nis læseprøve

ulvene fra ziguinchor

Af samme forfatter:

Dødens pølse (2013)

Lyden af kattepoter (2019)

Nis Ovaska

ULVENE FRA ZIGUINCHOR

gladiator

Ulvene fra Ziguinchor

© Nis Ovaska & Gladiator 2023

Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad

Grafisk tilrettelæggelse af Josefine Bøgh Lassen Sats af Clara Birgersson

Bogen er sat med Minion

og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

Printed in Denmark 2023

ISBN: 978-87-7569-013-8

DØDEN: Der var en købmand i Bagdad, som sendte sin tjener hen paa torvet for at købe forraad, lidt efter kom tjeneren tilbage, bleg og skælvende, og sagde: ’Herre, da jeg stod henne på torvet, var der en kvinde i skaren, der rørte ved mig, og da jeg vendte mig om, så jeg at det var døden, der rørte ved mig. Hun saa paa mig og truede af mig. Derfor laan mig din hest, at jeg kan ride bort fra denne by og undfly min skæbne. Jeg vil drage til Samarra; der vil døden ikke finde mig.’

Købmanden laante ham sin hest, og tjeneren kastede sig paa den, jog sporerne i dens sider og sprængte af sted saa hurtigt hesten kunne bære ham.

Saa gik købmanden ned paa torvet, og han saa mig staa i skaren, og han kom hen til mig og sagde; ’Hvorfor truede du ad min tjener, da du saa ham i morges?’ ’Jeg truede ikke’, sagde jeg, ’jeg hævede kun min haand i forbavselse. Jeg undrede mig over at se ham i Bagdad, for jeg skal træffe ham i aften i Samarra.’

Mesopotamisk fortælling

Randers

Betonfliserne er formstøbt i Skagen. Chausséstenene er brudt og tilhugget på solskinsøen Bornholm, enkelte i hjertet af Tyskland. Smukke fleretagers ejendomme tårner sig op i mørket. Muret op i røde mursten i starten af det 19. århundrede. Regulære facader, blankt murværk, dramatiske konturer mod nattehimlen. Bygninger der altid har draget mig og virket til at være fulde af liv, føltes den nat hule, fremmede og uhyggelige. Månen hang tungt over min fødeby, stor og bleg. Genskin i bilernes tage. Genskin i Fredensgade. Slyngborgkvarterets stejle gader, dækket af rimfrost. Et næsten usynligt tågetæppe strakte sig derude over Gudenådalen. Kulden trængte ind gennem mit tøj og greb om min krop.

Randers-Rand-os-i-røven!

Mikes stemme gav ekko i gaden, mens han kastede en tom sodavandsflaske ud mod dalen. Mine fingre var kolde, og jeg havde svært ved at holde på bilnøglerne. Mike hoppede på stedet og hylede op mod månen. Jeg rystede mine arme, vred skulderne rundt i cirkler og lavede kuskeslag. Og blodet bredte sig ned i mine hænder og ud i fingrene, endelig fik jeg låst bildøren op. Vi satte os ind på de kolde sæder, og jeg trak chokeren halvt ud, startede motoren,

gassede op, satte i gear og styrede den gamle Polo ned ad Fredensgade.

Kan den ikke trække mere, hvor skruer man op for varmen?

Mike trak vejret tungt, vi var løbet ned fra 3. sal, han var sprunget fra repos til repos. Og vi var blevet råbt an på vejen Vil I godt lige ta’ og ta’ hensyn?!

Mike havde demonstrativt løst elastikkerne på seddelbundterne og genpakket sedlerne ti og ti, hoved mod hoved. Så var de lettere at tælle, sådan var det bare. Det var også sådan han skulle aflevere dem. Han havde sagte det et utal af gange, men pushere var nu engang ikke blandt de hurtigste dyr i skoven. Han tog seddelbundet frem og trak en seddel ud.

Værsgo! Det din andel, så der lidt til benzinen og det hele.

Mike ville helst af sted med det samme, men næste dag var også fint.

Sæt mig af oppe ved min mutter, så ringer jeg til Rune og hører om han stadig er frisk! Jeg svingende til venstre, kørte op ad Steen Blichers Gade og satte ham af på hjørnet af Markedsgade og Mariagervej. Så kunne han gå ned til sin mor, der boede i en lejlighed over Billigmikkelsen. Karen-mor var førtidspensionist og skrantede, så det var en stor hjælp for hende, at Mike lejede sit gamle værelse og overnattede der når han var i byen. Jeg gassede op og fortsatte ad Markedsgade og Dragonvej, forbi Kongens Ege, gennem politistationsrundkørslen og via Havnegade, over Gudenåen, ud til Kristrup hvor jeg boede i et udhus.

Mikes matsorte Opel Kadett buldrede ned ad landevej 170, ind gennem Skanderborg og videre igennem det grå vinterlandskab. Jeg havde måttet vige forsædepladsen for Mikes barndomskammerat og havde ansvaret for at aftørre den evigt duggende bagrude og fodre Rune med kassettebånd − Rune Bundgaard ude fra Allingåbro.

Nirvana? – Nej, Gasolin’! Alice Cooper! Nej, Led Zeppelin

2! Den brune kassette og så AC/DC, Back in Black, den ligger ikke i sin egen kassette!

Rune drømte om at være guitarist i et band eller DJ, men arbejdede som dørmand på Tante Olga i weekenderne. Og som timelønnet truckfører på Randers Reb. Hyggetjansen, hvor man tøffede rundt i trucken og hørte ABC. Der havde han og jeg lært at tolerere hinanden.

Wish You Were Here! Eller Dark Side of the Moon.

Jeg rakte ham en kassette, fik en anden retur, endnu en. Og til sidst plastkufferten med bånd, så han selv kunne vælge.

Mike jublede, han elskede at være på tur. Bare hamre derudad, sove ude og møde nye mennesker − Mike ude fra den forkerte side af mosen. Født i Maryland, opvokset på Norddjurs og efter hans forældres skilsmisse inde i Randers. Slanke, men knoklestærke Mike, der sang falset og på gode dage kunne synge som selveste Robert Plant eller som en blanding mellem Robert Plant og Ian Gillan. Eller Robert og Ian Anderson fra Jethro Tull. Køkkenhjælperen på Hotel Randers med ansvar for morgenbuffeten. Med og uden overskæg og med sin første midgårdsorm om armen. Direktørsønnen, der foruden sin store knivsamling og lette adgang til illegale skydevåben var egnskendt for sine lave

priser på kraftig hash.

Men nu lå Mikes onkel, der altid havde været som en far for ham og også hans hashleverandør, for døden. Mike ville gå igennem ild og vand for sin onkel. Vi kørte sydpå igennem Vejle og Kolding, mod Hamburg hvor Jürgen dengang huserede. Mike skulle hente flere penge i Haderslev hos en førtidspensioneret slagter, der havde opbygget en anselig kundekreds. Normalt mødtes han og Mike ude i Aarhus på et aftalt sted en fast dag på måneden, så dette besøg var satme service! Vi spiste aftensmad på en grillbar på havnen. Mike gav som sædvanlig, betalte med de mest krøllede sedler. Bagefter fotograferede jeg mens han sprang op på en affaldscontainer, som han fik Rune til at skubbe, så han kunne lave langpisningsopvisning på en pakhusmur.

Vil du så godt lige stop med det der fotopis!? snerrede Rune og spyttede kraftfuldt ud i mørket. Jeg mumlede og sænkede kameraet. Runes øjne var hårde, og han havde skudt hagen frem. Han måtte ikke længere se sin lille søn. Det havde gjort ham til en tikkende bombe. Han havde i julemånederne alene banket indvandrere fra det meste af Mellemøsten og Tyrkiet, en række værnepligtige på torsdage og ellers de sædvanlige bønderkarle, der var taget i Storegade den første fredag i måneden.

Slap nu lige lidt af, Batman!

Mike sprang ned fra containeren og forsvarede mig. Rune var et hoved højere og stærkere end Mike, men kun halvt så skarp. Rune måtte forstå at jeg var hans personlige fotograf og chauffør. Han havde planer om at skrive en bog en dag, om sit liv og sårn, en biografi, fuld af fede billeder,

så vi skulle have nogle fotos i kassen.

Rune fnøs og bøvsede en klump kød op, der også røg ud i mørket. Han og ekskæresten havde skændtes dagligt, faktisk siden de mødtes, og udfordringerne med barnet, og kærestens datter og eksmand, havde gjort det hele aldeles ulideligt.

Runes forældre var stadig sammen, sommerhusejere, ordentlige mennesker. Han fremhævede ofte sin resursestærke baggrund, som stod i skarp kontrast til ekskærestens. Hun var vokset op med en alkoholiseret mor i en dyster boligblok oppe i Nordbyen. En uduelig pulverheks, et svigermor-fjols af format, der når hun tog på sine ture var væk flere dage ad gangen. Ekskæresten havde arvet sin mors alkoholvaner og personlighed. Hendes seneste påfund, som hun havde haft held med at overbevise en sagsbehandler om rigtigheden af, var at Rune var voldelig og voldsom og råbte ad familien.

Videre! Kom nu! Op i fjerde og så op i femte!

Vi rullede ind i Tyskland. Slikmunde i højt humør. Vinduesviskerne klappede mod forruden som trommestikker. Kadetten lugtede fælt og lækkede både vand og olie. Mikes storebror, der dengang stadig var i live, havde malet den matsort med rulle og døbt den Berta, lille sorte Berta. Tæt ved Slesvig by overnattede vi i en fugtig hytte på en campingplads.

Den efterfølgende morgen inspicerede vi de sagnomspundne danske fæstningsanlæg. Regnen silede ned, mens vi møjsommeligt besteg de glatte stier. Gennemblødte og betagede. Dannevirke.

Det var her verden gik af lave.

Til lyden af overvintrende småfugles sang fyldte vi langsomt lungerne med THC og spejdede ud over de grå bakker og marker. Mike mindede os om, hvor meget historie der havde fundet sted i dette landskab. Der havde været bygget, forsvaret og kæmpet siden år 800, måske tidligere.

Mike lukkede øjnene og lagde hovedet på skrå. Åh, hvor

ville han dog ønske han kunne rejse tilbage i tiden. Så ville han først rejse tilbage til toogfyrre og tage ned til Aarhus og

hjælpe sin morfar ud af fængslet, pløkke nogle nazister og

måske røve noget jødeguld og nogle skydevåben og endnu længere tilbage, tilbage til år tusind eller cirka deromkring, gå rundt blandt Gorm den Gamles krigere, og til vinteren

1864 og varme sig ved bålene, opleve dagligdagen for de fyrre tusind danske soldater, der dengang forsvarede de nymoderniserede voldanlæg.

Vi skålede i dåseøl og kastede om os med raske bemærkninger. Vi var Marsk Stigs oldebørn, var vi. Det måtte vi ikke glemme.

Vikinger på togt.

Mike klappede hårdt i hænderne. Det var sådan set for vores skyld han rendte rundt som han gjorde, sparede sammen til at købe Hjelm, så vi kunne vende hjem og bo.

Der var så meget vi skulle nå, så meget at hævne.

– Skåål!

– Skál!

– Hail Odin!

Der, i regnen, under de blågrå skyer, svor jeg, at jeg aldrig ville tage en uddannelse, aldrig blive gammel og aldrig lade mig tage til fange.

Fra Dannevirke kørte vi videre til Hamburg. Efter

halvanden times brummende motorvildskab i en øde forstad trængte vi direkte ind i havnebyens koldklamme hjerte. Mike parkerede Berta i Sankt Pauli-kvarteret tæt på Reeperbahn og ledte os gennem en delvis blændet gade, forbi flere kvinder, der sad på små stole og taburetter i vinduerne i deres små butikker, hen til ejendommen hvor Jürgen boede med sin afrikanske kæreste. Trappeopgangen var aflåst og mennesketom. Vi gik over på den anden side af gaden og spejdede op mod Jürgens mørkelagte lejlighed.

Mike havde en klar aftale, vi blev nødt til at vente eller om ikke andet komme tilbage. Vi fordrev tiden med at gå rundt i gaderne og med at rulle en lang joint i bilen. Jeg undlod som sædvanlig at inhalere med fuld styrke. Mikes sorte klisterhash var noget kraftigt stads og kunne føre selv hærdede rygere langt bort og ned i sindets allerdybeste, mørke afkroge. Det stammede fra Pakistan og blev smuglet til Italien af en gruppe korrupte nødhjælpsarbejdere.

Vi gik tilbage til ejendommen hvor vi traf Jürgens søn.

Toget fra Berlin havde haft problemer, han havde kort efter afgang måttet skifte tog, forklarede han på fejlfrit engelsk.

Franz skævede ned i fortovet da han gav hånd. Han og

Mike havde truffet hinanden i Berlin år tilbage, men lod ikke til at være bonkammerater. Mike spurgte bekymret efter sin onkel. Jürgen havde sendt ham som budbringer.

Vi var kaldt til møde samme aften på Schwarze Sterne.

Men lå Jürgen ikke nærmest for døden?

Mike slog ud med armene og så spørgende på Franz.

Franz virrede med hovedet og bed sig i kinden − nærmere besat af en ond ånd. Jürgens afrikanske kone, ikke hende han bollede nu, men hende der boede hjemme i Senegal,

havde hyret en troldmand, der nu pinte og plagede Jürgen på afstand, forklarede Franz med en påfaldende mangel på mimik.

Rune så spørgende på Mike.

Franz strøg sig gennem sit hjemmeklippede hår.

Jeg spærrende øjnene op, var dette et tilfældigt sammentræf eller det kosmiske, der ville fortælle mig noget? Efter at mine forældre var gået fra hinanden for hundrede og syttende gang, boede jeg som femtenårig i Gambia med min mor og hendes nye kæreste, en humørsyg franskmand, der forpagtede et saneringsmodent hotel i hovedstaden. Jeg havde tilbragt måneder i den tilstødende Cassamance-region og havde her flere bekendte og endda en skolekammerat fra Randers, der på min foranledning var immigreret til hovedbyen.

Vi skyndte os hen til restauranten, hvor vi til vores overraskelse blev mødt af onkel Jürgen, der storsmilende vinkede os ind gennem en hærget port til en brostensbelagt baggård.

Mike sukkede, Rune himlede med øjnene.

Franz virkede forlegen ved synet af sin far. Han stod stille med tunge arme, løftede så hånden for at pille ved en sårskorpe der var ved at løsne sig på hans kind. Jürgen trak os ind i en svagt oplyst korridor, der rummede en forsagt forsamling, primært uniformerede asiatere og afrikanere. Jürgen var iklædt et stramtsiddende jakkesæt og fodformede lædersko. Han havde mørke rander under øjnene og skæve gule tænder. Han stak hovedet frem mod os som en and, der søger føde i vandoverfladen, snadrede at flere af aftenens gæster havde modtaget alverdens tapperhedsmedaljer efter

at have gjort tjeneste i en række borgerkrigsramte lande.

Franz nikkede og pressede næverne dybt ned i bukselommerne.

Mike tog sig til hovedet med begge hænder og pressede pandehuden sammen, så den dannede dybe furer.

Jürgen dansede om os, klappede os på skuldrene og trak os i ærmerne, mens han med sarkastiske grimasser gjorde nar af vores bekymrede miner.

Nu går vi ind! rappede Jürgen og pointerede, at vi ikke måtte kigge på en specifik sort mand, der sad for bordenden.

Kaptajn Ramla, han grundlagde Robert Mugabes private hær, nogle af Afrikas mest frygtede jægersoldater, habt ihr Hunger? Jürgen klaskede mig på skulderen.

Jeg nikkede og fulgte efter gennem en tæppebelagte gang, ned i en kælder.

De store rum havde lave murstenshvælvinger og blev oplyst af små metallamper og flere stearinlys. En ram lugt steg imod os. Lugten af sommerhus og gamle mennesker, en syrlig, kvalm lugt, en blanding af parfume og sur mælk.

Vi blev mødt af afmålte blikke. Mænd og kvinder iklædt mørkt tøj, stående, enkelte foroverbøjet over et rødmalet langbord.

Prost dänischen Katzen! Willkommen.

Vi nikkede høfligt til den tykke mand for enden af bordet. Alle i forsamlingen, både kvinder og mænd, var iklædt uniformer, enkelte bar kasketter med hvid påtrykt tekst

Uno.

Rune nikkede op mod et stort portræt af en sort soldat.

Mugabe, Zimbabwes præsident, hvislede Jürgen.

Franz rakte ud og følte på den kolde hvidkalkede mur. Mugabe havde et bistert udtryk. Overskægget var gengivet ekstra markant. Maleriet var malet med forsigtige penselstrøg, i en naiv seminaturalistisk stil.

Vi følte os malplacerede og forsøgte lavmælt at holde gang i meningsløse samtaler. Mike forklarede, hvad vi allerede vidste, hans dansk-tyske onkel havde drevet det vidt i Tyskland, på få år havde han tjent en formue på at smugle vestafrikansk hash via Hamburg, videre til Danmark og Norge. Rune kiggede stjålent efter den tykke mand, der havde budt os velkommen. Mike skubbede til mig og nikkede mod en krog. En træhest i hjørnet, skruet sammen af sortmalede lægter og udstyret med en patineret lædersaddel. Jeg spekulerede over, om vi var kommet til middag i en form for fetichklub. Menneskedyrenes tarmsystemer værkede. De blev fåmælte, og deres slidte tænder løb i vand. Det var blevet spisetid. På tælling lukkede de øjnene og messede en bøn. Jeg skævede til Rune og Mike, der begge så måbende til.

ZANU! Zanu!

Forsamlingen brummede i kor, inden de hævede deres højre hånd til en uhyggelig hilsen. Den tykke mand holdt en kort tale, inden vi alle trak metalstolene ud og satte os for at smage de afrikanske specialiteter, der blev serveret på store surfboard-formede træfade. Franz smaskede tilfreds, og jeg sugede kødet af et stykke oksehale, der i timevis havde simret i en krydret peanutsauce. En tyk sort kvinde serverede koldt øl i store krus. Jürgen spruttede, så risen stod ud af munden på ham, at det måske var lidt upassende at italesætte, men at hun altså gav de vildeste blowjobs.

Hun sutter som en kalv! Slikker all over, også bagi, im

Arsch!

Franz kiggede tomt frem for sig og virkede beklemt i selskabet og i det hele taget til at være fremmed for sin far.

Disse sære typer udgjorde åbenbart rygraden i Nordtysklands hash-underverden. Ifølge Mike ville man, ved festlige lejligheder, møde flere af dem, iklædt mørke uniformer, om dagen ville de være iklædt almindeligt joggingtøj, oftest parvis drønende af sted på deres tunede scootere.

Jürgen lænede sig frem over bordet og råbte, at et blowjob uden spyt og lussinger var som en børnefødselsdag uden gaver og flag, og at vi garanteret ikke vidste, at der var mange danskere i Hamburg. Flere tusinde. Jyder især. Alle immigreret dertil siden starten af det 19. århundrede. Danskerne rejste via Hamburg og videre med dampskibe over Atlanten til den nye verden, men for manges vedkommende stoppede rejsen i Hamburg, hvor de slog sig ned og begyndte at arbejde som havnearbejdere, handlende og restauratører.

Rune nikkede og lod som om han hørte efter.

I skal da ha’ en vodka til! Kom nu, tøser! Og så brød Jürgen ud i sang.

Vor der Kaserne, Vor dem großen Tor − Stand eine Laterne − Und steht heute noch davor Steht da und kann es nicht verstehn, Was wieder mal bei uns geschehn

Wie einst Lili Marleen − Wie einst Lili Marleen la la la la.

Den tykke kvinde serverede flere øl. Vi fik øjenkontakt, og hun smilede, men kiggede hurtigt væk. Jeg fulgte efter de andre, der var gået op i gården for at ryge.

Franz var en sand mester til at lave røgringe, store hvide, rullende skyer. Vi så måbende til mens den ene ring opslugte den anden. Han have taget 9. og 10. klasse på en

dansk efterskole, det var der han lærte at lave røgringe, og der han først prøvede at ryge jordhuga. Det havde været nogle skønne år. Franz kunne smile! Danskerne var sådan nogle rare, gæstfrie mennesker.

Kind and friendly people, jeg tale også en lille smule dansk.

Franz og jeg var jævnaldrende. Han vidste en masse om musik og film og var fan af Carl Th. Dreyer og af Søren Kierkegaard. Dreyers film og Kierkegaards tanker om systemet og om Reformationen og om Grundtvig havde gjort stort indtryk på ham. Jeg anede ikke hvad han ævlede om, og havde aldrig hørt om Dreyer og kendte ikke noget til Søren Kirkegaard. Sort-hvide film og præster kedede mig som udgangspunkt.

Never heard of him, really?

Mike forsøgte at komme i snak med en rødmosset albaner, der ignorerede ham på det groveste.

Jürgen is my uncle on my father’s side, but he’s been like a father to me, when he died. Mike nikkede til os andre og så alvorlig ud. Albaneren lavede kuskeslag og fnøs afvisende op mod himlen, da Mike spurgte til hans forretningsstrategi og til sort-stjerne-etablissementet. Rune førte sin knyttede næve op til hagen og pressede opad.

Jeg får satme lyst til at ae dem med den her! Men starter lige med at gå ind og piss’

Rune kom tilbage med store øjne og tungen halvt ud af munden.

Er så lige blevet tilbudt en omgang piksutning! Vi spidsede ører. Han havde mødt en nøgen afrikaner inde på lokummerne. Mike bad ham dæmpe sig.

Og foran ham sad en bette kineser med myrepatter og

hans negerpik i hånden.

Rune var blevet opstemt, men havde takket nej til invitationen.

Franz grinede hysterisk, jeg behøvede ikke at oversætte. Mike drejede sit digitalur om håndleddet. Han havde fået uret af sin far kort før hans død. Det virkede ikke længere, men bar præg af dagligt brug. Stållænken havde dybe ridser, og glasset en gennemgående revne og var for det meste dugget til.

Han havde fået graveret R.I.P. Thor på de to bredeste led. Jeg husker ikke hvordan vi kom tilbage til Jürgens lejlighed, men kun at vi vågnede ved lyden af et gennemtrængende hyl og dumpe lyde. Vi sprang op og ud i gangen, hvor vi fandt Jürgen på alle fire og snart rullende rundt, med hænderne presset ind i taljen og krøllet sammen i tindingerne. Hans sammenbidte tænder knagende, og øjnene blodsprængte. Klagende mavede han sig ud i køkkenet og gav sig stortudende til at kradse i gulvet og bide i ting. Franz råbte Halt papa! og Mike måtte vriste en urtekniv ud af sin onkels hænder.

Giv mig den tilbage! Return the knife! Jeg kan ikke mere!

Vi trak Jürgen ud i gangen og ind i hans soveværelse og holdt ham fast i hans himmelseng. Efter nogle timer faldt han omsider til ro.

Crazy bitch! Mær! Her kan I se hvad hun gør ved mig! Nogle gange flere gange om dagen!

Help me! I må hjælpe mig!

Jürgen skiftevis snerrede og hviskede, alt imens han nærstuderede syningerne i sengetøjet. Franz sukkede tungt.

Rune stirrede fortabt ned i sine håndflader. Jürgen hostede

at vi var de eneste, der kunne hjælpe ham. Mike virrede med hovedet. Jürgen løftede hånden og førte en pegefinger forbi sin hals. Vi måtte straks rejse til Amerika, skaffe de rette våben og så flyve til Afrika og nakke den heks.

Mike gloede forundret på sin onkel. Mente han ... Serstören, töten!?

Jürgen nikkede.

Miki, Du har jo gode kontakter over there, og du, Nisse, du kender Senegal.

Jürgen så op på mig med trætte røde øje og åbnede munden en smule, som ville han sige mere. Og I skal tage Franz med!

Det susede for mine ører, jeg nikkede og smilte påtaget. Dræbe en heks.

Hvorfra viste han at jeg havde boet i Senegal?

Jürgen bad os finde sin kuffert under sengen. Mike faldt på knæ, trak en slidt læderkuffert ud og åbnede den. Først på klem. Han stirrede ind i mørket med en bekymret mine, som indeholdt den en giftslange eller et afhugget hoved.

Mike så op på mig med store øjne. Åbnede så låget helt og rejste sig. Kufferten var fuld af penge. Jürgen snøftede, verdenen var fuld af grådige røvhuller.

Arschloch Leute!

Han stolede efterhånden kun på sin søn. Og på dig selvfølgelig, Miki, der er flere tusind dollars i hvert bundt, tag to, så har I til dagen og vejen.

Jürgen greb fat i Mikes hånd og trak ham ned til sig. Det ville ikke blive nogen let rejse, det måtte vi forstå. Vi ville løbe ind i store forhindringer, alverdens Arschlöcher, møghunde, shitdogs og bæster så store som tårne. Mike

nikkede og stirrede indtrængende på sin onkel. Han virkede utilpas og forsøgte at trække sig. Jürgen klappede ham på hånden og slap den så. Meine Nachtigall, sukkede han.

Der var også flere penge når vi vendte tilbage med forrettet sag, en kuffert til os hver, og hans partner i Senegal havde også hash til os, klisterhash!