emily dickinson læseprøve

Bente Clod

EMILY DICKINSON SKRIFT OG DRIFT

EMILY DICKINSON

Skrift og Drift

Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe. Artikler, digte og prosa, Gyldendal 1976

Brud - portræt af en udvikling. Roman, Gyldendal 1977

Kvinder må aldrig tabe hinanden af syne. Antologi, Forum Forlag 1977

Opbrud. Digtsamling, Kvindetryk 1978

Undervejs - beretninger fra de sidste års indre landskaber. Prosa og digte, Gyldendal 1978

Syv sind. Roman, Gyldendal 1980

Imellem os. Digte, Gyldendal 1981

Vent til du hører mig le. Roman, Gyldendal 1983

Røde tråde. Tv-spil, Dr-tv 1983

80 år i bevægelse. Festskrift, Datterselskabet 1984

Solen i øjnene. Digte, Gyldendal 1986

Skriv - en bog om at skrive. Lærebog, Hans Reitzels Forlag 1987

Gul engel. Novellesamling, Gyldendal 1990

Cirklens hemmelighed. Skuespil, Kaleidoskop teater 1997

Ex hibition. Erotiske noveller, Stokrose Forlag 1997

Skriv en film - en praktisk lærebog for den, der gerne vil skrive film, video eller tv. Lærebog, Forlaget SKRIV 1998

Englekraft. Roman, Høst & Søn, 2000

I vilden sky. Roman, Høst & Søn 2001

Himmelfald. Roman, Høst & Søn 2002

Smagen af dig. Erotiske noveller, Forlaget Tiderne Skifter 2003

På min vulkan. Oversættelse af digte af Emily Dickinson, Tiderne Skifter

2005

Body effex. Roman, Høst & Søn 2006

Body tactics. Roman, Høst & Søn 2008

Pixi perfekt. Roman, Høst & Søn 2012

Kyssekraft - udvidelse af erozonen. Erotisk novellesamling, Tiderne Skifter

2016

Bente Clod

EMILY DICKINSON

Skrift og Drift

Inspireret af digteren Emily Dickinsons liv i Massachusetts, USA

1830 - 1886.

Roman Gladiator

EMILY DICKINSON - Skrift og Drift

©Bente Clod og Gladiator 2023

1. udgave, 1. oplag

Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Garamond

og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

ISBN: 978-87-7569-022-0

FØRSTE DEL

s. 6 – 128

ANDEN DEL

s. 129-329

TREDJE DEL

s. 330-476

FØRSTE DEL

1. DYR OG MENNESKER

Amherst, Massachusetts, USA 1840

Geviret prikker hul i himlen, idet jeg farer sammen, og det andet rådyr styrter videre med høje spring gennem lysningen. Det rasler i krattet. Skytten kommer til syne:

”Miss Emily! Jeg så Dem slet ikke!”

”Den sprang så højt!” udbryder jeg. Dyret kæmper i det høje græs. Det skarpe smæld runger i luften.

Skytten tager sigte på det sitrende dyr. Hans geværøje er den tordenkile, der rammer hjorten, så den synker sammen i en skæv vinkel. Han knækker geværet og ryster patronerne ud. Tæller dem og putter dem i lommen, før han går hen til dyret. Tager fat i geviret og bøjer dyrets hoved bagover. Finder kniven i lommen, og skærer på langs i struben. Jeg synker spyttet, da den varme blodlugt rammer mig. Krattet er stille. Et sted langt borte springer den anden hjort af sted, alene.

”Den anden hjort sprang ikke så højt,” bemærker jeg.

”En såret hjort springer højest,” nikker Mark. ”Måske dødens ekstase?”

Skytten ser igen ned i det tomme patronmagasin. Jeg undgår bukkens døde blik, idet jeg ruller papiret om blyanten og stikker det ind i kjolesømmen.

Emily Brontë lærte at skyde af sin far. Hun ramte alt, hvad hun sigtede

på. Skytten trækker en klud op af lommen og lægger bag om nakken, før han tager fat om dyrets forben og bagben og svinger det op på ryggen.

”Parasitterne,” mumler han. ”Blodet kan vaskes af, men det kryb” Han ser ned på geværet, slipper dyrets forben og hægter våbnet op på armen. På en måde er geværet også dødt nu. Skytten bakser med det knækkede gevær og dyret, mens jeg småløber efter hans store støvleskridt. De forstyrrede fugle falder til ro.

”En sekstakker,” kommer det fra hovedet deroppe i dyrets krop. ”Godt sat op. Godsejeren skal jo have gæster på lørdag.”

Min far er konge af Amherst. Han ejer byens bedste heste, de fleste kornmarker, det største advokatkontor. Han er politimester, brandmajor, formand for byrådet, medgrundlægger af afholdsforeningen og trafikstyrelsen i Massachusetts, kasserer på min skole, Amherst College og tillidsmand på Amherst Academy, som hans far Samuel Fowler Dickinson grundlagde. Han er repræsentant for Massachusetts Delstatsret og et fremtrædende medlem af Whigpartiet. Alligevel kalder alle ham Godsejeren.

Egernet skælder ud over vores hoveder, en musvåge sejler lydløst ind mellem stammerne, spætten har travlt. Ude på skovstien undgår jeg at træde på et par forelskede skarnbasser lige der, hvor skovskadens rede er faldet ned fra højderne i den store kæmpefyr.

Dyrene dør og lever og larmer og parrer sig omkring os, uanset hvad kirken mener. Præsten har intet at skulle have sagt, når katten yndefuldt stikker et bagben i vejret og slikker sig bagi. Dyrene befinder sig i deres helt egen kategori.

Da jeg var lille og løb herud i skoven, blev jeg advaret mod alle de farer, der lurede i krattet. Mørkemænd, trolde, farlige dyr, giftige bær. Men jeg mødte kun venlighed og nysgerrighed under kronernes hvælv. Jeg fandt

gemmesteder til blyant og papir. Dyrene viser, hvordan vi selv er inderst inde. Selvom vi kan tage tøj på og rede midterskilning og pudse sko, til de skinner, er vi ligesom dyrene inde under tøjet. Dunkende af liv, skamløse i mørket, hængende under himlen af skræk. Men i modsætning til dyrene kan vi dække os, vi kan skjule os bag smil og artigheder, så ingen skal vejre vores vrede og udbryde: ”Du er jo såret!”

Fuglenes opskræmte vinger svirrer over vores hoveder, idet vi går forbi det træ, hvor jeg plejer at lægge blyanten i bogfinkens redehul. Men den ligger godt nu i kjolesømmen, svøbt i papir. Vores skridt rasler i de tørre blade, oktober er på vej. På lørdag har jeg lovet at spille for selskabet efter middagen. Det er ikke til diskussion, jeg er ældste datter i godsejerens rige, mosters klavertimer skal ikke være forgæves.

Fem dage efter spiser vi hjortesteg. Bukken har hængt oppe under staldtaget, hvor hunde og rotter ikke kan komme til. Hønsene pikkede i blodpølen, og lille Fido labbede i sig, selvom jeg sagde, det var ækelt. Vinnie synes, det er synd, at dyrene skal lade deres liv, for at vi kan spise. Det gik ud over hendes yndlingskylling forleden. Jeg slog fast, at kød er mord. Hun begyndte at tude, og mor irettesatte mig, så jeg fik lyst til at bide tværs igennem noget. Bide igennem varmt dunkende kød, så knoglerne knaser.

Mor serverer kraftsuppe, dyreryg med vingelé og tyttebærsylt og så dessert. Gæsterne roser maden, så far næsten smiler, og mor får røde kinder. Vi sidder endeløst til bords med den venlige advokat Lord og hans forlovede, miss Elizabeth, og to af de unge jurastuderende fra fars kontor. Snakken går mellem de voksne, Austin kniber mig gul og blå i armen og mumler boblende vitser i mit øre, men jeg holder masken, mens jeg overvejer, om man må tæve sin bror. Austin skal snart på kostskole, han er urolig i denne tid, stemmen svigter sommetider, så han tier mere,

end det passer ham. Min lillesøster falder i søvn på stolen før desserten, men det er bare sødt, når man kun er syv år. Mr. Lord blinker fortroligt til mig. Han er den eneste, der giver mig bøger og snakker med mig om dem. Han og miss Elizabeth skal snart giftes, han har bedt mig spille til brylluppet, men jeg ved ikke, om jeg tør. Herrerne går i biblioteket for at ryge, mens bordet bliver ryddet, og opvasken klaret. Senere bliver vi kaldt ind i det røgfyldte bibliotek, hvor pianoet står. Austin klemmer min hånd og giver mig et puf, så jeg næsten falder ind gennem døren.

Jeg nejer for selskabet og sætter mig på taburetten, der er skruet helt i bund, så jeg kan nå pedalerne. Jeg er stadig lige så lille som Vinnie, selvom jeg snart bliver elleve, tangenterne er næsten i brysthøjde. Austin og mr. Lord står ved siden af klaveret, de andre sidder ved rygebordet. Mine nedbidte negle rammer tangenterne.

Den første etude går pænt, selvom min højre arm er øm efter Austins hårde fingre. Høflig klappen, den unge herre tier. Jeg begynder på Måneskinssonaten. Pludselig kommer tonerne ind i mine fingre. Det er ikke mig, der slår dem an, det er tonerne, der slår mig an. Fingrene finder nye klange, øret mærker forundret, hvad der skal til. Melodien bliver vild og skæv, der lyder et dæmpet udbrud fra mr. Lord, far skifter nervøst fod bag mig, men fingrene bliver ved, de styrter af sted med toner, de aldrig før har givet fra sig. Mor rejser sig for at stoppe mig, men Austin holder hende tilbage og stiller sig beskyttende ved tangenterne, han er med mig. Mor begynder at snøfte, men jeg kan ikke stoppe, kraften er overalt, stærkere end evnen til at standse. Min brors blik gløder mod mig, han forstår, men vi ved også, at jeg må standse, det kan ikke blive ved. Jeg rammer de sidste reglementerede akkorder med et drøn, og løber ud af biblioteket med brændende kinder. Klapsalverne hamrer mod min ryg. Jeg er oprømt af en sælsom kraft. Jeg var større end klaveret. Musikken

førte mig væk fra det fastlagte, ud i noget andet og større. Min mosters virtuose fingre spillede i mig, hun har givet mig dette øjeblik.

Var det syndigt, hvad jeg gjorde, spørger jeg ribsbusken nede i haven. Kraft bør komme fra Gud, kraft er en guddommelig kilde. Men dette kom inde fra mig. Måske er min fornemmelse rigtig: Deres Gud er ikke min. Min Gud tillader, han dømmer ikke. Min Gud er stolt, ikke ydmyg. Min Gud er dyrenes gud. De store blade på bedstefars eg nikker en hilsen til mig. Måske kan jeg godt spille til mr. Lords bryllup. Austin finder mig nede ved ribsbuskene. Han holder mig ud i strakt arm og ler højt. Knuger mig begejstret og ler igen. Jeg ser ind i min elskede brors leende ansigt, løfter den ømme klaverarm og giver ham en syngende lussing for alle de gange, han har knebet den i de sidste timer. Han falder bagover i græsset, tager sig til kæben og griner videre. Jeg sidder og trækker græsset op i store totter.

1840

Hver søndag går vi i kirke. Det gør alle. Far støtter kirken og har købt retten til de forreste kirkebænke. De der sidder her, bliver set af alle og skal være et eksempel for dem bagved. Mine kinder brænder af varme. Lillesøster Vinnie er ved at falde i søvn. Hun må godt. Austin og jeg er for store til at sove. Pastor Colton ser ud over menigheden. Hans ansigt er mørkerødt:

”Mit barn! Den, som forsøger at unddrage sig at adlyde, afskærer sig selv fra nåde. Ligeledes skal han, der søger personlige goder for sig selv, miste de goder, der gælder os alle.”

Jeg forstår ikke, hvorfor pastoren altid er så vred. Og hvordan kan sådan en stor mand være i sådan et lille jakkesæt. Jeg venter bare på, at vi snart skal synge og gå ud af den varme kirke.

”… Det er bydende nødvendigt, at du opnår en ægte foragt for dig selv, hvis du vil sejre over kød og blod.”

Foragt for mig selv? Jeg tror ikke, Gud ønsker foragt fra os. Ikke den Gud, der har skabt roserne og solnedgangen og fuglene og træerne. Når jeg står under de store træer i skoven, bliver jeg fyldt af en følelse, der gennemstrømmer alt. Noget, der er Gud. Almagt. Når jeg ser Tom strigle hesten og kappe hovedet af en kylling og mor bage brød, kan jeg mærke den hellige følelse. Når jeg spiller på klaveret, kan jeg mærke den. Her, hvor hele byen sidder tæt sammen på bænkene og sveder i timevis, er

der ingen hellighed.

I nat var Austin og jeg på nordpolsekspedition i vores seng. Vi havde læst begyndelsen af Frankenstein, selvom vi ikke må læse den uhyggelige bog. Om polarforskeren Walton, der får besøg af doktor Frankenstein oppe i Antarktis i sit fastfrosne skib. Vi var to opdagelsesrejsende på Nordpolen. Sengetæppet var et isbjerg, min sutsko var vores slæde, og min bamse var den isbjørn, som Austin nedlagde.

”Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og alt, der ligger på det,” tordner pastor Colton.

Jeg strækker hals for at se, hvad der ligger på alteret, men mor trækker mig tilbage. Jeg bliver nødt til at flyve væk fra pastorens vrede. Væk fra kirken, ud i luften og lyset, op på Nordpolen, hvor ekspeditionen fra i nat fortsætter på trods af sne og kulde. Forsyningerne er ved at slippe op, og det andet ekspeditionsmedlem er så udmattet, at han hele tiden er ved at sove ind i døden. Austins krop synker tungt ind mod min, han har ligget og læst hele bogen i nat. Jeg holder min udmattede rejsekammerat oppe med en hånd under armhulen og blikket stift fæstnet på pastorens næse. Austin sukker dybt inde fra søvnen. Nu skal alle rejse sig, Austin kommer fortumlet på benene, mens jeg hvisker: ”Hold ud, hold ud, min tapre rejsekammerat.”

Næste søndag gør jeg mig usynlig.

”Hvor er hun?” Det er far.

”Emily!” Mors bekymrede stemme.

”EMILIII!” Det er lille Vinnie.

De kan kalde og råbe. Jeg vil ikke til søndagsgudstjeneste igen. Jeg vil være her, nede bag ribsbuskene, med knæene trukket op under hagen og bogen klemt fast mod brystet.

”Austin, har du set i kælderen?” råber mor helt oppe i diskanten. Det rykker i mig som usynlige tråde.

”Kælderen. Loftet. Værelserne. Haven. Vi kommer for sent!” svarer min bror.

”Vi bliver nødt til at gå uden hende,” erklærer far.

”Bare der ikke er sket hende noget, Edward.”

Min far er blevet indstillet til at blive viceguvernør. Man kan ikke sætte sig op imod min far.

Alligevel sidder jeg her og sætter mig op.

Foran mig er en målerlarve ved at opmåle et ribsblad. Jeg får den til at lande med sine bløde tusindfødder på min hånd. Larven bevæger sig helt ud på pegefingeren, uvant med det varme underlag, og kaster den lysegrønne overkrop ud i luften for at finde fodfæste. Den vender sig søgende i alle retninger. Vil den bukke sammen på midten og vende om? Vil den lade sig falde? Austin ved godt, hvor jeg er, men han røber mig ikke.

Det er der nu. Jeg ved ikke, hvad det er. En større puls end min egen. Et nærvær. Det gør mig nervøs. Men det gør mig også rolig og giver håb. Håb om ikke at være skør, fordi jeg oplever underlige fænomener. Måske kommer pulsen ovre fra den store eg, som bedstefar plantede for længe siden.

Egernet skælder ud deroppe i egen. Den lille fyr er vred, fordi jeg sidder så tæt på dens territorium. Den aner ikke, at dens træ tilhører min bedstefar.

Det er syv år siden, bedstefar Fowler måtte sælge huset her til mr. Mack, mod at vi fik lov til at blive boende som lejere. Samuel Fowler Dickinson satte hele sin formue og sit store hus og grunden her på spil for at betale byggeriet af Amherst College. Men byggeriet kostede mere, end han ejede, så han gik bankerot og måtte rejse af sted i vanære og

begynde et nyt liv. Siden er Amherst College og Amherst Academy blevet byens omdrejningspunkt. Aviserne hylder vores skoler som de bedste i Massachusetts. Men det oplevede bedstefar aldrig.

Min hjerteveninde, Abiah, er også flyttet til en anden by. Jeg savner hende forfærdeligt. Vi skriver sammen hele tiden. Ruth fra min skoleklasse bor på North Pleasant Street i nærheden af det hvide hus, vi skal bo i. Hun har ingen bøger, men hun kan lide, når jeg læser højt for hende.

Nu kaster larven sig definitivt ud i luften fra min fingerspids. Silkekunstneren snurrer i sit fald. Med fast grund under fødderne skynder den sig ind mod grenen for at finde et sted, den kan forvandle sig til en forpuppet citronmåler. Den efterlader mig her under den høje augusthimmel, hvor jeg knuger mine ben i favnen, mit liv under himlens hvælv.

”Herre, jeg er lille på jorden, men jeg vil leve ædelt dag for dag. Jeg tager i dag himmel og jord til vidne på, at jeg har fremlagt mit liv oprigtigt og

ærligt for dit åsyn. Jeg går i kirke her i din frugthave. Lad mig og min slægt leve længe og frit på jorden. Amen.”

Det er længe siden de gik. Jeg har læst bogen færdig om den stakkels doktor Frankenstein, der plages af selvbebrejdelser over at have skabt et monster, der ikke kan finde sig en mage og ikke kan dø, kun slå ihjel. Jeg har iagttaget en rødkælk, der fodrer sine unger, jeg har fulgt egernet spæne rundt og set bierne tumle rundt, øre af nektar. Her, i frugthaven blandt æbler og høns og metamorfoser, kan jeg mærke min Gud. Med åbne øjne og foldede hænder har jeg min helt egen søndagsandagt. Måske er det den civile ulydighed, mr. Thoreau skriver om.

Om en måned skal vi flytte her fra The Homestead over til et lille hvidt træhus på North Pleasant Street. Vores halvdel af bedstefars store palæ her skal lejes ud. Mor er begyndt at pakke flyttekasser.

Gid Abiah var her nu. Vi skriver sammen hele tiden, men det er ikke

det samme. Jeg prøver at lære lille Dinah at skrive. Dinah er den sorteste sorte, jeg nogensinde har set. Den forældreløse pige hjælper os med rengøring og storvask. Vores kusk, den frigivne Henry Jackson, tager sig af hende som en far. Forleden talte han og hans bror om, at Dinah måtte i sikkerhed. Noget med et sikkert hus og en underjordisk jernbane. De ved åbenbart ikke, at jernbaner er oven på jorden. Dinah forstår tydeligvis mere af det jeg læser, end Ruth, men hun siger ikke meget.

Nu ringer klokkerne og slipper menigheden ud. Målerlarven er væk, egernet piler højt op i træet. Mor og far hilser nok på de andre familier nu udenfor kirken, herrerne letter på hatten, fruerne udveksler hilsner. Der bliver spurgt efter Emily, og de kommer måske i forlegenhed, indtil far erklærer, at “Emily blev forhindret.” Hvorefter han kommenterer kornpriserne.

Åh, forhindret, javel, der nikkes og udveksles blikke. Er pigen syg igen? Eller har den selvrådige pige været uartig og er blevet sat i skabet?

På en måde er jeg sat i skabet, mit eget indre skab, hvor tanken er fri, og hjertet kan løfte sig højt, højt

Stemmerne kommer nærmere, nu er de ved havelågen. Jeg løsner forsigtig taget om knæene, bider en flis af lillefingerneglen så det bløder, før jeg rejser mig og lader bogen ligge. Med bankende hjerte lister jeg hen til køkkentrappen, hvor jeg sætter mig med mit regnehæfte. Fars projekt med at få jernbanen til Amherst får Austin til at konstruere spidsfindige regnestykker til mig: Fra Amherst til New York er der 390 miles. Fra Amherst til Cambridge er der 71 miles. Fra Amherst til Boston er der 93 miles. Hvor stor en procentdel udgør da de to sidstnævnte tilsammen af førstnævnte afstand?

“Emily!”

Mor omfavner mig, bestyrtet og lettet. Austin smiler misundeligt,

idet han befrier sig for den varme frakke, Vinnie tusser hen til sine dukker, stadig halvsovende. De ser helt opløste ud. Fars ansigt trækker op til torden. Han tager den høje sorte hat af og bøjer sig ned over mig, mørkerød i hovedet:

“Sagde jeg ikke, at alle i huset skulle gå med i kirke?!”

Mit hjerte hamrer. Dette er det værste, jeg nogensinde har gjort. Jeg har haft en dyrebar stund med en målerlarve og en bog og min Skaber, men man skal adlyde sine forældre. Jeg plejer altid at adlyde far. Stemmen ryster, da jeg svarer:

”Jo netop: Far sagde, at alle der var I HUSET, skulle gå i kirke. Men jeg sad her, udenfor, på TRAPPEN.”

Far studser, retter sig op, stryger sig over hagen. Austin sluger et grin. Mor bebrejder mig min gemmeleg. Far vender sig bort og finder nogle gloser frem, jeg aldrig før har hørt. Jeg nejer og griber regnehæftet og løber tilbage til ribsbuskene, hvor jeg sætter mig på Frankenstein med hamrende hjerte og øjnene knebet sammen. Ingen kalder. De sender ikke Austin ned efter mig. Jeg sidder og sidder. Noget stort og dyrebart vokser i mig. Noget, kun Gud kan røre.

Da jeg rejser mig op, er jeg blevet ældre. Med et fast greb om bogen sætter jeg fødderne i jorden, går ud af mit liv, hen over trafikstyrelsen og

Massachusetts Delstatsret, hen over bestyrelsen på Amherst College og Amherst Academy, hen over hele Whig-partiet, hen over masker af ret og vrang, over præstens ord og kirkens mure. Ind i flammen, ind i mit liv.

3. KOSTSKOLE

Mount Holyoke Female Seminary

South Hadley september 1847

”Min kære Abiah

Jeg er virkelig på Mount Holyoke Female Seminary, som nu skal være mit hjem i et langt år.”…

Emily Brontë og hendes søstre gik i en meget streng skole, som var så kold og usund, at de to ældste søstre døde. Så tog deres far hende ud af skolen og underviste selv de tre overlevende børn. Sådan er Mount Holyoke heldigvis ikke. Måske kan forstanderinden Mary Lyon få mig til at se lyset.

Der hænger et Damoklessværd over mit hoved her på kostskolen; opholdet giver mig den lærdom og viden, jeg tørster sådan efter. Men min tro er ikke deres. Ét forkert skridt, og sværdet drøner mod mit hoved.

Far og Bibelen indskærper os at tale Sandhed, hele Sandheden, ikke andet end Sandheden. Det lægger jeg mig på sinde. I går ved morgenandagten opfordrede miss Lyon os til at bekende vores tro. Alle, der ønskede at opnå frelsen i Herren, skulle rejse sig. Hendes måde at formulere sig på, gjorde det ikke muligt for mig at rejse mig uden t forråde mig selv. Jeg vil ikke FRELSES I HERREN. Jeg blev siddende i ensom majestæt. Alle fandt, det var særdeles upassende. Jeg synes, at en usand og løgnagtig adfærd ville have været værre. Jeg forrådte hverken mig selv eller Herren.

Mary Lyon har nu inddelt eleverne i tre grupper: De Frelste, De Håbefulde og De Ikkeangrende. Hun har opfordret os til at bede sammen to og to hver halve time på vores værelser, både De Frelste, De Håbefulde og især os fortabte. Det gør vi så, min kusine Emily og jeg, tæt sammen på sengekanten her i vores lille værelse. Jeg kan godt lide min kusine med det flade ansigt og de gode grin. Bare hun ikke var så from. Abiah og kusine Emily er de frommeste af alle. Austin siger, kusine Emily beder en bøn for hvert skridt, hun tager.

Engang var vi børn, Emily og jeg. Vi sad på vores små skamler foran kaminilden med Austin og fætter John, når mor læste højt før sengetid. Hun holdt Mother Goose-bogen op tæt foran øjnene foran kaminen, så lyset faldt på bogens sider:

”Der var engang et æg”

Ægget faldt ned og gik i stykker. Og alle kongens heste. Og alle kongens mænd. Kunne ikke sætte ægget sammen igen.

Vi fire børn siger verset i kor. Min hånd klemmer om mit lår, mens mor læser videre om Jack og Jill og Mary med det lille lam. Jeg kan ikke

glemme Humpty Dumpty. Jeg tænker stadig på ægget, da vi bliver lagt i seng, alle fire i samme seng. Vi ligger tæt sammen, Austin og jeg og kusine Emily, min broder hvisker om spøgelser, til vi skal tisse af skræk.

Næste dag prikker mor hul i begge ender af et æg, og puster indholdet ned i skålen. Jeg tager den tomme skal og sætter de to små skalprikker tilbage i hullerne. Jeg har samlet ægget. Selvom det er tomt, er det helt.

Jeg kan samle ægget, så det bliver helt. Jeg kan gøre det, som alle kongens mænd og alle hans heste ikke kunne. Jeg har fået Ægget.

Det er otte år siden. Nu deler vi værelse her på kostskolen, kusine Emily og jeg. I dag sagde miss Lyon noget bemærkelsesværdigt: ”Gå derhen, hvor ingen andre vil træde. Gør, hvad ingen anden vil gøre!”

”… Fra 2 ¾ til 3 ¾ øver jeg på klaveret. Kl. 3 ¾ går jeg til Sections, hvor vi angiver alle vores forseelser, inklusive Fravær – Komme for sent –Kommunikation – Bryde stille studietimer – Modtage selskab i vores værelser & ti tusind andre ting, som jeg ikke vil bruge tid og plads på at nævne. …”

Jeg skriver ikke noget om blodet. Det skriver vi ikke om. Sidste gang, Abiah var i Amherst, betroede vi os til hinanden om vores månedlige efterslæb. Alle eleverne her må have det. Da det skete for mig for fire måneder siden, sendte mor bud til Amherst Academy efter min hjælpelærer, Emma Humphrey. Emma kaldte menstruationen ”et lille mirakel” og hjalp mig til rette med strikbælte og klude. Vores klasselærer her på skolen, miss Whitman, har diskret vist os et linnedrum med vældig mange rene klude i et stort skab. Vi skulle bare forsyne os, erklærede hun. Vi stod og så stift ud i luften. Flere rødmede langt ned på halsen. Tanken om dette hemmelige røde signal hos alle skolens trehundrede elever er et usynligt flammende bogstav i vores pande. Derhjemme er den gamle zinkspand med mors og mine brugte klude en ækel brunrød pinlighed, der ikke må ses af nogen.

Kusine Emily listede ned efter rene klude, da alle var gået op på deres værelser. Med brændende kinder har hun og jeg vist hinanden vores indretninger. Min strikpølse virker helt primitiv over for hendes cravat, et bredt bælte med et bændel, hvor kludene kan lægges. Det fylder mere end min strikkede indretning, men sidder bedre.

”Tænk,” hvisker hun, ”tænk bare, hvis vores inderste unævnelige ikke bestod af to adskilte dele, men hang sammen i midten!”

Vi tager natkjole på og folder hænderne. Jeg beder aftenbøn, mens jeg skriver usynlige ord i hovedet. Her, hvor alt bliver kontrolleret, må jeg holde ordene inde i hovedet, selvom miss Lyon siger, vi skal gøre,

hvad ingen anden vil gøre. Og træde der hvor ingen andre har trådt. Mener hun det?

”Blandt Dværgene står Kæmpens ven – fortabt og bliver genert –”

Jeg går gennem sneen i tykke vinterklæder, min dragt er en mands, og ved min side går en vranten gammel kone, der gentager Jabez Branderhams

”Syvfold gange syv,” som jeg skal følge. Det er mrs. Timms, der vil lære mig teksten. Jeg er præst, men vil ikke udlægge det bibelsted, den gamle stædigt forlanger af mig, ellers spærrer hun mig vejen. En klagende drengestemme kalder: “Catherine. Catherine!” Snefoget bliver tykkere, det tager form af menighedsrådets tunge skikkelser, der trænges omkring mig, så jeg ikke kan få vejret. De forlanger, at jeg overtager prædikenens

“Syvfold gange syv”, som jeg ved er rigtig, men ikke selv kan bekende mig til. Så stiger Dyndkongen op fra gadekærets dyb, og går langsomt imod mig. Algegrønne laser hænger fra hans krogede krop, en skrubtudse sidder på hans skulder, og under det hele lyder barnets kaldende stemme. Jeg ser nu, at jeg befinder mig i et iskoldt loftsrum med planker for det glasløse vindue. En lille hånd skubber en af plankerne til side, og rækker frem, så jeg stivner af skræk. Stemmen hvisker: “Det er mig, Catherine! Catherine Earnshaw, Catherine Linton, Catherine Heathcliff.” Jeg ryster i mine gennemblødte klæder, jeg vil række ud mod det nødstedte barn, jeg er præst og må hjælpe, men jeg kan ikke røre mig, mine arme er lammede. Nu træder en lapset mandsperson frem af skyggerne mod den fægtende barnehånd, der forsøger at finde et holdepunkt. Han tager fat og trækker den lille pige ind gennem vinduet: Hopla, han glatter hendes gennemblødte hår og tøj. Så trækker han en flaske frem og byder hende at drikke. “Branwell!” udbryder hun tænderklaprende, og prøver at vriste flasken fra ham. “Sørg hellere for at gøre os en ild,” tigger hun. Den lapsede herre vender sig bort med en dæmpet latter,

og lægger flasken til munden. Han ligner mister Fuller, spiritussælgeren omme i Amity Street. Den lille ser fortvivlet appellerende over på mig, men jeg kan stadig ikke røre mig. Da jeg møder hendes blik, ser jeg mit eget rødblonde barneansigt.

Så er jeg udenfor igen, hele selskabet er på vej i strålende sol, den lille pige sidder højt på læsset og trommer med hælene på de opstablede kasser, mens hun citerer “Syvfold gange syv” med høj og skinger røst. Jeg har en stok i hånden, og menighedsrådet, Branwell og den sure gamling følger mig. Da vi kommer op over hedens lyngbakker, ser jeg det hvide hus fra North Pleasant Street midt i en blomstrende lund af ferskentræer. Over døren står “Linton Grange.”