Luca Engberg Talamona
Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri
Roman
Gladiator
Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri © Luca Engberg Talamona & Gladiator 2021 Redigeret af Jakob Sandvad & Tilde Luna Ziegler Omslag & sats: Anders Gerning Foto: Veronika Vidø Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-60-8 Til min mor og far Til alle for tidligt fødte børn og deres forældre Tak til det virkelige kompetente og omsorgsfulde personale på GN på Rigshospitalet Tak til alle de skarpe og omhyggelige læsere der har læst bogen undervejs i alle dens skiftende former og udtryk Kilde s. 29: Videnscenter for Tidligt Fødte Børn, 2016
bog er produceret efter Gladiator-modellen. Denne bog er Denne produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Modellen sikrerLigeledes forfatteren 50 % af overskuddet efter sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage 2 år, produktionsomkostningerne erefterdækkede. Ligeledes altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd. sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Elias: født i 27. uge + fire dage, vægt: 760 gram
Vi er sammen i uvisheden i de tre måneder på Rigshospitalet med Elias. Ham i kuvøsen, ved siden af andre børn i deres kuvøser. Den fælles desperation på stuen, frygten for, hvad der kan ske. Vi husker i opbrudte montager, i hakkende monologer, i spændingsfeltet mellem det moderlige og det kliniske sprog − støj, støj, støj. Da vi er kommet hjem med Elias, lægger vi os i sengen med ham imellem os. Vi nusser hans tæer, hans fødder. Så stryger vi ham op og ned ad armene med en finger, lyden af hans rolige vejrtrækning. Vi forestiller os lungerne, der trækker sig sammen og folder sig ud, der næres af ilten og medicinen, han får, ja, med ham findes freden. Der er intet, vi skal nå, kun sove og vågne.
Theis Jeg kan ikke være her. Jeg har ondt i maven, jeg vil ind til Viktoria på fødestuen. Hvorfor kommer Elias allerede ud i januar og ikke senere? Jeg kan ikke gå rundt og rundt, hvornår kalder jordemoderen? Jeg må sidde ned. Jeg forestiller mig panikken, der vokser i hende i takt med veernes stød og hendes hurtige vejrtrækning. Jeg ville gerne se barnets hoved komme ud af hende, blodigt, de klistrede arme, fingre, hans skrig, skriget som en hilsen til livet, levende mellem hendes lår, i jordemoderens favn, i vores favn. Hvad ville min far have sagt, hvis han stadig levede? Ville han give mig råd, og ville jeg kunne bruge dem til noget? Hun kalder på mig. Jeg vil holde om Viktoria, for hun har smerter. Barnet presses ud af hendes skede, langsomt, mellem jordemoderens hænder som en klump ler. Hovedet er så blødt, næsten formbart. Elias skriger, han trækker vejret. Sengen er gennemblødt af blod og sved. Gummilagnet klistrer til Viktorias fugtige krop. Hun bider sig selv i de tørre læber, huden, der sprækker, skeden, der udvides. Hun overgiver sig til jordemoderens stemme, der er uden bas og klang, kun en flad diskant.
Hun bliver bedt om at holde munden åben og slappe af i kæben. Hun bliver bedt om at knuge min hånd. Hun bliver bedt om at presse hårdt og hårdt og hårdt. Så presses han ud af hende. Jordemoderen tager ham, han kan ligge i en hånd. Der bliver sagt, at Elias skal i kuvøse. Der bliver sagt, at det er nu. Der bliver sagt, at hun skal hvile sig. Der bliver sagt, at hun skal blive her på afdelingen en dag, før hun rykkes fire etager ned, ned til de andre forældre på Neonatalafdelingen for for tidligt fødte børn. Vi ser jordemoderen holde ham, lægen, der klipper navle strengen over, Elias skriger. Jeg får tårer i øjnene, men tørrer dem hurtigt væk med ærmet. Jeg er bange for, at han tager skade af ikke at få lov til at ligge ved Viktorias bryst med det samme, ikke høre hendes hjerte banke, ikke høre hendes stemme, ikke mærke hendes blide bevægelser med lillefingeren ned ad hans næseryg. Lægen lægger ham forsigtig ned i en kuvøse, og sygeplejersken giver ham en plasticmaske over næsen. Hans ansigt forsvinder i masken. − Må jeg ikke nok se hans ansigt. − Vi bliver nødt til at handle hurtigt, siger lægen. − Hvad er masken til for? spørger jeg. − Vi giver ham CPAP. Han former sine hænder som to lunger, viser, hvordan det tryk, maskinen giver, får lungerne til at udvide sig og trække
sig sammen, holder gang i lungernes muskler. − Maskinen gør det simpelthen lettere for ham at trække vejret, siger lægen. Jeg hvisker til hende: Jeg følger efter lægen og holder øje med Elias. Hun tager min hånd og beder mig blive. − Jeg vil ikke være alene. Vi ser Elias ligge sammenkrøllet i kuvøsen, øjnene er lukket. Han har kun lanugohår, små sorte dun hen over ryggen, skuldrene og ørerne. Huden på kroppen er fin og lyserød, næsten gennemsigtig. Kroppen bliver skinnende af lysstofrørenes lys.
Theis og Viktoria Næste morgen giver vi hånd til afdelingslægen Jørgen, som fører os ind på vores stue på Neonatalafdelingen. Der sidder også et andet par, Oskar og Line hedder de og siger til os, at de håber, at vi er gode til at være tålmodige, for det kræver det herinde, man venter og venter. Hvornår mon nogen kommer? Man ved det ikke altid, og nu venter de på Karen, deres og vores kommende afdelingssygeplejerske. Sengene er adskilt af en tynd skillevæg i hvidt stof, som man kan folde ud og klappe sammen. Her er to plyssede beige lænestole og plasticstole ved hver seng. Deres kuvøse står oppe ad skillevæggen, mens vores står ved vinduet, med udsigt til parkeringspladsen, biler, der kører ind og ud. Vi hører høje, skingre bip fra maskinerne ved siden af kuvøserne. Vi ved ikke, hvor mange stuer og børn her er, vi har intet overblik, døren er åben. Hvilken historie bærer Line og Oskar med sig? Hvad fejler deres barn? Her ligger de. For tidligt fødte børn, under konstant observation, et tropisk reguleret indeklima i mekaniske livmodere af plexiglas og stål, 37 grader, 80 % luftfugtighed. Dømt til at leve. Her sover og vågner Elias i sit eget maskinelle hjem, sit rumskib.
Jørgen viser os hen til Elias og trækker det sorte stof, der er over kuvøsen, væk. Her ligger han. Omsluttet af plastic og ledninger, røde, blå og grønne elektroder på brystet og maven, tapet fast til den gule strikhue han har om hovedet. De måler Elias’ hjerterytme, blodomløbet, hjerneaktivitet, lungerne, lever- og nyretallene og de andre indre organer. Han har drop i venstre håndryg. Han har CPAP-masken på. Elias ligger og sover på et grønt bomuldstæppe. Jørgen fortæller at madrassen under ham er åndbar og sørger for, at han ikke får små trykmærker og sår i håndfladerne og rundt om ørerne. Sygeplejersker omringer Elias, og vi betragter deres berøringer iført gummihandsker, blodprøver, der tages, de mange stik med nåle, hans arme og ben, der løftes og sænkes. Vi kan ikke forstå, at vores barn ligger her. Jørgen siger, at det er imponerende, hvad teknologien kan være med til at skabe. Overlægen, Flemming, hilser på os. − Jeres søn er virkelig livlig, det er et godt tegn. Jeg forstår, hvis I er udmattede, for det har været en urolig nat for jer. Flemming fortæller, at han er for tidligt født. Det er betryggende at møde en, som også er født for tidlig og har klaret det godt. − Nu er I nødt til at gå ud på gangen, vi skal have arbejdsro, siger Flemming.
Viktoria Jeg sidder altid i forældreværelset, når jeg skriver i min notesbog.
*
Når jeg går ned ad gangen, og når man kan se ind i de andre stuer, betragter jeg forældrene. Nogle af dem tør næsten ikke at røre ved deres barn. Andre har hænderne inde i kuvøsens to huller og holder om deres barn − så meget kærlighed i en omfavnelse.
*
En far sagde til en sygeplejerske ude på gangen om sit barn: Han vejer ikke mere end tre pakker smør.
*
Theis og jeg ser ikke Elias kun som porøse knogler, med tyndt væv hen over hjertet. Han og de andre børn har stærke kroppe med spændte ben som en hyrdehund, der løber mod sin fåreflok.
*
Der er dage, hvor vi flyder ind og ud af en samtale, som er den adskilt fra os. Vi kan ikke huske, hvad vi taler om, og det gør ikke noget. Theis, der kan sige: Jeg elsker, når du nulrer lynlåsen i din uldtrøje, kører den op og ned. Forfører du mig? spørger han, og jeg svarer: Måske.
*
Line har fortalt mig, at hun kan se og høre ting, som maskinerne ikke kan. Er det noget, man kan lære? Er hun en bedre mor end mig?
*
Theis hørte mig ikke i går løbe ude på gangen i jubel. Elias vejede nu 781 gram, og jeg havde sovet godt i hele syv timer. Jeg fandt ham, ikke overraskende, siddende i forældreværelset med høretelefoner, mens han spiste pistacienødder og slikkede sine fingre rene. Bor han i podcastene? Skal jeg spørge mere ind til dem, forsøge at være åben og nysgerrig over for hans interesse, kan det måske rive ham løs fra dem en gang imellem?
*
Jeg har hørt om et barn, der har fået tre blodtransfusioner over fem dage, blodet var ikke godt nok, der skulle mere og mere til, leveren arbejdede hårdt. Jeg tror, det lykkedes til sidst, men jeg er ikke sikker. Jeg fik aldrig talt med moren og faren, de ville ikke tale med nogen, og jeg forstår dem.
*
Jeg siger ikke mere i aften. Jeg svarer ikke nogen. Hvor er Theis? Hvor er han nu henne? Hvor og hvor og hvor? Jeg holder op nu. Det hjælper ikke at svare på min egen tvivl, når jeg ingen svar får tilbage, når han ikke er her.
*
Få begivenheder er smukkere end at holde sit eget barn, at man har den styrke i sig, og den kan ingen tage fra én.
Theis og Viktoria Vi vil ikke have, at vores mødre kommer, vi vil ikke have, at vores venner kommer, vi vil ikke have, at onkler, mostre, fætre og kusiner kommer. Vi vil ikke skype, vi vil ikke sms’e, vi vil ikke have tulipaner, roser, liljer, orkideer, kaktusser, vi vil ikke have blomster fra nogen, vi vil ikke have citronkage, chokoladekage, æblekage, rabarberkage med vaniljeis, vi vil ikke have æggetærte, porretærte, ostetærte, vi vil ikke have mad fra nogen. Vi kan ikke rumme dem, deres umættelige, gnavende forsøg på at nærme sig os. Vi kan ikke rumme dem i det her overrumplende nu. Vi bliver fandenivoldske over vores egen lukkethed. Vi bliver vrede over, at isolationen ikke er isolerende nok, at den også kan virke befriende, at man skærmer sig fra andres meninger om, hvad man skal tænke, om hvad man skal føle, hvor god man er som forældre, hvor dårlig man er, alle de fejl, man begår, alt det potentiale, der spildes. Fri os fra valgene Fri os fra bekymringerne Fri os fra ønsketænkningspis Fri os fra blikkene i vores mødres forvildede øjne. Når vi ikke har nogen at bebrejde, bebrejder vi alle.