vilde øjne læseprøve

Vilde Øjne

Af samme forfatter: Bedrag, 2014

To begravelser og en skilsmisse, 2016

Eva Iversen

Vilde øjne

Roman Gladiator

Vilde øjne ©Eva Iversen og Gladiator 2023 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration af Katrine Bælum Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Cardo og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-015-2

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

1. del

Så kører bilen med os. Jeg ser byen gennem ruden. Tænker at jeg ikke længere kan gå derude. At jeg ikke tør være der. At jeg er her, fordi jeg er så bange, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg lader mig føre. Jeg lader det ske. Jeg taler med Gud. Gud fortæller mig at det er ok. Jeg er lettet. Jeg gør som der bliver sagt. Jeg siger ikke til nogen. At jeg taler med Gud. At det er Guds vilje jeg er her. Jeg taler med forskellige læger. Siger den samme remse. Siger det jeg husker. Remsen. Igen og igen. Så lader de mig gå. Jeg har svært ved at tale. Jeg taler meget langsomt. Jeg ved ikke hvorfor ordene ikke vil finde sted. Som om noget holder ordene tilbage. Jeg leder efter ordene. De tager sig god tid, før de dukker op. Ét for ét. Stavelse for stavelse. Jeg siger det. Bagefter kommer angsten. Har jeg sagt noget forkert? Har jeg gjort noget forkert? Jeg spørger sygeplejersken som ryster venligt på hovedet og gentager at jeg ikke har gjort noget forkert. At jeg godt må svare på spørgsmålene. At det er derfor jeg er til samtale med lægen, det er for at besvare deres spørgsmål.

Medicinen får mig til at kunne ligge ned. Sove er par timer ad gangen. Så er hovedet fuldt oplyst igen. Jeg styrter og styrter. Mere medicin. Ned at ligge igen. Mere søvn. Og så morgener. De smukkeste iskolde morgener. Jeg ser ud gennem vinduet. Man kan ikke åbne vinduerne på afdelingen. Man kan se ud. Jeg kan se en have. Nogle krukker med blomster på en terrasse. Himlen. Og lyset. En ny dag.

Arbejdspladsen: Afdelingslederen har kaldt os sammen til det, hun kalder for en kort gennemgang af borgerne. Måden hun sætter sig foran computeren, med ryggen til, og ser på os tre medarbejdere, som hun har bedt om at komme ind på sit kontor. Kontoret hvor ingen må røre ved noget. Hvor alt har sin plads. Viskelæderet. Blyanten. Musen som er specielt indkøbt i et forsøg på at skåne hendes begyndende frosne skulder. Hun går til behandling i arbejdstiden. Hun ømmer sig højlydt i arbejdstiden. Så smiler hun tappert til os. Det er sådan hun ønsker at se sig selv. Som en tapper kvinde der kæmper. En tapper lille pige, som engang blev efterladt alene i natten, og måtte gå rundt, på må og få, indtil nogen fandt hende, og ringede til politiet. Hudens pergamentpapir. Som om huden krøller sig sammen når hun smiler. Rynker omkring øjnene. Furer oven over læberne. Denne døde hud. Hendes hud. Som en maske. Og bag masken, hendes på én gang forladte og hårde øjne. Måden hun sparker i gulvet, når hun går. Kroppen synker sammen i stolen. Et øjeblik. Som

om det at smile tager alle hendes kræfter. Læberne er presset sammen. Som om de ikke tør slippe hinanden. Disse farveløse læber. Og øjnene. Pupillerne ligger stille. Pupillerne er stødt på grund. Venter i det hvide hav. Hun vil drukne i det hav. Den lille pige hun gemmer på. Den hun var. Kun tre år gammel alene ude i natten. Søgende. Og så snuble og blive bange, og ligge der og kigge op i himlen. Ligge der, indtil nogen fandt hende og tog hende med på politistationen. Og så endelig, børnehjemmet. Det at nogen tog sig af hende. Venlige fremmede. Og senere en adoptivmor og en adoptivfar. Mennesker hun fortæller, at hun har lært at sætte pris på. Mennesker hun fortæller, at hun har lært at elske. Som man burde elske sin mor og sin far. Ansigtets pergamentpapir krøller sig sammen. Et smil gennem tårer. Hun bliver rørt over sig selv. Pergamentpapiret bliver vådt. Som om hendes ansigt går i opløsning.

Vi har hørt historien før. Vi har hørt historien mange gange. Nu kommer slutscenen. Det er moren. Den biologiske mor, som engang dukkede op på arbejdspladsen og spurgte efter hende. Og forstanderinden, der var kommet løbende over til hende i centret, for at spørge om hun ville se sin mor. Forstanderinden som kendte hendes historie. Som vidste hvordan hun var blevet efterladt alene i natten, hvordan hun kom på børnehjem. Hvordan hun fik plejeforældre, som var i stand til at passe på hende.

Hvordan moren i begyndelsen besøgte hende. Så blev der længere og længere mellem besøgene. Indtil de ophørte.

Ingen vidste hvorfor moren opsøgte hende på arbejdspladsen. Hvorfor hun ikke tog hjem til hende, på hendes private adresse. Hvorfor moren havde sat sig ude i gården foran institutionen, og ventede på at forstanderinden kom tilbage. Ventede på at kvinden med de hårde øjne skulle dukke op. Hvordan de ville omfavne hinanden, og gøre alt godt igen. Var det muligt? Kunne noget i kvinden med de hårde øjnes liv blive godt igen?

Afdelingslederen fortæller hvordan hun havde bedt forstanderinden om at gå ud og sige til kvinden, som var hendes biologiske mor, og som hun ikke havde hørt fra i årevis, at hun ikke var på arbejde.

Ansigtets papirmaske. Som pap der opløses i regnen. Den samme skidne farve som vådt pap. Vi sidder på kontoret. Døren ud er lukket.

Hvordan hun holder øje med os samtidig med at hun fortæller. Hvordan hun omhyggeligt holder øje med vores reaktion.

Jeg siger ikke noget. Jeg smiler høfligt når hun ser på mig.

De to andre opfører et skuespil. Som om det er første gang de hører historien om den lille pige. De udbryder på skift: – Nåh, nåh. Åh, nej. Og: – Jamen altså! Hold nu op! Og: – HOLD NU OP! De råber.

Begge to råber: –

HOLD NU OP!

Kvinden med de hårde øjne er i ekstase. Hun fægter med armene. Som om hun skubber noget, vi andre ikke kan se, væk. Stemmen er hæs af ophidselse. Hun fortæller om forstanderinden. Forstanderinden som hun holder så meget af. Ansigtet overvåger vores reaktion. Jeg er meget omhyggelig med ikke at se væk. Men bare se på hende, med et lille høfligt smil, mens hun forsvarer forstanderinden som holder hånden over hende. Og hende, holder hun ikke også hånden over forstanderinden?

Lillemarie griner højt. Der er kun os to tilbage i centret. De to andre er gået til møde. Hun hedder egentlig Anni. Ligesom afdelingslederen. Men afdelingslederen syntes ikke at de begge to kunne kalde sig for Anni. Afdelingslederen havde sagt at det var for forvirrende. Afdelingslederen var begyndt at kalde hende Marie. I begyndelsen var det bare Marie. Men efter et stykke tid blev det til Lillemarie.

De har begge været ansat i huset gennem mange år. I begyndelsen var de begge sygehjælpere. Så tog afdelingslederen en overbygning og blev assistent. Så blev hun afdelingsleder.

Den måde afdelingslederen løfter sig lidt op på tå når hun står over for Lillemarie. Som om hun er højere end Lillemarie.

Lillemarie siger ikke noget. Hun adlyder. Hun kommer når der bliver kaldt.

Det er kun når ingen af de to andre hører det, at hun vrænger. Vrænger af sit kaldenavn. Særligt af Lille. Som om hun er højere end mig. Vrænger hun. Som om jeg ikke må hedde det samme som hende. Vrænger hun. Og ler straks. Som om det var for sjov, hun sagde det.

Hun begynder at tale om forstanderinden. Forstanderinden, som alle frygter, grundet hendes lunefulde væsen. Den måde hun udstiller, udskammer og ydmyger medarbejdere, hun ikke bryder sig om. Hvordan hun pludselig uden varsel angriber en medarbejder. Noget som får de fleste til at holde afstand. Noget som får de fleste til at tænke sig godt om inden de kontakter hende. Den måde alle står ret på når hun kommer. Som om hun er hævet over os alle sammen.

En dag kommer hun anstigende med et hold udlændinge. Deres mørke hud. Mørke hår. Gammeldags tøj. Som om de er hentet ud af en gammel film, i fint gammelt tøj. Og så en ude fra køkkenet der kommer gående, og som pludselig kalder en af dem ved navn, og spørger: – Hvad laver du her?

Og så hende der bliver spurgt, som farer forskrækket sammen, og ser sig om til alle sider, inden hun hurtigt, på fejlfrit dansk, siger: – Tys. Det var forstanderinden der spurgte, om jeg kunne komme i dag.

Hun fniser højlydt. De andre omkring hende står

med udtryksløse ansigter. Som om de skal finde sig i at forestille noget de ikke er. Som om de ikke kan være sig selv. Som om det er noget selvfølgeligt for dem. At deltage i et skuespil. Så dukker forstanderinden op igen. Hun går hen til den forreste, som hun trækker frem og præsenterer: – Egyptens premierminister. Siger hun smilende. Hun blinker skælmsk til dem. Forstanderinden slår over i engelsk. Forstanderinden peger til højre og venstre. De går ned ad gangen. De forsvinder ind i elevatoren.

De skal se plejehjemmet. Siger afdelingslederen. Hun smiler hengivent. Hun står og ser efter forstanderinden, som man ser efter noget man drømmer om. Noget man ønsker sig. At være som forstanderinden. At gøre sig fortjent til forstanderindens omsorg. Hendes lunefulde omsorg. En omsorg der kan forsvinde hvert øjeblik det skal være. Den måde at være solidarisk med forstanderinden. At give hende betydning. At beundre hende. At sluge alt hun kommer med råt. At bakke hende op, lige meget hvad der sker. Lige meget hvad hun gør. Den form for hengivelse. At adlyde. At gå i takt. Afdelingslederen siger om forstanderinden, at hun har så mange kontakter. – Også internationalt. Siger hun, og smiler endnu dybere. Endnu større. En latter bryder frem. Det er mere en lyd, en slags støj. Noget der vækker ubehag, den måde hun griner på. Lillemarie siger at hun genkendte ham fra

fjernsynet. Hendes øjne er store og drømmende. Hun kan ikke længere huske hvor han kom fra. Hun kan bare huske at han kom et fremmed sted fra. At han har stor betydning. Hun efteraber afdelingslederen. Siger: – Også internationalt.

Afdelingslederen og Lillemarie har et øjeblik sammen, hvor de ser på hinanden. Med det samme drømmende udtryk i øjnene. Den måde de står på. Den måde de ser efter optoget. Som noget meget betydningsfuldt der bliver en del af deres historie om forstanderinden. Og forstanderindens betydning. At hun har indflydelse ude i verden. Lillemarie betror mig pludselig, at forstanderinden har mange kontakter.

– Hun er ikke en hvem som helst, siger Lillemarie og blinker hemmelighedsfuldt. Afdelingslederen nynner for sig selv. Hun tager næsten dansetrin tilbage til kontoret. Det breder sig i hele huset. At forstanderinden har fornemt besøg fra udlandet. Ingen kan længere huske hvor premierministeren kommer fra. Men alle ved at han er vigtig. At han kommer fra udlandet. Og har indflydelse i verden. Det betyder at forstanderinden har indflydelse ude i verden. Det er dét det handler om. Hele huset summer. Hele huset er på den anden ende. Forstanderinden går catwalk ned gennem spisesalen som lige inden frokost er fuld af borgere og personale. Hun har, som altid, meget fint tøj på.

Hvordan hun nyder opmærksomheden. Hvordan hun suger den til sig. Som et stof hun ikke kan undvære. Som et stof hun er nødt til at indtage for at holde sig i bevægelse. Denne blanding af frygt og benovelse i medarbejdernes øjne. Hvordan hun optræder foran os, med det ene påfund efter det andet.

Og vi lader det ske. Der er ingen der griber ind. Vi lader os overrumple. Overbevise. Ingen siger noget. Alle finder sig i det som sker. Forstanderinden griner højt. En grov latter. En lang, dyb, grov latter. Det slår mig at ingen af os rigtig ved hvor hun kommer fra. Hun taler nogle gange om Rom. Nogle gange om Filippinerne. Nogle gange om sit fine hus oppe nordpå. Men hvor kommer hun egentlig fra? Hvad er hendes historie?

En dag fortæller hun, at hun er specialist i at lægge katetre op. Lægevagten er hos en af borgerne der har fået et ildebefindende. En indlæggelse overvejes. Så siger forstanderinden, der er kommet ind på kontoret, hvor borgeren sidder sammen med lægevagten, at hun er specialist i at lægge katetre op. Lægevagten rejser sig og siger at det er fint. Det må hun gerne. Så er indlæggelse ikke nødvendigt. Siger han. Borgeren bliver lagt på en briks ovre i afdelingen. Det bløder meget bagefter og forstanderinden er hektisk. Hendes bevægelser. Hendes tale. Hektisk. Og lidt usammenhængende. Det man kan forstå, er at hun føler sig kritiseret af mig. Det har hun sagt

til afdelingslederen og Tina, der assisterede under behandlingen af borgeren. Hun har betroet dem, at jeg ikke havde tillid til, at hun kunne lægge et kateter. Tina er rød i hovedet. Øjnenes smalle brevsprækker. Hun ser på mig. Vi blev ansat samtidig i centret. Før da var hun oppe i plejeafdelingen. Det var forstanderinden der bestemte at hun skulle ned i centret, som aktivitetsmedarbejder. Og afdelingslederens glæde. Jeg tror de begge mærkede det. En form for samhørighed. Noget der binder dem sammen.

Afdelingslederens blege ansigt. Den måde at blive stående og se på mig længe. Som om det er min skyld, at forstanderinden har sagt sådan om mig. At jeg ikke havde tillid til at hun, forstanderinden, kunne lægge et kateter.

Jeg udbryder overrasket: – Det har jeg ikke sagt!

Og så deres måde at blive ved at se på mig. Som om jeg ikke er til at stole på.

Forstanderinden taler ikke til mig. Som om jeg ikke står lige ved siden af hende. Den måde at ignorere en medarbejder på. Den måde at forsøge at få en medarbejder på glatis. Jeg er vant til hendes iscenesættelser. Jeg siger høfligt farvel idet hun forsvinder ned ad gangen. Som om det ikke bider på mig, det hun beskylder mig for. Det hun har betroet de andre. At jeg skulle have givet udtryk for, at jeg ikke stolede på hende.

Lillemarie griner højt. Vi er alene i centret. Hun fortæller at hun engang blev hevet over til en samtale på forstanderindens kontor. Forstanderinden ville vide om hun, Lillemarie, kunne lide forstanderinden. Lillemaries øjne lyser. Hun griner endnu mere. Som om det var en sejr at forstanderinden havde været nødt til at hive hende over til en samtale for at forsikre sig om, at hun kunne lide forstanderinden. Som om det betød noget for forstanderinden, at hun kunne lide hende eller ej.

– Jeg kan ikke fordrage hende. Siger Lillemarie, med tryk på fordrage. Men hun siger det ikke når afdelingslederen er i nærheden. Hun siger det når vi er alene tilbage i centret. Ligesom hun siger så meget andet, når vi er alene i centret.

Hvordan borgernes fine antikvariske møbler, malerier, porcelæn, glas, vaser, krukker, og sølvbestik, havner på forstanderindens kontor. Hvordan forstanderinden tilbageholder de fine ting på sit kontor. Hvordan hun vil sælge dem i Den Blå Avis, og påstå at pengene går til huset.

– Har du ikke været derovre og set hvordan der flyder med borgernes ting på hendes kontor? Hvordan hun samler det sammen til sig selv, som har værdi?

Jeg ryster på hovedet. Jeg kommer ikke ovre på forstanderindens kontor. Jeg er ikke en af dem, hun inviterer over. Hun har opsøgt mig nogle gange, midt i en aktivitet jeg har haft med borgerne. Så afbryder

hun for at give mig en besked. Som regel en vred besked om noget min faglige organisation har sendt til hende. Dengang de stadig orkede at sende hende mails vedrørende mine løn- og ansættelsesforhold.

Lillemarie fortæller hvordan forstanderinden fylder kælderen under køkkenet op med varer som hun personligt har købt ind. Ingen ved hvor hun køber ind. Eller hvorfor hun køber det ind. Hvordan spisesalen lejes ud, uden der bliver gjort regnskab. Hvordan det gentager sig, år ud og år ind.

– Har du prøvet at spørge om lov til noget der skal indkøbes til borgerne? Spørger Lillemarie. Jeg ryster på hovedet. Det sorterer ikke under mig.

– Men det kan ikke lade sig gøre. Når borgerne skal have noget, så er pengekassen lukket.

Lillemarie fortæller hvordan Lars henter penge i skabet og køber vin på tilbud i Irma.

– Det er noget hun beder ham om at gøre. Siger Lillemarie.

Vinen sælges pr. glas. Og vi skal bede om kontanter fra borgerne. Pengekasserne i skabet bugner. Der er ikke plads til alle de sedler, alle de mønter. Forstanderinden tømmer pengekasserne regelmæssigt. Hvordan vi ikke må skrive vin på regningerne, men skal skrive noget andet. Jeg har glemt hvad det var vi skulle skrive. Hvorfor vi helst skulle tage imod kontanter fra borgerne. Hvordan vi selv må bestemme hvad et glas vin skal koste.

– Hvad synes du selv? Når du mærker efter, hvad synes du så selv er rimeligt?

Det er afdelingslederen der siger det. Hun står med begge hænder i siden og taler. Som om hun har sagt det mange gange før. Som om jeg burde vide, at det er sådan vi gør. At det ikke kan være anderledes.

Alle de uskrevne regler.

Det er et stort arbejde. At holde sig orienteret om de hurtig skiftende, og uskrevne regler.

Jeg siger, at jeg ville ønske vi havde en prisliste. At der var ens regler. Regler vi alle sammen kunne rette os efter. Ikke bare angående vinen. Men om så meget andet. Hvornår tidsfristen for at afmelde frokosten på dage hvor borgerne ikke kommer udløber. Om borgerne ved det? Hvem orienterer borgerne om reglerne.

Hvordan de demente borgere ikke husker at melde afbud. Hvordan vi så skal skrive frokosten på deres regning. Hvordan der kan være undtagelser. For nogen. Og ikke for andre. Afhængig af hvem der er kontaktperson for borger. De borgere jeg er kontaktperson for kan ikke få refunderet frokosten på dage hvor de ikke kommer. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg skal sidde i telefonen og drøfte det med borgernes pårørende. Vi kan ikke længere henvise til kontoret. Det er blevet vores opgave at udrede borgernes regninger.

Sans! Føl! Brug din mavefornemmelse.