læseprøve freja

FOR AT GÅ MED DIG

Freja Bøgh Lassen Gladiator

For at gå med dig

Freja Bøgh Lassen Gladiator

For at gå med dig

For at gå med dig © Freja Bøgh Lassen og Gladiator 2023

1. udgave, 1. oplag

Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen Bogen er trykt hos SpecialtrykkerietArco

Printed in Denmark 2023

ISBN: 978-87-7569-019-0

Støttet af Statens Kunstfond

Jeg hedder altså Otto, sagde jeg og skævede til Vera. Vi var lige kommet hjem fra galleriet, hvor vi arbejdede, og stod nu i vores opgang på Nørrebro.

Vores nye nabo kiggede på mig med et mistroisk blik, som om jeg skulle lyve om mit navn. Hun havde lige kaldt mig Oliver.

Jamen fair nok, sagde hun med en jysk accent ligesom min og trykkede min hånd.

Solveig, sagde hun.

Og jeg hedder Vera, sagde Vera og rakte hånden frem mod Solveig, jeg er Ottos kæreste.

Velkommen til, sagde Vera, og Solveig nikkede.

Tak, sagde hun, så her bor I.

Ja, sagde jeg. Her er skønt.

Vi stod i køkkenet og lavede ris og kylling i ovnen. Vera famlede bag mig. Hun stod og slugte Iprener, da jeg vendte mig om.

Vera, sagde jeg igen, og hun tog sig til ryggen. Sådan havde hun gjort i flere uger på det tidspunkt.

Jeg lover at ringe til lægen igen i morgen, sagde hun.

Risene var brændt på i gryden, og jeg rørte forsigtigt rundt for ikke at rive op i de brændte i bunden.

Så er maden færdig, sagde jeg og bar gryden ind i stuen.

Vera havde dækket bord på sofabordet, så vi kunne se noget hyggeligt, mens vi spiste.

Jeg havde besluttet mig for at male køkkenlågerne blå. Vi malede dem fra gule til hvide, da vi flyttede ind to år forinden, men det var mest, fordi Vera ville have dem hvide.

Vi blev på et tidspunkt enige om, at vi var trætte af det fuldkommen hvide trækøkken. At vi trængte til farver, så jeg gik i Flügger farver og valgte en blå. Jeg pillede alle lågerne af og lagde dem i en bunke i stuen. Plastic på gulvet, og så tog jeg dem ellers en efter en. Malede både ydersiderne og indersiderne. De skulle have to gange, før det blev rigtig pænt.

Vera var kommet hjem fra studiet og sad i sofaen.

Hun læste, sagde hun, men jeg kunne høre stemmer fra hovedtelefonerne. Vera min Vera. Endnu noget om stjernehimlen. Det var hendes ting. Astronomi og stjernehimlen. Hun fortalte mig, hvordan Karlsvognen hang på hovedet, når man for eksempel ser den fra Stillehavet.

Hvordan man i nogle dele af verden ikke kan se Cassiopeia.

Vi gik i Netto for at købe ind til aftensmad. Ligesom altid vidste vi aldrig, hvad vi skulle købe, før vi stod i butikken. Sådan havde det altid været. At vi aldrig havde vidst, hvad vi skulle købe ind til, før vi stod foran varerne på hylderne.

Hej, lød det fra den anden side af køledisken. Solveig stod ligesom os og kiggede på frostvarer.

Hej Solveig, sagde Vera med et stort smil. Vi endte med at købe det samme. En frossen wokblanding, nudler og kokosmælk.

Jeg snublede, sagde Vera og ømmede sig i sengen. Hun var lige faldet over sine egne fødder eller indkøbsposen på vej op ad bagtrappen. Det var aften, og vi skulle egentlig til at lave mad og researche billige airbnb til efterårsferien, der var lige om hjørnet. En airbnblejlighed i Berlin eller Prag for eksempel. Istanbul havde vi også snakket en del om. Halvdelen af de blå køkkenlåger manglede stadig andet lag. De lå og ventede i stuen.

Vera vred sig i sengen. Hun gav sig til sidst, og jeg fik lov at ringe til vagtlægen. Vagtlægen sagde, at fordi vi også ringede i sidste uge og ugen forinden på grund af Veras smerter, syntes han, at vi skulle kigge forbi Bispebjerg hospital. Så det gjorde vi. Jeg bestilte en taxa.

Vera blev indlagt, fordi hun havde så ondt, sagde lægerne.

Morgenen efter cyklede jeg til Bispebjerg, og satte mig på en af de grønne stole ved siden af hospitalssengen.

Vera blev scannet tidligt i morges, havde hendes mor skrevet til mig. Men så havde hun heller ikke skrevet mere.

Godmorgen baby, sagde Vera og satte sig op i sengen, lænede sit ansigt over imod mit. Hendes lyse hår var uglet, og jeg redte det om bag hendes ører. Vi kyssede. Hendes tunge var hård og ru, så jeg holdt mine øjne åbne for at være sikker på, at det var hende, jeg kyssede og ikke pludselig en anden.

De siger, jeg er syg, hviskede hun ind i ansigtet på mig.

Som om hun havde forberedt sig på, at det var sådan, hun ville sige det til mig. Som om det hele tiden havde skullet være sådan.

Det var modermærkekræft, også kaldet malignt melanom. Lægerne havde fundet metastaser i hendes knogler i rygsøjlen, allerede da de diagnosticerede hende. Kræften havde spredt sig, og det var derfor, hun havde haft ondt i ryggen, sagde de.

Jeg stod og var gået i stå i Veras og min opgang. Jeg var taget hjem for at hente Veras computer og disken med film. En masse amerikanske dramaer, stort set alle dogmefilmene og så en dokumentar om stjerner og planeter. En Vera tit så, når hun var træt efter arbejde. Hun arbejdede i det galleri, hvor jeg stod i cafeen. Sådan kunne vi være sammen det meste af dagen. Vi stod ikke så tæt, at vi kunne tale, men så tæt, at vi kunne kigge på hinanden mange gange på en dag. Det lille galleri lå i indre by og var drevet af en gruppe moderne gallerister. Hver tredje måned satte de en ny udstilling op med en ny tematik. Ofte naturen i abstrakte former. Folk kunne sidde længe på bænkene i galleriets lokaler med en kop kaffe og kigge på kunsten. De fuldkommen lydtætte lokaler, der lukkede al støj fra den befærdede Åboulevard ude.

Jeg var gået i stå og stod og glanede i opgangen til Veras og min lejlighed. En af vaskemaskinerne i vaskekælderen var gået i stykker, havde nogen skrevet på en seddel, der hang på opslagstavlen.

Otto, sagde en, der kom gående ned ad trappen i

opgangen. Det var Solveig i træningsbukser med en drikkedunk i hånden.

Solveig, sagde jeg, og løftede hånden.

Jeg er ked af at høre det med Vera. Det gør mig virkelig ondt, sagde Solveig.

Du ved, jeg hørte det fra Jens. Ham der bor i stuen, sagde hun. Jens havde mødt Veras mor i opgangen, da hun var i lejligheden for at hente deodorant og tandbørste til Vera. Veras mor havde stået og grædt, da Jens var trådt ind.

Nåå, ja. Tak, sagde jeg.

Du skal træne, spurgte jeg.

Ja, boksning, sagde Solveig. Det er lige her rundt om hjørnet.

Boksning, sagde jeg, fedt.

Jeg er lige startet. Du skal være velkommen, sagde Solveig og smilede.

Man får varmen her i de ellers kolde måneder, sagde hun.

Jeg tænkte på sommerhuset ved Vesterhavet. Hvordan Vera og jeg løb rundt på marken med valmuer bag klitterne. Hvordan jeg gik ved havet i timevis. Engang fandt jeg et stykke rav. Vera derhjemme i huset. På en liggestol i haven.

Jeg så Vera for mig i vinduet ved verandaen. Hvordan hun vinkede gennem ruden og bare stod der. Godmorgen, ville jeg råbe gennem ruden. Godmorgen, ville hun råbe.

Hvordan vi lå og sov i sovesofaen under vinduet. Det der vender ud mod valmuemarken. Vinduet med de gule rullegardiner, som malede striber på vores kroppe, når vi havde åbnet for lyset, og solens stråler fossede ind.

Så lignede vi zebraer måske.

En sygeplejerske var i gang med at skifte et drop i Veras arm, da jeg trådte ind.

Jeg nåede lige at se nålen, der brød igennem hendes hud.

Det er vigtigt, at du hviler dig Vera, sagde sygeplejersken. Hendes hvide plastichandsker lavede knirkelyde, når hun gned hænderne mod hinanden.

Vera var blevet lagt på enestue. Hun havde det skidt, jeg kom så hurtigt, jeg kunne.

Hendes forældre bevægede sig svævende omkring os på stuen. På gangene.

Kemoen løb igennem de gennemsigtige slanger og ind i Vera.

Vi så Den eneste ene sammen i hendes seng.

Jeg lagde min hånd under hendes. Hun kunne ikke holde om den på grund af droppet. Jeg sagde, at det var okay.

Hun stirrede på skærmen. Dybt optaget af Sidse Babett Knudsen og hendes italienske røvhulskæreste.

Vi fik lov til at tage hjem, da det blev aften. Vera havde plaget sygeplejersken længe. Hun savnede sin

egen seng, sagde hun.

Om natten vågnede jeg ved, at Vera lå og hev efter vejret. Hun var febervarm.

Du skal befri mig fra de sultne insekter, sagde hun.

Ja, sagde jeg.

Vi siger det ikke til nogen, sagde Vera.

Jeg holdt bare om hende, så badede vi begge i sved.

Tidligt næste morgen ringede jeg til Veras mor, selvom Vera strittede imod. Hun skulle altid stritte imod.

Vera blev akutindlagt på Riget på grund af den høje feber. Hvorfor var vi ikke kommet noget før, sagde lægerne. De arbejdede omkring hende som gartnere i et bed.

De turde ikke at lade hende være uden opsyn. Så dårlig var hun.

Vera kiggede op på mig, som om det var mig, der var syg. Det hele gik så stærkt.

Otto, sagde hun. Som om det var mig, der skulle trøstes. Som om det er sådan, man trøster.

Jeg pillede maling af stuens altan. Der var aftensol på himlen.

Fligen, jeg havde pillet af, dalede ned mod Rigets parkeringsplads under os. Der var underligt langt.

Vera havde ringet til galleriet, hvor hun plejede at stå bag skranken og tage imod billetter. Hun havde endda fået lov at vælge noget af kunsten, der skulle med til næste udstilling. Hun havde altid en holdning. Også da jeg endelig fik taget mig sammen til at gå over til skranken og spørge, om hun ville drikke et glas et eller andet med en jydedreng som mig. Okay, havde hun sagt, men så skal det være noget med bobler.

Den nye udstilling på galleriet var nogle abstrakte malerier i mørkeblå farver. Hvis man ville, kunne man se nattehimlen i dem. Vera havde sagt til galleriet, at hun nok først kom tilbage efter jul. Fordi hun var blevet meget syg. Jeg havde kun tre vagter tilbage i gallericafeen inden jul og havde allerede fået byttet den ene væk. Kaffe, surdejsboller med ost og alt det. Gallerigæster, gallerister. Og alt det.

Jeg kunne ikke overskue det.

Vera lod sit hoved falde ud over altanen, så solen ramte hende i ansigtet.

Hun var et barn iklædt sin nye pyjamas. Hun havde fortalt mig, at insekterne i hende gjorde hende træt. At de var sultne nok til at kunne spise et helt menneske.

Jeg fryser, sagde hun og kiggede op på mig. Jeg bar hende ind fra altanen.

Vi hiver bare i snoren, sagde hun.

Nej, jeg kan godt, sagde jeg. Lagde hende så blidt jeg kunne i sengen.

Jeg satte mig i stolen ved siden af, vendte den mod endevæggen, så jeg kunne se halvt på Vera og på solen, der forsvandt udenfor.

På en gang på Riget stod jeg ved siden af en mørkhåret pige på min og Veras alder. Jeg kiggede ligesom pigen på en hvid væg. Hvide vægge er sjældent hvide, når man kigger på dem for længe. Agnes, sagde pigen. Hun havde vendt sig om mod mig, og stod med hånden strakt frem.

Otto, sagde jeg.

Jeg har set dig her, sagde pigen.

Det er min kæreste, sagde jeg, hun har kræft.

Det er jeg ked af, sagde Agnes og holdt stadig min

hånd, det er ligesom min mor, hun har også kræft. Agnes’ ansigt var blegt som månen. Sorgen i hendes smil. Det var Agnes’ øjne, jeg så frygten i. Den frygt vi delte.

En læge kom gående ned ad gangen. Jeg havde lyst til, at hun skulle holde om mig. I stedet græd jeg stille ude på et stort hvidt toilet. Jeg holdt ansigtet under hanen med koldt vand længe. Min mor ville komme fra Aarhus, så snart det blev muligt, havde hun sagt i telefonen. Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst.

Jeg ønsker at kunne brænde denne sofascene på et bål:

Vi sad ved det store runde træspisebord under de orange lamper. Lav musik spillede på pladespilleren. Min far havde fået hule kinder. Min mor lignede mere sig selv, bortset fra dybe rander under øjnene. Da vi havde spist, satte vi os i den hvide sofa, fordi min mor sagde, at vi skulle.

For at gå med dig er et kærlighedsfuldt og modigt indblik i sorgens natur, om ungdom, frygt, sygdom og familie fortalt gennem tre skæbners levede liv.