Tema // En sang om nærvær bygger bro på tværs af forskelligheder

”Ramadan i København” er næppe gået manges næse forbi, siden sangen første gang så offentlighedens lys tilbage i sommeren 2019. Debatbølgerne om sangens berettigelse i den danske kulturskat gik nemlig både højt før og efter, det bekræftedes, at sangen at skulle optages i Højskolesangbogen. Sangskriver Anders Greis, der er en af sangens fire ophavspersoner, påpeger vigtigheden af både Højskolesangbogen og en sang som ”Ramadan i København” i dag.

Højskolesangbogen er først og fremmest et godt kort over mit liv. Jeg opdagede den først for alvor på efterskolen i slutningen af 90'erne – dengang var det 17. udgave. Her gik det op for mig, at den 'pinnede' mit følelsesliv ret godt ud, at der faktisk var sange til det hele, selvom jeg dengang mest lyttede til grunge. Der var noget i sangene, der talte til mig via følelsen af fælleskab og det at synge dem sammen med andre. Jeg fik oplevelsen af, at tekster er noget, man også kan dele med andre i kraft af fællessang. Højskolesangbogen har nu fulgt mig fra efterskolen, til jeg selv gik på højskole, til jeg senere blev højskolelærer og til nu, hvor jeg selv har bidraget med sange til den.

Når jeg kigger på dengang i slut-halvfemserne og til nu, så synes jeg, verden har udviklet sig til, at der er endnu mere brug for Højskolesangbogen, som noget der skaber fællesskab med substans. Den er noget andet, end hvad vi normalt plejer at forbinde med fælleskab som eksempelvis landsholdskampe. Højskolesangbogen er erfaring, levet liv og sjælelige forestillinger - det er livsoplysning. Jeg synes, det er vildt unikt, at vi i Danmark har en bog, der tager den opgave på sig; at få os til at synge om det, der betyder noget historisk, følelsesmæssigt og politisk. Jeg er voldsomt beæret over selv at få lov til at være med i den nye udgave med to sange.

Den blev skrevet på et seminar, som sangbogsudvalget arrangerede. Det begyndte med en rigtig god skåltale fra forpersonen fra udvalget, Jørgen Carlsen, om hvad fællessangen skal kunne, hvad bogen har rigeligt af i forvejen, og hvad den mangler osv. Seminaret var tilfældigvis under ramadanen, og så vi var nogle, der faldt i snak om, hvad ramadan indebærer ud over at faste. Og på baggrund af Jørgens tale begyndte vi at diskutere, om der var potentiale for en fællessang. Islam er normalt noget, der deler vandene, noget vi normalt skændes og er uenige om - man er hurtigt for eller imod. Men kunne vi tage noget, som vækker så stærke følelser og gøre det til en fællessang, så troede vi på, vi kunne opnå noget vigtigt på et menneskeligt plan. Fx skabe mere interesse for vores medmennesker og dermed føle fællesskab om noget, som man ellers ikke synes, man er en del af. Det kunne lige så godt have været buddhismen eller en af de tusind mere eller mindre utroværdige nyreligiøse strømninger, jeg er vokset op med. Men nu blev det Islam.

Det, som jeg håbede at få ud af det, var at få vist, at i alle livsformer er der noget almenmenneskeligt, noget vi alle har i os. Det, synes jeg, kunne være fint at få frem via en sang som ”Ramadan i København”. Under ramadanen er det meget nærværet med familien, der får ekstra fokus hos praktiserende muslimer, samt at gøre noget godt for dem, der ikke har det nemt.

Det er jo ikke muslimske eller kristne værdier, det er menneskelige. Ting, der har eksisteret som dyder i tusindvis af år, før religioner. Det, at være de gode eller rigtige, er ikke forbeholdt én bestemt religiøs retning; det er menneskeligt. Det at være nærværende kan vi finde i os selv, og måske endnu mere ved at synge om det. Vi forbindes i tre-fire minutter omkring nogle af de værdier, når vi synger.

Jeg havde ikke et ønske om at skabe debat med sangen, men vi var godt klar over, at vi var inde på et område, der kunne gøre netop det. Men vi havde ikke forudset, hvor højt bølgerne ville gå. De muslimer, jeg har fået tilbagemeldinger fra, er meget positive. Jeg har spillet til mange fællessangsting, hvor der har været muslimer til stede, og jeg oplever tit afstanden mellem muslimer og ikkemuslimer. Men når ”Ramadan i København” kommer på, så er det som om, det ophæver sig, for så har man lige sunget sammen, og så er det en anledning til at tale med hinanden. Både om, hvad det vil sige at være praktiserende muslim, og ikke at være det. Jeg har haft virkelig mange gode samtaler med folk.

På et tidspunkt spillede jeg til et fællessangsarrangement hos en kommunikationsforening, et fagligt arrangement, for professionelle kommunikatører i erhvervslivet. Her snakkede jeg efterfølgende med en kvinde, og hun fortalte om alle de små oplevelser, hun havde haft om at blive fravalgt og nedgjort, fordi hun gik med tørklæde. Hun havde nu en følelse af, lige så stille, at kunne lægge det mere bag sig, når der var en sang som denne, der kunne komme med i Højskolesangbogen. Derfor tænker jeg også, der godt kan være et helende potentiale i at synge sådan nogle ting. For så kan vi kigge fremad mod, hvad det er for en verden, vi gerne vil have sammen frem for, hvordan vi er forskellige.