hotellet

Mia Dall

Hotellet

Roman Gladiator

Hotellet

Af samme forfatter: Frank, 2021

Mia Dall

Hotellet

Roman Gladiator

Hotellet

©Mia Dall og Gladiator 2024

1. udgave, 1. oplag

Redigeret af Hans Otto Jørgensen

Omslagsfoto: James Casebere “Green Staircase #3”

Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Garamond og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

ISBN: 978-87-7569-033-6

Hotellet er andet selvstændige bind i trilogien om Frank.

Fruen overvågede arbejdet. Hun pegede på en fedtplet på montren med lagkager og bad Anna pudse glasset. Fruen var høj og benet med skjorten stukket ned i et par lyse jeans. Hun børstede krummer af disken. Hendes skjorteærmer var smøget op over grå underarme med spidse albuer og markerede håndledsknogler, der fremhævede, hvordan ledet faldt væk fra kroppen med et elegant knæk. Hendes øjne var to kugler af blankpoleret beton på vådt sand.

Skyerne var dunkle og tunge, solen stod lavt under dem og lyste stranden op. Jeg var kommet i god tid, så jeg kunne gå det sidste stykke langs havet og nyde den fulde effekt af badehotellet, der tonede frem på yderste klitrække. Den aflange træbygning lyste himmelgråt mod det gyldne klitlandskab.

Fruen havde vist mig hen til et bord ved de store vinduer i kaffestuen, der vendte ud mod havet. Den

gule stue lå i hotellets ene ende med vinduer i de tre ydervægge. Det gav fornemmelsen af at sidde i et fyrtårn, der var lagt på siden og nu lå og signalerede over grænsen mellem klitheden og stranden. Det var sæsonens sidste søndag, så hotellet summede af kaffegæster, der sagde farvel til sommeren. Her skulle jeg arbejde og bo hele vinteren.

”Her er travlt, som du kan se,” sagde fruen. ”Sæt dig og få et stykke af vores berømte valnøddelagkage, den smager bedst på tredjedagen,” sagde hun. ”Lige før den bliver uspiselig, stråler den.”

”Tak,” sagde jeg.

”Vi taler senere,” sagde hun og gik.

Anna serverede. Hun var lille og robust, gik hurtigt, men lydløst frem og tilbage mellem gæsterne og køkkenet. Hun småsnakkede kort og varmt, men smilede sjældent. Hendes bevægelser var afmålte og effektive, arbejdet var så vant for hendes krop, at den næsten bar hende rundt af sig selv. Jeg følte mig utilpas som kaffegæst, vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mine hænder og øjne. Jeg ville hellere give dem et formål, skære kage, skænke kaffe, glatte de hvide duge over bordene.

”Det er en mild oktober, vi har,” sagde Anna.

Jeg så ud ad vinduet. De hvide sprosser så påklistrede ud mod de små udsnit af havet.

”Der kommer torden,” sagde jeg.

”Det ved man aldrig heroppe.”

Hun skænkede teen.

”Velbekomme.”

Jeg smilede.

Kagen bestod næsten kun af flødeskum, der lagde sig i lag i min mundhule. Valnøddekernerne udblødt i rom gav efter med et olieret plop, og deres bitre skal blandede sig ud i fløden.

”Kan du lide kagen?” Fruen blinkede til mig og satte sig på hug ved min stol.

”Jo tak.”

”Nå, ikke så meget.”

Mine kinder blev varme.

”Jo, den er god.”

”Ja, ja.” Fruen smilede. Hendes tænder var gullige og glatte. Hun var smuk, som et træ slidt til af vestenvinden.

Hun sad så tæt på mig, at jeg kunne se, hvordan hvide stråler brændte ud fra hendes pupiller, som en

solformørkelse, der satte hendes iriser i brand sekundet før mørket. Der var intet betryggende ved de øjne.

Hun tog fat om min hage og førte mit hoved til den ene og til den anden side, hun studerede min profil.

”Du ser ikke ud af meget,” sagde hun. Hendes fingre var kølige og lugtede skarpt og sødligt af tobak. Hun tog mine hænder. Min hud prikkede. Hvis hun ikke tog fat om mine håndled, ville jeg skrige.

”Men mon ikke,” hun trykkede undersøgende mod knoglerne. ”Jo, du har smidige sener og gode knogler. Du har bare dovnet lidt, har du ikke, min pige?”

”Jeg har altid arbejdet,” sagde jeg, nervøs for, om hun ville afvise mig, og samtidig vred over hendes hentydninger.

”Ja, hovedet fejler ikke noget, men der er vist et valg, der mangler at blive truffet. Hvem vil du være; arbejderen eller gæsten?”

”Arbejderen, ” sagde jeg hurtigt.

Hun smilede og klappede mig på kinden.

”Det er for tidligt at svare på. Tag du dig resten af dagen til dig selv. Dit værelse er klar ovenpå. Nummer syv. Gå en tur ved havet eller i plantagen.”

Anna viste mig op til mit værelse. På vejen stoppede hun op ved det indbyggede linnedskab på gangen. ”Du kan vel selv lægge sengetøj på din seng? Jeg fik ikke tid til det.”

”Ja, selvfølgelig.”

”Fruen vil introducere dig til arbejdet i aften, når vi har lukket ned. Du kan bruge dagen på at pakke ud og falde til.”

Jeg havde ikke meget at pakke ud, så jeg brugte resten af dagen på at læse en bog i en kurvestol, mens Anna tjekkede de sidste gæster ud. Umærkeligt så jeg efter hende, som hendes arbejde ledte hende rundt på hotellet. Jeg missede mod den nedgående sol, mens hun fejede hotellets trappe, sænkede flaget, klappede havemøblerne sammen og lænede dem op ad hotellet i små rækker.

Hun fejede sandet væk, som gæsterne havde slæbt

ind på de hvidmalede gulve i den brede blå gang og den gule, den lyserøde, den grønne stue. Hun stak tungen ud og vrængede ad det knasende sand mellem tænderne.

Mørket faldt på, og hotellet var tomt, Anna var forsvundet ned ad den dunkle personalegang bag receptionsskranken. Det hvide møblement spejlede mørket lyseblåt, og imellem stuerne gabte de åbne dobbeltdøre som en Babushka af spøgelsesmunde. Jeg gik igennem dem. Væk fra den gule stue, igennem gangen med kurvemøbler og blå gardiner, igennem en stue med små grupper af borde og stole med lyserødt betræk, til stuen for enden med grønne sofamøbler. Spejlinger af stuen flød over vinduernes blanke flader. Mit ansigt så tilbage fra glasset med sorte øjenhuler. Bag mig knirkede gulvet, og endnu et blegt ansigt svævede mod mig.

”Du er ikke mørkeræd?” sagde fruen smilende.

”Nej,” sagde jeg, før jeg fik tænkt mig om. ”Eller måske, det har jeg aldrig rigtig tænkt over.”

”Hm,” svarede hun. ”Kom med, vi går ned i min hytte.”

Jeg gik efter hende tilbage igennem stuerne. På vejen forklarede hun, hvordan man bevægede sig rundt på hotellet med dagens måltider, morgenmaden og formiddagskaffen blev serveret i den gule stue, kurvestolene i den blå gang var til let frokost og eftermiddagste, middagen blev serveret i den lyserøde stue, og i den grønne stue i hotellets modsatte ende af den gule blev aftenkaffen og cognac stillet frem.

”Nu er det selvfølgelig kun os, der vil indtage måltiderne her på hotellet, men vi kan lide at holde på formerne, selvom gæsterne er rejst.”

”Okay,” sagde jeg.

”Vi skiftes til at lave mad,” sagde hun. ”Jeg nyder som regel at tage mig af aftensmåltiderne.”

”Det lyder dejligt.”

”Ja, man skal jo tage sig godt af sine flittige piger.” Hun vendte sig og blinkede til mig. Hendes familiaritet gjorde mig lidt nervøs, jeg brød mig ikke om arbejdsgivere, der opførte sig for venskabeligt, jeg ville helst have klare linjer for, hvad der blev forventet af mig, ellers fortabte jeg mig i pligtopfyldelse.

Hytten lå og puttede sig mellem klitterne et stykke nede ad stranden som en miniature af hotellet.

”Den plejede at blive brugt til opmagasinering, men den er bygget så fint, at det næsten var synd, synes du ikke?” Hun ventede ikke på svar. ”Så jeg indrettede den som bolig i stedet. Jeg har brug for at kunne trække mig tilbage fra tid til anden.” Hun åbnede døren til et kvadratisk rum med rå trægulve og mange vinduer ud mod klitterne, en stor seng redt op med hotellets hvide sengetøj, et spisebord stillet ind til væggen under et af vinduerne, et lille tekøkken og et stort klædeskab med en af de grønne lænestole oppe fra hotellet ved siden af.

”Du skal have æren af hyttens trone i dagens anledning.” Hendes blodåre stod tydeligt frem under hendes lyse hud, de bredte sig som et net over håndleddet. Hun gik over og trak stolen fra skrivebordet over gulvet og satte den over for mig, så satte hun vand over i tekøkkenet.

”Er du klar til at tage fat i morgen tidlig?” spurgte fruen.

”Ja.”

”Anna vil se til din oplæring.”

Jeg sad så ret op og ned, som lænestolen ville tillade mig.

”Te?” spurgte fruen.

”Tak.”

Hun tog en kagedåse med et billede af græssende køer ned fra en hylde, tog en vaniljekrans i munden og lagde yderligere en lille bunke på en underkop.

Hun rakte mig underkoppen med småkagerne, men tog en ekstra, før hun gik tilbage for at brygge teen.

”Jeg har ikke haft et eneste øjeblik til en bid brød hele dagen. Så du må undskylde mine manerer.”

Der var ikke noget bord at sætte kagerne fra mig på, så jeg beholdt tallerkenen i hånden.

”Anna har været i gang et stykke tid, så du har en del at indhente.”

”Jeg har haft rengøringsjob før. Jeg er sikker på, jeg kommer hurtigt efter det,” sagde jeg.

Fruen smilede.

”Du har fået jobbet, du kan godt slappe af.”

Hun rakte mig et krus med te og satte sig over for mig.

”Jeg fornemmer, du har et stærkt ego,” sagde fruen.

”Det er ikke nemt at se, hvem du er bag det.”

”Undskyld?” Hendes emneskift forvirrede mig.

”Det forstår jeg ikke.”

Hun lænede sig frem.

”Hvad er din største frygt?”

”I forhold til rengøring?”

”Opdagede du selv, at du spillede dum der?” Hun viftede lidt med en halvspist småkage, som ville hun vifte mit upassende svar væk. ”En forsvarsmekanisme. Du er nervøs.”

”Jeg lagde vist godt mærke til det. Undskyld.” Jeg fik lyst til at fortælle hende alt, men følte mig mest af alt tom. Jeg sippede forsigtigt til teen.

”Du skal ikke undskylde over for mig. Så, mit spørgsmål: Hvad er din største frygt?”

Frygt forekom mig ikke enkelt. Jeg kunne blive bange for hvad som helst, pludseligt og uden varsel var der et eller andet, der fremstod frygtindgydende. Som at se ind i en mørke rude og komme i tanke om, at jeg ikke kunne se, hvad der var på den anden side, men den anden side kunne se mig så klart som dagen.

”Døden måske, det ukendte,” sagde jeg.

”Ja,” sagde fruen. ”Det er vel i bund og grund menneskefrygtens kerne.” Hun lænede sig tilbage på stolen. Jeg havde det, som om jeg var en dukke, hun kastede fra sig efter at have klippet håret af den.

”Var det det?” spurgte jeg.

”Allerede færdig?”

”Jeg troede …” begyndte jeg, men fruen så på mig med et blik, der betød, at jeg ikke skulle spille dum igen.

”Ja, altså medmindre du har flere spørgsmål?” sagde jeg lidt mere pippende, end jeg havde villet.

”Færdig med mig og kage … Ja, ja, lad os se. Lad os se.” Hun tog sig tid til at drikke sin te i stilhed, før hun sagde. ”Ja, måske skulle du arbejde lidt allerede. Du kan jo starte med det her.” Hun rakte mig sin tekop. ”Jeg har ikke mulighed for at vaske op hernede, vil du tage servicet med op på hotellet?”

”Er I allerede færdige? Jeg skal nok tage det der.” Anne tog servicet og gik gennem døren bag disken i den blå gang. Jeg fulgte efter hende ind på en smal, dunkel gang, der løb langs den blå.

”Fruen sagde, jeg skulle begynde med det samme, du kunne vise mig hvordan.”

”Okay,” sagde Anna og fortsatte ned ad gangen til venstre. ”Her opbevarer vi alt det rene service.”

Tallerkner i forskellige størrelser, kopper og glas stod i høje stabler i glasindfattede skabe bygget op ad den ene væg. Væggene var gullige og ikke så nymalede som resten af hotellet.

”Dernede er vaskekælderen,” sagde Anna, da vi passerede en mørk døråbning. ”Der er meget, der skal vaskes, nu vi lukker ned for vinteren. Det kunne blive en af dine opgaver?” Hun så bagud mod mig. Jeg smilede og nikkede.

”Okay.”

”Du skal sætte dine sko her og bruger kældertræskoene, når du skal derned, så du ikke slæber skidt rundt på hele hotellet. Jeg viser det senere. Den er altid kold og beskidt. Ligegyldig hvad jeg gør, lugter den af hengemt korn og fugtigt støv.”

”Det var ikke så godt,” sagde jeg med en lys stemme, mest for at holde samtalen i gang.

”Men man vænner sig til det,” sagde hun og vendte sig om igen. ”Og fyret varmer i det mindste vaskerummet op, så man kan tørre tøj derinde.”

Gangen drejede skarpt til højre og ledte ned ad et par trin mod en svingdør.

”Her er køkkenet. Jeg har lige vasket gulv, så vent her. Jeg finder en uniform til dig.”

Hun efterlod mig på gangen, der kun var svagt oplyst af en doven pære, der hang under en hvid glasskærm, der stod ud over pæren som et tylskørt. Jeg så bagud og syntes, at kælderen pustede sin lugt af varm fugt imod mig.