harer ved nat læseprøve

Harer ved nat

Maj-Britt Boa

Harer ved nat

Gladiator

Harer ved nat ©Maj-Britt Boa og Gladiator 2022 1. udgave, 1. oplag Sats af Josefine Bøgh Lassen Omslag af Josefine Bøgh Lassen Redaktør: Hans Otto Jørgensen Bogen er sat med Garamond og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-011-4

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

“For how hard it is to understand the landscape as you pass in a train from here to there and mutely it watches you vanish.”

W. G. Sebald

Til min far Til Simon

Indhold Del I Harer ved nat Rundetårn En drøm Del II Midnatssol Nattfjelldalen Vadsø Hvide pletter I Hvide pletter II

Del III Liv Tid I Tid II Mellemrum Vadsø igen

Del IIII Masken Ross Fountain Sophien-Friedhof

Harer ved nat

Kameraet står placeret på det trebenede stativ, så linsen peger ud over den lige landevej. Noget rører på sig ude i rabatten, uden at jeg kan se, hvad det er. Min ene fod rammer stativet, ikke hårdt, men lyden får med det samme dyret til at forsvinde tilbage ind i mørket. Jeg står helt stille med fingeren på udløseren. Selvom det er væk, ved jeg nu, efter al ventetiden i græsset, at de er her igen. Harerne.

Jeg så dem første gang, et stykke tid før kornet blev høstet, da jeg sejlede med min bror fra København til Hven. Vi lagde til kaj en stille sommeraften og spiste ombord. Senere den aften gik jeg en tur alene op til kirken. Der er en stejl stigning fra havnen hele vejen op til kirken, halvvejs oppe ved kirkepladsen, hvor vejen retter sig ud efter et skarpt sving, sad de, syv harer, med afstand mellem sig på asfalten, nogle af

dem forsvandt næsten i mørket mellem to gadelamper. Jeg stod stille og så på dem så længe, at jeg begyndte at svaje. De var på deres side lige så ubevægelige, som om øen var deres nu, og de sad og sugede af det sidste menneskeskabte lys, inden lamperne ville gå i sort, og vi mennesker ville forsvinde i glemsel.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfor det er så vigtigt at fotografere dem i det gule lys under lygterne. Min bror er også med, vi er på den femte tur sammen nu. Det er blevet koldere, og for hver gang vi er sejlet over, har der været færre både i havnen. Nu er det kun vores, der ligger fortøjet, ud over fiskekutterne, der hører til her, og vi er begyndt at hilse på de lokale på havnen.

Det pusler igen i mørket. Selvom øjnene har vænnet sig til det, ligger det meste af landskabet gemt i mørket. Enkelte steder er der prikker af lys fra huse, hvor folk endnu er vågne, men de fleste på øen går tidligt til ro. Der er sjældent nogen på vejene så sent, nu hvor turistsæsonen er slut. Jeg stirrer over stubmarkerne langs vejen, op mod kirken og den oplyste plads foran. De hvidmalede parkeringsbåse glider ud af fokus og blander sig med kirkens gavl, der er oplyst af et spot nede fra gruset og danskekystens lys i det fjerne.

Et sted mellem lysene ovre fra danskekysten og den oplyste kirkegavl på Hven ligger min mors aske. Jeg bilder mig ind, at jeg i mørket kan skimte stedet ude på vandet. Vi strøede asken ud fra båden en blæsende dag forrige sommer. Siden da har min far ikke været ombord. Vi gjorde os umage for at ramme der, hvor søkortet viser grænsen. Vi havde nok forestillet os en mere højtidelig stemning; at der blev sagt et par ord, eller at vi var stille sammen, men da det kom til stykket, skulle det bare overstås. Der er kommet en uventet lun brise i den kølige natteluft. Den forstærker lugten af jord og halm fra stubmarkerne og læhegnets graner længere ude mod vandet. Harerne kommer ikke, måske har de fornemmet, at jeg er der på grund af dem. Selvom jeg stirrer intenst ud i den retning, hvor jeg tror de er, ser jeg kun huset, der ligger et stykke ude ad vejen. Fra stuevinduet falder et blåligt skær fra en tv-skærm over et par æbletræer som et pulserende morsesystem. Jeg synes, noget bevæger sig igen, det har jeg troet flere gange. Jeg stirrer ud i mørket. Denne gang er der noget i græsset ved kanten af vejen. Først en hare. Den bevæger sig undersøgende ind i lyset. Sidder med bagkroppen tungt mod vejen, mens den tøvende flytter et forben ad gangen. Så kommer der flere. De bevæger sig på samme måde.

Harekroppene strækker sig, der er noget frygtsomt og alligevel blødt over deres bevægelser. De bliver lange linjer, inden de igen samler sig med et enkelt hop fra de lange bagben.

Vinden er løjet helt af, ikke et blad rører sig nu. Jeg sætter forsigtigt fingeren på kameraets udløser. Nogle harer trykker sig mod vejen, andre hopper ind i lyset og sidder med rejste ører. Mellem mig og flokken falder lyset hen over et kloakdæksel, der ligger nede i asfalten som en mat fuldmåne. De ser mig ikke, sidder bare og lytter, jeg er blevet usynlig af at stå her så længe.

Jeg tager en del billeder, fornemmer, at nogle nok vil fungere. Efter en tid er harerne væk igen, en efter en forsvinder de ind i mørket, så ligger vejen atter øde under lygterne. Jeg pakker mine ting sammen, går ned mod havnen med stativet over skulderen.

Jeg tænker på min mor og de gange, vi har gået her sammen. Min mor, der sidste forår lå hensygnet i en seng og sendte os blikke fra et ubestemmeligt sted. Jeg kunne dårligt forstå, hvad hun sagde. Vi holdt i hånd, mens vi bare ventede. Hendes benede hånd, hvor alt andet end knogler, sener og hud var tæret væk.

Klokken er næsten tre om natten, da jeg er tilbage på båden. Jeg lægger stativet i cockpittet under presenningen. Der lugter af fugtigt sengetøj nede i kahytten og gas fra ovnen, der lyser orange længst inde i mørket. Min bror ligger næsten bevidstløs og sover på den ene køje med det meste af tøjet på. Han gør sjældent noget færdigt på grund af den medicin, han tager nu. Jeg hiver hans lange bukser af og lægger ham under vattæppet i den side, hvor vores far plejede at sove under navigationsbordet med søkort. Jeg slår klappen ud i det smalle bord mellem køjerne, laver en kop kaffe, så lydløst jeg kan, og installerer mig med computer og kamera for at overføre billederne ind. De er bedre, end jeg havde håbet på. Og anderledes. En hare er hoppet ind og ud af motivet under eksponeringen. Den sidder på vejen med siden til, som et gennemsigtigt spøgelse med asfaltens revner gennem kroppen.

Morgenen efter er luften kold og klar. Henne ved det røde skur, hvor vandhanen stikker ud af gavlen, fylder jeg kedlen med vand til morgenkaffe. Solens stråler har stadig magt, den varmer og hiver tjærelugten frem af broen neden for skuret. De første blade er faldet af træerne; ligger spredt som krøllede stykker papir på jorden. Om kort tid

tager kulden livet af det meste. Min bror kan også lide billederne. Han er vågen nu, sidder ved siden af mig på køjen og ser med. Der dufter af kaffe fra vores kopper. Mens vi gennemgår hvert enkelt foto, tænker jeg på, hvor forskelligt det samme kan fremstå om natten og i dagslys. Som døgnets to adskilte verdener, det vågne liv og søvnen med dens drømme. “Harer ved nat” tænker jeg, at serien skal hedde.

I dag vil jeg cykle rundt på øen. Forsøge at finde en vej ind i landskabet, der viser, at mennesker også bor her. Vi har taget cykler med fra Danmark, bundet dem fast nede i kahytten under sejladsen. Min bror cykler med, vi stopper indimellem op, så jeg kan fotografere de store sten, der ligger i vandet lidt ud for kysten, og senere en traktor, der med harven trækker et bølget mønster ud nede foran fyret. Men jeg har ingen kontakt med det, jeg ser igennem kameraet, det fungerer ikke.

Om eftermiddagen er vi tilbage i båden. Vejrmeldingen siger hård kuling inden for et døgn, vi skal sejle tilbage næste morgen. Jeg er træt, og lægger mig på køjen. Vågner et par timer senere af min brors telefon, der bliver ved med at ringe. Han sidder ude i cockpittet uden at

tage den. Lyset er anderledes, solen står lavt, helt orange, alt den rammer, bliver til langstrakte sorte skygger mod jorden. Om kort tid er den væk bag Kirkebakken. Jeg går op i cockpittet til min bror, han sidder på ruftaget med benene dinglende under sig. Trukket ind i sig selv, uden rigtig at være klar over det. Jeg siger, at jeg gerne vil cykle en sidste tur ud i landskabet, tilbyder at købe noget med, men han afslår distræt, siger, at han laver mad til os senere.

Vi fandt en blå kjole frem, som min mor havde haft med hjemmefra. Det var svært at få den over hendes hoved og de slappe arme ind gennem ærmerne. Vi måtte sætte hende op i sengen. Hun lignede et barn, der halvt i søvne lod sig klæde på, indtil hun bøjede unaturligt forover med stiv ryg. Jeg husker det, som om kisten kom med det samme, men der var nok gået noget tid. Den fyldte meget, da den blev installeret midt på gulvet på tre bukke, hvid med tre håndtag nederst på hver side. Min far tændte et lys, og vi foldede et hvidt lommetørklæde ud over hendes ansigt. Jeg syntes, brystkassen blev ved med at bevæge sig, men lommetørklædet lå helt stille.

Jeg finder den samme sti, som vi kørte ad tidligere på dagen. Gennem et stykke skov, hvor stien bliver smal og ujævn, og lommer af kold tåge rammer mig i ansigtet. Stien fortsætter langs en mark med får, der græsser bag et pigtrådshegn, som er ved at blive væltet af lave mirabeller, der dækker for udsigten mod havet. Der er mørke plamager af nedfaldsblommer på jorden, og nogen har sat en grov stige hen over hegnet. Tre trin op og ned igen på den anden side, så der er adgang over marken ned til vandet. Jeg stiller cyklen og kravler over. Dyrene har trådt et net af små stier i græsset. Den samme rute ned mod stranden og op mellem grupper af hvidtjørn, der er gnavet ned til et knudret, uigennemtrængeligt virvar. Jeg får øje på en død hare, der hænger fast i et foderhegn på marken. Det kan ikke være mange dage siden, den har kæmpet for at få bagkroppen med sig gennem to brædder i hegnet. Forkroppen er sunket sammen i en lav vækst af små grønne bregner, bagkroppen hænger højere på den anden side af det lave hegn. Jeg lægger mig på maven for enden af hegnet og tager nogle billeder. Der lugter af jord, og vinden bærer et strejf af våd fedtet pels med fra haren. Hegnspælen skærer landskabet op i to, med haren på begge sider, midt i springet. Ude på den anden side af øen, hvor svenskekysten ligger tættest