byoghest læseprøve

Jørgensen

By og Hest eller

En hånddukke af ild

De højere magter 2

Gladiaor

By og hest

En hånddukke af ild

Af samme forfatter:

Tårnet, roman, 1989

Amerika, noveller, 1990

Sildedagsfolkene, roman, 1992

Den bronzefarvede kalkun, kortprosa, 1993

Idyller, digte, 1995

Nåden (første udgave), roman, 1996

Jeg har ventet, digte, 1997

Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, noveller, 1998

Mænd, noveller, 2000

Helt og heltinden, roman, 2001

Væltede kældre, roman, 2005

Ålen har englelyd, kortprosa, 2006

Med plads til 100 køer, roman, 2007

Fluebogen, digte, 2007

Ida og Aksel trilogien, roman, 2007

Hestenes øjne, roman, 2008

The factory, roman, 2009

Vold, grafic novel (med Halfdan Pisket), 2009

Blod, vand, tis og maskiner, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010

De gule føl, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010

By og hest, roman, 2010

Strange days indeed, roman, 2012

Springer, noveller. 2012

Hids jer lidt ned og lad dværgen komme forbi, noveller, 2014

Horden, 13 digterportrætter 1872-1912, 2016

Revolutionær, en Andy Warhol-komposition, 2017

Nedrakket til skrift, digte og kortprosa, 2019

Dead man walking, roman, 2020

scan ENHEDER, digte, 2022

Nåden, 2024

Hans Otto Jørgensen

By og hest

En hånddukke af ild

Roman Gladiator

By og hest

©Hans Otto Jørgensen og Gladiator 2024 2. udgave, 1. oplag Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

ISBN: 978-87-7569-038-1

By og hest udkom i 2010, blev gennemskrevet december-januar 2023 og udkommer nu med undertitlen En hånddukke af ild som andet bind i en serie på fire under den fælles overskrift De højere magter. Seriens bind et, Nåden, udkommer samtidig med By og hest.

Tidens flod

IAN ER IKKE MERE sig selv. Der er noget, der har taget over, det har overtaget i ham, han bliver dag for dag mindre. Muskelmassen svinder ind. Han er morfinafhængig hjerne. Det er den nål, han ånder igennem, det er de splinter af glas i såret.

Femten år gammel og krøbling. Så skulle han blive krøbling, så skulle hans hænder blive finere, de skulle få ligesom et skin over sig, ligesom med et drys af mel, unyttige og blege. Vintersolen står varm og gylden ind i stuen, fra vinduet, tværs over gulvet. Der er andagtsstemning.

Fingrene krabber om kraven, han tåler ikke vinden ned om det sarte bryst. Han hoster, men det er ikke en ægte hoste, ikke en forkølelsens hoste, den smitter ikke. Det er nervøs hoste, der er ikke i den forstand noget fælles over den. Fælles menneskeligt. Vi hører ikke naboer og genboer igennem den, hører ikke noget andet menneske, ingen andens lidelse. Der er ikke i den forstand tale om lidelse, ikke som den berører andre, den er uden andres øjne, deres forskrækkelse, børnene er friholdt. Der er ikke nogen inde i lejligheden ved siden af, der lider, her bag væggen, ikke nogen zinkbalje, børnene bades ikke, de står ikke frysende på et håndklæde, deres ben

er ikke lange, fødderne ikke uforholdsmæssigt brede, de ligner ikke fugle.

Det er et stadie, han har forladt, det fællesmenneskelige. Det er han afskåret fra. Et kaffebord, en basar, man kan stoppe op og studere de forskellige præmier, hue og vanter og grydelapper, men også en frugtkurv med æbler og appelsiner og små søde druer, kirsebærvin, vi kalder det velgørenhed.

Det er i missionshuset, de havde kage med, støjende i gangen kom de af med frakkerne, vanter og halstørklæder, tramper sneen af, der er pytter af vand på gulvet, de gnider sig i hænderne, ahh, så kom de ind. Skærekage, hvid glasur.

Amy elsker Ian. Hun vil ikke være et barn, hun vil også være femten år. Hun vil besøge ham, bevæger sig hurtigt, lidt for hurtigt, med lidt for store bevægelser, hen til sengen, til vinduet, åbner det, nu skal der luftes ud. Hun vil være inviteret, hun ville ikke være kommet, hvis hun ikke var inviteret. Men han vil ikke mærke, at hun er i rummet, at hun ordner tingene, pilleglas og mixturer, på det lille bord ved hovedgærdet, han vil ikke mærke, hun står og kigger på ham og lægger sig i sengen hos ham, han vil ikke mærke, hun kysser hans magre hals.

Hun vil sørge for, at der altid er friske blomster i vasen på skænken, hun vil sørge for, at der altid er en duft af æbler på trappen. Hun vil stille et fad med dem udenfor hans dør og alle, der kommer forbi, vil dufte æblerne og tænke, at derinde bor han, som får besøg af den unge

frøken. De vil ikke vide, hvad de skal kalde hende, hvem, hun er, de vil give hende eksotiske navne såsom Virginia eller Elisabeth, frk. Virginia, frk. Elisabeth.

Og der vil være en bror, og hun vil naturligvis lære denne bror at kende, han vil sidde ved sit bord og læse. De vil samtale, de vil føre lange vidtløftige samtaler, om Gud, om at være hos, hvad det betyder for hende, ikke at være ét med sig selv, men at være i sin handling med bestemmelse og retning. Og han vil komme ud inde fra Ian, han lukker stille døren og sætter sig ved sit bord for at læse, det vil ikke være ualmindeligt, at han på et tidspunkt foreslår, de bliver venner, de kunne være venner, og hvad hun ville sige til det.

Hun kan lide at sidde ved broren, hun kan lide stilheden, lukker øjnene og forestiller sig, at der er bredt et tæppe ud i haven i det høje græs, at Ian sidder i sin rullestol tæt ved, i den svale skygge fra huset eller et stort træ, og at han har det gode i sig. Han har set lyset. Hun kan blive dårlig, hun har feber, det er ikke ualmindeligt, men broren vil foreslå hende, at hun lægger sig lidt, det er ikke noget at gå ud i det vejr med feber, og gaden nedenfor vil være en rivende flod.

De hører Ian, Amy tror, han græder, det lyder sådan, som en hulken, men broren vil ikke lade sig forstyrre. De vil ikke lade sig forstyrre, han siger, det går over. Det er en overgang. Der er den vågne Ian, og der er den sovende, det er de tilstande, der er. Når han giver den lyd fra sig, er det fordi, han vil ud af søvnen, det er de tyn-

de krabbende fingre, en tågebanke, det er flodens ånde, men så synker hovedet igen.

Han græder, nu bare en klynken, men hun vil ikke gå ind til ham, han vil alligevel ikke kunne kende hende. Han er i sammenføjningen mellem det ene og det andet, i det, vi kalder hængslet, et vindue står og klaprer.

Hvis han er en ø, er morfinen havet. Det er tæppet, der trævles op. Et væltet glas, en tunge af vand på bordet. Han har rakt ud efter glasset og er kommet til at vælte det.

Hun er en fordobling, broren støtter hende og rejser sig og lægger hånden om hendes nakke. Det er den samme bouillon, det samme skøre porcelæn. Der er en drage, den når sig selv bagfra, rasende på sig selv, rundt om skålen. Der vil være en ny fortrolighed imellem dem, som gør alting mere gyldent, alt, hvad de ser og taler om, vil have en sådan glans, en sådan varme over sig.

Når han er ude, vil hun snige sig ind til Ian og se ned på hans øde ansigt. Han vil ikke høre hende, han vil være nede i de dybere lag, nede i det syge, han har i sig. Hun forestiller sig, at det er der, han er, i vævet, i de indre organers væv, på celleplan. Og der vil være ligesom en trækning ved munden, en skygge løber over hans ansigt som skyggen fra en enlig sky, der driver over engen.

Der vil være sådan en høj og meget blå himmel, skygger driver fra indhegning til indhegning, over grøfterne stillestående vand og siv, kvierne ligger imellem hin-anden helt ude i det yderste; tunge, fredfyldt dyr, høj-dræg-

tige, åen strømmer frem mod vandingsstedet, græs-set står i den som en væv af drømme. Den tovingede vindmølle glitrer i solen, man hører længe dens skarpe svirp svirp, svirp svirp.

Hun kan ikke rive sig løs, hun bliver tværtimod stående, hun bøjer sig ned og kysser ham pludselig på munden. Så vil hun le, hun vil nærmest le ad sig selv. Hun ved ikke, det er fordi, der også er en anden følelse, der vækkes i hende, den ene følelse er medfølelse, den anden harme. Hun kan blive så harm. Hvad hun ikke skal finde sig i, i den grad at blive overset, hun er luft.

Kvierne har rejst sig, store og tunge, sjasker med de lange haler hen over rygge svup svup efter fluerne. De vil være næsten bedøvede af varme, af fluernes ensformige summen, de vil være så dovrede og ugidelige i denne mættede sky af lugte af græs og mælk og varm gødning, de vil rode op i skyen. De vil blive holdt sammen af den narkotiske flimren i den.

De har taget ophold i den.

Hun vil ikke kunne trænge ind til ham, det er hinderne endnu for seje til. De er brødre, Ian og Verne. Det er en erobring og en afvisning.

Kroppen er blevet ensom. Siden hun i marts begyndte at komme hos dem, er der opstået denne længsel i hende. Og hun vil gå fra den ene til den anden, og hun vil lade sig dominere, hun vil være raseret af glemsel.

DER ER KOMMET NOGET hårdt over deres forelskelse, en vanens brutalitet, en døv hensynsløshed, der tvinger dem sammen. De holder forelskelsen inde, og det indeni bliver, som når man binder for en sæk og kaster den på ryggen og stiger op ad trapperne og efterlader den der, i en mørk krog på loftet.

Deres forelskelse har noget hengemt over sig, som støvet spindelvæv i en dørkarm, hvor døren har stået åben i ugevis, men ingen er gået igennem, den har noget frakkelomme over sig og den smager som et bolsje, der har ligget for længe i tasken og er klistret sammen med de andre, ta et, værsgo.

En hosten fra en af de bagerste bænke i missionshuset, en undertrykt krillerhoste, damer med hårnet og rystesyge og leverpletter på blege hænder, en lugt af mølkugler, af fugt og flueplettede tapeter, vindueskarmens udtørrede pelargonier, præmieskilte fra dyrskuet i Vrå anno 1957.

Det er en verden, hun ikke kender. Det kuldslåede, der kan være over sådan et kammer, det, vi kalder loftskammer, det, vi kalder drengekammeret, hen over loftet, banket op af fugtplader. Forsatsvinduer og klamme senge. Hvor tunge dynerne er, vattæppet om sommeren, hvor stille, der kan være.

Det er det, hun skal lære, hvordan der kan være stille, hvordan et øje kan lukke af bullenskab, hvor stille, der er i sådan et øje, med de dunk, der også er, af pulsen i det bulne. Så fortykket, der er bare en smal sprække at kigge ud af. Det er sådan, deres kærlighed er blevet.

Som lugten af stald i tøjet under sengen.

Stille som i et kloster.

Der er så stille som i klostrets skyggefulde gård, så køligt som i mønstrene i mosaikken i midten, se: de fligede blade, se: rosetten.

Opfejning af støv og blade og ispindepapir. Og de har brugt åreladning, de har brugt at sætte igler på, når de har set det onde tage ophold i blodet og iglerne skal suge det ud. Og når de svulmer, når de rigtig bliver kælne. Skovlen tømmes ud i trillebøren, det er gartnerens arbejde, vi følger ham om på møddingen.

Et arbejdes udførelse.

Engang et helt ungt menneske, et sygdomsforløb. Kurrende duer under det stærkt hældende tag, det mørnede, det helt ind i veddet ormædte tømmer. Niecerne leger hvem kommer først, det gule føl springer forskrækket tilbage. Vi vil prøve, om vi kan finde en anden indgang til den skyggefulde stald.

En halvdør med sit mulm, båse med halm, en sobås, en dværghøne med sine kyllinger, høns på en skillevæg. Når øjnene har vænnet sig til mørket, der går lige et par

minutter, står enkeltdelene frem som på et maleri. Det gyldne bliver for alvor gyldent.

Og de har haft en dam til iglerne, og de har gennet de syge ud i dammen. De står nøgne, frysende og blege på den mudrede bred, langarmede, med hule lår, knoklede knæ og røde knyster. En ser ud, som havde han en møllesten om halsen, en anden, som hun krøb på alle fire frem mod et trug. De mærker efter med tæerne og gyser, det er alt for koldt, så kuldskære, de er, men de skal, de må lade sig suge og sutte på. Iglerne skriger, hvis igler kunne skrige, var det dem, vi hørte. Af bare kælenskab.

Lyst og kælenskab.

Men det er de søm, man har beredt for de syge. Epileptikerens skuldre hopper op og ned, ham med møllestenen går næsten i knæ, hende med truget, nu ser vi det, hendes hovedbund er skurvet, hænderne misdannede.

Ian har siden ulykken, da han fik strøm igennem sig, levet sit liv i gennemsigtighed. Han blev kortlagt, ned til mindste detalje, parteret, som et slagtedyr bliver kortlagt og parteret. Som når de slagtede lam, når lammene var tjenlige, de skreg, slagteren stod for husenden og hvæssede sine knive.

Da han fik strøm igennem sig, skilte hver indvoldsdel sig ud, det vil sige: lod sig lokalisere. Idet hver del, afhængig af de enkelte vævstypers ledningsevne, krystalliseredes, forkulledes. Hjerte og lunger, lever og nyrer, milten.

Hvert kontinent for sig.

Der er noget De sidste dage over det. Laden er som en kirke, pæren hænger fra bjælken i sin ledning, der vil hele tiden ligge et nyt lam på slagtebænken, der vil hele tiden være flere maver, mere blod, der vælder, flere baljer fyldt, og der vil oparbejdes en protest i drengene, de vil oparbejde en vrede, det er deres sans for retfærdighed.

Det vil blive det fællesskab, der binder dem sammen. Og de vil blive uadskillelige, de husker ikke andet, og de vil tro, det er noget medfødt. At sidde ved det samme bord, med de samme ostemadder, de samme melede kartofler, at gå på rov efter de samme blommer i træet i den gamle have og lade sig stikke af hveps. At rode med en pind i boet under udhænget på hønsehuset for at lade sig stikke af en sværm.

At have hele hånden til at blive levende af den.

At holde til det.

At være i kontrol.

Men Amy er kommet imellem dem. Så de ikke mere er uadskillelige. Når Verne har de lyster og kigger sig i spejlet og trækker kammen med brillantine gennem sit hår. Han er damernes ven. Han tænder en cigaret, han har fedtglinsende hår og sorte sko. – Gid, hun har lavet aftensmad. Gid, jeg aldrig skal se hende igen.

MORFAR GÅR I ÅEN, han står midt ude i strømmen med sin gamle hvide krop, kort og stiv, drengene har ikke set morfar nøgen før. De ser: en nøgen mand, hans hænder er store, kød- og kølleagtige og røde, i kontrast til al den hvidhed, ligesom hans nakke er rød, og den skallede isse, som de plejer at kalde månens blege fjæs, og som slet ikke er bleg i forhold til det, der her er blegt, arme og skuldre og ryg. Huden er slap, hans baller som ballerne på en gammel so, lige til at klappe, der manglede bare halen.

De sidder i skjul i det høje græs og ser ham stå der med ål mellem tæerne og daske sig på ryggen efter bremserne, pjaske vand op ad sig, måske han er lykkelig. De er endnu ikke så farlige, som de senere bliver, da de ligger i grøften ved rastepladsen og belurer de standsende, da de kryber frem bag gyvelen og bliver overfaldsmænd.

Det er en Volvo. Der er en kvinde med rødt hår og rød- og hvidmønstret trøje med tinknapper, og der er en mand med briller og skæg, en høj mand, og de finder aldrig ud af, om det er med hendes gode vilje, om han har tvunget hende til det eller om det er et almindeligt skænderi. De finder aldrig ud af, om de har kvast hans hoved, hvor alt det blod kom fra.

De får det forkvaklede syn på menneskelig adfærd. Hvad rastepladsen er for et sted: det er et øde, den lange lige landevej, fuldstændig snorlige, marker og hegn, ikke et hus og ikke en gård, kun deres, et par hundrede meter inde, væk fra vejen. Men det er deres mark, der grænser op til rastepladsen, det er deres køer i indhegningen, deres træer, de høje duvende graner, hvor mændene står og pisser og ryster den. Og hvor kvinderne sætter sig.

Hvad det egentlig er for et svineri.

Hvordan hun skreg.

Det var deres køer, som familierne fra de holdende biler stillede sig op og så på, far og mor og børn, som om det var det mest normale i verden, at dem skulle de se, deres køer, stå og beglo, uden at tænke på, at det var deres eller nogens i det hele taget, men det var deres. Det var deres køers horn, som var så flotte, det var deres køers dybblå og sorte øjne, som himlen spejlede sig i, og som man selv kunne spejle sig i, men som far og mor og børn syntes var fjollede, halvdumme, som man kunne sige fjollede og halvdumme ting til og om og grine af.

Morfar glider med strømmen, frem mod hestehullet, der hvor åen slår et slag, den er som en slange, der snor sig gennem landskabet. Det ser ud som om, han står op i vandet, i hvirvlerne, der drejer rundt om ham, og som ville suge ham ned, hvis han ikke havde kunnet svømme. De ved, der er det sug, at grunden suges væk under en. De havde en stor kalv, der den første dag, samme formiddag, som den var kommet ud på græs, havde sprængt sit tøjr og var bisset ned over marken og kastet sig ud.

Kalven flød, den lå på siden, da de en uge efter fandt den, med alle fire ben strittende stift ud fra sig, med hård oppustet mave, som om den var fyldt med luft, som om den var blevet kvalt og ikke druknet, halsen lang, hovedet bagoverbøjet.

Den var blevet suget ned og kastet op igen og gået på grund, der hvor åen slog det næste slag, mellem pinde og strå og hvad der ellers sad fast, kalven sad ligesom en prop for det.

Men sådan satte der sig nok propper rundtom i det, vi kalder eksistensen, når noget var dødt og gik på grund.

Når den frie flyden blev forhindret.

Så sad der en kvinde på hug og skreg.

Så husker de hendes røde hår og rød- og hvidmønstrede trøje med tinknapper, og de havde knust mandens hoved med en stor sten.