Texas longhorn #5 - Det Fabulerende

ER 5

M NUM

16

– 20

OVARTACI PREBEN MAJOR SØRENSEN BJARKE STENBÆK KRISTENSEN JOHANNE KIRSTINE FALL FLEMMING DUPONT CELESTE KNIRKE ARNSTEDT JOSEFINE KLOUGART KAROLINE STJERNFELT ZVEN BALSLEV PIA BUSK NADIA JOSEFINA EL SAID ANIKA LORI LARS BUKDAHL HALFDAN PISKET JOHANNES HOLBEK

I ANNA HECHMANN KNUDSEN PL DOL IDA HARTMANN METTE ZINGENBERG IN AKA DE T ANNA SIDSEL ANDERSEN NI JOAKIM VILANDT RUNE FISKER JAN OKSBØL CALLESEN BETTY BORCHSENIUS HANS OTTO JØRGENSEN KATRINE MARIE NIELSEN PERNILLE HELWEG KLØVEDAL PETER SEEBERG HANSEN OLIVIA TURNER JON GAHRN HENRIKSEN

T E D U B A F E D N E R E L

NY LIT TE RATUR NY TEGNE SERI EER

TEXAS LONGHORN Da du var lille, fortalte du nogle gange historier, som ikke holdt sig tæt til det virkelige. Kun du vidste det. Historierne var som regel nogenlunde realistiske, men havde altid en uventet drejning, som gjorde dem værd at fortælle. Du fandt ud af, hvordan et ansigt så ud, når det henholdsvis var mistroisk eller betaget. De mest troværdige historier var dem, der tog afsæt i det virkelige og igennem fortællingen udviklede eller transformerede sig til noget større, noget unikt, kun ved hjælp af din fantasi.

Hvad var det for et behov? Var det en måde at få opmærksomhed på, eller er dét svar bare en doven og overfladisk berøring af emnet?

Man kan sige, at virkeligheden er realistisk.

Det, i sig selv, er en banalitet. Men hvad er det realistiske? Hvad gør du, når historien er kedelig? Du gør den spændende. Hvad gør du når virkeligheden ikke er nok. Du afviger fra DEN. I det her nummer af Texas Longhorn har vi valgt at fokusere på det fabulerende. Vi har samlet en klynge tekster, tegninger og billeder, som hver især arbejder med sig selv og sin egen realitet. De udvider sig, falder sammen og skifter form.

Kunsten har til alle tider og ad utallige veje brugt det fantastiske til at beskrive virkeligheden. Som kunstneren Louis Marcussen, bedre kendt under navnet Ovartaci, der tilbragte det meste af sit liv på det psykiatriske hospital i Risskov, og som producerede en enorm mængde malerier og tegninger. Hvad var det for en historie, han prøvede at male frem igennem sit univers med de kønsløse og kattelignende skabninger. For ham var virkeligheden, som vi kender den, ikke virkelig nok.

Ingeborg Stuckenberg skriver i begyndelsen af 1890’erne stilsikker impressionisme a la Ivan Turgenjev, hendes yndlingsforfatter, i sit udkast til romanen Fagre Ord. Stilsikker impressionisme. Hele vejen igennem. Indtil det allersidste afsnit, hvor Ingeborg Stuckenberg pludselig BANG skifter gear og folder scenen ud med et nærmest gotisk anslag. Det kører sådan her: Johanne har fundet en lille brunøjet Pige ovre hos Husmandens, en bitte Pige i en Barnevogn, bag

Køkkenhaven, og der finder Jutta og Morten hende tidlig og silde… hun triller Vognen med den Smaa frem og tilbage i Gangen, mellem Svinestalden og Boelshuset. Hun har bare lyst til det Barn og ingen anden Ting, det er bare Morten og Jutta der gaar Turene, Johanne kører rundt med sit Plejebarn, langt ud i Markerne sommetider. Hun bærer det ned i Grusgraven, med de lige lerede Skrænter og sidder der, mens de andre leder, og vyser Barnet og kæler og dægger for det, det Barn, der ikke er hendes, en blid ubesvaret Kærlighed, hun maa lade blive tilbage, naar Livet om lidt drager i Kæden at hun kan være med. Åh, hvilken topografi: Den smalle, skidne gang mellem svinestalden og boelshuset, markerne dér længst ude og grusgravens lerede skrænter.

– En ruin af et landskab. Ingen dufte, intet lys, men båret alene af fortællingens eget dunkle mørke. Og ind der: En kæde, ligeså mørk og tung, kæden-som-sådan, som livet selv eller livets tildragelser på et tidspunkt vil trække i.

Det fabulerende kunne være foldet mere ud.

Hos Edgar Poe og hos H.C. Andersen f.eks. som bliver ved og ved. Eller i maleriet Pieter Bruegel. Men jeg har peget på Ingeborg Stuckenberg, fordi det er så nemt at se, hvordan hun erfarer, at impressionismen kommer til kort. Så det ikke længere er tingen i verden, i det lys og med den skygge, som en stabil lyskilde giver, men verden i tingen, der driver værket.

Lyskilden lader sig identificere. I hovedskallen hersker et ideligt mørke, lyset kommer fra hjernen selv, sådan som også den fabulerende tekst henter sit lys fra sig selv. I vuggende selvsuggestion.

Men kunstnerne har ikke patent på den løsning. Hvorfor fortalte du dine farverige historier, hvorfor lagde du til? Ordene fik en ekstra betydning, da de blev udtalt, og du valgte at tro på dem, selvom du vidste at de ikke helt var i overensstemmelse med virkeligheden. – Måske er det i den fabulerendes vidtløftige talestrøm, at vi finder den lille, men vigtige kerne af længsel og sandhed. Måske er det netop her, vi får serveret den ret, som vi var allermest sultne efter. Lad os se ad.

Otto S. B. Rasmussen & Hans Otto Jørgensen

Blad nr. 5 © Texas Longhorn, forfatterne & kunstnererne 2016 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Jacob Skyggebjerg, Otto S. B. Rasmussen, Mette Zingenberg, Halfdan Pisket, Clara Birgersson, Johanne Kirstine Fall, Luca Talamona & Anna Sidsel Andersen Trykt hos Mukusala.

Printed in Latvia 2016 Støttet af SKAGEN Fondene Omslagsillustration: Zven Balslev Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution?

Kontakt: Anna Sidsel Andersen på sidsel@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til: tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk/ texaslonghorn

Krabbesholm Højskole NY, AKTIVISTISK LITTERATURKunst LINJE Landets mest ambitiøse og Arkitektur intensive litteraturlinje med 19 og 24 ugers forløb Design og mere end 20 timers undervisning om ugen.

Litteratur Det handler om læsning og skrivning, læsning og skrivGrafisk ning, læsning og skrivning.

Litterære tekster, kritiske design tekster, analyser, alt.

Dine tekster kommer ud i verden. Lav dit eget mikroforlag med pop up-bøger, pamfletter og plakater fremstillet på højskolens Riso-trykkeri.

Eller arbejd med lydfiler, videoer, fotos, objekter, malerier, serigrafiske tryk osv. på skolens mange specialværksteder.

Vi arbejder tæt sammen med Gladiator omkring undervisere og gæstelærere. Forlagets to direktører Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad er sammen med Ida Holmegaard den faste, kollektive lærergruppe med Ida Holmegaard som daglig leder.

På Rødding Højskole kan du også kombinere dit hovedfag i Litteratur & Horisont med faget Skriveværk­ sted, så du får en litteratur­ og skrivelinje. Skriveværk­ sted er et sprogligt laboratorium, en ordenes legeplads, hvor vi tør vende op og ned på indgroede skrivevaner i håbet om at opdage nye og anderledes måder at udforme tekster på.

Kursusstart i januar, februar, marts, august, september.

www.rhskole.dk

Litteratur & Horisont

Litteratur & Horisont er for dig, der ønsker en bredere forståelse for litteraturen, kunsten og det samfund, vi lever i. Det er et fag for dig, der vil stoppe op og reflektere over nogle af de mere grundlæggende spørgsmål ved tilværelsen, og som er interesseret i at søge andre svar end de allerede givne og opleve andre verdenssyn end de allerede kendte.

Med rejse til Istanbul

Tag på højskole med litteraturen i centrum Litteratur & Horisont på Rødding Højskole er en enestående mulighed for et højskoleophold, hvor skønlitteraturen er i fokus. Fordyb dig i et halvt år med nogle af de største værker, der nogensinde er skrevet, med splinterny og sprudlende dansk samtidslitteratur og med fascinerende og fremmedartede fortællinger fra den store verden. Og vær med, når vi tager til Istan­ bul og mødes med nogle af tidens største mellem­ østlige forfattere.

BILLEDE: OVARTACI

BØRNESCENE

TEKST: PREBEN MAJOR SØRENSEN BILLEDE: BJARKE STENBÆK KRISTENSEN

Nogen tid herefter fik jeg foretræde for hertuginden (det kaldte man hende; hun var et spøgelse), som bad mig om at hjælpe sig med iscenesættelsen af et teaterstykke, hun havde skrevet. Det foregik nede i kælderen, hvor de kostbare lamper og de store sydindiske trommer opbevaredes. Jeg indvilligede (hvad skulle jeg ellers have gjort?), og vi gik straks i gang med arbejdet, hvorpå børnene - som sædvanligt: disse tavse børn med ansigter som oldinge eller fastelavnsmasker - ankom. De myldrede tyst ind i stuerne, og hertuginden slog ud med den ene ringprydede hånd og sagde: ”Så går De ned og henter rekvisitterne.” Med rekvisitter mente hun lamper og trommer. Jeg begav mig ned i den dunkle kælder, hvor en enlig prås blafrede og lyste rummet svagt op.

Jeg fandt et par lamper, runde porcelænslamper på tunge messingstager, og to lange sydindiske trommer, jeg måtte bære det op i to omgange. Men på vejen op ad trappen blev jeg afbrudt af hertugindens stemme, som ejendommeligt nok kom nede fra kælderen. Jeg stillede lamper og trommer fra mig på en afsats og gik ned i kælderen, hvortil jeg vidste, at der ikke var andre nedgange, hvorfor det undrede mig at høre hertugindens

stemme i kælderen kort tid efter at jeg havde set hende i stueetagen. Henne fra hjørnet kom en dæmpet trommelyd, og derpå kunne jeg høre hertugindes stemme: ”Jeg har skrevet bøger i mange år.” En anden stemme sagde: ”Men nu er Deres Nåde begyndt at skrive for teatret.

Det skal vi vel nok være glade for, efter at den genre er blevet forsømt i så mange år.” ”Nu er jeg begyndt at skrive for teatret, som De ganske rigtigt bemærkede, er blevet forsømt umådeligt længe,” sagde hertugindes stemme og fortsatte, ” men vi har på den scene, hvor mine stykker skal opføres, et problem med belysningen. Forstår De, pærerne ryger ustandselig.” Derpå fulgte kort lyden af trommen, den karakteristiske lyd af den karnatiske mridangam der stemmes, så blev der stille. ”Der må stå en radio eller en båndoptager hernede,” tænkte jeg, steg atter op ad trappen, tog lamperne og trommerne, som jeg havde stillet fra mig, og slæbte med besvær hele fejemøget op ad trappen.

I stuen som var nogenlunde oplyst, og hvor nu det umådelige antal børn sad bænket langs med væggene, stod hertuginden midt ude på gulvet i en bydende positur, i en lang mørkviolet kjole og med det stålgrå hår sat

op i en knude, hvorigennem der – ingenlunde uklædeligt – var anbragt en kam af skildpaddeskjold. I samme øjeblik jeg trådte ind, råbte hun: ”Og hvor er så fatningerne ?!” ”Deres Nåde undskylder,” udbrød jeg, ”men jeg forstår ikke hvilke fatninger Deres Nåde hentyder til.” ”Fatningerne til pærerne selvfølgelig!” skreg hun, ”har De da ingenting i hovedet, kan De slet ikke forstå, at når et værk skal opføres på en scene, skal der være lys, lys, lys!” Sætningens tre sidste ord skreg hun så højt som det er muligt for et menneske at skrige, og jeg forsøgte at spore en ændring i børnenes udtryksløse ansigter, bare en lille, en ganske lille ændring: den mindste trækning om et par mundvige, den minimale udvidelse af et par pupiller; den svageste ændring af ansigtsfarven bare på et enkelt af barneansigterne ville have beroliget mig. Men børnenes ansigter forblev uden udtryk og hvide som sne (Desuden, hvad skulle de børn her? Men det turde jeg ikke spørge om.).

Hertugindens ansigt var fortrukket i raseri, og jeg tænkte: ”Det her er jo en ynkelig symbolik.” Så blev jeg gal i hovedet, afførte mig al decorum og råbte: ”Hvor er mine dukker?!” Thi jeg mente, at jeg i al beskedenhed

fortjente at få et enkelt af mine egne dukketeaterstykker opført – på min egen scene selvfølgelig. Hun stirrede på mig, og hendes ansigt antog et udtryk af triumf, da hun med betydeligt mere dæmpet stemmeføring sagde: ”Deres dukkers hoveder ligger i en papkasse i kælderen – hvor deres kroppe er, véd jeg ikke, det må De selv finde ud af.” Hun smilede, et ubehageligt smil og tilkastede, mens hun langsomt vendte sig mod dem, de tyste børn, et sigende blik, som ville hun derved antyde en skjult forbindelse mellem mine savnede dukker og disse unaturligt tavse blege børn.

Jeg nejede, efter at have stillet lamper og trommer fra mig, og gik. Først da jeg var nået et godt stykke ned ad parkalléen, blev jeg opmærksom på flokken af tavse børn, der trængtes omkring mig og sluttede mig inde i stadigt voksende kredse af ufremkommelighed, hvorved de umuliggjorde ethvert forsøg på at komme ud af den hertugelige slotspark og bort fra dette desperate slot og dets desperate beboerske. ”Det kommer der,” tænkte jeg, ”ud af at gå i adelens tjeneste: Man hænger på den resten af livet. Og døden med.”

8

tekst: Johanne Kirstine Fall billede: Flemming Dupont

Trine græder. Aisha rejser sig, kaster op i skraldespanden og sætter sig tilbage til bordet. Plejerne skraber med knive og gafler mod tallerkenerne, vi skæver alle til uret på skift. Der er sat en halv time af til aftensmåltidet, der altid er opbygget efter tallerkenmodellen. Det kan være kylling-ærter-brød, postej-broccoli-ris, lammegryde-gulerødder-havrekerner. Der er syv forskellige retter, én ret til hver af ugens dage. Altid 30 mandler. Og så forfra igen.

I dag er det fisk-salat-flødekartofler. Vi må ikke få at vide, hvordan det er tilberedt. Det kan fremprovokere en sultestrejke. Jeg prikker lidt til fisken med gaflen, det gælder om at spise langsomt. Ditte lægger hånden på min arm, siger: ”du kan godt.” Jeg skubber maden lidt rundt på tallerkenen, men uden at de forskellige madvarer rører hinanden. ”Prøv at få startet, du kan godt”. Ditte giver min arm et klem. Jeg stanger en halv flødekartoffel med gaflen. Skubber den af

med kniven igen. Tørrer gaflen af i servietten. Vi kigger på hinanden. Så prøver jeg igen. Stanger en halv flødekartoffel med gaflen. Hun kigger forventningsfuldt på mig. Jeg spiser den. Brune pletter dukker langsomt op på mine arme som fregner. De breder sig og bliver til større og større gullig-brune plamager, til hele min krop er brun og dækket med store skjolde. Det klør i nakken, jeg virrer med hovedet og fører en hånd op til stedet, hvor huden er irriteret.

Noget koldt og glat er ved at gro frem fra venstre side af min nakke, og jeg river det febrilsk ud og sidder med en lille grøn kartoffelspire i hånden. Jeg smider den på gulvet, men huden er fortsat irriteret, der gror en ny spire fra min nakke, den gror hurtigere end den første, og jeg må holde hovedet lidt til højre for at gøre plads til den. Jeg forsøger at sidde stille på stolen, så de andre ikke opdager, at jeg er ved at blive til en kartoffel, presser fødderne mod gulvet for at

9

mærke, om mine fødder stadig er menneskefødder. Lidt jord drysser fra mit ansigt og ned på tallerkenen. ”Prøv om du kan tage en bid mere”, siger Ditte, men jeg kan ikke spise mere på grund af jorden på min tallerken, og tanken om at spise mere kartoffel virker kannibalistisk og får det til at vende sig i mig. Mit blod er koldt og tyktflydende, som fløde, det pumper langsomt rundt i kroppen. Mit hjerte banker, jeg sveder og varmen føles som en brændende kontrast til den kolde fløde.

Min tunge er en lille, glat spire, jeg har ingen kontrol over den, den suser rundt i munden, når jeg prøver at forme et ord. Ditte strammer grebet om min arm, og jeg skubber den væk og uret slår 18.00, og jeg rejser mig, langsomt, passer på ikke at vælte bordet eller stolen. Det lykkes, men da jeg passerer hjørnet af bordet, spørger Ditte igen; ”er du okay, Josefine, er du okay?”, jeg vender mig mod hende, for

hurtigt, og bordhjørnet borer sig ind i min krop. Et stykke brun kartoffel lander på gulvet. Jeg svarer hende ikke, men samler kartoffelstykket op og bærer tallerkenen ud.

Jeg sætter mig ind i fællesstuen, på kanten af en plasticstol, så det bliver nemmere at tørre op efter mig, og prøver at udholde en halv times observation, der skal forhindre, at jeg kaster op. Jeg er ved at være øm i nakken og det øverste af ryggen, fordi jeg skal sørge for at holde hovedet til højre, så der er plads til spiren i min nakken, der tilsyneladende stadig vokser. Ditte sætter sig igen ved siden af mig: ”Har du brug for at snakke?”, men tungen vil stadig ikke makke ret. Jeg laver en dyb lyd, uden mening, jeg skal have besøg af min familie senere på aftenen, de vil gå forbi mig, de vil ikke kunne genkende mig, måske vil de æde mig.

BILLEDE: CELESTE KNIRKE ARNSTEDT

12

tekst: Josefine Klougart

1.

Det damper fra markerne. Det er oktober. Roerne ligger i en bunke høstede. Drengen sidder på trappestenen med en gren. Han har en kniv han snitter med. Han savner nogen. Det er omkring gården markerne damper. Som køerne ude i stalden. Drengen kunne ikke læse tavlen. Det er ulykken der ramte dem. Faderen sidder med mapperne og bladrer. Han fugter sin finger på en opvreden klud, der er knyttet til en hård bold og ligger på en tallerken ved siden af. Det er kvinden der har arrangeret det. I hårgrænsen de her små hår der virrer når hun bevæger sig. Hendes øjne er sultne. Hun er savnet.

Hun ligger i sengen og ser på et fotografi der har været foldet på midten.

Hun stryger en finger hen over det som om det var noget levende et blad eller et lille dyr.

Moderen holder fast i sit barn og i bådens ræling. De vidste at det ville gå sådan. Der er ingen fisk længere.

Havet under dem er en ruin. De kan se land.

Drengen siger: vil de hjælpe os ind. Menneskene på stranden vender sig og går tilbage op mod byen.

2.

De stævner ud. De har madkurv med. De er alle bange for at de vil gå til grunde derude. Havets grå bjerge. Han har skind-foer i sin hue. Kvinden langer ham et stykke brød. Faderen græder og roer. Brødet er surt det sidder som en sål i ganen. Moderen holder fast i sit barn og i bådens ræling. De vidste at det ville gå sådan. Der er ingen fisk længere. Havet under dem er en ruin. De kan se land. Drengen siger: vil de hjælpe os ind. Menneskene på stranden vender sig og går tilbage op mod byen. Det er sent. Menneskene på stranden er i byen nu. De taler om tyskerne. Men det er ikke tyskerne der kommer det er deres egne.

13 3.

Græsset er sprødt af frost. Drengen får sorte skøjter. De er nede på søen efter det er blevet mørkt. Forpagteren sætter fire lanterner op på isen. Han gik selv gennem isen engang. Forældrene har glemt deres børn. De går i seng slukker lyset og sover. Hele landsbyen mørklagt. Skarpeste meder. Drengen kalder sig selv den sorte ridder. Han kan allerede løbe stærkt. Han løber slalom mellem lysene. Han er den hurtigste. De små er trætte og vil gerne hjem. De lægger sig på isen ved en lanterne og har fået øje på en fisk der hænger nede i isen. Søsteren tager sine vanter af og kradser isen op med en negl for at se om hun kan få fisken op. Så er det han kommer for tæt på.

Det er hendes fingrer der kommer under skøjten. De holder fingeren hen til lanternen. Han er et naturtalent på skøjter. Søsterens skrig er infernalsk.

Lyset bliver tændt i huset ved søen. De andre børn løber hjem. De er kun de to tilbage på isen. Da hun ser hans ansigt holder hun op med at skrige.

Han nærmest bærer hende hjem. Alt er ødelagt. Hen over bordet. Han må ikke skrige. Han har ødelagt skøjterne ved at gå med dem hele vejen hjem.

Faderen trak dem af hans fødder næsten uden af løsne dem. Det er kunstskøjter han har fået. Han har pudset dem to gange inde han tog dem i brug.

Lanternerne brænder på søen hele natten igennem. Han bider i ét bælte og får med et andet. Hele tiden kan han høre søsteren ude på badeværelset. De forbinder hende. Da hun falder i søvn græder hun også i søvne. Han tænker på det krondyr de kørte ihjel den vinter. Hvordan det slæbte sig ind gennem skoven med et knust ben. Hundene fandt det dagen efter. I mørket var det hurtigt væk. De spiser af dyret ved særlige lejligheder. Det hænger under loftet og tørrer.

Den fremmede sidder i køkkenet nu. Moderen serverer vaniljekranse for ham.

4.

Der går betændelse i såret. Har vi ikke renset det godt nok? Hun har blå læber og ryster. Drengen skal ud med aske. Han redder metalmederne. Han tørrer dem af i uldtrøjen. Han ånder på dem og pudser dem i ærmet. De bliver blanke igen. Drengen savnede noget allerede tidligere men nu tænker han at han havde alt dengang. Markerne er bløde. Lægen er alvorlig. Jo flere småkager man giver ham jo bedre føles chancerne. Han har talt. Fire. Da lægen er gået siger drengen til sin søster: fire vaniljekranse. Hun ser på sin bror som om hun ved hvad der skal ske. Hun ved hvad der skal ske. Jeg er ikke bange, siger hun. Drengen sidder på taburetten ved siden af. Han har skubbet tre vaniljekranse på sin tommelfinger som han sidder og stritter med som et kosteskaft med saltkringler. Du skal ikke være ked af det. Det skal jo nok gå siger hun. Med sin raske hånd rækker hun ud efter broderens ansigt. Hun borer en finger ind i hans mundvig og trækker den op så man kan se den ene hjørnetand. Du er min bror der griner, siger hun.

14

5.

Moderen retter hele tiden på blomsterne. Markerne er stadig nøgne. Det er marts. Drengen får nyt tøj fordi hans søster er død. Faderen har besøg af præsten. De tager imod. Drengen tager mederne frem fra en stofpose. Han pudser dem. Han vil aldrig glemme den følelse af at flyve hen over isen. Han tænker på om fiskene længere nede kunne se dem løbe hen over sig. Om han var som en sky over dem. De holder gravøl i menighedshuset. Om aftenen ligger moderen igen i sengen og stryger fingeren hen over billedet som en bøn. Faderen bliver siddende ovre på kirkegården hele natten. Drengen tænker på om faderen kan finde på at grave hende op igen. Med sine bare næver. Drengen står op og går ned gennem byen. Han har et tæppe med.

På kirkegården sidder faderen ved siden af et bjerg af jord. Han sidder med fødderne nede i graven og med søsteren i skødet. Den hvide kjole. Men så er det bare blomster, det hvide. Det er ikke søsteren. Hun er her ikke mere hvisker faderen. Drengen lægger et tæppe over faderens skuldrer inden han går tilbage gennem byen. Huset er sprængt. Vi er ramt af ulykken fortæller drengen til sine meder. Han lægger dem ind under sin hovedpude inden han sover. Han tænker at hvis faderen opdager mederne vil han hakke drengen i stykker med dem. Han vil starte ved fingrene og hakke ham ud i mønter.

Søvnen er noget dyrebart. Når han har træt sparer han søvn op. Han holder sig vågen. Jo mere han sparer op jo dybere sover han. Moderen og faderen deler søvnen mellem sig. Det er det sidste bevis på at de stadig er mennesker.

6.

Hele tiden må man hente faderen ovre på kirkegården. Han sidder i gruset ved stenen. Drengen savner sin far. Hans far er blevet en anden. Moderen skriver hver dag optegnelser i et blåt hæfte. En dag flyver en fugl mod vinduet og hun må rejse sig. Hun forsvinder ud af værelset. Hæftet er ikke lukket og han kan gå så tæt forbi at han kan læse hvad hun har skrevet.

Om aftenen ligger moderen igen i sengen og stryger fingeren hen over billedet som en bøn. Faderen bliver siddende ovre på kirkegården hele natten. Drengen tænker på om faderen kan finde på at grave hende op igen. Med sine bare næver.

15 7.

Moderens hæfte har trukket ham til gården. Hun har skrevet ham frem. Faderen er tidligt oppe hver morgen. Han går over de dampende marker eller nyslåede marker eller stubmarken i lige linje over til graven. Faderen er en lille hvid due af porselæn der sidder ved graven. Hovedet bøjet mod vingen.

Den fremmede sidder i køkkenet nu. Moderen serverer vaniljekranse for ham. Hun sparker døren i da hun ser han kigger på dem. Han kan høre dem gennem døren.

Hun trækker elastikkerne ind over kjolerne og knipser låsen sammen. Drengen vil hjælpe. Han sidder i sengen bag kufferten og løfter låget op og lader det falde. Han ved det allerede.

8.

Den lille grønne kuffert ligger på sengen med elastikkerne slået ud som arme. Hun lægger kjoler ned i kufferten. Drengen står i døren. Vil du ind eller ud. Hun går hen og kysser ham på panden. Hun holder fast omkring hans hoved som om det var en bold hun om lidt ville kaste så langt væk fra sig hun kan. Jeg kommer tilbage siger hun. Hun trækker elastikkerne ind over kjolerne og knipser låsen sammen. Drengen vil hjælpe. Han sidder i sengen bag kufferten og løfter låget op og lader det falde. Han ved det allerede. Skal I med toget, spørger han moderen. Moderen nikker. Drengen siger: Må jeg gå med og vinke. Dampen fra toget ligner dampen fra markerne. Moderen har krøllet sit hår op. Hun ser fremmed og smuk ud. Hun hører sammen med den fremmede. Drengen vinker til hende. Han har fået en mønt af den fremmede. Blodpenge.

16 9.

Faderen gennemsøger huset. Han tager en neglesaks og klipper puderne og dynerne op. De er det sidste skjul. Fjer og dun står omkring ham som tåge. Han ligger i sengen og knuger dynerne. Mine forældre græder meget tænker drengen. Han har stadigvæk mønten i hånden. Så slipper han den og den falder ned på gulvet og triller i volter frem mellem dem og ligger stille. Drengen går ud i køkkenet og spiser vaniljekranse. Han har opsparet søvn som han beslutter sig for at bruge lidt af. Faderen er holdt op med at græde. Dyrene i stalden er holdt op med at brøle. Drengen trækker et tæppe over faderen inden han selv lægger sig i sengen ved siden af. Når han trækker vejret ind bliver dun og lette fjer trukket ind foran næseborene.

Drengen ved at han skal tænke på moderen mange gange hver dag hvis han skal blive ved med at huske hende.

10.

Drengen skubber døren til side og går ind i stalden. Først tror han dyrene er ude på græs men så er det han ser dem. De ligger ned. Der er fluer omkring køerne. Nogle af fluerne har store og blålige vinger. Det er de blå man kan høre svirre i luften. Køernes øjne er åbne. En ko sætter den forreste klov frem på gulvet foran sig. Så falder dens hoved ned over knæet. Vågn op, mumler drengen. Han går ned gennem pisserenden. Ammoniakken river ham i næsen helt ned i lungerne. Han kan ikke huske lugten har været så slem før. Sort næsten grønt lort ligger forstenet og krakelerer i varmen.

Drengen er ældre nu, han er allerede gammel. Han skal både huske søsteren og moderen. Det er fuldt ud hvad han magter. Han går ned til den store port og skyder den til side så dagslyset sender en vogn af lys op gennem stalden.

Kom så mumler drengen. Græsset ude på marken er højt. Hvorfor har de ikke været på græs hele juni. Selv løbegangen mellem stalden og gangen står med saftigt grønt græs. Kom siger han højere. Køernes yvere er lyserøde og udspilede. Blå blodårer som et bladskelet hen over. Mælken er drevet fra dem. Der sidder størknede gullige kopper på deres patter. Drengen stiller sig midt i stalden. Han vifter med armene. Han sparker til et af de store dyr.

Han tager fat i en klov. Dyret er koldt og ubøjeligt. Maven er en ballon.

Drengen tænker han er blevet smittet med den virus den fremmede kom med. Han er selv fremmed nu. Da han vender sig mod døren for at gå ser han faderen stå i døren. Han ved at hvis han nogensinde begik en fejl var det den at gå ud i stalden. Stalden er faderens enemærke. Faderen tilgiver ingen fejl.

Drengen bliver pludselig helt træt og falder næsten sammen som kørerne.

Men så er faderen væk og drengen kan gå ud af stalden igen.

17 Drengen ved at han skal tænke på moderen mange gange hver dag hvis han skal blive ved med at huske hende.

11.

De høster i stilhed. Drengen sidder med i styrehuset, ude i siden af huset.

Han ser skiftevist frem foran sig og tilbage. Stråene falder. Spurvene letter som sommerfugle foran dem når de kører frem. De kører hele morgenen og formiddagen. Det eneste de siger højt er hvor mange kilo korn hvor mange baller hø. Ingen af dem har været inde ved bedriften siden den dag. Bedriften lugter. Hun kommer ikke tilbage hun kommer ikke tilbage, mumler faderen. Ingen af dem kan lave mad men så en dag er det alligevel det de gør.

En kartoffelplante som de graver op. Små kartofler som lyser i den grå jord.

De sidder bøjet over en balje og skraber kartoflerne. De bløder krondyrkølle op i vandbad. De spiser uden at sige noget til hinanden. Faderen stiller noget til side til hende. Hvis hun skulle komme hjem senere. Hver morgen giver de det til kattene ude på gårdspladsen. Kattene sidder og venter oppe på muren i solen hver morgen. I regnen trækker de ind i laden. De kommer aldrig ind i huset længere.

Spurvene letter som sommerfugle foran dem når de kører frem. De kører hele morgenen og formiddagen. Det eneste de siger højt er hvor mange kilo korn hvor mange baller hø.

Ingen af dem har været inde ved bedriften siden den dag.

TEKST & BILLEDE: ZVEN BALSLEV

24

Findes der stadig nogen der værdsætter kunsten?

Hvor er den luder der hellere vil have et kærlighedsdigt end kolde kontanter?

Der var engang, da digtere fik det gratis, nu kommer her kun jakkesæt

med håndleddene tunge af schweizerure.

Det er så min skæbne: at være digter

i en Hugo Boss verden. Kære Corinna, måske gemmer ham konsulenten på en pik,

der er hård som en møntrulle, en pose nosser som en gylden vædders,

men tror du virkelig, han drømmer om velplejede hænders skøjten efter en dag blandt tallene?

Hvor lang tid, tror du, han holder – ti minutter? Tager du ham, fordi han læser i Børsen?

Hvor langt oppe er C20?

Bare tanken om hans mønttællende kløer

på vej igennem dine brune lokker får mig til at græde. Jo, jo, jeg ved det,

du har sagt det: han er en guldmand med pomadiseret hår og en bluetooth

hængende fra øret, han har ikke rørt en pengeseddel i årevis. Men tror du ikke,

han også kommer i sidegaderne, hør ham hviske halvt i søvne

om tyre og bjørne (hvis du tager noter er det insiderviden), og alle de ting

han vil sælge med et ekstra nul på: futures og obligationer og optioner og blue chips:

de stikker ud af hans hoved som halm fra en gammel madras: Han er et fugleskræmsel,

et skvat med et skævt, og den bule i hans bukser

Still Life with Flowers in a Glass Vase, Jan Davidsz. de Heem, 1650 - 1683

30

31

er en agurk, han har stjålet i sin mors køleskab.

Er det ham, du vil have? Han klarer regningerne, sætter familier på gaden før frokost

og så sætter sig ud i sin Lexus for at file videre på ettallet,

mens han lytter til erhvervsdækningen.

Tænk dog på de grædende forældreløse børn,

tænk på de hulkende barnløse forældre, tænk på, hvor han sætter sit kryds uden skam.

Men jeg kender Apollo, og ved du hvad, skat, han er ikke nogen Swippergud.

Et ord fra ham og mine vokaler danser samba – og versets droning, det bliver dig, skat.

Sådan gør de gamle guder nemlig, dem fra den guldalder, hvor guld ikke betød

halvt så meget som de stavelser, der flød som synkoperede rytmer fra bier

i Helenas frugthave. Jeg tænker på den sky af sværmende vinger, som fylder luften

med et brøl af flyvende sperm og forvandler maj måned til et landskab af lår:

hver eneste blomst tager sin mage, det er Cupido i sin sort-gule bluse,

der gemmer sin pil til hver eneste ene.

Det er en digters formue: ord, der gøder

lummerheden som en befriende byge.

Et ord fra mig, og du er verdens navle!

Et ord! Og jeg skal vise, hvordan du svæver gennem syrener og krokus, som en gud.

32

TEKST: NADIA JOSEFINA EL SAID

stolene hvilken stol er jeg? hvilken stol er du? hvilken stol er hen?

A. Hvad er stolen?

Et møbel at sidde på (og stå op og gå ned på) To møbler at sidde imellem (en kløft af finér/fallepåhalenkomedje) Tre møbler at sidde til (mærk hvordan de langsomt tager form af)

et tilsyneladende uorganiseret element et tilsyneladende arbitrært element et tilsyneladende udestue element

(mærk elementernes rasen) (mærk den elementære raseren) (mærk elementerne i den raserende renhed)

33 B. Og dog

Stolen er laved af træ. Eller plast og hår. En behåret plastik stol. Den består af 1 sæde 4 ben 1 ryglæn.

Og eventuelle støttedele.

Der er mange typer af stole:

BIVA stol gynge stol hoved stol muld stol rulle stol elektrisk stol wegner stol poul kjærholm stol

Dialog mellem Poul Kjærholm (PK) og kunstkritiker Ejner Johansson Ejner Johansson.

Ejner Johansson: Poul Kjærholm (Pause) Den stol, dér (Pause) Den er fra 1961 Ikke sandt?

(Pause) Poul Kjærholm: (Trækker røg ind fra cigaretten) (Pause) (Puster ud) (Pause) Jo (Mindre pause) Det er den

34 Billede Et lyst lokale med højt til loftet. PK klædt i minimalistisk mørkt tøj.

Han står let foroverbøjet over sin industri stol støbt i aluminium og lakeret med plastik.

Han spejler sig i overfladen og klør sig under hagen.

Billedtekst Hvorfor er den stol blevet sådan?

Egentlig.

Billede Et dunkelt lagerlokale. PK klædt i minimalistisk mørkt tøj.

Hun ruller en stol i et tæppe, smider den over skulderen og går.

Ud af huset ud af byen ned ad vejen ud på marken og kaster.

Stolen i et hul og skovler jorden i.

Hun spreder tæppet. Ud over det fyldte hul. Over græsset og bunkerne af blade. Retter lidt på kvasterne og læser. Op af en bog.

Billedtekst Af stol er du kommet. I ord skal du opløses i.

35

Billede En smuk skovsti. PK klædt i minimalistisk hvid spadserdragt.

Hen går mellem buske bier trær og blomster. Hen går amok på væksterne. Med en fræser, en rørbuggemaskine og en højfrekvenspresse.

Stumper og stykker ligger. Ud over det hele.

Billedtekst Sikke et surt billede. Hvorfor er henhunden så sur?

Fordi shh stolene også er en slags trær skulpturer fremstillet af sit eget materiale

BILLEDE: ANIKA LORI

38 e vild r e e ting e lig k for s i ag en og m t hvilk e er meg befind de tid i sig

Hos en rebslager logerer tyven i 1781, så meget ved vi, og gad vide, om nogen af os nogensinde bliver klogere, men det er så også begrænsende nok, der er fx ikke rigtig plads til at den rebslager var indisk og kunne have lært tyven et rebtrick eller to, hvis der altså ikke kun er det ene og samme rebtrick, som er rebet, der rejser sig som en slange eller noget, en slange kunne være et billede på, i vejret og akkurat

vejrende, og jeg ved ikke, det ved jeg heller ikke, om der nu om stunder findes en eller måske flere alternative løsningsforslag til det eneste ene indiske rebtrick, jeg ved ikke, det ved jeg heller ikke – men der må findes statistikker i magiencyklopædier hvor hyppigt og ofte ”indisk rebtrick” i mere eller mindre hybridt exotiserede versioner er indgået i små og store og decideret Las Vegasvældige trylleshows, men jeg tænker, at

selvom den rebslager ikke var indisk, kunne han jo godt ved en tilfældighed eller gennem en række målrettede overspringshandlinger midt i rebslageriets trummerum være nået frem til sit helt eget, særlige sjællandske rebtrick og lært det videre til tyven, der NB endnu ikke var tyv, som lige så sagtens - det behøver der ikke være NOGEN SOM HELST kilder til – kunne have benyttet det trick ved tyveriet 21 år senere, jeg tror

39 tekst: Lars Bukdahl

jeg v ed ik ke, d ved j et eg h eller – me ikke n de r må stat find istik es ker i ency mag klop iædie r

bare, jeg forsøger at sige, at historien har huller, og hvis den ikke har, bør den med revolver eller boremaskine eller bare med tålmodig pirken med pegefinger gennemhulles, så der er plads til forestillingsevnen, hvorfor er fortiden det eneste, der ikke må ændre sig? jeg har lige set Alejandro Jodorowskys film The Dance of Reality om hans chilenske barndom og lige læst Bo Reinholdts roman Almester om billedskæreren Claus Berg, og det er det jeg mener,

blow up det hellige bjerg, eller som sagt gennemhul det, med utidige helikoptere og protestparaplyer, gennempul det for den sags skyld, og så vil jeg gerne afslutningsvis sige noget om akkurat ting, for ting er vilde og magiske lige meget hvilken tid de befinder sig i, ingen kan holde nogen ting på plads, hvad enten det er reb eller guldhorn eller de tutuer, de danser i på Gammel Scene, hvor, altså i cafeen, jeg begyndte at skrive dette digt, eller den dåse med såkaldt

Shampoozle, jeg stod og stenede over i Magasin en time før, og som jeg helt sikkert burde have stjålet, det er så lang tid siden, jeg har været en tyv, eller vent, det er det ikke, lige før jul fik du mig til at stjæle en mærkelig, blå-oghvid-stribet nissehue OGSÅ i Magasin, som jeg meget kortvarigt havde på hovedet nytårsaften, bordbomber, bordbomber, bordbomber.

HALFDAN PISKET:

40

41

Jeg husker tydeligt første gang, jeg stiftede bekendskab med Johannes Holbek: Min første tanke var, at han virkeligt måtte have haft det dårligt. Selv de glade af hans billeder er fyldt med utryghed og gru. Jeg har siden anskaffet mig flere af hans ting og set næsten hele hans produktion. Indholdet er grotesk og lidende.

Når Johannes Holbek lavede sine satiretegninger for diverse aviser, ser det ud som om, han kæmper for at være i kontakt med noget, vi kan kalde folkeligt. Det lykkedes nogle gange, andre gange skinner hans oplevelse af verden tydeligt igennem, han kan ikke se det smukke.

Han kan se de fede mænd, der ligner grise, og de krogede damer og præsterne, der sidder og griner af deres menighed. Han kan se, at verden er et grimt sted, der kun bliver grimmere.

Johannes Holbek var drevet af en mission om, at andre skulle se det samme, som han så. Se, at der ikke var

noget foroven, se at borgerskabet levede fedt på de arbejdende og underklassens bekostning, se at tilværelsen var ét stort bedrag, én stor forbandet løgn. Men han led, og han led, og det kunne han ikke skjule. Lige meget hvor umage han gjorde sig. Lige meget hvor mange gange han afleverede sit arbejde til tryk i avisen, kunne han aldrig skjule, at han led.

For lidelsen er helt ned i udførelsen af hans værker akavet og svær, altid sort og hvid, med den tyndeste pen, man kan anskaffe sig. Det er et virvar af tynde linier der indrammer et sirligt tegnet motiv. En storm af linier, der omgiver en enkelt lille allegorisk fortælling om ensomhed, om forfængelighed og kvindens ondsindede forførelse, om borgerskabets idiotiske hån af kunst. Jeg tror, at noget af grunden til, at Johannes Holbek er så overset, som han er, at han arbejder med de tynde linier på papir: Et medie der har cirka samme levealder som han selv. Ekstremt kort.

42

Der er ikke noget overskud i hans medie. Han er ikke en af de lidende kunstnere med et overskud. Han er ikke forfatteren, der skriver et kæmpe værk, hvor vi kan have sympati med det lidende sind henover et par hundrede sider. For Johannes Holbek blev det ikke til andet og mere end nogle griflerier, og han var ikke maleren, der med farver og store motiver skabte store værker. Han er manden, der ikke kan overskue mere end en simpel tegning. Med tynde nervøse linier.

Johannes Holbeks produktion er ikke stolt over at være lidende, den er et forsøg på at skjule det. Han har det meste af tiden arbejdet som illustrator og bladtegner, han har udført et job, mere end han har forsøgt at præsentere sig selv som kunstner.

Det er på grund af disse arbejder, at han stadig findes.

Man kan følge hans offentlige arbejde næsten fra begyndelsen, og man kan følge, hvordan hans tilstand forværres, indtil næsten al form er væk, og der kun er de nervøse streger tilbage. Kunsten var ikke noget, der var større end han selv, han forsøgte og fejlede, blev lukket ude og tog sit eget liv. Som den ultimative hån fik han ikke en

plads ved siden af alle de andre kunstnere, der også tog deres eget liv, og som vi hylder i dag.

Johannes Holbek var en arbejdsmand, der levede af at tegne for andre og ikke for sig selv. Han var tegner og ikke kunstner, indtil han en dag blev fyret fra dagbladet Politiken og ikke havde arbejde for andre mere. Han var ude i kulden, og der var ikke mere tegnearbejde tilbage.

Derfor gjorde han sig selv til en død tegner.

Johannes Holbeks store kvalitet er: Ide og budskab destilleret ned i en simpel linie OG det legende smukke blandet med det grotesk hårde.

– Jeg ser Johannes Holbek som en af de eneste rockstjerne-kunstnere vi har i Danmark, som burde blive hyldet på samme måde som andre af hans slags. Jeg håber at han sidder til højbords med Andy Warhol, Francis Bacon, Edward Munch, Frida Kahlo, van Gogh og alle de andre skidderikker. Ikke på grund af deres fælles afgang fra denne verden, men på grund deres fælles kvalitet og nyskabelsen i deres værker.

PÅ LANDET 44

Tekst: Anna Hechmann Knudsen

Korsedderkopperne sidder i deres spind. Dråber af dug triller ned over deres svulmende kroppe. Snart skal de dø. Når den første frost kommer, springer deres kroppe i luften med et uhørligt knald. Skjult bag mirabellekrattet ligger et lavt bindingsværkshus. Vinduerne er mørke, og det tidlige morgenlys er kun en blå genspejling i ruderne. Inde i huset ligger Herman og Bente og sover. Hun hviler sit hoved tungt på hans bryst, hendes hår er kort og kradser igennem stoffet på hans natskjorte.

Hun snorker ikke, men afgiver små abrupte grynt, når han flytter på sig for at klø den irriterede og varme hud under skjorten. Hans hjerte skraber imod brystbenet hver gang det slår, som sidder knoglen i vejen for dets størrelse. Musklerne pustes op og trækker sig sammen, de piber og hyler, skubber til huden.

Han kniber øjnene hårdt sammen og spiler dem så helt op. Leder efter sin halskæde under natskjorten. Det er en gammel rosenkrans, lilla perler og på trækorset en Jesusfigur i blank metal. Den har viklet sig ind i hårene omkring brystvorten. Jesus strækker sig på korset, hiver et par hår ud. Herman gnider sin brystvorte og sætter sig op i sengen. Bentes krop glider ned ad ham og lægger sig i revnen mellem madrasserne. Han klemmer korset i hånden, indtil han kan mærke bjælkerne trænge ind i kødet.

Så putter han det ind under skjorten og står op.

Klinkerne i køkkenet er kolde. Han tager et par uldstrømper på inden han ifører sig sin kedeldragt, stikker i gummistøvlerne og går udenfor. Det er koldt, ikke frost endnu, hans ånde efterlader hvide dampskyer i luften. Han trækker vejret dybt ned i lungerne og går over mod stalden. * Herman er vokset op i en landsby langt ude på landet. Han fik aldrig nogle søskende. Hans mor fik fjernet livmoderen, da han var spæd.

Den sad ikke fast mere, væltede bare lydløst ud ad kroppen. Udstødtes som endnu et barn.

Når hun stod i køkkenet og lavede mad eller når hun bøjede sig ned efter snavsetøjet i vaskekurven, så gled den lige så stille ud i underbukserne. Hun knækkede sammen på midten, hang dér med hænderne under kjolen og holdt på den. Hun gik foroverbøjet og med små skridt ud på badeværelset, vaskede først den ene hånd og så den anden. Satte sig på hug og pressede livmoderen op igen. Bagefter lagde hun sig på gulvet og strammede musklerne i mellemgulvet, indtil hun kunne mærke, at luften var sivet ud og den sad fast igen.

Nogle gange når hun sad og strikkede strømper i lænestolen, kunne hun mærke hvordan den slap sit vakuum og ormede sig

45 Herman er vokset op i en landsby langt ude på landet. Han fik aldrig nogle søskende. Hans mor fik fjernet livmoderen, da han var spæd. Den sad ikke fast mere, væltede bare lydløst ud ad kroppen. Udstødtes som endnu et barn. Når hun stod i køkkenet og lavede mad eller når hun bøjede sig ned efter snavsetøjet i vaskekurven, så gled den lige stille ud i underbukserne, og hun knækkede sammen på midten. Hang der med hænderne under kjolen og holdt på den.

ud. Efter nogle måneder lod hun den hænge, og det selvom lægen havde sagt, hvor vigtigt det var, at hun skubbede den på plads med det samme. Ellers ville den aldrig blive siddende.

Egentlig burde hun være sengeliggende, men huset og lille Herman skulle passes.

Hermans far ville gerne have mange børn, mindst en søskendeflok på ti, som ham selv. ”Bare vent lille skat, når jeg kommer hjem til aftensmaden, så sidder den, hvor den skal og så kan vi få et par haletudser mere. ” Sådan sagde han hver morgen inden han tog afsted på arbejde. Hermans mor smilede og vinkede farvel til ham og forsikrede ham om, at han havde ret.

Livmoderen slaskede imellem lårene, når hun vuggede den lille Herman og hans far tabte modet ved synet af den sortstænkede klump. Til sidst flyttede han ud og væk fra landsbyen. Han kunne ikke bære tanken om et liv med kun ét barn. Herefter var det kun Herman og hans mor i den store murstensvilla, der nøje havde været udvalgt efter farens idé om sin store familie. * Ammoniakken river i Hermans næsebor og vinden får plastiktaget til at klapre. Grisene kommer ham gryntende i møde, da han åbner

døren til den lille stald. De pusler omkring hans ben og napper efter hans lommer, hvor han plejer at gemme godbidder. Her er støvet, halvmørkt og lunt. Han lægger sig ned på ryggen i halmen.

Taget har mange små huller. Det er frugtsyren fra mirabellerne, der får det til at ætse og regnen løber ned igennem dem, gør halmen fugtig flere steder. Han ved, at han skal have lappet det, inden det bliver rigtig vinter. Grisene lægger sig tæt op ad ham og han lukker øjnene. Ligger stille imellem deres lune kroppe og lytter til deres pusten og små grynt tæt på hans øre. Med begge hænder klør han dem på trynerne og imellem de mange brystvorter.

Med lukkede øjne støtter han sig på den ene hånd og lader fingrene på den anden finde den varme og fedtede åbning. Rejser sig halvt op og lader kedeldragten falde ned om sine knæ.

Hullet klemmer pulserende om hans pik, som ville det malke alt blodet ud af hans rejsning. Han holder vejret, holder lyden tilbage og bider hårdt fast i oversiden af sin hånd.

Solen falder rød ind igennem de jernindfattede ruder,v og han tørrer pikken af i en tot halm. Går tilbage til huset og sætter sig på trappestenen, stopper sin pibe, tænder den og puster hvid sejlende røg ud i morgenluften.

STÆRKE UDGIVELSER BLIK FOR KØN

Ditte Campion

Debatten om køn og seksualitet er højaktuel. På grundlag af en øvelsesbaseret didaktik, der går på tværs af danskfagets stofområder, åbner bogen elevernes øjne for kønnets mange problemfelter.

Kr. 179,- ekskl. moms

KØB BØGERNE PÅ DANSKLF.DK

GRAFISKE ROMANER

Blik for køn kønsdiskurser | hate speech | queerteori

Introducerer til formatet og de nødvendige analyseredskaber. Bogen indeholder uddrag af ni af de vægtigste og mest berømte grafiske romaner fra ind- og udland.

Kr. 189,- ekskl. moms Flot 2. plads ved Udervisningsmiddelprisen 2016.

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

SELVFORTALT

Antologien præsenterer nogle af de mest markante nyere autofiktioner inden for prosa, lyrik, teater og film.

Kr. 189,- ekskl. moms

FRØKEN JULIE

Værket indeholder et fyldigt undervisningsmateriale med idéer til, hvordan man kan gribe VÆRKLÆSNINGEN af Strindbergs banebrydende klassiker an.

Kr. 139,- ekskl. moms

RILKES ENGLE

I en personlig og passioneret essayistisk stil, der taler direkte til ’hin enkelte’ (elev), nyformulerer bogen kerneelementer i den eksistentialistiske tænkning. Og viser, hvordan eksistentialismen i allerhøjeste grad har noget at sige nutiden.

Kr. 239,- ekskl. moms

Dansklærerforeningens Forlag ejes af Dansklærerforeningen.

Vi udgiver skønlitteratur og undervisningsmaterialer til dansk i hele uddannelsesforløbet. dansklf.dk – forlag@dansklf.dk – 33 79 00 10

DEN JOURNALISTISKE FORTÆLLING

Bogen giver værktøjer til at analysere journalistiske fortællinger og til at skrive mere fængende med brug af virkemidler fra den journalistiske fortælling.

Kr. 179,- ekskl. moms

DER VAR ENGANG...

HOS ARNOLD BUSCK KAN DU BYTTE DINE GAMLE, LÆSTE BØGER TIL ANDRE BØGER I ALLE VORES 30 BUTIKKER. GANSKE GRATIS.

SE EFTER DEN ORANGE BYTTEBOG-ETIKET PÅ BØGER, DER ER MED I ORDNINGEN. LÆS MERE PÅ ARNOLDBUSCK.DK/BYTTEBOG

JOHANNES HOLBEK

IDOLA- T PLAK

Maleri: Johannes Holbek

indtil den 6. nov ember 2016

sids t C h a n C ee !

sh a hna m a

det farverige heltedigt om ir ans fortid

w w w.davidmus.dk

Salonen oktober 2016 Lørdag d. 1. oktober kl. 16-18: Månedens kunstner

Fernisering af maleren Erik Styrbjørn Pedersens udstilling ”FOR HELVEDE DA” fra 2008.

Udstillingen er samtidig med kunstnerens udstilling ”KRAK” på CBS. Se særskilt pressemeddelelse.

Tirsdag d. 4. oktober kl. 19: Litteraturarrangement

3 forfattere læser op af deres seneste udgivelser: Maja Lucas – ” Mor. En historie om blodet” (2015), Niels Frank – “Tristhedens historie” (2015) og Hanne Højgaard Viemose – “Mado” (2015).

Torsdag d. 6. oktober kl. 19: Litteratur- & musikarrangement

Bassist Marjan Piversek Boserup, oplæser John Bonde og forfatter Jørgen Nancke vil med udgangspunkt i romanen “Ravnsort” spille og læse op.

Entre kr. 100,-. Billetter købes via www.billetto.dk eller i Salonen.

Lørdag d. 8. oktober kl. 14: Oplæsning for børn Juliane Tang-Petersen læser op for børn i alderen 4 – 8 år.

Mandag d. 10. oktober kl. 19-21: Danseaften

Fri dans til den bedste dansemusik sat sammen af Søren Brink, der er aftenens dj.

Tirsdag d. 11. oktober kl. 18:30-21: Garn og garnrelateret bytteaften

”Knitwork” arrangerer i samarbejde med Salonen en garn-bytte-aften hvor garn, strikkepinde, hæklenåle, knapper og andet garnrelateret materiale kan bytte hænder.

(Det anbefales at medbringe strikketøjet, hvis det bliver nødvendigt at holde en pause i bytteriet.)

Mandag d. 17. oktober kl. 19:30: Månedens koncert

"Duometric Events" - John Sund - guitar & Ayi Solomon – slagtøj.

Ved hjælp af guitarer, alskens slagtøj og sporadiske lydlandskaber skaber de to musikere sanselige musikeventyr.

Entre kr. 100,-. Billetter købes via www.billetto.dk eller i Salonen.

Torsdag d. 20. oktober kl. 18-20: Månedens forfatterspirer

Oplæsning med afsæt i litteraturmagasinet Texas Longhorn, Forlaget Gladiator.

“På højskolen lærte jeg at skrive metonymiske kæder...”

Lørdag d. 22. oktober kl. 14: Oplæsning for børn Juliane Tang-Petersen læser op for børn i alderen 4 – 8 år.

Louise Randers elev 2015

Onsdag d. 26. oktober – lørdag d. 12. november kl. 19: Verdens mindste teater

Verdens mindste teater spiller for første gang i Salonen, og genopsætter her den anmelderroste forestilling: Jeg gik efter tronen - ikke sengen . En stor, voldsom historie, fortalt som en lille, komprimeret forestilling om den tyske prinsesse der blev kejserinde af Rusland. Som Katarina den Store præsenteres den anmelderroste og prisbelønnede skuespiller Bozenna Partyka, der spiller sin femte bærende rolle på dette teater. (Se særskilt flyer.)

Spilledage: tirsdage + fredage + lørdage kl. 19:00 Entre kr. 100,-. Billetter købes via www.billetto.dk eller i Salonen.

____________________________________________________________________ Alle arrangementer har fri entre, medmindre andet er opgivet i programmet.

____________________________________________________________________

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 København Ø. Tlf. 2617 1250

vestjyllandshojskole.dk 6950 Ringkøbing

BILLEDE: JAN OKSBØL CALLESEN

60 Mama låser op, og de går ind i lejligheden. I unitten. En etværelses med køkken og bad.

Stanken slår hende i møde allerede i døren. Noget råddent blandet med den sødlige lugt af røgelsespinde. To katte gnider sig op ad mamas ben, da hun går ind. Hun lader dem gøre det. Den ene har et gult, betændt øje. Den hvide pels under kattens øje er våd og fedtet.

TEKST: METTE ZINGENBERG BILLEDE: ANNA SIDSEL ANDERSEN Det er ikke Pantheon, det kan Raquel se med det samme. Malingen skaller af den høje, hvide bygning. Green Resorts står der henover muren med svungne, neongrønne bogstaver. Det er sensommer. Varmen er tør og tung. Gamle kapsler er trådt ned i sandet. Nogle halvnøgne børn spiller bold langs muren. En falmet, rød løber fører hende hen til bygningens hovedindgang.

Hun går ind. En asiatisk udseende, ung pige står bag en buket plasticblomster ved skranken. “Jeg skal besøge Señora Rodriguez,” siger Raquel. “Jeg ringer til hende,” siger pigen og tager telefonrøret op.

Mama tager imod hende ved elevatoren. Hun holder Raquels hoved mellem sine hænder og giver hende et kys på hver kind. To af den samme rod af fordærv.

Men også af kærlighed. Ingen af dem lader sig narre. Hver gang de ser hinanden, sker der det samme. Genkendelsen af sig selv i den anden. Som to stængler på den samme vildtvoksende plante skyder de ud i forskellige retninger og filtrer sig begejstrede ind i hinanden igen. Med blodet sydende.

De kører op med elevatoren. “Det er 21’ende etage,” siger mama stolt og smiler. Hun rynker brynene, hver gang hun smiler. Som om hun skal se, hvad Raquel siger til det. Som om hun er kritisk over for sine egne meninger.

De står af på 21. etage. Raquel følger efter mama hen ad en gang. De stopper op ved en dør. T. Rodriguez står der på døren.

Et lille utydeligt navnskilt. Mama låser op, og de går ind i lejligheden. I unitten.

En etværelses med køkken og bad. Stanken slår hende i møde allerede i døren.

Noget råddent blandet med den sødlige lugt af røgelsespinde. To katte gnider sig op ad mamas ben, da hun går ind. Hun lader dem gøre det. Den ene har et gult, betændt øje. Den hvide pels under kattens øje er våd og fedtet.

Der er beskidt i lejligheden. Tallerkener med rester af mad. Tom plasticemballage. Fyldte skraldeposer, som mama endnu ikke har fået smidt ud. “Undskyld rodet,” siger mama. Hun flytter en pande med ris over på komfuret men ser ikke ud til at bekymre sig videre over det. De

har altid boet sådan. I den lille stue står et bord, et par stole og en seng. Mama har ikke redt sengen. Det er der, hun sidder.

Raquel ved det. Hun sad også sådan i den gamle lejlighed. Udførte sine befalinger derfra. Foretog alle sine handlinger fra sengen. Telefonen ved siden af. Fjernsynet tændt. Med de gamle film. Hendes mor kan lide actionfilm. Alt hvad der har de kendte skuespillere med. De er blevet gamle nu, men hun kan stadig godt lide dem. Som om de altid vil holde sig unge i hendes verden. I hendes disneyhjerne.

Raquel sætter sig i en stol ved siden af sengen. Men mama vil vise hende altanen. De går ud og står tæt sammen på den trange altan. De tænder hver en cigaret.

“Se, hvor smukt her er. Se min udsigt.”

Raquel bliver svimmel af den. “Der var en handicappet mand, som døde i lejligheden ved siden af,” siger mama. “Hans kone skubbede ham ud af kørestolen. Ud over gelænderet.” Hun peger hen og ned. Under dem kan Raquel se andre mennesker, der sidder ude på deres altaner og mange meter længere nede swimmingpoolen.

Vandet er fyldt med alger og har en grønlig, forhekset farve Nogle børn svømmer rundt i poolen. Hver gang de tager et hovedspring, ligner de små atleter. Og vandet sat i den pludselige bevægelse ligner ædelsten i genskæret fra solen, der nu står midt på himlen. De står og kigger på børnene, og så kommer kattene ud til dem på bløde poter. I det hede vejr. Lidt efter går de ind.

Mama sætter sig i sengen. Kattene hopper op til hende. Lægger sig til rette i fodenden. Raquel sætter sig på stolen ved siden af.

“Hvordan går det med faldene søde spørger mama. “Får du stadig de der forfærdelige blackouts?”

“Jeg faldt igen den anden dag foran en kontantautomat på gaden. Men nu har jeg købt en bog om meditation.”

“Nå, det var godt,” siger mama. “Ræk mig lige den der tallerken ris ovre på bordet.” Raquel rækker mama tallerkenen.

“Hvor lang tid bliver du i dag?”

“Jeg bliver hele dagen. Jeg har virkelig brug for at slappe af.”

“Selvfølgelig. Jeg er glad for, at du er

63 her. Jeg sidder jo bare og drikker champagne med mig selv.”

“Champagne?”

“Ja,” siger mama uden at fortrække en mine. “Hvordan går det med Juan?”

“Det går fint,” siger Raquel, “men jeg kan ikke forstå, at vi ikke har haft sex endnu. Han er nok bare nervøs, og så bliver jeg også nervøs, og ingen af os tager initiativet.” Mama kigger på hende. “Åh, Raquel,” siger hun. Raquel laver en affejende bevægelse.

“Du kender mig mor. Det mindste tegn på, at de ikke viser mig interesse, og jeg er den, der er skredet.” Mama kigger på Raquel.

“Raquel, lov mig at når det en gang kommer til, at I skal være sammen, uanset hvad, om du bliver forskrækket, bange eller han vækker dig afsky, må du for alt i verden ikke vise dine følelser. Sådan en stor krop kan godt være helt anderledes at se på end et normalt menneske. Du kunne forvolde ham meget ondt. Han er jo en mand, som har en sygdom. Han har fået lavet en operation. Det er ikke for sjov, at han har fået fjernet alt det fedt.” Raquel kigger alvorligt over på mama.

“Det lover jeg,” siger hun og tilføjer så, “tak mor. Du kender mig så godt.”

Mama rejser sig fra sengen og lægger en hånd på Raquels skulder, idet hun går over til køkkenet og henter en stor pose med tørfoder. Kattene løfter hovederne fra sengen. Hun hælder noget foder ud på paketgulvet til dem. Det siger en trommende lyd. Kattene iler til. Hun sidder stille og observerer dem, mens de spiser.

Denne unit vil være hendes altid. Det bedste køb hun nogensinde har gjort. Raquel tænker på, om mama måske kan finde en form for ro. Her i dette ørkenlandskab.

Her hvor alt er smittet af hendes hænder, og hendes lille, mørke skygge, der rydder op i gamle vaner.

Mama sætter sig over i sengen igen og begynder at spise af sin tallerken med ris.

“Vil du ikke have noget?” Raquel kigger over i køkkenet, hvor der står opvask fra flere dage. Stabler af tallerkener med beskidt bestik.

“Har du noget salat?” Mama rynker på næsen.

“Tror du, jeg er en hest?”

“Har du nogle æg så? Jeg kunne måske godt tænke mig et æg.” Mama peger med gaflen over på køleskabet med munden fuld af ris. Raquel går over og åbner køleskabet og finder en grå bakke med et halvt dusin æg. Hun tager bakken ud og åbner den. For en sikkerheds skyld kigger hun på udløbsdatoen. 2007 står der. Det kan ikke være rigtigt. Hun tænker på, om det kan være 2017, men det kan jo heller ikke passe.

“Mama. De her æg blev for gamle i 2007, det er 9 år siden.” “Åh ja, det er rigtigt,” siger mama ovre fra sengen.

“Men hvordan kan det være rigtigt?”

“Ja, altså året de blev for gamle, syntes jeg, at det var ubehageligt at smide dem ud, hvis de nu gik i stykker, og der kom et sort, grimt foster ud af dem. Haha.”Mama griner, så maden sprutter ud af munden på hende.

“Men du er jo også flyttet et par gange siden 2007.”

“Ja. Tænk engang,” griner mama, “fordi jeg ikke ville smide dem ud, har jeg altid haft dem med mig. 9 år det samme halve dusin æg i køleskabet. 9 år har jeg set på de samme gamle æg.”

64

tekst: Joakim Vilandt billede: Rune Fisker

65

Ose

Jeg mærkede kjun et sagte Skub fra Vinduet, der roligt stod paa klem, det var sel under et vindstille Sagte. Trods Varmen sneg Døgntimen ind gjennem Glasset. Saagar et lunt Mørke, som Fuglene sluttede Ring om Skyerne, saadan mærkede jeg den krybende Fred i min Skjorte, Arme, den strømmede ud fra Mundstykket, som jeg hvæsede et Kul med Æblesmag.

Vi havde skabt Variasjon i Hjemmet ved at flytte rundt. Et rebelsk Afbræk mod Kosmos’ Meningsfuldhed: se, vi flytter Soveværelset ind i den anden Stue. Saadan Osede vi.

Her trak et Rør sig lodret, mens vores stabler af Bøger, CD’er, Film, mine egne Digte, den personlige Samleng af Boggaver fra diverse Byens Stemmer, de lysnede i Værelsets Sværte. Gespenster af Udtræk fra Sjæles Oplæsning.

Hylden var efterhaanden tel Bristepunktet, og jeg hade ingen andre Steder at Placere dette Foldede Græs. Lemlæstede Græs. Græssede Græs, reddet fra Konsump af vilde, flokkende Steppevæsner. Tænke seg hvordan de red omkring over et Tæppe af Liv. Efter at trække Piben ind i Hjemmet havde jeg gjort mig nogle reelle Erfaringer omkring dens Røg. Første: det passede et Plethora af Adspredelser at trække Røg ind i Lungerne, langt mere lovende end de Aftener, vi forgiftede os selv i Spirit. Anden: den indtrængende Træthed der følgede at sætte Ild til sine Lunger aftog ikke rigtig, og blev delvist erstattet af Melankoli.

Tredie: for Satan hvor kunne de Luftarter knævre godt fat i Halsen. Mit Stemmebaand var belagt af Stikkende Sod. Naaja, fjerde: det blev aldrig Hverdagsligt at vaske Dimsen op. Det var altid et Efterspils Antiklimax.

At cykle sulten Hjem efter en Fest. At skurre Fløde af efter en Madkrig. At tørre seg efter Samleje. At hoste Os efter en rygende Ro, dybt i Lungerne.

Ja, det var en rolig Sommer med dig, spottet af Aftner under lilla fluoriscerende Himmel, hvor Stoffet reelt trængte seg paa, vi blev hjemme fra Fester flest og lappede Serier i os som var vi Dømte til det, logrende under Dynens lyse Hvælv. Der stank aldrig af Gade fra det skubbende Glas under Solen, selvom Skorstenen paa Kanten over den gule Væg slap Sjæle ud mod Solen. Vi kunde ligge der med de Bøger vi læste, flænset mellem Hænderne af Verdens Talerør, vi kunde blæse Røgen gjennem Halsen som en Tohodet Drage, vi kunde baske i den krængende Os, der lukkede vores krængende Stemmer ind i seg selv, tættere mellem Fire Vægge tel vi kastede op mellem Menneskenes Tænder.

66

Volde

Jeg kunde mærke min Haand strømme ud over mine Nætter de Gange jeg var Alene, det var en rabid Haand foran Skærmen, strøet af det pureste Vold, jeg nogensinde kunde se, for min Haand rejst mod Akten at gjøre Vold, holde Kræet nede med Kræet og kløve ind, det var sandelig Lunsen af Aande der strømmede gjennem mit Blod. Saa mange befordrede Villige strømmede ud over Skærmen, saa mange sandfærdige Ar lagde sig ud over Billedet. Billedet gør Aanden blød. Billedet tillader Volden. Uækte sandeligt Ral. Og det var paa dette pure Vildlede jeg længe kunde lede mine Aftner hen, strømmende ud over mit Værelses Kroge, forstummende mit kløede Haar og det Næb jeg hade tel at stikke i min Mad. Der trukkedes Stycker ud af min Krop, men dette er sandelig at kløve de glødende Øjnes Vold. Som om Kløen i mit Haar skulde afgrænse mit Hoveds sjunge Lam. At sidde og æde sine Lus… og de kalder mig vanvittig …! Uækte sandeligt Ral. Jeg kunde mærke min Haand strømme ud over disse Nætter de Gange jeg var Alene, et gammelt Værelse fyldt af Forgængelighedens Rester, Stabler rejsende Tallerkner, rejsende Taarne klæder seg tættere paa Loftet, og Rummet fyldtes af Fugt. Dug klamrede seg til Vinduskarmen for at hilse meg det blødende, arrede Skydække, der kun flere og flere Hug skulle sløres efterhaanden som mit Vindu endnu klædtes af flere Skyens Børn.

Et Mærke af Varmen ble siddende under Dynen, tvært hadende mod den Fugt, der pressede sig paa ved Morgentide, som jeg igen ikke sov, jeg kunne lade Sangen rane sig tilsyneladende Indføling paa Højtaleren. Paa Trods af mine Lednings-Riv sang den stadig vandklart, som Klokker. Rabid Haand foran Skærmen, lade dem besudle seg sel, lade meg besudle meg selv. Jeg var alle Rovdyr. Uækte sandeligt Ral. Ja disse Spor af Fraade i Ryggen, dem slap man aldrig vel, man indpakkede sig dybere Klædet af Skind og lærte at tiltale Folket ordentligt, man samlede sig en Hob af fortabte Bæster under Bæstet, Underbæster, glødende i en saadant vildere og vildere Søgen efter Underbæstets Vold. Ja. Vejen væk fra Vold er vid og let. Men vi kan ikke saa den aaben. Saagar ligger Kjødets Rovdyr dybt inni Marven. Endnu flere pureste Vold klæder seg over Skærmen. Og Lunsen af Aande vil strømme gjennem mit Blod. Et sandeligt uækte Ral.

67

68

BILLEDE: HALFDAN PISKET TEKST: BETTY BORCHSENIUS

« Naar du faa’r harvet, hvad jeg har pløiet, saa faa’r du at vide, hvad jeg har døiet. »

Hun sad med Panden presset mod Ruden og stirrede paa Vrimlen derude, — hun saa’ Verden og Ven- nerne drage forbi, — selv havde hun stængt sig inde i ulidelig Kummer, for hvad der var levet og tabt.

Hvor det bølgede og bruste, det der hed Livet og Menneskene! Herinde var stille, dødsstille, men Fred?

Aa Gud nei! Mon ikke Freden snarere var at søge derude, hvor det skreg og larmede, hvor man tabte sig i Mængden, hvor man glemte sig selv for de Andre?

Spørge, spørge, altid spørge, naar fik man Svar?

Mørket faldt, Alt gled ud i det utydelige.

Der var noget, der slørede Øiet, var det Mørke eller Taarer?

Og Sløret sænkede sig for Nuet, og Tanken gled mod Minderne, — Ulykkens ForaarsBlomster.

Saa glid da hen, Du tavse Tilværelse, glid hen ad Mindernes Strøm, — lev om igen, hvad Du husker nu, lev om, hvad der speiler sig klarest i din Taare.

———— «Jeg vil helst være hos Dig, Onkel Anthon en lillebitte, blød, varm Haand lister sig ind i den stakkels magre, der hviler kraftløs paa Knæet.

«Gaa ind til de Andre, lille Anne Margrethe, det er jo meget morsommere.»

«Jeg vil helst være hos Dig, Onkel Anthon,» gentager hun med et Barns hele Stædighed.

«Ja, men nu kommer Krandsekagen paa Bordet, sér Du?» Den lille Haand begynder at slippe Taget, men kun et Nu, saa klemmer den atter fast og, «Jeg vil helst blive hos Dig, Onkel Anthon,» lyder atter fra den lille trodsige Barnemund.

«Naa saa bliv da, min Lille, Onkel sidder her heller ikke saa længe endnu.»

«Hvorfor?»

«Onkel reiser bort.›› «Hvornaar?»

«Om ikke ret længe.»

«Hvorhen?»

«Ja—a — vidste vi dét!»

Det indfaldne Ansigt med Brystsygens for-

69

klarede Udtryk i de store, kloge Øine sér trøstesløst ud i Rummet.

Inde fra Salen lyder Summen af glade Stemmer, Raslen med Tallerkener, Knallerter trækkes af, — Ønsker ved Vinglasset for det lykkelige Hjem.

Det er et ægte gammeldags Hus, — ret som man tænker sig dem i Fru Gyllembourgs Noveller. — Store Værelser, men lavt til Loftet, Vinduerne med smaabitte Ruder, Karmene lavere ved Gulvet end Sæderne paa Stolene, der staa’r ved dem. I Dagligstuen er den bageste Del skilt fra med en spansk Væg, midt paa den et stort Skyde-Vindue, paa den ene Side en Glasdør, herinde bagved har Bedstefa’er og Bedstemo’er deres Soveværelse. Lyset kommer til det gennem Vinduet og Døren fra Dagligstuen. Indenfor i Soveværelset staa’r Bordet, hvor Theen bliver skænket, naar der er Fremmede, — saa rækkes den ind gennem Vinduet, det sér saa morsomt og hyggeligt ud. I Dagligstuen staa’r den vældige, gammeldags Sofa, som der’ godt kan sidde fire i, midt paa den lange Væg ved

Kakkelovnen, de store, runde Armpuder er lille Anne Margrethes bedste Dukker, de er akkurat ligesaa store som hun selv, det er en hel Anstrængelse at slæbe dem, — men det er just deiligt.

Moderfølelsens Frøkorn spirer i den Tanke.

De maa ha’e et Navn, saa kalder hun dem «Salmoni», Tanterne lér og spørger, hvorfor de skal hedde dét, Anne Margrethe véd det ikke, men de skal hedde «Salmoni», og da hun er ældste og i mange Aar eneste Barnebarn, er hun selvfølgelig absolut Magthaver — og Ordet gaa’r i dén Grad over i Husets Bevidsthed, at Tanterne beder deres Kærester række sig en Salmoni, naar de ønsker en Pude at læne sig til, og Bedstefa’er spørger i fuldt Alvor, hvor Salmonien er henne, dersom han ikke finder den paa sin Plads om Middagen, naar han sætter sig i Sofa-Hjørnet.

Ligeoverfor paa Væggen ind til Salen er Chatollet med alle de smaa Skuffer o g hemmelige Rum, men det er sjældent det bliver lukket op, det er Bedstefa’ers Allerhelligste.

Ovenpaa det staar Anne Margrethes Ideal af

70

denne Verdens Deilighed: en stor, firkantet Glaskasse, der dækker over den bizarreste Sammensætning som tænkes kan.

Et nøgent Miniatur-Træ bærer en halv Snes udstoppede Fugle i tropiske Farver, der er en skrigende rød og en nydelig himmelblaa, der er en Kolibri, hvis Fjedre skinner i Solen og en anden, hvis lange Hale dirrer saa pudsigt, naar man banker paa Glaskassen, der er en hvid og sort med opspilede Vinger og Næb, den er ligesaa stor som hele Træet og bibringer altid Barnet den Forestilling, at den vil sluge de andre Fugle, saa kalder hun den «Dragen» i ubestemt Rædsel, hentet fra Eventyrene. Under Træet staar et lillebitte Hus, saa lille at selv Kolibrien vilde være en Kæmpe-Fugl sat paa det, det er saa nydeligt lavet med rigtige Glasruder og Mos paa Taget, og en lille Bænk, og en Brænde- Stabel udenfor, det er kun Skade, man slet ikke kan sé derind.

Tanterne forsikrer, at der er baade Møbler og Mennesker derinde, smaabitte, fine Mennesker, Alt, hvad Anne Margrethe spørger om, er i det Hus, og hun finder stadig paa nye Ting, nye Spørgsmaal, men det er der Altsam-

men, — hun tvivler intet Øieblik, kedeligt er det kun, man ikke kan sé det, Ved Siden af Chatollet op mod Vinduet staa’r Bornholmer-Uhret af sortbrunt Mahognitræ.

Anne Margrethe hader det Uhr, vildt, — uforsonligt, — ret saadan et uræsonnerende Barnehad, Hun husker jo nok den Aften, hun stod der i Skammekrogen i mange Timer klemt inde mellem Vinduet og Mahognikassen, medens de Andre spillede Halvtolv og spiste Valdnødder med Ribsgelé.

Anne Margrethe havde været uartig, — hun nægtede bestemt at sige Goddag til en Herre, der var der første Gang den Aften, og som prøvede Alt optænkeligt for at vinde den lille Stivnakke, der førte det store Ord i Huset, — — Anne Margrethe var urokkelig, hun vilde ikke, men dennegang overvurderede hun sin Magt. Bedstefa’er holdt dog ikke af, at Fremmede saa’ Barnebarnets Opsætsighed overfor hans egen Villie, og saa blev Anne Margrethe sat i Skammekrogen og betydet, at hun ikke kom ud derfra, ikke fik Mad eller Godter, før hun havde bøiet sig.

71 Saa stod hun derinde i stivnet Halsstarrighed, — hun stod der i tre Timer ret op og ned, uden at give en Lyd fra sig trods de talrige Spørgsmaal, om hun havde betænkt sig, trods Sulten og Trætheden, og Fristelserne med Frugt og Syltetøi, — men hun hadede Bornholmeren, der dikkede saa afmaalt og ligegyldigt, og som satte sin tørre, ensformigt oprørende Melodi til alle de trodsige Tanker, der sydede gennem den lille Hjerne.

Saa trak de hende omsider frem, ligbleg med opspilede Øine og knyttede Hænder, hél uhyggelig at sé, — hun blev ved at tie og vilde ingen Mad have.

«Lad hende komme iseng!» sagde Bedstefa’er strengt men mon det dog ikke dirrede i ham? Mon han ikke med Gru kendte sin egen og Slægtens ubøielige Stivsind i dette?

Da Bedstemo’er Dagen efter lokkede for hende for at faa’ Grunden til hendes Modstand at vide, svarede hun kun, at den Herre skelede, derfor kunde hun ikke lide ham.

Hun blev tilgivet og glemte den Sorg, — men Bornholmeren hadede hun.

Det var et livligt Hus, Bedstefa’rs, Sønnerne og Døtrene var unge og muntre og meget musikalske, et Par af dem havde endog ualmindelig god Sangstemme.

Saa ofte der var Fremmede, blev der sunget og spillet, de holdt meget af at lege Ordsprogsleg, men naar Bedstefa’er saa, de gjorde Forsøg paa at klæde sig ud og give Legen en mere dramatisk Form, tordnede han fra Whistbordet: «Ingen Komedianteri heri Huset» og Legen tog en brat Ende.

Lille Anne Margrethe kunde ikke forstaa det, — det var dog saa morsomt, og Bedstemo’er havde jo sin Plads i Theatret hver Uge, og havde lovet at tage hende med, naar hun blev lidt større, saa der kunde da ikke være noget ondt i det, men naar hun spurgte Tanterne, tyssede de paa hende og lærte hende i Smug om Formiddagen, naar Bedstefa’er var paa sin Skole, at danse Cachucha ovre i deres Værelse paa den anden Side Køkkenet. Kastagnetterne blev lavet af Valdnøddeskaller, og da hun,

der var en lille graciøs En, var bleven rigtig flink, maatte hun gentage Forestillingen ude i Køkkenet for Pigen og Bedstemo’er, der til Belønning lavede Pandekager, altsammen medens Bedstefa’er vidstes i Sikkerhed ovre paa Skolen.

Saa blev Døren lukket lidt op ind til Onkel Anthons Værelse, og man skimtede hans udtærede Skikkelse.

Han saa’ smilende paa Barnet, der knælede med Overkroppen bøiet tilbage og Hænderne høit i Luften, efterlignende en Danserindes vuggende Bevægelser, medens de smaa Fingre satte Pindene paa Valdnøddeskallerne i Bevægelse i Takt til Melodien, Tanterne sang, — men da Dansen var endt, og den Lille stod i en smægtende Attitude, sagde han stille: «I skulde ikke lære Barnet saadan noget, hvad fører det til? Kom ind til mig, Anne Margrethe, og sé paa Billeder, det har Du bedre af.»

I Onkel Anthons Værelse var der Bøger overalt; Bøger fra Loft til Gulv. Der sad han Dag ud og Dag ind, Aar ud og Aar ind og læste eller skrev.

Der var luftigt og godt ud til den store Skolegaard med de grønne Trær, der var livligt nok, naar Børnene tumlede sig nede paa Pladsen, naar der var Bal ved Jul eller Examen ovre i den hyggelige, røde Skolebygning, hvor Lindetræerne skyggede over den høje Stentrappe med Jerngelænderet, eller den Sommerdag Skolen skulde i Skoven, og Gaarden vrimlede med de festlig- klædte Børn, der saa’ saa lykkelige ud, — og de mange Vogne, der holdt omkring Legepladsen med Nummeret hængende paa Siden i røde Baand, og naar saa Toget svingede ud af Gaarden med vaiende Faner og Hurraraab, nikkede Anne Margrethe op til Onkel Anthons Vindue, hun vidste, han stod bag Gardinet, skøndt hun ikke kunde sé ham.

Hvor var hun ikke stolt den Dag, Bedstefa’er sagde, hun maatte køre med paa hans Vogn, den allerførste i Toget, — tidligere havde hun været i Wienervognen hos Bedstemo’er og Tanterne, det var ikke nær saa morsomt, og hun havde sendt mangt et læng-

72 selsfuldt Blik til Børnene paa de store, firstolede Holstensvogne, særlig Bedstefa’ers, der rummede den yngste Pigeklasse.

Hun skulde ikke gaa’ dér i Skolen, Barnebarnet maatte oplæres bedre, dette var en Friskole, men alle Festlighederne fik hun Lov at déltage i.

Jo, Onkel Anthon havde det rigtig livligt og luftigt i sit Værelse, og han kunde vel trænge dertil, det var Alt, hvad han fik af Luft, Alt hvad han saa’ af Livet.

I femten Aar sad han indenfor disse Mure stængt ude fra Alt, — i femten Aar levede han her under Tag med Faderen uden at sés af ham, uden at vexle et Ord med ham. Der laa et Nag, bittert og uforsonligt, mellem de to, — Fader og Søn. — og man gik ikke paa Akkord i den Familie.

Da Anne Margrethe blev ældre, fik hun Historien at vide, trist og tung som den var.

Sytten Aar gammel blev Onkel Anthon Student.

Ualmindelig smuk og begavet med en henrivende Sangstemme var han Fa’ers og Mo’ers Stolthed.

Saa paa éngang kom det frem det, der var hans Stræbens Maal, — han vilde til Theatret, Studeringerne, Alt var ham Intet, det var ham Alt. Bedstefa’er hørte til de Gamle, der ansaa’ Skuespillere og Markeds-Gøglere for ét, Fader og Søn stod overfor hinanden, begge lige ubøielige, Faderen med Magten, med Myndigheden, — Sønnen med sin urokkelige Villie.

Saa tvang Magten sig hér som altid igennem. Anthon blev revet fra Studeringerne og sat i Købmandslære i den fjerne Købstad hos en Slægtning, det skulde nok kue det oprørske Blod, det skulde nok stække Villie-Vingernes Flugt.

Men Stivsindet i den Familie var arveligt, som det var seigt, Anthon tog Pladsen, fordi han skulde, men han bestilte Intet, han lystrede ikke Slægtningens Ordre hverken med det gode eller onde, han var ufølsom for Provinds-Damerne, der stormede Butiken for at sé den kønne, københavnske Student, der var

sat til at rode i Silde- Tønderne og gramse mellem Rosinerne med sine smukke, hvide Hænder, han, var ufølsom for Alt. Saa kom han en Dag og sagde til sin Slægtning, at nu havde han stjaalet af Skuffen, og han viste ham virkelig Penge, der var taget af den. — Man lo af ham, men han erklærede ganske rolig, at dersom han ikke øieblikkelig blev sendt hjem til Hovedstaden, vilde han angive sig selv til Politiet, de kunde nu gøre, hvad de vilde, han veg ikke en Haarsbred fra sin éngang fattede Beslutning.

Man var bange for Offentligheden i de Tider, særlig naar den udgik fra Ravnekrog, saa fik han sin Villie og blev sendt hjem til Forældrenes Hus. Og atter stod Fader og Søn overfor hinanden, lige ubøielige, det var sidste Gang, de to mødtes.

Anthon blev spærret inde i Værelset ud til den store Skolegaard, det samme hvori han femten Aar senere drog sit sidste Suk. Han begravede sig i Studeringer, fik noget Afskrivning og levede saa stille og fredelig; sætte sig op mod Fædrenes Villie var der i de Dage ikke Tale om.

Da Faderen efter Tids Forløb aabnede Døren for ham, vilde Anthon ikke ud hvad skulde han med Friheden, naar han ikke maatte bruge den, som han vilde? Han foretrak at vente i sit frivillige Fængsel, til han blev myndig, men da den Tid var naaet, var Anthon en brystsvag Stakkel, hulkindet og rystende, Stemmen var borte, Skønheden med, kun Øinene lyste klare og kloge som altid.

Han vidste selv, det gik mod Tilintetgørelsen, og han bar det rolig, uden en eneste Klage, uden at falde nogen til Besvær, med Faderen vilde han ikke tale, om denne ønskede at nærme sig ham, vidste man ikke. Tavshed rugede over dette Forhold, og Uforsonlighed fødtes deraf.

Anne Margrethe havde aldrig sét Onkel Anthon i andet end Slobrok, og hun antog, han maatte være forfærdelig gammel, det var underligt, han ikke havde hvide Haar som Bedstefa’er og Bedstemo’er, men smukt

73

74 mørkblond og krøllet. Det var ogsaa underligt, han aldrig var rigtig sammen med de Andre, — kun om Formiddagen, naar Bedstefa’er var paa Skolen, kom han ind i Dagligstuen, saa satte han sig med saadan et mærkeligt Smil i Sofa-Hjørnet, lige paa Bedstefa’er s Plads.

Han var den eneste, der vovede det, Anne Margrethe respekterede ham uhyre derfor.

Han læste Aviserne høit for Bedstemo’er og Tanterne og snakkede med dem om Alt, hvad der laa for, — det morede nu ikke altid Anne Margrethe, saa krøb hun op i Sofaen og gav sig til at studere om igen Billederne paa Væggen ovenover. Øverst oppe hængte «Majestæterne», han var nu død, men medens han levede, havde han været saa naadig mod Bedstefa’er, det vidste Barnet af hans egen Fortælling, og de havde selv foræret ham de to Billeder, der hængte dér i brede, gyldne Kammer.

Saa kom Oldefa’er, Bedstefa’ers Faer, Familiens Hoved, han var kommen hertil fra Norge, det var meget langt borte. Anne Margrethe vidste, han havde staaet Fadder til hende, det var uhyre sjældent, at saadant skete, sagde man, og Barnebarnsbarnet stirrede paa det lille Billede af et rynket Oldinge-Ansigt med fine, skarpt skaarne Træk og en fast sammenkneben Mund, det hvide Haar var kæmmet glat og lige ned i Panden.

Paa begge Sider hængte Bedstemo’ers Forældre, statelige Skikkelser Han mild og from i Udtrykket, hun mere kneisende og myndig, men saa smuk, saa smuk; om de tre slyngede sig Krandse af gule Evigheds-Blomster. Saa var der Billeder af alle Tanterne og Onklerne og midt paa Væggen Anne Margrethe selv.

Hun stod stivt opstillet ved et Bord holdende et Portræt af sin tidlig afdøde Fader, de store Øine stirrede ligeud, som om de sagde «hvorfor» til hele Stuen.

Naar saa Bornholmeren begyndte at vise henimod den Tid, Bedstefa’er kom op fra Skolen, reiste Onkel Anthon sig stille, og dukkende og besværligt listede han igen over til sin fredelige Celle. Hjælpsom og mild var han mod Alle derhjemme, det var, som Uforsonligheden

mod Faderen havde slugt alle ublide Følelser.

Skulde der være Fest, var han utrættelig med at lave nydelige Papirsmanchetter Lysestagerne, Ingen kunde som han skære Sværen paa Skinken ud i kunstige Figurer baade Blomster og Navnetræk, han gik syslende med Alt stod op paa Køkkenstolen og pillede de visne Blade af den prægtige Vedbend, der inde i Salen slyngede sig under Loftet hele Stuen rundt, han var overalt, hostende og stønnende, men rede med sin Smag og sin Finger-Nemhed.

«Nu gaar vi til Bords Anthon.»

Det er den lille, fine, milde Bedstemo’er, der taler gennem Døren.

«Nu kan Du godt gaa’ ind.»

I femten Aar lyder de samme Ord, og hver Gang lister Onkel Anthon sig ind i Soveværelset og tager Plads ved Skyde-Vinduet. Dérfra kan han sé ind i Salen, hvor det lange Bord er dækket, dérfra kan han høre Alt, hvad der bliver sagt og lét.

Ingen forstyrrer ham, Alle véd de, han er der, det gør intet Skaar i Glæden, Vanen sløver, og man er jo saa vant til at juble ved Siden af denne aabne Grav.

Kun én sniger sig Gang efter Gang ind og staar med sin lille, bløde, varme Haand i hans kolde, magre, staar og sér gennem Ruden ind paa det mylrende Liv, den sprudlende Lystighed.

Anne Margrethe véd ikke hvorfor, men hun synes, det sér bedre ud hérfra, derinde gør Larmen og de mange Lys hende rént fortumlet, «Hvad er Komedianteri Onkel Anthon,» spørger hun en Aften, mindende Bedstéfa’ers Ord, «véd Du det?»

Han smiler tungt.

«At sé paa Komedie, min lille Pige, det er, som naar vi to sidder her og sér gennem Ruden ind paa de Andre, der lever og nyder, men at være med i Komedien, i det derinde, det er det Herligste og Bedste, thi det er selv at leve Livet.»

«Jeg vil helst være hér hos Dig, Onkel Anthon, men naar Du holder mere af det, hvorfor gaar Du saa ikke ind til de Andre?» »Det forstaar Du ikke endnu, men Du lærer

75 nok at forstaa’ det engang, stakkels Lille, — Du slægter os paa i saa meget.»

Den kolde, knokléde Haand stryger over Barnets Haar, og den døende Stemme hvisker hen for sig: «Naar Du faa’r harvet, hvad jeg har pløiet, saa faa’r Du at vide, hvad jeg har døiet.»

Nei, Anne Margrethe forstaar det ikke, men Ordene lyder for hende som en Sang om noget sørgeligt, hun faar Lyst at græde. Onkel Anthons Haand er saa kold og hviler saa tungt paa Haaret, — og det hamrer i Hovedet som den Aften, hun stod bag Bornholmeren derinde.

———— Mørket falder mere og mere, — Efteraars- Taagen lægger sig klam og tung over Byen, — Lysene glimter gennem Sløret som Lygtemænd, — Mylren derude ligner Skyggebilleder holdte langt fra Lærredet, — Omridsene vage, glidende, — Tanken og Villien glider efter.

«Vidste man dog, hvor det bærer hen, Alt det derude, kunde man fange et eneste Indtryk af noget bestemt, noget man kunde holde fast og tro paa.»

Hun stryger Haanden over Panden, der er fugtig af Rudens Em. «Hvor de er lykkelige, de der haster forbi derude! Den lille Hustru, der lader Ægtefællen ene om alle Trængsler, trygt forladende sig paa ham, er end ikke saa sorgløs ubekymret for, hvad der skal komme, som Alle de i Vrimlen, der kaster deres Sorger paa En, de ikke kender, men dog tror paa.»

«Ingen Tvivl, blind Tro!» «Det letter for Morgendagens Bekymringer, det frelser fra rugende Grublen.»

«Hvad skulde Du derude med din Sorg og dine Spørgsmaal om uløselige Gaaders Løsning? Bliv inde og sé gennem Ruden, hvor de lever og jubler, gaa ikke ud og forarg dem med din Tvivl. Lad dem flagre i Døgn-Tilværelsen, lad dem tro, — lad dem leve og nyde, — længes og haabe.»

«Men jeg er ung endnu,» skriger det i hende, «jeg har Ret til Livet og Lykken saavelsom de Andre, dobbel Ret for al den Uretfærdighed jeg led!»

«Kan man da ikke glemme, hvad der er levet og tabt, naar man tager Kampen op?»

«Kan man ikke standse Skriget i Struben for at snappe efter Luft til nyt Liv? «Jeg var jo altid før saa modig og stærk!

Hvem har nogensinde sét mig glippe med Øiet overfor Krybets skarpe i Luften susende Klinger? Hvem tør paastaa, jeg nogensinde mødte Bagtalelsen med andet end tavs Foragt?»

«Men Hoben afvæbner man ikke ved at tie, i sin uendelige Dumhed forvexler den det med Feighed.»

«Feig!»

Hun reiser sig, — med et Ryk river hun Vinduet op. — Efteraars-Taagen vælder ind og kaster sig herskende over Stuen, — den stemmer for Brystet, — knuger Aandedrættet, — men det er dog Luft, og det er Luft hér trænges til.

Hun staar rank med sammenkneben Mund og ubøielig Villie lysende i de store, graa Øine.

«Jeg vil ud i Livet, — jeg skal vise dem, der har jublet over mit Forlis, at jeg just i Skibbruddet fandt den reddende Planke, der slyngede mig over paa en anden og vistnok bedre Kyst, jeg skal vise dem, at jeg lever!»

Taagen begynder at spredes, — Lysene skinner klare og rolige; Stjernerne glimter frem, — Efteraars-Natten bliver sikkerlig skøn. Gaa da ud i Livet, Du haardt prøvede Kvinde, gør Vold paa Stivsindet, kast bort Trangen til Indestængthed, — Lad de Tanke-Børn, Du nu sender ud i Verden, føre Dig selv ud i den, — Du maa . jo følge med, kan da ikke blive paa Bredden og lade dem glide derude, — enedrivende for Strømmen De er jo da segle fødte ikke rugede ud ved Andres Drift, men af dit eget Liv, ved din egen Kamp.

Følg dem da paa Vei og held Dig om de kan naa’ smukt ud i Verden saa vil Verden maaské engang komme amuk ind til Dig.

76

Hans Otto Jørgensen:

Én novelle, tyve små sider, den har ikke engang en titel, men er nummereret som V, fordi den er den femte og sidste i samlingen Situationer fra 1884, Betty Borchsenius’ debut og bortset fra endnu en fortælling, Lille-Maries Lykke, i tidsskriftet Litteratur og Kritik, 1889, er den hendes eneste udgivelse.

En sensation.

Hendes bedrift er, at hun så at sige opdager barnet. Jeg husker ikke nogen anden litteratur fra tiden, hvor barnet er hovedperson, ikke i realismen i det mindste, men det foregår hos Betty Borchsenius ubesværet, uden at give slip på den verden, vi i almindelighed kan blive enige om findes. Hun viser, som den første, hvilken magi, der er forbundet med barnets uforstand.

Den amerikanske dramatiker Arthur Miller skriver i sit erindringsværk Tidens krumning, 1987: Det, man ser og hører fra gulvtæppet, har en gennemtrængende virkning og vender tilbage i erindringen med sandhedens chokerende kraft, fordi der er tale om indtryk, der helt er ens egne, private fejlfortolkninger af virkeligheden, som man ikke deler med nogen, og derfor er næring for poesien, for friheden til at omforme banale kendsgerninger.

Det er af misforståelserne meget mere end af det, man pligtskyldigst lærer af respekt for kulturen, at de tråde udgår, som indebærer løftet om verdens totale genskabelse, og som samler sig i den enkelte digters mageløse visioner. Kort sagt, netop når man er mest modtagelig for indtryk, har man sværest ved at undgå de groveste fejlfortolkninger af dem. Derfor vil livet altid indeholde mysterier.

Novellen V er en rammefortælling, og trods den dybe fortvivlelse, som behersker vores jeg-fortæller, er det netop i løftet om verdens totale genskabelse, at vi føres igennem erindringen. Det er i høj grad det, Arthur Miller kalder de private fejlfortolkninger, som Betty Borchsenius øser af. Uden at det bliver sentimentalt, dertil er familiehistorien for bizar, men idet at hun medtænker barnet og gør det til sit vidne i forhold til de voksnes vekslen mellem kærlighed og had, mellem trods og accept. Den dybe splittelse i familien samles i barnet med barnets selvfølgelige evne til at rumme modsætninger. * Herman Bang skriver: Som det altid gaar med Minder fra vor Barndom, er ogsaa dette besynderlig tableaumæssigt i min Erindring: stærkt, fast Lys ind over den smilende Kvindeskikkelse, ellers intet; naar jeg genkalder mig det hele Billede, finder jeg intet før og intet efter, kun dette, som kommer fra Mørket og svinder i Mørket.

Og jeg tror, at den skalkagtig smilende unge Piges Skikkelse er forbleven saa dybt i min erindring, fordi det da var første Gang, jeg saa en Kvinde smile.

Sådan skriver han om Betty Borchsenius.

Det er fantastisk, drengen, der for første gang ser en kvinde smile. Den fortryllelse. Præcis sådan er det at være dreng. Bang er tolv, hun sytten.

Bangs erindring stammer fra en gæsteoptræden af den Carl Hagenske Trup på Horsens Teater 1868 og er optrykt i Dramaturgiske Pennetegninger, 1880.

77 Han fortsætter: Hun havde sejret blot ved at vise sig; vundet en af de lette Sejre, som Ungdom og Skønhed forskaffer, og som alt for ofte vindes for let. En dejlig Profil, store Øjne, som frem for alt forstod at spørge – denne den lykkeligste Gave, de gode Feer kan skænke en Elskerindes Blik – spørge uskyldig og bly; et lyst klart Smil om et Par fiske Læber, en syttenaarig, noget uudviklet Figur, Organet uslebet, men af frisk Klang.

Betty Borchsenius udvikler den realistiske skuespilkunst, hun tolker rollen og giver den et personligt udtryk. Som Bang skriver, besad hun evnen til at illudere, hun raadede over den Troværdighed, som er den sceniske Kunstners lykkeligste Egenskab. Hun var den unge Pige, hun bestandig fremstillede, og hun illuderede som Elskerinde ikke blot mændene – hvad der er forholdsvis let – men ogsaa Publikum.

Hun forbruger sig selv på teatret, idet hun, igen ifølge Bang, kæmper en Kamp for Natur mod Unatur. For Livsiagttagelse mod Teatermæssighed. For Ukunstlethed mod Skaberi. Men kampen foregår ikke kun på teatret, men også i det private. Hun bliver gift, skilt igen. 187379.

Det lader sig ikke gøre at være både kvinde, hustru og kunstner. Det er at spænde buen for hårdt.

Betty Borchsenius bliver gal. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, det fremgår kun en passant hos hendes biografer, at hun blev syg samme år som debuten. Hun dør i 1890, bare fyrre år gammel. Hendes mand var forfatteren og kritikeren Otto Borchsenius, de nåede at få en søn.

V Betty Borchsenius åbner V i en realistisk skrivetradition for et fantastisk univers. Uden brug af eventyrets eller allegoriens omskrivninger, uden overnaturlige elementer, uden på nogen måde at give køb på rationalitet.

Vi kommer helt ind i hjertekulen på familiens daglige udfoldelser under det, vi kunne kalde slægtens åg, dens biologisk nedarvede og socialt betingede og understøttende forbandelse, men Betty Borchsenius’ fortælle-

tekniske greb gør, at disse noget mekaniske forklaringsmodeller får et magisk skær.

Hun sætter en ramme op: en kvinde, nødstedt, skuffet over livet, hadende verden og sig selv, for de spildte muligheder, det uforskyldte, som skyldes tilfældet, men også og måske især de begrænsninger, som et småligt og misundeligt miljø har dikteret.

Vi forstår på baggrund af Betty Borchsenius’ biografi, at de hårde odds dels skyldes hendes forliste ægteskab, dels og måske nok så meget hendes skuespilkarriere, som gik mere eller mindre i stå, da hun ikke længere havde alderen til at spille den unge elskerindes rolle.

Hun sad med Panden presset mod Ruden og stirrede på Vrimlen derude, - hun saa Verden og Vennerne drage forbi, - selv havde hun stængt sig inde i ulidelig Kummer, for hvad der var levet og tabt.

Mørket faldt, Alt gled ud i det utydelige.

Der var noget, der slørede Øiet, var det Mørke eller Taarer?

Og Sløret sænkede sig for Nuet, og Tanken gled mod Minderne, - Ulykkens Foraarsblomster. Saa glid da hen, Du tavse Tilværelse, glid hen ad Mindernes Strøm, - lev om igen, hvad Du husker nu, hvad der speiler sig klarest i din Taare.

Kvinden optræder i erindringen som barn i nutid. Verden er set. Ikke ved at barnet, Anne Margrethe, ser, hvad der sker, men ved at hun er hovedperson. Med andre ord: rammens kvindefigur bliver – som barn – hovedperson i sin egen fortælling. Ikke gennem en opvækst, men i en fastlåst tid, Anne Margrethe er vel fem-seks år gammel, og med familiehistorien personificeret i en onkel, Onkel Anthon, og bedstefaren som baggrund.

De bor alle under samme tag, et stort hus, med en stor husholdning. Bedstefaren er skolelærer, skolegården er lige uden for vinduet, onklen er et socialt misfoster, som har sat sig selv i livslang stuearrest, som aldrig veksler et ord med bedstefaren, og som aldrig ses i andet end slåbrok.

Når bedstefaren er ude, færdes onklen frit i huset, når bedstefaren er hjemme, lukker han

78 sig inde i sin stue. Han havde villet en kunstnerkarriere, til Theatret, men faren modsatte sig og sendte ham til Jylland, til en slægtning, for at lade ham, som i øvrigt Betty Borchsenius’ egen far, blive købmand.

De uindfriede forventninger om økonomisk fremgang er familiens sociale tragedie, dens stivsindethed, det aldrig at kunne tilgive og glemme er den biologisk nedarvede del af det samme forhold.

“Jeg vil helst være hos Dig, Onkel Anthon,” en lille-bitte, blød, varm Haand lister sig ind i den stakkels magre, der hviler kraftløs paa Knæet.

“Gaa ind til de Andre, lille Anne Margrethe, det er jo meget morsommere.”

“Jeg vil helst være hos Dig, Onkel Anthon,” gentager hun med et Barns hele Stædighed.

“Ja, men nu kommer Krandsekagen paa Bordet, sér Du?” Den lille Haand begynder at slippe Taget, men kun et Nu, saa klemmer den atter fast og, “Jeg vil helst blive hos Dig, Onkel Anthon.”

“Naa, saa bliv da, min Lille, Onkel sidder her heller ikke saa længe endnu.” “Hvorfor?” “Onkel rejser bort.” “Hvornaar?”

“Om ikke ret længe.” “Hvorhen?” “Ja-a – vidste vi dét!” Det indfaldne Ansigt med Brystsygens forklarede Udtryk i de store, kloge Øine ser trøsteløst ud i Rummet.

Anne Margrethes identifikation med og kærlighed til onklen gør, at vi kommer til at opfatte onklens skæbne som kvindens. Den kvinde, som er rammens kvinde, og som på den måde trækkes ind indenfor rammen.

Som en slags siamesiske trillinger: Kvinden, onklen og Anne Margrethe. Og ligesom kvinden sad ved vinduet og så ud på verdens larm i novellens begyndelse, sådan har også onklen og Anne Margrethe et vindue i en spansk væg, så de kan sidde og kigge ind i stuen, som publikum i teatret: Inde fra Salen lyder Summen af glade Stemmer, Raslen med Tallerkner, Knallerter trækkes af, - Ønsker ved Vinglasset for det lykkelige Hjem.

Og kvinden er som fortæller ikke langt

væk. Hun blander sig og giver læseren et skub ind i fiktionen: Det er et ægte gammeldags Hus, - ret som man tænker sig dem i Fru Gyllembourgs Noveller. - Store Værelser, men lavt til Loftet, Vinduerne med smaabitte Ruder, Karmene lavere ved Gulvet end Sæderne paa Stolene, der staar ved dem.

Verden er fuld af modsætninger: Den brystsyge onkels tale om døden er trods alt mere tryg for Anne Margrethe end det livsbekræftende hurlumhej i stuen. Og hurlumhejet viser sig da også hurtigt at bygge på falske betingelser.

Anne Margrethe har en arv. Hendes alt for stærke vilje vises ved, at hun står tre stive timer i skammekrogen, fordi hun ikke vil, og ingenting kan få hende til at hilse på en gæst, som har den fejl, at han skeler.

Den vilje, som er så stærk og så omfattende, at den er ødelæggende for hende selv, forbinder hende ikke kun med onklen, men også med bedstefaren: Saa trak de hende omsider frem, ligbleg med opspilede Øine og knyttede Hænder, hel uhyggelig at se, - hun blev ved at tie og vilde ingen Mad have.

“Lad hende komme i seng!” sagde Bedstefa’er strengt, men mon det dog ikke dirrede i ham? Mon han ikke med Gru kendte sin egen og Slægtens ubøielige Stivsind i dette?

I det hele taget er den stærkes ret et tema i tiden: Saa tvang Magten sig hér som altid igennem.

Mens den personlige frihed, at søge sin egen lykke, udfordre sit eget talent, frem for at følge den vej, som slægten har afstukket for en, kues og får sin Vilie-Vingers Flugt stækket.

Onkel Anthons indespærring er som sagt ikke absolut. Når den gamle er på arbejde, kommer han ind i stuen og satte sig med et mærkeligt Smil i Sofa-Hjørnet, lige paa Bedstefa’ers Plads. Han var den eneste, der vovede det, Anne Margrethe respekterede ham uhyre derfor.

Men når den lille, fine, milde Bedstemo’er siger “Nu gaar vi til Bords Anthon. Nu kan Du godt gaa ind,” fordi bedstefaren kommer hjem, reiste Onkel Anthon sig stille, og dukkende og besværligt listede han igen over til sin fredelige Celle.

79 Han tager plads ved sit vindue, hvorfra han kan se ind i Salen, hvor det lange Bord er dækket, hvorfra han kan høre Alt, hvad der bliver sagt og lét. Men sådan er det, ingen forstyrrer ham. Alle véd de, han er der, det gør intet Skaar i Glæden, Vanen sløver, og man er jo saa vant til at juble ved Siden af denne aabne Grav.

Det er bizart, næsten som set gennem et barns øjne, men det er jo så også erindringens øjne, så forstår man: Altid den samme fest, skålen på familiens lykke, og i stuen ved siden af ved sit vindue den dødssyge, selvforviste onkel.

Rammen igen, her sidder kvinden ved sit vindue: “Hvor de er lykkelige, de der haster forbi derude! Den lille Hustru, der lader Ægtefællen ene om alle Trængsler, trygt forladende sig paa ham, er end ikke saa sorgløs ubekymret for, hvad der skal komme, som Alle de i Vrimlen, der kaster deres Sorger paa En, de ikke kender, men dog tror paa.”

“Ingen Tvivl, blind Tro.” “Det letter for Morgendagens Bekymringer, det frelser fra rugende Grublen.”

“Hvad skulde du derude med din Sorg og dine Spørgsmaal om uløselige Gaaders Løsning? Bliv inde og se gennem Ruden, hvor de lever og jubler, gaa ikke ud og forarg dem med din Tvivl. Lad dem flagre i Døgn-Tilværelsen, lad dem tro, - lad dem leve og nyde, - længes og haabe.”

“Men jeg er ung endnu,” skriger det i hende, “jeg har Ret til Livet og Lykken saavel som de Andre, dobbel Ret for al den Uretfærdighed jeg led!”

Det er nok den selvretfærdighed, der er så usund, og som slår ihjel, og som også pløjede

onklen ned. Og som peger ikke kun på kvinden ved vinduet, men på forfatteren selv og hendes skuespilkarriere og den nu pludselig manglende interesse fra teatrene og de manglende engagementer.

Så det er hendes eget testamente, hun er ved at skrive, Betty Borchsenius. Fra teatret til den vistnok bedre Kyst, som er skriften. * Frem for den simpelt fremadskridende handling kommer de mange brudstykker af handling til tilsammen at udgøre ligesom en erindringens væv. Med en stadig skiftende kadence, fra den omstændelige beskrivelse af en enkelt scene med alle dens iagttagelser, via øjeblikket til det hurtige rids eller resume af et langt åremål, knyttes associativt og i en fri komposition de enkelte sekvenser sammen.

Kronologien forløber i to spor, onklens lange historie og barnets korte, men fortælleren rummer dem begge, den episk funderede og den sansede, og det er den kobling, der mere end noget vidner om Betty Borchsenius’ talent.

Er det ikke sært at tænke på, at hun ikke skrev mere? At hun ikke skulle komme til videre at forfølge det løfte, som Arthur Miller siger, er i misforståelserne, de groveste fejlfortolkninger, og som rummer en verdens totale genskabelse, og som samler sig i den enkelte digters mageløse visioner.

Er det ikke sært, at hun skulle være blevet sindssyg, når det, hun her skriver, er så klart, så stjerneklart, så dybt og så kontrolleret.

Oplev Ovartaci – international kunstner Hans enestående kunstneriske univers fra 56 år som psykiatrisk patient på hospitalet i Risskov

Stor permanent udstilling. Skiftende særudstilinger. – Også for børn og unge!

Kunstmuseum og Psykiatrisk Historisk Museum

GLADIATOR ABONNEMENT MÅNEDENS BOG august:

Mette Zingenberg MIN LILLE HORROR september: 9 PIGER Hesten

Åbningstider: Mandag til fredag 10-16 Lørdag og søndag 12-16 Rundvisning efter aftale

oktober:

Skovagervej 2 . 8240 Risskov Telefon 7847 0400 www..ovartaci.dk

Rikke Villadsen Bjørn Rasmussen

1

Kristina Nya Glaffey MOR OG BUSSER SKAL SKILLES – roman Illustreret af Pernille Helweg Kløvedal

Andreas Pedersen FRYDEN – digte + Oktober: Dan Turèll BEVÆGELSER FORMÅLSLØST CIRKLENDE – digte november:

Lea Løppenthin PANSER – lyrisk drama + November: Halfdan Pisket LÅSESMEDSFILERNE – graphic novel december:

Like Texas Longhorns facebookside for at følge med i kommende udgivelser og arrangementer!

Josefine Klougart NEW FOREST – roman

www.forlagetgladiator.dk

2

Krabbesholm Højskole Krabbesholm Allé 15 DK-7800 Skive +45 97520227 post@krabbesholm.dk www. krabbesholm.dk

Krabbesholms litteraturlinje er en mulighed for at bearbejde det, du har inde i dig selv.

Og en måde at komme ud med dine tanker på.

Til mange mennesker.

Vi har vores eget trykkeri.

Vi arbejder med foto, lyd, maleri, video, musik, grafisk design.

Du får dine ting ud. Sætter dit aftryk på verden.

Så er verden ikke længere den samme.

Og så er du heller ikke selv den samme.

Uddrag af “Kære Frédéric Collignon ” Peter Seeberg Hansen elev på Krabbesholms litteraturlinje

[...] Noget af det mest fascinerende ved dig er, at du ikke blot er verdensmester på ét bord. Du mestrer ITSF multi-table, Tornado, Leonhard, Roberto sport og, mit yndlingsbord, Bonzini, som ingen anden. Samtidig har du sammenlagt vundet verdensmesterskabet på de forskellige borde næsten 40 gange – det er helt usammenligneligt.

Bonzini specifikt er mit yndlingsbord af flere årsager.

Bonzini var bordet, hvorpå jeg blev interesseret i sporten. Første gang jeg spillede på det, tabte jeg 10-0.

Jeg vidste slet ikke, hvad der var sket. På daværende tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at man overhovedet kunne være god til bordfodbold – at der var reelle teknikker. Jeg blev præsenteret for en helt ny verden, som jeg bare måtte udforske. Hertil så har Bonzini et helt unikt grip og en helt speciel kontrol, som man ikke kan finde på andre borde. Dermed kan man, som du jo allerede er klar over, udføre adskilligt flere skudteknikker.

Ikke nok med at du mestrer samtlige borde, så mestrer du samtlige skudteknikker på alle de respektive borde. Dine pin shots på Tornado og dine pull shots på Bonzini får mig altid til at spole tilbage i videoen for at se det en ekstra gang. Dog er din mest fantastiske manøvre bandeskuddet fra to’eren. Det får mig til at måbe lige meget hver gang. Din midtbane er glimrende og frygtet af selv dine stærkeste konkurrenter, og dit forsvar er et af de bedste i hele verden. Du har greb om det hele og meget mere. Noget af det mest imponerende ved dig er, at du, sammen med Loffredo, er klart den bedste i verden i double, men du er også klart den bedste i single og spiller både forsvar OG angreb med stor finesse. Med størst finesse. Din innovationsevne inden for bordfodbolden er noget, der har rykket folks opfattelser af spillet. Du har innoveret skud, afleveringer samt meget mere, og spillet ville ikke have været det samme uden dig.

Din allerstørste fan

Dear Victoria!

It’s me again! I was just listening to Levitation and it reminded me how great your performance was. I knew the concert was going to live up to my expectations, I’d have to stand at the very front. 3 hours before the concert I placed myself on a stoop right by the venue. There I sat a cold November evening, munching on some French fries I’d bought on the way. I don’t know if you experience this feeling, but sometimes I get so overwhelmed as if hot air is filling up my lungs. While sitting on the stoop I saw a glimpse of you and Alex. You stepped out of the black tour bus carrying your keyboard. I don’t think you saw me, which is okay.

You suddenly seemed very real and tangible, I had a terrible urge to reach out and touch your black coat. Feel its fabric. You were wearing some very high platform boots and a stringy cardigan underneath. You were speaking to Alex, slowly dragging the keyboard across the street. I like having the illusion that you exist in another dimension, some far off place. You and Alex sitting in a small wooden box playing music on repeat. Not real human beings, just existing in the present context of being played on my iPod and vanishing afterwards. I do acknowledge the fact that it would be a rather sad existence.

When Fiona’s parents divorced she would only listen to Walk in the Park, she said it gave her comfort. We’d sit outside in the school yard, our knees perched under our chins and listen. Our teacher Emer said Fiona needed me and that I was excused from her lessons. The funny thing is that Fiona’s parents divorced on a Tuesday and mine divorced the following Friday. I was only 12 and it honestly didn’t bother me very much (this is of course seen in a retrospective light, where hitting puberty early was my biggest worry), but Fiona was devastated. The idea of her parents living separately was alien to her. She was used to Sunday dinners, family breakfasts and TV time at 19’oclock sharp – all these rituals had vanished into thin air, before she even had the chance to comprehend their significance. So we’d listen to Walk in the Park and she’d daydream about her parents getting back together and I worried about my rapid growing B-cup. Sitting on the stoop made me think about that, how your music chaperoned me into puberty, and more importantly became Fiona’s safe house.

I visit my family in New York a couple of times each year. I’ve found out I can experience every continent on a single train ride. From Carroll Street to the Bronx, the only constancy being the yellow plastic seats and the speckled linoleum floor. During these world voyages I’ve seen China, Puerto Rico, Russia, Spain – every country you can imagine. To my right a man’s reading a newspaper in Chinese and to my left a woman’s engrossed in a Spanish book. The background noise will change every so often, a saxophonist is replaced with an African tribal band, who’s replaced with a street rapper (who’ll try to convince you to buy his mixtape, often a compilation of

“Dear Victoria!”

Olivia Turner elev på Krabbesholms litteraturlinje

crap rap or amateur beat boxing), and he’ll eventually be replaced by some other subway act (clowns dressed in women’s clothes, pole dancers, techno enthusiasts, snake enthusiasts, yodeling enthusiasts… I’ve seen them all).

But during these rides it’s not just the general subway inventory that is constant, your music has become a consistent soundtrack to my train rides. I get to perceive and experience the world through your music, for that I thank you. Do musicians know this? The importance of their music? I sometimes wonder what’s the first thing that pops into your mind when you wake up.

Writing this letter makes me miss New York – New York was for me what the Green Light was for Jay Gatsby.

Something I kept reaching for, the city became a symbol of everything Copenhagen wasn’t. So many days, nights, months spent in that city. I clearly remember the 4th of July last year. Standing on my godfather’s rooftop, I stood in front of Manhattan. The isolating and anonymous buildings reflecting the fireworks. I remember leaning forward gazing across the river, hoping never to leave.

But that’s what’s funny about time, I’ve had certain ambitions and hopes, that I actively wished I’d continue to have. Doing everything in my power to preserve specific thoughts or objectives, which time eventually obliterated.

When I was twelve I was determined that I would be the next Stephen Hawking in the world of felting. I would spend my allowance on felting manuals and watch an endless amount of tutorials. I quickly came to the realization, after having stabbed my finger a number of times that felting was not my call – but in that short period of time I was certain that my future was set in stone, I was to be a professional felting enthusiast, which was why I wrote my future self several letters insisting not to let go of my felting dream. That’s what I’m trying to do with this letter, a physical time capsule. In hope of freezing and preserving this genuine love I have for your music. Insisting and proving to my future self, that your music will be timeless and not a phase.

The first thing I do when I go to bed is listen to your music. The first thing I do when I wake up is listen to your music. I worry that I’ll wear you out, that one day I will place you in the same category as the sound of my alarm clock, my 6th grade cell ringtone and birthday songs (not to mention the category of songs associated with bad memories, like the song Blue Da Ba Dee, that was playing during the act of my deflowerment). But I will not ration your music! I wish I could put all your greatness into one word, but I don’t think that’s possible.

I envy you! I envy the fact that there are people in the world, who are so brilliantly talented and choose to dedicate their lives to conveying that gift. I don’t expect an answer, this is a letter that will and can explain how I’ve become emotionally and physically attached to Beach House. A time capsule.

[...] I sommers tog jeg regionaltoget til Humlebæk, hvor du om aftenen skulle snakke på Louisiana i teltet ude på plænen med journalisten Martin Krasnik fra tv-programmet Deadline. Jeg kom gratis ind med mit sæsonkort og startede med at gå runden og se den faste udstilling med Giacomettiskulpturer og Jorn-malerier. Du havde egentlig ikke stået på listen over talere til eventet, men der havde været et afbud, og du var kommet ind i sidste øjeblik. I begyndte med at tale om jeres kendskab til hinanden, der var startet tilbage på den jødiske skole i København, hvor du havde gået et par klasser over Krasnik, og strakte sig til for nogle år siden, hvor I havde skiftedes til at køre med hinandens sønner ud at fiske. Teltet var fyldt til randen, så folk bagved stod helt ude i aftenmørket på græsplænen, men alligevel virkede jeres samtale oppe på scenen meget uformel og improviseret. Jeg sad på bænken omkring midten i teltet og kunne let følge med på den skærm bag jer, hvor dine malerier blev projiceret op, og i jeres diskussion om dem.

Krasnik sagde på et tidspunkt på sin arrogante måde noget om, at man vel i grunden ikke kunne snakke om malerier, så det blev meningsfuldt, men at man blot måtte opleve dem som de var. Du sagde ham imod. Du havde en idé om at man godt kunne prøve at nærme sig noget i dem ved dialog, og jeg syntes du havde en mærkværdig måde at formulere dig om det. Som fx. da du sagde ”Jeg kan godt lide når motivet er så enkelt, at man kan forklare det til en over telefonen”. Dine vendinger virkede lige så energiske og naive som dine malerier, og der var noget begejstret og oprigtigt ved din væremåde, når du skulle forklare, hvad de forestillede: ”... en dreng i pyjamas, der holder en maske foran sit ansigt. En mand på en bænk, der spiser en banan”. Samtidig fik jeg indtrykket af at du var en intelligent person, der havde noget på hjerte. Jeg kunne specielt godt lide dine overvejelser om Matisse, der åbenlyst er en stor inspiration, om hvordan nogle af hans malerier er så dårlige, at de ikke ville kunne sælges på et loppemarked, hvis ikke de var signerede. At man nogle gange må krydse den grænse, hvor gode billeder bliver til dårlige billeder for at sprænge grænserne for hvordan maleriet er. At man må ”investere i at tabe”.

Nu hvor jeg sidder her og skriver er jeg stadig ikke sikker på, hvad denne her stil går ud på, men jeg tror at kernen i den, som er fascinationen af det stoflige og rå, kommer som en slags reaktion på det perfekte og kolde ved det digitale. Selvom der er opfundet langt mere praktiske ting til at skabe billeder med vil maleriet forblive relevant, da netop fejlene og det menneskelige er kvaliteter i sig selv, der fortsat vil blive dyrket. Jeg har læst et sted at Basquiat blev skuffet, da han på et tidspunkt rejste til Afrika og oplevede at alle de afrikanske kunstnere prøvede at lave kunst som i Vesten. Han havde håbet på at finde noget ægte, original afrikansk kunst, og måske er der bare en længsel efter det originale, grove, rå og ægte her i vores polerede og strømlinede samfund, hvor det kan virke ret langt væk.

Uddrag af “Kære Tal R” Jon Gahrn Henriksen elev på Krabbesholms litteraturlinje

Daglig leder og fast lærer: Ida Holmegaard Undervisningen tilrettelægges hvert semester med en gruppe af gæstelærere. Vi har bl.a. kontakt til: – Mette Zingenberg – Amalie Smith – Hans Otto Jørgensen – Halfdan Pisket – Ida Marie Hede – Jonas Rolsted – Jakob Sandvad – Rasmus Halling Nielsen Herudover får vi på hvert hold løbende besøg af: – billedkunstnere – musikere – designere – forfattere – fotografer – grafiske designere De bor på højskolen og deltager i undervisningen.

94

LÆSEGUIDE Her kan du få overblik over de mange udgivelser fra en lang række af mindre, danske forlag. Så ved du, hvad der er at glæde sig til, og du ved, hvor du skal kigge efter det. Er du selv tilknyttet et mindre, dansk forlag, og kunne du tænke dig, at jeres udgivelser skal figurere på listen, så send os en mail på tlh@forlagetgladiator.dk

AUGUST: Mikkel Fossmo – Begyndelser (Det Poetiske Bureaus Forlag) Eksildigteren Mikkel Fossmo, bosat i Venezuela, udgiver sin fjerde bog, den første på DPBs Forlag, en samling parodier og imitationer af litteraturens store klassikere fra ind- og udland foruden et par bonusdigte.

Arne Herløv Petersen – Form (Det Poetiske Bureaus Forlag) Arne Herløv Petersen udgiver sin tredje digtsamling på fire år, et udvalg af hans lange karrieres bedste formdigte, særligt sonetter.

Evy Konigsberg – Ud af stedet (Det Poetiske Bureaus Forlag) En af den danske del af internettets mest bramfri og humørfyldte digterinder, Evy Konigsberg, debuterer med digtsamlingen "Ud af stedet".

SEPTEMBER: Isidora Cale, Hans Otto Jørgensen, Rolf Sparre Johansson og Martin Kozak – Tekstsamling (Det københavnske forlag Cris & Guldman) Célia Houdart – Med dæmpet stemme (Forlaget Etcetera) Célia Houdart, der har tidligere afsøgt blandt andet fotokunstens og billedkunstens verdener i sine romaner, dykker denne gang ned i operaens storslåede musikalske univers. Det gør hun med historien om Gil de Andrade, en ung, fransk pianiststuderende med portugisiske rødder, der bliver en internationalt berømt tenor. Dermed er romanen ikke kun en neddykning i operaens verden, men i høj grad også en undersøgelse af stemmen og dens kraft. Oversat fra fransk af Sofie Ve-

stergaard Jørgensen. Vinder af Prix Deauville livres & musique 2015.

Cecilie Lolk Hjort – Sputnik 2 – et poetisk leksikon. (Forlaget Ekbátana) Poetisk opslagsværk om alt fra nougatmus over elskegopler til professorterninger.

Ellen Miriam Pedersen – Davids bedste (Det Poetiske Bureaus Forlag) Ellen Miriam Pedersen udgiver sin første digtsamling efter en lang karriere som oversætter og redaktør.

Bogen præsenterer en sekulær gendigtning af den bibelske kong Davids salmer.

Henrik S. Holck – Ungdom Digte 197682 (Det Poetiske Bureaus Forlag) Henrik S. Holck er fornylig vendt tilbage til poesiens rampelys med genudgivelsen af sin første digtsamling på Forlaget Gladiator. Nu præsenterer DPBs Forlag hans hidtil uudgivede ungdomsdigte.

Ole Lillelund – Spækkede ord (Det Poetiske Bureaus Forlag) Ole Lillelund er nok Danmarks bedste og mest autentiske beatdigter, vidt berejst i primært Asien og dybt inspireret af daoismen. "Spækkede ord" er hans 11. digtsamling på DPBs Forlag.

Bo Reiholdt – Kore (Escho) Bo Reinholdt er dansk litteraturs bedst bevarede hemmelighed, og Kore er en invitation ind i hans egenartede verden, hvor mytologi, kunst og mystik væves sammen i et mesterligt sprog.

Anders Jørgen Mogensen – Koldnål (Escho) Koldnål er et arbejdspapir. Eller måske bare brudstykker af de oplevelser og forsøg på en virkelighedsska-

bende praksis, der først kommer til endelig udtryk, når trådene adresseres rigtigt, og dukkerne danser på den interimistiske scene.

OKTOBER: Mona Høvring – Noget der hjælper (LESEN) Første roman oversat til dansk af den prisbelønnede norske forfatter med 5 digtsamlinger og 3 romaner bag sig. Første udgivelse på det nystartede forlag LESEN. Marco Magini – Som om jeg var alene (Palomar) Roman om Srebrenica-massakren i 1995. Tre hovedpersoner: Romeo Gonzáles, spansk dommer ved FNs Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Dirk, hollandsk soldat, en del af FNs internationale fredsstyrke i Srebrenica, og Dražen Erdemović, serbokroratisk soldat, historiens egentlige hovedperson, der af omstændighederne presses til at melde sig til den serbiske hær og og deltage i massakren på omkring 10.000 muslimske mænd og drenge. Oversat af Lorens Juul Madsen.

Københavnske Istidende 3 – tredje udgave af Det københavnske forlag Cris & Guldmanns litteraturtidsskrift.

Anders Greis & Nana Schwartslose – Hillerøds Uendelige Historie (Forlaget Ekbátana) Sange, fortællinger og fotos.

Anders Greis & Nana Schwartslose har skrevet 8 sange om deres møde med de lokale hillerødere, suppleret af fortællinger af Anders Greis og fotoværker af Frej Rosenstjerne.

95

Ib Johansen – Tekster på kryds og tværs (Det Poetiske Bureaus Forlag) Ib Johansen er mest kendt som oversætter af bl.a. Blake, Poe, Dylan Thomas og Leonora Carrington. I "Tekster på kryds og tværs" viser han at, han også selv kan skrive noveller og kortprosa med kraftig surrealistisk inspiration.

Jules Verne – Havet i Sahara (Det Poetiske Bureaus Forlag) "Havet i Sahara" er den tredje mindre kendte udgivelse af sci-fi pioneren Jules Verne, der udkommer i serien Bureauets Lommebibliotek. Den handler om et ambitiøst forsøg på at skabe en kunstig havbugt i den tunesiske ørken.

Yorgos Alisanoglou – Legestue (Det Poetiske Bureaus Forlag) Modernistiske digte af "den sorte" græske digter, Yorgos Alisanoglou (født 1976). Om krig, krigstraumer og den hjemløse vidtomflakkende poesi. Med efterskrift af det græske venstrefløjsikon, Savvas Mikhail.

Gottfried August Bürger – Lenore (Det Poetiske Bureaus Forlag) Nyoversættelse af det klassiske skrækgotiske digt "Lenore" der var med til at indvarsle romantikken med alle dens mørke stormfulde aftener og metafysiske møder mellem mennesket og det andet.

Karl-Emil Heiberg – Familiedigte (Korridor) Familien og livet i og rundt om familien set fra lejligheden, cyklen, baggården og smedjen. Karl-Emil Heiberg er smed, billedkunstner og forfatter, uddannet fra Forfatterskolen.

Henrik Bjelke – Det absolutte nærværs delirium (Escho)

Det absolutte nærværs delirium er et udvalg, der forsøger at repræsentere hele forfatterskabet. 13 tekster fordelt over 25 år, som et kaninhul ned i skriften, en vej ud af modernitetens virkelighed, et omrids af Henrik Bjelkes væsen.

Birgit Munch – Dine øjeæbler er ufoer (Escho) Birgit Munch er tilbage med sin første bog siden 2008s Piratdans. Ingen over og ingen ved siden af Birgit Munch. Tusindbentorsonatwhistleblowtwerks.

Maya Pietersen – Uudgrundeligt (Escho) 13 tegninger af Maya Pietersen, samt tekster af blandt andet Naja Vucina Pedersen, Cecilie Lind, Vagn E Olsson, Marianne Larsen, Rene Jean Jensen, Thomas Krogsbøll og Jonas Okholm Jensen.

Marianne Larsen – Fællessprogstrilogien (Asger Schnacks Forlag) Samlet udgave af ”Cinderella” (1974), ”Fællessprog” (1975) og ”Det må siges enkelt” (1976)].

Eske K. Mathiesen – Samlede digte 2014-2016 – med løse digte 19792016 (Asger Schnacks Forlag) Indeholder desuden indeks over titler og førstelinjer, der dækker de tre bind, der udkom sidste år: ”Samlede digte 1975-1978”, ”Samlede digte 1982-2004” og ”Samlede digte 20042014” samt det nye, fjerde bind.

NOVEMBER: Svetlana Aleksijevitj – Secondhand-tid (Palomar) Et storslået korværk af stemmer, baseret på hundredevis af samtaler med bønder, arbejdere, studenter,

intellektuelle og generaler. Alle ser de tilbage på tiden efter den kolde krigs ophør og Sovjetunionens sammenbrud. Mange med nostalgisk længsel efter det samfund, der nok havde tvangskollektivering af landbruget, Gulag, krige og katastrofer, men samtidig et fællesskab og en utopi om et samfund baseret på solidaritet og lige muligheder for alle. Svetlana Aleksijevitj modtog nobelprisen i litteratur i 2015. Oversat af Tine Roesen.

Aboud Saeed – Den smarteste fyr på Facebook (Korridor) Digte, kortprosa, dagbogsnotater, registrering. Den syriske smed og poet Aboud Saeeds facebook-opdateringer fra det første år af revolutionen (2011-2012). Aboud blev med sine opdateringer et fænomen blandt unge syrere. I dag politisk flygtning i Berlin.

Nina Wengel – Fremtiden er soft pink (Korridor) Novella. En rablende tour de force gennem en psykisk nedtur, et psykiatrisk system og dates med ”anden aktør”. Nina Wengel er også billedkunstner. Fremtiden er soft pink er hendes skønlitterære debut.

Dambudzo Marechera – Sultens hus (Korridor) Novella. ”Nej, jeg hader ikke at være sort. Jeg er bare træt af at sige, at det er smukt. Nej, jeg hader ikke mig selv. Jeg er bare træt af at folk støder deres knoer ind i min kæbe”. Zimbabwes infant terrible Marecheras debut fra 1978.

MISS TEXAS LONGHORN 2016 tegning af Pernille Kløvedal Helweg