Det er himlen som trækker vejret
Sofia Elisabeth Heilmann-Clausen
Det er himlen som trækker vejret
Gladiator
Det er himlen som trækker vejret ©Sofia Elisabeth Heilmann-Clausen og Gladiator 2023 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen Vignetter af Carolina Delfs Gutierrez Muñoz Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Cardo og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-027-5
Tak til Sofie Clara Lea
10
Jeg bevæger mig som en landflygtig I den hverdag som er din vander dine blomster i etaper taler ikke meget disse dage Du påtaler det og jeg svarer ikke betragter månen betragter jordens rotation går i seng klokken otte vågner næste dag klokken elleve bevæger mig op på bredden som et digt Solen rammer horisonten akkurat
11
Uret på stuen er gået i stå viser hele tiden 9:56 Jeg er iført hospitalstøj, i dag regner det, alt går så langsomt hører Harry Potter på lydbog, der er ufatteligt mange timer, det er perfekt Tænker og taler i korte sætninger: Jeg er træt, jeg er sulten, jeg ser ud på en parkeringsplads Gentager, lyset er skarpt, gentager Den sødeste sygeplejerske hedder Anni Grunde til at Anni er sød inkluderer: At hun holdt min hånd og strøg min kind At hun tog mig med ud i køkkenet for at lave te At hun vaskede mine strømper da der kom karrysalat på dem Jeg burde lufte ud Jeg er voksen med tørre læber og eksem i håndfladerne På det ene toilet er der små insekter i afløbet Jeg har ikke hørt politibiler i dag Jeg spiser flere Ferrero Rocher end nogensinde før
12
Jeg er så træt hele tiden Vi besøger Glyptoteket, de kunststuderende stirrer sultent på skulpturerne et andet blik end mit Min jakke ligger i skab nr. 172 Du holder min hånd gennem den franske impressionisme Jeg tror du er forelsket i mig og jeg ser hvad du hører på Spotify: Leonard Cohen, Simon and Garfunkel, Bob Dylan og jeg hører det samme for på den måde at være tættere på dig
13
Himlen i det øsende grå Melankolien er nærmest glubsk disse dage som om den tager fysisk form, har et ærinde: at hente liv af regnen Mit ansigt spejles i oktober huden er nubret efter badet Jeg lytter til regnen som slår mod vinduer og tag ligger stille meget længe For tiden sætter jeg tid af til at ligge stille meget længe Jeg holder øjnene lukkede mod mørket indeni og minderne, jeg græder nu igen kan ikke bære vægten af det levede liv
14
Kære du Så blev det sent alligevel en aftenhilsen må være på sin plads Nynner en stille aftensang, synger I egentlig på din afdeling? Jeg ved ikke hvor længe jeg har været her men jeg husker antallet af gange vi har fået tarteletter: 4 Ville gerne rapportere om poetiske gennembrud men tiden går så mærkeligt Jeg håber du har det godt tænker meget på dig Nu svømmer øjnene i medicinen det er ok at være inde Natten kræver intet
15
Der er spor af dig overalt i byen den bænk hvor du sagde du ikke kunne give mig mer’ og jeg kyssede dig for sidste gang eller den trappe hvor du kyssede mig for første gang museet hvor du tog min hånd caféen hvor vi mødtes Jeg tegner et detaljeret kort over byen af de spor der er dig koordinaterne for vores forhold Der var den dér bænk og den dér park og den dér gade og den dér bus og den dér sti Du er overalt Jeg ved ikke hvordan man tager en by tilbage jeg går på gaderne og sidder på bænkene går ind på den café der var vores og drikker den kaffe du bedst kunne lide Det gør mindre ondt hver dag så jeg bliver ved
16
På færgen en fyr jeg synes jeg kender men alligevel slet ikke kender Røgen fra skorstenene blander sig med kølvandet, færgen er et strygejern der glider over gråt stof blankheden, der er ingen vind til at kruse overfladen Jeg sidder på soldækket selvom det ikke er solskin og egentlig for koldt men det er det eneste sted der er plads til at sidde ned Postkortene jeg ikke fik skrevet ligger i min lomme minder mig om min egen uduelighed: ikke engang at kunne skrive et postkort Jeg har købt en dyr creme i onoard shoppen og en neglelak for mine sidste euro Tænker over at jeg alligevel ikke kan skrive pænt nok på postkortene endsige lakere mine negle Medicinhænder
17
Vi sad engang ved et busstoppested Vi var stået af dér fordi du syntes det var smukt, sådan som stoppestedet var vendt man kunne se fjorden du holdt min hånd jeg græd, sådan var det; efterår, måske regnede det Måske oplyste gadelampernes orange lys regnen som faldt Måske var jeg allerede syg dengang Måske har jeg aldrig været så rask
18