SKRIFT A SKRIFT B
G
Mantó Aravantinoú
SKRIFT A SKRIFT B På dansk ved Theophanis Melas
Poesi Gladiator
SKRIFT A SKRIFT B Mantó Aravantinoú Udgivet første gang i 1962, 1964 © Privat udgave På dansk ved Theophanis Melas Omslag: Thomas Joakim Winther Sats: Lea Petrine Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2022 ISBN: 978-87-93658-95-0 Tak til Statens Kunstfond
Forlaget har forsøgt at finde og kontakte private rettighedshavere.
Η μετάφραση αφιερώνεται στην Κατερίνα Ιωάννου.
SKRIFT A
I
Erindringen om den dag er tydelig, det er fornemmelsen, der forbliver utydelig, jeg besidder den ikke helt. Jeg besidder rummet. Rummet er mit eget kendte rum, meget lidt frit, farven på væggen er en brækket hvid, hele værelset var hvidt, tror jeg. Eftermiddagen var, det husker jeg, trykkende og varm, de elskende personer var to, de havde boet i to uger i mit eget kendte hvide rum. I erindringen udvider rummet sig, befrier bevægelsen, bliver bredt i længden, strækker sig, røber sig lidt. Resten forsvinder i lystens utydelige og vekslende tilbagevenden, i megen varme, i fugtighed, i følesansen. Lyst er den fremherskende følelse. Der er desuden en atmosfære af velvære; snarere en velværets overspændthed, som kun dækker den ene, mens den anden forbliver for enden af cirklen, næppe, svagt belyst, imidlertid eksisterende, deltagende med denne 7
del i deltagelsen; måske tøvende, klart værende bagud i forhold til den anden. Jeg finder dem igen begge i den anden cirkels centrum, i den samme hårde belysning, i jævnbyrdig lidenskab, i kroppens mest totale indsigt, alt flettet perfekt sammen i deres rytmer. De har måske en mistanke, måske er de overrasket. De forbliver i cirklens blændende belyste centrum, sanselige og afventende. Dette vil ikke ændre sig; erindringen er tydelig. Igen fornemmelsen, der undslipper erindringen. Om kort tid vil jeg gå over til den tredje eller fjerde cirkel. Jeg kræver den præcise fornemmelse. Jeg begynder på ny.
En varm eftermiddag, sommer, lyst, diskontinuerlig følesans, elskov. I sin tilbagevenden efterlader mindet en akut smerte. Jeg behersker fornemmelsen. Erindring og kendsgerning er absolut identiske. Jeg indeholder den anden. Jeg spærrer den anden inde i dennes fuldstændige 8
a ccept. Dennes accept definerer fornemmelsen, dennes på forhånd uforbeholdne accept. I mistanken såvel som i nægtelsen, i tilbuddet og i bekræftelsen. Accept, sagde jeg, og jeg har udtrykt mig klart, ikke identifikation med en elsket, særdeles elsket person. En bestemt og eksisterende persons accept. En uklar, muligvis usikker, især forvrængende, men på forhånd accepteret og absolut fordelagtig mytologis accept. Endelig, en elsket mytologi. Af en særdeles elsket person. Dette definerer erindringen. Dette definerer begyndelsen, ikke enden på historien.
Dette var rummet, og personerne var to, og sproget imellem dem var til, vidt, nødvendigt, som det ind skrives i et erotisk forhold, af lang varighed. Begge troede de på det lige meget. Den tredje cirkel tager mindre rum i erindringen. Præcis samme rum som én opretstående person, der søger efter noget midt i værelset. Jeg sagde én person. Mistanken om snittet, som vil dele cirklen og erindrin9
gen,sendes uden tøven bort, der er endnu ikke nogen særlig årsag. Ud over vægtfylden i fornemmelsen kan jeg ikke mærke, at der findes et snit, et banalt udtryk eller om så bare en kløft nogen steder. Vægtfylden i fornemmelsen forstyrrer opfattelsen af resten af tingene. Jeg vender tilbage til den tredje, mindre cirkel, besluttet på at efterprøve dens præcise dimensioner. Her besidder jeg helt erindringen og slet ikke fornemmelsen. Jeg finder mit eget kendte frie rum igen, den brækkede hvide farve på væggene, den nøgne mand midt i værelset, iført en fyldig hvid paryk. Jeg ser den tredje cirkel gennem et glasøje. I cirklen er der en raffineret luft, og der er ikke plads til spørgsmålstegn, tvivl eller dårlig samvittighed. I cirklen er der ingen luft, men der er overbevisning og total vished. Mandens nøgne krop er dækket af flotte påfuglefjer.
Rummet er blevet større i omfang, men jeg har mistet mine virkelige dimensioner. 10
Manden vinder i distance, forfængelighed og arrogance. Han mister cirklens præcise mål, han dækker hele rummet, han spørger, svarer, kræver, forklarer, vender tilbage til det sidste ord, fordømmer, belærer, er ironisk. Han fjerner sig fra følelsescentret, han isolerer sig i cirklens centrum. Den tredje cirkel er helt hans egen. Hvad resten angår, har rytmen slet ikke ændret sig; kun mandens hænder har glemt deres første bevægelse. De har fået deres bevægelse igen. Der er ingen kendsgerning. Hvis der er, har den intet punkt indskrevet i erindringen. Kendsgerningen findes i fornemmelsen. Fornemmelsen er kendsgerningen. I denne finder jeg en fuldstændig og præcis signalering. Den tredje cirkel blev ikke delt i to. I den tredje cirkel er der en bredere åbning. Jeg går nemmere over til den fjerde cirkel. Den fjerde cirkel beherskes af frygt, af den andens fravær og af frygtens smag. Dens ene del er dækket af en tyk hvid kalklignende substans. Cirklens anden del svulmer op af triumferende stormundethed og pompøs paranoia.
11
Den tvedelte fjerde cirkels triumferende del har kun en eneste kerne i centrum. En cellekerne. En celle, med en anderledes substans. Kun traditionelt eksisterende. En celle, som egentlig er en modstander. Overdrevent accepteret. En celle, som tilraner sig magten. En celle, som ikke tillader anden virkeliggørelse end udelukkende sin egen. En celle, som på forhånd udelukker dialogen. En celle, som i århundreder har ernæret sig af mytens brogede sammensyningers overlegenhed og magt.
I erindringen er den nuværende smag blevet indfiltret i den daværende. Hele mit rums område tegner sig utydeligt. Masserne er blevet opløst; de findes muligvis ikke. Larmen fra den elektriske ventilator ved papirets hjørne, som slipper væk, forstærker den noget tørre smag af metal omkring tænderne.
12