bentes nye læseprøve

Bente Clod

EMILY DICKINSON SKRIFT OG DRIFT

3. GRANDEZZA

1857

Margareth Maher har indvilget i at arbejde hos os. Far har overtalt den irske hushjælp til at forlade Boltwoodfamilien til fordel for en bedre løn og mindre arbejde hos os. Det har vistnok kostet ham hans bedste forretningsforbindelse og givet kold luft fra Boltwoods mange indflydelsesrige venner, men han ser ganske tilfreds ud. Maggie er glad for, at hun nu bor hos sin søster Mary Kelley, og hendes Tom ovre på Kelley Square. Vores énarmede altmuligmand insisterer på at møde op nogle timer hver dag og arbejder imponerende godt. Maggie møder hver morgen klokken fem og fyrer i ovn og kamin, før hun bærer lunt vaskevand op til os. Hun lever rigeligt op til vores forventninger. Men netop som Toms ulykke er overstået, bliver moster Lavinia i Boston syg. Jeg gør mig parat til at tage af sted.

”Men Emily, du har ikke været hjemmefra i årevis!” indvender Vinnie og mor ved aftensmaden. Jeg insisterer. Indtil moster blev gift, var hendes lejlighed i Boston mit andet hjem, med mig som det ubestridelige centrum. Her blev jeg skærmet og fik al den opmærksomhed, et barn kunne ønske sig. Her mødte jeg musikken og glæden. Men det kan jeg ikke give som begrundelse.

Jeg ankommer til Boston en sen eftermiddag efter en sindsoprivende køretur i en utæt postvogn med en sur kusk. Onkel Loring er kærlig som altid, men bleg og stille, da han henter mig på trafikpladsen. Louisa på

seksten og Fanny på ti er derhjemme hos moster, og tager overstrømmende imod mig. De viser mig ind i soveværelset til deres mor.

Min moster har svært ved at trække vejret. Furerne ved mund og pande er dybe, hun er uhyggelig tynd og bleg, men stadig smuk, stadig min moster, der rækker ud. Jeg genkender min mor i de rødblonde træk. Moster Lavinia har klaret alt det, min mor ikke magtede. Austins opdragelse blev bestemt af vores far, men når min mor var i tvivl om sin lille piges påklædning, manerer og ytringer, fløj brevene frem og tilbage mellem de to søstre, og mosters svar faldt altid ud til min fordel.

Fanny og Louise og deres far går i køkkenet og forbereder aftensmåltidet. Jeg tager forsigtigt den hånd, der skærmede mig som barn.

”Emily, min egen pige,” hvisker moster. ”Min allerførste datter.” Hun ser, jeg er to år igen og skræmt fra vid og sans. ”Er du virkelig rejst hele vejen hertil?” Hun får et hosteanfald. Jeg sætter mig på sengekanten og holder om hende, og græder så højt, at onkel og pigerne kommer til og trøster os begge to, som om jeg også var dødssyg. Moster beder mig spille. Jeg sluger gråden og koncentrerer mig om at give hende min allersmukkeste version af Måneskinssonaten og Händels langsomme Lascio. Hun har tårer i øjnene, da jeg bagefter sætter mig hen ved sengen og beder en bøn med hende.

Efter nogle dage står det klart, at jeg går i vejen med mine tårer og åbenlyse sorg. Jeg er mere til besvær end til gavn. Nederlaget er forfærdeligt, men jeg kan ikke belaste familien mere end højst nødvendigt, de har rigeligt at se til. Jeg skriver til Vinnie. Min søster kan klare det her meget bedre end jeg. Måske vil det gøre hende godt at komme lidt væk fra Amherst.

Jeg rejser tilbage til Amherst i samme iskolde diligence, og aflægger omhyggelig rapport. Vinnie tager afsted. Mor og jeg skriver til Boston-

familien flere gange om ugen. Jeg læser Vinnies breve højt for mor og udvælger korte passager, som Frazar Stearns får at høre. Han savner Vinnie mere end jeg anede. Gudskelov og tak for min lillesøster, der kan opmuntre, bede og lege med pigerne. Meget bedre end alle mine tårer.

Nu har hun været et par måneder hos familien i Boston. Mor ligger i sengen her i Amherst, syg af bekymring over sin lillesøster, ude af stand til at tage af sted. Far er i Boston som forsvarer ved en større retssag, han besøger Vinnie og familien, så ofte han kan. Jeg er flov og elendig over at være så dårlig til at støtte den reservemor, der betyder så meget for mig.

Digtene volder mig kvaler, for jeg ved ikke rigtig hvordan de er i denne sorgtid. Når tankerne står afklædt før nedskrivningen, kan jeg holde ordene adskilt og se dem klart, men når jeg giver dem tøj på og slipper dem løs på papiret, ser de ens ud, og farveløse. Mosters forpinte ansigt står stærkere.

Nede i vores æblegrønne køkken har Sues køkkenpige Ellie travlt med at forberede forretten til middagen i The Evergreens i aften: indbagte østers. Hovedret og dessert lægger beslag på køkkenet derovre. Pigen havde rene lagner med til mors sygeleje, jeg burde slet ikke gå fra huset. Men Sue har inviteret mig over i nabohuset. Hendes gamle skolekammerat Kate Scott ankommer i dag fra Springfield.

Jeg spejler mig i ruden midt i bekymringen for mor og min moster, glatter håret, kniber mig i kinderne, og savner Vinnies påklædningsråd. Jeg skifter kjole tre gange og ender med den neutrale sølvgrå calico. Pudser sko, fletter hår, og får pludselig en helt upassende lyst til at polere negle med min søsters rosa slibepulver, som hun plejer at bruge, før hun går til bønnemøder. Emily Elizabeth, det er en kvinde, du skal møde, ikke en konge! Kate Scott bor i Springfield, og er hverken redaktør eller digter.

Sues værelseskammerat fra kostskoletiden har lige været i Italien, og hun er velorienteret om de nye bøger, der interesserer mig. Vi udveksler læseoplevelser via Sue. Du vil gerne møde hende, tag dig nu sammen! Sue forstuvede foden i går, men sender ikke afbud. Så kan jeg vel også gå derover på mine to raske fødder. Redaktør Bowles kommer vist også forbi nabohuset i aften.

Min mosters feberhede ansigt toner frem. Nej, jeg er ikke parat til selskabelighed, ikke nu. Jeg sætter mig og skriver et høfligt afbud på pænt papir. Som krølles sammen og smides ind i Franklinovnens sorte gab.

Kate Scott. Selvfølgelig vil jeg møde Sues nære veninde. Men jeg har stadig svært ved at møde Sue, som om vi kun er svigerinder. Solnedgangsdigtet ligger fremme på bagsiden af en recept. Jeg putter den op i ærmet.

Ude i drivhuset finder jeg tre hvide liljer, som jeg svøber i vokspapir. Så snupper jeg nogle af mine kokosmakroner nede i køkkenet, giver Ellie et par og putter resten i et kræmmerhus. Jeg griber kappen og stormlygten og siger farvel. Carlo sætter sig skuffet på halen og hyler, da jeg går af sted gennem den lille lund mellem vores huse. Kysen dingler om halsen.

Jeg beslutter mig til at overraske dem ved at komme ad havedøren i stedet for ad hoveddøren. I dag er der næsten ingen angst ved at gå derover, Austin er på kontoret, der er kun Sue og denne Kate Scott. Ikke en masse forklædte mennesker. Her omme bag den imponerende villa har kokken Phyllis sit udendørs køkkenbord til det grove, og her blafrer vasketøjet på tøjsnorene. Mange flere lagner end vi har, et par af dem måtte hænges op foran glasdørene ind til stuen. De ligner et forhæng, der skærmer mod nysgerrige blikke, og får mig til at standse op. Stemmerne derinde høres pludselig meget tydeligt, døren må stå på klem. Jeg tager

fat i det dyre duftende lagenstof med et par fingre, for at kigge ind i havestuen. Og trækker lynhurtigt næsen til mig.

Foran den mintgrønne sofa står Sue i tæt omfavnelse med en kvinde, der må være Kate Scott, i sort kjole med hvide manchetter og blondekrave. Begge Sues fødder hviler solidt i gulvet, den ene i stor bandage. Ved sofaen står en kørestol på hjul og ser unyttig ud. Der sker ikke andet i flere sekunder, jeg tør ikke røre mig, ikke trække vejret. De slipper hinanden, tørrer øjne og sætter sig i sofaen med ryggen til mig. Jeg træder om bag lagnet, hvor de ikke kan se mig.

”Fik du det?” spørger Sue.

”Har du feber?” En dyb og behagelig stemme, en anelse hæs.

”Fik du det pulver?”

”Doktor Breck gav mig tyve pulvere. Du må højst tage tre daglig. Doktoren mener ikke, det er forsvarligt at foretage flere indgreb af denne art.”

”Du godeste. Hvad skal jeg gøre? Kate, hvad skal jeg dog gøre?”

”Hvorfor aflyser du ikke middagen i aften? Med den fod.”

”Sam altså redaktør Bowles – kommer forbi på vej hertil sent fra det store agitationsmøde i Hadley. Han er nødt til at overnatte her, så han kan være på avisen i morgen tidlig.”

”Tak skæbne. Nå, så kan jeg måske følges med redaktøren hjem til Springfield!”

”Bliv hos mig, Kate, vil du ikke nok? Du er den eneste, der ved, at jeg – altså, Austin bliver ude af sig selv, hvis han opdager, hvad jeg har gjort. Sidste gang, jeg besøgte dig i Springfield og konsulterede dr. Breck, talte han ikke til mig i to uger.”

Jeg står stivnet af skræk og tør hverken liste væk bag det skærmende lagen eller blive stående. Kopperne klirrer derinde. Glimtet af den høje

skikkelse i den sorte kjole har ramt mig som et lynnedslag.

”Kate, jeg må – jeg må ud – jeg sidder på to gennemblødte håndklæder.”

”Naturligvis. Op at stå!”

”Et barn, Kate. Så sidder jeg i saksen.”

”Jamen du har da Austin?”

Sue lyder beruset: ”Austin kan meget, Kate. Han kan føre en sag, holde sammen på byrådet, forskønne vores by, bygge en ny kirke. Han kan bedømme et maleri og opdrætte heste. Det eneste, min mand ikke kan. Er mig.”

”De to store piger kan vel hjælpe til? Pas på – se nu dér. Sådan. Altså, du må bruge noget. Det bør være frivilligt for enhver kvinde, om hun vil have børn. Vent, til krigstruslen driver over, Sue, det kan ikke vare længe, før De Forenede Staters horisont bliver større, også i New England.”

”Åh Kate, nu MÅ jeg altså – ”

Stemmerne fjerner sig. Det pusler et sted i haven bag mig. Jeg farer sammen, men det er bare en af Vinnies katte. Blodet stiger mig til hovedet, jeg slår hænderne for ansigtet. Så meget, jeg ikke ved. Så meget, jeg ikke kender til i den verden, min Sue nu skal navigere i. Jeg føler mig som en formastelig tyv. Flovheden over, ikke at kunne hjælpe moster Lavinia dukker op igen. Jeg duer ikke til mennesker, Austin og jeg er magtesløse over for selve livet. Mine flugtimpulser er stærke, jeg knytter hænderne og tvinger mine fødder til at blive stående. Herre, giv mig styrke til dette møde, lad mig forstå, hvad der sker derinde. Hvis Sue har skaffet sig af med et ufødt barn åh, min uvidenhed! Dengang jeg søgte viden om den månedlige forbandelse i lægebøgerne, stod der intet om dette. Jeg ser på mine liljer i kræmmerhuset ved siden af posen med kokosmakroner. Legetøj fra en barneverden. Jeg venter en stund. Lydløst tager jeg fat i blomster og kagepose, lister rundt om huset til hoveddøren og banker på.

Kate Scotts ansigt er åbent og varmt. Jeg glemmer at hilse ordentligt, glemmer liljerne i min hånd ved synet af den høje sorte enke i Sues fine stue. The Evergreens har fået den helt store overhaling før gæstens ankomst, der er blomster på bordet, på gulvet. Sue sidder i sofaen med benet oppe, og smiler tappert.

Kate Scotts mørkebrune hår er samlet i en fletning rundt om hovedet, så øreflippen ses. Alle kvinder her i Amherst dækker ørerne. Øjnene er grønne, hun har smilerynker og en viljefast hage. Mundvigene krøller nedad på en betagende måde, når hun taler. Den sorte enkekjole er i sidste nye snit med hvid bluse under. Hænderne i de hvide manchetter holder hun i ro, stemmen er mørk og lidt hæs:

”Jeg har hørt så meget om Dem, Emily. Mig en ære.”

”Æren er min,” siger jeg befippet, for Kate Scott udstråler en elegance og sikkerhed, jeg aldrig før har oplevet hos en kvinde. Så rækker jeg kræmmerhuset frem:

”Tilgiv min forlegenhed. Det er længe siden, så imponerende fugle har styret mod os her i Amherst.”

”Og det er ikke så let at lokke dig ned fra dit træ, Emily,” kommer det tørt fra Sue. ”Se her kommer Clara med te og østers!”

Min kusine Clara balancerer ind med forsyninger på en bakke. Den sekstenårige besvarer vores tak med et blegt smil, og undskylder sig, før hun forsvinder. Pigen har grædt. Det er kun et halvt år siden, hun og søsteren Anna mistede deres forældre, min faster og onkel, så de kom til at bo her hos Austin. Jeg vil invitere pigen på besøg i morgen. Jeg vil låne hende en bog. Hun og jeg lever i samme usikre landskab af tab.

”Fortæl mig nu om jeres Emerson-aften,” beder Kate. ”Det var årsdagen for min mands farvel. Vi holdt en lille mindehøjtidelighed i mit hjem.”

”Det gør mig ondt,” siger jeg, idet moster Lavinias smerteplagede

ansigt dukker op, ”dette barhovede liv under græsset bekymrer én som en hveps.” Jeg burde være i Boston, jeg burde afløse Vinnie og tage mig af vores to små kusiner. Give onkel Loring tid til at sidde ved sygesengen. Han er ikke stærk. Sagens alvor og mit svigt står lysende klart, idet jeg klistrer et smil fast i ansigtet. Kængurusmil.

Kate ser lidt desorienteret ud, så spørger hun om Emerson læste nogle af sine digte op. Sue nikker:

”Den store River God stod lige her og citerede et digt.” Hun fylder cognacglassene uden at spørge først, trækker vejret med besvær og tømmer sit glas.

”Men De skriver også poesi, Emily?” vil Kate vide. Jeg prøver at glemme sygdom og død og nikker.

”Jamen hvorfor læste De så ikke selv, Emily? Lyrik skal vel ikke bare blive i skuffen?”

Hendes ord får mig til at mærke næsten fysisk, hvordan mine digte ligger og hæver i skuffen, som et brød, der snart vil sprænge ovnen. Der er grænser for, hvor mange flere hæfter og kladdeudkast der kan være i mine skuffer og hatteæsken og skoæskerne. Snart må jeg rydde endnu en skuffe. Det går vel også, bluserne kan komme ind i skabet. Men der ligger også en stak digte på øverste hylde i skabet og endnu flere i en skotøjsæske inde bag skoene…solnedgangen i ærmet knitrer tørt mod huden.

Kate ser på mig:

”Jeg elsker disse lejlighedsvers, som briterne dyrker så meget, til fødselsdage og andre festlige lejligheder.”

”Lejlighedsvers –?”

Jeg bliver kold. Jeg troede, Sue havde vist hende nogle af mine digte, men Kate har måske kun læst det ene muntre vers, jeg sendte direkte til

hende en gang via Sue? Måske har hun slet ikke læst noget, jeg har skrevet? Den røgede østers vokser i min mund og må skylles ned med cognac.

Så tager jeg tilløb. Svælger højlydt og rejser mig med dunkende hjerte, idet jeg piller digtet frem af kjoleærmet og tager en dyb indånding:

”Luende gylden og sydende Purpur

Lig Leoparders løb mod det Blå –”

Jeg læser de otte linjer, og dumper ned i stolen med cognacen summende i kroppen. Kate Scott bryder ud i applaus:

”Glimrende! Undskyld jeg talte om lejlighedsvers, dette er jo noget ganske andet. Har De publiceret, miss Emily? ”Luende gylden og sydende purpur” – hvor glimrende!”

”Det var da ærgerligt, du ikke læste det digt for mr. Emerson,” bemærker Sue. ”Hvorfor ikke sende det til redaktør Bowles?”

Jeg er ved at tabe tekoppen. Jeg har sendt utallige breve og digte til redaktør Bowles uden at få svar. Også dette. Og til hans kulturredaktør, mr. Holland, og til mrs. Holland – og det tror jeg godt, Sue ved.

”Glimrende idé,” udbryder Kate Scott. ”Bowles er jo en ven af huset, kan jeg forstå. Han kan da bringe dem i sin avis.”

”At publicere sine ord, mrs. Scott, er at holde auktion over selve den menneskelige tanke. Ikke engang den dybeste armod kan retfærdiggøre en sådan handling,” siger jeg stakåndet.

”Hvadbehager? Er der noget smukkere end at tale til verden og blive hørt?”

”Blive hørt, ja –”

”Skulle vores store digtere da aldrig have udgivet deres ord? Skulle Emerson aldrig have udgivet sine digte? Og mrs. Gaskell mrs. Browning

Emily Brontë – skulle de bare have gemt deres manuskripter væk i kommodeskuffen -?”

”De må ikke sammenligne,” siger jeg befippet.

”Vist må jeg det, De tåler det, Emily. Hvordan var det – ”Lig Leoparders løb mod det Blå –?”

Jeg rækker den krøllede seddel frem mod den, der åbenbart værdsætter, hvad der står. Sue gør højlydt opmærksom på traktementet. For første gang i mit liv ænser jeg ikke Sue. Kate studerer min papirlap. Blyantskriften på bagsiden af den gamle recept virker pludselig gnidret og grim. Kate læser linjerne halvhøjt og ser fra papiret til mig:

”Ikke et overflødigt gram. Ikke et bogstav for meget. Få digtere skriver med en sådan grandezza.”

Jeg knuger stolens armlæn, så knoerne bliver hvide. Sådan må en guldgraver have det, når han endelig, efter mange års graven og vasken og søgen i jorden, ser glimtet i en levende åre. Kate ser på Sue:

”Du må overtale Emily til at blive hørt af flere end bare os to. Sig mig, hvem er egentlig kulturredaktør på The Springfield Republican?”

”Redaktør Holland står for kulturen på avisen,” oplyser Sue.

”Redaktør Josiah G. Holland? Alias ”Timothy Titcomb”?! Den herre, der drager land og rige rundt for at belære ungdommen, og holder foredrag om de slemme kvindesagskvinder?” Kate ser op i loftet og messer: ”Disse MASKULINE unge kvinder, UNORMALE individer, der begræder den skæbne, som iklæder dem skørter og går i rette med deres egen lod – og taler Paulus midt imod!”

”Mr. Holland er en god ven af os her i Amherst,” siger Sue hurtigt.

”Især mrs. Holland står os nær,” supplerer jeg. Dette nye blik på kulturredaktøren bekræfter en anelse, jeg længe har haft.

”Hun behøver jer, kan jeg tænke mig,” bemærker Kate tørt. ”Kan

mr. Holland overhovedet værdsætte et kraftfuldt udtryk fra en kvinde?

Måske skal De slet ikke satse på The Springfield Republican, Emily, det er jo en nyhedsavis, det er ikke et litterært medie.” Hun ser fra mig til Sue:

”Undskyld, at jeg ler ad jeres redaktør Holland. Jeg kan bare ikke udstå herrer, der belærer damer om, hvordan de skal være damer. Så er mr. Higginson da langt at foretrække. Redaktøren på The Atlantic Monthly. Har I læst hans seneste nye fund, mrs. Helen Hunt, kaldet ”H.H.”?”

”Helen Hunt er Emilys gamle skolekammerat.”

”Helen Hunt har et meget stærkt udtryk,” siger jeg med brændende cognaclæber.

Kate nikker: ”Hun er jo netop blevet løftet frem af redaktør Higginson i The Atlantic. Han har blik for kvinders poesi. I har vel læst hans seneste artikel −?”

”Javist –”

”En sådan opfordring fra en redaktør bør man ikke sidde overhørig, når man ejer et talent som De, miss Emily,” erklærer Kate.

”Emily. Kald mig bare Emily. For Kate Scott vil jeg ikke være ”miss”.”

”Mig en ære. I lige måde.”

Vi drikker dus ”á la mode francaise” som Kate siger, og cognacen er slet ikke for stærk, jeg mærker den næsten ikke længere.

”Sig mig, Kate, du har vel ikke et hovedpinepulver? Det banker rent forbasket i den fod,” udbryder Sue og tager sig til maven. Kate dykker ned i sin taske efter en lille hvid pulverpakke. Hun drysser pulveret ned i Sues tekop og rører ihærdigt rundt. Sue spørger, lidt for skingert, til Kates nylige Italiensrejse, før hun tømmer koppen. Hun takker for den smukke vifte, og de andre gaver, der ligger på flyglet: italienske lerkrukker, farverige stråmåtter til væggen. Kate fortæller. Vi lytter til beretninger om bjerge og italienere, der bryder ud i sang ved mindste lejlighed. Alperne, Lago de

Maggiore. Vinmarker og æsler, lerskåle med de lækreste retter, et lille torv i en søvnig eftermiddagsstund. Standeruret slår seks slag. Jeg farer sammen som en anden Askepot:

”Jeg må gå. Jeg må over til mor. Hun er ikke rask. Og Vinnie er i Boston.”

Kate springer op: ”Vent lidt – vent Emily! Der er noget i det digt –” un fisker min lille papirstump frem: ”Hvis jeg må være så dristig? Der er altså noget med den tå. Kunne det være ved horisonten, gammel og grå?”

Vreden vælder frem, den gamle vrede over at blive korrigeret, rettet til, ikke modtaget. Så tager jeg mig i det. En digter må kunne tåle. Jeg nikker høfligt, tager sedlen, kigger på ordene.

”I kan se på det i morgen, der er tid nok, Kate bliver jo,” kommer det fra Sue. ”De har lovet sne. Austin har bedt om at få kanen gjort klar. Måske –” hun blinker til Kate: ”Måske vil Emily ligefrem indvie dig i sin hemmelige opskrift. Byens bedste majsrugbrød.”

Jeg går ikke ned ad havegangen foran The Evergreens, jeg svæver ud ad havedøren med Kates citrusduft i næsen, ind gennem den lille lund mellem vores to huse. Koen brøler inde fra stalden, jeg plejer at klø den i panden på vej forbi. Halvvejs læner jeg mig op ad en stamme, og glider bums ned for foden af træet. ”Ved horisonten, gammel og grå”. Selvfølgelig. Ikke nogen tå. Måske har Kate en kommentar til mit strandede sommerfugledigt.

At dele sine digte med nogen. At rejse rundt i verden på egen hånd. Kates vinmarker og oliventræer, hendes hurtige bevægelser, hendes franske og italienske gloser, hendes citrus. Jeg kniber øjnene i, gnider dem og kommer på benene. Sue lever i en anden verden nu. Men Kate Scott har hverken mand eller børn.

Tante Lavinia sendte mig nye noder, før hun blev syg. Chopins nye mazurka, Opus 33, og Strauss’ vals Opus 314, ”An der Schönen Blauen

Donau.” Hun vil huskes for det festlige, det lette. Jeg bærer aftensmaden op til mor og beder aftenbøn med hende. Min mor er en kompakt, sortklædt sorg i disse dage. Igen og igen spørger hun, hvordan hendes lillesøster så ud, da jeg besøgte familien, hvor længe jeg tror, hun klarer sig. Øjnene kniber sammen i forsøget på at se den fraværende. Hendes smerter er aftagende, men hun er endnu ikke i stand til at rejse til Boston. Jeg finder pen og brevpapir frem til det brev, der skal trøste og opmuntre dem i Boston, og sætter mig på hendes sengekant.

”Skriv at –” Min mor kæmper med stemmen. Jeg mærker også klumpen i halsen. Måske skriver vi nu de allersidste ord fra en storesøster til hendes lillesøster.

”Skriv −” Hun trækker vejret dybt. ”Altså: Min allerkæreste lillesøster – nej, Emily, jeg kan ikke –” Tårerne løber ned ad hendes kinder. Jeg lægger papir og pen. Vi sidder i tæt omfavnelse på sengekanten, med den ramme lugt af skyld og sorg i næsen, mens gråden bliver til dybe hikst:

”Åh, Emily, jeg lod hende jo – jeg bad hende tage hertil i forvejen − du ved, dengang, før brylluppet.” Jeg nikker og glatter min mors ubeskyttede ryg. ”Edward spurgte til så meget i sine breve. Hvilket tapet. Hvilke møbler. Gardiner –” kommer det grådkvalt. ”Lavinia havde svar på det hele. Hun tilbød selv at tage af sted. Men hun var kun femten år!” Min mor hikster af gråd. ”Hvor kunne jeg −”

Jeg glatter hendes ryg. Fortrydelser kan ingen andre lindre. Min mor var åbenbart for usikker til at svare på fars mange spørgsmål dengang. Hun kunne ikke sidde ude i Monson og bestemme møbler til sit kommende hjem i Amherst.

Langsomt finder hun ordene, som jeg skriver ned med rystende hånd.

”Vi sender det af sted som ilbrev,” erklærer jeg. Så lemper jeg min ulykkelige mor i natkjolen og natkyse og sidder hos hende, til hun er

mere rolig. ”Gud har tilgivet,” hvisker jeg. ”Han forstår.”

”Åh Caroline,” lyder det dæmpet, da jeg lukker døren. ”Hvor er du?”

4. AIMER 1858

Søndag morgen står jeg i køkkenet iført forklæde og skåneærmer. Spejler mig i kobberkedlen, sætter karaflen frem med Vinnies solbærvin og et par glas. Hele Amherst sidder nu ovre i paradiset med de hårde bænkerader. Mor har det godt nok nu til at gå i kirke med familien Stearns. I morgen rejser vi sammen til Boston til onkel Loring og de to små kusiner. Vinnies breve fortæller nænsomt, men klart, hvor det bærer hen.

Uden Kate Scotts besøg ville dette have været den værste tid i mit liv. Moster Lavinia gav mig glæden, som forsvandt med hendes sygdom. Nu er glæden kommet tilbage med gæsten i det andet hus.

Jeg er ikke helt den samme som før Kate Scotts ankomst. Jeg er de sene kaneture med gæsterne i nabohuset, jeg er den vals og mazurka, der står på klaveret, jeg er Kates højtlæsning af Hillards ”Seks måneder i Italien” med den slørede stemme, jeg ikke kan få nok af. Kate har kysset mine nedbidte negle, så jeg næsten ikke længere bider. Kun lillefingeren. De andre ni negle vokser uforstyrret og danner en fin gennemsigtig halvmåne, som lyset skinner igennem, når jeg holder dem op mod lyset.

Bageovnen brænder godt bag mig, ingredienserne står opmarcheret på køkkenbordet. Carlo giver hals derude.

”Juhuu! Hvordan skal din ydmyge discipel forcere den fremlagte vagtpost?”

Jeg skynder mig at smække døren op og skænde på hunden. Kate

står derude i alt det hvide, en sortklædt kondor, der har svunget sig ned fra sin klippehylde med snefnug på skuldrene. Hun rækker mig to små

grønne kviste:

”Sommerens sidste suk. Ah, her er jo varmt som i et tyrkisk bad.”

Jeg tager imod hendes frakke, hælder vin op og løfter glasset. Hun tøver:

”Er det sandt, at alle byens damer er vilde efter at kende den opskrift, jeg nu får?”

Jeg smiler:

”Velkommen Kate! Vi holder søndag med alkymi.”

Gæsten finder papir og blyant frem af tasken: ”Emily Brontë var også berømt i Haworth for sit brød. Hun havde en stor hund, ligesom dig. Hun spillede klaver. Nå. Altså: Emily Dickinsons Majsrugbrød.”

Jeg ved godt, jeg har meget til fælles med min engelske navnesøster, den lille gigant, der er mit store idol. Men Emily Brontë spillede meget bedre klaver end jeg.

Jeg hælder hurtigt det lune vand i skålen, smider gær, majsmel og rugmel efter og rører rundt.

”Hov, hvad var det? Hvor meget mel af hver slags?”

”Mål og vægt er for bogholdere, Kate. Og Emily Brontës hund var en korthåret mastiff. Carlo er en langhåret fårehund.”

”Du bager altså på slump?”

”Intet er tilfældigt. Hvis man vil skabe et brød, der tager førstepræmien på dyrskuet, må man vide, hvad man gør.”

”Ingen opskrift? Ingen regler?”

”Brødets regler. Ingredienserne er tilgængelige for alle. Alfabetet tilhører os alle,” siger jeg og løfter mine melhænder i vejret: ”Her har du den store hemmelighed fra mit køkken, som alle gerne vil have: Man blander de rigtige ingredienser og udsætter dem for tilstrækkelig varme!”

”Hm.”

”Øv dig. Brug dine smagsløg. Vi leger med ler, til vi kan klare perler. En skønne dag –” jeg griber ned i dejen og løfter klumpen: ”vil du opdage, at dine nye hænder har lært ædle greb.”

Jeg siger ikke, at jeg også lægger nogle tanker ned i dejen, drysser blot lidt mel ud på bordet foran mig og vælter dejen ud på bordet, hvor jeg deler den i to:

”Vil du ælte med mig? Jo flere kærlige hænder, jo bedre brød. Vinnie og jeg plejer at ælte sammen.”

Gæsten løsner knappen på de smukke hvide manchetter og smøger

ærmerne højt op, før hun stikker armene i det forklæde, jeg holder op:

”Småkager kan man more sig med. Konfekt er bordets aforismer. Det daglige brød er hovedværket i forfatterskabet.”

Kate begynder at ælte. Synet af hendes hænder i min brøddej er det smukkeste, jeg længe har set. Den hemmelige scene, jeg overværede forleden bag vasketøjet, gjorde mig forlegen som et barn. Her i køkkenet er jeg på hjemmebane.

”Blidere, Kate, og dybt. Hver eneste lille krumme skal kærtegnes, før vi sender den ind i flammerne.”

Hun lægger hovedet på skrå og laver fingerkys på sine dejfingre, før hun ælter videre.

”Første gang, vi bager kys i The Homestead! Det bliver et par uforlignelige brød,” bemærker jeg. ”Deres mødres udtrykte billede.”

Kate rækker sin dejhånd frem til kys. Jeg griber den med mine dejfingre og kysser fornøjet den melede håndryg. Bliver dristigere og kysser hver fingerspids. Mine dejhænder griber om hendes:

”Åh Kate, bliv hos os!”

”Jeg er ikke rejst endnu.” Kate prøver lempeligt at gøre sig fri, men

jeg holder fast:

”Jeg anede ikke, man kunne dele så meget med et andet menneske. Vinnie, far, mor – vi lever hver vores liv her i huset. Der er ingen latter, siden Austin flyttede.”

”Du har ham da lige inde ved siden af i The Evergreens. Og du har Sue.”

Jeg slipper hendes dejhænder:

”Sue kan smage, Kate. Det er hun god til. ”For lidt salt” eller ”Skorpen må godt være sprødere!” Jeg vender min dejklump med et klask:

”Men Sue ejer ikke tålmod. Hun kysser ikke sin dej. Hun lader andre om at bage sit brød.”

”Ligesom mig!”

Kate løfter dejhænderne og laver heksefingre. Jeg viger henrykt, og snupper øsen i spanden, fuld af vand. Hun dukker sig, vandet plasker ud over væggen bag hende. Vi står overfor hinanden, gispende af latter.

Jeg får øje på noget i hendes dej:

”Din ring.”

Den sortklædte enke bliver vældig nøgtern og piller ringen op af dejen. Jeg hælder vand i vandfadet.

”Campbell anmodede om min hånd gennem et helt år,” siger Kate lavmælt, idet hun vasker melet af. ”Jeg tænkte kun på Sue. Vores planer, vores musiktimer, dansetimer og bøger. Campbell var næsten lidt i vejen. Indtil Austin –”

”Du – og Sue ?”

Kate ser prøvende på mig. Skyller hænder og sætter sig på køkkenbænken:

”Det må snart være ti år siden, vi skulle til terminprøve i fransk,” siger hun. ”Jeg lå i sengen og var upasselig. Sue vartede mig op med varmedunk og urtete. Verbet aimer. Jeg elsker, du elsker, han, hun, det elsker. Vi

elsker. Nous aimons. Dér gik vi i stå.” Hun lukker øjnene: ”Det var som at møde sin tvilling. Én, man altid har ventet på. En meget ren, meget klar følelse. Som at være barn og voksen på samme tid.”

”Den maj,” hvisker jeg. ”Den maj, jeg skrev og skrev til Sue. ”Er det ikke en menneskeret at have et andet menneske –”

”At have et andet menneske i sit hjerte,” fuldfører Kate sætningen. Hun fortsætter med ord fra et brev, jeg skrev for længe siden i dybeste fortrolighed:

”At længes – at savne, så man ikke kan vente længere. Så man føler, at nu MÅ man have sin elskede at gå i seng om aftenen, Sue, og før jeg ved af det, sidder jeg lysvågen, med hænderne knuget fast om hinanden og tænker kun på det næste møde - det er, som når ens fjerne elskede vender hjem, og hjertet har så alt for travlt med at berede sig på ham –”

Mit hjerte hamrer. Dette er ikke sandt, ikke sandt. Jeg viger baglæns, støder ind i mælkeskamlen og dejser ned på den:

”Har Sue VIST dig mine breve?!”

”Herregud, hvad skulle hun gøre, Emily. Hun kom til mig nogle dage efter forlovelsen, med dine breve i den ene hånd, og Austins i den anden. Den ene hånd brændte, og den anden sved.”

Kate tømmer sit glas, mens jeg sunder mig:

”Middagsstundens Mægtige Mand ! Jeg har ønsket at træffe dig lige siden hendes bryllup.”

”Jeg vidste intet om det bryllup.”

”Hun sagde, at ingen af jer ville acceptere en afvisning. Jeg sagde: ”Mænd gifter man sig med. Kvinder – de er lidenskaben.” Jeg mindede hende om Tennyson: ”Kvinden er den bedste mand.”

Det hele snurrer rundt. Sorgen over at miste Sues fortrolighed dengang. Kampen for at genvinde den, da hun og Austin blev gift.

Vinnies trøstende favn om natten. Jeg var sikker på, at min Sue elskede mig på en helt anden måde, end hun holdt af Austin, men hvad kunne jeg stille op med den viden?

”Kan man elske flere på samme tid, Kate? Er det muligt?” hvisker jeg. Gæsten ser langt ud ad vinduet:

”Kærlighed gør rig. Man flyder over, strømmer ind i sine omgivelser, der mærker stråleglansen.” Kate ser undersøgende på mig: ”Var Austin ikke meget glad for Sues søster Martha? Jeg så Martha kort efter deres forlovelse, hun virkede ikke ligefrem glad. Giftede hun sig ikke meget hurtigt bagefter? Med den kedsommelige manufakturhandler i Geneva?”

Jeg ser på hendes blottede øreflip: ”Har Sue nogen sinde været forelsket i Austin, Kate? Har hun været kold og varm og blød af lykke ved synet af ham?”

Kate stryger mig over håret. Hendes duft af citron og pudder er blevet helt uundværlig.

”Læs nogle digte for mig, Emily. Ligesom i går,” beder hun. ”Bare ét.”

”De ligger oppe i kommoden.”

”Huset er vores. Carpe Diem!” Hun befrier sig for forklædet, mens jeg krænger skåneærmerne af, lemper kjolen ud gennem forklædets flæseærmer. Så går jeg efter min gæst op ad trappen.