opdateret læseprøve bestrålet

Bestrålet

Af samme forfatter:

Vor tids helt, roman, 2013

Hvad mener du med vi, roman, 2015

Jalousi, roman, 2017

HJÆLP, roman, 2018

Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet

eksploderer, artikelkompilation, 2018

Der går min klasselærer, roman, 2020

Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne, langdigt, 2020

Inderkredsen, roman, 2021

Jacob Skyggebjerg Bestrålet

Rejseroman Gladiator

Bestrålet

©Jacob Skyggebjerg og Gladiator 2023

1. udgave, 1. oplag

Omslag og sats af Lisa Benk

Omslagsfoto af Rainer Knäpper

Bogen er sat med Cardo

og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

ISBN: 9788775690206

Tak til de forfattere og andre, hvis arbejde har påvirket dette værk.

Tak Frida for din uvurderlige støtte og vedholdenhed, din evigt mere skarpe læsning, din væren engel og geni.

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Da i Europa Jernbanerne bleve aabnede, hørte man en Skrigen, at nu var den gamle, skjønne Maade at reise paa forbi, Rejse-Poesien forsvunden. Trylleriet tabt; just da begyndte Trylleriet. Vi flyve nu med Dampens Vinger, og foran os og rundt om os følger Billed paa Billed i rig Afvexling; der kastes som Bouquet til os, nu en heel Skov, nu en By, Bjerge og Dale. Vi kunne stige ud og dvæle ved alt det Skjønne, flyve det Kjedsommelige forbi, med Fuglens Flugt nage til Maalet; er det ikke som et Trylleri?

H.C. Andersen, I Spanien

Ich schulde dem Leben das Leuchten in meinen Augen

Wann strahlst du?

Erobique & Jacques Palminger, Wann strahlst du?

Jeg var fattig. Jeg havde ikke skrevet noget længe – ideerne kom ikke som før i tiden; alle de ideer jeg fik, var uinteressante – min bedømmelse eller magasinredaktørens, det er lige meget, nogen sagde altid (høfigt, men så det var til at forstå) det bliver et nej tak i denne omgang.

Tiden var vokset fra mig, alle bedrev journalistik i en eller anden form, selv en såkaldt random shitpost på de sociale medier var mere interessant, end magasinets artikler var for femten år siden, da jeg kom ind i branchen.

Altså endnu en fortælling om en afdanket journalist, der ikke kan følge med længere.

Han bor på et kælderværelse i Brønshøj.

Om aftenen kan man ikke undgå at se ham dernede i det hvide lys, hvor han sidder ved sit bord og skal forestille at arbejde.

Man kan ikke undgå at se ham. Vinduet er et maleri, der hænger ud til gaden.

Men så. En morgen i foråret. Jeg vågnede i min seng med et gult skilt for mit indre blik – med store sorte blokbogstaver stod der hen over det:

Og noget i mig sagde – nej: noget i mig spurgte: Hvor er dette kommet fra? Og jeg vippede ud af sengen og landede ved mit skrivebord, jeg sad der i morgensulten og googlede …

Jackpot! Fandeme – den journalistiske adrenalin gav mig vinger – tyskerne, fandeme, tyskerne – de var i gang med at afvikle deres kernekraftindustri!

Det var en udvikling, der havde været i gang i årtier, og som nu var ved at nå sin slutning. Et politisk tovtrækkeri – clean manifestering af højreføj og venstreføj (vi skal mene dette – og vi skal mene dette). Gigantiske demonstrationer, menneskekæder, borgerkrigslignende tilstande. Tre af de seks resterende reaktorer var netop blevet slukket ved indgangen til året – og de sidste tre skulle lukkes, inden det var omme.

Lige midt i klimakrisen!

Og de havde endda et ord for det: Atomausstieg.

Der var min historie. Jeg så magasinforsiden for mig: et køletårn strækker sig mod himlen, hvilende på et fundament af rubrik og manchet:

ATOMAUSSTIEG

Rune Trads skriver nekrolog over den tyske kernekraftindustri

Fandeme – adrenalin, som jeg ikke havde mærket det siden … siden kort inden den sidste afvisning af en ide til en feature om kinesisk science fiction. Jeg havde al-

lerede redaktøren i røret: nej: inden hun nåede at tage

den, havde jeg lagt på igen. Hun skulle ikke skyde ideen ned, inden den overhovedet havde fået lov at tage form. Jeg vidste jo heller ikke endnu, hvad der var at skrive. Nej – i stedet ville jeg tage derned og gøre det præcis, som jeg ville gøre det. Som det krævede at blive gjort: ingen indskrænkende forestillinger – historien var der, og jeg havde fundet den. Og ingen skulle tage den fra mig. Nu skulle den bare nænsomt graves fri og afdækkes, transporteres sikkert hjem.

Jeg gik i gang med at planlægge: jeg tegnede en bilrute rundt i landet – det viste sig ganske muligt: jeg ville kunne zigzagge fra kraftværk til kraftværk, sove i bilen, aldrig holde fri. En dedikeret journalist; så dedikeret, som kun jeg kan være det. Det helt store comeback!

… En udødelig artikel. En rigtig Tom Wolfe. Den har allerede sin plads i historien – den står reserveret til den: Således sluttede denne æra. En rigtig … Rune Trads … Men selvfølgelig. Selvfølgelig viste projektet sig hurtigt alt for omfattende til at kunne rummes af det budget, jeg var i stand til at lægge. Jeg burde have vidst det: jeg satans fantast! Billejen alene langt mere end magasinet ville kunne honorere, når engang artiklen lå der, funklende og uimodståelig.

Det bliver et nej tak i denne omgang.

Og uden for vinduet mødte endnu et par københavnere hinanden, stoppede op og sludrede, skævede gennem ruden og undrede sig over, hvorfor denne mand sad her og gloede op på dem.

Men så. Så tikkede nyheden ind på min telefon om, at Deutsche Bahn denne sommer ville udbyde en billet, der for ni euro gav en måneds fri befordring med lokaltrafik i hele landet: S- og U-Bahn, metro, rutebiler, sporvogne og regionaltog.

Fandeme.

Kunne det være andet end skæbnen, der kaldte?

5. juli, Ferienheim Mosbach, Thüringen

Et tomt campingpladskøkken i en stille nat.

Lysstofrørets lys når ud i alle kroge.

Og køleskabet giver sig pludselig til at brumme.

En lille gryde, der –

først langsomt, siden hidsigt –varmer dåsesoljanka på komfuret.

Vi skal mødes her.

MAKSIMALT ANTAL LYSENDE SJÆLE

15. juni, København, flixbussen, kl. 10:20

Altså er jeg på vej – mod Hamborg: dette det tyske riges adamsæble. Nu skal alle mine forestillinger gøres til skamme. Jeg er klar til det. En bus tung af menneskekroppe slæber sig gennem gamle Københavns snævre sluser mod motorvejen i en tidlig forsmag på, hvordan det for sin veludbyggethed berømte tyske offentlige transportsystems arterier vil tage imod det nationale baneselskabs sommerlige lune med en måneds fri befordring i alle regioner for en sum af ni euro. Maksimalt antal lysende sjæle! Mine forestillinger? Alle imaginære samtaler med spøgelser af mine fordomme om tyskerne i alle afskygninger – noget, som har stået på næsten uafbrudt, siden jeg tog beslutningen om at drage afsted (hvis jeg overhovedet tog den; var det ikke snarere noget, som skete uden min indblanding?) – vil vise sig bizarre fantasier. Jeg skal endnu en gang mindes om, hvor lille jeg er: et menneske, og altså aldrig fri for at være det barn, jeg var engang. De vil være anderledes, end jeg har tænkt, tyskerne, og hvem jeg nu ellers skal møde – en erkendelse, der slår sammen om mig allerede med den

trykkede luft i bussen – de vil ligne danskerne, tale et andet sprog, men tale om det samme. De vil være helt og aldeles anderledes.

Hvor længe er det siden, jeg var dernede sidst? I Tyskland? Fire år siden filmfestivalen i Berlin, som ikke oprigtigt kan kaldes et besøg i landet, alting på den tur foregik i branchens lukkede cirkler – i røven af et filmhold, som mirakuløst var blevet udtaget til en af konkurrencerne med deres selvfinansierede lavbudget­produktion: jeg dækkede miseren for magasinet – redaktøren havde håbet på lidt ungdommelig skandale. Som selvfølgelig udeblev … visninger og receptioner … autografjægere, som troede, at også jeg var en af dem, de skulle have til at skrive på deres fotografier … det var ikke Tyskland, det var ikke tyskere. Men privat? 2013-14 – deromkring. Med en lille vennegruppe af technoproducere, som viste sig at være taget derned for at sidde i lejligheden i Kreuzberg og ryge tresmøgsjoints i en uendelig kæde, mens de hver især var lukket om deres egen lille digitale produktionsstation. Rejste sig kun for at hente mere at ryge hos en, de kaldte Gambianeren. Så lå jeg på gulvet i køkkenet og drak riesling, det var det, jeg lavede på den tur. En enkelt gang forlod jeg lejligheden, gik ud i gaderne og så på, hvad jeg havde set før, først: hvor forskelligt det tog sig ud fra København og Danmark

vejtræerne og altanerne og hundene, antallet af hunde, cyklerne, måden, de holdt parkeret på, skramlet sammen i klynger op ad vejtræerne, antallet af cykler. Og

brostenene og fiserne, mønsteret, måden, der skiftedes mellem den ene og den anden type sten. Og jeg fandt en patron, ni millimeter. Den tog jeg selvfølgelig med hjem og viste de andre, og de gad knap nok se op fra skærmene, men da det alligevel gik op for en af dem, at det var en patron, jeg havde slæbt med hjem, blev der dårlig stemning. Det skulle man ikke gøre, sagde en af dem, der boede der. Hvad i alverden, og det kunne man da sige sig selv. Nu kom der nok nogen. Og anden jammer. Det var ikke, fordi de ligefrem skældte ud, men resten af turen lå der en mislyd i luften mellem os. Og jeg tænker den dag i dag, at det ikke faktisk var patronen, de var fortørnede over, men, ubevidst, det at jeg åbenbart havde behov for at forlade lejligheden og gå ud og se mig omkring; jamen altså – der var jo ikke noget at se? Havde jeg aldrig været i Berlin før?

Berlin, ja, der har jeg været, som enhver dansk idiot, men: Tyskland?

Men nu suser vi afsted! Den eneste rigtige måde at rejse på er alene. Lastbilernes presenninger blafrer i modstandsvinden, og bag mig sætter en unge atter og atter i med et skrig, der lyder, som om luften bliver vredet ud af ham – sådan viser det sig for mit indre blik: moren vrider, ungen skriger, moren slipper, ungens krop retter sig ud og fyldes med luft, inden moren vrider igen:

IiiaAAAIiirrrr!!kiiiaa … Tak. Tak for ordene, så jeg kan skrive det ud af mit hoved. Tak for letvægtscomputere, der holder batteriet i en menneskealder og er klar til at

skrive, så snart man klapper dem op. Tak for skriften som materiale. Tak for sansernes bevidsthedsforvrængning: virkeligheden. Og til begge sider går marker og skove i ét i en subtropisk grøn a la dengang, jeg bussede den hen over Cuba med et hold baseballspillere, der alle var mere interesserede i at høre om livet uden for øen, end at fortælle mig om deres – alt hvad jeg mangler, er en cola med lime og en fadskærm i loftet, der viser Sash!

- Ecuador.

15. juni, Femern Bælt, M/F Copenhagen, soldækket Ekspedienten i færgens kaffebar spurgte mig, hvor jeg kom fra. Så er det begyndt: jeg er en rejsende. Vi var kun lige stævnet ud fra Rødby. Og så ville hun vide, hvor jeg skulle hen. I Tyskland. Og da jeg svarede all over, forsvandt den knitren af mistanke, som indtil da havde været mellem os: hun smilede. Den havde hun ikke lige set komme. Jeg kunne også have været hvad som helst, mine intentioner kunne have været det. Jeg er glad for, jeg ikke nævnte atomkraftværkerne.

Skibet gør sit langsomme dyk gennem bæltets savanne. Møder søsterfærgen – en modkørende, der nærmer sig sydfra. Man får rent lyst til at vinke og huje ad dem på dækket derovre. Det er ved dette syn, den første tone af det guddommelige/verdensaltet/fraktalen/tilfældet/tiden/ tyngdekraften, det går op for mig, at jeg har gjort noget rigtigt: alt er fremmed, alt er nyt – “Det var et mageløst

Skue, det var en Ouverture i Farver til Spanie-Dramaet, der nu begyndte for os”; H.C. Andersen. Jeg befinder mig på rette sted på rette tid: jeg kom for at se: Europa tager imod mig: det er det, jeg ser. I alle retninger fjerne skibe fra steder, vi kun kan gætte på, lege med i tankerne, tyste og uvidende om, at de er andet for nogen end det: ensomme kolosser, der sniger sig mod deres mål, slæbebåde, windcarriers, container­ og tankskibe. Der findes stadig en verden, som er langsom og tålmodig, som ikke har andet valg end at være det.

Og lidt herfra fører to tyske kvinder en samtale, og så meget kan jeg faktisk forstå: at den ene læser i Danmark, og er derfor i gang med at lære dansk, men det er ikke let, siger hun, og da slet ikke når det er så nemt, fristende, bare at slå over i engelsk … og videre går snakken om en fremtid, hvor sprogene vil aussterben, fordi alle bare lærer engelsk – og så videre. En tysk far kommer op med en ramme Tuborg fra den toldfri; etårsbarnet i en gensynsrus, slipper rælingens gitter, glemmer kølvandsbølgerne, der splintres mod hinanden, og giver sig til at bestige kassen. En dansker råber: Så er der sovemiddel til ungen! En mand, rød som en blomme, tænder en cigaret og lukker øjnene for solen – et menneske, der bærer sin last i sit ansigt.

15. juni, Femern Bælt, M/F Copenhagen, siddeområde

Tyskerne. Ja. Jeg vil nu prøve at tænke på tyskerne. Jeg husker vores første møde – Hjarnø, sommeren 1989, en

lille dansk ø i en lille dansk fjord. En lille grøn ø med marker og sporadiske huse og landejendomme – bebyggelsen er mest tæt nede ved havnen, her kan man næsten tale om noget, der kan kaldes landsby. En nedlagt skole. En mågekoloni ude på den affolkede og forblæste side af øen, hvor kun en hvidkalket, nærmest Blichersk ruinidyl (dengang) ligger og synker ned i dyndet som eneste vidne om menneskelig tilstedeværelse. Cirka midt på

øen en campingplads, hvor vi kommer hvert år, fordi det er min farfars kusine og hendes mand, der ejer den.

Det var her, jeg så dem første gang – tyskerne: de kom i deres campingvogne og autocampers og store tyske biler (ikke noget med 180 procent i registreringsafgift).

Man kunne kende dem på mærkatet på bagsmækken:

D – forskelligt fra den danske bagsmæk med dens venlige, smilende DK – på de tyske mærkater havde det ene bogstav dobbelt så meget plads at brede sig på:

D – kvadratisk, praktisk, godt.

Der var ikke brug for andet end det ene D – det var mageligt – det var at kræve sin ret: et land så stort, at det kunne gøre krav på et af alfabetets bogstaver og lade sig repræsentere ved det alene.

Jeg kunne spotte på lang afstand, når jeg så en bil, om der var tale om en tysker – det var en fornemmelse, der udvikledes hos mig med den tidlige påvirkning: fra jeg var helt lille, var tyskerne en fast del af enhver sommerferie – en anden mennesketype, der levede parallelt med danskerne på campingpladsen. De hørte til. De var de

fremmede. De blev genstand for en vis portion af min opmærksomhed de uger: sprogforskellen holdt os på en afstand af hinanden, der gjorde dem og deres liv på pladsen til noget, der var til udstilling, en menneskelig zoo.

Og kulturforskellen. I begge lejre var man uomgængeligt bevidst om, at os og dem ikke var af samme slags.

De fyldte så meget på den lille færge til øen, at når en tysker rullede ombord i sin guldfarvede Audi 100 diesel med de ekstra forlængede campingspejle som et par mågevinger fastgjort til forskærmene, kunne der kun blive plads til at gelejde et par små danske biler ind i hjørnerne nede bagved. Danskerne kørte hatchbacks, tyskerne sedaner og stationcars. Jeg husker at stå ved rælingen med hænderne i et koøje – de var i hovedhøjde dengang – og dreje mig og se tyskeren, i shorts, kortærmet skjorte og vest, stige ud af bilen og gå frem i stævnen og stå der i vinden og solen og se øen nærme sig.

De kom med deres Hymer og Bürstner og Knaus. Min farfars kusine og hendes mand, der begge var oppe i halvfjerdserne, havde lært deres sprog – havde været nødt til det, fortalte hun engang på sin den mest uforfalskede Horsens-dialekt, man har hørt – det var kutyme for campingpladsejere og deres medarbejdere: tyskerne forventede at blive forstået og tiltalt på tysk.

Og var det ikke også – set nu, med den voksne og videndes øjne – på sin vis rimeligt, om ikke ligefrem forventeligt? De kom her med deres D-mark, den tunge,

tyske kvalitetsvaluta, der havde ligget stabilt i værdi stort set siden dens indførelse ved valutareformen i 1948 – på dette tidspunkt, knap halvandet år inden den officielle forening af de to tyske republikker, lå den i lidt over tre danske kroner: det vidste selv et barn.

Vesttyskerne – for vesttyskere har de været – var vant til, at det blev taget som en nådesgerning, når de lod lidt af deres valuta slippe ud af landet; lægge et lille bitte pres på verdens bedste handelsbalance – den kunne jo tage det! Alle, der har vidst en lille smule mere om, hvordan tingene gik for sig ude i Europa på det tidspunkt, end bare priserne på kul og bajere syd for grænsen, har i nogen grad været klar over Vesttysklands rolle i dette store fællesskab fra krigen og frem: torso, hjerte, midte – og til ug og fælles fremgang bærende dette ansvar på nationens selvopfattelse som ordentlig, punktlig: ideen om tyskeren som den hårdtarbejdende modsætning til Roms (og sidenhen vestlig) dekadence spirer frem, længe før nogen taler om et egentligt Tyskland.

Tyskerne, vesttyskerne, tog deres del af slæbet, når det kom til at sikre broderskabet og holde freden i hævd på kontinentet: som frontstat i den kolde krig lå de lige dér i midten og holdt stand mod både Sovjet og Vestmagterne. Og et Frankrig, der selv så langt oppe i historiens kapitler blev ved med at blande sig og forsøge med alle tænkelige finter at nappe en lille bid af Tyskland, eller – i det mindste – strategisk at sikre, at tyskerne ikke blev for stærke, mere vigtige i verden end dem selv.

Sådan noget kan store lande finde på at gå op i: man har en – skal vi sige: noget anderledes national identitetsfølelse end i et lille land som Danmark.

Så var der måske ikke også grund til at forvente sig godt modtaget? Hvad kan Danmark rimeligvis have været for disse tyskere? Andet end en lille hyggelig gevækst på Europa, en slags supplement, når Sylt og Rügen ikke kunne tage fere badegæster, et godmodigt og hyggeligt feriesamfund, med rigtige, små byer – og en vaskeægte dronning, endda, som om det halve ikke kunne være nok – der boede på et rigtigt lille slot i landets lille, hyggelige hovedstad – hvor der også lå et lille parlament, fandeme, et samfund med sine helt egne miserer og affærer, korruptionsskandaler og mystiske dødsfald, kort sagt en helt egen lille miniputkultur med egne sladderaviser og popstjerner og efterstræbelsesværdige VIPs – næsten ligesom et rigtigt land – som da bare skulle være glade for, at Tyskland lå dernede og tog sig af alt det alvorlige og vigtige?

Sådan ser den krabat ud, der kommer frem, når jeg lader det, jeg ved nu, syre af i min virkelighedsgenerators pøl af emotionelle og sansemæssige sublimater fra dengang og prøver at beskrive, hvordan tyskerne for min syvårige bevidsthed kom for at indtage sommerlandet.

15. juni, Det østligste Holstein, flixbussen

Intet som Kraftwerks Autobahns langsomme snigen sig