, f.eks. på hulemalerier, der antyder en lang tradition for brugen af didgeridoo i Australien eller antikke græske vaser, der afbilder harpespillende mennesker.

Når vi kigger på det 20. århundrede, er der et væld af nye musikgenrer, og her kan man f.eks. pege på den nye rock and roll-kulturs indflydelse på efterkrigstidens ungdom eller sammenhængen mellem hippiebevægelsen og musikken i form af f.eks. Woodstockfestivalen eller vores egen Roskilde Festiva eller de seneste års TV programmer.

I de skriftlige kilder findes der mange beskrivelser af musik, f.eks. Gerald af Wales’ beskrivelser af musik i Irland og Wales o. 1200 og lidt senere Marco Polos beskrivelse af mongolernes brug af sang og musik før de gik i krig. Som vi kommer længere frem i historien, begynder musikere at træde frem som selvstændige kunstnere, nogle af dem med politiske holdninger; Beethoven dedikerede oprindeligt sin Eroica-symfoni til Napoleon Bonaparte, helten fra den franske revolution, men da Napoleon i 1804 udnævnte sig selv til kejser, slettede Beethoven hans navn i vrede, og omdøbte sin symfoni. Man kan også se hvordan brugen af musik kan påvirke en kunsters eftermæle, f.eks. ved Hitler og nazisternes brug af Wagners musik, der har gjort, at dennes musik har været ildeset i visse kredse mange år efter anden verdenskrig.

Når vi snakker musik i historien er mulighederne mange, og vi håber på mange gode bidrag fra vores medstuderende! Så hvis I har lyst til at skrive en temaartikel, er den eneste afgrænsning, at det på en eller anden måde skal handle om musik i historien. I er selvfølgelig også velkomne til at skrive en artikel uden for tema eller en bog- eller filmanmeldelse.

Vi ses i nĂŚste nummer!