Julia
Jayko
Fossland tænder
Gladiator
hofter
hænder
Prolog
5
Begravelsen i fire led (af nødvendighed)
7
I
15
Fragmenter Rita
41
Stedfarstumper
47
II
53
III
75
Fragmenter I
93
Fragmenter II
101
Fragmenter III
De sidste stumper
109
Noter
Litium 1 og 2
115
Julia
Jayko
Fossland
tænder
Gladiator
hofter
hænder
døden kommer ind ad min dør i form af et hvidt slimet væsen ikke så meget højere end et menneske tynde lemmer uden øjne væsenet rækker hånden frem holder fast i min kind, varmere end jeg havde forestillet mig efterlader et vådt aftryk det stiller sig bag ved mig og holder hårdt fast i min mave begynder at grave mine tarme ud hvor længe bliver du her spørger jeg væsenet griber mit strubehoved og maser det mellem sine lange tynde fingre
5
Begravelsen i fire led (af nødvendighed)
7
1 Vi graver det frem der skal fyldes med dig Vi ser op på den buede hvælving med blege malerier Vi lukker øjnene Kold luft fra loftet lander og står stift på vores skuldre Det sted hvor der synges mere end andre steder Jeg har allerede været her før Og alle menneskerne har de samme ansigter Det kredser om et dig der ikke findes Gulvet bliver blødt og opsluger os Et øjeblik er verden viskøs Så opløses rækkerne og menneskerne Bliver igen sig selv og hinanden Går sagte ud af rummet
9
2 et lille rum til et lille menneske overfyldt bunker af mennesker der sidder oven på hinanden alle stirrer den samme vej ingen forstår det forvirret fortvivlet til sidst kan vi se hinanden i øjnene igen kampen er kæmpet vi overlevede
10
3 en armbevægelse, der folder kroppen ind, fingrene spændes helt du skubbede kroppen frem og den blev slidt først kan jeg ikke genkende noget eller nogen, jeg kan kun se fremad prøve at finde noget at stille op med holde vejret inde i kroppen samle det op der ligger og flyder rundt om mig men når kirkeklokkerne ringer kan jeg ikke holde til det mere det hele falder rundt om mig, der er bare jord og grus står og ser mig selv udefra og forstår ikke hvad det er jeg leder efter, febrilsk igennem tasker og poser, over og under bænke nu kan jeg ikke længere gå ind i en kirke malerierne er så dramatiske, og sådan kan livet ikke være, for det kan jeg ikke holde ud
11
4 bagved er der nogen der synger, måske er det foran, jeg har ikke hele mig med, jeg har efterladt noget, jeg er under den bølge og den smider rundt med mig alle de mennesker, og hvor kommer de fra, det ved jeg ikke (der er problemet med at vælge plads, at vælge bænk, at kigge sig forvirret rundt, men det kender I, det behøver jeg ikke beskrive)
12
I
15
Tre dage efter jeg har besøgt dig på hospitalet Angstanfaldet føltes sådan: Cykle over Dronning Louises Bro Ondt i maven, for her er mennesker Mørknen Mørknen for øjnene Stige af min cykel for at trække vejret Kigge rundt på mennesker der kigger på mig Mærke kroppen blive mindre og mindre Mærke lungerne ekspandere Røde rifter hvor huden rives Lægge mig ned på fortovet, se ansigter igennem en diset tunnel Maven er blød, punkteret, indholdet flyder ud på gaden Elektriske stød ned langs rygsøjlen Folde mig ind i mig selv og forsvinde Åbne øjnene, lette, svæve væk, slippe luften, blive helt flydende
17
Vinteren 2012 Jeg står og kigger på den bro der går mellem sygehuset og Marienborg i Trondheim En kold metalbro Har besøgt min morfar, hans krop er ved at give op Jeg tænker at hvis jeg krydser broen kommer jeg til at hoppe Det er et normalt fænomen at frygte sig selv
18
Der dufter let af birkeblade og hudcreme når jeg tænker på dig
19
du har fået blodfortyndende i fitness begynder du at bløde under huden spreder sig som blå plamager senere mødes vi på en græsplet på Christiania du fortæller at du knaldede din ekskæreste og det begyndte at bløde fra dit tandkød vi griner af hans reaktion han blev bange og gemte sig på badeværelset du siger du så helt vanvittig ud
20