Hør lyset lande på musvit
Gladiator
Hannah Kazmi Høgsbro
Hør lyset lande på musvit
Hannah Kazmi Høgsbro
Hør lyset lande på musvit Gladiator
Hør lyset lande på musvit
©Hannah Kazmi Høgsbro og Gladiator 2023
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Papirklip af Ida Høgsbro
Bogen er sat med Garamond
og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN: 978-87-7569-016-9
Støttet af Statens Kunstfond
8
Jeg leder efter mor og baba på Google Street View.
Jeg søger hele områder igennem, leder efter deres parkerede cykler ved supermarkedet. Lader ikke en krop gå forbi uden at zoome ind og forsøge at genkende et stykke tøj, en velkendt holdning, en frisure.
Alle ansigter er slørede, det er som at slentre gennem drøm.
Jeg leder efter genkendelighed i himlen, i lyset gennem
skyerne, forsøger på den måde at fornemme en skarphed
i luften eller en fugtighed, vind eller ingen vind. Om man
ville skutte sig og trække ærmerne ned over hænderne eller foretrække bare skuldre her. Jeg leder efter gæslinger
på pilegrene, som jeg ved findes, men herinde kun som utydelige pixels.
9
Gadebillederne er fotograferet hvert år i forskellige måneder. Med et klik skifter man mellem årene, afslører de samme
veje i forskellige årstider. Pludselig nøgne grene, lysende våd asfalt og vinterfrakker, pludselig knopskud og martsgræs, lysegrønne bøge og sommerferieparathed i juni.
I det ene år var her eng, i det næste er der parkeringsplads og en Rema, det har betydning for lyset i området.
Lige her i maj hænger kastanjebladene endnu slappe, men klar til at lade sig hejse som små parasoller.
Og nu i juni hænger de vågne som opslåede blikke.
Her er et vindue, jeg kender. At sidde bag det vindue! Med albuerne i vindueskarmen, knæ der synker ned i sengens bløde madras, og se ud på bøgens runde krone.
Bøgens runde krone, at sidde med albuerne i vindueskarmen og vide, at der sad en skovdue derinde et sted. Dens runde lyde ud mellem bladene. Kigge op mod himlen, skyer der
10
drev over den som med et formål og skiftevis tændte og slukkede for skyggerne i haven.
Og længslen efter noget længere ude bag bøgens runde
krone, ikke kende ordene for det endnu, men alligevel.
Også at prøve at tælle på fingrene hvad der egentlig var: en familie, fuglene og selvfølgelig himlen, der var en lille
øjenvippe på kinden og med det: et ønske, der var skoven, lyset i en søjle over gulvtæppet i stuen om eftermiddagen, men også alle mønstrene i gulvtæppet, der var babas vigtige papirer og så den nektar man sugede ud af dronningebuskens lyserøde blomster som en bi, der var akelejer, dem mor og
jeg plukkede på vej hjem fra børnehave, det vil sige stjal, de voksede på grænsen til en have, vi troede det var lige meget, men så var der en, der kom ud af havedøren.
Og bøgens runde krone. Om vinteren rakte synet længere.
Duften af kogte grøntsager, der drev ind ad den åbne
værelsesdør, kartofler, gulerødder, broccoli. Grøntsagsdampen
11
der duggede ruden til, ikke helt nok til at tegne på den. Kondenseringen skete hurtigt og langsomt på én gang, som bevægelsen i en solnedgang. Overgange lader sig ikke sådan indfange af blikket.
Så lettede måske en skovdue, så begyndte måske naboen at øve klaver.
Ved at fiksere markøren længere fremme på vejen og dobbeltklikke glider jeg forbi vinduet og videre. Det er mors gamle Ford på parkeringspladsen, jeg kan genkende kajakholderen på taget. Jeg har lyst til at lægge mig ind i den og vente.
I skolen engang skulle vi forestille os en tidsmaskine og
tegne, hvor den skulle føre os hen. Og der var tegninger af dinosaurer, flyvende biler, rumvæsener og Jesus. Og jeg
tegnede eftermiddagslyset på stuens gule savsmuldstapet og
blev bedt om at tegne en ny, jeg havde misforstået opgaven.
12
Jeg dobbeltklikker mig ned gennem gaden i november for et år siden.
Det kan være, at jeg støder på Lau eller på Selma eller på mig selv i et lyskryds med overtræksbukser og vådt hår.
Jehovas Vidner står på hjørnet med gode nyheder fra Gud på tyrkisk, arabisk, engelsk og dansk.
I maj for elleve år siden standser jeg foran en almen tæt-lav bebyggelse. En skade er landet på fliserne mellem lyserøde rododendron og blå hortensia, dens vinger er udbredte som i en fastfrosset omfavnelse af haven. Guldregnen er nu for elleve år siden.
Den guldregn kendte jeg endnu ikke dengang. Heller ikke drengen, der boede derinde.
Jeg vidste ikke, at jeg ville komme til at sidde ved siden af ham op ad en hvidkalket kirkemur og spise boller, vi havde smurt hjemmefra, en dag i juni, hvor solen ville stå højt
13
på himlen, lande på vores øjenvipper og skabe lyspletter i udsynet, regnbuefarvede streger i hver plet; øjenvippen dechifreret.
Vi ville have pakket cyklerne tunge med soveposer, liggeunderlag, telt og trangia. Og vi ville fortsætte sydvestpå
gennem pilealléer, gadekær, små sving og blomstrende rapsmarker mod søen til fuglereservatet, hvor vi ville høre gøg og se rørhøns, og om eftermiddagen ved søen ville solen gøre os døsige, vi ville lade varmen fylde os i et fugletårn, og vi ville cykle tilbage igen, finde et godt sted til trangia på en høj i landsbyens udkant, det ville være før anlæggelsen af motorvejen, den der skærer gennem landskabet nu ifølge Google Street View. Og vi ville alligevel beslutte os for at cykle hjem til mit værelse i stedet for det med teltet; værelset der både havde aftensol og blød seng.
Jeg dobbeltklikker og lader markøren føre mig ad vejen til skolen, der ligger der og findes i alle årstallene, i alle årstiderne. Eleverne cykler hjem i regnen med store tasker på ryggen, jeg kan ikke se, hvad de tænker på.
14
Jeg trækker mig forbi marken med Stenen, hvor Selma og jeg mødtes gennem årene og drak sort te med mælk og spiste
flade boller med emmentaler.
Man kan ikke komme op på marken med Stenen med Google Street View, man kan bare zoome ind på den. Stenen er det højeste punkt i området. Herfra kan man på gode dage se helt til forbrændingsskorstenen i Roskilde.
15
Støvregnen er næsten bare en tåge over husene. Den er en regn, der gennemvæder pandehåret, før man ved af det. Samler det i lokker, der fører dråberne videre ned over næsen og kinderne. Nu trækker skyerne sig til side som et tungt teatertæppe, vi fornemmer en forandring i lyset.
Det afsløres i vandpytterne.
Støvregnen er her endnu. Solen skinner gennem dråberne, de er små prismer, der fordeler lyset ud over verden, farvelægger det grå som et forår. Som om man først nu tændte for lyset og forstod, at man havde siddet i mørke.
16
Regnbuen over gavlmaleriet, nogle cyklister holder ind og tager billeder.
Jeg tager toget ud af byen.
Herude har luften en afbleget farve, den er blånende rosa, og den maler granerne i horisonten blånende rosa.
Herude afbrydes ingen sol af nogen konstruktioner, her er plads nok, jeg lader skuldrene falde, og jeg inhalerer luften som et spædbarn, hvis origamisk sammenklappede lunger i den første indånding foldes ud, når det fødes.
Langs vejkanten vokser de sidste bellis i det mørkegrønne græs, hvor de tavst har bevidnet foråret og sommeren. Jordens sporadiske efterårsfregner måske.
Og snart stiger en velkendt duft op fra den dagvåde asfalt, aftenduggen, der kruser håret, eller er det resterne af regnen.
17
Byggemodning alle vegne. Grå betonskeletter gror op af engene. Deres tomme vindueshuller er øjne i et kranie.
Nogle steder står husene allerede færdige. Jeg cykler helt tæt forbi dem, sensorerne på de automatiske lamper reagerer. Lyset reflekteres skarpt i de blanke biler i carportene.
Man ejer mindre og mindre af verden.
Der er aftensmadstemning i nabolaget. Cykelspor gennem rådden mirabellepuré. Den gærede duft stiger op fra de små stier mellem rækkehusene.
Mor har køkkendøren åben, det er hendes fløjten, der afslører det. Hun sidder ved bordet og klipper et papirklip i sort, det forestiller måske en kvinde, måske et træ.
Der er adskillige tebreve i hendes kop; en fortælling om dagens forløb.
18
En buket roser pryder bordet. Hun lader sommetider cellofanen blive lidt for længe om buketten, det får den til at se ny og dyr ud. Den blomsterforærede; travl men værdsat.
Der er begyndt at gro mug på roserne, fortæller hun og trækker en stol ud til mig. Det må være den manglende ilt, der er ingen råd ved stænglerne, men en tæt grå pels omslutter de mørkerøde kronblade. Som et dyr med et blodigt sår, der langsomt heler.
Hun tegner streger med spidsen af den lille saks på det sorte papir. Klipper efter den usynlige streg og holder inde, holder papiret ud for sig i luften, vurderer det seneste klip med det ene øje på klem.
Jeg fortæller om min tur fra stationen. At jeg egentlig troede, at sidevejen mod den gamle flyvestation var blind, men at den tilsyneladende fører op til en landsby.
19
Hun giver mig ret og fortæller, at hun har sagt til Erik, at de skulle tage at flytte derhen, når de bliver gamle.
Henrik siger, at han tror, de flytter til byen, siger jeg og piller hvedeklid af fleecetrøjen. Mor lægger papirklippet ind i en bog.
Gør han det, svarer hun fraværende og sætter vand over, tilføjer lidt efter: Erik siger, de har brug for haven.
Jeg spørger, om de overhovedet bruger den. Nok ikke så meget, men alligevel, siger hun.
Hun træder vant ned i træskoene, fødderne gør deres arbejde, blikket er et andet sted.
Hun giver en rutinepræget rundvisning i haven, en indføring i hvordan det går.
Bøgehækken vokser som den skal, siden hun satte den i efteråret. Akeleje, roserne, en ung gran hun fandt i
20
kompostbunken ved genbrugspladsen. Tæpper af basilikum, forglemmigej. Sankthansurt, stauder. Hun elsker de små stenurt mellem brostenene.
Hun var i tvivl om, hvad hun skulle sætte foran rækværket, hosta foreslog naboen, så nu har mor sat hosta foran rækværket, det var et godt forslag, nikker mor mod hostaen. Hostaen skiller sig ud, det er bladenes belægning, den giver dem et eksotisk udtryk. Herpå kan regnen samle sig i små perler, uden at planten nogensinde ser våd ud, den kan bære dråberne som smykker.
Se, rododendronblomsterne ligner balkjoler med flæser forneden, siger hun.
Hun lægger sig i en stol, sipper af teen og falder i staver.
Briserne er svale, de får gardinet i havedøren til at bølge, det ligner en moderne dansekoreografi.
21
Lyden af småkviste og gamle, tørre bøgeblade der rodes op. En solsort kommer til syne under bøgehækken, hopper over stenene på terrassen, standser og lytter.
Hver eneste af disse brosten har hun samlet og båret.
Det var i hendes stenperiode. Hun var helt opslugt af sten til brug, de kunne være stablet eller lagt i jorden. Af gode stengærder hvor stenene passer sammen i formerne, måske er mindre sten kilet ind i mellemrummene modsat de nyere, der holdes sammen af betonfuger. Trappestenen bagerst i haven er en gammel sten, der har ligget længe foran en herregård, med tiden rundsleben af hestehove og træsko, fortalte sælgeren.
Nu står solsorten på den, dens bryst er fremskudt, og den står og stirrer opmærksomt. Dens øjne er bare to sorte kugler indrammede af smalle orange cirkler.
Den hopper videre, hurtigt og let, strejfer en foroverbøjet ridderspore. Blomsten svajer efter fuglens berøring.
22
Der er en kækhed i fuglekroppens hældning, i det orange næb, der peger let opad og vidner om en iver. Den samler et nedfaldent rønnebær op og sluger det i en mundfuld. Hovedet bevæger sig i små, hurtige ryk i en granskning af omgivelserne, kroppen bliver lang og tynd, når den spejder opad.
Nu piler den over stenene, klemmer sig under rækværket, forsvinder i farverige stauder et sted på den anden side.
Soli, kalder mor solsorten i haven, hej Soli, siger hun.
Hun foreslår, at vi går forbi baba med æg fra hønsene. Han bor et stenkast fra hende, det var en prioritering, dengang de blev skilt, at afstanden mellem dem ikke skulle være mere end et stenkast. Han insisterer på at give os aloo gobi med i en tupperwareboks, der viser sig at være mors, som hun ikke har kunnet finde.
De her almene rækkehuse, de små haver. Den duft i luften, der antyder en skov ikke langt herfra.
23
Her, i dette hjem, her fandtes holdninger til fuglene i haven, duerne: de gode, solsorten: den kække, skaderne jog man væk, sortfuglene, mågerne: et vilkår.
Et forår fandtes en musvit i en redekasse.
Baba fortalte, at mor var så glad, da de flyttede herud; marker alle vegne, skoven og åerne. Nu rejser bygningerne sig rundt om dem som svampe efter regn. Nye p-pladser og den Rema. Baba siger: Og trafikken nu!
Jeg hørte mor tale om, at hun ikke havde forestillet sig, det var dette sted, hun skulle ende. Det forekom usandsynligt, naturstridigt, at det kunne have været anerledes, at dette, mit afsæt i verden, ikke var det, hun ønskede, at hun havde
ønsket sig et stråtækt hus, to længer og vinduer i alle fire vægge. Bindingsværk, karnapper, kviste. En fornærmelse
nærmest, og så alligevel. Det man arver er også hinandens længsler.
Mørkeblå skyer presser solen ned. Den tværer ud i en rød stribe langs horisonten.
24
Mursejlerne flyver i ring om bygningen som sorte papirfly, snart kan vi ikke se dem længere, men bare høre deres skrig.
Nå, siger jeg og ville ønske, at jeg ikke skulle tidligt op i morgen. Mor pakker babas aloo gobi og resterne fra aftensmaden i poser og lægger dem i min taske.
25
Om han kan huske, hvordan regnen havde hængt som små glaskugler i hver eneste lille ansats til forgrening i hængebirken midt i februar og på den måde skabte en glasagtig hvælving, man ikke kunne andet end at blive stående under, man kunne ikke, man var afmægtig!
Og om han kan huske dengang på brakmarken, hvordan en flok duer havde løftet sig som en flaprende dyne op over os, at han havde sagt så omsorgsfuldt: God lyd for dig af vingeslag?
