Pergamentet nr 8, 2014 by Pergamentet

Pergamentet Tema: â&#x20AC;?Teknologihistorieâ&#x20AC;?

nr. 8, 2014

Pergamentet Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU Ansvarshavende Redaktør: Katrine Funding Højgaard (khajga11@student.aau.dk)

Leder

Teknologi, kultur og samfund i historien

Alternativ teknologisk udvikling: et våbenkapløb fra Antikken 8

Redaktion: Andreas Lie Stokbro (4.sem.) Casper Bauerfeld Krogh (6.sem.) Cecilie Steffensen (4.sem.) Jonas Bertelsen (6.sem.) Hans Dorsch (2. sem.) Kasper Søndergaard Batz (6.sem.) Katrine Funding Højgaard (6.sem.) Mads Kyvsgaard Mogensen (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Niels Jacob Olesen (6.sem.) Steffen Elias Nielsen (4.sem.)

Maskinen kan regne!

Maskinstormerne

Aalborg Gasværk

20-graderskulturen og oliefyret: Da danskerne begyndte at leve livet i forstæderne 21 McCarthy og tv'ets magt

Technology tranfers, patents and innovation in the history of technology: secrets, patens and power 30

Korrektur: Andreas Lie Stokbro (4.sem.) Katrine Funding Højgaard (6.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Udviklingen af kameraet og dets betydning for den tidlige filmindustri 31 Videnskaben finder vej til krigens teknologi

Skribenter i dette nummer: Andreas Lie Stokbro Bjarke Rimmen Noe Carsten Hjort Lange Casper Bauerfeld Krogh Hans Dorsch Johan Lund Heinsen Jonas Bertelsen Joris Mercelis Mads Kyvsgaard Mogensen Marianne Paasch Michael Riber Jørgensen Michael Wagner Mogens Rüdiger Ronnie Størner Steffen Elias Nielsen Tobias Høj Yusuf Cakin

Et teknologihistorisk perspektiv på digitaliseringen af arkivalier og arkiver 35

Oplag: 100. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig. 2

Ph.d.-stafet: Michael Riber Jørgensen

Noget at læse

På jagt efter arkivalier i Rigsarkivet

Set og sket

Leder Kære læsere! Velkommen til 8. udgave af Pergamentet, der denne gang dækker temaet ”Teknologihistorie”. Takket være de mange bidrag er dette nummer sprængfyldt med temaartikler, som alle har rod i teknologihistorien, men ellers spænder vidt både tids- og emnemæssigt. Tidsmæssigt spænder artiklerne således fra romersk skibsteknologi under Første Puniske Krig til nyere tids digitalisering af arkivalier, der også har betydning for fremtidige historikeres arbejde. Emnemæssigt kan I læse om så forskellige ting som udviklingen fra antikkens mekaniske regnemaskiner til nutidens supercomputere og smartphones, militærteknologi i såvel antikken som det 20. århundrede og hverdagsteknologi i form af Aalborg Gasværks betydning for aalborgensernes hverdag samt oliefyrets rolle i almindelige menneskers velfærd efter Anden Verdenskrig. For et politisk aspekt af teknologihistorien kan I læse om, hvordan senator McCarthy brugte sin tids nyeste teknologi, tv-mediet, til bl.a. at fremme den antikommunistiske bevægelse. Teknologisk udvikling forbindes gerne med fremskridt, men ikke alle har været lige begejstrede for industriens udvikling, hvilket I kan læse om i artiklen ”Maskinstormerne”. Vi er glade for at kunne præsentere et så bredt temanummer, og på grund af de mange temaartikler bringer vi i dette nummer ingen anmeldelser, og uden for tema har vi kun de faste indslag om ph.d.-stafet, tidsskrifter, arkiverfaring, set & sket og kalender. Denne udgave af Pergamentet er den sidste på denne side af sommerferien, men vi vender stærkt tilbage ved semesterstart til september. Næste udgave bærer temaet ”Imperialisme”, og deadline for indlevering af artikler er 15. september 2014. Vi modtager rigtigt gerne artikler, der falder inden for temaet, men også artikler om andre emner, hvis I f.eks. har skrevet et projekt, I har lyst til at omskrive til en artikel eller anmeldelser af historiske film og bøger. Anmeldelser skal gerne fylde 3.000-6.000 tegn, artikler 6.000-12.000 tegn. God læselyst! De bedste hilsener, Redaktionen.

dag. Mange kan køre bil, de færreste kan reparere en bil, når den bryder sammen, endsige gøre nøgternt rede for hvad der foregår under motorhjelmen. Det samme gælder for alle former for elektroniske systemer og al anden videnskabsbaseret teknologi fra vaskemaskiner og dybfrysere til RoundUp, at man kan betjene sig af den uden at kende noget til de historiske forudsætninger for tilblivelsen og de kulturelle virkninger i samfundet. Derved opstår en fremmedgjorthed fra teknologiens væsen, som er grundlaget for den deterministiske teknologi-opfattelse, at ny teknologi af sig selv falder ned fra himlen som en tilskikkelse af skæbnen. Et historisk fremskridt man hverken har nogen indflydelse på, kan afvise, eller gøre sig fri af på nogen måde.

Teknologi, kultur og samfund i historien Af Michael F. Wagner

Teknologien spiller en altafgørende rolle i det moderne menneskes hverdagsliv. Faktisk gennemtrænger teknologien tilværelsens mangfoldige porer fra vugge til grav i en sådan grad, at det kan være vanskeligt at vurdere omfanget og konsekvenserne af denne teknologiske afhængighed. Afhængigheden af teknologien er tæt koblet med uvidenheden om, hvad der ligger til grund for den, hvordan den fungerer, og hvor den egentlig er kommet fra. Hvad hele dette kompleks af fremmedgørelse bygger på, rummer en lang og spændende historie om det materielle og kulturelle grundlag for udviklingen af den moderne vestlige civilisation.

I betragtning af den centrale rolle, den teknologiske udvikling spiller for samfundsudviklingen i moderne dynamiske industrisamfund, er det yderst påfaldende, hvor utrolig ringe opmærksomhed den har fået i den traditionelle historievidenskab. Teknologien bliver taget for noget fuldkomment givet, en historisk udvikling der sker automatisk og allerhøjst kan forklares med en samlebåndsteori: Den ene opfindelse følger efter den anden på rad og række som på et samlebånd. Så hvis computeren var kommet til verden før a-bomben, havde der stået i historiebøgerne i dag, at våbnet ikke kunne færdigudvikles, før man havde opnået tilstrækkelig med elektronisk regnekraft til at udføre konstruktionen i praksis. Den nødvendige regnekraft havde man allerede fået til rådighed med opfindelsen af computeren. Nu skete tingene kronologisk set i omvendt rækkefølge. Bomben blev regnet ud med håndkraft, mens computeren først stod klar til operativt brug længe efter krigens afslutning.

”You press the button. We do the rest”, lød det nu hedengangne fotofirma Kodaks reklameslogan, da man i 1888 lancerede bokskameraet med en filmrulle i stedet for den traditionelle fotoplade, som krævede langt mere viden og ekspertise at få til at fungere. Det var dengang en epokegørende opfindelse i fotografien, siden blev Kodaks rulle af celluloidfilm slået helt ud af markedet af den fremstormende digitale kamerateknologi.

Sådan virker samlebåndsteorien i princippet, men kigger man nærmere på historien bag de to teknologier, blev udviklingen af dem drevet frem af den amerikanske rustningsindustri i kæmpestore forsknings- og udviklingsprojekter med titusinder af forskere og teknikere involveret. En særligt innova-

”Tryk blot på knappen, så kører det for dig”. Sådan lyder det bærende teknologiske princip, som alle hverdagens teknologier bliver konstrueret efter i 4

tiv videnskabshistorisk konstruktion, som i dag er kendt som ”Big-science”. En anden historie er det, at det militær-industrielle kompleks, som udvikler destruktionsteknologien, i mellemtiden har gjort sig dybt afhængige af computere til at bygge avåben og sende sine raketter og andre helvedesmaskiner af sted mod fjerne fjendtlige mål. Kynikere, som forsvarer dette system, peger gerne på den afledte teknologiske effekt af innovationen, som kommer det civile samfund til gode i form af ny teknologi fra atomkraft og teflonstegepander til mikrostråleovnen. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, som man siger i folkemunde og i samlebåndsteorien.

resser og sociale aktører, der udvikler videnskaben i en bestemt retning og konstruerer teknologien efter egne interesser og således påvirker samfundet i sin helhed såvel som hverdagen for den enkelte. Måske er det for store analytiske krav at stille til almindelige mennesker og den umiddelbare erfaring i hverdagslivet. Men næppe for meget at forlange af den moderne historievidenskab, at den teknologiske udvikling og teknologikulturens forandring indgår som et centralt forskningsfelt i den videnskabelige analyse af samfundsudviklingen.

Alskens teknologiske fremskridt af positiv og negativ valør strømmer hele tiden det moderne menneske i møde, men det kan være svært at påvise tingenes historiske ophav, og efter en tilvænningsperiode bliver de taget for givet og indgår som en naturlig del af hverdagen. Dampmaskinen skabte et grundlag for udbredelsen af den industrielle revolution, mens elektriciteten gjorde nat til dag og udvidede arbejdstiden til hele at rumme døgnet. Men hvem tænker på de enorme dampturbiner og generatorer, som altid kører løs på Nordjyllandsværket, når man tænder for lyskontakten og kan fortsætte sine gøremål efter mørkets frembrud? Hvem tænker på det enormt komplekse teknologiske system, som gør det muligt at transportere strømmen fra generatoren til stikkontakten, bare fordi man plugger i og starter støvsugeren? Højst når strømforsyningen svigter, begynder man at fundere over årsagen til det og ringer til værket for at beklage sig.

Annonce fra 1965 fra A & H Appliance, som forhandlede hårde hvidevarer. Det naive billedsprog med de forventningsfulde himmelvendte blikke er egentligt ret 1950’er-agtigt. I 1965 havde begrebet ”et tryk på knappen” og hele verden er udslettet fået en dommedagsagtig betydning.

Flugten fremad Allerede tidligt i min studietid blev jeg optaget af at udforske hele det problemkompleks, som teknologihistorien udgør i forståelsen af de moderne samfundsformationers udvikling. Nye informationsteknologier bankede på døren med nye produkter, der i kæmpemæssige reklamebrøl blev anprist som intet mindre end en fuldkommen revolution af tilværelsen i stort og småt. Maskiner, som i dag må få museumsgæsten til at træk-

At teknologien påvirker og forandrer vilkårene i hverdagen i god og dårlig forstand er for længst gået op for de fleste moderne mennesker. Den folkelige erfaring bygger på en materiel logik, at teknologien påvirker hverdagen og forandrer samfundet, men vi tænker helst ikke så meget over det. Derfor glemmer man også helt at spørge om, hvad det er for nogle politiske kræfter, økonomiske inte-

ke på smilebåndet, hvis de da findes her, alt fra kuffertstore pc’er med bittesmå skærme, hvor man ikke kunne læse hele linjen på skærmen, men måtte scrolle frem og tilbage, til mobiltelefoner med batteri på størrelse som en skoletaske med en negerknogle ovenpå og nærmest ingen dækning, blev udråbt til mirakelmaskiner, som skulle fixe alle problemer, store som små, i samfundet i en vis fart. Ny teknologi ville føre lige lukt ind i fritidssamfundet, nedbringe energiforbruget til nærmest ingenting, standse forureningen, skabe social lighed og harmoni, den bedste af alle verdener og bla bla bla. Lyder det bekendt?

men den var jo heller ikke så kompleks som det moderne samfunds teknologi og derfor til at overskue. Informationsteknologien bankede immervæk højlydt på døren med alle sine gyldne løfter, samtidig kradsede krisen i ”fattig-firserne”, og det politiske budskab lød højt og gennemtrængende, at vi skal producere os ud af krisen. Det kræver først og fremmest ny teknologi, som skaber nye arbejdspladser. Dertil kom adgangsregulering på universitetet, mange flere unge skulle tvinges til at vælge en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse, så de kan udvikle endnu mere ny teknologi og skabe endnu mere økonomisk vækst og bla bla bla. Lyder det bekendt, så er det vel fordi, det er den samme slags ideologiske sludder, vi udsættes for nu om stunder, hvor produktivismen prøver at styre hele verden med ny teknologi. Det påvirker ikke mindst indretningen af uddannelsessystemet i en ekstrem instrumentel retning: Hvad, der ikke kan ædes og ikke kan sælges, er ukrudt og skal udryddes.

Det var under alle omstændigheder noget, der vakte de fleste af mine læreres skepsis, så ambitionerne om at få lidt bedre styr på hele dette problemfelt blev som regel mødt med reaktioner som: Ja, det lyder jo meget interessant, man hvad har det med historie at gøre? Så det måtte jo komme an på en prøve, og heldigvis var den akademiske tolerance så høj, at man fik lov at fremture med sagen, skrive speciale om teknologi og kulturhistorie, få et stipendium på polyteknikkens historie og lave disputats om oprettelsen af den polytekniske Læreanstalt – resten er historie. Til de ”gamles” forsvar må anføres, at der havde huseret en meget ophidset debat i deres egen studietid om den teknologihistoriske determinisme. Anledningen var et værk om middelalderens teknologiudvikling, som den amerikanske teknologihistoriker Lynn White havde udgivet i 1962. Her forfægtede han sin tese, at årsagen til feudalismen lå i introduktionen af stigbøjler i rytteriet, udbredelsen af vandmøller i industrien og trevangsbrugets indførsel i landbruget. Noget kunne der vel være om snakken, men som monokausal/deterministisk årsagsforklaring måtte teknologien blankt afvises, og White fik læsterlige klø af de engelske socialhistorikere, duer ikke! Og så var det nok om det for de gamle at se. Undtagelsen var den gode antiklærer, som syntes, det var meget interessant med den antikke teknologi,

Dengang kaldte vi denne slags ideologiske opstød for ”Flugten fremad” og ”Skruen uden ende”, og det gav anledning til et civilisationskritisk opgør med fremskridtsoptimismen. Her kom Frankfurter-skolens teknologi- og videnskabskritik til at stå centralt. Det var især Herbert Marcuses afhandling Det eendimensionelle menneske fra 1964, som kom ned fra hylden igen. Efter tidligere at have været 1968-studenteroprørets bibel, kom den atter til ære og værdighed. Marcuse fik følgeskab af andre teknologihistoriske klassikere som Lewis Mumfords Technics and Civilization fra 1934 og Sigfried Giedions Mechanization Takes Command fra 1948, der klart og entydigt skrev den teknologiske udvikling ind i en kulturhistorisk ramme. Det gav fornemmelsen af at være på rette vej. Teknologien er en historisk konstruktion og udtrykker altid en løsning på et givent problem. Derfor er det ikke kun den udførte løsning, men i lige så høj grad selve det definerede pro-

blem, der hører med i genstandsfeltet for analysen af teknologikulturen. Dertil kommer den historiske virkning, teknologien får med tiden.

eller social konstruktivistisk analyse af teknologien frem for en kausalanalyse. Den kritiske teknologihistorie afviser altså på forhånd at definere den økonomiske vækst som funktionen af teknologiske udvikling, som den eksternalistiske tilgang gør det, for dermed reducerer man teknologien til en funktionel ”Black Box” uden indhold. Den afviser på den anden side også på forhånd at forklare historiske forandringer som funktionen af den driftige opfinders arbejde, som internalistiske teknologihistorikere har gjort det i tidens løb. Den kontekstuelle teknologianalyse udpeger det kulturhistoriske felt imellem de to ekstremer som det relevante og interessante forskningsfelt. En teknologi har selvfølgelig en iboende logik og egendynamik, som kan påvirke udviklingen i samfundet i bestemt retning. Atomkraften er et strålende eksempel på dette. Ganske som samfundet har sine prægnante strukturer, der giver teknologiens udvikling bestemt retning og udtryk. Salget af DONG er et eksempel på en politisk handling, som kan få skelsættende betydning på den fremtidige udvikling af landets energisektor. Hvordan de givne faktorer hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt, er det således op til den konkrete historiske analyse at afklare nærmere.

Samtidig blev mødet med tidsskriftet Technology and Culture, som udgives af SHOT (Society for the History of Technology) fire gange årligt siden 1958, en guldgrube af inspirationskilde. Da tidsskriftet i sin tid fik navnet Technology and Culture, var det med den klare intention, at det skulle signalisere relationen mellem teknologien i sig selv og noget andet, samfundet eller kulturen. Det er nemlig en kritisk pointe for tidsskriftet, at tilgangen til teknologihistorie ofte var internalistisk (nuts and bolts history) og kun rummede et indre perspektiv på teknologiens tilblivelse, altså whig-history som ikke medtænker de ydre politiske, økonomiske og magtmæssige rammer og kulturelle faktorer i samfundet. Internalisme anskuer teknologi som et lukket system med afledte effekter, teknologien udvikler sig af sig selv og skaber fremskridt i samfundet: Ny teknologi bygger på gammel teknologi, som samlebåndsteorien foreskriver det. SHOT startede som et rent amerikansk akademisk selskab, men er i dag internationalt orienteret. I Europa har det store forskningsnetværk TOE (Tensions of Europe) siden 2000 været rammen om den internationale teknologihistorie. Herhjemme er Dansk teknologihistorisk selskab rammen om den teknologihistoriske forskning på universiteter, arkiver og museer. Selskabet driver bl.a. en aktiv hjemmeside (www.teknologihistorie.dk), som løbende opdateres med artikler, anmeldelser, debatindlæg og informationer om teknologihistoriske udstillinger og events. Den er altid et besøg værd.

Skruen uden ende

Når samfundets teknologiske afhængighed hermed er fastslået som en historisk foranderlig konstruktion, fører det samtidig til, at der kan udpeges en række paradoksale forhold i relationerne imellem samfundet, individet og teknologien, som er konsekvenser af flugten fremad og resultat af skruen uden ende i den moderne teknologiske udvikling. Teknologien er altid et historisk bestemt projekt og udtryk for en bestemt type problemløsning. Som at fylde markens afgrøder op med sprøjtegifte i stedet for at bruge lugejernet.

Den kulturanalytiske strategi i teknologihistorien, som de amerikanske historikere i SHOT har været drivende i udviklingen af, kalder de selv for kontekstuel. En sådan tilgang indebærer en relationel

Dermed kan der lokaliseres nogle bagvedliggende interesser, der er bestemmende for, hvordan teknologien fungerer, og hvad den skal kunne udrette i et givent samfund. Det nødvendiggør

anlæggelsen af et konsekvent konfliktperspektiv på teknologiens udvikling frem for et harmonisyn, hvis man vil begribe dens samfundsmæssige magtstrukturer og kontrolsystemer, og hvis man både vil forstå, hvordan de virker, og hvorfor de virker, som de gør i samfundet. Teknologihistorien rummer fortællingen om menneskets kamp for at bemægtige sig naturen, men også kampen for at kontrollere udviklingen i samfundet og styre mellemmenneskelig relationer.

Alternativ teknologisk udvikling: et våbenkapløb fra Antikken Af: Carsten Hjort Lange, Ekstern Lektor, ph.d., Historiestudiet, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet

De gyldne teknologiske løfter fra fattig-firserne er langt fra blevet indfriet med tiden. Nok har vi fået skærme overalt og taler sjældent direkte med hinanden længere, hvis det da er et fremskridt. Til gengæld er en lang række af de enorme trusler mod menneske og natur, som den teknologiske udvikling reelt indebærer efter 250 års historiske ”fremskridt”, og som vi allerede dengang var dybt bekymrede over konsekvenserne af, nu ved at vokse os fuldkommen over hovedet og repræsenterer i dag helt uoverskuelige problemer for hele menneskeheden. Den globale opvarmning som følge af et kolossalt energioverforbrug, og den globale overvågning som følge af kontrolmanien er måske de alvorligste problemkomplekser, som Aftenlandets teknologihistorie er konsekvensen af. Dette er jo lige sagen for historieforskningen at forfølge i langt videre omfang, end det hidtil er sket. Det er vigtigt for fagets udvikling, hvis det overhovedet skal have en fremtid.

1. I antikken var den økonomiske og teknologiske udvikling meget langsom efter moderne målestok. Der er heldigvis alternative måder at anskue denne udvikling på. I det efterfølgende vil jeg kort beskrive et våbenkapløb fra antikken, nærmere betegnet Første Puniske Krig. Grundet pladsmangel vil problematikken isoleret blive anskuet fra romersk side. Fjenden var Karthago, en gammel fønikisk by i Nordafrika (det nuværende Tunesien), i det, der med rette betegnes som antikkens længste krig (264 – 241 f.v.t.). Geostrategisk handlede krigen om Sicilien. Romerne accepterede at hjælpe Messina mod Syrakus, da Karthago, som ligeledes blev spurgt om hjælp, ellers ville få frit spil på øen. Resultatet var en langvarig konflikt mellem de to supermagter, der til sidst endte med romersk sejr, hvorefter Sicilien blev Roms første provins (= begyndelsen på den oversøiske ekspansion). 2. Polybius, en græsk historiker (200-118 f.v.t.), påstår, at der ikke skete meget på flådeområdet i Rom før Første Puniske Krig (1.20.12), hvorimod Karthago var en af Middelhavets absolut førende flådenationer. Romerne havde tidligere deployeret krigsskibe (duoviri navales), men der var tale om små eskadriller; de kendes fra 311 og 267 f.v.t (se Steinby, C. (2007) The

Roman Republican Navy. From the Sixth Century to 167 BC, Helsinki). Men ifølge Polybius (1.20.9) er 261-260 f.v.t. første gang romerne nogen sinde byggede deres egne skibe, hvilket kunne tyde på, at skibene brugt tidligere tilhørte Socii navales, Roms allierede. 3. Der er også den mulighed at Polybius ønsker at fremstille den romerske oversøiske ekspansion ved at fremmane en radikal ændring i Roms militære kapacitet: fra landmagt til flådemagt. De havde eksempelvis allerede i 338 f.v.t. ved indtagelsen af Antium (det moderne Anzio) erobret fremmede skibe. Antagelsen om, at romerne ikke havde en flåde før den Første Puniske Krig, skal sammenholdes med idéen om romernes påståede manglende interessere for havet (Thiel, J.H. (1946) Studies on the History of Roman Seapower in Republican Times, Amsterdam, 131; cf. Thiel, J.H. (1954) A History of Roman Sea-power before the Second Punic War, Amsterdam; Steinby 2007, 21 og n. 24. For en afvisning af antagelsen om Rom som en nation af “landkrabber”, se Starr, C.G. (1980) Beginnings of Imperial Rome, Ann Arbor, 27-31). 4. En lignende myte kender vi fra Athen, som beskrevet af Plutark i forbindelse med Themistokles’ flådeprogram (Them. 4.4; cf. Thuc. 1.93. Se desuden Wees, H. Van (2004) Greek Warfare: Myth and Realities, London, 205). Som romerne gjorde senere under Første Puniske Krig, er påstanden, at Athen byggede mange skibe på meget kort tid. Der er umiddelbart tale om en kulturel topos. Hvordan man end anskuer problemet, er året 261-260 f.v.t. et brud med en radikal ændring i romersk politik, hvilket netop påpeges af Polybius. Efter succesen ved Agrigentum (krigens første større slag: Polybius 1.17.5ff) besluttede

romerne at ændre deres strategiske udgangspunkt ved at bygge en stor flåde, der kunne udfordre fjenden (Polybius 1.20.12). Desuden frygtede romerne, at Italiens sydlige kyster skulle raides af fjenden (Zonar. 8.10; Oros. 4.7.7). Den største overraskelse er vel alt andet lige, at romerne vælger at vente flere år, inden de indser nødvendigheden af en ny strategi. 5. I modsætning hertil påstår Bleckmann (Bleckmann, B. (2002) Die römische Nobilität im Ersten Punischen Krieg. Untersuchungen zur aristokratischen Konkurrenz in der Republik, 107-109) noget overdrevent, at flåden kun blev skabt med året 260 f.v.t. for øje. Det er dog langt mere sandsynligt, at romerne ikke regnede med, at krigen kunne afsluttes så hurtigt. Bleckmann undervurderer både flådens betydning og de enorme ressourcer, det krævede at skabe den. 6. Nogle gange påstås det af forskere, at romerne ikke havde strategisk forståelse, hvilket i bedste fald er absurd. (Wheeler viser tydeligt, at romerne havde en overordnet strategi (Wheeler, E.L. (1993) “Methodological Limits and the Mirage of Roman Strategy”, Journal of Military History 57, 7-41 og 215-40; cf. Frontin. Str. om antik strategi. Det moderne begreb kan defineres som følger: Heuser, B. (2010) The Evolution of Strategy. Thinking War from Antiquity to the Present, Cambridge, 3: “…the link between political aims and the use of force, or its threat, which we will refer to as Strategy with a capitol ‘S’”; cf. Strachan, H. (2013) The Direction of War. Contemporary Strategy in Historical Perspective, Cambridge, 27: “the use of engagement for the purpose of the war” (= Clausewitz)). 7. Polybius fortæller ligeledes historien om, hvordan romerne fandt et strandet fjendt-

ligt skib, som de brugte som model for deres egen flåde (1.20.15-16). Umiddelbart virker det som om Polybius overdriver historiens betydning, da den passer med den fortælling, han fremmaner. Selve bygningen af flåden og uddannelsen af personel blev efter ændringen i strategi udført hurtigt (Polyb. 1.21.1). Plinius påstår, at det tog 60 dage, fra tømmeret var fældet, til flåden var indsatsklar (HN 16.192). Selv hvis historien overordnet set kan virke overdrevet, viser den en stat, der har besluttet sig for at bruge alle ressourcer i forsøget på at bekæmpe fjenden (”total krig”). 8. Ændringen i strategi var nødvendig, fordi man ikke kunne håbe på at fjerne fjenden fra Sicilien uden brug af en flåde. Romerne kunne ikke beskytte deres forsyningslinjer uden hjælp fra en flåde. Det moderne koncept sea denial kan her med fornuft bruges: Man forsøger at obstruere fjendens brug af et nærmere afgrænset område af havet, i dette tilfælde omkring Sicilien (Till, G. (2009 (2.ed.)) Seapower. A Guide to the Twenty-First Century, Oxford, 153-154). Flådens strategiske koncept handlede ikke mindst om at hjælpe legionernes krig på landjorden (cf. Keegan, J. (2004) Battle at Sea: From Man-of-War to Submarine, London, 273). Kontrol af søfartsveje og angreb på fjendens transportfartøjer var her af afgørende betydning. Det er i forlængelse af disse deployeringer, at de store flådeslag under krigen fandt sted. Disse var af stor militær betydning, da målet med krigen var Sicilien og derfor samtidig kontrol med farvandet omkring øen. I modsætning til konceptet sea denial er begrebet command of the sea til gengæld uheldigt, ikke mindst pga. havets størrelse og antikkens krigsskibes manglende rækkevidde (Corbett, J.

(1911/1988) Some Principles of Maritime Strategy, Maryland, 91-106; cf. Till 2009, som begge argumenterer imod muligheden for command of the sea). Skibene kunne kun operere tæt på land og havde brug for en kyst for at proviantere. Det største problem for enhver flåde er historisk set at finde fjenden. 9. Krigens udfald skyldes ikke mindst romernes manpower-reserver. To eksempler kan illustrere dette: I forbindelse med et fejlslagent forsøg på en invasion af Afrika i 254 f.v.t. vinder romerne en militær sejr over Karthagos flåde, men under samme deployering synker store dele af den romerske flåde i en storm (Polyb. 1.36-37; Eutrop. 2.22; Oros. 4.9.5-8; Zonar. 8.14; Diod. 23.18; Liv. Per. 18). Ifølge Polybius overlever kun 80 af romernes 364 skibe (Polyb. 1.37.4). Resultatet er op imod 100.000 døde romere. Selvom tallet ikke kan verificeres, kan det sammenlignes med et andet tabstal, der måske er for lavt sat: Nederlaget ved Cannae medførte et romersk tabstal på 50.000 eller mere sandsynligt op imod 80.000 døde og tilfangetagne (se Daly, G. (2002) Cannae. The Experience of Battle in the Second Punic War, Oxford, 28). 10. I 249 f.v.t. tabte romerne ved Drepana et af de meget få søslag, de taber i Første Puniske Krig (Polyb. 1.51). Ifølge Polybius mister romerne 93 af 123 skibe (1.51.1112). Tabene er meget ekstreme, men det, der bevirker, at romerne alligevel sejrer i krigen, er viljen til at kæmpe videre, viljen til at bygge en ny flåde, når det er nødvendigt. Dette sker gentagne gange. 11. I det hele taget er krigens omfang voldsomt. I 256 f.v.t. ved Kap Ecnomus kæmper op til 290.000 mand mod hinanden, hvilket måske gør det historiens største flådeslag (Lazenby, J.F. (1996) The First

Punic War: A Military History, Oxford, 87). Karthago mister i den forbindelse 94 skibe, romerne 24 (Polyb. 1.28.10-14; Oros. 4.8.6). 12. Medaljer skal der til: I 260 f.v.t. står romerne for første gang overfor en stor fjendtlig flåde, men til alles overraskelse sejrer romerne ved Mylae ved brug af de hurtigt byggede skibe (Polyb. 1.22 om flådens manglende kvalitet). Cn. Duilius, den romerske admiral ved Mylae, får en flådetriumf, en ny form for triumf, man opfinder til lejligheden (Fasti Triumphales, Degrassi, A. (1947) Inscriptiones Italiae vol. 13/1, Fasti Consulares et Triumphales, Rome, 76-77, 548). Manden er Roms første søhelt, og som æresbevisning fik han resten af livet følgeskab af fløjtespillere og fakkelbærere, når han forlod huset (den stakkel!). 13. En anden form for teknologisk nyskabelse ved Mylae er den såkaldte corvus (ravnen), der er en form for landgangsbro, som betød, at romerne kunne overføre taktikken fra landkrig til flådekrig ved at borde fjendens skibe for derefter at kæmpe mand mod mand (Polyb. 1.22-23). Sejren var faktisk ikke specielt overbevisende, da 80 af fjendens i alt 130 skibe undslap (Polyb. 1.23.2-10). 14. Det er på tide at omtale en de seneste årtiers større arkæologiske sensationer, nemlig fundet af ikke mindre end 11 skibssnabler (rostrum/rostra) ved Sicilien (Tusa, S. & Royal, J. (2012) “The landscape of the naval battle at the Egadi Islands (241 B.C.)”, JRA 25, 7-48). Før havde vi bevaret tre eksemplarer, kun én af disse fundet in situ. Skibssnablerne stammer fra slaget ved øen Egadi nær Sicilien i 241 f.v.t, det sidste søslag i Første Puniske Krig. I 2004 fandt det italienske politi en skibssnabel hos en privat samler. Skibssnablen var an-

giveligt fundet af en fisker tæt på øen Levanzo. Det viser sig nu, at selve slaget fandt sted mellem øerne Levanzo, Marettimo og Favignana, tæt på Siciliens vestlige kyst. De fundne skibssnabler er forholdsvis små og tyder på krigsskibe af en længde på 25-28 meter, måske mindre (Tusa & Royal 2012). Nogle samtidige krigsskibe var dog større. 15. Skibssnablen på antikkens krigsskibe fungerer som våben ved at torpedere modstanderens skibe ved overlagt påsejling. Disse er teknisk uhørt vanskelige at fremstille, da de skal kunne modstå den kraft, der genereres ved impact (påsejling). Skibene er konstrueret på en måde, så chokket overføres til skibets skrog. Vi kender mest til støbningen af statuer, som er fremstillet i små bidder, for derefter at blive samlet. Skibssnablerne er derimod skabt i et stykke. Dette er selv i dag en meget vanskelig opgave. Det kræver meget høje varmegrader at fremstille bronzen uden lufthuller, hvilket er nødvendigt, da bronzen ellers ikke kan holde til dens funktion som vædder (Murray, W.M. (2012) The Age of the Titans. The Rise and Fall of the Great Hellenistic Navies, Oxford, 31-38). 16. Et augustæisk sejrsmonument fra Actium/Nicopolis i det nordvestlige Grækenland var udsmykket med skibssnabler fra Markus Antonius’ skibe. Ifølge den amerikanske arkæolog William Murray er disse skibssnabler alle spolia, her defineret som krigsbytte, fra fjendens skibe (Murray, W.M. & Petsas, P.M. (1989) Octavian’s Campsite Memorial for the Actian War, Philadelphia; Murray 2012, 31-68). Ifølge den italienske forsker Tommaso Gnoli ville skibssnablerne fra Actium dog veje alt for meget og derfor være for tunge for skibenes konstruktion (Lange (forthcoming) Tri-

umphs in the Age of Civil War: the Late Republic and the Adaptability of Triumphal Tradition). Skibssnablerne fra sejrsmonumentet er for længst blevet omsmeltede, men muren, hvor de var fastgjorte, står tilbage. De skibssnabler, som Murray rekonstruerer på grundlag af Nicopolis’ monument, ville således have været otte til tolv gange større end dem fra Første Puniske Krig (Tusa & Royal 2012, 39-42). Det er derfor langt mere sandsynligt, at de er specialfremstillede til at udsmykke Augustus’ monument. I Rom udsmykkede skibssnablerne talerstolen på Forum Romanum, af samme årsag kaldet Rostra. 17. Størrelsen af krigsskibe i antikken er i det hele taget omdiskuteret. Dette skyldes ikke mindst måden, hvorpå skibene omtales i vores kilder. De fleste kan acceptere, at en såkaldt ”Tre’er” betyder, at der var tre niveauer, hvor roerne holdt deres egen åre. Denne idé passer dog dårligt til større skibe, da det ikke praktisk var muligt at bygge i flere niveauer end tre. En såkaldt ”Firer” er sandsynligvis enten et skib hvor fire mænd roer én tung åre, eller alternativt to mænd der roer med samme mindre tunge åre på to niveauer. En ”Tier” er derfor fem mænd per åre på to niveauer og så fremdeles. Dette er dog teori, som kun delvist understøttes arkæologisk (Murray 2012, 6-9. For det arkæologiske materiale, se Morrison, J.S. (1996) Greek and Roman Oared Warships 399-30 B.C., Oxford). 18. Rekonstruktionen af et antik græsk krigsskib (Olympia) har givet megen uvurderlig information om datidens skibe, men viser reelt kun, hvordan de kan have ageret (Rankov, B. (2012) (eds.) Trireme Olympias: The Final Report, Oxford). 19. Der er forskel på størrelse og hurtighed af de to flåder ved slaget ved Actium: Ifølge kilderne er Antonius’ skibe ved Actium hø-

jere end Octavians skibe (Dio Cass. 50.18.5–6, 23.2–3; Plut. Ant. 61.1, 64.1; Flor. 2.21.3; Oros. 6.19.9). De mindre skibe er mere manøvredygtige, hvilket er afgørende, når vi ser på antikkens flådetaktik. Det handler som omtalt om at ramme modstanderen med skibssnablen, samt at udflanke denne for derigennem at komme i en position, hvor man kan angribe bagfra eller fra siden (periplous). Modsat vil en flåde bestående af mindre skibe helst undgå kampen skib mod skib. Skibene placeres normalt i en linje i forsøget på at matche modstanderes linje. Selvom begrebet linje bruges her, skal man huske, at antikkens søslag kæmpedes uden sejl og uden kanoner. Sejl bruges til transport, aldrig i kamp. Slagene er kaotiske og svære at styre (vedr. Actium, se Lange, C.H. (2011) “The Battle of Actium: a Reconsideration”, Classical Quarterly 61.2: 608– 623). 20. Skibshuse er blevet et populært forskningsobjekt, ikke mindst grundet de dansk-græske udgravninger af Piræus’ havne, Zea og Mounichia (Lovén, B. & Schaldemose, M. (2012) The Ancient Harbours of the Piraeus: The Zea Shipsheds and Slipways, Aarhus). I Rom har der som minimum været skibshuse siden 338 f.v.t., da de omtales af Livius (8.14.12; 40.51.6; 3.26.8). Desuden er Navalia muligvis afbilledet på romerske mønter (RRC 373/1; cf. RRC 348/6). Da skibene var af træ, var det essentielt for deres bevarelse, at de opbevaredes under tag. 21. Der er ingen tvivl om, at der findes en navalia på Marsmarken overfor Prata Quinctia (Liv. 3.26.8; Plin. HN 18.20). Et meget omdiskuteret fragment fra Forma Urbis (fragment 23, 24a-d) viser måske påskriften [NAVA]LIA i området nedenfor Aventinerhøjen på den venstre Tiberbred. Mu-

ren er opført i opus incertum, og bygningen skal sandsynligvis dateres til det tidlige 2. årh. f.v.t. (Tucci, P.L. (2006) “Navalia”, Archeologia Classica 57, 175-202; Tucci, P.L. (2012) “La controversa storia delle ‘Porticus Aemilia’”, Archeologia Classica 63, 575-591). Bygningen, med plads til ca. 50 skibe, var åben ud mod vandet, men lukket ind mod byen, hvilket tyder på skibshuse. 22. Ostia, som ofte omtales som Roms havneby, havde ingen havn og ingen flådehuse (så vidt vi ved!), så flåden har været placeret i selve Rom. Dette har været upraktisk ved deployering, da det tager tid at bugsere skibene fra Rom til Ostia. Handelsskibe blev normalt aflastet uden for Ostia. Transporten af varer den sidste del af turen til Rom er derefter foregået i mindre skibe. 23. Det svære spørgsmål er, om våbenkapløbet under Første Puniske Krig medførte reelle teknologiske fremskridt, blandt andet fordi Rom ikke altid tager ved lære af krigens gang. En stående flåde kommer således først langt senere under Augustus. På den anden side viser krigen, at romerne i en given situation kunne agere på en sådan måde, at de kunne vinde. Dette gælder både strategisk, mandskabsmæssigt og teknologisk. Antikkens flåder var med andre ord datidens state of the artteknologi.

Maskinen kan regne! Computerens historie Af Hans Dorsch, 2. semester

I tusinder af år har mennesket haft brug for at kunne foretage komplicerede udregninger. Tænk blot på de ægyptiske pyramider. Som Ole Jørgen Bryn så præcist påpegede det: ”Sandsynligheden for, at 10.000 arbejdere mødte op på Gizaplateauet en morgen for at stable sten, som 20 år senere skulle nå et punkt 146 meter over jorden, uden at have en detaljeret plan for arbejdet, er forsvindende lille”. Beregninger af den slags er ganske komplicerede, og allerede her bliver det klart, at mennesket med stor sikkerhed altid har haft ønsket om at kunne lade en maskine foretage disse beregninger - simpelthen at overlade det til et tryk på en knap, et drej på et håndtag at foretage beregninger så avancerede, at vore hjerner knapt kunne eller kan følge med. En computer er en datamaskine eller en datamat, der kan lave sådanne automatiske beregninger, og antekythera-maskinen er en af de allerførste vidnesbyrd om, at mennesket meget tidligt har haft ikke bare behovet, men også muligheden for at foretage sådanne beregninger. Antikythera-mekanismen blev fundet i 1901 i et gammelt skibsvrag ud for den lille græske ø Antikythera. Skibsvraget rummede nogle korroderede fragmenter af et mærkeligt bronzeinstrument bestående af en af de ældste, kendte tandhjulsmekanismer. Det ser ud til at være en mekanisk anordning til beregning af sol- og måneformørkelser, planetpositioner og lignende astronomiske data, noget man kalder et planetarium eller en himmelregnemaskine. Det er med nogenlunde sikkerhed (datering af skibsvraget) dateret til perioden ca.

150 – 100 fvt. Ifølge den romerske politiker (blandt andet) Cicero var dette ikke den eneste maskine med denne funktion. Én af den store græske matematiker, fysiker og opfinder Archimedes’ (ca. 250 fvt.) opfindelser formodes at have haft samme funktion. Der er ikke bevaret nogle fysiske rester af Archimedes’ instrument, men Cicero nævner, at general Marcellus, som erobrede Archimedes’ hjemby Syrakus for romerne, hjembragte to eksemplarer af et sådant instrument. Denne kunne ligeledes ”vise Solens, Månens og de fem planeters bevægelser”. Figur 1 er et forsøg på at vise en rekonstruktion af instrumentet, som foretaget af BBC i forbindelse med en dokumentar om dette fantastiske fund. At kalde dette instrument for programstyret kan man ikke, men man kan slippe uden om avancerede øjebliksberegninger, hvorigennem man kunne anvise planetbevægelser på et tidspunkt i historien, hvor ingen troede dette muligt.

Pascal arbejdede sig gennem 50 prototyper i perioden 1642 – 1645, før han turde vise den for offentligheden. Han byggede omkring 20 yderligere maskiner over det næste årti, hvor han ofte forbedrede sit oprindelige design. Ni maskiner har overlevet disse mange århundreder. I 1649 gav et kongeligt privilegium Pascal eneret til fremstillingen af regnemaskiner i Frankrig. Det har dog næppe myldret med konkurrenter. Pascals geniale konstruktion kunne stadigvæk købes (og var stadigvæk populær) som manuel regnemaskine helt op i 1960’erne. Den baserede sig på noget som smart som en overføringsmekanisme: Maskinen bestod, som det kan ses på figur 2, af nogle hjul med tallene fra nul til ni påført og ovenfor et lille vindue, der viste det tal, man nu havde valgt. Overførslen bestod i, at maskinen som – så vidt vides – den første var en model af det repræsentative talsystem, altså et system, hvor tallene havde en præcist defineret plads, der repræsenterer énere, tiere, hundreder osv. Når man således drejede på et lille håndtag, der fast var monteret ved tallet nul, viste et lille vindue over kolonnen det tal, man nu var nået til på vælgerskiven. Når man lagde et til ni, overførte mekanismen summen af funktionen til næste kolonne, der altså fik tilført en tier i form af et éttal, og første vælgerskive var nu tilbage ved udgangspunktet, nemlig nul. På denne måde kunne man pludselig lynhurtigt lægge endog temmelig store tal sammen. Som modellen viser op til 999.999. Som sagt simpelt og genialt.

Rekonstruktion af antekythera-mekanismen, der blev fundet i et skibsvrag ud for øen Antekythera i 1901

Det skulle ikke gå helt så længe, førend vi så den næste geniale måde at gøre udregninger nemmere på. I 1672 fremkom to lignende regnemaskiner, den ene med nogenlunde samme funktion som den gamle græske maskine, og den anden med regnefunktion som Pascals.

Noget af det allermest interessante ved denne historie er, at der – efter himmelregnemaski-nen – er et stort, sort hul af utrolig lang varighed. Vi skal helt frem til den franske matematiker Blaise Pascal i 1642 resp. 1645, førend vi igen ser noget af lignende karakter i Verden, nemlig det, Blaise Pascal selv kalder for Pascalinen, en mekanisk, analog regnemaskine.

Den første af disse to var en planetberegner, made in Denmark, eller rettere made by a Dane, nemlig ingen ringere end astronomen Ole Rømer

omkring 1672 i forbindelse med hans ophold på det franske akademi i Paris. Han byggede i hvert fald fem af disse såkaldte eklipsarier. Det fundne eklipsarium kunne vise og forudse solformørkelser på Jupiters måne Io. Nummer tre kunne beregne sol, måne og det kendte solsystems placeringer på et givet tidspunkt og blev brugt til at undervise den franske kronprins. Ole Rømers ekstraordinære talent for matematik blev opdaget af den hollandske astronom Christiaan Huygens (opdageren af Saturns måner m.m.) og blev omsat i opfindelsen af nærmest friktionsfri kraftoverførselshjul, zoomlinsen, termometeret med to fikserede punkter, baseret på vands fryse- og kogepunkt og meget andet, som han bemærkelsesværdigt nok undlod at offentliggøre eller tage nogen som helst ære for. Hans eneste offentliggjorte artikel handlede, symptomatisk nok, om opdagelsen af ”lysets tøven”.

niz sit Leibniz-hjul, der var en kompliceret anordning med hang til at glemme menter. Detaljerne skal man spares for, men her blot et eksempel: Hvis man f. eks. skulle multiplicere et tal med 53, indstillede man først tallet med det ene håndtag. Dernæst drejede man det andet håndtag tre gange. Så rykkede man hele forsiden af maskinen en tak og drejede håndtaget fem gange. Til sidst kunne man så aflæse resultatet. Regnemaskinen blev ikke nogen succes, især fordi den ikke kunne holde styr på menterne. Da Leibniz kom tilbage til Hannover, fik han lavet flere forbedrede versioner af maskinen. Bemærk dog, at den lille fyr kunne multiplicere og dividere! Ligeledes gik det op for Leibniz, hvor vigtigt 2-talssystemet kunne ende med at blive, uden han af den grund var i stand til at bruge denne viden. Atter en gang måtte menneskeheden trille tommelfingre indtil 1820, hvor franskmanden Thomas de Colmar patenterede en elektronisk og holdbar regnemaskine, Arithmometeret, der forblev i produktion lige til 1915. Den var den første digitale mekaniske regnemaskine, der var stærk og pålidelig nok til at kunne bruges dagligt i et kontormiljø. Den kunne trække to tal fra hinanden eller lægge dem sammen direkte og kunne foretage lange og komplicerede gange- og divisionsstykker ved hjælp af en såkaldt akkumu-lator – i dette tilfælde i betydningen enhed, der sammentæller – der var bevægelig. Den patenteredes i Frankrig af Thomas de Colmar i 1820 og fremstilledes af hans virksomhed fra 1851 til 1915 og blev klonet i Tyskland og England, hvor den blev fremstillet helt frem til Anden Verdenskrig. Det blev den første kommercielt vellykkede mekaniske regnemaskine, der spillede en væsentlig rolle i menneskets overgang fra manuel til mekaniseret beregning.

Ole Rømer, sandsynligvis portrætteret af hollænderen Karol Van Zander Samtidig med Rømer var en anden særdeles kendt skikkelse, nemlig Gottfried Wilhelm Leibniz (1646 – 1716). Han var tysker, et barnegeni der forsvarede sin doktordisputats i jura i en alder af 17 år, og han kendes især for sin udvikling af differential- og integralregning. I 1671 opfandt Leib-

En væsentlig bidragsyder til regnemaskinen og dermed til computeren blev opfindelsen af programmet. Dog ville man i dets tidlige form nok næppe kalde det et program, men det skulle vise

sig at blive vigtigt for computerens videreudvikling. Det var Joseph Marie Charles med kælenavnet Jacquard, der i 1801 opfandt hulkortet, altså en metode med hvilken han ved at standse huller i et stykke papir kunne fortælle en væv, hvilket mønster den skulle væve. Genialt og meget simpelt.

på nær ”Betinget hop-instruktion”, hvilket betyder muligheden for at hoppe rundt i programmer. Med hop-instruktioner kan programafviklingen styres – programlinjer kan overspringes eller gentages – i stedet for blot at blive udført én for én i den rækkefølge, de er anført. Til gengæld var her en maskine, der – og her lyder en lille fanfare – benyttede det binære talsystem, altså nul og et. På Havard bygger Howard Aiken i samarbejde med IBM en elektromekanisk regnemaskine:

I 1822 påbegyndte en engelsk matematiker og maskiningeniør ved navn Charles Babbage (1791 – 1871), betalt af den britiske regering, konstruktionen af en regnemaskine, der kunne håndtere differensregning, eksponential-funktioner og funktioner med flere ubekendte. Maskinen benyttede 10-talssystemet og blev betjent via et håndtag. Den britiske regering ledte efter en måde, så man kunne udregne og fremstille tabeller på en mere økonomisk og effektiv måde, og kort tid efter bevilgede regeringen 1.700 Pund St. til formålet. Selvom maskinen var indenfor det teknologisk mulige, var der på den tid ingen, der havde fremstillet en maskine med en så stor præcision, og i 1842, efter at have passeret 17.000 Pund St. i bevilgede udviklingsmidler, sagde regeringen stop og lukkede for pengekassen. Babbage udviklede senere en version to, mens en svensker, Per Georg Schulz, udviklede en forbedret maskine med udgangspunkt i Babbages design, som han ironisk nok solgte til den britiske regering i 1859.

”The Harvard Mark 1 calculator”, 15 m. lang, bestående næsten udelukkende af tandhjul. Den var seks sekunder om at gange to tal. ENIAC, ’Electronic Numerical Integrator And Calculator’, en elektronisk datamaskine kommer til i 1946. Den består af 20.000 radiorør, der blev for varme og skulle skiftes ofte, så der var stor risiko for, at beregningerne ikke kunne fuldføres. Den vejede 30 t og fyldte 300 kvm. Det næste kvantespring kommer i 1948, da IBM patenterer transistoren OG forudser, at computeren vil kunne komme under 1,5 tons. I 1958 kommer Intel med integrerede kredsløb. I 1970 får vi flerbrugersystemer. I 1976 introduceres supercomputeren Cray 1, der bruges til de første, primitive animationer på film og til tunge kalkulationer. Den kan foretage 150 mio. beregninger i sekundet, hvilket faktisk er ganske meget og ca. 1/10 af en iPhone 5 (!!).

Herfra går det slag i slag med de analoge computere, og der sker ikke meget nyt under solen før John Neuman (ungarsk matematiker), bosat i USA, skrev et system til lagring af programmer sammen med englænderen Allen Turing, der ved brug af matematiske modeller beviste, at en maskine kunne programmeres, og så gik det stærkt. Verden rammes af den Anden Verdenskrig. Den første computer, som vi kender dem i dag, bliver opfundet omkring 1941 af den tyske ingeniør, Konrad Zuse og hedder Z3. Programmerne er lagrede på eksterne bånd. Zuses computer har alt, hvad der skal til for at blive kaldt en computer

Babbages maskine færdiggjordes af London Science Museum i 2000...og den virkede

Udviklingen er eksploderet, og den hurtigste supercomputer i dag, den amerikanske Titan (der dog får kam til håret af en kinesisk supermaskine) klarer 20.000 billioner udregninger i sekundet, altså 20.000 mia. udregninger per sekund, svarende til godt 15.385 iPhone 5 på én gang. Ikke så ringe endda. At den så også fylder (mindst) 15.385 iPhone 5 er der jo ikke noget at sige til. Men vi kan alle sammen takke de helt utrolige mennesker, der udklækkede de banebrydende idéer til det, der er blevet til det supercomputeriserede samfund, vi kender i dag. Pascal, Rømer, Leibniz, Babbage og alle de andre.

hvor man mere eller mindre systematisk ødelagde maskiner inden for blandt andet landbruget og tekstilindustrien. Dette fænomen kaldes maskinstormning. Inden for rammerne af dette fænomen fungerede en bevægelse, som bestod af mennesker, der kaldte sig ludditter opkaldt efter deres mytologiske leder Ned Ludd. Der synes ikke at være fuldstændig enighed om, hvornår ludditterne havde deres aktive periode, men meget tyder på, at de var kollektivt aktive mellem 1811 og 1816. Begrebet ”luddit” er gennem tiden blevet sidestillet med at ødelægge maskiner, men denne betegnelse er for generel og er for upræcis i en karakterisering af ludditternes virke. Tidlige bevægelser Ludditterne var ikke de første i England, der ødelagde maskiner. Tidligere tilfælde kan ses helt tilbage i sidste halvdel af 1700-tallet. Her var der tale om deciderede protester fra forskellige fraktioner af industrielle arbejdere. Disse protester kan overordnet inddeles i to grupper. Her er der tale om en inddeling, der stammer fra essayet Machine Breakers, som blev skrevet af den engelske historiker Eric Hobsbawm i 1952. Man kan kigge på optøjer og sabotage af maskiner med det formål at nedsætte eller helt stoppe industrielle arbejdsgange. Der var altså her ikke tale om fjendtlighed direkte rettet mod maskinerne i sig selv. Her var formålet nærmere en form for aggressiv forhandling (en term som Hobsbawm kaldte collective bargaining by riot), hvor arbejderne kunne samle sig og kræve bedre arbejdsforhold og løn. Det var umiddelbart effektivt, da optøjerne ofte betød, at produktioner var nødt til at stoppe helt. Sådan så man blandt andet i kulindustrien, hvor arbejdere saboterede hejsemekanismerne ved minerne, så det var umuligt at få kul ud af minerne. Dermed kunne man ikke bare udskifte arbejdskraften, da selve det vitale mekaniske element var ude af drift. Det betød, at man ikke bare kunne omgå protesterne og var nødt til at gå i dialog. Protesterne var derfor effektive. En

Maskinstormerne Af Mads Kyvsgaard Mogensen, 4. semester Når man tænker på teknologisk udvikling, vil man være tilbøjelig til at forestille sig fremskridt. Dette giver umiddelbart mening. At tilbyde en teknologisk løsning til en problemstilling vil generelt betyde, at man kan effektivisere processerne vedrørende denne problemstilling. Effektivisering er favorabelt, da det ofte betyder færre omkostninger. Færre omkostninger er mere eller mindre det centrale element i den moderne kapitalistiske verden. Dermed er det også helt centralt, at verdens udvikling op til nu i høj grad har været styret af teknologiske landvindinger. Fra basal agrarbrug henover dampdrevne motorer til internettet; teknologiens indflydelse på det brede spektrum er indiskutabel.Teknologi kan dog være skræmmende eller fremmedgørende. Fremskridt vil kræve sine ofre. Derfor giver det også mening, at teknologisk udvikling i visse tilfælde kan blive mødt med opstand og modstand. Denne artikel vil fortælle om et af disse tilfælde, hvor teknologisk udvikling blev en katalysator for oprør og ødelæggelse i 1800-tallets England, og

anden form for sabotage fokuserede mere på selve maskinerne. Det så man især i tekstilindustrien, en industrigren som England var meget involveret i, hvor man især forarbejdede uld. Protesterne gik på, at man indførte mekanik, der kunne gøre en stor del af den menneskelige arbejdskraft overflødig. Arbejderne kæmpede dog en umulig kamp. Idet man fokuserede på maskinerne, ville det kræve et totalt stop for teknologisk udvikling, hvis protestbevægelserne skulle være succesfulde. Man kan selvfølgelig altid diskutere selve målet, og man kan have stor sympati for de marginaliserede arbejdere. Det ændrer dog ikke på det faktum, at den teknologiske udvikling ikke stoppede, snarere omvendt. Dermed var den maskinfjendske gren af arbejderprotesterne ultimativt set ikke holdbar og medførte ikke resultater. Det giver altså ikke mening at opfatte maskinødelæggelse som et isoleret fænomen, der havde sit eget formål. Maskinødelæggelse skal nærmere betragtes som et middel, der af arbejderne kunne forvaltes mere eller mindre effektivt i den industrielle revolutions England.

spredning af fænomenet til amterne Leicestershire og Derbyshire. Ved disse tre lokationer var der i mere eller mindre grad udelukkende tale om maskinødelæggelse. Sagen bliver en anden, hvis man kigger på bevægelsens aktiviteter i amtet Yorkshire. Det var igen en gren af tekstilindustrien, der var involveret. Artisanerne reagerede på indførelsen af tekstilmøller, som kom til regionen i 1812. Flere af disse møller blev stormet eller forsøgt stormet af ludditterne, men protesterne begrænsede sig ikke til maskinødelæggelse. Der indtraf en nærmest revolutionær stemning, som blandt andet førte til flere ludditters og mølleejeres død. Ydermere så man også øget kriminalitet som for eksempel tyveri, hvilket sandsynligvis skyldtes de kaotiske omstændigheder. Yorkshire synes altså at have været et mere kompleks tilfælde, end det man så ved for eksempel Nottinghamshire, idet voldelige optøjer blev indført sammen med maskinødelæggelse. Det samlede billede af luddismen bliver kun yderligere flertydigt, hvis man betragter hændelserne ved Cheshire og Lancashire. Her fik luddismen en politisk karakter. Det kan have skyldtes, at disse regioner i forvejen havde en form for organisation af arbejderne. Der var i dette tilfælde tale om vævere. Cheshire og Lancashire var ydermere et specielt tilfælde, da man så en todeling af bevægelsen. Den ene side søgte indflydelse gennem parlamenteren, mens den anden side begyndte den samme udvikling, som det havde været tilfældet i Yorkshire. Det var højst sandsynligt de voldelige tendenser, der i sidste ende fik den engelske regering til at gribe ind med militær magt. 12.000 soldater blev sat ind for at dæmpe optøjerne i 1813. Efter 1813 så man kun isolerede tilfælde af ludditternes aktiviteter samt opblusninger så sent som i 1826.

Luddisme Ludditterne har som emne været objekt for historisk skrivning, og fortolkningen af deres aktivitet har ændret sig en del gennem tiden. Som tidligere nævnt har man været tilbøjelig til at lave lighedstegn mellem luddisme og ødelæggelsen af maskiner, men en sådan fortolkning er misvisende. Luddismen udviklede en politisk dimension, der blandt andet er blevet set som en forløber for dannelsen af arbejderklassen i England. Starten på luddismen som en aktiv bevægelse skete i 1811. Her havde arbejdere i tekstilindustrien forgæves prøvet at bekæmpe lønnedgang samt ansættelsen af ufaglært arbejdskraft. Det betød, at man i marts 1811 kunne se de første tilfælde af maskinødelæggelse, som kan tilskrives ludditterne. Hændelsen skete i det engelske amt Nottinghamshire. Man så efterfølgende en

Mørke sataniske møller Luddisme er altså svært at definere præcist. Det virker til, at motiverne har haft forskellige facetter alt efter, hvor optøjerne foregik. Den umid-

delbare fællesnævner synes at være maskinødelæggelsen. Dette har nok også været grunden, til at maskinstormning og luddisme er blevet så tæt forbundne. Det er dog vigtigt at tage Hobsbawms todeling med ind i overvejelsen af ludditternes virke. Maskinødelæggelsen har i lige så høj grad været et middel som det har været et mål. En af grundene til, at netop denne distinktion har været så svær at lave, kan skyldes den kunstneriske skildring af den industrielle revolution på tiden omkring starten af 1800-tallet. Noget sådant ses blandt andet i William Blakes digt And did those feet in ancient time fra omkring 1808. Her introducerede Blake vendingen “dark satanic mills”, mørke sataniske møller på dansk. Der synes at være bred enighed om, at disse mørke sataniske møller i virkeligheden var de store bomuldsmøller, der begyndte at præge det engelske landskab på denne tid. Det synes ligetil at tolke antipati over for industrialiseringen i Blakes digt. Et andet eksempel på den kunstneriske modvilje mod de nye teknologiske landvindinger kan ses i Mary Shelleys Frankenstein, or The Modern Prometheus fra 1818. Her sammensætter den geniale videnskabsmand Victor Frankenstein kropsdele fra afdøde mennesker og skaber derved et monster. Temaerne i denne fortælling er mange, men der er et tydeligt ubehag ved den ugudelige teknologi, som bringer monsteret til live. Blake og Shelley er langt fra unikke i deres afstandtagen fra industrialiseringen og dens teknologiske karakter. Nogle kunstnere behandlede naturens knæfald for den osende og larmende teknologi, som Blake beskrev med de mørke sataniske møller. Andre havde udpenslet de ukendte rædsler, som teknologisk udvikling kunne medføre ligesom Shelley og hendes moderne Prometheus. Frygten for teknologien synes altså at have været en del af tidsånden. Det er sikkert også her, at opfattelsen af ludditterne som teknologiforskrækkede og maskinhadende kommer fra. Det har givetvis været sandt i visse tilfælde, men det bliver misvisende, idet det viser maskinødelæg-

gelsen som det centrale og generelle mål for ludditternes oprør. Virkeligheden har været langt mere nuanceret og har i lige så høj grad omhandlet politik og livsgrundlag, som det har handlet om frygten for de mørke sataniske møller. Kildegrundlag og videre læsning Archer, John. E. Social unrest and popular protest in England 1780-1840. Cambridge University Press. 2000 Hobsbawm, E.J. The Machine Breakers. Past & Present. No. 1 (Feb. 1952). Side. 57-70 Nevers, Jeppe. Det Produktive Samfund: Seks kapitler af industrialiseringens idéhistorie. Syddansk Universitetsforlag. 2013

Aalborg Gasværk Af Steffen Elias Nielsen 4. Semester.

Perioden under den industrielle revolution er kendetegnet ved, at der var en opblomstring af fabrikker og udvikling af produktionsmetoder og fabrikkernes beliggenhed i forhold til transport. Aalborg ligger på dette tidspunkt godt i forhold til transportmuligheder grundet Limfjorden, hvor fabrikker som Aalborg Portland Danmark, Rørdal og Norden bliver etableret omkring år 1900. Ydermere begynder slagteribranchen at udvikle sig i hast med stor eksport. De fysiske produkter bliver udviklet, og ved hjælp af dampkraft kan dette gøres mere effektivt. I samme periode som denne blomstring kommer der fabrikker, som er anderledes i deres produkt i forhold til de andre allerede eksisterende fabrikker. Denne har ikke til formål at producere et fysisk produkt som for eksempel kød, cement, dampmaskiner, tobak og så videre. Faktisk er produktet en ny type energi;

nemlig gassen. D. 14. januar 1853 tegnede Aalborg byråd kontrakt med Th.A. English, hvilket betød, at Aalborg Gasværk kunne blive bygget ved Nyhavn.

bunden af et badekar blev det muligt at opvarme badet på en lettere måde og holde det varmt. Det var dog ikke uden konkurrence, at Gasværket udviklede sin produktion. En nyere type energi, der kom på markedet, var elektriciteten, hvilket betød, at gasproducenterne måtte udvikle deres apparater, der anvendte gas. Dette betød blandt andet, at Gasværket vandt første omgang af konkurrencen over elektriciteten i 1890 ved indførelsen af kogegassen og indførelsen af de auerske lamper. Dog stødte gasværkerne i anden omgang i 1920’erne på et problem. Dette bestod i, at der var for mange forbrugere af gas, i forhold til hvad der kunne produceres, hvilket betød, at aftener som Mortensaften og juleaften var fuldstændig uden gas fra omkring klokken 21. For at skitsere problemet, var beboerne i Vestbyen juleaftensdag 1924 nødt til at vente med at tilberede julemaden til efter, beboerne i Midtbyen var færdige. Trods forsøget på at udvide gasproduktionen og udvidelse af gasnetværket, lykkedes det ikke gassen at vinde over elektriciteten, som til sidst endte med at overtage markedet.

Denne teknologiske udvikling betød blandt andet, at de aalborgensiske borgere kunne opleve den nye gadebelysning for første gang juleaftensdag 1854. Det interessante ved dette er også, at på trods af, at Aalborg Vandværket er kommunalt, og Aalborg Gasværket er privat, så arbejder de sammen, og er med til at forbedre Aalborg bys infrastruktur gennem nedlægning af gasledninger og vandrør. Det er dog værd at pointere, at i år 1877 var der kun 290 gadelygter i Aalborg by og gasbelysning installeret i få hjem, men dette udviklede sig efterhånden, som infrastrukturen blev udvidet. Fabrikkerne oplevede, at det var muligt at udskifte de store dampmaskiner til mindre pladskrævende gasmaskiner. Den enkelte fabrik kunne for eksempel tænde for gassen, når det var nødvendigt, og slukke for den igen, når der ikke længere var behov for mere. Dette kunne ikke lade sig gøre med samtidens dampmaskiner, da vandet i kedlerne først skulle varmes op, og for at skabe det ønskede tryk skulle der også tilføres en stor mængde vand. I takt med at gasmaskinen var mindre end dampmaskinerne, ville der være plads til flere maskiner på fabrikkerne. Dog tøvede fabriksejerne med at investere i disse nye maskiner, fordi gassen var for dyr i anvendelsen, og dermed mindskedes profitten. Dette forhindrede dog ikke Gasværket i at installere gassen i de private hjem. Med gassens indvielse i de aalborgensiske hjem kunne der nu blive lavet det, som for mange forbindes med det traditionelle danske køkken. Det var nemlig muligt at stege, koge og tilberede mad under mere kontrollerede forhold, hvilket gjorde det muligt at tilberede flæskestegen, frikadellerne og den brune sovs nemmere. Ydermere blev gassen også brugt til opvarmning af strygejern, og ved at installere et gasblus i

Spørgsmålet er, hvor stort et indtryk Aalborg Gasværk gjorde på bybilledet. Allerede fra begyndelsen af værket var det med til at forbedre Aalborgs infrastruktur betydeligt og gøre det lettere at færdes udenfor efter mørkets frembrud. Ydermere gjorde gasværket det lettere at lave mad og ikke mindst tage et længerevarende varmt bad. I det hele taget forbedrede gassen aalborgensernes oplevelse af energi og enkeltheden i dagligdagsarbejde. Ja, den teknologiske udvikling muliggjorde overgangen fra damp til gas og videre fra gas til elektricitet. Er du interesseret i at se, hvordan en gaslampe ser ud, står der en ud mod Borgergade ved Håndværkermuseet i Kattesundet. Kilde: Thomsen, Hanne. 2004. Ren gas – bygassens historie i Aalborg 1854-2004. Gasmuseets Forlag

Danskernes bolig blev fyldt med energi i den periode. Stikkontakterne bredte sig langs gulvet, køkkenet blev elektrificeret med komfur, kaffemaskiner, el-piskere og andre uundværlige apparater. Fjernsynet fyldte dagligstuen. Vaskemaskinen blev langsomt (på grund af prisen), men sikkert (på grund af bekvemmeligheden) en fast bestanddel af det moderne hjem. Navnlig i parcelhuset, der hurtigt og uomgængeligt bredte den bymæssige bebyggelse ud over landbrugslandet.

20-graderskulturen og oliefyret. Da danskerne begyndte at leve livet i forstæderne Af: Mogens Rüdiger

Oliefyret står foran en udfasning. Det sidste fyr har leveret varme for sidste gang omkring 2030. Det er i al sin korthed indholdet i en lov, Folketinget vedtog i 2013. I dag repræsenterer oliefyret fortiden. Ikke fordi det er en individuel form for opvarmning (og dermed ikke på linje med tendensen til kollektive energiløsninger), men alene af den grund, at det bruger olie, et fossilt brændstof, der som bekendt forurener og udleder CO2. Det, oliefyret, signalerer ikke fremtid og modernitet, men har i stedet noget gammeldags og forkert over sig, der især kan tilskrives klimadebatten og dens problematisering af fossile brændsler. Men ikke kun klimaet, idet også spørgsmålet om effektivitet og pris (og forsyningssikkerhed) spiller ind og virker til fordel for løsninger baseret på elektricitet.

Introduktionen af oliefyret var en del af en større forandring. ”The Marshall-plan made possible and pushed a far-reaching transition in Europe – the change from a coal-based economy toward one based on imported oil”.2 Det var der flere grunde til, blandt andet at Danmark følte sig tvunget til at importere kul fra f.eks. det kommunistiske Polen.3 Olie var den frie, vestlige verdens brændsel med en tydelig amerikansk dominans. Dertil var olie billig og kunne konkurrere med kul, hvilket sammen med andre fordele var incitamenter til, at kraftværker forlod kul til fordel for olie. En fordel var desuden, at olie forurener væsentligt mindre end kul. Målet med Marshall-planen var at modernisere og effektivisere modtagerlandenes økonomier og skabe velfungerende samfund, hvor frihed gik hånd i hånd med tryghed og stor sammenhængskraft. 4 Kort sagt, målet var at skabe moderne velfærdssamfund. I de vesteuropæiske lande var to af de presserende opgaver efter 2. verdenskrig at genopbygge eller modernisere de kritiske infrastrukturer og give borgerne en moderne boligmasse. I Danmark boomede socialt boligbygge-

Spoler vi tiden tilbage til 1950’erne og 1960’erne, er billedet et helt andet.1 Danskerne var begejstrede for oliefyret, fordi det fyldte stuerne med varme til fremtiden, fordi det opfyldte kravene til en moderne opvarmning, det gav plads i kælderen og velvære i hele huset uden at kræve en masse arbejde til gengæld. Og fordi oliefyret gik hånd i hånd med velfærdsstatens opblomstring og dens gyldne gennembrud – og var med til at omsætte velfærden til almindelige menneskers hverdag.

Yergin 1991, 424.

Se Boje m.fl. 2012.

Dele af denne artikel bygger på Coninck-Smith og Rüdiger 2007.

For Marshall-planens betydning for Danmark, se Sørensen 2001.

ri i de første tyve år efter krigen, mens den vækst af forstæder, som man fandt i andre vestlige lande, kom relativt sent hertil.5

ge, hvis der skulle hentes petroleum eller brænde, de lugtede og kunne være farlige. Centralvarmen var interessant af to grunde. Den muliggjorde fleksible løsninger på boligens rumindretning til forskel fra de traditionelle kakkelovne, hvis strålevarme lagde anderledes snævre bånd på indretningen. Dernæst var centralvarmen medvirkende til, at de kolde zoner og rum i boligen – gangarealerne og stadsestuen – kunne afskaffes til fordel for en nogenlunde konstant temperatur på omkring 20 grader.

Som en del af dette byggeri vandt centralvarmen frem. Fra midten af 1950’erne blev det utænkeligt at bygge et nyt hus uden centralvarme, der udgjorde en afgørende forbedring af livskvaliteten.

Energiseringen af hjemmet

Den tidlige centralvarme med brænde baseret på kul var en klar forbedring, men den løste ikke alle ulemperne. Den var arbejdskrævende, fordi der med jævne mellemrum skulle skovles koks, den støvede, lugtede og optog en del plads. Utallige er de husfædre og –mødre, børn, viceværter og andet godtfolk, der op til én gang i døgnet måtte skovle koks ind i kedlen. Inden det kom dertil, skulle kælderen fyldes med koks, hvilket var et hårdt og støvende arbejde. Sjovt var det ikke – før bagefter når man sammen med familien kunne hygge sig sammen i den veltempererede stue.

Et af de store nybrud i både boligens og energiens historie kom med introduktionen af centralvarme. De første skridt blev taget i mellemkrigstiden, men det var først efter 2. verdenskrig, at denne varmeform for alvor slog an, netop fordi den var praktisk i de nye parcelhuse, men også fordi den kunne indpasses i etageejendomme og forbedre opvarmningen af lejligheder.

I 1950’erne bød to løsninger sig til: Fjernvarme og oliefyret. Begge var kendte teknologier allerede før 2. verdenskrig, men ingen af dem var for alvor slået an i de danske hjem. Når det skete i 1950’erne hang det sammen med en bedre økonomi, der med årene omsatte danskernes lyst til at komme ud af lejligheden i byen og ind i et parcelhus til virkelighed.

Før centralvarmen var petroleumsovnen, kakkelovnen og gasovnen udbredt. De var alle forbundet med problemer, f.eks. at de producerede strålevarme, dvs. temperaturen faldt med afstanden til ovnen. De kunne også være besværli-

Det var oplagt at anlægge fjernvarme i de nye villakvarterer, fordi den flyttede generne væk fra boligen, og fordi den gav en bedre udnyttelse af brændslerne.6 Om den også ville være det billigste alternativ var svært at forudse; det forudsatte blandt andet en nogenlunde tæt bebyggelse for at den kunne være rentabel. Så hvis ikke kommu-

Reklame 1954

En god introduktion til velfærdsstaten og boligbyggeriet, se Velfærdssamfundets bygninger.

For fjernvarmens historie, se Skov og Petersen 2007.

nen tog initiativet, eller en gruppe borgere ville tage chancen og investere i et fjernvarmeanlæg, var den anden løsning, oliefyret, mere nærliggende. Derfor gik oliefyret i 1950’erne og 1960’erne sin sejrsgang fra villakvarter til villakvarter.

husmoren som ansvarlig for dagligdagen eller til manden, der forudsattes at være ansvarlig for økonomien. I den første gruppe reklamer lægges der vægt på, at oliefyret er hygiejnisk, fordi det ikke støver. Det giver sundhed og velvære, det giver et rent, mildt og behageligt indeklima. Som bonus – forlyder det - klæder radiatorerne stuerne harmonisk på, så der var al mulig grund til at omfavne fyret og byde det velkommen i familien.

Det var således den individuelle løsning, der var fremherskende, hvilket skal ses i lyset af, at olien var billig – men ikke kun derfor, for først efter den anden oliekrise i 1978-79 og navnlig med en markant statslig begunstigelse af fjernvarmen i 1979 blev den kollektive løsning mere ”populær”.

Reklamer, der appellerede til manden, lagde vægt på, at oliefyret var let at betjene og økonomisk, at det var pladsbesparende, så der kunne blive plads til en gildesal i det tidligere fyrrum. Oliefyret ville være både arbejdsbesparende og driftssikkert, så Hansen kunne se frem til at gå rundt i den hvide kontorskjorte med opsmøgede ærmer i sit velopvarmede hus eller nyde et laaangt og varmt bad til en fornuftig pris. Oliefyret signalerede velvære, modernitet og en casual livsstil, dengang velfærdsstaten var up and coming. Det var en af de mange materielle selvfølgeligheder, som så at sige bar velvære og tryghed ind i det enkelte menneskes hverdag, og som sikrede, at velfærdsstaten gav mening som andet end et politisk projekt. Den konstante varme passede derudover fint til, at tekstilerne blev lettere, og at bomulden og kunststoffer som nylon blev foretrukket frem for uld. Hvis man skal slå ud med armene, blev centralvarmen en af forudsætningerne for en mere casual livsstil, hvor individet blev frigjort fra snærende bånd, hvad enten det drejede sig om klima eller tøj.

Reklame 1962 Hvorfor vælge oliefyret?

Oliefyrets storhedstid var i 1960’erne og 1970’erne. Dets fortræffeligheder er siden blevet udfordret. Nok blev oliefyret en kær og velkommen del af familien, men – skulle det vise sig – kun på lånt tid. Prisen på olie begyndte at svinge betydeligt efter den første oliekrise i 1973-74, så

Det var der god grund til, hvis vi skal tro reklamerne – og selv om de ikke afspejler den skinbarlige virkelighed, fortæller de dog noget om de ønsker, menigmand med frue havde til deres bolig. Reklamerne var enten klart henvendt til

olien ikke længere nødvendigvis var en billig brændsel. Miljø- og klimakravene kom til, hvorfor nye energiformer blev populære eller i det mindste favoriserede. Konkurrencen fra de kollektive energisystemer blev hårdere og pressede i stigende grad oliefyret ud af de bymæssige bebyggelser.

graderskulturen bedre dækker, at der er tale om en kulturelt bestemt tilstand, hvor mennesket ved hjælp af en bestemt brug af energi har konfronteret nogle uhensigtsmæssige klimatiske påvirkninger, kulde eller varme.9 Lige siden Aristoteles har man forstået energi som ”a totality of transitory processes”. Den 1. termiske lov fokuserer på, at energi faciliterer overgangen fra en tilstand til en anden, og selv om det er en lovmæssighed inden for fysik, er det en lige så relevant pointe for en kulturhistorisk forståelse af energi. Man kan sige, at energi i historisk-kulturel sammenhæng handler om at skabe et produkt, der ophæver, eller i det mindste reducerer, nogle af de væsentlige betingelser for livet, nemlig 1. mørke; 2. kulde eller (for meget) varme; og 3. overskride de animalske grænser for kraft.

20-graderskulturen – eller hvordan oliefyret signalerede modernitet? Modernitet og det at være moderne ændres over tid.7 Nye tider, nye løsninger på kendte problemer. Så det, der skinnede af fornyelse og fremtid, blev til stilstand og fortid. Men hvis vi skal grave lidt dybere i forklaringen på, hvorfor oliefyret blev populært, kan man tage udgangspunkt i det forhold, at det både var en ting, et stykke teknologi, et mekanisk apparat, hvis produkt er usynligt og dermed et produkt, vi navnlig er opmærksomme på, når det ikke er der, eller når der er for meget af det. Der er, kort sagt, en relation mellem det materielle og det immaterielle, og det er det sidste, som man lidt teknisk kan kalde den termiske komfort, der er interessant.8

Om det handler om kulde eller varme er geografisk bestemt. I Danmark drejer det især om at fjerne kulden indendørs i 5-6 måneder om året. Med moderniseringen efter 2. verdenskrig blev der i den industrialiserede verden langsomt skabt en 20-graderskultur, hvor oliefyret spiller en vigtig rolle i den danske udvikling, mens f.eks. airconditioning spillede en stor rolle i dele af USA.

En af mine favoritbøger er Marsha Ackermanns Cold Comfort. America’s Romance With AirConditioning fra 2002. Hendes udgangspunkt er meget lig dette, og hendes bog var en inspiration på et tidspunkt, hvor jeg prøvede at skrive noget om energibegrebet. Hun taler om ”weatherlessness”, hvor jeg synes, at begrebet 20-

Centralvarme baseret på oliefyret var en stor succes og var med til at skabe 20-graderskulturen i et meget stort antal danske hjem. Hvor velfærdsstaten skabte gode og trygge rammer for livet (det var i det mindste intentionen), dér var 20-graderskulturen med til at omsætte velfærdsstaten til mikroniveau, hvor mennesket glider gennem tilværelsen i en tilstand af velvære, og hvor boligens funktionsopdeling blev foretaget med henblik på en optimering af velværets forskellige aspekter. Velvære er i mange henseender

I forhold til energien viser moderniseringen sig som en overgang fra brændslets materialitet til energiens immaterialitet: Energien er kun mulig i kraft af en række teknologier, men i hverdagslivet er den repræsenteret f.eks. ved en stikkontakt (og en månedlig regning), fordi produktet er usynligt. 8

Det mere teoretiske blik på forholdet mellem materialitet og immaterialitet diskuteres f.eks. i Frykman 1982, Miller 2001 og 2005 samt Elgaard Jensen 2005.

Ackermann 2002; Rüdiger 2007.

De kilder, vi12 har brugt, viser, at der var et stort ønske om at indrette tilværelsen på en anden måde. Udflytningen til forstæderne er i sig selv udtryk herfor, ligesom parcelhuset åbnede for nye muligheder for at indrette boligen på en anden måde end tidligere, nu endda med have til afløsning – hvis det gik højt – for en lille altan med altankasse med pelargonier. Livet og samlivet ændrede sig ikke med ét, men der var (er) stor forskel på at bo i en to-treværelses lejlighed med spisekøkken og en mørk gård til ungerne, eller om man boede i et parcelhus med separate afdelinger til voksne og børn og en have, der kunne bruges til leg og afslapning og have kontakt med naturen (i en bearbejdet udgave, men det blev haven jo ikke ringere af).

en immateriel fornemmelse. Oliefyret gav følelsen et moderne materielt udtryk. Samtidig med centralvarmen og oliefyrets indtog i hverdagen, skete der også en elektrificering af den danske bolig. Især køkkenet med køleskab, elektrisk komfur, opvaskemaskine og et utal af andre apparater, men også de andre rum blev udstyret med mere lys, og elektriske apparater slog sig ned i de forskellige rum, f.eks. vaskemaskine, køleskab, tv, fryser, opvaskemaskine, video. Boligen blev energiseret,10 blev et kraftcenter med mangedobling i forhold til mellemkrigstiden af antal hestekræfter til rådighed for den lille familie11. Moderniseringen af boligen fokuserede på rationalisering og tidsbesparelse: Arbejdet i hjemmet skulle reduceres - og blev reduceret. I 1960’erne betød den mindre arbejdsindsats i hjemmet, at kvinderne orienterede sig mod arbejdsmarkedet. Men rationaliseringen og automatiseringen gik også hånd i hånd med større krav og stigende standarder til velvære, f.eks. nye normer for renlighed (eksempelvis hyppigere tøjvask og flere brusebade) der formentlig har spist en del af rationaliseringsgevinsten.

Med parcelhuset ser vi nogle klare ændringer i boligindretningen. Særskilte ”afdelinger” for forældre og børn, spise- og opholdsstue, ofte i en vinkel, med opholdsstuen møbleret med tv’et som centrum, bryggers med vaskemaskine, laboratoriekøkken osv. Indretningen skete således i overensstemmelse med, at børn og især unge blev set som mennesker i egen ret og med egne behov. Kvinder skulle heller ikke bruge unødig tid på praktikaliteter som mad og rengøring – en af tressernes nyskabelser var tv-middagen, som husmoren kunne producere på kort tid og den samlede familie kunne indtage middagen i selskab med de tækkelige nyhedsoplæsere med touperet hår.

Ændrede livsformer At oliefyret var en del af drømmen om det gode liv for den almindelige familie, at det var drømmens materialisering, hvor boligens indretning spillede sammen med nye forståelser af menneskelig velvære, er ikke ensbetydende med, at energiseringen af boligen i sig selv betød ændrede livsformer. Tværtimod er forandringerne et resultat af sammenvævede samfundsmæssige, teknologiske og kulturelle processer. Disse processer gjorde oliefyret moderne i 1950’erne og 1960’erne og umoderne efter 2000. 10

Se fx Olesen og Thorndal 2004 og Hørup 2009.

For en amerikansk parallel, se Nye 2001.

Udgangspunktet for disse sammensatte og sammenvævede processer var, at boligen skulle indrettes rationelt, for at de enkelte familiemedlemmer kunne udfolde deres individualitet. Rationalitet og standardisering spillede således sammen individualisering. Parcelhuset med dets 20graderskultur og elektriske apparater gav bogstaveligt rum til den individualisering, der også var 12

Jf. note 1.

en af pointerne med velfærdsstatens modernisering af samfundet.

Daniel Miller (ed.): Home Possesions: Material Culture Behind Closed Doors. Oxford: Berg Publishers Ltd., 2001.

Moderniseringen forløb forskelligt i 1950’erne og 1960’erne. Det første tiår bød på rationalisering og tidsbesparelser, men som nævnt også med øgede krav til f.eks. personlig hygiejne. 13 1950’erne var formentlig kernefamiliens højdepunkt med den hjemmegående husmor som omdrejningspunkt. I 1960’erne kom hun i stigende grad ud på arbejdsmarkedet, og det blev også mere almindeligt, at man begyndte at deles om arbejdet i hjemmet. Turbulensen, som 1960’erne mest af alt huskes for, fandt vej ind i boligen og familielivet. Grænserne blev flyttet for, hvad man kunne - og ikke kunne.

Daniel Miller: Materiality. Durham: Duke University Press, 2005. David E. Nye: Consuming Power. A Social History of American Energies, Cambridge: The MIT Press, 2001. Bodil Olesen og Jytte Thorndal: Da danske hjem blev elektriske 1900-2000. Århus: Kvindemuseets Forlag, 2004. Mogens Rüdiger: Energi og regulering. Energipolitisk regulering og DONG A/S 1972-2004. København: Handelshøjskolens Forlag 2007.

Litteratur

Elizabeth Shove: Comfort, Cleanliness + convenience. The Social Organization of Normality. Oxford: Berg, 2003.

Marsha Ackermann: Cold Comfort. America’s romance with air-conditioning. Washington: Smithsonian Institution Press, 2002

Andreas Skov og Jens Åge S. Petersen: Dansk Fjernvarme i 50 år, 1957-2007. Kolding: Dansk Fjernvarme, 2007.

Ning de Coninck-Smith og Mogens Rüdiger: Typehus, energi og familieliv i Danmark i 1950’erne og 1960’erne, i N.F.Christiansen m.fl. (red.): Ole Lange – fra kætter til koryfæ. København: Gyldendal 2007, s. 196-216.

Vibeke Sørensen: Denmark’s Social Democratic Government and the Marshall Plan, 1947-1950. København: Museum Tusculanum 2001.

Torben Elgaard Jensen: Aktør-netværksteori: Latour, Callons og Laws materielle semiotik, i Anders Esmark m.fl.: Socialkonstruktivistiske analysestrategier. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, 2005.

Velfærdssamfundets bygninger. Arkitekthistorisk Årsskrift Architectura 35, 2013. Daniel Yergin: The Prize. The Epic Quest for Oil, Money, and Power. New York: Simon & Schuster 1991.

Jonas Frykman: In Motion: Body and Modernity in Sweden Between the World Wars, i Etnologia Scandinavia vol. 22, 1982. Peter Hørup: - Når ting fortæller. Hverdagsting og hverdagsliv 1950-1980. Hobro: Gasmuseets Forlag, 2009.

Se fx Shove 2003.

for sin tid som republikansk senator fra 1947. I sin tid som senator var hans popularitet og opbakning skiftende, men han nåede sit højeste i januar 1954, da en meningsmåling viste, at omkring 50 procent af befolkningen støttede hans arbejde. Det var i sit virke som senator, at han i 1950’erne førte kampagner imod kommunistisk infiltration i den amerikanske administration. En fortsættende strøm af anklager mod hævdede kommunister og sympatisører opstod, hvilket McCarthy kunne iværksætte som formand for en undersøgelseskomité oprettet i 1953, der skulle undersøge statsapparatet for kommunister og sympatisører. Denne undersøgelseskomité opstod som resultat af, at Dwight David Eisenhower samme år indtrådte som præsident, ligesom Republikanerne fik flertal i Senatet. McCarthy kunne derfor udnævnes som formand for Committee on Government Operations, mens han udnævnte sig selv som formand for Permanent Subcommittee on Investigations, og det var herigennem, McCarthy iværksatte en række af undersøgelser og høringer, som ofte blev omtalt i tv.

McCarthy og tv’ets magt Af: Ronnie Størner, Tobias Høj, Andreas Stokbro og Bjarke Rimmen Noe

Nogle år efter Anden Verdenskrig fik fjernsynet først i USA og siden Vesteuropa en voksende betydning, politisk, kulturel, socialt, økonomisk som indretningsmæssigt. I dette indlæg stilles skarpt på Joseph McCarthys brug af fjernsynet i hans kampagne mod dem, han så som kommunister, som et eksempel på fjernsynets voksende politiske betydning. “Have you no sense of decency, sir, at long last? Have you left no sense of decency?” Dette er de berømte ord fra senator Joseph N. Welch, da han under de antikommunistiske armyhøringer i 1954 fik sat en kæp i hjulet for den hensynsløse senator Joseph Raymond McCarthy (1908-1957). Disse ord bragede gennem de amerikanske tv-stuer, hvor familierne fulgte begivenhederne gennem de livetransmitterede høringer. Citatet markerer samtidig et skel for McCarthys politiske virke, for skal man tro far-sønhistorikerparret William og J.R. McNeill, havde han op til da kunnet levere sin politiske propaganda til et tv-publikum, der endnu ikke havde udviklet en kritisk sans til det forholdsvist nye medie. McCarthy har sidenhen lagt navn til sin egen isme – McCarthyismen – der betegner en politiker, som er total uregerlig og ikke tager hensyn til borgeres rettigheder, og så sent som i 2013 kørte DR2 et længerevarende tema omhandlende netop McCarthy-æraen. Men hvem er McCarthy, og hvorfor er tv’et så interessant i forhold til netop ham? Det vil denne artikel forsøge at besvare.

Tv’et introduceres Der er til stadighed uenighed om, hvem der opfandt tv’et, men fjernsynet udgjorde under alle omstændigheder en helt ny platform for underholdning og politisk arbejde. I Danmark var der i 1956 16.000 tv-apparater, mens der ved årtiets udgang var tale om hele 65.000. Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956, og i 1957 blev der på DR’s kanal afholdt tre shows til fordel for ungarske flygtninge. Disse shows var meget populære og viser, hvordan fjernsynet tidligt blev brugt politisk. Denne artikels fokus ligger på den politiske scene i USA, men det er et godt eksempel på, hvordan tv’ets tidlige politiske rolle ikke blot var et amerikansk fænomen.

Manden McCarthy

McCarthy kryber ind under huden

Joseph Raymond McCarthy (1908-1957) var en amerikansk jurist og politiker, som mest er kendt

D. 9. februar 1950 holdt senator Joseph McCarthy en tale i Wheeling, West Virginia, hvor han på27

stod at være i besiddelse af liste med intet mindre end 205 medlemmer af Det kommunistiske Parti, som arbejdede i det amerikanske udenrigsministerium. En uge senere fulgte McCarthy op med at informere pressen om, at han havde kontaktet præsident Truman og krævet, at 57 kommunister, der ifølge McCarthy var i gang med at forme udenrigspolitikken, skulle fyres øjeblikkeligt. I Wheeling-talen talte McCarthy blandt andet om, hvordan kommunismen var imod den kristne tro, hvordan Karl Marx havde afvist Guds eksistens, og at intet kristent folk ville kunne leve side om side med den kommunistiske stat. McCarthy skabte altså en os-mod-dem-tematik, hvor det blev klargjort, at kommunismen på ingen måde var kompatibel med amerikanske værdier, og netop denne holdning over for Sovjetunionen og kommunismen skulle vise sig at blive gennemtrængende i samfundet. Der opstod relativt hurtigt en frygt forankret i den antagelse, at enten var man på McCarthys side, eller også var man en kommunist. Dette skabte et frygtsomt samfund, hvor det ikke var sikkert, at folk var enige med McCarthy og hans metoder, men hvor man generelt set ikke turde at sætte sig imod.

løbende med de første koldkrigsår, hvor Sovjet rejste sig som den altoverskyggende politiske fjende. I USA var der altså en modstand mod kommunismen, og det skal derfor ses i det lys, når McCarthy kunne få så meget taletid, som tilfældet blev – folket støttede umiddelbart de synspunkter, McCarthy fremlagde, og så længe de gjorde det, havde tv’et en interesse i at promovere senatoren. Slaget mod hæren Som nævnt blev McCarthy i 1953 leder af en række undersøgelser og kommissioner. Dette var startskuddet til en række officielt støttede angreb og anklager fra McCarthys side mod påståede kommunister i regeringen og hæren. Disse anklager ledte til de berømte Army-McCarthy Hearings eller army-høringerne. Høringerne fandt sted i april-juni 1954, og det interessante med armyhøringerne var, at McCarthy i sit virke som formand for komitéen inviterede presse og kamerafolk inden for i jagten på kommunister. Desværre for McCarthy forløb høringerne dog ikke som planlagt, for hvor McCarthys udgangspunkt var at isolere enkelte militærfolk og prøve dem i høringerne, blev han og komitéen i stedet mødt af en samlet modstand fra hæren. Det vigtigste var dog, at McCarthy inviterede pressen og kamerafolk inden for. Høringerne blev nemlig transmitteret direkte på fjernsynet, så seerne havde nu selv mulighed for at observere McCarthy og hans metoder. Tidligere havde klip med McCarthy været udsat for tv-stationernes redigeringsmaskiner, men nu havde seerne selv mulighed for at danne en mening om senatoren baseret på hans rå, direkte karakter. Det viste sig at blive problematisk for McCarthy, for der dannede sig hurtigt en holdning til senatoren som hensyns- og respektløs, men værre var det, hvordan det uredigeret blev bragt ud til den amerikanske befolkning, at McCarthy ikke var i stand til at bevise sine påstande. Der kan altså argumenteres for, at de

Det lykkedes blandt andet McCarthy og den antikommunistiske bevægelse at sprede denne frygt gennem tv-mediet, og det er således bemærkelsesværdigt, hvordan det lykkedes at bruge tvmediet i en politisk kontekst. Igen kan McNeill’ernes teori om de tidlige tv-seeres manglende kritiske sans over for det bragte inddrages, men et andet interessant aspekt findes hos medieteoretikeren Marshall McLuhan, som omtaler tv-mediet som et koldt medie. Heri ligger, at tvmediet er kommercielt og underholdningsorienteret og kun vil bringe noget, som de ved, seerne vil være interesserede i at se. Det var derfor i høj grad redaktionelle valg, der lå til grund for, at McCarthy og antikommunistbevægelsen kunne komme til orde, og det er i den forbindelse vigtigt at huske på, at McCarthys storhedstid faldt side-

inviterede kameraer gav bagslag for McCarthy folket forkastede ham.

reret af senatet den 2. december 1954, og derved blev han frataget al form for politisk indflydelse. Da han og konen Jean Kerr ikke var i stand til at få børn, adopterede parret en lille pige, men denne umiddelbart lykkelige begivenhed reddede dog ikke senatoren, som efter sigende faldt dybere og dybere ned i et spirituøst hul. Den 2. maj 1957 kunne aviserne og tv så bringe nyheden om, at den mand, som havde været så stor en figur i de amerikanske tv-stuer, var død. Det texanske dagsblad Dallas Morning News skrev i sin nekrolog over McCarthy, at...

Tv’et skaber McCarthy - og medfører hans fald Årsagen til McCarthys endeligt som en politisk aktør kan være mange. I McLuhans teori omtales tv-mediet som et koldt medium, der afviser elementer, når disses nyhedsværdi ikke længere forefindes. Således nævner han også, at McCarthy havde opbrugt sin taletid, og at de amerikanske tv-seere mistede interesse og sympati for senatoren. Da McCarthys arbejde stadig havde været genstand for sympati blandt befolkningen, havde tv haft en interesse i at promovere ham, men da befolkningen forkastede hans metoder, vendte tv sig imod ham.

“Joe McCarthy was a public figure like Harry Truman; History is likely to think more of him than his contemporaries.” At nutiden ser lysere på personen McCarthy er nok ret så usandsynligt, men den viser alligevel, at McCarthy – gennem tv såvel som den trykte presse – havde fået manifesteret sit budskab og sin propaganda om den røde fare i den amerikanske bevidsthed.

På samme måde skildres historien om journalist og tv-vært Edward R. Murrows kamp mod McCarthy i filmen Good Night and Good Luck (2005). Filmen skaber måske nok et forvrænget billede i forhold til den sande historie: Eksempelvis bør det nævnes, at den historiske kamp mellem de to giganter finder sted, efter at McCarthys popularitet er begyndt at dale som følge af de katastrofale army-høringer. Dog kan McCarthys nederlag ses som et endeligt for hans mulighed for at rejse sig igen.

Den officielle forklaring lød på, at dødsårsagen var akut leverbetændelse. Den nu mest accepterede forklaring indikerer dog, at leverbetændelsen var forårsaget af kraftig alkoholisme. McCarthy var en person, som behøvede mediernes rampelys, men tv’ets funktion som et koldt medie havde frataget McCarthy stemmen og lukket ham ude af de amerikanske hjem.

En forklaring på McCarthys fald bør dog – ifølge denne artikels skribenter – ikke kun findes i tvmediets opinionsdannende kræfter, men at McCarthy lagde sig ud med hæren og præsidenten uden håndgribelige beviser. Hæren nød stor folkelig opbakning i kølvandet på anden verdenskrig, og McCarthys mission kan måske derfor bedst betegnes som en selvmordsmission – medmindre han altså havde haft succes til at afdække kommunister i administrationen.

Guide til videre læsning og interessante film: 



En senator i opløsning Efter army-høringerne gik det ned ad bakke for McCarthy. Efter en lang, sej kamp blev han censu-

Doherty, Thomas (2003): Cold War, Cool Medium. Television, McCarthyism, and American Culture; New York: Columbia University Press Emmons, Caroline S. (redaktør) (2010); Cold War and McCarthy Era: People and Perspectives; Santa Barbara: ABC-CLIO

  

McLuhan, Marshall (1964); Understanding Media; London: Ark Film: Good Night and Good Luck (2005) Dokudrama: McCarthy: En Sand Amerikaner (2013)

measures made a lot of sense from a business point of view, or whether Kodak’s secretiveness, considered to be “paranoid” by some of its employees, contributed to the ultimate downfall of this photographic giant. 2) How do you explain the present interest in encouraging technological openness, for instance, by promoting the “open source” model of software development?

Technology transfers, patents and innovation in the history of technology: Secrets, profits and power

I see at least four reasons behind the current academic and policy interest in the open sharing (or not) of innovative technological knowledge. Open source software has indeed been important, as this phenomenon runs counter to widespread notions about the need for exclusive intellectual property rights and hierarchical organizational structures. Additionally, the emergence and popularization of the internet has made it easier to make information accessibly to a large number of actors, and to collaborate across great distances. Furthermore, from the 1980s onwards, large corporations have tended to reduce their investments in in-house basic research work as a cost-saving measure, preferring instead to collaborate with other firms and/or academic institutions. And finally, the extension and proliferation of intellectual property rights has given rise to a counter-movement, stressing the need to maintain a reservoir of public knowledge.

Af: Joris (Mercelis), Ph.D., Postdoctoral Fellow, Ghent University, Dept. of History and Sarton Centre for History of Science

1) What is your research about? My main research project deals with the roles and impact of openness and secrecy in the development of (analog) photographic technology from the mid-nineteenth century up to the present. I concentrate on knowledge and know-how about what is known as photographic “emulsions”—the chemical mixtures on which a latent image is created after exposure to light. Until the early 1880s findings in the area of emulsion technology were shared relatively openly within photographic societies and with the public at large. Yet, in the following decades, a limited number of photographic corporations came to dominate this field, and these firms took great care to conceal their knowledge and know-how. For instance, at the Eastman Kodak Co., the Emulsion Research Division was strictly separated from all other parts of the firm’s research laboratories in Rochester, New York. And the workers preparing Kodak’s emulsions in the manufacturing department were kept in the dark about the nature of the chemicals they were using. It remains to be seen whether this type of precautionary

3) Could you say a bit more about the role of intellectual property rights (IPRs) in the history of technology? The IPRs that have received the most attention are patents, the temporary monopolistic rights granted to reward inventors. The socio-economic value of patent systems is hard to determine because various advantages and drawbacks have to be balanced against each other, and the out-

come differs depending on the industry. In the mid-nineteenth century there was a strong antipatent movement in Europe, partly inspired by liberal anti-monopoly sentiments. Yet, afterwards, and particularly since about 1980, the general tendency has been to allow for stronger patent protection and to widen the scope and geographical coverage of patent law. Historians have been particularly critical of the imposition of strict intellectual property standards on developing economies. Such requirements restrain these countries’ options for catching up technologically, and some of the wealthiest countries of today have historically derived substantial benefits from disrespecting the IPRs of foreigners.

Hvad er et kamera? Teknisk set er det navneordet for en kasseformet enhed der, i gamle dage, skulle holde en film eller plade, der var følsom over for lys, og som har en åbning styret af en såkaldt lukker, der, når den åbnes, gør, at lyset rammer og derved gør et objekt synligt. Kameraer spiller desuden en vigtig rolle i dokumentationen af historien ved at give et referat af faktiske begivenheder, som de sker i det øjeblik af tid. Fotos er en validering af erindringer, minder og dokumenter. Den første mærkbare virkning ved fotograferingen har været, hvor mange den nye industri beskæftigede, især efter indførelsen af 35mm.-film i 1920 af Kodak. Denne nye innovation betød, at en række mennesker var nødvendige for at sælge og servicere de nye kameraer og film. Fotografi betød også nye beskæftigelsesmuligheder såsom fotojournalister og fotoredaktører samt i fotografiske agenturer og biblioteker. Kameraer blev derved et fantastisk værktøj til videnskabelig forskning – til at dokumentere nyopdagede arter og folkeslag. Kameraerne har også været med til at innovere hjernescanningen og redskaber til at vurdere den menneskelige anatomi.

4) Can you recommend some key texts for students with an interest in these issues? In 2013 a special issue of the French journal Révue economique came out, entitled “Innovation without patents.” And in 2012 there was a special issue on secrecy in The British Journal for the History of Science. These two sets of articles could be useful starting points. As for photographic technology, Reese Jenkins’ book Images and Enterprise remains a key study.

På en sommerdag i 1827 foretog Joseph Nicephore Niepce det første fotografiske billede med et såkaldt ”obscura”. Forud for Niepce havde folk brugt obscura-kameraet til visninger eller tegninger, der ikke havde til formål at dokumentere, men mere skitsere. Niepces heliografer eller solprints, som de også blev kaldt, var reelle prototyper til det moderne fotografi med den revolutionerende idé at lade lyset, der blev lukket ind vha. lukkeren, tegne billedet. Niepces metode til at udskrive et fotografi krævede imidlertid otte timers udsættelse af lys til at vise en skikkelse og kort tid derefter ville objektet blegne.14 Franskmanden Louis Daguerre havde på denne tid også

Udviklingen af kameraet og dets betydning for den tidlige filmindustri Af: Casper B. Krogh, 6. semester

Udviklingen af kameraet og de virkninger, det har haft på samfundet helt generelt, kan man ikke undervurdere, idet billeder på mange måder er blevet den nye skriftform, hvor især ordsproget ”Et billede siger mere end tusind ord” er af væsentlig betydning.

Bellis, Mary, History of Photography and Camera, 1999

eksperimenteret med den nye teknologi og især med problemstillingen med at finde en måde, hvorpå man kunne tage et billede, der ikke ville tage næsten halvdelen af en dag til at materialisere sig. Det ville tage ham tolv år, før han var i stand til at reducere eksponeringstiden til mindre end 30 minutter, men med det fortsatte problem at billedet forsvandt efter kort tid. På trods af disse besværligheder kan man retfærdigvis kalde Daguerre for opfinderen af den første konkrete proces for fotografering. I 1829 dannede han et partnerskab med Niepce for at forbedre processen, han selv havde været med til at udvikle. I 1839 og efter flere års eksperimenter samt hans kompagnons død udviklede Daguerre en langt mere praktisk og effektiv metode til fotografering og i klassisk pionerånd navngav han den nye proces efter sig selv – daguerreotypi. Daguerres nye proces gjorde, at billederne blev ætset på et ark af forsølvet kobber. Han polerede sølv og lagde det i jod, hvilket var med til at skabe en overflade, der var følsom over for lys. Derefter satte han pladen i kameraet og udsatte pladen for lys i et par minutter. Efter billedet var blevet farvet af lys, badede Daguerre pladen i en opløsning af sølvklorid. Denne proces skabte et varigt billede, selv hvis det blev udsat for lys senere hen.

lange ruller på en spole. I midten af 1920'erne blev 35-mm. rullefilm udviklet til det nye filmkamera. I slutningen af 1920'erne blev mediumformatet til rullefilmen opfundet, og det var dette format, der primært ville blive brugt indtil sidst i 1960’erne, og hvis specielle farvemætning og bredde gjorde, at mange af de klassiske film i denne periode såsom Borte med blæsten, Casablanca og Troldmanden fra Oz havde en effekt af, at menneskerne og handlingen på sin vis ”sprang” ud fra skærmen og med rette kan kaldes for den første totaloplevelse i biografen. Siden 1960'erne har det været polyesterpolymerer, der har været brugt til gelatinebaserede film. Med en base af plastfolie er det langt mere stabilt end cellulose og er ikke en decideret brandfare. I nutiden er det blevet sværere og sværere at forholde sig til film. De senere år er det digitaliseringen af film, der har været den dominerende faktor. Der er dog stadig lyspunkter, idet teknologien stadig kan forbløffe og imponere mennesket på lige fod, som da daguerrotypien meldte sin ankomst i midten af det 19. århundrede. Bare se på 3d-filmens popularitet i de senere år, og det gør, at man på trods af manges dødsdom over fotografiet i alle former igennem tiden stadig kan se imod fremtiden med en vis forventning.

I 1889 opfandt amerikaneren George Eastman film med en fleksibel base, der var nærmest ubrydelig og samtidig kunne rulles. Det var opfindelsen af stoffet cellulosenitrat, der gjorde, at film kunne masseproduceres for første gang i historien. Det eneste problem var dog, at nitratbaserede film gradvist ville blive forværrede over tid og samtidig frigive oxidanter og gasser. Derudover er det også meget brandfarligt, og særlig opbevaring for denne film var påkrævet. Film med nitrat er historisk vigtig, fordi den gav mulighed for udvikling af filmmediet.15 De første fleksible biograffilm målte 35 mm. i bredden og kom i 15

Videnskaben finder vej til krigens teknologi Af Jonas Bertelsen, 6. semester

Der er mange forskellige variabler, der spiller ind, når en sejrherre skal findes på slagmarken: Strategi, psykologi, vejrforhold bare for at nævne nogle stykker, men det har meget ofte vist sig, at den teknologisk overlegne blev sejrherren. Af samme grund har det været vigtigt for regenter

www.BritishPathe.com

eller regeringer at udruste deres militære styrker og disses forskellige enheder bedst. Denne doktrin, gældende i det 20. århundrede, har betydet at stormagter satte en direkte sammenhæng mellem deres militærteknologiske kapabiliteter og deres overlevelsesevne.

til slagmarken. Disse teknologier var dog endnu ikke så udviklede, at de kunne indfri visionerne om et afgørende gennembrud, hvorefter generalerne kunne føre den bevægelseskrig, de oprindeligt havde ønsket og var meget mere komfortable med.

Overordnet kan man inddele de sidste hundrede års militærteknologiske udvikling i to perioder: Den før 2. verdenskrig, der kendetegnes ved mekaniseringen af væbnede styrker, og den videnskabeligt baserede våbenteknologi som blev dominerende efter 2. verdenskrig.

Marinekrigsførelsen var også udsat for omfattende forandringer som konsekvens af det teknologiske fremskridt. Jern havde erstattet træ, og skibenes armering blev stadig tykkere og tykkere. Dampmaskinen var efterhånden blevet så udviklet, at den fuldstændigt erstattede sejl, hvilket gav muligheden for, at kanonerne flyttedes fra skibets side til roterende kanontårne. Dette førte til starten af det 20. århundredes største maritime bæst, slagskibet. Efterfølgende arbejdedes der på en måde, hvorpå man effektivt kunne føre krig mod et slagsskib. Torpedoen var allerede opfundet og havde høstet en betydelig succes i den amerikanske borgerkrig, men det var endnu, ligesom miner, frit flydende eller stationære eksplosive anordninger. For at blive en virkelig trussel mod de mægtige slagskibe måtte man udvikle torpedoerne til at blive ”self-propelled”. Denne teknologi sikrede også et effektivt våbensystem til ubåde, efter forbrændingsmotoren havde gjort det praktisk at videreudvikle på den teknologi.

Mekaniseringen af væbnede styrker begyndte allerede fra midten af det 19. århundrede og forsatte ufortrødent efter 1. verdenskrig. Selvom den teknologiske udvikling længe havde været undervejs ved krigens udbrud, havde udviklingen endnu ikke afkrævet nytænkning hos de militære strateger. I modsætning til samtidens militære doktriner, havde den teknologiske udvikling i høj grad favoriseret forsvaret. Hurtigt-skydende langtrækkende artilleri gav i samarbejde med repetérriffeler, maskingeværer og giftgas muligheden for en bred ´killing zone´ fuldstændigt dækket af defensiv ildkraft. Faktorer, der ikke direkte relateredes til militærteknologi, ændrede også krigens forudsætninger. De nye kommunikationsmuligheder gav i samarbejde med jernbanen forsvareren nye muligheder for effektivt at tilføre forsvaret af et bestemt geografisk område flere ressourcer af både mandkraft og ammunition. Samtidigt var kommunikationsteknologien endnu ikke så fremskreden, at det var muligt for angribende soldater at kommunikere fra frontlinjen til artilleriet. Det skabte væsentlige udfordringer, da artilleriet ikke havde mulighed for at vide, hvornår soldaterne var nået frem til dets ildlinje, og at det ikke havde mulighed for at rykke længere frem i takt med, at de angribende soldater havde vundet nyt terræn. Det var også i et forsøg på at bryde den fastlåste stilling, at kampvognen og flyet blev introduceret

Under 1. verdenskrig kom flere forskellige nyudviklede teknologier til at spille en stor rolle for krigens udvikling. Det var dog også i høj grad første gang, at det blev klart, hvad den generelle samfundsudvikling i de industrialiserede samfund havde betydet. Nationerne var i stand til at udruste hære og genforsyne ammunition i en grad, der aldrig før havde været muligt. De militære chefer stod efter 1. verdenskrig i høj grad i en situation, hvor der var behov for nytænkning af de dominerende militære doktriner. Læresætningen var klar: Fremtidens krig ville basere sig på mekaniseret krigsførelse. De nye visioner i officerstabene betød, at man i højere og

højere grad investerede målrettet i videnskaben for at teknologien, når tid var, kunne møde den nye krigs krav.

generelle eftertids internationale magtrelationer. Efter krigens afslutning fik amerikanerne, englænderne og russerne alle adgang til tyskernes V2-teknologi, hvorefter raketteknologien blev udviklet til bl.a. at kunne bære atombomber.

I 2. verdenskrig havde militære doktriner og taktikker i høj grad indhentet den teknologiske udvikling. Krigen blev hovedsageligt udkæmpet af nyere og forbedrede versioner af gamle våbenteknologier. Kampvogne, kampfly og ubåde m.fl. var alle krigsmaskiner, der var blevet introduceret til slagmarken i 1. verdenskrig, men som for alvor blev videreudviklet i mellemkrigstiden og blev centrale i 2. verdenskrigs krigsførelse.

Årsagen, til at 2. verdenskrigs militære ledere i langt højere grad forstod teknologiens muligheder og begrænsninger, skal findes i den præmis, teknologien blev udviklet under. Før 1. verdenskrig blev teknologien primært udviklet i den private sektor, og ofte var teknologien henvendt til civilt brug, men fandt alligevel vej til slagmarken. Efter 1. verdenskrig begyndte nationerne at investere i forskning specifikt møntet på at udvikle nationernes militærteknologi. Den udvikling forsatte i endnu højere grad under den kolde krig, hvor den intense teknologikamp mellem USA og Sovjetunionen gav regeringerne incitament til at investere store beløb til forskningsprojekter, der relaterede sig til udvikling af militære kapabiliteter. Manhattan-projektet blev i høj grad model for efterkrigstidens militærledte forskningsprojekter.

Samtidig blev nye teknologier selvfølgelig også udviklet under den nye verdenskrig for at møde nye udfordringer. Maritimt blev hangarskibet udviklet og overtog hurtigt slagskibets plads som det mest centrale skib i flåden. Hangarskibet blev bl.a. udviklet som respons til tyskernes effektive ubåde, der i deres operative mønster som et ulvekobbel udgjorde en stor trussel mod de transatlantiske handelskonvojer, og tjente i første del af krigen som en direkte livline for Englands forsatte forsvar. Hangarskibet opnåede, som centrum for et ubådsbekæmpelsessystem med flere andre skibe, også stor succes i kampen om Stillehavet, hvor den var et centralt instrument på både amerikansk og japansk side. Skibet blev til dels også udviklet, fordi militærstrateger allerede havde erkendt, at det i fremtidens krige ville være centralt altid at opnå luftherredømme på en slagmark. Andre teknologiske landvindinger, der er vigtige at nævne fra 2. verdenskrig, er udviklingen af helikopteren, atombomben, V-2-raketten og jetmotoren. Helikopteren nåede, ligesom flyet og kampvognen i 1. verdenskrig, aldrig at opnå sit fulde potentiale under 2. verdenskrig. Den blev dog hurtigt en vigtig del af moderne krigsførelse og spillede allerede en central rolle i Koreakrigen. Det overrasker nok ikke mange, at atombombens opfindelse under 2. verdenskrig kom til at spille en central rolle for både den kolde krigs og den

Denne artikel har kun kradset i overfladen af historien om den militærteknologiske udvikling under verdenskrigene, men hvis læseren har interesse i at studere nyere tids militærteknologiske udvikling nærmere, vil jeg stærkt anbefale artiklen: Barton C. Hacker (2005); The Machines of War: Western Military Technology 1850-2000, fra tidsskiftet History and Technology.

sationer, intensiveringen i bilaterale relationer og bureakratiseringen af virksomhederne. Dette markante skifte i omfanget af genererede informationer er dog blevet overgået med den gradvise udvikling af digitale teknologier.

Et teknologihistorisk perspektiv på digitaliseringen af arkivalier og arkiver Af: Marianne Paasch

Digitaliseringen af information Digitaliseringen har radikalt ændret vores samfund og især den måde, hvorpå vi bruger, søger og skaber information. Digitaliseringsprocessen begyndte allerede tilbage i 1960’erne med de første maskinlæsbare data. Digitaliseringen medførte ikke bare en reduktion af papirdokumenter, men også en eksplosiv stigning i produktionen af dokumenter og information i det hele taget. Fra 1990’erne skabtes langt de fleste dokumenter fra samfundet som helhed digitalt.

Informationsforvaltningspraksisser har siden skriftssprogenes udvikling i politisk og kulturelt organiserede samfund med hierakiske strukturer været præget af de teknologiske rammer og politiske magtrelationer, de er udgået af. Fra romerrigets trætavler og de kinesiske skildpaddeskjolde og bronzeplader har arkivalier været med til at reproducere politiske systemer via ekstern og intern kommunikation (diplomatiske relationer vs regeringsapparater og militære bureaukratier), mens arkiverne har været fysiske bygninger med den funktion at opbevare fysiske genstande. Igennem antikken, middelalderen og den førmoderne periode har opbevaringsteknologien fulgt med den bredere teknologiske udvikling fra hårde bearbejdede genstande til håndskrevne dokumenter og bøger. Relationen mellem teknologisk udvikling og produktion og opbevaring af informationer har således en længere historie, end man umiddelbart lige forestiller sig.

De mange nye digitale muligheder har på kort tid forandret hverdagen både privat og på jobbet. Regeringen, regioner og kommuner satser i disse år stærkt på at digitalisere den offentlige sektor på alle områder frem mod 2020. Det sker igennem en lang række tiltag som led i en fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor til gavn for fremtidens velfærd. Til eksempel kan nævnes videreudviklingen af Elektroniske Sags- og Dokumenthåndteringssystemer (ESDH-systemer), digital kommunikation og styrket digitalt samarbejde og vidensdeling.16

De arkivsystemer, der i moderne tid kom i brug verden over i virksomheder og statslige og andre offentlige institutioner, afspejlede derfor alle udviklingen af det industrielt masseproducerede papir, og at pennen og trykkekunsten tabte terræn til skrivemaskinen. Arkiverne har dog trods disse massive samfundsforandringer ikke i større omfang ændret funktion som fysiske opbevaringssteder for fysiske genstande. Bevaringsstrategierne ændredes derfor heller ikke voldsomt fra totalbevaring indtil de første årtier i det 20. århundrede med eksplosionen i arkivalier pga. Første Verdenskrig, socialstaternes bureaukratiske udvikling, fremkomsten af internationale organi-

Vores samfund er således for alvor blevet et informationssamfund, hvor individer, grupper og organisationer skaber, formidler, fortolker og gemmer information i ufattelige mængder og på utallige niveauer. Samtidig bruger vi aktivt information som et socialt, økonomisk og erindringsskabende redskab i et samfund, hvor informati16

Regeringen, Kommunernes Landsforening & Danske Regioner 2011, Den digitale vej til fremtidens velfærd: den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015, Kbh.

onshåndtering er blevet afgørende for vores læring, viden og fremskridt. 17 Og digitaliseringen fortsætter med uformindsket styrke. IDC estimerer, at vores ”digitale univers”, som i 2009 var i størrelsesordenen af 800.000 petabytes (800.000 millioner GB), i 2020 vil være 44 gange større. Det betyder, at problemerne, vi allerede nu oplever, kun vil vokse: Hvordan finder vi den information, vi skal bruge, når vi skal bruge den? Hvad skal vi gemme, hvorfor og hvordan? Hvordan overholder vi lovgivningen på området? Hvordan beskytter vi følsomme informationer? Samtidig bliver det ”digitale univers” kun mere komplekst, og vi skal i højere grad tage højde for cloud eller webbaseret IT, forbrugermentalitetens påvirkning af arbejdspladsen, stigende forskelligartethed af indhold og opbevaringsmåde og meget mere.18

ord en indsats her og nu, hvis man skal gøre sig håb at have den information, man skal bruge, til rådighed.19 Overgangen fra papirbaseret til digital dokumenthåndtering har fået store konsekvenser for de organisatoriske strukturer i samfundet og for forholdet mellem dokumenter og arkiver. Records managers er i stigende grad placeret strategisk i især private virksomheder og organisationer og også den offentlige sektor har fokus på nødvendigheden af at vedligeholde og bevare digital information.20 Information, der med tiden skal udgøre de kilder, historikere skal bruge til at beskrive nutidens samfund i fremtiden. Hvis vi ikke aktivt tager stilling til bevaringen af digitale informationer NU – eksempelvis i form af principper fra records management og informationsforvaltning – får det konsekvenser på både kort og langt sigt21: Organisationer mærker problemerne først, idet man her eksempelvis oplever problemer med at genfinde dokumentation, uhensigtsmæssige arbejdsgange og mangel på vidensdeling med andre medarbejdere. Organisationernes administrative arkiver er dermed i fare, og det kan i sig selv have vidtrækkende retslige og økonomiske konsekvenser for den enkelte organisation. Potentielt kan også borgeres juridiske og demokratiske rettigheder bringes i fare, hvis offentlige myndigheder ikke kan dokumentere deres praksis og beslutninger. Det er dog ikke kun informationernes umiddelbare overlevelse og brug, der er i fare – også de historiske arkiver

Digitale udfordringer og problemer? Digitaliseringen rummer et kæmpe potentiale, men også udfordringer i forhold til forvaltningen af de voksende mængder af information. Informationsspecialister som bibliotekarer, arkivarer, records managers og IT-medarbejdere står i spidsen for at sikre samfundets information – og digitale bevaringsstrategier på alle niveauer er blevet iværksat i hele verden i både den private og offentlige sektor. I modsætning til analoge informationer, dvs. informationer, der er formidlet via fysiske medier (såsom bøger, papirdokumenter, fotografier m.v.), og som har en vis holdbarhed og stabilitet over tid, er digitale informationer i højere grad kontinuerligt aktive, uholdbare og ustabile. Samtidig er den rene og skære mængde af informationer, der skabes, en hindring i sig selv. Digitale informationer kræver med andre

Caron, D.J. & Brown, R. 2011, The documentary moment in the digital age: establishing new value propositions for public memory 20

Kallberg, M. 2012, "Archivists 2.0: redefining the archivist's profession in the digital age", Records Management Journal, vol. 22, no. 2, pp. 98-115

Caron, D.J. & Brown, R. 2011, "The documentary moment in the digital age: establishing new value propositions for public memory", Archivaria, vol. 71, no. 71

Upward, F., McKemmish, S. & Reed, B. 2011, "Archivists and changing social and information spaces: a continuum approach to recordkeeping and archiving in online cultures", Archivaria, vol. 72, no. 72

Gantz, J. & Reinsel, D. 2010, "The digital universe decade-are you ready", External Publication of IDC (Analyse the Future) Information and Data, , pp. 1-16

er afhængige af arbejdsgangene ved skabelsen af digitale informationer. Med digitale informationers skrøbelige og uholdbare natur er de beslutninger, vi træffer i dag, i forhold til digital information i høj grad bindende. De beslutninger udgør ikke bare grundlaget for vores administrative, men også for vores historiske arkiver i fremtiden.

derne på individer og private organisationer, der kan have svært ved at oparbejde den fornødne ekspertise eller økonomi til at vedligeholde og bevare disse materialer. Risikoen for at historiske kilder til det private, lokale, slægts- og mikrohistorie går tabt er stor. Samtidig rummer digitalt materiale også et kæmpe potentiale samt muligheden for at bevare meget større mængder end tidligere, simpelthen fordi informationerne er digitale.25

Hvad betyder digitaliseringen for (fremtidens) historikere? For at sikre bevaringen af vores arkivalske historie er der udviklet bevaringsstrategier for digitale informationer verden over. Bevaringsstrategierne fastsætter, hvad der (for historiske arkiver) er bevaringsværdigt, og hvad der ikke er, med baggrund i arkivlove, cirkulærer, vejledninger og lignende. Bevaringsstrategierne for offentlige dokumenter i Danmark er formuleret i Arkivloven22 med Statens Arkiver som øverste myndighed på arkivområdet.23 Statens Arkiver har satset stort på IT-området og har udviklet en effektiv bevaringsstrategi i forhold til tidlig indgriben i myndighedernes arkivdannelse. Statens Arkiver har således udviklet omhyggelige procedurer for anmeldelse, standardisering, systemdokumentation og aflevering af elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystemer.24

Historikere og arkivarer har længe haft en central og sammenflettet rolle i forbindelse med bevaringen af historiske dokumenter. I de seneste 20 år er der dog tilsyneladende sket et brud imellem de to faggrupper – eller i hvert fald de dominerende teoretiske grundlag – i forhold til forståelsen af arkivernes rolle og ikke mindst hvad, der bør bevares: Arkivalier forstået som beviser (evidence) eller erindring (memory). 26 Siden 1960’erne har historiefaget i stadigt stigende omfang udvidet deres fagområde fra kun at omhandle nationens (eller statens) historie til i langt højere grad også at behandle sociale og kulturelle processer samt individets betydning for den store historie. Imens har arkiverne haft hænderne fulde med at imødekomme forandringerne som den øgede mængde information medbragte samt ikke mindst at udvikle de tekniske færdigheder, der er nødvendige for at kunne indsamle, beskrive og bevare digitale arkivalier.27

Nationale bevaringsstrategier omfatter traditionelt set ofte (kun) den offentlige forvaltnings dokumenter. Det efterlader private bøger, breve, dagbøger, billeder og film (der i dag i meget høj grad skabes digitalt) til en usikker skæbne i hæn-

Rosenzweig, R. 2003, Scarcity or Abundance? Preserving the Past in a Digital Era, Oxford University Press on behalf of the American Historical Association

(Kulturministeriet 2007, Kulturministeriet 2003) Loven findes også bekrevet i cirkulærer og vejledninger fra Statens Arkiver.

Terry Cook har beskrevet paradigmeskiftene i arkivfaget mere indgående – end jeg her giver plads til – i: Cook, T. 2013, "Evidence, memory, identity, and community: four shifting archival paradigms", Archival Science, vol. 13, no. 2-3, pp. 95-120

Loven findes yderligere fortolket i:Statens Arkiver 14. november 2005, Redegørelse om bevaring og kassation af offentlige arkivalier og om Statens Arkivers virke i forbindelse hermed, Statens Arkiver, København

Blouin, F.X. & Rosenberg, W.G. 2011, Processing the past: contesting authority in history and the archives, Oxford University Press, Oxford, Se eksempelvis:Cook, T. 2013, "Evidence, memory, identity, and community: four shifting archival paradigms", Archival Science, vol. 13, no. 2-3, pp. 95-120

Jörwall, L. 2012, Det globala minnet: nedslag i den internationella arkivhistorien: redaktörer: Lars Jörwall ... [et al.], Riksarkivet, Stockholm

Til forskel fra arkivarer, bibliotekarer, records managers og IT-eksperter har historikere ikke for alvor taget del i debatten om digitaliseringens begrænsninger og muligheder. Det til trods for, at der tilsyneladende er store huller i nutidens bevaringsstrategier set fra et moderne historiefagligt perspektiv. Samtidig er de vigtige problemstillinger i forhold til digital bevaring – sociale, kulturelle, økonomiske, politiske og juridiske problematikker – oplagte for historikere at behandle. Især i en tid hvor historieforskningen vægter felter som kulturarv og social erindring højt. Det er dog i høj grad blevet arkivarernes ansvar alene at imødekomme bevaringen af vores arkivalske historie i en digital tidsalder, hvilket har resulteret i udviklingen af nye tekniske kompetencer og tværfagligt samarbejde. 28 Men de digitale arkivaliers komplekse, flygtige og sårbare natur har også betydet, at de måder, hvorpå vi i århundreder har bevaret vores historie, smuldrer. Digitaliseringen har betydet, at arkiver, museer og biblioteker måske ikke længere har eller bør have monopol på samfundets erindringsdannelse. Udviklingen har omfordelt og kompliceret konstruktionen af vores kollektive erindringer, og dannelsen af den ”historiske erindring” findes således ikke længere i relativt formelle, kontrollerede og ordnende sammenhænge, men er nu i stedet blevet uformelle, ukontrollerede, rodede og ubegrænsede i cyberspace.29 Det er dog desværre endnu uklart, hvilken rolle historikere vil få – hvis overhovedet nogen – i dannelse af vores digitale historie i et samfund, der er så mættet af information. Indtil nu har informationsspecialister som arkivarer, bibliotekarer og records managers sat dagsorde-

nen – men er det ikke på tide, at historikerne aktivt tager del i en faglig debat om, hvilke kilder (hvorfor og hvordan) der udvælges til at være ”historisk vigtige”, og som dermed er med til at danne grundlaget for, hvilke kilder vi har til rådighed i fremtiden?

Mit projekt behandler således Indre Mission ud fra tre hovedspørgsmål. For det første spørgsmålet om kollektiv identitet. Er det overhovedet muligt at tale om en særlig missionsk ”ånd” eller identitet? Og hvad kendetegner i givet fald denne identitet?

Ph.d.-stafet: Michael Riber Jørgensen Jeg er netop gået i gang med andet år af mit ph.d.-projekt med arbejdstitlen Fællesskab i forandring. Indre Missions virkningshistorie i Thy 1955-2015. Den geografiske afgrænsning hænger delvist sammen med mit ”civile” job som museumsinspektør ved Museum Thy, der også finansierer halvdelen af mit stipendium. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark blev grundlagt i 1861 og har i perioder haft en endog meget fremtrædende rolle i dansk kirkeliv og i samfundslivet i øvrigt. Nogle dele af landet har mærket bevægelsens tilstedeværelse mere end andre, og da Thy har været én af højborgene, er det endnu en god grund til at vælge netop denne landsdel som case. Samtidig må den ældre del af den 150-årige historie siges at være meget mere grundigt behandlet end den nyere, ligesom store samfundsforandringer i perioden fra 1950’erne til i dag har udfordret Indre Missions opfattelse af sin egen rolle. Derfor den kronologiske afgrænsning.

Rosenzweig, R. 2003, Scarcity or Abundance? Preserving the Past in a Digital Era, Oxford University Press on behalf of the American Historical Association 29

Caron, D.J. & Brown, R. 2011, The documentary moment in the digital age: establishing new value propositions for public memory, Rosenzweig, R. 2003, Scarcity or Abundance? Preserving the Past in a Digital Era, Oxford University Press on behalf of the American Historical Association

For det andet forholdet mellem det nationale og det lokale plan inden for Indre Mission. Hvordan opfatter landsledelsen bevægelsens rolle i dag? Og hvordan implementeres denne selvforståelse og de overordnede strategier ude i det enkelte lokalsamfund?

Noget at læse Af: Johan Lund Heinsen

Det er onsdag morgen. Jeg har lidt kaffe i en kop her på mit skrivebord. Jeg er klar til at skrive noget.

For det tredje vekselvirkningen mellem Indre Mission og det omgivende samfund. Som navnet antyder, har bevægelsen i sin egen selvforståelse blandt andet en forpligtelse til at sprede det ”rette” budskab. Hvordan sker det i praksis? Og hvordan har den generelle historiske udvikling i perioden ændret Indre Missions muligheder for at få indflydelse på selvsamme udvikling? I sogne, hvor missionsfolkene udgjorde en betydelig del af befolkningen og måske sad tungt på både menigheds- og sogneråd, var de en størrelse, som man ikke kunne undgå at forholde sig til. I dag, hvor de fleste af os er meget mindre stedbundne og meget mere udsat for påvirkninger fra alle sider, er situationen en helt anden.

Mads har bedt mig om det. Det skal handle om tidsskrifter, har han sagt. Men der er måske en hage. Jeg bryder mig ikke rigtigt om tidsskrifter. Da jeg var studerende, drømte jeg ganske vist om, at der i mit personlige bibliotek skulle stå lange rækker af Historisk Tidsskrift. Det var før jeg indså, at det er et fagkonservativt bæst. Jeg tror måske egentlig bare, at jeg godt kunne lide den måde, det ser ud på. Det er flotte hæfter. Sat med typen Baskerville i en stil, der signalerer autoritet. Og jeg kan godt lide følelsen af det ru omslag. Heldigt, at jeg aldrig havde råd til at købe det, før jeg indså, at jeg var i færd med at blive narret. Flere af mine gode kolleger har deres personlige favoritter, som de abonnerer på og læser fra ende til anden. Nogle morgener i stillekupeen ser jeg Torben pille et nummer af Postmedieval op af sin taske. Han ser ud til at værdsætte hæfterne i sig selv, og jeg genkender dem nogle gange over flere dage, hvor han øjensynligt læser nye numre omhyggeligt. Jeg misunder ham. Jeg mangler sådan et objekt at glæde mig over.

Ph.d.-projektet er mit første møde med historiestudiet på AAU, idet jeg selv er kandidat fra Aarhus Universitet. I min studietid beskæftigede jeg mig mest med middelalderhistorie og skrev speciale om noget så fjernt fra nutidens Thy som erindring og historiebrug i de islandske sagaer, men har altså siden 2010 haft ansvaret for Nyere Tids kulturhistorie ved Museum Thy. Når jeg ikke er hjemme i Udkantsdanmark, kan I møde mig på Kroghstræde 1 sammen med de andre historikere eller som underviser på kandidatuddannelsen i Kulturarvsformidling, hvor jeg prøver at koble den langhårede teori sammen med min egen praktiske museumserfaring.

Det danske tidsskrift, jeg tjekker mest regelmæssigt, er TEMP. Det er et hæderligt foretagende. Jeg abonnerer ikke på det, men jeg læser anmeldelserne, når numrene ankommer til håndbogsbiblioteket, eller når jeg ser et nyt nummer på Statsbibliotekets tidsskriftshylde. Jeg synes dog, at der er alt for meget samtidshistorie i TEMP. Især i temanumrene. Det interesserer mig ikke rigtigt. Samtidig bryder jeg mig ikke om layoutet. Især ikke den blågrønne farve, der pryder omslagene. Jeg kan heller ikke lide afstanden imellem artiklernes titel og undertitel,

men det tæller givetvis som en uvæsentlighed. Til gengæld er det lækkert, at man kan læse gamle artikler gratis på www.temphist.dk/?page_id=217.

Theory og Rethinking History. Jeg har på fornemmelsen, at Mads gerne ville have, at jeg anbefalede et eller andet. Men det er forgæves. I hvert fald hvad angår tidsskrifter. Måske mangler jeg bare tålmodigheden til at læse på den måde. Til gengæld har jeg her foran mig en virkelig god bog. Den hedder The Allure of the Archives og er skrevet af den franske kulturhistoriker Arlette Farge. Den udkom oprindeligt på fransk i 1989, men er i 2013 oversat til engelsk og udgivet fra Yale. Jeg mangler lige at læse det sidste kapitel, men jeg tør godt at anbefale den allerede. Den handler om forholdet imellem arkivet og historikeren. I den beskriver hun sine oplevelser i arkiverne – sine frustrationer over dokumenter, der ikke kan læses eller sin irritation over ikke at kunne få den bedste siddeplads. Hun beskriver langsomheden i arbejdet med arkivalier og de pludselige overraskelser, man kan opleve i arbejdet med de lange rækker af ellers forudsigelige dokumenter. Pludselig er der imellem fingrene noget andet end forventet. Og hun beskriver de farer, arkivet præsenterer. Faren for, at materialet opsluger historikeren, der ved at identificere sig så meget med sin genstand bliver ude af stand til at opnå den distance, som enhver analyse synes at påkræve. Og så argumenterer hun for, at vi skal læse arkiver som fulde af konflikter og spor af uenigheder, der altid vil undvige forsøgene på at verificere store teorier. Der er noget gammeldags over denne bog, hvilket jeg vældigt godt kan lide. Jeg kan også godt lide blandingen af metodiske overvejelser og refleksioner over arkivets materialitet. Og så er bogen forbilledligt kort. 125 sider. Det er en bog, man kunne læse fra ende til anden i løbet af en enkelt dag og dermed føle, at man den dag havde fået udrettet noget. Min eneste irritation er, at den er hardback, hvilket, jeg ikke synes, passer til så korte bøger. Jeg kan faktisk ikke rigtigt lide bøger i hardback. De er for svære at slide op.

Der er flere andre tidsskrifter, jeg holder øje med. Jeg kan godt lide det aarhusianske idéhistoriske tidsskrift Slagmark. Deres temaer er ofte spændende, men kvaliteten svinger desværre betragteligt. Engang stavede en af deres redaktører mit navn forkert i en artikel. Det brød jeg mig ikke om. Jeg kan også godt lide at læse det lokale online-tidsskrift Akademisk Kvarter (www.akademiskkvarter.hum.aau.dk), hvor jeg selv sidder i redaktionspanelet. En ganske fremragende kvalitet er her, at artiklerne er korte. Men min interesse er nok til dels bestemt af dets lokale karakter. Jeg følger med i, hvad der bringes i flere udenlandske tidsskrifter. Her på mit skrivebord har jeg eksempelvis i nogle stakke med bøger gemt det nyeste særnummer af International Review of Social History. Det handler om mytterier i perioden omkring 1800 og er særdeles spændende læsning. Mit nummer er allerede fuldt af overstregninger. Tidsskriftet er sat med typen Stempel Garamond, og skønt det egentlig ikke er så lækker en skrifttype, slipper de nogenlunde af sted med det. Omslaget er virkelig flot. Det har en blågrøn farve ikke helt ulig TEMP’s, men her får den modspil af en lys, men varm rød. Kontrasten får det hele til at svirre lidt for øjnene. Det har jeg lyst til at læse. Der er flere andre gode tidsskrifter, hvis indholdsfortegnelser jeg altid kigger igennem. Det gælder Journal of Global History, der ofte har gode artikler om emner, der interesserer mig. Det samme gælder for Atlantic Studies. Jeg følger også med i, hvad der bringes i International Journal of Maritime History, selvom jeg ikke synes, at det er et nævneværdigt interessant tidsskrift. Af og til kigger jeg lidt i historieteoretiske tidsskrifter som History and

bestilles til Landsarkivet i Viborg, hvis man nu ikke vil drage hele vejen til København. Jeg valgte at tage til Rigsarkivet for at se arkivalierne, da jeg alligevel skulle besøge min familie i København. Derudover ville jeg også se og opleve arkivet over Det Danske Kongerige.

På jagt efter arkivalier i Rigsarkivet Af: Yusuf Cakin, 6. semester

Inden to uger fik jeg mail fra Daisy om, at mine arkivalier lå klar til brug. Næste dag tog jeg til Rigsarkivet, men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke havde nogen idé om, hvordan det skulle foregå. Jeg havde godt nok fået at vide, hvordan og hvorledes det foregik, men det er selvfølgelig noget andet, når man selv skal til at gøre brug af historiske arkivalier. Der er en bestemt procedure, som man skal følge og overholde, når man skal til at sidde i læsesalen og få lov til at undersøge arkivalierne. Jeg vil nu beskrive og oplyse om, hvordan mit første besøg foregik og dermed også give et par gode råd undervejs.

Som det for de flestes vedkommende er bekendt, udbydes der på 5. semester som en del af undervisningen forelæsninger ved Aalborg Stadsarkiv. Disse forelæsningsrækker bidrager meget, hvis man overvejer at bruge arkivalier til bachelorprojektet, som i øvrigt også bliver skrevet på samme semester. Ligesom litteratursøgning har materialesøgningen indenfor arkivalier sine fifs, som der introduceres til i disse forelæsninger, hvilket gavner en del, hvis man allerede har besluttet sig for, hvad man vil skrive bachelorprojekt om. Jeg var ikke selv helt sikker på, hvad det var, jeg ville skrive om til bachelorprojektet, men jeg ville gerne inddrage Danmark, da jeg allerede havde opfyldt de øvrige periodemæssige spredningskrav i studiet. Dog ville jeg samtidig koble den danske historie sammen med noget af min eget interesse, som er den tyrkisk/osmanniske historie. Allerede i starten af semesteret kom jeg i gang med søgninger osv. og fandt ud af, at Kongeriget Danmark-Norge rent faktisk havde haft diplomatiske forbindelser med den osmanniske korsarstat Algier i Nordafrika. Dette emne blev udgangspunktet for mit bachelorprojekt.

Da jeg forvirret gik ind ad døren til Rigsarkivet, som i øvrigt ligger lige ved siden af Christiansborg, så jeg med det samme en udstilling i indgangen om J.B.S. Estrup. Kort efter blev jeg budt velkommen af en venlig arkivar, som spurgte, hvad han kunne hjælpe med. Jeg fortalte ham, at jeg ville se nogle arkivalier, som jeg havde bestilt, og han bad mig først om at tage ind til klæderummet, da man i læsesalen ikke må medbringe overtøj, taske og lignende pga. sikkerhedsmæssige årsager. Dog må man godt medbringe bærbar, mobiltelefon og kamera. Papir og blyant får man udleveret, hvis man ønsker. I rummet var der skabe til opbevaring af overtøj osv., men husk at medbringe mindst en skallet 10-krone! For jeg blev selv nødt til at låne en 10’er af den meget venlige arkivar, da jeg ikke havde nogle mønter på mig (Det er siden blevet gratis at bruge disse, red.). Efterfølgende tog jeg til skranken, som lå lige udenfor læsesalen. Her blev jeg bedt om at skrive navn, dato og hvad tid, jeg gik ind, på en besøger-/gæsteliste. Derefter fik jeg et bordnummer og et lille stykke papir, hvor jeg skulle

Under en forelæsning i Stadsarkivet skulle vi selv søge arkivalier til vores bachelorprojekt (hvis man var kommet så langt og havde fundet ud af, hvad man ville beskæftige sig med) Jeg søgte inde på Statens Arkivers søgesystem, Daisy, og fandt faktisk omkring 15 relevante arkivemner. Jeg oprettede en brugerprofil og bestilte arkivalierne med det samme. Jeg kan berolige læsere uden erfaring hermed, at det ikke er så indviklet. Jeg skal dog gøre opmærksom på, at arkivalierne befandt sig på Rigsarkivet i København, men de kan sagtens

fra Deyen30 af Algier, hvilket var en fantastisk følelse at få lov til at holde i et originalt, officielt og så flot brev, som var flere hundrede år gammelt.

oplyse mit ordrenummer og aflevere til skranken i selve læsesalen. Jeg havde troet inden, at det pga. sikkerheden nok foregik elektronisk gennem CPR-nummer eller e-mail, så jeg havde ikke mit ordrenummer med mig. Heldigvis kunne jeg gennem min mobiltelefon med nød og næppe forbinde mig til internettet og dermed logge på min mail og få adgang til ordrenummeret. Så få endelig oplysningerne skrevet ned på et stykke papir, inden I tager derud! Da jeg fandt mit bord i læsesalen, gik jeg hen til skranken for at aflevere det lille stykke papir. Efter fem minutter stod mine arkivalier klar ved det samme reolnummer som mit bord. Her skal jeg gøre opmærksom på, at der i det lille lod er fem koloner, hvor man maks. kan skrive fem ordrenumre, så man kan maks. have fem kasser i reolen og tage maks. tre kasser hen til bordet, og i løbet af en dag må man højest se femten kasser. Det kan godt være, at man tænker, ”det var godt nok ikke mange”, men selv troede jeg, at der i hver kasse nok lå et par dokumenter, og at jeg i løbet af et par timer nok havde nået at kigge dem alle igennem og ville tage billeder af dem alle, men nej! Det var en enorm overraskelse jeg fik, da jeg åbnede min første arkivkasse og opdagede, at der næsten i hver kasse var et par hundrede løse uordnede dokumenter. Den dag fik jeg kun nået at få kigget tre kasser igennem, og det var overhovedet ikke grundigt, da der for det første var rigtig mange arkivalier, at de for det andet var skrevet på forskellige sprog, og at jeg for det tredje kun tog billeder af de dokumenter, som var tydelig i håndskriften, og som var skrevet på enten dansk, engelsk eller tysk. De fleste af arkivalierne var rapporter, depecher og lignende dokumenter. Der var også en regnskabsbog over en fregat og omkring ti unikke kort over byen Algier. Der var endda unikke arabiske breve til den danske konge

Inde i læsesalen var der ret stille, og alle arbejdede nøje med deres arkivalier i stilhed, så arbejdsro var der i hvert fald! Der var ekstra belysning på bordene, som man kunne tænde for, hvis man ønskede, og derudover var der stativer til kameraer, hvis man ønskede en nøje fotografering af sine arkivalier. Desuden var der scannere rundt omkring i læsesalen med USB-port, som man kunne benytte og dermed gemme i sit USB-stik. Efter jeg blev færdig for den dag, gik jeg ud af læsesalen og skrev tidspunktet over, hvornår jeg blev færdig på besøgerlisten, og dermed var proceduren gennemført. Det, der ærgrede mig mest under mine ophold i Rigsarkivet, var, at nogle af arkivalierne havde fået skader. Det er nok uundgåeligt, men der var masser af unikke og æstetiske arkivalier, som man nok burde beskytte, arkivere og udstille med forbehold. For jeg så selv, hvordan seglet af nogle af de originale diplomatiske breve osv. var røget af. På den ene side er det selvfølgelig vigtigt, at alle borgere får adgang til arkivalierne, men på den anden side synes jeg, at man også burde tage forbehold for adgangen til de bestemte arkivalier. Slutteligt vil jeg påpege, at der kan være mere end det, man tror, der er i arkivkasserne. Personligt har jeg ikke haft muligheden og overskuddet til at anvende de arkivalier, jeg havde fundet, da mit fokus i bachelorprojektet tog en anden retning. Dog har det givet mig et indblik i brugen og til adgangen af arkivalierne, samt til at give en oversigt i min mulige fremtidige specialisering, som jeg resten af mit liv kunne arbejde med. Jeg 30

Den lokale hersker over Algier, som var underlagt af den osmanniske sultan, men som i praksis var ret uafhængig i sine handlinger.

anbefaler alle at prøve at arbejde med arkivalier, om det så er i sammenhæng med et projekt eller slægtsforskning, da det er en givende oplevelse. Det kan godt være, at det lyder lidt nørdet, men at have fysisk adgang og følelse til historien er en spændende oplevelse. Og det er lige den fornemmelse man får, når man sidder med et stykke papir i hånden, som er beviset på selve historien!

sammen for dem. Mens der blev fremlagt oplæg for de fremmødte, var der hjemmebagt kage, som de studerende havde bagt, og friskbrygget kaffe på kanden. Der var mange, der mødte op, og det blev en succes. Ny studievejleder Efter mange år med Esben R. Bendixen som studievejleder har han valgt at træde af og gøre plads til sin efterfølger. Den nye studievejleder er pr. 1. juli Thomas Enslev Mikkelsen fra 4. semester. Nærmere information omkring træffetid og lokale følger, så hold derfor øje med din AAUmail. Vi vil fra Pergamentets side takke Esben for de gode år med kvalificeret studievejledning.

Set og sket Af: Steffen Elias Nielsen, 4. semester

Den historiske hyttetur

Kalender Husk at sætte kryds i kalenderen d. 28. maj 2014, hvor der er sommerfest på historiestudiet. Der vil være en gæsteforelæsning ved Poul Duedahl, der vandt titlen ”Årets historiske bog” med bogen Forbrydelsens Ansigt. Efter dette vil der være buffet til toner af jazzmusik efterfulgt af kaffe og te med hjemmebagt kage. Til sidst er der mulighed for at byde op til dans til DJ. Begivenheden kan findes på facebook på følgende link: https://www.facebook.com/events/1481074528 774327/?fref=ts

Endnu engang var Den Historiske Hyttetur en succes, der bød på hygge, glæde og mulighed for at snakke på tværs af semestrene over en god øl. Det blev holdt i spejderhytten ved Tyvdal Spejdercenter, hvortil de studerende blev transporteret med bus. Historisk Kaffeklub For de interesserede blev der i marts måned afholdt Historisk Kaffeklub, hvor sidefagsstuderende og specialestuderende kom og fortalte om deres studier, og hvordan det praktisk hang

Vi ses i nĂŚste nummer!