Inderkredsen © Jacob Skyggebjerg og Gladiator 2021 1. udgave, 1. oplag Redigeret af: Jakob Sandvad Omslag: Thomas Joakim Winther Sats: Lea Petrine Bogen er sat med Bembo og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-88-2 Tak til Slottet, Kasper, Jesper Ole og Kasper Larsen. En særlig tak til Frida for alt uvurderligt; her som i det hele taget. Jeg elsker dig.
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Kapitel 2 Patrick var stået af metroen på Kongens Nytorv. Så kunne han stikke igennem passagen under Stærekassen og ad den vej komme til Tordenskjoldsgade, hvor Tudses lejlighed lå i nummer 8 – en adresse, hans bedstefar havde fået doneret af Christian X i 1934. Tudse havde overleveret fortællingen for Patricks hold under en af undervisningsgangene i nyere litteraturhistorie. Det var den første gang, Patrick havde oplevet den bevidsthedsudvidende erkendelse af at litteraturen og virkeligheden omkring dem faktisk var forbundne og ét: det akademiske kosmos – som han siden havde døbt det. Alt var et hele, alle de forskellige retninger og fag, som universitetet inddelte verden i, var blot kondenseringer af sider i ellers fuldstændige størrelser – der igen var kondenseringer i den helt store, fuldstændige størrelse: virkeligheden. Og efter undervisningen dengang – det var i december, og Indre By frådsede i juleglimmer – var han også steget af på Kongens Nytorv, metropolistisk beruset af lige at have kørt de to stop fra Islands Brygge, og gået en tur i kvarteret for at se det for sig, som han havde fået fortalt. Og var så, selvom han bravt kæmpede imod sit sinds behov for at indrømme det over for sig selv, blevet skuffet over virkelighedens gråsodede, næsten gotisk formørkede nummer 8. Balustraderne på anden sal, hvor lejligheden skulle ligge, var ligefrem sorte – lignede råddent træ. Men Ejnar Nielsens mosaikudsmykning i hvælvet under Stærekassen havde levet op til hans forestillinger om områdets æstetiske cigarføring – Patrick var jo næsten lige kommet ind fra Holbæk dengang – det her var da noget af 31
det rigtige. Han havde forinden krydset pladsen foran teatret, hvor han havde stået en stund og set på statuen af Ludvig Holberg, og ved mødet med det gyldne lofts for ham bibelske skikkelser fødtes den tanke i ham, hvori hans studenterselvs fortsatte vækst siden skulle forankres – at han da egentlig var en rigtig Erasmus Montanus. Sådan havde det været: det var da han følte værket sænke sig som en kalot af kunstforståelse ned over sit hoved, at han begreb hvad Erasmus Montanus egentlig gik ud på – og med det forduftede den tvivl, han havde haft på, hvorvidt litteraturvidenskaben var rigtig for ham – han havde jo egentlig villet skrive. Det havde været skelsættende. Nu stod han atter i passagen og så op på det. Nu vidste han, at det ikke var religiøse motiver, der var gengivet, men bare et udvalg af kendte danskere og scener fra det almindelige liv. Nu kunne han pege og ramme H.C. Andersen her, og Carl Nielsen her, og herovre var Adam Oehlenschläger, og der: Johannes V. Jensen. Og så selvfølgelig Ole Rømer, H.C. Ørsted, Niels Bohr og Valdemar Poulsen. Ja. Han kunne dem alle, og værket, der dengang havde haft så stor effekt på ham, gjorde ikke større indtryk end en stoppestedsplakat. Han var en anden nu – han var bedre. Den erfaring faldt passende sammen med at han var på vej op til sin første bøfaften hos Tudse. Tudses bøfaftener var, som manifestationen af hans i akademiske overklassekredse velkendte, men stærkt mytiske inderkreds, berømte og berygtede. Alle i de højere kulturelle lag kunne, selvom de aldrig havde været med til en af dem, fortælle et par historier om, hvordan tingene gik for sig til disse komsammener: således havde Patrick også hørt sit om strudsefjer og topløs servering. Men disse historier var netop kun rygter – og selvom de dermed var så godt som sandhed for dem, der delte dem med hinanden, var 32
der ingen, der egentlig vidste noget; dermed blev det det mere spændende at tale om. Hvad man dog kunne tillade sig at sige uden at lyve var, at bøfaftenerne var inderkredsens gruppemøder – det var her, medlemmerne samledes og planlagde slagets gang fremover. At blive inviteret med til bøfaften var en verifikation af ens status. Det var også derfor, ingen rigtig vidste, hvad der egentlig foregik til dem – ingen havde nogensinde valgt at træde ud af inderkredsen igen, efter de først var blevet lukket ind. Kun døden magtede at få folk til at træde ud. Det var nogle måneder siden nu, kredsens fjerde medlem, Erik Skyum-Nielsen, var gået bort efter kort tids sygdom, og Tudse havde præsenteret begivenheden som noget i den grad kærkomment, at Patrick – der jo som enhver anden ikke kunne lade være med at lytte bare lidt til rygterne om kredsens metoder – var kommet til at spekulere på, om der faktisk havde været tale om en sofistikeret form for mord. Tudse havde villet have Patrick ind – og så gik den gamle pludselig hen og døde. Det var ikke utænkeligt, at … Men Patrick var kommet frem til at det uanset hvad ikke tilkom ham at blande sig i Tudses sager – det var ikke en hensigtsmæssig tilgang til det gryende samarbejde. Gadedøren i nummer 8 var sort og udskåret med forvredne figurer af menneskekroppe – par, der kæmpede for at vriste sig fri af hinandens greb og deles – hvorved deres lemmer blot knudredes endnu mere ubehjælpeligt sammen: de holdt sig selv og hinanden fast. Det så næsten ud, som om udskæringerne bevægede sig. Det måtte have et eller andet med teatret at gøre. Men uhyggeligt var det. Patrick lagde nakken tilbage og så op ad bygningen. Den var endnu mere tilsodet og forladt at se til, end den havde været da han så den første gang. Han kom til at tænke på huset, hvor Mr. Hyde skjuler sig, når hans blodrus har lagt sig. I det samme 33
satte det i med en kraftig regn, og nede fra Heibergsgade hørte han lyden af en kvinde, der lo. Han skyndte sig at ringe på. I opgangen var stemningen en anden. Der hørtes ikke en lyd ude fra gaden – der hørtes ikke en lyd i det hele taget – og udskæringerne, der prydede indersiden af den massive sorte gadedør, indgød i modsætning til dem på ydersiden følelser af varme og frihed, skønt de til forveksling så ud til at være de samme. Op ad trappen lå lyset i gyldne søer omkring runde lampetter, der med regelmæssige mellemrum sad fastgjort til de smaragdgrønne vægge, og fra gulvet og op i hoftehøjde var der blanke mørkebrune paneler med guldrand. Dørene, Patrick passerede på vej op til andensalen, var brede og i samme nuance, og hans fantasi ventede hele tiden at se en britisk hotelpiccolos fregnede ansigt titte frem fra en af dem og byde ham velkommen. På andensalen var der kun én dør: det var Tudses. Patrick standsede og rettede på sin jakke, tørrede det par dråber regnvand af, der havde nået at ramme hans ansigt. Nu var det nu. Han så på dørskiltet. Gyldent med sorte kapitaler: FROM stod der. Det var et uretfærdigt navn til Tudse. Patrick havde engang oplevet ham af bryde en forelæsning, han holdt om sin bedstefar, fordi han blev provokeret af det – så holdt han nogle minutters improviseret tale om det. Tudse hadede det fromme, hadede påstanden om det frommes mulighed. Fromhed eksisterede ikke – det tætteste, man kom, var indbildninger om fromhed, og om de gjaldt en selv eller andre, var de løgne og stod dermed netop i modsætning til det fromme. På bedstefarens offentlige person havde det passet: frelst, god, munter – kunne ikke krumme et hår på en flues hoved. Men i private korrespondancer, som siden hans tid var kommet offentligheden i hænde, så man naturligvis en anden side, som 34
var lige så iøjnefaldende. Der var i folkemunde blevet joket en del med det en overgang – men det var blevet ved det. Patrick så efter en ringeklokke, men der så ikke ud til at være en, og inden han nåede at tage sig sammen til at banke, gled døren op. Lyset fra opgangen skar sig som en langstrakt klinge ind i et mørke, han ikke kunne se, hvor endte, og som måtte være hjemmets entré. Han tog et skridt ind og daskede et par gange med pegefingerens kno på den åbne dør. En svag, ujævn lyd af stemmer trængte ud til ham inde fra lejlighedens dyb. — Hallo? kaldte han. Ingen reaktion. Han tog et par skridt længere ind, ramte med hånden imod noget overtøj, der hang på en knage i mørket, og gav sig til at tage sin jakke af. Han skulle lige til at kalde igen, da han mærkede noget tage i den bagfra. En stemme hviskede: — Hvordan vil herren have sin bøf? Han så sig over skulderen. Der, i mørket, anedes konturerne af en skikkelse så bleg, at den så ud som om den lyste. Det løb ham koldt ned ad ryggen.Var det en form for hushovmester? Han vendte sig. Skikkelsen stod med hans jakke og var i gang med at folde den over sin arm. Det var en kvinde. Selv i mørket kunne han se, hvor indfalden hun var. Hendes tøj var lige så hvidt som hendes hud. — Jeg plejer vist bare at få den … medium, sagde han. — Skal ske, herre. Må jeg have lov at vise herren ind? Kvinden førte Patrick gennem entreen og ind i en korridor, hvor en smal stribe lys for enden afslørede at en dør stod på klem. Det var der, stemmerne kom fra. Som Patrick og kvinden nærmede sig, steg de i volumen. Det var lyden af mennesker, der hygger sig. Patrick kunne skelne Tudses diskant over andre mere dæmpede basser. Kvinden lagde en hånd på døren og trommede let med 35
fingerspidserne. Der blev stille. Så hørte de Tudse: — Er det Patrick? Luk ham bare ind, Konen.Vi kunne også snart få brug for noget mere vin. Kvinden skubbede døren op og gik foran ind. Trådte til side og præsenterede Patrick med en fremstrakt hånd. Han nikkede til selskabet. Det her – dette nik – var en livsbegivenhed. Det forstod han, og det forstod de vist også, de, der allerede sad der, for de havde alle sammen selv stået som han stod nu, og iagttaget det rum, hvor Tudse holdt sine bøfaftener: en aflang spisestue med vægge dækket af bogreoler – hvor læderindbundne moppedrenge tavst glødede med deres guldornamenteringer i den eksklusive belysning – en lysekrone med safirblå prismer, og en ensom glødepære, der stod på en fod i en af vindueskarmene i de mandshøje fag ud mod gaden – samt stearinlysene i to firearmede messingstager på det spisebord, hvorom inderkredsens medlemmer havde taget plads. Patrick havde lyst til at blive stående og bare sanse det. Det var det her, han havde arbejdet så længe for. Nu stod han her. Og der sad de – inderkredsen. For bordenden:Tudse, næsten lige så bred som bordet selv – i dette rum kom hans størrelse til sin ret: den var rigtig. Bordets og hans og rummets bredde – rummet, han og bordet var en helhed. Harmonien var sanselig. Tudses krop kunne have været et produkt af rummet; hvad den jo til dels også var, idet Tudse aldrig havde boet andre steder end her. Synet af ham – lederen, faderen, der ved sin bordende, fik Patrick til at tænke på Ring i Amalie Skrams debutroman – han kunne næsten høre ham kalde på sig: — De er sturen i kvæld, løjtnant, kom, lad os drikke et bæger sammen! Og dér, på den plads, der var Tudse nærmest: Steffen. Steffen L. Rahbek – den spinkle blegfis, der var startet på 36
studiet samtidig med Patrick, men havde været så ihærdig, at han allerede havde været klar til at forsvare sin ph.d. for to år siden. Og Patrick vidste, at Steffen ikke bare havde slidt på studiet – han havde sideløbende slidt for Tudse, været hos ham som en hund, der hentede hans avis. Det var der slet ikke blevet lagt skjul på. Det var da også det, man nu kaldte ham i litteraturkredse: Køteren – men det var ikke på grund af hans forhold til Tudse; det kom sig af at han i sine anmeldelser var blevet kendt for en snerrende tone, som kunne lede tankerne hen på en lille kortbenet bullterrier, der knurrende og savlende gnavede værket i stykker, som den ville gnave kødtrevler af en okseknogle fra slagteren. Steffen var det tætteste, man kom på en tronarving i Tudses dynasti. Selvom han ikke gjorde noget væsen af sig i så henseende – han var ikke just nogen alfahan – måtte Patrick gå ud fra og kalkulere med, at han var mindst lige så karrieremindet som han selv. Var der ikke også et eller andet i det blik, han nu så op på ham med? Noget misbilligende, inden under den velkomst, det var på overfladen, der bed af ham og ville sige, at han fandeme ikke skulle tro, at det her var hans domæne? Patrick fik kort en følelse af at være en dovenlars, uværdig til den stol, man bød ham her. Han blev bevidst om sin krop, om dens begyndende milde buttethed. Ved siden af Steffen sad Bertel – Bertel Zetterwall. En regulær stjerneanmelder og med en helt anden profil end Tudse og Steffen. Han var slet ikke akademiker – nej: Bertel havde så at sige danset sin vej til toppen, jitterbugget og minglet sig frem. Han havde bare været vild med at læse (noget, man kunne høre ham erklære stort set hver uge i det timelange litteraturprogram, han var vært for på P1) og havde så fået sig en tjans her og en tjans der – og i årenes løb havde hans stemme udviklet sig til en af dansk litteratur 37
kritiks vægtigste. Der var naturligvis ikke én af akademikerne, der tog ham seriøst; men han var folkets mand – han talte folkets sprog. Ligesom man i sin tid kaldte Morten Korch for en litterær bolsjekoger, kunne man kalde Bertel Zetterwall for en litteraturkritisk ditto. Han smilede til Patrick og nikkede og præsterede næsten at skjule, at også han her så en indtrængende i en orden, der ellers var sluttet. Men værre var det ikke: Bertel så ikke en konkurrent – Bertel havde sit navn, et navn, der statusmæssigt var mere værd end en tilfældig ph.d. Det var bare et besvær, Bertel så: nu var der endnu en af disse lærde at gøre sig fortjent over for. Ved Tudses anden side, over for Steffen, sad Karsten – Karsten Krap. Karsten havde heller ikke akademisk baggrund: det var i hvert fald ikke i kraft af den, han var her. Karsten Krap havde været en af de udsvævende halvfemserdigtere, som i sin tid var blevet spået en stor fremtid og også havde fået den – men ikke som digter. Efter det første par værker blev hans stil betragtet som overstået, og andre navne havde taget pladsen som interessante – og som så mange andre i den situation før ham var han i stedet sporet ind på en vej som anmelder. Med det navn, han havde med sig fra sin tid som kunstner, var der ingen, der tvivlede på hans holdningers legitimitet. I hvert fald ikke, når man tilføjede, at hans far stort set havde fulgt den samme livsbane som han: han havde også været en tur på uni, men havde så fået succes med nogle tidstypiske digte og var siden hoppet videre derfra ind i anmeldergerningen, da han ikke gad – eller ikke magtede, var der jo nogen, der mente – rotteræset længere. Eller som Karsten, erkendelsesfuldt og selvudslettende, formulerede sit valg i sin indtrædelsestale ved Det Danske Akademi: — Har en digter overhovedet nogen validitet, når først 38
hans særegne periode er drevet over? Ville det overhovedet have været muligt for Strunge, i sin tid, at leve videre? Og blive en tyk og glad gammel mand, der købte en villa og fandt sig i livet? Karsten nøjedes ikke med at smile til Patrick. Han grinede ad ham. Det var en del af hans brand – den konstante småklukken, der indimellem voksede og flammede op i en regulær latter. Patrick havde ofte set ham til poesioplæsninger, for der kom Karsten ofte, stå nede bagved og fnise og klaske sig på låret, og Patrick havde aldrig helt kunnet vurdere, om det var, som det hed sig, fordi han applauderede med latter: jo mere vellykket noget var gjort, jo højere lo han – eller han i virkeligheden bare lavede pis med det hele og ikke tog poesien seriøst. Skulle man tro det første, anerkendte han i hvert fald Patricks potentiale her ved første øjekast. Patrick måtte formode at det var Karstens måde at byde ham endda hjerteligt velkommen. Og den sidste stol var nu hans. Konen, som kvinden åbenbart hed, kom hen og trak den ud for ham. — Og så skal jeg lige straks være der med bøffen. — Hvordan skal han have den? sagde Tudse. — Herren har bedt om at få den medium. Tudse fløjtede. — Så kommer det til at tage tid. Men så gå ud og få dem lagt på, vi skal også have overstået indvielsen. Jeg tænker, vi tager Rousseau i dag. Konen gjorde et lille nik og forføjede sig til køkkenet. — Medium, sagde Tudse. Jeg havde sgu ikke troet, at du var medium-typen. Det siger meget om en mand, hvordan han vil have sin bøf. — Nå, men jeg vidste bare ikke lige, hvad jeg skulle sige. Det kom så pludseligt, spørgsmålet. De andre snakkede lidt om, hvordan de ville have deres. 39
Karstens skulle brankes – så Patrick havde ikke noget at skamme sig over. Ifølge Karsten skulle en bøf smage af asfalt. Konen kom og begyndte serveringen. Duften vakte den sult, som Patrick havde underkendt hele dagen – han havde slet ikke mærket den, fordi der var så meget andet på færde. — Jeg skal jo have den bleu, sagde Tudse – se, det er lige før den stadig er i live – og så mør at man kan suge den op fra tallerkenen. Han stak sin gaffel i den bøf, der var blevet lagt foran ham. Den gik ganske rigtigt i den uden modstand. Så kom kniven til – han trak den direkte igennem; bøffen delte sig som gele. Han holdt det lille stykke op, han havde skåret af. En dråbe kødsaft hang under det og gjorde sig klar til at slippe. — Bleu, sagde han og satte det til sine læber. Med en hvæsende lyd, som af en baristamaskine, der skummer mælk, sugede han saften ud af det: Patrick så den lille luns blive bleg. Han holdt den atter op foran sig og smilede hovent. — Og så er den klar til at fortære – det er ligesom en krebs, bortset fra at det er blod og ikke saltvand. Nu er den rigtigt død, og man har selv slået den ihjel – som sagt siger det meget om en mand, hvordan han vil have sin bøf. — Mums, sagde Bertel. Tudse løftede sit vinglas: — Ånden, sagde han, og hældte lidt af vinen ud over bøffen på tallerkenen. — Ånden og kødet. Voilá. To uforenelige størrelser, som det er vor opgave i aften at gøre til ét. — Så er jeg klar, min elskede. Det var Konen. Efter at have konstateret at folk var til40
fredse med deres bøffer, havde hun været ude for at slukke for komfuret og var nu atter dukket op i stuen og stod for den modsatte bordende. Først nu så Patrick det maleri, der hang på væggen bag hende – et portræt af Tudses bedstefar – med undtagelse af det lyserøde ansigt var det holdt i samme toner som bogryggene og oversås ud af øjenkrogen nemt som en detalje i deres mønster. Som Konen stod, så bedstefarens kærlige, overbærende blik ud til at hvile i hendes nakke – som det så ud til at hvile på hele bordet, når hun ikke stod der. Der var noget betryggende ved at han var der. Og nu, hvor Konen var kommet frem og fik rampelys, kunne Patrick for alvor se, hvor bleg hun var. Hendes hud var gennemsigtig – der var frit udsyn til det lyst rosa kød inde bagved. Blodårer var der ikke noget af. Det så jo alarmerende ud – men da der ikke var nogen af de andre, der tog notits, valgte Patrick at acceptere, at det måtte være normalt. Måske led hun af en sygdom ligesom den, moren i Lang dags rejse mod nat led af? Da de på fjerde semester havde haft et forløb med dramatiske værker og var blevet sat til at analysere det, var det noget i den retning, han havde forestillet sig moren så ud. — Ja, sagde Tudse, det, der kommer til at ske nu, er det, jeg kalder for indvielsesritualet. En indføring i vores kodeks her i kredsen.Vi skal have et lille stykke med Rousseau, som Konen og jeg selv har strikket sammen af håndplukkede citater. Han rømmede sig. Så op på Konen og smilede. — Er manden alt for sagtmodig, kan hans kone blive næbbet. Konens ansigt var livløst, og hendes stemme som en pusten: — Kvindens værdighed beror på at hun er ukendt; hendes hæder udgøres af den agtelse, man viser hendes mand. Hendes glæde består i, at hendes familie er lykkelig. 41
Steffen var den første, der klappede, og efter ham faldt Bertel hurtigt ind. Så kom også Patrick til, mens Karsten udstødte højere og højere hyl af grin. Applausen fortsatte til Tudse holdt en hånd op – så fik den omgående ende. — Og efter dette lille stykke kultur håber jeg, du er klar over, hvad det er for et rum, du er trådt ind i, Patrick. Der hviler en forbandelse over det her sted. Det er ikke helt som verden udenfor. Det er ligesom en menneskehjerne: her påstår tingene ikke at være noget, de ikke er. Det er in-yer-face ligesom den britiske teaterbevægelse fra 90’erne. Vi lyver hverken om eller for os selv. Her knægtes tænkning og sandhed ikke af hjernedøde moralistiske paroler og aggressive forsimplingers råb. Her siger vi det, vi har behov for at sige, og vi gør det, vi har behov for at gøre. Vi kan faktisk slet ikke lade være. Så er du advaret, hvis vi skulle gå hen og blive en lille smule mærkelige. Det var til at blive svimmel af. Det var som om Tudses blik gravede sig dybere og dybere ind i Patrick, mens han talte. Som om det ville ind og undersøge, om der var noget, der skulle ud og frem i lyset. Det var ubehageligt, men også berusende – han måtte slippe og give sig hen til det, forstod han, hvis han skulle have den oplevelse, der lurede. — Alle os, der sidder her om bordet, Patrick – vi arbejder for et fælles mål. En renhed i litteraturen. En vilje: min vilje. Bertel – han sidder ovre på Weekendavisen. Han er vores mand derovre. Og Steffen – han er på Politiken. Han er vores mand derovre. Jeg selv – nå ja, det ved du jo – jeg er ved Information. Karsten – han er på Kristeligt Dagblad. Og du, Patrick – dig har jeg fået placeret ovre ved Joakim på Jyllands-Posten. Nemlig. Ovre ved Joakim. Han er god, ham Joakim. Han er også en af dem, jeg selv har udlært. Og det skal du vide, Patrick: at når du er med mig – når du er en af mine drenge – så er det dig, der be42
stemmer. Forstår du det? Det er dig – ikke Joakim. Joakim er bare en handskedukke, der sidder og pynter og får alt det rundt om til at se tilforladeligt ud – det er os, og dermed dig, der bestemmer. Tag nu Bertel der. Tudse pegede på Bertel, der havde siddet og pillet ved stilken på sit rødvinsglas. Nu kom hans ansigt til syne – han så på Patrick og nikkede eftertænksomt. — Bertel der, han er egentlig en flinker fyr. Selvfølgelig er han det. Men han kan også finde ud af at tage fat og vride nosserne af en redaktør, der ikke makker ret. Hvorfor tror du, de hele tiden står uden redaktør på bogsektionen derovre? Man skulle ikke tro det, når man ser på ham. Pæn og ordentlig, ja ja. Men inde bag det pæne ydre gemmer der sig et monster, Patrick. Heh. Og det samme gælder Karsten her. Og Steffen her. Og mig selv, selvfølgelig. Vi har alle fundet ind til vores indre monster, slet og ret fordi det er nødvendigt, hvis man gerne vil have det, vi har her. Og jeg forventer selvfølgelig, Patrick, at du også finder ind til dit indre monster. Jeg ved du har det, det har jeg kunnet se fra den første gang, jeg så dig i auditoriet – og du har endda noget, som er noget ganske særligt. En glubende appetit, Patrick, som lurer under overfladen. Selvom du muligvis ikke selv er klar over det. Tudse holdt inde og lod det hele synke ind hos den nye. Patrick kæmpede for at holde sit blik hævet; det ville helst søge nedad og forsvinde i den hvide dug – de andre medlemmer betragtede ham fra deres pladser. Nu mærkede han vægten af den magt, han stod til at få – vægten af ansvaret. For det var et ansvar, der blev ham givet – det var arbejde. Selvom en plads i Tudses inderkreds var en hæder og noget, der skulle nydes, var det stadig først og fremmest et arbejde. Han skulle lige vænne sig til det; det var alt. Han skulle bare lige vænne sig til det. Nu var det 43
det her, han var. Nu var det her, han var nået til. Ja. Han tog en dyb indånding og mandede sig op til atter at tage øjenkontakt med Tudse – og Tudse smilede: — Og med det sagt, så synes jeg sådan set bare, vi skal se at få os en rigtig hyggelig aften i broderskabets ånd. Han løftede sit glas. — Som Tom Kristensen skrev i en kronik i 1940: Det er vel hændt enhver, som har faaet pladsen som anmelder ved et dagblad, at han i et sekunds ungdommelige beruselse har drømt om at ville svinge sig op som Georg Brandes, er blevet besat af diktatordrømme og har ment, at kritiken staar over kunsten. Man er blevet lidt af en blære.
44