ROMEO & SEAHORSE
Af samme forfatter:
Livet er en fest og så dør man, roman, 2018
Antityskland, roman, 2019
Tættere på Jorden end jorden, roman, 2020
Nikolaj Tange Lange
ROMEO & SEAHORSE
Roman Gladiator
Romeo & Seahorse ©Nikolaj Tange Lange og Gladiator 2022 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad Omslagsillustration af Esben Holk Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Fournier og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-010-7
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, eft er produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettighed er til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Jeg har lige fortalt min kæreste at jeg har hepatitis C igen. Han sad i sofaen da de ringede fra min læge i morges, og han kunne høre med det samme at der var noget galt, så der var ingen vej udenom bare at sige det som det var. Han forstod ikke hvordan jeg allerede har fået det igen. Ikke efter jeg har lovet ham at passe bedre på mig selv. Jeg sagde at jeg måske var kommet til at dele sugerør med nogen når jeg sniffede speed, for det virkede som det mest uskyldige jeg kunne finde på at sige. Heldigvis spurgte han ikke hvor mange gange jeg efterhånden har haft det, for hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke huske hvad jeg har sagt til ham før. Jeg kan heller ikke huske hvor mange gange det reelt er blevet til, men i løbet af de 14 år jeg har boet i Berlin, må det være omkring en håndfuld. Jeg burde ellers nok have kunnet holde masken da de ringede, for sådan som jeg har dummet mig med Tina på det sidste, kan jeg ikke påstå jeg var overrasket. Tina er hende de fleste kender som metamfetamin eller crystal meth, men blandt de nærmeste er det altid bare Tina. Det er en måde at lyve over for os selv og gøre misbruget lettere at bære. Jeg lyver for min kæreste, lyver for mine venner, lyver for min læge som jeg ellers altid har været ærlig overfor. Har jeg taget stoffer? Ja. Brugte vi kondom? Nej. Har jeg deltaget i gruppesex eller sexfester? Ja. Er jeg blevet fistet? Ja. Brugte vi handsker? I hvert fald ikke hver gang.
Er jeg blevet kneppet med dildoer eller andet der har været oppe i andre før mig? Højst sandsynligt. Skal vi teste for klamydia og gonorre? Ja tak. For syfilis? Ja tak. Hepatitis C? Ja tak. Men i onsdags da han spurgte om jeg havde haft noget med Tina at gøre, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ja. Det samme gælder for min kæreste; han ved besked om de fleste fyre jeg er sammen med, i hvert fald en stor del af dem, men Tina har jeg aldrig kunnet fortælle ham om. Jeg sender beskeder hjem mens telefonen smelter i min hånd, live updates fra min egen undergang, og fortæller ham at vi bare hygger os stille og roligt. Jeg lyver om hvorfor jeg er så længe væk, hvorfor jeg sover så dårligt, hvorfor der er så lidt tilbage af mig. I sidste ende er det nok mig selv jeg lyver mest for, men det er et sidespor for det er hverken sygdom eller stoffer jeg vil skrive om her, men om den kærlighed jeg stadig tror kan overvinde alt.
Jeg har set billeder af at min mor og min far engang var lykkelige sammen. Lysbilleder der ellers lå gemt væk i grå plastikæsker, som kun ved særlige lejligheder blev taget frem og vist for min lillesøster og mig. Bænket med snotnæserne mod billederne på stuevæggen mens min far drev maskinen der hakkede sig afsted, æske ef ter æske, række efter række, gennem endeløse sommer dage i et storblomstret folkevognsrugbrød med mig om halsen i bomuldsble og lilla fløjlssnuggli og min søster stadig kun til stede i idéen om det vi skulle være. Når jeg ellers tænker på min mor og min far sammen, husker jeg mest hvordan de skændtes. Hvordan de råbte, skubbede eller langede ud efter hinanden. Min far der var blevet taget i at lyve om sit overarbejde, min mor der havde op daget endnu en af hans elskerinder. Jeg husker en gang da min lillesøster og jeg havde fået hver en blyantshol der af plastik, hendes i rød og min i blå, og mens de skændtes, blev min lillesøsters smidt så hårdt ind i væg gen at den splintrede. Jeg husker ikke hvem der kastede den, om det var i angreb eller i forsvar, jeg husker bare min søster der står og græder med røde plastiksplinter mellem hænderne mens min mor prøver at trøste hende mens de stadig skændes videre, og selvom det ikke var sådan hele tiden, er det mest sådan jeg husker det, fordi nogle minder bare ridser dybere end andre.
I sidste ende har jeg det nok bare sådan at hvis vi ikke både skal kneppe og drikke gift sammen, er jeg ikke sikker på jeg kan se meningen.
Vincent skriver og spørger hvad jeg laver i aften, og jeg ved først ikke hvad jeg skal svare, eller jo, det ved jeg godt, for jeg var så forberedt på at hepatitistesten ville være positiv, at jeg for længst har besluttet mig for at han også har det. Jeg tager ud til ham, og han åbner døren halvnøgen som han plejer, indtil lejligheden der bare er ét stort værelse med en dobbeltseng, et skrivebord og en betongrå hjørnesofa som han altid prøver at skåne med håndklæder selvom betrækket nedenunder allerede er klammere end gulvet i et darkroom søndag morgen. Jeg giver ham et kram som jeg plejer, og et tørt kys på munden som jeg plejer, og jeg kan stadig ikke fatte hvor tynd han er, og hvordan hans røv kan være så lille at den knap kan holde jockstappen oppe. Glaspiben ligger klar på skrivebordet som den plejer, og jeg omfavner den på afstand som jeg plejer, og gør ellers hvad jeg kan for at ignorere den indtil jeg bliver budt, for jeg prøver stadig at holde fast i forestillingen om at det ikke er Tina jeg er her for. Jeg prøver at lytte mens han spørger hvordan jeg har det, men det er svært for jeg har Tina i øret imens, hun hvisker jeg er liderlig, og Tina får altid ret, stiller ingen spørgsmål, kun krav om alting lige nu og her, men efter jeg har klaret turen gennem den lange februarnat (fra Neukölln i det østlige Berlin til Wilmerdorf helt ude vestpå), gennem stålkæbenatten, koldirøvennatten, så klarer jeg nok det sidste stykke også selvom jeg er pænt
tyndslidt af bare at sidde der i bussen og stirre ind i min egen frostånde, tælle minutterne og stoppestederne mens piben lå her og trak i min krop som et sort hul, og jeg så inderligt ønskede der fandtes en vej uden om den ydmygelse det altid er, at mit fald ikke pinedød skulle udstilles i en bus gennem hele byen, men at jeg bare kunne give slip og give efter for den kraft der alligevel altid vinder. Han spørger til min dag, og jeg siger det bare var chill, og jeg spørger til hans, og han siger det samme, og jeg undrer mig som jeg plejer, over hvad han laver når han ikke har sex og tager stoffer, for lejligheden føles som et hamsterbur indrettet til sex og stoffer, til indimellem at kravle over på sengen og gå kold (bare til man er i stand til at kravle tilbage og knokle videre), og jeg finder det ikke usandsynligt at hans liv bare er et stort hamsterhjul af sex og stoffer og blackouts mens jeg i det mindste stadig selv har en form for hverdag hvor jeg går rundt på to ben eller sætter mig ved computeren og bilder mig selv ind at jeg arbejder, selvom jeg for det meste bare ender med at sidde og glo på sexprofiler og en masse andet lort på nettet, og jeg har stadig min kæreste at være noget for, og selvom jeg indimellem forbander de løgne jeg må stå klar med hver gang jeg kommer hjem, er han også min redning fordi det netop er løgnene jeg er nødt til at holde fast i over for ham, der gør at jeg ikke forsvinder ind i mørket for evigt. Jeg bliver
spurgt om jeg har specielle ønsker til porno mens han scroller ned over en række previewbilleder af muskuløse, tatoverede kroppe (hans egen foran skærmen som en anorektisk teenager selvom han snart fylder 30) og jeg siger at han bare kan vælge hvad han har lyst til, og han klikker på et billede af tre fyre der begynder at kneppe løs i en hvid IKEA-sofa der garanteret bare skal kyles ud så snart de er færdige, og jeg hiver Seahorse op af min rygsæk, min yndlingsdildo, der er tykkere end begge hans hænder til sammen, en afhugget dragepik jeg lægger klar på håndklæderne mellem poppers og glidecreme (en rose er en rose, et hul er et hul, og en dildo kan sagtens bare være en dildo, men min Seahorse er alligevel noget helt særligt), og jeg tager mit tøj af mens han hiver en stak sammenfoldede flyttekasser ud fra under sengen og fordeler dem rundt på gulvet så vi har noget at glide rundt på når vi først kommer i gang, glide ind og ud af hinanden og ind og ud af bevidsthed som vi plejer når vi først kommer i gang, men det er stadig bare forberedelserne vi jokker rundt i, for indtil jeg har suget af den pibe, er der intet der trækker os i retning af hinanden, ikke før han, så forfærdeligt snart at jeg næsten ikke kan være i øjeblikket længere, fuldkommen henkastet vil sige at jeg da er velkommen til at ryge lidt hvis jeg har lyst, for det er det Tina kan for os, hun kan klemme os i sin favn og forvandle os til
kogende væsker der kan røres op i hinanden og hældes ned i præcis den form der passer os. Det er kun to måneder siden jeg mødte ham for første gang uden at vide hvad han tog af stoffer, og dengang sagde jeg bare ja til et enkelt sug uden at vide hvor stor betydning der kan være i sådan en lille forkullet glaspik, allerede ved andet sug begyndte gnisterne at springe, jeg var en dynamitstang fra Acme, jeg var Bugs Bunny der løb ud over afgrunden og kunne blive ved med at løbe så længe jeg ikke så ned, og sådan har det altid været med Tina, og det er derfor jeg ikke kan sige nej nu, og det er derfor jeg ikke har lyst til at sige nej nu, og det er derfor jeg aldrig har kunnet sige nej, men hvor der engang gik måneder imellem hun fik mig, har vi nu suget livet ud af hinanden hver eneste weekend de sidste to måneder, og jeg ved at de første sug af piben ikke længere er en dynamitstang, men bare en lettelse over endelig at få løsnet den skruetvinge jeg har gået rundt med om kraniet hele ugen, en lettelse over endelig at føle mig normal igen, og egentlig burde jeg slet ikke være her nu, eller jo, men jeg burde sige stop nu og fortælle ham om hepatitistesten, men jeg kan jo slet ikke forestille mig andet end at han også har det, især efter den weekend for tre uger siden hvor han inviterede ham den anden over også, ham der skrev bagefter at han både havde gonorré, klamydia og syfilis, hvilket var grunden til jeg var gået til lægen også, for vi havde alle
tre bokset løs i hinanden på kryds og tværs, og ingen af os var stoppet op bare fordi det blødte en smule, så hvis én af os har hepatitis nu, er det temmelig sikkert vi alle tre har hepatitis nu, og så er det alligevel for sent at finde latexhandskerne frem. Jeg ville ønske at vi kunne tale åbent om det, men det har jeg prøvet, og dengang blev jeg lagt på is i ni måneder til jeg var negativ igen, for hvorfor stole på latexhandsker når man bare kan finde et andet hul at lege med, og når legen netop går ud på at udhule hinanden og sætte hjernen på pause imens, duer det ikke at tænke på sikkerhed; det virus vi lærte at være bange for er harmløst nu (en firserting, et retrovirus, en vintage T-shirt der siger at silence = death, købt i en hipsterforretning hvor der engang lå et folkekøkken), og vi har indgået en pagt om aldrig at tale om sygdom mere, kun for at fortælle hinanden at vi hellere må blive tjekket for gonorré, klamydia eller syfilis, og så længe vi ellers sluger de piller vi får udskrevet, er det ikke noget der påvirker os, lige med undtagelse af hepatitis C, og det er derfor den aldrig må nævnes ved navn, fordi den vælter enhver risikovurdering, truer vores frihed til at se stort på det hele og stadig se os selv i øjnene bagefter. Jeg siger til mig selv at det ikke er usandsynligt han har haft det lige siden vi begyndte at ses, at han heller ikke har kunnet sige det højt, eller også var det ham den anden han inviterede der havde det, ham der også både
havde gonorré, klamydia og syfilis, og han kunne også sagtens have vidst det hele tiden men heller ikke kunnet sige det højt og heller ikke kunnet sige at vi hellere måtte bruge handsker, og på den måde er det i virkeligheden deres skyld jeg har det nu, og alle de andre der stiltiende har aftalt at hepatitis C ikke er noget vi taler om, det er deres tavshed der har gjort mig syg, og derfor fortjener de også at lide sammen med mig, og derfor siger jeg heller ikke noget nu, men venter bare på grønt lys til at løbe ud over kanten, falde ned i hans sofa og lade ham tæske løs på mig indefra til han ikke orker mere, til næverne kommer trætte ud igen, svøbt i lyserødt slim, sammenkrøbne og sarte som nyudklækkede fugleunger.
Et af de få gode minder jeg har, hvor min mor og min far begge to er med, er når vi skulle til fest sammen om aftenen, og vi gjorde os klar sammen i soveværelset oppe på første sal, og min mor fandt smykker frem og sminkede sig foran smukkeserbordet der var fint udskåret med blomsterranker og et ovalt spejl i midten hvor hun sad og prøvede smykkerne af mens min far gik rundt og gjorde hvad mænd nu gør når de skal være fine, hvilket var sværere at sætte en finger på ud over at han altid skulle have hjælp til slipseknuden, og min lillesøster og jeg sad på sengen sammen i vores stiveste tøj, og selvom vi alle sammen var de samme som ellers, virkede alting finere end normalt, som når helt almindelige købmandsvarer bliver arrangeret i en kurv og pakket ind i cellofan med en sløjfe omkring. En dag vi skulle til fest sammen om aftenen, hørte jeg stemmer oppe fra soveværelset, jeg blev bange for de var begyndt deroppe uden mig og drønede op ad trappen alt hvad remmer og tøj kunne holde, men halvvejs oppe gled jeg i mine strømpesokker og bankede min splinternye fortand ned i det hårde træ, min mor og min far kom styrtende, samlede mig op og prøvede at trøste mig, sikre sig jeg ikke var kommet noget til ud over det skår de med det samme kunne se i min fortand, et skår der var synligt mange år efter og skar hver gang jeg løb tungen henover, men når jeg husker tilbage på hvordan
jeg hylede dengang på trappen, handlede det slet ikke om min tand, men alene om hvor dum og klodset jeg var fordi jeg havde smadret noget af det fineste vi havde sammen.
Jeg er kommet til at starte bogen her med en løgn jeg gerne vil trække tilbage. Min læge har lige ringet og sagt at min sidste hepatitistest var negativ, og han har aldrig ringet og sagt andet, ikke i den her omgang i hvert fald. Det var ikke min mening at lyve om det, men da jeg kom hjem efter testen i onsdags, var jeg så overbevist om den ville være positiv at jeg ikke så nogen grund til at vente på resultatet før jeg skrev om det. Faktisk var det en befrielse at skrive som om jeg allerede havde testet positiv, og jeg havde heller ikke noget problem med at skrive om at mødes med Vincent for jeg var ikke i tvivl om at jeg ville mødes med Vincent uden at fortælle at jeg havde testet positiv, og nu hvor jeg har indrømmet det, ville det føles som en større løgn at slette det igen. Men nu er det så Vincent der har aflyst i aften, og jeg går ud fra det handler om han har været vågen med Tina de sidste tre døgn igen, og nu må jeg så selv ud og lede efter et andet hul at falde ned og gå i stykker i.
