Pergamentet nr 4, 2013 by Pergamentet

Pergamentet

nr. 4, 2013

Tema: ”Historikerens fremtidige arbejdsmarked””

Leder ............................................................................ 3

Pergamentet

Tema: Historikerens fremtidige arbejdsmarked Lidt at tænke over: Fra verden ’derude’ ...................... 4

Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU

Bo Lidegaard ................................................................. 7 Peter Bejder ................................................................. 8

Ansvarshavende Redaktør: Martin Ottovay Jørgensen (moj@cgs.aau.dk)

Henrik Halkier ............................................................. 10 Trine Hestbech Jensen ............................................... 11 Lisbeth Videbæk Thomsen ......................................... 13

Redaktion: Jonas Bertelsen (4.sem.) Katrine Funding Højgaard (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Søren Christian Winther (4.sem.)

Bitten Larsen .............................................................. 15 Poul Sverrild ............................................................... 17 Tea Dahl Christensen .................................................. 18 Kenan Van die Mierop ................................................ 20

Korrektur: Katrine Funding Højgaard (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Maibritt Slott Kristiansen ........................................... 21 Jens Topholm ............................................................. 23 Dit Stadsarkiv har brug for dig! .................................. 23

Layout: Søren Chr. Winther

Studierelevant arbejde ............................................... 24 Fra studerende ”on demand” til kandidat ”in demand” ............................................ 25

Forside: Jonas Bertelsen (4.sem.) Foto: Gabriela Manzur / Monsun

Adeu Dänemark, grüezi Schweiz ................................ 27

Skribenter i dette nummer: Bente Larsen Casper B. Krogh Jimmy Munk Larsen Katrine Funding Højgård Linda Haastrup Martin Ottovay Jørgensen Mette Sjørup René Hansinnguaq Olsvig Schmidt Steffan Ohrt

Udenfor tema Franke min ven... Du skulder’ mig penge! .................. 28 Hvilke tidsskrifter læser du? ....................................... 33 En tur ned i de internationale gemmer: FN’s Flygtningehøjkommissariats arkiver i Geneve............ 34 The mission of Friar William of Rubruck: his journey to the court of the Great Khan Möngke .. 37 King Leopold´s Ghost: A Story of Greed, Terror, and Heroism in Colonial Africa .......................................... 38

Interviewede fremgår af indholdsfortegnelsen

Alle præsidentens mænd ........................................... 39

Deadline for indlæg næste nummer: 1/4 swinth11@student.aau.dk

Into the Silence: The Great War, Mallory and the Conquest of Everest af Wade Davis ........................... 41

Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse. Aktiviteter på studiet Set og Sket på Historiestudiet ................................... 41

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

HISTORY SLAM kom ud over kanten med dit budskab! ...................... 45 Anna-Birte Ravn går på velfortjent pension ............... 45

Leder Kære læsere, Vi håber, I har haft en god jul og er kommet godt ind i det nye år og vel forbi eksamenerne! I dette nummer har vi valgt et tema, der forhåbentligt ligger jer alle på sinde. For tiden er I ganske vist studerende og givetvist fuldt beskæftigede dermed, men inden længe skal studierne gerne give jer en plads på arbejdsmarkedet. Derfor har vi valgt at stille skarpt på de udfordringer, arbejdsmarkedet for historikere byder på. Her kan I således læse beretninger fra forskellige gode folk, der alle har det til fælles, at de er uddannede historikere. De har indvilget i at svare på nogle spørgsmål med det for øje at få jer til at reflektere over jeres studieliv og kommende arbejdsliv. Nuværende studerende reflekterer over deres forventninger og hvorledes de søger at indfri disse igennem studiejobs. Arbejdende historikere, uddannet her fra stedet, beretter om deres erfaringer med hensyn til skiftet fra studie- til arbejdsliv i forhold til forskningen, museerne, det private erhvervsliv, de offentlige forvaltninger og gymnasierne, og giver lidt tips og tricks. Praktikken nævnes som et godt middel til at tænke strategisk. Tænk, hvor opslaget hos DR kunne føre hen? En just tilbagetrådt historiker, lektor og studieleder herfra beretter derefter om sit valg i forhold til at læse historie, samt hendes faglige og personlige udvikling og siden arbejde her på stedet. Enkelte historiestuderende andre steder i verden kunne overtales til også at fortælle om deres overvejelser, ligesom historikere uddannet andre steder i Danmark giver deres perspektiver fra bl.a. medieverdenen, freelanceverdenen og turismeforskningen. Derudover bringer vi, igen med henblik på at give jer et styrket udgangspunkt for jeres refleksioner, en opsummering af en undersøgelse baseret på respons fra 53 dimittender fra historiestudiet fra 2007-2011. Vi håber, disse forskellige indspark falder i god jord hos jer. Men et er, hvad vi her kan sætte sammen og give jer at tænke ud fra. Andet og langt vigtigere er, hvad I selv kan sætte i bevægelse af tanker. Jeres forgængere her på stedet har fundet de typiske jobs i arkiverne, museerne, universiteterne og gymnasierne, men også ’atypisk’ indenfor HR, kultur- og fritidstilbud, EU, netmedierne, den fagre it-arkivverden, forlag, statens arkiver, medieforskningen og den kommunale, regionale eller statslige forvaltning. Hvilken fremtid ønsker I? Hvad vil jeres medstuderende, snart kollegaer? Derudover har vi vore faste sektioner. ’Udenfor Tema’-bidragene bringer os denne gang omkring et af danskernes fjendebilleder mm. Vores ’Erfaringer fra arkiverne’ er et forsøg på at videreformidle faglige erfaringer på en ikke alt for kedelig måde, mens ’Set og Sket’ beretter om stort og småt på studiet. Vores ’Kommende arrangementer’ kalder på jeres engagement. Som rosinen i pølseenden har vi et interview med Anna-Biete Ravn i forbindelse med hendes pensionering i begyndelsen af efteråret 2012. Ligesom vi godt kunne tænke os at se nogle af jer i redaktionen, kunne vi godt tænkte os at få input til næste nummers tema. Hvad vil I gerne skrive og læse om? Bladet er jeres, så skriv endelig en mail med forslag til temaet, en boganmeldelse, et indlæg, et debatoplæg, opfordringer til spilaftener, læsegrupper eller events, hvor man kan øve sig i at formidle sit projekt eller lignende til hinanden. Tænk socialt, tænk fagligt: Hvad vil I selv læse? Hvad skal studiet og bladet være? De bedste hilsener, Redaktionen 3

Før dimission tænkte:

Lidt at tænke over: Fra verden ’derude’

Af Martin O. Jørgensen, Ph.d.-stip. Sidste år fik Instituttet for Kultur og Globale Studier, hvori historie indgår, lavet en undersøgelse blandt dets dimittender. Erfaringerne og perspektiverne undersøgelsen rummer er relevante at reflektere over, hvorfor dele af undersøgelsen kort præsenteres her.

Jonsøgning og job: Konkret begyndte 36% at søge job efter påbegyndelse af BA projekt eller specialet, men før dette blev afleveret. 42% begyndte først at søge efter aflevering. Af de 53 respondenter fik 27% arbejde før de havde gjort uddannelsen færdig og andre 27% fandt arbejde indenfor 3 måneder. 36% måtte vente mellem 4 og 12 måneder på at finde arbejde og 11% mere end et år.

En fuldstændig præsentation samt dybere analyse af tal og svar fra undersøgelsen og de problemstillinger, der knytter sig til at bevæge sig fra studieliv til arbejdsliv, findes ikke i indlægget. Indlægget er derimod en invitation til at reflektere over den virkelighed tallene og svarene delagtiggør jer i, og derefter at sammenholde dem med jeres drømme, ambitioner og planer at realisere disse igennem.

Beskæftigelse på undersøgelsestidspunktet På svartidspunktet var 78% af de 53 respondenter i arbejde. Ledighed havde ramt 18%, mens 4% i gang med en fuldtidsuddannelse (som fx Ph.d.) Af de 78% i arbejde var:

De 110 adspurgte dimittender er kommet igennem studiet i perioden fra 2007 til 2011 med både hovedfag og sidefag. Antallet af tilbagesendte svar var 53, dvs. lige under 50% (Husk det når spørgeskemaet fra instituttet dumper ind af døren eller havner i indbakken om et par år).

Jobtanker før uddannelsesstart: 30% i høj grad

34% i nogen grad

26% i mindre grad.

77% på gymnasier 12% ved kultur/medier 8% på andre undervisningsinstitutioner 4% i kommunikation

Søgning af og opnåelse af job skete primært i region Nordjylland med 62%.

Undervejs tænkte: -

64% fastansatte 10% projektansatte 18% i vikariater 3% i job med løntilskud 5% i andet

Af disse var 13% privatansatte og 88% offentligt ansatte blandt sidstnævnte fordelt således:

Under uddannelsen og umiddelbart efter uddannelsen: Jobtanker og jobsøgning

56% i høj grad på job 14% i nogen grad på job 18% ikke på job

Hvordan opnåedes jobbene?

50% af høj grad over job 26% i nogen grad over job 17% ikke over job

26% ansættelse efter studiejob 25% efter praktikophold

36% efter projektsamarbejde studiejob undervejs (43% med relevans) 22% fik lavet et projekt med en virksomhed eller organisation undervejs, oftest med samme steder som også afholdte praktik ophold (andre steder, der kan nævnes er asylcentre, digitalt fokuserede studier på universitetet, udenlandske universiteter, arkiver, museer, folke- og privatskoler og gymnasier i regionen samt på AAU)

(Praktikopholdene fandt sted primært i det nord-, vest- og midtjyske, men også i andre jyske byer og i KBH på museer, enkelte i udlandet på museer, ambassader og turistbureauer).

På arbejdspladsen oplevedes at følgende evner var efterspurgte: (muligt med mere end et kryds):

Arbejdsopgaverne og faget Af de arbejdsopgaver respondenterne dagligt varetog, vurderedes det, at 72% af opgaverne lå indenfor det traditionelle fagområde mens 18% lå udenfor fagområdet men krævede faglige kompetencer. Af de 53 respondenter varetog (muligt med mere end et kryds): -

83% evnen til at analysere 81% relevante metodiske færdigheder 81% evnen til at formidle skriftligt 76% evnen til at arbejde projekt orienteret 76% evne til at tilegne sig ny viden 75% relevant teoretisk viden indenfor mit felt 68% evnen til at arbejde selvstændigt 64% evnen til at arbejdes struktureret og overholde deadlines 57% evnen til at formidle mundtligt 55% evnen til at problemorienteret 49% evnen til at arbejde tværfagligt 47% generel kulturforståelse

67% uddannelses- og undervisningsopgaver 28% administrations- og sekretariatsopgaver 26% rådgivning og vejledning 23% kulturformidling 23% analyse og evaluering 15% formidling og kommunikation 15% kunde- og borgerservice 13% projektledelse 10% tekstproduktion 8% forskning 8% oversættelse og tolkning

81% evnen til at formidle mundtligt 60% Evnen til at formidle skriftligt 60% Evnen til at tilegne mig ny viden 59% evnen til at arbejde struktureret og overholde deadlines 57% evnen til at arbejde tværfagligt 49% til at analysere 49% evnen til at arbejde på tværs af faggrupper 47% evnen til at arbejde kreativt og innovativt 45% levant praktisk viden indenfor mit fag 43% relevant teoretisk viden fra fagområdet 40% it-færdigheder 38% evnen til at arbejde problemløsende

Som serviceoplysning kan nævnes, at følgende evner blev af jer nævnt som vigtige i semesterevalueringen her på historiestudiet forrige og dette efterår:

Studiet i forhold til arbejdet I forhold til evnerne blev der svaret at man tog følgende med sig fra studiet (samme som før – mere end 100 %):

Evnen til at strukturere tid (2011) Skelnen mellem relevant og irrelevant (2011)

Gruppearbejde (2011) Samarbejdsevner (2011) Kilde kritik (2011) Analytiske evner (2011) Bedre til kritik af eget arbejde (2011) Informationssøgning (2012) Evnen til at arbejde selvstændigt (2012) Evnen til at finde kilder (2012) Omsætte til praksis (2012) Projektstrukturering (2012) At deltage i undervisningsdialogen (2012) Bedre læse og notatteknikker (2012)

med ekstern partner osv. Men hvad synes undersøgelsen ellers at indikere som relevante ting at gøre eller øve sig i? Jeg vil dog ikke ’tygge yderligere på’ undersøgelsen for jer. Det hænger sammen med, at det er jeres liv, det handler om. Vil I undervise (og på et gymnasium eller et seminar), forske, sidde i forvaltning, formidle på museum, gå ind i medieverdenen eller…? Tankerne om jeres drømme, ambitioner og planer kan I kun selv tænke. Og tal for alt i verden om disse med hinanden. At sætte ord på ens egne og høre andres forventninger, drømme og planer har en vis indbygget kreativ og styrkende dynamik man ikke må undervurdere. Jeres svar i semesterevaluereringerne fra 2011 og 2012 kunne også tyde på, at I skal tage dette lidt mere alvorligt.

Tanker om evner respondenterne gerne ville have styrket eller tilegnet under studiet: -

Undervisningskompetence Praktisk erfaring Menneskelige kompetencer Administrationsevner Kommunikations- og formidlingsevner

Jeres arbejdsindsats som I selv ser den I 2011 gav kun 14% udtryk for at bruge 30-40 timer pr. uge (som timenormeringerne målt i ECTS jo faktisk svarer til). I 2012 var tallet steget til 35%. Mon forhenværende studieleder Marianne Rostgaards peptalk til de nye 3. semesterstuderende virkede og spredte sig som ringe i vandet? Det går tilsyneladende ud fra jeres egne vurderinger fremad i forhold til at bruge den tid, der svarer til kursernes timenormeringer pr. semester. Så er alt vel godt?

Kompetencer og områder respondenterne følte, var decideret underudviklede: -

Mundtlig formidling Regnskabsfærdigheder tværfagligt samarbejde

På denne baggrund havde 60% af respondenterne tilegnet sig kompetencer igennem yderligere enkeltfag, korte kurser, regelmæssige seminarer, mentorordninger og lign., mens flere ville gerne videreuddanne sig indenfor ledelse, træne præsentation, organisation, læring og pædagogik.

Mjoh… I 2011 gav 36% udtryk for at bruge 20-30 timer på studiet pr. uge, dvs. under det normerede timetal, mens det i 2012 var 51%. Igen synes det at gå fremad. Men så er alt vel godt? Selvom det tilsyneladende på baggrund af jeres vurderinger går fremad, synes det stadig voldsomt at 51% på en uddannelse bruger markant færre timer end de normerede timer.

Hvad kan man tage med sig? Der ligger nogle ting helt lige for; som at deltage i gymnasiepraktiktilbuddet, træne mundtlig formidling i grupper og skriftlig formidling f.eks. igennem bladet her, kontakte museer landet over mhp. at skrive formidlingstekster, at tage praktikken seriøst, træne diskussionsevner i en debatklub, tage småkurser i regnskab, melde sig som kasserer i en fritidsklub mv. eller skrive projekter

En skræmmende stor gruppe på 42% brugte i 2011 kun 10-20 timer pr. uge på studiet. Denne gruppe var i 2012 heldigvis faldet til 9%. På samme måde er antallet af studerende, der bruger

under 10 timer pr. uge på studiet også faldet fra 9% i 2011 til 5% i 2012.

Bo Lidegaard Uddannet historiker fra Københavns Universitet (dr.phil). Har skrevet en række velmodtagne værker om Danmark og dansk udenrigspolitik i det 20. århundrede, parallelt med en karriere som departementsråd og ambassadør indenfor Statsministeriet og har siden foråret 2011 bestridt posten som ansvarshavende direktør for Politiken.

Nogle andre tal taler imod at tænke at alt bare er i skønneste orden på trods af at jeres svar vidner om forbedringer i jeres indsats. Således erklærede 48% af jer både i 2011 og sidste år sig enige i, at man brugte nok tid på studiet (selvom I for mere end halvdelens vedkommende ikke reelt ramte de normerede timer). Kun 25% i 2011 og 23% i 2012 erkendte at have brugt for lidt tid på studiet. Her synes altså at være en markant uoverensstemmelse? Det fik mig til at tænke på om man egentligt reflekterer (nok) over hvad man vil på stedet her og efter? Overgangen fra studieliv til arbejdsliv sker ikke af sig selv. Man kan jo ikke nøjes med at arbejde mellem 10-30 timer på en arbejdsplads, og slet ikke som arbejdsmarkedet ser ud pt. Men måske tager jeg helt fejl og det forholder sig således, at I både var og er mere effektive og dygtige end tidligere studerende og studerende andre steder? Måske er det også (for) provokerende at stille det sådan op?

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Så godt som ingen. Men jeg havde meget forskelligt studiearbejde ved siden af, både studierelevant og andre ting, så jeg havde god kontakt til forskellige arbejdsmiljøer - dog ikke med berøring med min første "rigtige" arbejdsplads.

Uanset hvad man så tænker om min måde at stille det op på her, er det vigtigt for jer at overveje hvor I vil hen fra studie- til arbejdsliv og hvordan I kommer derhen. Alt andet lige, er det jeres eget liv og ansvar!

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)? Jeg var ikke i praktik men havde den del forskelligt lønnet arbejde under vejs. Derimod studerede jeg et semester i udlandet, hvilket kom til at betyde meget.

Med dette kærlige spark bagi helt far Belgien: God vind!

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet? Som arbejdsgiver, der skal ansætte, ser man efter to ting hos nybagte kandidater: er det fagligt stærke? Og har de gennem studietiden haft overskud til at lave andet? Arbejde, politik, foreningsliv, rejser, socialt arbejde, skrevet artikler etc.

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem?

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig?

Det var ret tilfældigt, at jeg søgte job i udenrigsministeriet som det første, men jeg tror at det skyldes de ting, jeg har nævnt ovenfor, at de tog mig ind.

Mit netværk blandt andre historikere har især spillet en rolle i forbindelse med forskningsprojekter og bøger. I mit erhverv går det faglige netværk på tværs af faggrænser.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Det er ikke nok at være dygtig. Man skal også kunne formidle sine faglige kompetencer på en måde, så det forstås af ikke-historikere.

Det er helt klart det sidste, en arbejdsgiver ser efter - i hvert fald i generaliststillinger som dem, jeg har erfaring med. I jobsituationen kan det være farligt at fokusere for meget på et konkret speciale, fordi det er få jobs der ikke har brug for bredere kompetencer, og fordi et speciale til syvende og sidst er en øvelse, hvor den studerende viser, at hun behersker fagets metoder, snarere end forskning i et givet forskningsområde. Det sagt, har jeg også haft den fornøjelse at kunne trække på min viden fra specialet i konkrete situationer - men det er ikke derfor, jeg blev ansat.

Peter Bejder Uddannet historiker fra Århus Universitet med tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole. Skriver undervisningsbøger til folkeskolens små årgange, til gymnasiets sidste årgang, rejselitteratur (bl.a. flere ’Turen går til’) og bevæget sig over i livet som selvstændig med avisartikler, websider, korrekturlæsning mv. (se www.bejder.org for yderligere oplysninger)

Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs? Mine jobs og erhvervsforløb har været atypisk for en historiker - men jeg har brugt og bruger faget og hvad jeg har lært fagligt hver dag.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden?

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil?

Faktisk ikke andet end at jeg troede, at jeg skulle være gymnasielærer og have et bifag. Jeg blev cand.phil., tog Journalisthøjskolens Tillægsuddannelse, fik barn/børn osv., og så blev jeg overhalet indenom af virkeligheden. 

Knivskarp metodik omkring forståelse af kilder og hvad man kan udlede af dem + i skriftlig fremstillingsform, som er på en gang præcis for let forståelig. 8

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

Jeg var ikke i praktik, men lavede frivilligt arbejde i en NGO, ligesom jeg var aktiv i studenterpolitik og blandt andet var næstformand i Studienævnet. Så jeg orienterede mig hele tiden mod noget uden for de gule mure i Aarhus, for dengang [ja, jeg er gammel ] var studenterpolitik også samarbejde på tværs af universiteteter.

Jeg er et stykke vej væk fra og så alligevel ikke – jfr. mit svar lige ovenfor. Selv om jeg ikke lige skriver noget decideret historisk, bruger jeg mine generelle kvalifikationer og kompetencer. At kunne se årsag-virkning fx.

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig? Alt.  Både dem, jeg stadig bruger fra min studietid, og dem, jeg mødte uden for universitetet i min studietid. Siden har jeg gjort en dyd ud af at networke, og selv om networking er et buzzword og af og til lidt bullshitbingo-agtigt, virker det.

Gå i praktik, lav frivilligt arbejde, skriv artikler osv. Kun fantasien (suk) og tiden sætter grænser, men jeg vil mene, at det er vigtigt at kunne dokumentere erfaring uden for universitetsverdenen. Og at bevise, at man kan networke.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende?

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem?

Nyd livet! Betragt det som et privilegium at gå på en videregående uddannelse (det er da helt fantastisk at få lov at rode med noget, man finder spændende) og vær klar over, at det samtidig forpligter at gå der. Dvs.: Brug jeres evner og fordyb jer! Og lad for Helvede (undskyld) være med at betragte universitetet som en skole. Det er IKKE en forlængelse af folkeskolen. Vær faglig, sørg for at networke osv.

Journalisthøjskolens Tillægsuddannelse. No doubt. Den åbnede mine øjne for, dels at jeg kunne skrive andet end snørklet akademisk, dels at faglighed er andet end svære or dog begreber. Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din faglige viden om det emne du specialiserede dig i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks. at overblik over et større materiale, formidle mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.?

Sommer- og kandidatfest 2013

Jeg bruger det hver dag i en alder af 52 (eller er det 53? Fucking hell, det kan jeg ikke huske). De generelle kompetencer, evnen til at kunne overskue store materialer, evnen til at kunne researche, evnen til at kunne fokusere, evnen til at kunne og turde fordybe sig osv. – alt for mange af mine kolleger i fagbogsverdenen ejer ikke den egenskab, og jeg bilder mig selv, dem og nu jer ind, at det stammer fra min videregående uddannelse på universitetet.

Studienævnet har nu fastsat datoen for næste års sommer- & kandidatfest. Datoen bliver fredag den 7. juni 2013 - så reserver allerede nu datoen og fortæl videre til andre kandidater fra historieuddannelsen, Aalborg Universitet. Programmet vil blive udsendt senere

Handelshøjskolen i Århus med forskning og undervisning i historie og samfundsforhold for engelskstuderende. Det førte så efter nogle år videre til AAU, hvor jeg blev lektor inden for samme område, specialiserede mig i regional udvikling, der så gled over i turismeudvikling samtidig med at jeg praktiserede ledelse på en række planer – og så endte jeg som institutlede, seneste periode startende i 2007.

Henrik Halkier Læste historie og engelsk og tog siden en Ph.d. i historie. Har siden bevæget sig over i regional udvikling og turismestudier og fejrede nyligt som professor 25 års ansættelse i statens tjeneste.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden?

Har primært brugt generelle historikerkompetencer, aldrig vendt tilbage til den franske revolution som jeg ellers skrev et rigtig godt speciale om i sin tid.

Meget få, jeg startede med at læse i 1976 og alle var enige om at der næppe var noget arbejde bagefter. Da jeg så efter et langt studieforløb var ved at afslutte hovedfag i historie i starten af 1980erne, valgte jeg engelsk som bifag, fordi jeg så havde to gymnasiefag – men på det tidspunkt var jeg mest interesseret i at gå forskningsvejen.

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

Dette passer meget godt, historians are everywhere, anyway, og jeg har aldrig abonneret på forestillingen om typiske historikerjobs – min specialemakker startede som økonomichef i den danske afdeling af et tysk autoreservedelsfirma og stortrivedes med det.

Ingen – ikke relevant den gang. Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil?

Praktik er en god ting. Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem?

Samarbejde og kommunikation er vigtigt, foruden det rent faglige (time & place matters).

Jeg endte med at få en forskerkarriere 3 måneder før den 3-årige deadline jeg havde sat mig selv som smertegrænsen for deltidsbeskæftigelse, hyret som engelsktalende ph.d.-stipendiat på

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig?

Fik bl.a. jobbet på AAU ved at have gjort opmærksom på mig selv som redaktør af temanummer af Den Jyske Historiker.

På min kandidatuddannelse læste jeg en specialisering på et år inden for Development and International Relations. I den forbindelse var jeg i praktik hos Mellemfolkelig Samvirke, hvor jeg især beskæftigede mig med kommunikations- og kampagnearbejde inden for udviklingsområdet. Der er ikke nogen tvivl om, at mit praktikforløb har øgede mine chancer for at komme til jobsamtale efter endt uddannelse. Det tror jeg, der er flere årsager til. Det, at have praktisk erfaring fra sin studietid gør en mere attraktiv i en kommende arbejdsgivers øjne. Karakteren af praktisk erfaring spiller selvfølgelig også ind. Her er det efter min mening vigtigt at finde en praktikplads, hvor man kan beskæftige sig med opgaver, som man også ønsker at beskæftige sig med efterfølgende.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Keep cool, vi andre troede heller ikke der var job til os dengang.

Trine Hestbech Jensen Cand.mag. i historie og udviklingsstudier. Har arbejdet i AAU administrationen i flere stillinger, senest som studiesekretær. Pt på barsel.

Mit første job efter endt uddannelse var et vikariat på Internationalt Kontor på Aalborg Universitet. At det blev her jeg startede min karriere hænger nok sammen med, at jeg rigtig gerne ville holde fast i det internationale aspekt, som jeg havde haft fokus på i min uddannelse, og at jeg desuden synes, at det er spændende at arbejde med uddannelse (og det kunne jeg også godt forestille mig, at jeg på sigt, kunne arbejde med ift. udvikling og Afrika). Der er ikke nogen tvivl om, at det var mine erfaringer med at tage i praktik, og være studerende i udlandet, som skaffede mig mit første job. Et job som jeg søgte uopfordret.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Jeg søgte ind på historiestudiet fordi jeg altid har haft en stor interesse for dette område. Og jeg må tilstå, at det var min interesse for historie, og ikke hvilke muligheder jeg havde for at få et job inden for området bagefter, som gjorde, at jeg søgte ind i sin tid. Mens jeg læste min bachelor gjorde jeg ikke de store overvejelser om min fremtidige karriere. Det skal dog siges, at jeg i det omfang det var muligt, beskæftigede mig med moderne historie på det afrikanske kontinent. Så på den måde har jeg alligevel bevægede mig i en bestemt retning.

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet? Praktik, praktik, praktik. Og hvis det er muligt, at finde en praktikplads inden for det område, som man ønsker at arbejde med efter endt uddannelse, ville det jo helt klart være at foretrække. Det forudsætter selvfølgelig, at man ved hvad man vil arbejde med bagefter:). Det er heller ikke nogen dum ide at have et relevant

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

studiejob, hvis det er muligt. Jeg arbejdede selv på VisitAalborg gennem det meste af min studietid, og det er også et job, hvor det internationale område er i fokus, og som har været godt at kunne skrive på mit cv, da jeg skulle ud at søge et ordinært arbejde.

og formidlingevner samt evnen til at samarbejde med kollegaer om at løse diverse opgaver. Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs?

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem?

Jeg er nok langt væk fra et typisk historikerjob, men jeg synes, at der er mange af de kompetencer, som jeg har tilegnet mig gennem historiestudiet, som jeg benytter mig af i det daglige arbejde som studienævnssekretær. Selvom jeg ikke umiddelbart gjorde mig de store tanker om min fremtidige karriere, mens jeg læste, så har jeg nok egentlig aldrig set mig selv arbejde som historiker i traditionel forstand. Så på den måde, virker det naturligt for mig, at jeg arbejder som studienævnssekretær.

Jeg blev, som nævnt ovenfor, først ansat i et vikariat på Internationalt Kontor, og denne ansættelse førte til et vikariat som international sekretær på Arkitektur og Design på Aalborg Universitet. Da jeg havde været ansat et par måneder som international sekretær (hvilket var en HK stilling) blev jeg tilbudt en nyoprettet stilling som studienævnssekretær (hvilket er en AC stilling) på Arkitektur og Design, hvor jeg fortsat skulle beskæftigede mig med det internationale område, herunder optag af internationale studerende og international markedsføring. Jeg har nu arbejdet som studienævnssekretær i mere end to år, og synes virkelig, at det er et spændende og udfordrende job, hvor der både indgår kommunikationsopgaver og mere strategisk baseret opgaver af international karakter.

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil? Set ift. det job som jeg har i dag, og de jobs som jeg har haft tidligere, har mit gennemgående fokus på det internationale område, haft stor betydning. Så det er nok det, jeg vil sige, man skal være særlig opmærksom på, hvis man ønsker sig et lignende job. Et element som jeg ikke selv har været særlig opmærksom på, men som jeg nok burde havde været, er uddannelsesaspektet. I og med at jeg arbejder inden for uddannelsessektoren, og beskæftiger mig med udvikling og drift af uddannelser, vil jeg anbefale et større fagligt fokus på dette område gennem ens egen uddannelse. Men det kræver selvfølgelig, at man er meget bevist omkring, hvad man har lyst til at arbejde med efter endt uddannelse.

Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din faglige viden om det emne du specialiserede dig i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks. at overblik over et større materiale, formidle mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.? I og med at jeg beskæftiger mig en del med internationale studerende (og det internationale område), synes jeg bestemt, jeg kan bruge de faglige aspekter af min uddannelse. Jeg har beskæftiget mig en hel del med andre kulturer under min uddannelse, og det kommer mig til gode nu. Men jeg har helt sikkert også stor fornøjelse af de mere generelle kompetencer, som jeg har erhvervet mig. Det være sig eksempelvis mundtlig og skriftlig kommunikations

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig?

Mit faglige netværk på historiestudiet har ikke betydet noget, men det er gennem mit arbejdsrelateretnetværk, at jeg fik det job, som jeg har i dag. Så jeg vil helt klart anbefale, at man gør brug af sit netværk, når man skal ud at finde et job.

I specialeperioden tænkte jeg over valg af sidefag, og valget faldt på historiestudiet. Jeg har altid haft interessen for historie og interessen blev styrket af, at jeg havde studiejob på Museumscenter Aars. Mit nuværende job som ACfuldmægtig på det studieadministrative område på Det Humanistiske Fakultet fik jeg ad snørklede veje. Jeg kom ind på fakultetet fordi jeg både havde en HK-uddannelse og er uddannet fra Det Humanistiske Fakultet. Jeg havde fra 2006 til 2008 forskellige funktioner/vikariater og fik en fast stilling som fuldmægtig i studieadministrationen fra 2008.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Jo tidligere man ved hvad man har lyst til at beskæftige sig med efter endt uddannelse, jo bedre. På den måde kan man langt nemmere målrette sine kompetencer til drømmejobbet:)

Hvilken konkret arbejdsopgave har du? Jeg arbejder primært med studieadministration i form af studieordninger, akkreditering, kvalitetssikring, ledelsesstøtte og udvalgsbetjening (studieleder- og studienævn) men indgår i mange forskellige sammenhænge derudover.

Lisbeth Videbæk Thomsen Cand.mag. i dansk og historie fra AAU. Arbejder nu i studieadministrationen på AAU.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Jeg var meget fokuseret på gymnasielærerjobbet og var også i praktik som gymnasielærer plus at jeg udnyttede alle muligheder for at få en fod inden for i VUC-sammenhænge. Da det imidlertid ikke lykkedes at få job i gymnasieskolen straks efter, at jeg blev kandidat, begyndte jeg at kigge mig om efter andre muligheder. Jeg var fast besluttet på, at jeg VILLE have et job…

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem? Jeg har haft et lidt anderledes uddannelsesforløb end de fleste studerende på AAU. Jeg tog en HKuddannelse som kontorassistent med regnskab for lææænge siden. Da min mand og jeg fik vores barn besluttede jeg at gå ned i tid og tog et job i rengøringsbranchen og som medarbejdende ægtefælle i min mands enkeltmandsvirksomhed. Det medførte desværre en kronisk tennisarm, så jeg blev anbefalet at gå i gang med noget nyt. Det blev enkeltfag på HF-VUC. Der blev min slumrende trang til litteratur vakt og jeg søgte ind på AAU (dansk-studiet) med henblik på at uddanne mig til gymnasielærer. Jeg tog min BA efterfulgt af specialeskrivning (det kunne man dengang).

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)? Jeg var som ovenfor beskrevet i praktik dels på et gymnasium og også i korte forløb på VUC. Det har betydet, at jeg har et godt netværk især i VUCsammenhæng. Jeg har enkelte gange overvejet at søge job i gymnasieskolen/VUC siden, men samtidig er jeg meget glad for mit nuværende job, så det er ikke så relevant mere. Jeg vil dog medgive

at jeg kan savne min dansk- og historiemæssige faglighed, men den får jeg afløb for på andre måder. Bl.a. arbejdede jeg i en periode frivilligt med etablering af Folkeuniversitetet i Vesthimmerland. Det gav nogle rigtig spændende udfordringer og interessante møder i faglig sammenhæng.

gælder arbejdet med studieordninger og akkreditering. Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs?

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Det må jeg sige ja til. Jeg mener dog at jeg trækker på en disciplin som historisk metode, idet en væsentlig del af mit arbejde (også)relaterer til det juridiske område, fx i forbindelse med klagesager og formidling/fortolkning af bekendtgørelser på uddannelsesområdet. Så jo, at være stærk på de analytiske kompetencer er helt klart en nødvendighed

Engagement, engagement, engagement, studiejob, studiejob, studiejob, netværk, netværk, netværk Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig? Det spiller for så vidt en større rolle nu end det gjorde direkte i jobansøgnings-sammenhæng. Jeg glæder mig dagligt over at have mulighed for at følge med i forskning og uddannelse på mine to fagområder. Det er et stort privilegium at have som ansat på universitetet, at man faktisk indimellem har mulighed for at følge forskernes arbejde – lidt indirekte så at sige. Jeg synes også, at det er interessant at få indblik i og beskæftige sig med studienævnsarbejdet fra den anden side af bordet – noget man som studerende ikke får indblik i medmindre man stiller op til valg til studienævnene.

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil? Som nævnt analytiske og metodiske kompetencer og helt klart kompetencer til formidling både mundtligt og skriftligt. Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Flid og målrettethed er vigtigt – og så skal man måske være parat til at tage et ikke-ønske-job på vejen til sit ønskejob. Det har i høj grad hjulpet mig. Det betyder også at man må være realistisk. Og slutteligt vil jeg sige, at man skal respektere og anerkende andre faggruppers faglighed. Det er nødvendigt i store organisationer som fx universitetets, hvor man skal løfte opgaver i fællesskab og hvor man kan have mange forskellige tilgange til opgaverne.

Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din faglige viden om det emne du specialiserede dig i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks. at overblik over et større materiale, formidle mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.? Mit speciale var helt klart litterært (den norske forfatter Dag Solstads roman ” 16.07.41”) så det benytter jeg i mindre grad. Men hele mit studium har uddannet mig til at kunne indoptage meget stof, have mange bolde i luften og arbejde seriøst med formidling og projektorienteret fx når det

det er sparring på akademiske projekter eller pasning af husets telefoner.

Bitten Larsen cand.mag. og museumsinspektør ved Forstadsmuseet

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Som studerende havde jeg hele tiden en forventning om, at vejen til et fast job var gennem projektansættelser, og det er her jeg står nu. Jeg har været heldig at finde en plads et sted, hvor snebolden kan få frit løb, og et projekt udvikle sig til andet og mere end først tiltænkt. Nu må vi se, hvor længe bolden bliver ved at rulle.

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem?

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

Jeg blev færdig som cand.mag. i historie allerede i 2010, men skulle lige igennem en barsel, før jeg var klar til jobmarkedet. Allerede mens jeg var på barsel, søgte jeg enkelte opslåede jobs, men når jeg ser de ansøgninger i dag, er det helt klart, at jeg havde godt at den pause, som barsel og efterfølgende ledighed var, for at komme på afstand af min studietid. Mine første ansøgninger var simpelthen for fokuserede på mit studie.

Praktik er helt klart vejen frem, og tag gerne mere end, hvad studiet måske lægger op til. Jeg havde et semester, hvor jeg kun skulle have undervisning en dag om ugen, men i stedet for at stå i Magasin, eller hvad jeg ellers kunne have tjent penge på, valgte jeg at gå i en ulønnet praktik på et museum. Bortset fra en uge som gæsteformidler var det mit første studierelevante arbejde, og det rummede alt, hvad jeg forventede!

Mit nuværende job var jeg så heldig at få ved at sende en uopfordret ansøgning til det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I første omgang fik jeg to måneders arbejde, hvor vi kunne se hinanden an, og derefter seks måneder på et nystartet projekt. Efterfølgende er jeg blevet hængende, fordi jeg har været god til at skaffe eksterne midler hjem til projekter, der passede ind i den strategi, museet havde i forvejen.

Praktik er en rigtig god måde at afprøve forskellige arbejdspladser og forskellige projektformer, men kræver også, at man stiller krav til praktikstedet, hvis ikke man får opgaver, som svarer til ens niveau og forventninger. Det kan være en god idé at få en ”opgave i opgaven”, som man selv har ansvar for, så man har noget helt konkret at skrive på sit CV.

Hvilke konkrete arbejdsopgaver har du?

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Som museumsinspektør sidder jeg med mange forskelligartede opgaver, men i mit seneste projekt har jeg primært siddet med projektudvikling og -styring, indsamling og formidling af viden. Museet har en meget flad, inkluderende struktur, så alle deltager i det daglige arbejde, hvad enten

Det er rigtig godt tidligt at sætte sig et mål for, hvad man gerne vil arbejde som på den anden side af studiet. Tiden går hurtigt, så hvis du først på fjerde år, afprøver nogle ting og finder ud af,

at de ikke var noget for dig, har du ikke ret meget tid til at ændre retning.

dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs?

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig?

Jeg er på min helt rette hylde. Som museumsinspektør får jeg lov til at arbejde direkte med historien. Jeg arbejder med det, der interesserer mig allermest og er samtidig med til at skabe værdi for andre. På Forstadsmuseet arbejder vi med ”almindelighedens historie”, og mine projekter har indtil videre haft det formål at åbne befolkningens øjne for, at de ellers historieløse forstæder har masser af historier at byde på og er værd at opsøge for deres kulturarv. Det er en gave!

Det er ikke pga. mit netværk, at jeg sidder i mit nuværende job, men jeg tror, at det vil få en rolle i fremtidige projekter og ansættelser. Et stort og godt netværk betød, at jeg havde et godt sted at starte, da jeg skulle i gang med uopfordrede ansøgninger. Først føltes det mærkeligt at spørge efter arbejde hos mennesker, jeg ikke havde set længe, men de fleste vil jo i virkeligheden gerne hjælpe, og efter de første positive svar, var det rigtigt dejligt at kunne skrive til folk og blive opdateret på dem og deres liv og fortælle, at nu var jeg selv klar til arbejdsmarkedet. Derudover er det ekstra hyggeligt at gå til faglige seminarer og workshops og høre, hvad de enkelte går og laver.

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil? Uanset hvilket job man har, er det nødvendigt både at kunne holde fokus og se nye muligheder i forhold til det, man laver. Det gælder for ens arbejdsopgaver, men også for ens faglige udvikling.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende?

Det har været en kombination af begge dele. Mit speciale handlede om Danmark under 1. verdenskrig og selvom det jeg sidder med nu mest handler om anden halvdel af det 20. århundrede, trækker der sig linjer tilbage. Jeg har bevæget mig fra velfærdsstatens spæde start til dens helt store udfoldelse fra 1950’erne og frem. Man skal nok være meget heldig for at få et job, hvor man direkte kan bruge sin specialeviden. Selvom det til tider føles sådan, når man sidder midt i skriveprocessen, er specialet jo heldigvis ikke definerende for hverken hele ens studietid eller resten af ens liv.

Husk din fremtid – også når eksamenstressen jager dig!

Pergamentet er kommet på World Wide Web! Find os på Facebook og del din kærlighed til faget med andre eller kom med din mening om bladet. Vel mødt! www.facebook.com/Pergamentet

Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes

Forstadsmuseet er muligvis lidt ved siden af, når vi rekrutterer nye kandidater, men ud over at grundfagligheden skal være i orden, så er vores vurdering af, om kandidaten har de sociale kompetencer, som matcher virksomhedens profil, afgørende. Udstråling af personligt overskud kombineret med ydmyghed overfor opgaverne, offentligheden og bevillingsyderne er central og en veludviklet humoristisk sans er uomgængelig.

Poul Sverrild mag.art. Leder af Forstadsmuseet

Har du noget råd til hvorledes man under studiet på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Hvad siger din spådomskugle om de kvalifikationer museerne, i Danmark som i udlandet og det offentlige som det private, vil komme til at efterspørge på sigt?

Studierelevant arbejde, studierelevant arbejde og studierelevant arbejde! Det giver ikke bare erfaring, men skaffer også grundstenene i det netværk, som senere vil vise sig at være nøglen til ansættelse for rigtig mange. Parallelt hermed vil deltagelse i konferencer, symposier og lignende i de verdener, man ser sig selv i, være udviklende for den faglige kommunikationsplatform, som man skal sælge sig selv fra. – Og lad være med at gå for tidligt til ro, når der er fagligt/sociale sammenkomster.

Museernes faglige landskab spejler på mange leder det omgivende samfunds udvikling. Der er ingen tvivl om, at formelle kompetencer (phdniveau) lige nu er stærkt efterspurgt i lyset af forventningerne til den kommende museumslov, som nok kommer til at gælde i en længere årrække. Ved siden af dette er det sidefagligheder, som muliggør cross-over mellem det museale og formidlingsfaglighederne, som er og i stigende grad bliver efterspurgt: ”Lav lige platforme i de relevante sociale medier for vores nye projekt!” ” Du klarer nyhedsbrevet i eftermiddag!” Men parallelt hermed er det min vurdering, at der kommer et stigende forventningspres om 1:1 formidling, hvor historikeren sætter sin faglighed i spil i direkte dialog med museumsgæsten eller tilhøreren.

Hvilke kompetencer bør man både under og efter studietiden være særligt opmærksomme på at udvikle set fra positionen som arbejdsgiver? Kommunikation vil for de fleste være nøgleordet. Skriv artikler til flere former for tidsskrifter/aviser/blade. Hold foredrag (Danmark er fuld af foreninger og institutioner, som hvert år skal fylde deres arrangementskalendere med gode og nye tilbud) om de emner man alligevel har kæmpet sig til en specialviden om (det har også den sideeffekt, at man bliver skærpet om relevansen af de emner, man arbejder med). Det demonstrerer overskud, sociale og kommunikationsmæssige kompetencer og handlekraft.

Endelig vil kandidater, som kan demonstrere evner til at samtænke og effektuere projektudvikling og funding være i høj kurs i takt med, at driften i de fleste institutioner bliver slanket og ekstern finansiering bliver styrket. Hvad kigger du efter som arbejdsgiver efter, når folk søger ansættelse hos dig på museet? 17

Det andet hovedfelt er teknologianvendelse, hvor man skal kunne dokumentere sin kunnen og helst med andet end kursusbeviser. At have ansvar for et par avancerede foreningshjemmesider er ikke nogen skade til.

Tea Dahl Christensen Uddannet Cand.mag. i historie på AAU og forhistorisk arkæologi på AU. Efter studiet bl.a. museumsinspektør på Grønland og nu Ph.d. stipendiat på Syddansk Universitet.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Betragt historiefaget som et dannelsesfag, hvor der også er plads til nørdet specialviden på udvalgte felter. Der vil være arbejdsgivere, som har brug for kandidatens specialviden, men nok så mange vil gå efter den demonstrerede evne til at kunne engagere sig fagligt bredt (omstillingsparathed) og se på det nørdede element som en demonstration af evne til kvalificeret fordybelse.

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem? Jeg afsluttede min kandidatuddannelse i 2007. På det tidspunkt var jeg klar over, at jeg gerne ville arbejde med kulturhistorisk formidling og allerhelst på et museum. Det var svært på den måde, at jeg i løbet af min studietid ikke havde afgjort den karrierevej, hvorfor jeg ikke havde nogen relevant museumserfaring, da jeg så stod klar som nyuddannet historiker. Det var nogle rigtig ærgerlige første måneder at gå uden arbejde! Jeg valgte så at starte i en virksomhedspraktik på Kvindemuseet i Aarhus efterfulgt af en løntilskudsstilling ved Roskilde Museum. Det var to rigtig gode og brugbare forløb og jeg havde klart en fornemmelse af, at de arbejdsformer og det stof jeg havde været igennem på historieuddannelsen kom mig til gavn. Det var rigtig fedt at erfare, at mine boglige “erfaringer” let kunne omsættes til praksis igennem f.eks. registrering, udstillingsarbejde og anden formidling. Henover julen 2007 opdagede jeg et stillingsopslag til en stilling som museumsleder på et kulturhistorisk museum i Maniitsoq, Grønland. Jeg søgte stillingen og fik den – blandt andet fordi mit speciale omhandlede historieskrivning om Grønland.

Demonstrer at der er plads til mere end historie i livet. Der er ingen arbejdspladser, som ikke kommer til at undergå store uforudsigelige omvæltninger i form og indhold, så evne og parathed til at løse opgaver indenfor udvikling, ledelse, projektstyring og kommunikation vil blive værdsat. Det er de færreste specialiseringer, som holder til mødet med erhvervsvirkeligheden ret længe. Heldigvis, for der er så meget andet, som giver mening efter endt studie. Held og lykke med jeres kvalificerede arbejdsliv.

Sommer- og kandidatfest 2013 Studienævnet har nu fastsat datoen for næste års sommer- & kandidatfest. Datoen bliver fredag den 7. juni 2013 - så reserver allerede nu datoen og fortæl videre til andre kandidater fra historieuddannelsen, Aalborg Universitet. Programmet vil blive udsendt senere

Efter tre år i Grønland vendte jeg i 2011 tilbage til Danmark igen, fordi jeg gerne ville tæt på

familie og venner igen. Det betød,at jeg i en periode igen måtte tage et job i løntilskud, heldigvis i en rigtig spændende og udfordrende stilling ved et af Danmarks største arkiver, Frederiksberg Stadsarkiv. Sideløbende hermed fik jeg sendt ansøgning af sted til et samfinansieret ph.d. stipendiat opslået ved Syddansk Universitet i samarbejde med Give Egnens Museum. Jeg startede som stipendiat i september 2012 og glæder mig nu over at være i en stilling, hvor jeg videreuddanner mig, snuser til universitetet som arbejdsplads og samtidig bevarer forbindelsen til museumsarbejde.

jektarbejdet, der virkelig giver bonus i mit arbejdsliv. Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din faglige viden om det emne du specialiserede dig i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks. at overblik over et større materiale, formidle mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.? Mens jeg stadig var igang med kandidatuddannelsen tror jeg ikke, at jeg regnede med, at mit arbejde med Grønland som emne ville blive direkte relevant for mig efter endt uddannelse. Men det har virkelig vist sig at være meget brugbart! Der er ingen tvivl om, at kombinationen af detailviden om et bestemt område (i mit tilfælde Grønland) og så det metodiske og teoretiske fundament jeg gennem uddannelsen har fået, har vist sig at være en ideel kombination. Jeg har ligeledes haft en klar følelse af, at projektarbejdsformen har været en stor fordel at have erfaring med. De erfaringer har jeg virkelig kunne trække på i løsningen af helt almindelig arbejdsopgaver.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Undervejs på mit studium var jeg meget bevidst om rådene om, at et relevant studiejob var en fordel, men det var svært for mig at vurdere, hvad der var relevant for mig, når jeg endnu ikke havde afgjort, hvilken retning jeg skulle gå erhvervsmæssigt. Det havde helt sikkert været en fordel med et studiejob på et museum eller lignende, men jeg klarede mig jo også uden et “relevant” studiejob. Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

Føler du i dit daglige virke at du er 'langt' fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede 'typiske' historikerstillinger eller er synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs?

Jeg var ikke i praktik. Jeg var på udlandsophold og tilknyttet Oslo Universitet.

Mit nuværende job må jo nok siges at være i fin forlængelse af uddannelsen som historiker.

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende? Jeg var rigtig glad for mit udlandsophold, men tror det ville have været endnu mere givtigt, hvis jeg havde fået arrangeret et praktikophold ved et museum. Muligheden for praktik vil jeg opfordre til, at man overvejer, hvis det er en mulighed. Dels vil det for en kommende arbejdsgiver virke interessant, at du allerede har haft hands on, dels kan du bruge det som afkla-

Jeg synes faktisk, at det der har hjulpet mig har været, at jeg har været aktiv i mange forskellige sammenhænge. Studieliv, studiejob, udvalgsarbejde,frivilligt arbejde, foreningsliv, sport osv. er alt sammen kilde til, at man bliver et alsidigt menneske og dermed også en alsidig medarbejder. Synes det er den alsidighed samt det slid jeg har puttet i processerne omkring pro-

ring i forhold til, hvilken retning du vil gå (eller ikke gå).

thing to do, after all everyone else is doing it and they have been doing it for as long as they can remember. I recall that as a student I tended to view my studies, exams etc. as obstacles to overcome. But after having worked, I started to take more pleasure in learning for learning’s sake. Once I started to view learning as an end in itself then I became a far better student. I came to see grades, passing and failing exams etc. as feedback instead of points.

Kenan Van die Mierop Ph.D. stipendiat på Gent Universiteit, Belgien

How did you imagine your professional life while at university and was the PhD path your main focus? When I was an undergraduate doing a PhD seemed like a terrible idea. I had imagined working in politics but not necessarily as a politician. Like most people who study history, I have always had strong political opinions. I thought that turning to politics would be a way of doing something "practical." Later on I changed my mind about what the best way for me to have a "practical" impact on the political issues I care about would be.

Did you take part in any internships or paid student jobs while studying and if so what did you learn from them? Yes, I worked during the summers and for one year in-between the final year of my bachelor studies and before my masters. I found that working put into perspective why I was interested in studying history. I didn't enjoy the feeling of getting up and going to do work that I didn't really mean anything to me beyond the paycheck. I began to reflect more seriously on what I wanted to do as a job and what I liked doing and found important in life in general. These are difficult issues that everyone wrestles with when they graduate. There is no escaping it, either you deal with it now or when you are fifty. Since you are going to be working every day for the rest of your life, it is a good idea to try to figure out what type of work you enjoy. If you know what you want to do and why then you have a better chance of achieving it. I came back to studying after having confronted these questions and I found that I was far more motivated to do well.

How did you mange as an American to do a PhD in Belgium? It was easier for me than it would have been for other Americans because my father is Belgian though he lives in the US. I still had to learn Dutch and pass a language test to get into the university to do a master’s degree in the first place. The hardest thing is to get used to the different academic system and deal with the day to day problems of living in a different country. For example, it took me ages to figure out my tax form here in Belgium and getting insurance for the car I wanted to buy was a nightmare when you are coming from abroad. But Belgium is a fantastic place to be all things considered.

Because most students at university level have been students their whole life, I think it is sometimes difficult for them to realize why exactly they are studying. It may seem like its just the 20

How did the focus in your research come about?

Maibritt Slott Kristiansen

I had to write a very focused proposal in order to get funding for the PhD. I always knew, however, that my focus would change. One and half years into my PhD my focus has changed quite a bit. I am actually still finding my focus right now.

cand.mag & Online Communications Manager v. Migatronic

What skills should one focus on developing, especially if thinking from your current position or the road there? If you want to do a PhD you must learn to enjoy reading and accept the pain involved in writing. Also in general you need a lot of self-discipline and self-motivation. If you are doing a PhD you don't have a boss who gets on your back all the time. But the fact that you are your own boss can actually prove to be more stressful if you don't manage your time well.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet gjorde du dig igennem studietiden? Da jeg startede på historiestudiet og faktisk under hele min studietid var jeg ganske sikker på at jeg ikke ville eller ønskede at få et arbejde i de traditionelle beskæftigelsesområder, som historikere typisk har og søger. Det var ikke fordi interessen for at bruge mit fag ikke var der. Mine mål for beskæftigelse drejede sig meget mere om formidling og kommunikation. Jeg var på et tidligt tidspunkt klar over at man sagtens kan bruge den viden man får i de tekniske redskabsfag, som en slags værkstøjskasse, til at arbejde med markedsføring og kommunikation i det private.

Do you have any general advice on how to prepare better for a professional working life after finishing at university? If you are studying history you should ask yourself what kind of career you have in mind. If you are not interested in being an academic or teaching history then you should probably study something else instead. Remember that history degrees do not open doors to a wide array of jobs. History graduates usually need to study something else as well in order to get a job outside education (law, journalism, economics etc.). Also remember that pursuing an academic career is very difficult; it’s highly competitive and there is little job security. Furthermore you won't be very well paid. The work itself is the reward. So ask yourself whether you are just interested in history or if you want to dedicate your life to studying it. If you are only interested in history just get a library card and read history books in your free time.

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik under studiet og hvad har det siden betydet for dig mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)? Det var bestemt ikke almindeligt at komme udenfor universitet under min studietid med praktikophold eller i forbindelse med specialet. Der var ingen krav om praktik. Nogle få studerende knyttede sig dog til arkiver eller museumsverden. Derfor var networking og relevante joberfaringer ganske minimale. Det er en af de ting ved studiet, som jeg er mest glad for har forandret sig og mine opfordringer går naturligvis på at tænke out-of-the-box når det gælder praktik og studiejobs og nytænke de mange kvaliteter, som en historiestuderende har at tilbyde det private er21

hvervsliv i både store som mellemstore virksomheder. For mit eget vedkommende var mit studierelevante job mit arbejde på institutbiblioteket på Engelsk på au. Der brugte jeg mine erfaringer til at vejlede mine medstuderende i informationssøgning. Igen var det redskabsfagene der kom mig til gavn. Vurdering, evnen til at overskue og navigere i store informationsmængder, prioritering og kildekritik.

og tiltag kan bruges hos os - hvordan de evt. kan tilpasses. Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din uddannelse eller evt. måske rettere de forestillede ’typiske’ historikerstillinger eller synes dette at være en naturlig forlængelse af studiet eller tidligere jobs? De fleste vil nok mene at min jobbeskrivelse ligger langt fra historikerens. Jeg bruger dagligt min værktøjskasse så mit svar er nej.

Har du noget råd til hvorledes man på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Hvilke kompetencer bør man være særligt opmærksomme på at udvikle, gerne set fra din nuværende stilling eller ift. vejen dertil?

Se muligheder, hvor man traditionelt ikke kan se sig selv som cand.mag. i historie i forhold til studiejob. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtig opbygning af et netværk er. Der er ingen tvivl om, at man nok skal få brug for den viden, man har tilegnet sig under studiet. Jeg vil til enhver tid mene at en historiker på mange områder er bedre rustet til mange markedsføringsopgaver eller kommunikations-opgaver netop fordi man kan processe store mængder information - gøre sin viden og formidling konkret og samtidig sætte det i kontekst.

Evnen til at formidle og ikke mindst evnen til at formidle til forskellige modtagergrupper ud fra deres individuelle behov.

Kære studerende! Var du mon klar over, at Historiestudiet har sin helt egen side på Facebook? Nej vel. Studienævnet har i dag besluttet, at det skal være slut. Siden henvender sig nemlig til alle historiestuderende fra 2.-10. semester på Aalborg Universitet og enhver der måtte have interesse for studiet, men indtil videre er vi kun 24 medlemmer. Derfor: Grib fluks jeres smartphones og bærbare og klik jer vej til http://www.facebook.com/groups/91013959707/?ref =ts&fref=ts og bed om at blive medlem af gruppen. Så skal jeg til gengæld love at stå i den anden ende og tage imod jer, og byde velkommen, én efter én. Fremover vil Historiestudiet – både undervisere og fagudvalget – bruge siden langt mere aktivt til at reklamere for nyheder, arrangementer og meget andet godt. Og selv må I også meget gerne poste, hvad I har på hjerte

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling eller det fokus du har derigennem? Netværk og erfaring med markedsføring. Jeg var så heldig at få mine 2 første jobs via mit netværk. Mit nuværende job søgte jeg og der er ingen tvivl om at mit netværk var med til at understøtte mig som den rette kandidat. Det gælder både det faglige netværk og det private. Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for dig?

– ordet er frit! Vi ses i cyberspace.

Mine faglige netværk er stedet, hvor nye ideer tager form. Vi udveksler ideer til nye tiltag, sparer med hinanden og udveksler de gode som dårlige erfaringer. Jeg sidder altid og vurderer om ideer

På vegne af studienævnet, med venlig hilsen Poul Duedahl

dende – altså også tænke praktik, studiejob – og frivilligt arbejde for dens sags skyld – alt sammen for at få indblik i faktiske problemstillinger og dermed blive bedre forberedt til arbejdslivet.

Jens Topholm Arkivar på Aalborg Stadsarkiv siden 1985 og Stadsarkivar samme sted siden 2008

Hvilke kompetencer bør man både under og efter studietiden være særligt opmærksomme på at udvikle set fra positionen som arbejdsgiver? Det er de generelle kompetencer, viden om teori/praksis relationer, evne til at sætte sig ind i nyt stof og hele tiden stille spørgsmål ved formål/konsekvenser og fastholde perspektivering.

Hvad kigger du efter som arbejdsgiver efter, når folk søger ansættelse hos dig på arkivet?

Har du andre tips, overvejelser eller opfordringer til nuværende historiestuderende?

Kvalifikationer - dvs. uddannelse og praktisk erfaring. Der er forskellige funktioner i tilknytning til arkiverne og dermed også forskellig vægtning, men det er de to grundlæggende elementer – og så er der det tredje. Det er vigtigt, at man perspektiverer og begrunder, hvorfor man lige netop søger den stilling eller skal løse den opgave.

Gå efter det, du interesserer dig for. Det er det bedste udgangspunkt og den sikreste drivkraft. Du kan bruges til meget mere, end du aner.

Dit Stadsarkiv har brug for dig!

Hvad siger din spådomskugle om de kvalifikationer arkiverne, i Danmark som i udlandet og det offentlige som det private, vil komme til at efterspørge på sigt?

Af Bente Jensen, arkivar på Aalborg Stadsarkiv Alle historiestuderende på AAU har tilbragt et antal kursusgange på Aalborg Stadsarkiv i deres femte semester i forbindelse med modulet: Dokumenthåndtering, som i den seneste studieordning er omdøbt til Arkivkundskab. Her er I blevet præsenteret for arkiv som ressource i historieforskningen.

Den siger klart digitale informationer, der skal kunne findes her og nu – og på sigt. Det kræver fokus på opgaven og viden om strukturer, konsistens, kontekst og internationale standarder. Det koster tid at lede forgæves efter informationer, der kunne findes langt hurtigere og bedre, hvis der var tænkt over praksis og strukturer. Det er potentialet og de centrale kompetencer, der er brug for i det offentlige og private.

Her er 4 gode grunde til at vende tilbage til Aalborg Stadsarkiv:

Har du noget råd til hvorledes man under studiet på det generelle plan kan forberede sig bedre på arbejdslivet efter studiet?

Fordi du kan deltage i en samtale om byudvikling og aktuelle begivenheder, der tager udgangspunkt i historien lige omkring dig, og være med til at se/påvirke, hvordan den bruges i nutiden til at præge

Tage kontakt derude i det offentlige og private, hvor de ting foregår, som man synes er spæn-

fremtiden! Du kan også være med til at præge indsamlingen af privat materiale og arkivets formidling af historien. Du behøver blot at tage smartphonen/Ipad’en frem og følge Stadsarkivet på diverse sociale medier (se links nedenfor). Og du er mere end velkommen til at komme forslag til, hvad arkivet skal tage op. Fordi der i HistorieAalborg (et samarbejde mellem museum, arkiv og bibliotek) regi foregår en stor programvirksomhed (foredrag, workshops, kurser), som har relation til historie og slægtsforskning (mikrohistorie), som man kan blive klogere af. Langt de fleste arrangementer er gratis. Se forårets program her på: www.aalborgbibliotekerne.dk/historieaal borg-165.aspx?showIpaper=52. Hvis du har forslag til arrangementer, hører vi gerne fra dig. Fordi det efter aftale er muligt at bruge Stadsarkivets læsesal, HistorieAalborg, som studieplads. Der er WIFI, ro og fred, skøn beliggenhed i midtbyen og mulighed for at få faglig sparring til mange typer af projekter. Fordi der i Stadsarkivets og Det Danske Udvandrerarkivs (i samme hus) samlinger ligger et stort materiale i form af dokumenter, fotografier og film, som kan være grundlag for et projekt på historiestudiet, der tager udgangspunkt i lokalt og regionalt materiale. Men det ved du jo fra arkivkundskabs-modulet på Historiestudiet. Nyt er, at du kan søge i samlingen på www.aalborgstadsarkiv.dk – Stadsarkivets ny hjemmeside, i det digitale Udvandrerarkiv på www.detdanskeudvandrerarkiv.dk

Facebook: www.facebook.com/#!/pages/AalborgStadsarkiv/74025152089 Twitter: aalb_stadsarkiv Instagram: aalborg_stadsarkiv Flickr: Aalborg Stadsarkiv www.flickr.com/photos/32217266@N05/ Aalborg Stadsarkiv /HistorieAalborg (læsesalen), Arkivstræde 1, (lige bag Vor Frue Kirke) , Aalborg, 99 31 4220 stadsarkiv@aalborg.dk

Studierelevant arbejde af Mette Sjørup, stud.hist. Ved slutningen af 4. semester begyndte jeg at se mig omkring efter et studierelevant arbejde. Dette gjorde jeg særligt i håbet om, at det vil øge mine jobmuligheder når studiet er fuldført. I min søgning blev jeg opmærksom på, at det tidligere Aalborg Søfarts- og marinemuseum stod overfor et image skift. Marinemuseet skulle, i forbindelse med en brand, genåbne som Springeren maritimt oplevelsescenter. Det ”nye” museum havde i den sammenhæng bl.a. et mål om at formidle både lokal, regional og national søfartshistorie på en måde, som i højere grad kunne inddrage de besøgende, herunder særligt de helt unge gæster. Denne nye profil syntes jeg lød spændende, og jeg valgt derfor at sende en uopfordret ansøgning, hvori jeg bl.a. udtrykte min interesse for at være en del af denne udvikling. Jeg fik hurtigt et positivt svar fra museet, der ikke i forvejen havde nogle studerende ansat. I øjeblikket består mit arbejde på museet i at få en udstilling på benene omhandlende pirater og kapere i danmarkshistorien. I dette arbejde lærer jeg f.eks. hvilke overvejelser man skal gøre sig når

De lovede links:

man arbejder med billeder, herunder copyright og ophavsret. Tro mod museets nye image arbejder jeg ligeledes med, hvordan dette historiske emne, i sin formidling, kan gøres børnevenligt.

Fra studerende ”on demand” til kandidat ”in demand” af Steffan Ohrt, Samfundsfags- og historiestuderende på Aalborg Universitet

I mit arbejde på Springeren maritimt oplevelsescenter har jeg hovedsagligt fået forbedret min evne til at formidle historien. Igennem projektskrivning på historiestudiet lærer man, groft sagt, at formidle historien til andre historikere. På museet skal historien nu formidles til befolkningen på et langt mindre detaljeret niveau, men stadig med respekt for historiens kompleksitet. I forarbejdet til at formidle historien til museets brugere, er de historiske metodiske redskaber, som man lærer på historiestudiet, meget anvendelige og den tillærte kildekritiske tilgang til alt materiale, bruger jeg i høj grad. Det der har været den største udfordring, men også den bedste øvelse, er at formidle historien på en ”brugervenlig” måde, der stadig respekterer nuancerne i historiske begivenheder. På længere sigt håber jeg ligeledes at kunne få muligheden for at øve min evne til at formidle historien mundtligt.

”Hvorfor slår man et helt folk ihjel?” Det spørgsmål har jeg efterhånden stillet til et par hundrede elever rundt omkring på de nordjyske ungdomsuddannelser i min funktion som studenterunderviser i Aalborg Universitets undervisningskorps AAU on Demand. Brugbar erfaring til CV’et og muligheden for at skabe netværk kombineret med glæden ved den faglige formidling udgør tilsammen den perfekte studiejobs-cocktail. At stå op kl. 05.45 en augustmorgen, i den for os universitetsstuderende så privilegerede forlængede sommerferie, kan på nogle virke som en halsløs gerning. Ikke desto mindre var det, hvad jeg – og en lang række af mine medstuderede fordelt på alle universitetets forskellige fakulteter – gjorde denne sommer. Vi er alle en del af Aalborg Universitets undervisningskorps AAU on Demand, der tager rundt på de forskellige ungdomsuddannelser i Nordjylland og overtager undervisningen, når gymnasielærerne er fraværende pga. pædagogisk dag, ekskursion og lignende. Denne morgen skulle vi til Viborg Katedralskole for over to dage at hjælpe gymnasieeleverne med at lave mini-projekter ud fra Aalborg Universitets karakteristiske PBL-model, mens vi andre gange på mere traditionel vis med udgangspunkt i vores individuelle oplæg introducerer eleverne for det, vi hver især arbejder med på universitetet. At være en del af AAU on Demand har for mig to væsentlige perspektiver: At få erfaring, udvikle kompetencer og skabe tilknytning til fremtidens arbejdsmarked og samtidig at få muligheden for at formidle min faglige indsigt fra universitetet.

Jeg kan kun opfordre andre studerende til at søge et studierelevant arbejde, både som frivillig eller som lønnet medarbejder. De udfordringer man får og de erfaringer man gør sig i et studierelevant arbejde, bidrager til, at man føler sig bedre rustet til at springe ud på arbejdsmarkedet, og fungerer samtidigt som et godt supplement til det man lærer på studiet. Pergamentet er kommet på World Wide Web! Find os på Facebook og del din kærlighed til faget med andre eller kom med din mening om bladet. Vel mødt! www.facebook.com/Pergamentet

Konfrontationen med virkeligheden uden for campus

Som studerende bliver vi jævnligt mindet om, at erfaring og netværk er to vigtige parametre på fremtidens arbejdsmarked. Fremtidige arbejdsgivere synes i stadig større omfang at vægte, at man har konfronteret en relevant virkelighed uden for campus, hvilket stiller krav til ens studiejob. For studerende, der som jeg selv, læser på gymnasielærerordningen kan dette krav ses som ekstra presserende, fordi vi til trods for en ret målrettet uddannelse ikke har et praktikforløb indlagt i vores uddannelse. Samtidig kan kravet ses som ekstra udfordrende for studerende, der læser ”ren historie”, fordi det måske kan være vanskeligt at finde et relevant studiejob. I begge tilfælde kan studiejobbet som studenterunderviser i AAU on Demand siges at være en god løsning. For studerende på gymnasielærerordningen udgør jobbet således en direkte erfaring med den virkelighed, der møder én efter studiet. Spørgsmålet om, hvordan man som underviser holder ro i klassen, eller hvordan man får alle elever engageret i undervisningen, er bare nogle af de udfordringer, der møder og modner én, når man står på den anden side af katederet. Dertil kommer, at jobbet som studenterunderviser også giver én muligheden for at skabe netværk ikke mindst til de øvrige studerende i AAU on Demand, som også ønsker at blive gymnasielærere, men også mere direkte til uddannelsesinstitutionerne, i det omfang, der er undervisere og ledere til stede, når vi er ude med korpset. Studiejobbet som studenterunderviser er imidlertid også relevant for studerende, der læser ”ren historie”. For selvom man ikke ønsker at undervise i fremtiden, så er kompetencerne fra undervisningssituationen nogle, der også efterspørges i mange af de jobs, som historikere søger. Det drejer sig bl.a. om evnen til på en inspirerende og systematisk måde at kunne formidle et fagligt stof og evnen til at kunne tale for større forsamlinger.

Glæden ved den faglige formidling Foruden erfaring, kompetencer og netværk med henblik på ens fremtidige beskæftigelse er studiejobbet i AAU on Demand også attraktivt nu-ogher, fordi det giver muligheden for at anvende ens faglige viden fra hverdagen på universitetet. Som universitetsstuderende opnår vi en stor faglig indsigt, men ofte er det kun over for eksaminator og censor, man får mulighed for at formidle denne viden. I AAU on Demand får man muligheden for at anvende og videreformidle ens viden til en langt større gruppe, og man får endda muligheden for at præsentere eleverne for det, som man selv synes, er det vigtigste og mest interessante i ens undervisning fra universitetet. Glæden ved denne faglige formidling kan være en gevinst i sig selv, som når en elev i en tilbagemelding giver udtryk for, at vedkommende ”Gik til frikvarter med en Wauw-oplevelse og en masse ny viden”, eller når eleverne efterfølgende efterspørger mere materiale, fordi de gerne vil skrive om emnet i forbindelse med en opgave i gymnasiet. Samtidig er der også en brugbar sideeffekt ved denne faglige formidling, fordi man gennem den refleksion og forberedelse, det kræver at lære et fagligt stof fra sig, faktisk også selv opnår større faglig indsigt. What’s in it for me? Mens et studiejob, der kan gavne mulighederne på fremtidens arbejdsmarked og tilmed kan forbedre ens faglige kompetencer nu-og-her, er attraktivt, betyder det også meget for én som studerende, at man får noget konkret ud af ens studiejob. Også på dette punkt har studiejobbet som studenterunderviser i AAU on Demand noget at byde på. For det første skal man i forbindelse med undervisningskorpset gennemføre en indledende workshop, der giver 2 ECTS point ekstra på ens eksamensbevis. Workshoppen består dels af undervisning i pædagogik og didaktik og dels af hjælp til udviklingen af ens undervisningsoplæg.

Undervisningen på denne workshop ledes af undervisere fra Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Foruden disse ekstra point på eksamensbeviset, så får man efter gennemførelsen af workshoppen løn for de gange, hvor man er ude at undervise. Alt i alt kan man således sige, at studiejobbet som studenterunderviser i AAU on Demand giver dig nogle kompetencer og erfaringer, der efterfølgende gør dig attraktiv på arbejdsmarkedet. Sagt på en anden måde, så giver studiejobbet dig muligheden for at bevæge dig fra at være studerende ”on demand” til at blive kandidat ”in demand” – og så får du endda løn for det!

Jeg vidste, at det ikke ville blive noget problem at få merit for tyskdelen af min uddannelse; det var der andre, der havde gjort før mig. Hvad de ville sige til min ide om studieophold i Bern på historiestudiet, var jeg lidt mere i tvivl om. Men al min bekymring blev gjort helt til skamme: Studienævnsformanden syntes det var en glimrende ide, og jeg gik i gang med diverse ansøgninger: Til Bern Universitet, forhåndsmeritansøgniner, legater, SU. Alt efter hvornår og hvor man vælger at tage på studieophold, skal man være forberedt på (nogle gange en del) papirarbejde. Man kan selvfølgelig vælge at tage til et samarbejdsuniversitet (dvs. et universitet, der har en udvekslingsaftale med Aalborg Universitet). Det gør papirarbejdet en del lettere. Næste skridt var at få lavet en forhåndsmeritansøgning. Det er her, man lærer sin studieordning udenad. Jeg skulle finde kurser på Bern Universitet, der indholdsmæssigt ville svare til de moduler, jeg skulle have haft på henholdsvis 7. og 8. semester på Aalborg Universitet. I studieordningen står de forskellige kurser beskrevet, og ud fra disse beskrivelser fandt jeg kurser på Bern Universitet, der svarede til modulerne i Aalborg (f.eks. kulturmøder). Med forhåndsmeritten i hus, var jeg klar til at starte på Bern Universitetet i efteråret 2011.

Adeu Dänemark, grüezi Schweiz Af Linda Haastrup, 9. semester, historie tilvalg Der er mange gode grunde til at tage på udenlandsophold, også når man læser historie: Man får en helt anden oplevelse af det at studere. Man møder en masse mennesker fra hele verden. Man bliver udfordret på en ny måde, både fagligt og socialt. Man får mulighed for at opleve en anden kultur (både på godt og ondt). Da jeg blev færdig med min bachelor i 2011, overvejede jeg, om jeg eventuelt skulle holde en studiepause, inden jeg gik i gang med kandidaten. Som mange andre var jeg ved at være temmelig studietræt efter tre intensive år på universitetet. Men samtidig ville jeg egentlig også gerne fortsætte min uddannelse, så jeg kunne blive færdig med den. Jeg begyndte derfor at undersøge, hvilke muligheder jeg havde for at tage på udenlandsophold på 7. og 8. semester på Bern Universitet i Schweiz.

Hvordan er det så at læse på et udenlandsk universitet i forhold til Aalborg Universitet? For mig at se var der især tre ting, der skilte sig ud. For det første muligheden for at vælge og vrage mellem et utal af kurser, seminarer og forelæsninger. For det andet størrelsen på Universitetet og især historiestudiet. Jeg havde aldrig før prøvet at sidde i et auditorium med flere studerende end siddepladser. For det tredje skemalægningen. Nogle dage havde jeg forelæsning til kl. 18, hvilket jeg aldrig har oplevet på Aalborg Universitet. Nu er der måske mange, der tænker: Det lyder godt nok træls med forelæsninger til kl. 18. Ærlig talt nej. Vi har alle sammen prøvet at være på

Hvorfor lige Schweiz? Med hovedfag i tysk ville jeg til et tysktalende land. I Schweiz er der bjerge at vandre i og om vinteren stå på ski i. Så var beslutningen taget.

Aalborg Universitet efter kl. 15 – der er dødt. Det var der ikke i Bern, tværtimod. Overalt på universitetet summede det af liv, og det i sig selv virkede motiverende.

Franke min ven... Du skulder’ mig penge! Af Jimmy Munk Larsen, stud. hist. 7. sem.

Et udenlandsophold er meget mere end bare at studere på et udenlandsk universitet. Langt de fleste universiteter har rigtig gode organisationer for udenlandske studerende. Der bliver arrangeret ture, så man får mulighed for at opleve landet og kulturen, uden at man behøver gøre ret meget andet end at møde op. Det er oftest studerende fra selve landet, der er aktive i disse organisationer, så man får altså også mulighed for at lære ”de lokale” at kende. Nogle vil måske synes, at det kan virke skræmmende og overvældende at skulle ”leve på engelsk” (eller i mit tilfælde tysk). Det er det også de første par uger, og så har man glemt alt om det. Man behøver ikke at være sproggeni for at tage på udenlandsophold. Der er så til gengæld garanti for, at man er det, når man kommer hjem igen.

Som rationelle og moderne mennesker er vi tilbøjelige til at tro, at vi ikke kan forblindes af fjendebilledets magt – sådan som f.eks. tyskerne blev det i 1930’erne. Dette er ikke tilfældet. Medierne har en kolossal magt, og kan med ganske få virkemidler påvirke hele nationers holdninger til bestemte etniske eller religiøse grupper. Denne artikel viser, hvordan danske medier og populærkultur i 1990’erne opbyggede et serbisk fjendebillede, som endnu ikke – i 2012 – er blevet aflivet. Jugoslavien bryder sammen Under Den Kolde Krig tilhørte Jugoslavien hverken NATO eller Warszawapagten. Jugoslaverne frygtede derfor en sovjetisk intervention, som i Ungarn og Prag i henholdsvis 1956 og 1968, og havde på den måde en ydre fjende der var med til at holde sammen på de forskellige etniske og religiøse grupper i den jugoslaviske føderation. I takt med nedrustningen på Den Kolde Krig, gled det sovjetiske fjendebillede i baggrunden, og da landsfaderen Josip Broz Tito døde i 1980 opstod et magttomrum der ikke lod sig udfylde. 1980’ernes jugoslaviske politikere begyndte at appellere til den nationalisme, som Tito med hård hånd havde holdt nede, uanset om den var kroatisk eller serbisk eller noget tredje.

Nu er jeg tilbage i Aalborg og ca. 6 måneder fra at kunne kalde mig cand.mag. i tysk og historie. Der er ingen tvivl om, at mit studieophold i Bern har givet mig faglige og sociale kompetencer, som jeg ikke kunne have fået på Aalborg Universitet – omend det også er et godt universitet.

Modsætningerne mellem katolske slovenere og kroater og ortodokse serbere var også økonomisk betingede. De nordlige områder var langt mere velstående end særligt Kosovo, Makedonien og det sydlige Serbien. I Slovenien var den nationale indtægt syv gange højere end i Kosovo.

Læs mere om jobbet på On Demand’s hjemmeside: http://www.ondemand.aau.dk/Om+AAU+on+Demand/

grupper i Danmark. Der var i forvejen et betragteligt antal jugoslaver og efterkommere af jugoslaver i Danmark pga. det store antal gæstearbejdere der kom i 1960’erne og 1970’erne. Krigen var på alle måder kommet tæt på danskerne, og fyldte meget i de danske medier. Mediekrigen Borgerkrigen i Jugoslavien blev dækket massivt i både danske og vestlige medier, og denne dækning blev afgørende for fordelingen af helte- og skurkeroller. Anders Bjørn pointerede i 2010, at en amerikanisering af TV-mediet i 1990’erne svækkede informationsniveauet og skabte behovet for korte nyhedsindslag i hurtigt tempo uden dybde. Fra 1988 fik Danmark TV 2, hvilket skabte konkurrence om nyhedsudsendelserne. Denne konkurrence gjorde det nødvendigt for fjernsynsmedierne at bruge de korte forsimplede nyhedsindslag – seerne skulle jo nødigt kede sig og zappe væk! Anders Bjørn nævner også, at der i medierne var en ”Western-stil” hvor man yndede at gøre alt til en kamp mellem de gode og de onde. Her må det nævnes, at kommunismens sammenbrud i Østeuropa skabte et tomrum, som efterlod Vesten uden en oplagt fjende. Yderligere nævner Bjørn, at der var en tendens til at personificere de stridende parter og sammenligne dem med store skurke i verdenshistorien som Hitler og Stalin. Disse tendenser havde en afsmittende tendens på de skriftlige medier – også i Danmark. Således blev serberne allerede i 1992 i de populære Carlsen-årbøger kaldt for ”et fanatisk herrefolk” - en klar reference til Hitler og 2. Verdenskrig.

De otte delrepublikker i det tidligere Jugoslavien.

I 1991 var de politiske og økonomiske modsætningerne mellem især slovenerne og kroaterne på den ene side og serberne på den anden side blevet så store, at Slovenien og Kroatien løsrev sig. Således udbrød der regulær krig i Europa på et tidspunkt hvor optimismen ellers blomstrede pga. afslutningen på Den Kolde Krig og Tysklands genforening. Forudsætningerne for et dansk fjendebillede af serberne Krigen i Slovenien sluttede efter blot ti dage, imens situationen var en helt anden i Kroatien, da der hér var store serbisk-beboede områder, som den serbisk-dominerede føderale hær blev sat ind for at forsvare. Samtidig begyndte serbiske og kroatiske militser at begå krigsforbrydelser mod civile i Kroatien. FN greb ind, og i marts 1992 vedtog Folketinget at sende danske soldater til Kroatien. I april 1992 begyndte borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina, og samtidig med at bl.a. danske soldater ankom til Bosnien-Hercegovina rejste en flygtningestrøm den modsatte vej. Cirka 20.000 bosniske krigsflygtninge kom til Danmark. På den måde blev borgerkrigen i Jugoslavien i allerhøjeste grad nærværende i Danmark, da danske soldater blev en del af krigen på Balkan, imens jugoslaverne blev en af de største befolknings-

Det er vigtigt at fastslå, at serberne også selv havde en stor del af skylden for, at de fik skurkerollen. I 1991 begik man et tåbeligt artilleriangreb på den kroatiske turistby Dubrovnik ved Adriaterhavet, som var optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Mange serbiske repræsentanter havde desuden en arrogant og brovtende optræden 29

overfor de vestlige journalister. Medierne sukkede efter en skurk i borgerkrigen og serbernes dårlige håndtering af den internationale presse gjorde det let for denne at placere skurkerollen hos serberne. Om dette skriver Anders Bjørn, at ”Mange reportager fra krigszonerne blev derfor mere eller mindre bevidst præget af en anti-serbisk tendens med en nedtoning eller ligefrem en fortielse af, at også mange civile serbere blev uskyldige ofre for konflikterne i det tidligere Jugoslavien. F.eks. kom det som en stor overraskelse for mange efter krigs-afslutningen i 1995, at over en halv million serbere fra Kroatien og Bosnien nu levede et usselt liv i flygtningelejre i Serbien og Montenegro”.

Pusher skildrer et voldeligt narkomiljø på Vesterbro. På filmens cover ses dansk-serbiske Slavko Labović og dansk-kroatiske Zlatko Burić til venstre, som spiller de serbiske narkogangstere i filmen.

Under krigen havde der ligeledes været et stort mediefokus på koncentrationslejre drevet af serbere, men først efter krigsafslutningen kom det i medierne, at der også havde været koncentrationslejre, hvor civile serbere var interneret. Her skal det understreges, at de fleste koncentrationslejre var oprettet og drevet af serbere, men ligeledes må det understreges, at fraværet af fokus på civile serberes lidelser under borgerkrigen i de vestlige medier var en del af den forsimplede journalistiske vinkel. Krigsgale kroater og muslimer og nødlidende serbere ville ganske enkelt ødelægge det let-fordøjelige billede man havde opbygget. Krigsforbrydelser begået af den bosnisk-serbiske hær og serbiske militser gjorde det mere end svært for serberne at slippe ud af skurkerollen, selv om kroater og bosniske muslimer også begik krigsforbrydelser. Desuden havde serbiske massakrer, som Srebrenica og Prijedor et langt større omfang end kroatiske og muslimske krigsforbrydelser.

Afsmitningen på populærkulturen Mediernes billede af borgerkrigen i Jugoslavien smittede af på populærkulturen. Således må man overveje, hvorfor det i filmen Pusher fra 1996 netop blev serbere, som skulle agere hårdkogte narkogangstere på Vesterbro. I 1996 havde det været langt mere relevant, hvis narkobagmændene havde været etnisk danske rockere. Med oprettelsen af Dansk Folkeparti i 1995 falder filmen også ind i en periode, hvor der fra flere sider kom et negativt syn på indvandrere i det offentlige rum i Danmark. Igennem filmen bliver man hele tiden mindet om, at der er tale om netop serbiske gangstere. Jugoslaviske og serbiske flag, Røde Stjerne Beograd-logoer og billeder af den serbiske krigsforbryder Željko Ražnatović pryder kulissen i den restaurant hvor Milo og Radovan holder til. Der bliver på den måde lavet et direkte link mellem krigen på Balkan og de serbiske narkogangstere i filmen. Pusher blev et stort biografhit og Zlatko Burić’ karakter Milo blev kult – pga. karakterens dårlige udtale på dansk, særligt sætninger, som ”Franke min ven” og ”Du skulder mig penge”. I 2012 blev filmen genindspillet i Storbri-

tannien – ligeledes med Zlatko Burić i rollen som Milo. På den måde bistod medierne og populærkulturen hinanden i fjendebilledet af serberne. Fjendebilledet blev taget op igen, da NATO greb ind i Kosovokrigen i 1999 og bombede Eksjugoslavien. Serbernes funktion som kriminelle skurke i dansk film fortsatte i 2000, hvor serbiske gangstere var skurke i actionkomedien I Kina spiser de hunde, som i 2002 fik efterfølgeren Gamle mænd i nye biler. Særligt i Gamle mænd i nye biler, har filmene – inklusive de serbiske gangstere – fået et humoristisk element tilført, som gør, at fjendebilledet forekommer langt mere afdæmpet, selv om der også i disse film bruges serbiske symboler og billeder af Radovan Karadžić i forbindelse med portrætteringen af de serbiske gangstere.

Vladimir Mashkov som serbisk snigskytte i Behind Enemy Lines fra 2001.

Skurke i amerikansk populærkultur

Den dansk-montenegrinske skuespiller Dejan Čukić takkede nej til at afgive prøve på rollen fordi han var træt af at blive typecastet til skurkeroller. I 2011 udtalte Čukić til Politiken, at

Fjendebilledet i Danmark fulgte et mønster fra især amerikanske medier, og ligesom serberne blev skurke i dansk populærkultur, blev de det også i amerikansk populærkultur. Efter Sovjetunionens og kommunismens sammenbrud var det ikke længere de røde russere – som Rambo mejede ned i hundredvis i 1980’erne – der var fjende nummer ét. Denne plads blev gradvist overtaget af serberne i starten af 1990’erne. Dette ses tydeligst i actionfilmen Behind Enemy Lines fra 2001, hvor hovedskurken – en serbisk snigskytte – jagter filmens helt Owen Wilson gennem Bosnien-Hercegovina. Helten er i besiddelse af billeder af serbere, der begår en massakre under krigen, og snigskytten sendes ud for at dræbe ham. Helten spilles af Owen Wilson med det lyse hår og charmerende smil. Skurken derimod er mørklødet, tavs og med mørkt hår og skægstubbe. Han spilles af den russiske skuespiller Vladimir Mashkov – givetvis fordi ingen serbiske skuespillere ønskede at bidrage til fjendebilledet.

”De der stereotyper stødte mig vanvittig meget. Først var det de røde russere, der var fjenden i alle film under og efter den kolde krig, i løbet af 1990’erne blev det så serberne, og nu er det muslimernes tur.” (…) ”De ringede fra Hollywood og bad mig prøvefilme på ’Behind Enemy Lines’ for godt ti år siden. Du ved, den hvor Owen Wilson er en amerikansk soldat, der er blevet skudt ned over Bosnien, og som Gene Hackman skal ud og redde. Jeg skulle så prøve på rollen som skurken, der jagter Owen Wilson. Det var jo så ... latterligt. Der var én stor serbisk psykopat på det tidspunkt, og det var Slobodan Milošević – de andre serbere var helt almindelige mennesker. Så dét der, det gad jeg ikke. Jeg havde helt sikkert fået rollen, for den lå jo lige til mig. Men det var så plat, så banalt. Så grimt.” Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 er fjendebilledet i populærkulturen skiftet

igen, og (islamiske) terrorister er nu den oplagte fjende i såvel dansk som amerikansk populærkultur.

samme kommentatorer. Op til finalen blev der på TV 2 brugt meget tid på at skabe hype omkring finalen og især de uroligheder man nærmest forventede fik stor omtale. Ligeledes blev det flere gange fremført, at serberne jo var et folk vi havde været i krig med i 1990’erne. Heldigvis viste de serbiske tilskuere sig fra deres bedste side, og selv om Danmark vandt finalen blev der ikke sendt nogen dartpile gennem luften.

Fjendebilledet lever endnu I januar 2012 afholdtes EM i herrehåndbold i Serbien, hvilket gav anledning til en genoplivelse af det gamle fjendebillede. Danmark tabte i den indledende runde til hjemmeholdet Serbien, hvilket fik danske kommentatorer til bl.a. at kalde udfaldet af kampen for svindel – hvilket senere blev beklaget. Allerede inden kampen var stemningen på kogepunktet. På kampdagen blev der således lavet en artikel på www.sportenkort.dk under overskriften ”Danskere: Serbien vil slå os ihjel”, hvori der skrives om, at man forventer et voldeligt og aggressivt serbisk hold der støttes af deres fanatiske tilskuere, som en optakt til aftenens håndboldkamp.

Afslutning Fjendebilledet af serberne er, som tidligere skrevet, blevet overtaget af (islamiske) terrorister, men dukker stadig med ujævne mellemrum op, som det gjorde ved EM i herrehåndbold i januar 2012. Ved etableringen af disse fjendebilleder bliver man belært om, hvordan man er alt det fjenden ikke er. Fjendebillederne tjener altså også det formål at samle befolkningen om denne fælles fjende.

Skæbnen ville, at Serbien og Kroatien mødtes i semifinalen med serbisk sejr til følge og derfor en finale mellem Serbien og Danmark. I semifinalen var den serbiske playmaker Žarko Šešum blevet ramt i øjet af kasteskyts fra serbiske tilskuere. Danske medier svælgede i dette, som en del af optakten til finalen. Dartpile blev i flere danske medier offentliggjort som ”gerningsvåbnet” selv om dette ikke var rigtigt. Ekstra Bladet kom endda til at offentliggøre et flere år gammelt arkivfoto af Šešum med et ordentligt sæbeøje – Uheldigvis for Ekstra Bladet var det ikke samme øje, han var blevet ramt af kasteskytset med. Balladen blev udlagt som et typisk Balkan-problem, selv om problemer med kasteskyts kendes fra sport i en lang række europæiske lande. Ligeledes blev brugen af laserlys af de danske kommentatorer på TV 2 udlagt som noget særligt fejt og usportsligt, som man hidtil ikke havde kendt til. Laserlyset har imidlertid været brugt i spansk og fransk fodbold i flere år og kendes desuden fra spansk og fransk håndbold – også internationale kampe mod danske hold, som blev kommenteret af selv-

Litteratur Bjørn, Anders, Jugoslaviens sammenbrud: Balkan-krigene 1991-2001 (København: Bogforlaget Frydenlund, 2010) Bo, Michael, ”Den indestængte serbiske badguy – med pokerfjæset”, Politiken, 30. januar 2011. http://politiken.dk/kultur/film/ECE11811 60/den-indestaengte-serbiske-badguy--med-pokerfjaeset/ Necef, Mehmet Ümit, ”De fremmede og Det Onde: Fra kitsch til hybriditetens glæder”, Essay, 2003. http://kunstoginterkultur.dk/2011/pdf/D eFremmedeOgDetOnde.pdf Philipsen, Heidi, ”?Hey Franke, min ven? fremmedhed vises i danske spillefilm”, Blog, 22. marts 2012. http://videnskab.dk/blog/blog-heyfranke-min-ven-fremmedhed-vises-idanske-spillefilm

Andre militært relaterede tidsskrifter er det tværfaglige og vidtfavnende Armed forces and Society samt det mere traditionelle Journal of Imperial and Commonwealth History. På sigt kommer jeg nok også til at skulle se nærmere på Military History og the Journal of Military History, som AUB desværre ikke synes at have de senere års udgaver af.

Paaske, Søren, ”Danskere: Serbien vil slå os ihjel”, Sportenkort, 17. januar 2012. http://www.sporten.dk/haandbold/dansk ere-serbien-vil-slaa-os-ihjel Rasmussen, Ole, Året fortalt i billeder 1992 (København: Forlaget Carlsen, 1992)

Hvilke tidsskrifter læser du?

Artikler, der i tid og rum og fra flere vinkler nærmer sig operationerne i Gaza-striben og på Cypern, jeg kigger på, finder jeg som regel i Journal of Palestine Studies, the Middle East Journal, the Journal of Refugee Studies, the Journal of Cold War Studies, Cold War History, Bulletin – Cold War International History Project, the Journal of European History og the Journal of Contemporary History.

af Martin Ottovay Jørgensen, PhD-Stip Tidsskrifterne jeg henholdsvis prøver at dyrke, orienterer mig i, blot bladrer i og gerne ville have mere tid til at snuse til afspejler, som også Mogens gav udtryk for i forrige nummer, den undervisning og de forskningsområder man beskæftiger sig med samt ’andre interesser’.

De to sidstnævnte samt Temp og Historisk Tidsskift, som også Mogens alle fremhævede, giver input til oversigtsundervisningen i dansk og europæisk historie efter 1776. Derudover trækker jeg på History and Theory, History Workshop Journal, History and Memory til kurset i Brugen af Historie, hvor refleksioner over koblinger mellem fortid, historie, traumer og identitetsdannelse i og udenfor historiefaget og universitetet vendes på alle ledder og kanter.

Det postkoloniale tidsskrift Interventions, Journal of World History (som Poul har bidraget til), Journal of Global History giver metodiske og teoretiske input samt den globalhistoriske ramme. I samme boldgade har jeg store forventninger til det nye tværfaglige tidsskrift New Global Studies. Et andet jeg endnu heller ikke har fået kigget nok i, er the Electronic Journal of International History.

Som ‘faglig hobby’ læsning overvejer jeg, når tiden ’engang’ er til det, at se nærmere på det relativt nye tidsskrift Media, War and Conflict. Det ser ud til at byde på nogle udfordrende analyser!

De ligeledes tværfaglige tidsskrifter Peacekeeping & International Relations og Journal of International Peacekeeping samt i mindre grad the International Journal of Peace Studies og Peace and Conflict Studies giver input fra forskningen i fredsoperationer, som de fredsbevarende, fredsskabende og humanitære operationer nu samles under. Man finder her de nyeste teoretiske strømninger, analyser af især igangværende operationer og koblinger til andre forskningsfelter som fredsforskningen, samt feltet internationale relationer/international politik. Spændende og somme tider provokerende!

Hvilke tidsskrifter læser du?

onal orienteret og global by, men mere i politisk og social forstand i forhold til den stærke økonomiske dimension i modsætning til New York, London og Shanghai og hele den kinesiske nordøstkyst, Hongkong, Singapore og nu også de sammensmeltende Rio de Janeiro og Sao Paolo, for nu at næve nogle. Nu kom jeg ikke været ud af centrum, der oser af dens mange haver og parker, store BMW‘er, endnu større Mercedes’er og et par Lamborghini’er (om end også gamle franske vrag fra start-1980’ne stadig fungerer som varebiler for de mindre butikker), men den politiske og sociale globalisering af Geneve kan hurtigt høres på de mere 10 sprog jeg kunne høre langs søen. På to meter kan man høre kinesisk, spansk, portugisisk, fransk og engelsk i både ’originaludgaverne’ og flere (post)koloniale afskygninger såvel som kinesisk og arabisk fra store dele af Mellemøsten (selv der jeg boede, var størstedelen af gæsterne knyttet til de internationale organisationer som (foruden primært hvide) enten FN, Røde Kors eller UNHCR osv. praktikanter eller projektansatte baserede i Geneve på kort tid).

En tur ned i de internationale gemmer: FN’s Flygtningehøjkommissariats arkiver i Geneve af Martin Ottovay Jørgensen, PhD. Stip. I forbindelse med mit Ph.d.-projekt har jeg været en tur hos FN’s Flygtningehøjkommissariat i Geneve og hos FN i New York, hvor jeg skal over igen her til foråret. Dette er et par historier derfra. De arkiver jeg ’graver’ i, er såkaldt in-house arkiver, dvs. tilknyttet de organisationer hvis beholdninger de holder styr på. For UNHCRs vedkommende er der også tale om records management, dvs. dokumenthåndtering og styring inden arkivering. At organisationerne er internationale afspejler sig ganske åbenlyst i de byer, de er placeret i, da disse over årene siden 1940’erne og 1950’erne i den grad er kommet til at afspejle deres gæsters aktiviteter. FNs hovedkvarter og organisationens hovedarkiv ligger således placeret i New York og UNHCR’s i Geneve. I dette nummer beretter jeg om turen til UNHCR’s gemmer i Geneve i juni sidste år, mens fortællingen fra New York kommer i et senere nummer.

I retning af togstationen et par gader op fra søen opefter stod kvinder fra alle verdens hjørner og gjorde deres som prostituerede for at holde sig ude af hårdtslående problemer. Et par gader tæt ved stod yngre arabiske og afrikanske drenge i mindre grupper og spillede op til hinanden internt. Det var dog ret let at lure hvem der solgte og hvad der blev solgt, men mindre hvem der var spotter, sælger og ’interference’.

Geneve som kontekst Sidstnævnte ankom jeg til som første led i min tur. Landskabet rundt om Geneve med Genevesøen og bjergene var det flotteste landskab jeg i en længere periode havde set. Dog var det hurtigt beskæmmet af de utallige reklamer for banker og ure, man støder på fra det sekund man lander i byens lufthavn. Det var næsten som en plat joke.

Om end der det meste af tiden i Geneve var gråvejr, var der ved min ankomst 25 grader og høj luftfugtighed efter solnedgang (lidt senere end i Danmark). Den sammensatte lugt (skærpet af varmen) og den dunkende lyd af et globaliseret natteliv gjorde, at jeg i flere områder følte mig som i Tel Aviv, Cape Town, Jo-burg og Lima. Byen som sådan virker ellers, måske logisk nok, forbundet med det større tidligere imperiale Centraleuropa med bygningsstile, visse typer boule-

Skal man til Geneve skal man være forberedt på at det er dyrt, mad og overnatning hører til i den norske ende af skalaen! Nå, Geneve er som nævnt i den grad gået hen og blevet en internati-

varder mv. Dog er der den forskel fra Wien, Budapest, Prag og Bratislava at der her er udsigt til sneklædte bjerge fra Geneve søen. Men grundet de meget få km til Frankrig var 1960’s franske byggestil eller mangel på samme også tilstede. De Gaulle-æraens beton, der for øvrigt minder meget om stilen under Perus militær-junta, var tydelig. Omkring jernbanelegemerne mod de internationale organisationer er der dog søgt shinet op, så de nyere bygninger dog ligner tilsvarende franske som især i Paris og Lille i Nordfrankrig. Nå, fra byens centrum til arkivet.

terne i midten af gangen og kontorer på hver side. Da jeg var der, var en større renovering af hele gangen i gang. Så der var vinduer uden glas, nogle steder persienner. Det første næsten til en ulykke da folk bruger vinduerne som døre i de tilfælde de rigtige døre var lukkede og uden dørhåndtag… Så smiler man stille for sig selv. Det kunne jo ske for mig selv også. Faktisk mindedes jeg i selvsamme øjeblik at have rendt ind i en glasdør for fuld fart en gang. Mit stille smil blev et sympatisk smil med den erindring. Jeg mærkede dog konstant stedets ikke så arkivlignede indretning mellem kontorerne uden døre og vinduer idet jeg er med i alle samtaler, vinduer uden glas eller ej. Glassene blev sat i vinduerne i den ene side efter to timers bladren i dokumenter. Med en hammer og en lang række eder på fransk, når den af og til smuttede og ramte en finger. En dag eller to senere blev der så på den anden side af gangen snakket om Syrien og hvordan en lokal ngo hævdede at være de eneste tilstede. Hårdnakket leder en UNHCR-kvinde efter en bestemt plakat med nogle fotos der kan modbevise denne påstand i en bunke, der ligger i en lettere anarkistisk bunke på hjørnet af det bord jeg er tildelt. Væglampen over mig blinker endvidere også uafbrudt. Et andet eksempel på den knap så heldigt placering af gæstepladserne, er en mindre behagelig samtale i modsatte side mellem to staff, henholdsvis en mandlig indisk sikh og hans kvindelige arabiske overordnede omkring tillid og samarbejds-problemer mellem dem. Denne kvinde var ikke af den såkaldt undertrykte slags… Den mandlige underordnede fik meget tydeligt at vide hvor skabet skulle stå.

UNHCR og dets arkiv UNHCR er som nævnt et in-house og dermed ’aktivt arkiv’. Det betyder at man, som jeg har prøvet i det belgiske udenrigsministerium tidligere, kommer til at færdes i et miljø der her dog prægedes af internationale politikere og diplomater, analytikere, PR folk, sikkerhedsfolk i konteksten af globale problemer, regionale hungersnødsproblemer, store humanitære kriser efter jordskælv, borgerkrig osv. Det betyder en anden tilgang til håndteringen af sikkerhed og fysisk adgang end vi er vant til fra Udvandrerarkivet eller Rigsarkivet for eksempel. Her bliver man ved første besøg sendt igennem en metaldetektor og får sin taske scannet som i lufthavnen. Vel at mærke efter man har vist pas og receptionen har fået bekræftet at man har en formal aftale med nogen, der kan ringes op på deres liste over godkendte inviterende instanser. Så får man sikkerhedsgodkendelse og adgang enten en dag af gangen eller man har en længere og fast aftale en uge af gangen. Arkivet, både fysisk og som arbejdssted for ansatte og gæster, lå tidligere i kælderen, men er nu placeret på 3. sal. Personalet er glade for den nye udsigt. Gæsterne nok mindre er mit bud, om ikke andet så midlertidigt. Stedet, hvor man arbejder, var/er enden af en gang med to vinduer uden gardiner ved to borde på endevæggen af toilet-

Heldigvis har jeg dog siddet selv det meste af tiden og i relativ ro trods det jeg lige har skitseret. Jeg mødte kun en anden bruger (og heldigvis for det pga. de kun to små pladser), Florian, en tysk Ph.d., der arbejder på humanitær bistand i Biafra og det forhenværende Østpakistan, nu Bangladesh.

Efter en snak med Kimberly Brenner, en canadier og den ene af de to, snart tre, arkivaruddannede ansatte, blev det ret hurtigt klart at man ved UNHCR i forhold til Røde Kors, der har et hovedkontor af samme størrelse og vistnok operationer lige så mange steder, mildt sagt var underbemandet. Ved røde kors havde de tre gange så mange ansatte i arkivet...

Nogle gode, omend ukomplette, oversigts’billeder’ af antal og placeringer af de hen ved 300 flygtningelejre, UNHCR fik oprettet i årene efter Tyrkiets invasion af den nordlige del af Cypern i 1974. Et godt indtryk af de politiske omgivelser UNHCR måtte manøvre i på Cypern i forhold til USA’s rolle som hovedsponsor efter at have bakket om militariseringen i det strategisk vigtige østlige middelhav (og herved på sin vis undermineret NATOs egen sydøstlige flanke), nationalismerne i NATO-landene Grækenland og Tyrkiet samt levering af store mængder våben til begge parter og manglende evne til at forhindre (eller måske ville) eskaleringen af konflikten til at Tyrkiet i 1974 invaderede Cypern.

Man er dog fra arkivledelsens og forhåbentligt dermed også UNHCR’s ledelses side klar over, at henvendelserne fra forskere mv. vil stige. Pt. er de dog kun 10 ansatte, og med en forespørgsel fra 3 brugere disse dage er de godt bagefter. Der tales om en ’avalance af requests’, som man kan høre det igennem de manglende vinduer. På arkivet vil de dog gerne have flere hænder, da man i bygningen alene huser ca. 10 km dokumenter og tilsvarende eller mere off-site samt yderligere i alle organisationens field offices.

Et godt indtryk af, hvorledes man fra amerikansk side med tiden ønskede at trække sig ud, delvist pga. af relativt oppustede tal og dermed ønsker fra den amputerede og nu græsk cypriotiske regering, der søgte at udnytte de udenlandske midler.

Montserrat, en spanier ud fra hendes accent at dømme, 10 år på arkivet, og Kimberly med en fortid hos Den Internationale Valutafonds (ifølge hende lidt kedelige) arkiv, såvel som resten af personalet, der næsten forventeligt kommer fra resten af verdens hjørner, var yderst imødekommende. Altid smil på læben og venlige samt med mere end blot antydningen af personlig interesse. Forholdene gjorde, som man nok har læst sig til, at det ikke var fornuftigt at efterlade kamera og computer i frokostpausen, men det holdt de gerne øje med.

Et godt indtryk af, hvordan man i sidste ende fra amerikansk side ville, at UNHCR skulle beholde opgaven nu hvor man var der. Det skyldes måske at UNDP (FN’s udviklingsorganisation) blev set som værende i hænderne på den 3. verden på dette tidspunkt, og dermed også besiddende en vis risiko for kommunistisk indflydelse.

Mine forventninger til arkivalierne var følgelig defineret af mit projekt og hvad registraturerne kunne åbenbare om arkivernes indhold. Det var afgjort Cypern-operationen, der var mest i registraturerne, hvorfor jeg også forventede at finde mere til denne end til FN-operationen i Gazastriben.

Og som forventet materiale om det egyptiske styres flygtningepolitik i 1950’erne, hvor flere årsager spillede ind. Men lad mig slå fast, at jeg ikke ser nogen inspiration at hente der for danske partier, uanset holdningerne til især flygtninge. Minoriteter og flygtninge flygtede ud af Egypten, når de fik chancen…

Trods det vældigt gode materiale, kom jeg ikke så tæt på vældigt mange menneskelige skæbner. Hvad fik jeg så med mig fra materialet? Flere ting: 36

Østeuropa, og siden da havde mongolerne ikke forsøgt at invadere Europa igen. William af Rubruck var franciskanermunk og rejste som missionær, men rejsen havde også et andet formål, nemlig på vegne af den franske konge Louis IX at undersøge mulighederne for en alliance med mongolerne i kampen mod muslimerne i mellemøsten. Louis IX var dybt optaget af korstogstanken og håbede derfor på at finde kristne allierede i kampen for det hellige land, og der gik rygter om, at den kommende leder af Den Gyldne Horde, Sartaq, var kristen. William af Rubruck begav sig derfor gennem Østeuropa for at overdrage et brev fra Louis IX til Sartaq, men grundet mongolernes ekstremt topstyrede hierarki, kunne Sartaq ikke tage stilling til brevet, og William af Rubruck blev sendt videre til Sartaqs fader, Batu Khan, der ledede Den Gyldne Horde. Denne sendte ham videre til den øverste Khan for det mongolske rige, Möngke Khan, og derfor måtte Rubruck gennem en lang og strabadserende rejse gennem Sibirien, og havde efterfølgende et længere ophold i Mongoliet før han vendte hjem til Europa.

En sidste ting jeg fik med mig, var en venlig respons på spørgsmålet om arkivpraktik. Arkivet giver mulighed for en måneds praktik. Det passer måske ikke med et semester, men burde alt andet lige være noget enhver studerende, især hvis man har kastet sig over informationsforvaltning, måtte ønske sig. Ikke alle bliver vurderet ’kvalificerede’ til praktik på baggrund af karakterer og cv, ligesom alle ikke kommer i praktik af den grund. Kommer man igennem nåleøjet er man dog ’in for a treat’. Kontakten forgår gennem praktik koordinator Michael Wagner. I et senere nummer af bladet beretter jeg om mine erfaringer fra FNs arkiv i New York, så Stay tuned!

The mission of Friar William of Rubruck: his journey to the court of the Great Khan Möngke, 1253-1255 Translated by Peter Jackson; introduction, notes and appendices by Peter Jackson with David Morgan.

Hele rejsen og opholdet hos mongolerne beskrev han detaljeret i sin rapport til Louis IX, som Peter Jackson har nyoversat fra latin til engelsk, og kommenteret med hjælp fra David Morgan. Begge er etablerede forskere inden for studiet af mongolernes historie. Formålet med nyudgivelsen af William af Rubrucks rapport har været dels at levere en forbedret oversættelse af den latinske tekst, dels at tilføje teksten uddybende noter og kontekstbeskrivelse. Bogen starter med 55 siders introduktion, hvor læseren får et godt indblik i bl.a. mongolernes historie, franciskanermunkenes missionstanke, Louis IX’s rolle, baggrunden for William af Rubrucks rejse mm. Derefter følger selve rejseberetningen, der byder på diverse detaljer om mongolernes levevis, bl.a. mad- og drikkevaner, familiemønstre, boligforhold, love og straffe mm. Beskrivelsen af mongo-

Af Katrine Funding Højgaard, 4.sem. hist. Mange har hørt om Marco Polo og hans oplevelser ved Kublai Khans hof i slutningen af 1200tallet, men han var langt fra den første, der rejste til mongolernes rige. I årene 1238-1241 fejede mongolske styrker nådesløst ind over det europæiske kontinent og bekæmpede kristne hære i Ungarn og Polen, før de vendte om og slog sig ned som Den Gyldne Horde på den anden side af floden Volga. Efter dette voldelige møde med det fjerne nomadefolk, opstod der et behov for at skaffe informationer om mongolerne, hvorfor de første ekspeditioner afsendt af pave Innocent IV havde til formål at undersøge mongolernes vaner og fremtidige intentioner. William af Rubrucks rejse fandt sted 12 år efter mongolernes indtog i

lernes religionsformer er dog det, der fylder mest i beretningen, hvilket grunder i William af Rubrucks franciskanske baggrund. Her får vi mange detaljer om de forskellige religioner der findes hos mongolerne. Der er tilsyneladende religionsfrihed, og William af Rubruck møder bl.a. saracenere, nestorianere og manikæere. Han er desuden den første europæer til at beskrive buddhister.

ske konges løfte om filantropiske og humanitære hensigter, der skulle civiliserer afrikanerne. Udviklingen i Fristaten Congo var dog ikke af en særligt filantropisk eller humanitær art. Nogle protestantiske og katolske missionsordrer oprettede skoler, det var dog primært fordi disse missionærer troede på, at en hvis grad af uddannelse ville gøre afrikanerne mere modtagelige for kristendommen. Uddannelsen congoleserne modtog, var fuldstændigt anderledes end den, europæiske børn modtog og bidrog til at oprette og vedholde rangforholdene mellem hvide og sorte. Fristaten Congo udviklede sig også i en vis grad teknologisk, men primært fordi den infrastruktur var nødvendig for kongens regime. Staten kom ikke på nogen måde til at ligne den belgiske; i Belgien var kongens magt indskrænket og indbyggerne var blevet til borgere med rettigheder; disse rettigheder kunne congoleserne dog godt kigge langt efter.

Jackson og Morgans udgivelse fungerer godt som en introduktion til William af Rubrucks rejse, da det indledende afsnit giver en god forståelse af samtiden og rejsens formål, så man kender lidt til konteksten før man læser rejseberetningen. Selve beretningen er spækket med uddybende noter, hvor der bl.a. henvises til andre kilder, der beskriver de samme ting som William af Rubruck, eller til andre forskeres fortolkninger. Beretningen kan derfor læses som den er, eller bruges som et led i et større studium af middelalderlige rejser til Østen, samt tidens generelle syn på ikkeeuropæiske, ikke-kristne folkeslag.

I starten af 1890’erne indførte Kong Leopold II en lov, der sikrede ham selv rettigheden til ubeboet land i Fristaten Congo, og desuden måtte congolesere udelukkende handle med kongens egne folk. Efter denne lovs indførelse begyndte forholdene at blive særligt grumme for congoleserne. Congo er stadig i dag det ressourcerigeste land i verden med store forekomster af bl.a. diamanter, guld og uran, men i 1890’erne var man særligt interesseret i landets gummitræer. Der var kæmpestor efterspørgsel på gummi i datidens Europa og USA; det var en nødvendig ressource til bl.a. produktionen af bildæk og installeringen af elektricitet. Leopold II’s koloni havde verdens eneste gummiplantager i datiden, og da gummi kun kan høstes fra modne træer af havde Leopold II flere års monopol på den eftertragtede vare, inden plantager i Asien og Latinamerika modnedes. I forbindelse med gummihøsten blev der derfor taget meget voldsomme metoder i brug til at udnytte lokalbefolkningens arbejdskraft, for at

King Leopold´s Ghost: A Story of Greed, Terror, and Heroism in Colonial Africa Af Jonas Bertelsen, 4.sem. hist. Bogen, der er skrevet af Adam Hochschild, omhandler den massakre, der blev begået i Centralafrika i perioden 1890 til 1920. Den belgiske konge Leopold II havde endeligt i 1885 på Berlinkonferencen fået kolonien, Fristaten Congo, oprettet. Gennem snedigt diplomati og manipuleringen af andre europæiske magters modstridende interesser, var det lykkedes Leopold II at oprette kolonien med sig selv som den fuldstændige autoritet. Kolonien var godkendt af de europæiske stormagter på Berlinkonferencen, med den belgi-

indtjene så stor en formue som muligt inden konkurrencen ville tvinge prisen ned.

himmelstrøg, Tamilsagen. Jeg vil dog i denne anmeldelse gå tæt på den vel nok mest kendte af disse, nemlig Watergate-sagen og filmen ”Alle Præsidentens Mænd”, som blev skabt i forlængelse heraf.

Adam Hochschild har en bachelor i Historie og Litteratur fra Harvard, han har deltaget i flere politiske bevægelser bl.a. mod Vietnamkrigen og regeringen i Sydafrika. Med sin bog ønsker Adam Hochschild at sætte fokus på de forbrydelser, der blev begået mod den lokale befolkning i Fristaten Congo og de første år efter den belgiske stat overtog kolonien. Belgien har som andre europæiske lande forsøgt at skrive de koloniale forbrydelser ud af deres historie, og Hochschilds bog kan ses som et opgør mod dette. Selvom bogen er en bestseller, har den modtaget voldsom kritik. Særligt belgiske historikere har kritiseret Hochchild og argumenterer for hvordan han anvender sine retoriske virkemidler og brugen af kilder til at skabe et billede af sig selv som en utrættelig forsker, der henter en skjult historie frem fra et stort arkivmateriale. Belgiske historikere påpeger desuden hvordan meget af det Hochschild vurderer som sandsynlige tal for ofrene under Red Rubber perioden fra 1890-1920, er baseret på løse kilder og vidnesbyrd fra bl.a. personer som har haft stor interesse i at fremstille Kong Leopold II i et dårligt lys. Hochschild anklager ligeledes belgiske historikere for at fokusere for lidt på de rædselsgerninger der blev begået i kolonien, og i stedet fokusere på mere neutrale emner som geografi og etnografi. Vigtigst af alt efterlyser Hochchild, at belgiske historikere og politikere officielt vedkender sig at der reelt foregik et folkemord i kolonien.

Lad mig være ærlig fra starten af, "Alle præsidentens mænd" er en mere sand fortælling om, hvordan journalistik fungerer som håndværk, end den er i historiefortællingens kunst, og det er samtidig også dens problem. Filmen er så nøjagtig omkring de processer, der anvendes af dybdeborende journalister, og selvom vi muligvis har en vis idé om hvordan disse processer fungerer, så bliver man stadigvæk overvældet over hvor meget proces der er i selve fortællingen - man bliver kastet fra side til side i et hav af navne, datoer, telefonnumre, tilfældigheder, stædigt fodarbejde, benægtelser, undvigelser, og nogle gange endda sandheden. Det var også tusindvis af disse små detaljer der førte til Watergate og Nixons resignation i 1974. Man kan i bund og grund godt sige, at filmen handler mere om detaljerne i Watergatesagen, end om de endelige resultater. Det er derfor stadig ikke helt til at sige om filmen ikke er god til at udføre, hvad den sætter sig for at gøre. Filmen giver derimod den mest opmærksomme undersøgelse af en journalists arbejdsvilkår vi nogensinde vil kunne se i en spillefilm. Filmen lykkes samtidig glimrende i at fremvise en blanding af både opstemthed, paranoia, selvtillid og mod, og gennemsyrer også den pågældende avis Washington Post med de førnævnte følelser imens deres to unge journalister Carl Bernstein og Bob Woodward gik efter at fælde præsidenten og hans parti i deres forbrydelser.

Alle præsidentens mænd Af Casper B. Krogh, 4.sem.hist.

I film der omhandler enten specifikke journalister eller bare avisbranchen generelt, er der kutyme for at skabe en kunstig opskruet spænding og samtidig ignorere evt. kedsomhed og venten. I ”Alle Præsidentens Mænd” er der nærmest ikke andet end en handling, der bevidst omfavner

Vi lever i en tid hvor journalister med deres dybde-borende artikler kan være med til at skabe store politiske og sociale omvæltninger såsom rigsretssagen imod Bill Clinton, og fra de hjemlige

kedsomheden og venten, og utrætteligt at blive ved med at grave videre i deres efterforskning. Dermed afhænger hele filmens synopsis af den viden, vi allerede har om Watergate, for at give filmen et niveau af spænding. Alligevel må man dog sige, at i en betragtning af, at manuskriptforfatteren William Goldmans manuskript er næsten ren dialog og næsten udelukkende en række scener med mennesker, der taler eller, rettere sagt, ikke taler til hinanden så har instruktøren Alan J. Pakula gjort et bemærkelsesværdigt imponerende stykke arbejde med at holde tempoet stramt og narrativet lineært.

I filmen møder man udover de to hovedkarakterer, Woodward og Bernstein, flere af de redaktører som de var nødt til at konferere med inden offentliggørelsen af deres reportager, heriblandt Harry Rosenfeld (Jack Warden), der var med til både at forsvare, men også få dem ned på jorden igen. Martin Balsam spiller Howard Simons, administrerende redaktør, og Jason Robards er Benjamin Bradlee, chefredaktøren for ”Washington Post”. Alle tre er helstøbte karakterer, og selvom de måske aldrig personligt har været på en avisredaktion før, så udviser de den rigtige indstilling og attitude til at se ud som om at de har befundet sig der i årevis.

Hvem ville f.eks. have troet, du kunne bygge spændingen op med scener, hvor Carl Bernstein går over til Bob Woodwards skrivebord og lytter med på en ekstern telefon. Det kan man. Filmen er som tidligere nævnt også så godt timet, handlet, og redigeret, at den udvikler en illusion af momentum, selv i de scener, hvor Woodward og Bernstein får dørene smækket i deres ansigter i jagten efter vidneudsagn.

Alle disse elementer som der er blevet nævnt i "Alle præsidentens mænd" må roses, og alligevel er det ikke en fuldstændig tilfredsstillende filmoplevelse. Når vi har set en cyklus af hvordan den efterforskningsmæssige rapportering foregår, når Woodward og Bernstein har brudt den første barriere imod afsløringen af præsidenten, så forstår vi filmens metode. Man har som seer ikke behov for at se den cyklus gentaget op til flere gange, bare fordi historien bliver længere og kilderne mere vigtige. For alle sine tekniske færdigheder viser filmen os hovedsageligt de samme journalistiske processer flere gange, da det fører tættere og tættere på en afslutning, vi allerede kender.

Da skuespilleren Robert Redford i sin tid meddelte, at han havde købt filmrettighederne til "Alle præsidentens mænd", cirkulerede der vittigheder i de forskellige avisredaktioner om journalister nu blev til filmstjerner, men hvad der i virkeligheden var sket, var at Robert Redford som Woodward og Dustin Hoffman som Bernstein, blev til journalister ved at synke ned i deres karakterer, ved at sidde med ved avisredaktionerne i månedsvis og se hvordan en avis fungerede, og resultatet er utrolig troværdigt. Man får på intet tidspunkt følelsen af, at det er en film fra det glamourøse Hollywood og det i sig selv er prisværdigt.

Filmen er lang, og ville muligvis være kedelig, hvis ikke det var for instruktøren Pakula, sine skuespillere, og teknikere som udfører mirakler med det materiale de havde til rådighed. Det er især flot hvis man tænker på, at sagsakterne fra sagen først blev gjort tilgængelige for offentligheden i år 2000, så manuskriptet er udelukkende baseret på førstehåndskilder. Det er desuden ikke filmens narrativ eller spænding der vinder en over, men derimod succesen af dens tekniske kunnen. Alligevel overvejer de svagheder som narrativet har, dog ikke de fremskridt filmen skabte med dens realisme og momentum og påviste, at en film

Der må unægteligt have været en vis fristelse i at konkretisere eller udpensle om Woodward og Bernsteins privatliv da der potentielt kunne være anledning til drama, men filmen holder sig resolut til dens emne. Dette er historien om en historie.

man godt kendte slutningen på, kunne være spændende og have noget på hjerte, bare at holdet der var involveret i den kreative proces brændte nok for den.

hvordan at 1. verdenskrig havde en lammende effekt på menneskehedens selvforståelse.

Af René Hansinnguaq Olsvig Schmidt, 4.sem.hist.

Wade Davis er ikke uddannet historiker, men er uddannet antropolog og ethnobotanist (ethno – studiet af kultur og botanik – studiet af planter) og har tidligere beskæftiget sig med at forklare de haitianske zombier. Men at han ikke er historiker, er ikke umiddelbart til at se i Into the Silence, en akademisk historiker vil muligvis ikke skrive bogen på den måde som Davis gør, f. eks. springer Davis i tid og sted, men man kan ikke klantre ham den forskning og den bibliografi som Davis benytter sig af.

Efter at have skrevet et projekt om årsagerne til den 1. verdenskrig, dets mange forklaringer og indviklinger, blev det interessant at se på hvordan krigen påvirkede befolkningen i Europa umiddelbart efter. 1. verdenskrig satte dybe spor i den kulturelle bevidsthed; blandt kunstnere så man en afstandtagen til alt det, der var logisk og rationelt, dadaisme og surrealisme blev født under og umiddelbart efter krigen som en reaktion på den store tragedie. Mennesket var ikke så rationelt og fornuftigt som videnskaberne ellers havde lokket os til at tro.

Ekspeditionerne bliver metaforer for den kamp det var at komme videre efter krigen. Den sidste ekspedition hvor George Mallory og Andrew ’Sandy’ Irvine omkommer, det er stadig uvist om de nåede toppen af bjerget eller ej, var en monumental bedrift. I nyere hukommelse står månelandingen som menneskehedens største teknologiske bedrift, men i 1920’erne var Mount Everestekspeditionerne et symbol på det bedste ved mennesket, et forsøg på at komme op af den psykologiske grøft som mennesket var i efter 1. verdenskrig.

Bogen har som fokus de tre ekspeditioner til Mount Everest1 i 1921, 1922 og 1924, men Davis har kapitler der berører andre emner end blot ekspeditionen. Emner som homoseksualitet på datidens kostskoler, det engelske imperium i Indien og englændernes brutalitet, hvordan at 1. verdenskrig både påvirkede George Mallory (bogens ’hovedperson’) og hans venner og familie og hvordan at man i breve, bøger og digte kan se

Set og Sket på Historiestudiet

Into the Silence: The Great War, Mallory and the Conquest of Everest af Wade Davis

Gæsteforelæsninger Arkiver Arkivar Nancy Bartlett, Head of the University Archives and Records Program på University of Michigan, var forbi historiestudiet for at reflektere over arkivet som erindringsbærende og skabende samfundsinstitution. Bartlett kom rundt om forskellige arkivregimer i Frankrig, USA og Danmark og hvordan de har udviklet sig forskelligt som funktion af det samfund og den stat de var og er en aktiv del af. Danmark og Frankrig er i

Mount Everest er opkaldt efter Sir George Everest, manden der var ansvarlig for ansvarlig for The Great Trigonometrical Survey, kortlægningen af Indien. En sjov bemærkning er at Sir George Everests efternavn udtales Eave-rest, så hele verden udtaler altså verdens højeste bjerg ”forkert.

forhold til graden af statslig kontrol langt mere centraliserede og regulerede end i USA, hvad knytter sig til USA som selvstændiggjort koloni og siden føderal republik, og Danmark og Frankrig som stærkt centraliserede forhenværende kongedømmer. I USA har man været og er derfor stærkt bevidste om at man på arkiverne endog selv må skabe arkivalierne ved hjælp af en åbenhed overfor og projekter med samfundet. Hermed indgår en erindringspolitisk aktivisme, også i det små spirer her i Danmark, mente stadsarkivar Jens Topholm fra Aalborg Stadsarkiv, der rundede fint Nancy Bartletts forelæsning af med nogle refleksioner i den danske kontekst.

dens landbrug og fødevareproblemerne verden over.

Andrew Jotischky

Åbningsspeakeren var Libby Robin, gæsteprofessor hos Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm, professor i miljøhistorie ved Australian National University og seniorforsker ved Australiens National Museum, der igennem en præsentation af det antropocene tidsbegreb slog til lyd for behovet for at diskutere klimaforandringerne på et bredere og mere inkluderende grundlag end kun de ofte teknisk tunge naturvidenskabelige fag.

Miljøhistorie Hen over semestret har de første forelæsninger i lektor Bo Poulsen og professor mso Mogens Rüdigers miljøhistoriske forelæsningsrække Initiative for Sustainability and Change også været afviklet med godt besøg, der også har indbefattet folk fra andre studier. Tanken bag initiativet knytter sig til behovet for at sætte fokus på de lange menneske-natur relationer man ikke kan tilsidesætte fremadrettet ift. at imødekomme klimaforandringerne.

Andrew Jotischky, professor i middelalderhistorie ved Lancaster University, var forbi studiet som led i kulturmødekurset og forelæse om korsfarerstaterne som de første europæiske kolonier. Han talte bl.a. om de medbragte europæiske administrative og politiske erfaringer, og hvorledes de udmøntede sig i dannelsen af korsfarerstaterne og bosættelsesmønstre, og afsluttede med en diskussion af graden af gensidig kulturel påvirkning i dette specifikke kulturmøde.

Lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg, Eva Ritter, gav den næste forelæsning omkring det nødvendige i at søge imod et mere symbiotisk forhold med skoven som led i at søge imod en bæredygtig fremtid.

Globalhistorie Som led i oversigtsforløbet i europæisk historie før 1775 afholdte professor i økonomisk og globalhistorie ved Ghent Universitet, Eric Vanhaute, den 27. september en gæsteforelæsning om globalhistorie som en måde at forstå historie på igennem forandringer i landsbrugssamfund verden over i perioden fra 1500-2000. Om end der desværre ikke var mødt mange studerende op, hermed en opfordring fremadrettet, var de fremmødte studerende engagerede og i besiddelse af en god portion spørgelyst, der fordrede nogle interessante diskussioner om hvorledes vi kan søge at forstå ’the rise of the west’, den industrielle revolution, de globale forandringer i ver-

Dernæst fulgte Nancy Langston, King Carl XVI Gustaf Visiting Professor of Environmental Science, Department of Historical, Philosophical and Religious studies at Umeå University og professor i miljøhistorie ved University of Wisconsin, med en forelæsning om de miljømæssige forandringer i de nordamerikanske Great Lakes på baggrund af udefrakommende aggressive fisk og sammenbruddet af fiskerierhvervet. Med næste semesterstart fortsætter forelæsningsrækken og søsætningen af miljøhistorien

på studiet. Programmet byder igen på både internationale gæsteforelæsere såvel som egne kræfter. Se Kommende Arrangementer sektionen eller www.isac.cgs.aau.dk for yderligere oplysninger.

det havde været både spændene, sjovt og lærerigt. Udover dette viste det sig også at være en oplagt mulighed for at lære nogle af dem fra andre semestre at kende, hvilket blev endnu nemmere efter turens slutning, hvor K. Knudsen blev inviteret på en øl (han takkede pænt nej tak), da de tilhørende tog på en ny byvandring. Denne gang gik turen dog igennem byens gamle værtshuse, men det lader vi være historie.

Byvandring v. K. Knudsen D. 18. sept. var alle historiestuderende inviteret til at deltage i en byvandring igennem det gamle Aalborg, ført an af lektor Knud Knudsen.

Semesterafslutning 25/01 2013.

Dagen startede ud med at give en smule støvregn fra oven, men det var umiddelbart ikke noget der slog de fremmødte ud. Praktisk tøj og godt humør fra både K. Knudsen og de fremmødte var alt der skulle til for at lyse en ellers råkold efterårseftermiddag op.

Det hedder sig at man på mange studieretninger vælger at holde julefrokost som afslutning på året der er gået, og som en mulighed for at komme sine medstuderende lidt ved. Men som de fleste ved, har disse arrangementer det med at hobe sig op og komme i vejen for hinanden, hvilket også var en af grundene til at det blev besluttet at holde en semesterafslutning/forskudt julefrokost i januar for alle historiestuderende.

Turen startede ved det gamle rådhus på gammeltorv, der blev fornemt introduceret, hvorfra turen gik ned imod Mølleå-arkaden, der ligeså blev præsenteret, omend historien omkring dette lille stykke var mindre flatterende. Videre imod Frederikstorv, hvor især den gamle varietébygning var i fokus, men her blev der tid til et lille afbræk i form af en quiz, hvor en heldig studerende vandt et eksemplar af K. Knudsens bog om Aalborg. Videre til den lille scene ved Louisegade og derefter forbi Odd Fellow Palæet over til en lille parkeringsplads, hvor der blev fortalt om det gamle berygtede Skolegade og den skæve Boulevarden. Bagefter blev der fortalt om CW Obel og hans brandfarlige fabrikker på pladsen opkaldt efter selvsamme person, hvor også bl.a. Aalborgs kloster og livet omkring dette blev præsenteret. Derefter ned til det frøspringvand og derefter igennem Vesterbro, op til Jens Bangs Gade, hvilket man sikkert kender bedre som gaden ved Café Alpha, Aalborg ældste værtshus.

Festen blev afholdt i MærkBars lokaler, hvor der var stillet Playstation 3 op og fjernsyn tilkoblet håndboldlandskampen Danmark – Kroatien. Som sædvanlig forstod de kommende historikere at hygge igennem og udveksle anekdoter på tværs af semestrene, og både før og efter kampen var stemningen frisk og frejdig, ikke mindst pga. af alle de små konkurrencer og spil der blev opfordret til. Dette kom i kølvandet på den generøse mængde af sponsorater, der var blevet hentet hjem til lejligheden. Her skal rettes en tak til følgende: Aalborg Pirates, EA Games, Kulma, Nordjyske og ikke mindst de undervisere/vejledere/forelæsere, der kom med bøger til os. Sidst men ikke mindst skal der også uddeles kæmpe tak og indtil flere skulderklap til Thor og Anders for at have skaffet sponsorater, tage teten med at få arrangementet på benene og - ikke mindst - at skabe grobund for godt studiemiljø på tværs af semestrene.

Med vanlig charme og indlevelse blev de tilhørende guidet igennem det gamle Aalborgs gader og historier. Folk var småkolde, våde og nogles fødder værkede, men der var bred enighed om at

Facebook Som den opmærksomme læser har bemærket er Pergamentet kommet med i en moderne tidsalder, da vi har valgt at oprette en side på det sociale medie/netværk kendt som Facebook. Vi har fra redaktionens side erfaret, at denne side skulle blive brugt flittigt af især studerende men også andet godtfolk, og vi vil derfor forsøge os på at nå ud til flere via denne platform. Det store gavebord. Endnu engang tak for bidragene.

Vi håber, I vil benytte siden til at komme med indspark, kritik og inspiration til nye (og gamle) numre og måske endda bruge siden aktivt til at skabe forbindelser på tværs af faget. Forhåbentlig vil siden kunne fungere som en start til nytilkommende i skabelsen af et netværk, men også for tidligere studerende eller fagfolk, der føler for faget. Så tænd din personlige datamat, spring ind i cyberspace og surf videre til: www.facebook.com/Pergamentet og giv lyd fra dig. Vi glæder os til at høre mere fra vores læsere.

Der spilles spil, PS3 og hygges.

Kære studerende! AAU On Demand søger nu igen studenterundervisere. Det er en oplagt mulighed for at få afprøvet dine formidlings- og undervisningsevner inden for historiefaget og på den måde få erfaring til CV'et. Læs mere om jobbet på On Demand’s hjemmeside: http://www.ondemand.aau.dk/Om+AAU+on+Demand/

Anders & Thor efter hvad der ligner en uafgjort Fifakamp (ingen har villet bekræfte noget)

HISTORY SLAM – kom ud over kanten med dit budskab!

Anna-Birte Ravn går på velfortjent pension

Hvorfor: Som et af arrangementerne i anledning af Aalborg Historiske Museums 150 års jubilæum afholdes History Slam.

Vi har stillet Anna Birte Ravn, vores just afgåede studieleder, lidt forskellige spørgsmål i forbindelse med hendes fuldt fortjente tilbagetrækning fra arbejdslivet. Anna-Birte svarede med følgende fine refleksioner over livet på skrift. Læs med og bliv nogle tanker klogere på livet, faget og universitetsverdenen.

Hvornår: Fredag den 22. november 2013, kl. 14 til 16, Studenterhuset, Gl. Torv 10, 9000 Aalborg. Form: Formidling af højest 8 min. varighed af det historiske/arkæologiske emne du brænder for og ved en masse om– alle former for formidling modtages – film, tavle og kridt, power point osv.

Pergamentet: Hvad fik dig til at søge ind på historie? ABR: Jeg havde en god historielærer i de sidste klasser i folkeskolen og ville være gymnasielærer i historie – det var min morbror, den eneste i familien før mig, der havde en universitetsuddannelse. Han læste på Aarhus Universitet, så det gjorde jeg også.

Deltagere: Studerende på alle niveauer (også ph.d.) fra Historiestudiet, Aalborg Universitet og Arkæologistudiet, Aarhus Universitet. Anmeldelse: Hvis du vil lege med, skal du senest den 1. oktober 2013 anmelde et oplæg (emne, navn og performancestil) til museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Aalborg Historiske Museum – lcn-kultur@aalborg.dk – en jury udvælger minimum 6 oplæg blandt de anmeldte til endelig deltagelse på selve dagen.

Jeg er vokset op på en gård i Sønderjylland i 1940’erne og 50’erne – med højskolesangbog og nordisk mytologi, forholdet til Tyskland var stadig et hedt emne i hverdagen, men det var ikke derfor, jeg valgte historie. Jeg var blevet stopfodret, indoktrineret kan man vist roligt sige, med ’de gode’ (danskerne) og ’de onde’ (tyskerne), og syntes på det tidspunkt ikke, det var det mindste interessant.

Præmier: Museet udlover tre hovedpræmier til en samlet værdi af 5.000 kr. Afgørelsen: De bedste oplæg findes ved afstemning blandt publikum – så inviter gerne familie og venner med.

Jeg valgte at læse russisk som bifag, bl.a. fordi jeg troede, det gav gode beskæftigelsesmuligheder i gymnasiet, men efter at have taget pædagogikum i Odense i efteråret 1973 søgte jeg forgæves i hele landet efter et job som gymnasielærer i historie og russisk. Den såkaldte ’Oliekrise’ var sat ind. Dertil kom det danske medlemskab af EF, som betød, at fransk var det sprog, de fleste gymnasieelever valgte, ikke russisk.

Efter den hektiske slam er Aalborg Historiske Museum vært ved en animeret reception. Med venlige hilsener Lars Christian Nørbach

I januar 1974 flyttede jeg til Aalborg, hvor min kæreste havde fået arbejde i administrationen af det nye Aalborg Universitetscenter (AUC), som

skulle åbne for de første studerende 1. september 1974. Ved at kime gymnasierektorerne i Nordjylland ned lykkedes det at få hele 3 deltidsstillinger i historie, men det var stadig ikke en hel stilling.

passe hus, mand og børn. Min mor var uddannet lærerinde (det hed det dengang), men opgav lærerjobbet for at blive landmandskone, da hun giftede sig med min far. Det betød, at hun var nødt til at be’ min far om penge, og en episode, hvor hun bad om penge til sko til min bror og mig, men min far ikke svarede, og hun bare græd, har brændt sig ind i min bevidsthed. Patriarkatet var lyslevende i 1950’erne og senere. Derfor blev jeg feminist og kvindeforsker i 1970’erne.

2. september 1974 – dagen efter de første studerende var startet - fik jeg en opringning fra AUC, om jeg ville ansættes som undervisningsassistent straks. Jeg sagde ja tak – og har været her siden. I 1975 blev jeg ansat som adjunktvikar i moderne historie. Det var så heldigt, at den stilling, jeg blev ansat i, tilhørte Sven Caspersen (’Casper’), AUCs – senere AAUs – mangeårige rektor. Han var ganske vist ansat i statistik, men det kom sig ikke så nøje dengang. Jeg sad derfor trygt og godt, indtil jeg i 1986 fik en lektorstilling i kønsarbejdsdeling og samfundsudvikling.

Et af de væsentligste træk ved opbygningen af velfærdsstaten i 1960’erne og 70’erne var individualiseringen, dvs. opgøret med familien som en enhed. Det betød, at alle voksne personer fik ret til deres egne penge i form af lønarbejde eller sociale ydelser. Individualiseringen begrædes af mange i dag, men det, at ingen voksne skulle stå med hatten i hånden for at få mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet, var et enormt fremskridt – et fremskridt, som desværre senere er blevet rullet tilbage. Som det fremgår af aviser og TV i disse dage, er kontanthjælpen igen afhængig af ægtefællens indkomst – og det rammer både kvinder og mænd. Det kunne blive udgangspunktet for mit næste projekt.

P: Hvad fik dig til at fokusere på kønshistorie? ABR: Historikere er en del af deres tid. Den nye kvindebevægelse 2 , Rødstrømpebevægelsen (RSB), opstod i 1973 og blev i høj grad båret frem af unge kvinder på universiteterne. For mig som for mange andre var RSB’s budskab en åbenbaring. Det åbnede ikke bare øjnene for kønsmæssige uretfærdigheder (læs: uretfærdigheder mod kvinder – mændene blev først et køn og en del af forskningen senere), men også for de historiske og strukturelle årsager til dem. Historien blev pludselig interessant og relevant på en helt ny måde.

P: Hvordan med historie som job og AAU som arbejdsplads? ABR: Jeg fik ikke bare et job, jeg fik et helt liv. Den første årgang på Den Samfundsvidenskabelige Basisuddannelse bestod af 360 studerende, 120 på hver etage på Strandvejen 19. Og hvilke studerende! Ungdomsoprøret var ikke gået upåagtet hen i Nordjylland. Lærerne havde besluttet, at temarammen for P1 skulle være den borgerlige regerings spareplaner3, og kritikken af disse spareplaner var massiv.

Som barn havde jeg mødt uretfærdigheden mange gange, men uden at sætte spørgsmålstegn ved, at det var mænd, fædre, der bestemte. Fx var jeg den eneste fra min årgang, der kom i gymnasiet. Min kusine, der bestemt var egnet til det, fik at vide af sin far, at uddannelse var spildt på kvinder – de skulle jo alligevel bare giftes og 2

I modsætning til den gamle kvindebevægelse, Dansk Kvindesamfund, fra 1871.

Poul Hartlings Venstre-regering var trådt til i december 1973.

Min far var pr. tradition Venstre-mand, men min mor kom fra en socialdemokratisk byfamilie. Hun forsvarede så godt hun kunne Socialdemokratiets politik, men det var nærmest umuligt i det udprægede Venstre-miljø, vi levede i. Jeg havde meget svært ved at finde et politisk og forskningsmæssigt ståsted og endte som regel med at se en sag fra (mindst) to sider. Det er jo ikke nok. Som enhver projektskrivende studerende ved, skal man også nå frem til en konklusion, noget der – ud fra kildemateriale og argumentation - er mere rigtigt end andet.

ud fra al personlig og historisk erfaring - sandheden om forholdet mellem viden og magt. P: Hvordan har tiden været på Historiestudiet? ABR: Jeg fik det administrative ansvar for den første årgang på Historiestudiet4 - og ender mit arbejdsliv som studieleder, senest studienævnsformand på Historie. Det har været 5 dejlige år. Det gode ved at administrere – i modsætning til at forske – er, at opgaverne bliver afsluttet. Forskning kan altid blive bedre, der er altid et hav af kilder og vinkler, som også kan og måske burde inddrages. Der er grænser for, hvad der skal stå i en studieordning, ja selv en akkrediteringsansøgning rummer ikke alt.

Takket være kolleger – og studerende – på AUC begyndte jeg for første gang at se sammenhænge og strukturer i politiske og historiske ændringer. Jeg læste bl.a. Leo Huberman: Menneskehedens rigdomme. Det var også en åbenbaring. Jeg blev marxist, og efter et mislykket forsøg på at undersøge husmandskoners levevilkår kastede jeg mig over arbejderkvinders historie.

Jeg har nydt arbejdet, og jeg har været meget glad for samarbejdet med studerende, sekretærer og undervisere. Historiestudiet er et rigtig godt arbejdsmiljø. Det håber jeg, det bliver ved med at være!

De første år på AUC havde jeg ikke bare et job. Lærere og mange af de studerende levede alle deres vågne timer på Strandvejen 19, eller på barerne i omegnen, dybt optaget af at diskutere fagligt og ikke mindst pædagogisk, hvordan vi kunne skabe den bedste universitetsundervisning, der nogensinde var set. I de sidste uger før projektaflevering overnattede de studerende i soveposer på Strandvejen, parate til at tænke videre over projektet, så snart de slog øjnene op. Baggrunden for både de studerendes og lærernes engagement i studiet i 1970'erne var naturligvis, at vi troede på, at uddannelse og viden kan forandre verden til det bedre - at viden er magt.

Martins note: I sin tid fik Anna-Birte sammen med Knud Knudsen og Per Boje (nu SDU) undertegnede, dengang en forvirret bassist, overbevist om historiefagets og historikernes nytte. Som afslutning på interviewet vil jeg derfor, i hvert fald på vegne af mig selv, gerne takke Anna-Birte for hendes indsats og væsen og ønske god vind fremover!

Senere har vi lært - bl.a. takket være Foucault og senere 'den sproglige vending' inden for historieforskningen og andre videnskaber, at forholdet mellem viden og magt er mere kompliceret - at det alt for ofte er magten, der bestemmer, hvad der er 'sand' viden. Det er desværre -

De første år af AUCs levetid fulgte de historiestuderende på 2. år det såkaldte fællesforløb – og begyndte altså på det ’rene’ historiestudium på 3. år.

Vi ses i nĂŚste nummer! 48