Nåden
De højere magter 1
Gladiaor
Nåden
Af samme forfatter:
Tårnet, roman, 1989
Amerika, noveller, 1990
Sildedagsfolkene, roman, 1992
Den bronzefarvede kalkun, kortprosa, 1993
Idyller, digte, 1995
Nåden (første udgave), roman, 1996
Jeg har ventet, digte, 1997
Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, noveller, 1998
Mænd, noveller, 2000
Helt og heltinden, roman, 2001
Væltede kældre, roman, 2005
Ålen har englelyd, kortprosa, 2006
Med plads til 100 køer, roman, 2007
Fluebogen, digte, 2007
Ida og Aksel trilogien, roman, 2007
Hestenes øjne, roman, 2008
The factory, roman, 2009
Vold, grafic novel (med Halfdan Pisket), 2009
Blod, vand, tis og maskiner, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010
De gule føl, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010
By og hest, roman, 2010
Strange days indeed, roman, 2012
Springer, noveller. 2012
Hids jer lidt ned og lad dværgen komme forbi, noveller, 2014
Horden, 13 digterportrætter 1872-1912, 2016
Revolutionær, en Andy Warhol-komposition, 2017
Nedrakket til skrift, digte og kortprosa, 2019
Dead man walking, roman, 2020
scan ENHEDER, digte, 2022
En hånddukke af ild, 2024
Hans Otto Jørgensen
Nåden
Roman Gladiator
Nåden
©Hans Otto Jørgensen og Gladiator 2024 2. udgave, 1. oplag Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN: 978-87-7569-032-9
Nåden udkom i 1996, blev gennemskrevet november-december 2023 og udkommer nu som første bind i en serie på fire under den fælles overskrift De højere magter. Seriens bind to, En hånddukke af ild, udkommer samtidig med Nåden.
Feber 1
5
6
De binder døden til træet udenfor sovekammer-vinduet.
De binder træet til træets rod og binder roden til jorden. Det er deres arbejde. De kommer med deres store maskiner. De snakker sammen. De ved, hvad de gør.
Det er om dagen.
De er bestilt. Det er deres arbejde.
Manden græder. Han ligger i sengen. Han har lagt sig for at græde og det er derfor, de er kommet. Han har ringet og bestilt dem til det.
Han siger, de selv ved hvordan.
Han græder. Han ligger i sengen. Drengen ved ikke hvorfor, men han sidder ikke med ved måltiderne. Han bliver liggende tiden ud.
Så brister båndet. Om natten. Når køerne bryder indhegningen og begynder at spise af leret ved træets rod.
7
Det er i sovekammeret. Det er nat. Kvinden er den som trøster. Hun står ved vinduet med drengen, mens manden knæler ved sin side af den store seng.
Drengen siger til dem: køerne er i kornet. Han kan høre dem. Han kan ikke se dem, men han ved, hvordan det er.
Haven er udenfor vinduet. Vinden er udenfor. Og mørket. Inde bevæger alting sig som en summen. Alt for hurtigt alt for langsomt.
Han siger til dem: det er for sent. Det kan ikke nås. Mændene er kørt. De er på vejen. De har lys på. Og så allerede pløjer køerne gennem natten. Med sænkede hoveder og brede horn.
8
Der ligger en kvinde i sengen. Kvinden er meget gammel. Det er hende, der er den syge. Ved hovedgærdet ved siden af sidder den sidste tusindårige. Det er Nåden. En gammel mand, med et træ i ryggen og stokken mellem sine ben.
Drengen siger til dem: de må have maskiner. Han siger, de må have mændene til hjælp. Han står i døren, han træder frem. Men Nåden er døv.
Han forstår ikke. Han har kun ordene fra før.
Kvinden bevæger sine hænder. De er ved hendes hår. Ved hendes mund. Krogede, magre. Med grus.
Hun bevæger dem, som om der var et strikketøj. Kartofler. Et æble at skrælle. Hun famler ved munden, trækker tungen ud som for at sige noget.
9
Manden knæler. Han er den som tror. Han har sin Gud. Han folder sine hænder og beder til, at drengen må leve.
Han beder til, at drengen må blive rask. At han må spise. At han må være god.
Drengen sidder på sengekanten. Han vil spise. Han vil være god. Han synes, det er synd for dem. Det har han lov til, for han er nærmere døden end de.
Han lægger sig. Og rejser sig igen. Han har ingen ro. Han er tilbage ved vinduet. Bag gardinet. Og kvinden træder frem. Men feberen standser ikke.
Der er kun ham.
Køerne brøler. Drengen lytter. De er i kornet. De er nærmere nu. Sætter fart. Og kvinden lukker vinduet i.
Siden har forsvindingen stået på.
10
Alting går alt for hurtigt alt for langsomt.
Blodforhænget slænges ned.
11
Æblet falder ud af den gamle kvindes hænder og drengen samler det op. Han vil række æblet tilbage, men kvinden ser ham ikke. Hun ved ikke, han er der.
Hører ikke køerne.
Nåden samler æblet op. Han finder sin lommekniv frem og skræller det og skærer det i både. Han spiser og rækker også til kvinden.
Han vil putte det i munden på hende.
Kvinden sover. Nåden vækker hende og spørger om hun er tørstig og går i køkkenet og henter vand.
12
De står ved vinduet. Køerne har været der. De har spist af leret ved træets rod.
Kvinden henter vand. Hun tænder lys. Hun holder om drengen og siger, han skal drikke. At han skal være rolig nu.
Hun siger: det gør ikke noget. At det bliver godt.
Drengen siger: køerne har været der. Han taler om leret. Han har set deres sænkede hoveder, deres brede horn. Men de forstår ikke.
Kvinden siger, de forstår. Hun taler. Det er hendes stemme. Men de forstår ikke.
Manden knæler ikke mere. Han har rejst sig. Men han vil ikke være først.
Han siger ikke noget. Han venter. Han har kun sig selv.
For det er kvinden og drengen, der skal gøre det. Det er dem, han venter på. At de må komme væk fra vinduet. Bevæge sig. Så han kan komme væk fra væggen. Bevæge sig. Ind i rummet. Så han kan komme dem nærmere.
De to.
13
Haven er udenfor. Vinden er udenfor. Og mørket. Inde bevæger alting sig alt for langsomt.
Den gamle kvinde rækker ud. Men hun kan ikke nå. Hendes mund. Men hun kan ikke få ordene frem.
Nåden hører ikke. Han er Nåden. Men han ser ikke. Ingenting. Han kan ikke vågne.
Han vågner. Hun er død.
Han rejser sig, rager ind i mørket med sin stok. Han kan ikke komme til. Skubber billedet ned fra væggen. Han vil ramme køerne, men rammer billedet med børnene og den engel, der skal føre dem frelste over broen. Over den vildt brusende flod. Han falder.
Han græder.
Han lægger sig ind over hende. Han er helt rolig nu.
14
Så må de lægge sig.
De står ved vinduet. Kvinden siger, de fryser. Hun siger, de må passe på, de ikke bliver forkølede. Men drengen hører ikke. Han er død.
Han siger om køerne: det er dem. Han siger, de må have ringet efter mændene. De må komme. Han ved ikke, hvad døden er.
Han siger, han er død. Han siger om stemmen, de hører, at den ikke mere kommer fra det samme stemmens sted. Han er ingen.
Manden flytter sig langs væggen. Han bevæger sig. Men han vil ikke være først.
15
Nåden hugger træet om. Han bruger øksen. Han arbejder. Han ved, hvordan det er.
Han skubber leret sammen om roden. Klapper leret, henter halm i stalden, mere halm, dækker med halmen og kommer ikke mere i haven.
Han går ind. Lukker vinduet i. Han græder. Han tager den gamle kvindes hånd og reder hendes hår og skubber englen på plads på væggen over.
16
Køerne er i stalden. Manden ligger i sengen. Det er ham, der græder. Det har han lov til. Det er ham, der er den syge. Drengen sidder på stolen ved siden af. Ved hovedgærdet. De hører radio.
Nu er det ægnoteringen.
Drengen sidder med sin stok. Det er Nådens stok. Han kigger på manden. Han har lyst til at slå, men siger om vejret, at det bliver godt. Det klarer op.
Han ved ikke, om manden hører det, men han siger, det bliver godt.
17