5 minute read

Tema // Opereaen “Intet“ - Once in a lifetime

89 unge talenter mødte de professionelle i operaen ”Intet” Once in a lifetime

I november 2020 satte Det Kongelige Teater en operaversion op af den danske forfatter Janne Tellers populære generationsfortælling ’Intet’. På scenen stod 89 ungdomskorsangere i alderen 11-25 år side om side med fem yngre, professionelle opera-solister. I orkestergraven var 17 unge talenter budt ind til at spille med 38 garvede musikere fra Det Kongelige Kapel.

Advertisement

”Som operaprojekt er ’Intet’ skabt ud fra et ønske om at møde unge i øjenhøjde, og række ud til et nyt, ungt publikum”, fortæller Henriette Holm Sandbye, der er operakoordinator på Det Kongelige Teater.

På forestillingen ’Intet’ var hun bindeleddet mellem sangerne og produktionen, og fungerede som koordinator for alle ungdomskorsangerne. Det var blandt andet Henriettes opgave at finde og caste de mange sangtalenter.

De 51 piger og 38 drenge blev primært hentet fra DR JuniorKoret, Skt. Annæ Gymnasiums Juniormandskor og Roskilde Domkirkes Drengekor. Derudover medvirkede tre førsteårsstuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og et par sangere fra Helsingør. ”Mødet mellem de unge sangere og de fem etablerede solister, var helt fantastisk. De er alle unge mennesker, der dyrker sang på et meget højt niveau. At indgå sammen i en professionel kontekst var meget givende for både de helt unge og for solisterne”, siger Henriette.

Sarah Luna Fischermann på 15 år var en af de heldige sangere fra DR JuniorKoret, der var udvalgt til en plads i Klassen – det hold af unge sangere, der fik mest tid på scenen. Hun betegner det som en once in a lifetime-oplevelse, at medvirke i den stort anlagte forestilling. ”Jeg lærte en hel masse om, hvad det vil sige, at være professionel. Alt foregik på et højt niveau, og de ældre i koret lærte os rigtig meget i forhold til forberedelse, og hvordan man opfører sig i fællesskabet,”

Foto: Miklos Szabo

husker Sarah Luna med stor glæde.

Ind i boblen

Også Astrid Mikaelyan, der i forestillingen var produktionsleder for orkesteret, var meget begejstret for projektet, hvor talentfulde musikere blev sat sammen med erfarne kolleger i orkestergraven. ”Når man er ung, får man ikke så mange muligheder for at arbejde med professionelle musikere. Det kan være ret svært at komme ind i Det Kongelige Kapels lidt lukkede ’boble’, så for de unge musikere i alderen 18-25 år, var det en enestående mulighed for at opleve orkesteret indefra”, forklarer hun.

Astrid er ikke i tvivl om, at de mange måneders intense produktion og de fire afsluttende forestillinger har været meget værdifuldt for de unge musikere, der alle er rekrutteret fra Det danske Ungdomsensemble DUEN. ”De synes, det var fantastisk og meget inspirerende at opleve Det Kongelige Kapels høje niveau og helt specielle måde at spille på. De erfarede desuden, at det er noget helt andet at indgå i et operaorkester end at spille med et symfoniorkester,” siger hun, og peger på at oplevelsen helt konkret kan åbne døre for nogle af musikerne på sigt:

”Alle tog det meget seriøst og betragtede hele forløbet som en slags audition. Hvis man gør det godt, er der jo altid en mulighed for at blive ringet op, når orkesteret mangler assistenter. Og samtidig fik mange af de unge testet, om de har lyst til at sidde i en musikergrav, hvor der ikke er fokus på musikerne på samme måde, som når de sidder på en scene.”

Og at ’Intet’ lykkedes både som anmelderrost forestilling og som generationskoblende projekt, kan Henriette Holm Sandbye kun nikke genkendende til fra sit arbejde med sangerne på scenen. ”Både for de professionelle og de unge var det en stor gave at være med. For eksempel havde en af sang-solisterne lavet premieregaver til samtlige 89 unge sangere. En rørende detalje, der rent faktisk betyder meget i samspillet mellem de unge og solisterne,” fortæller hun.

Kom under vingerne

Henriette oplevede, hvordan de fem yngre solister tog de mange unge mennesker under deres vinger både professionelt og personligt, hvilket gav flere af de talentfulde sanger-spirer blod på tanden i forhold til en karriere som professionel musiker: ”Jeg snakkede med flere medlemmer af juniorkoret, der seriøst vil overveje at gå sangens vej. Og måske som operasangere, selvom det for mange unge ikke ligger i kortene at tænke i dén musikalske retning,” forklarer Henriette Holm Sandbye.

Som roman er Janne Tellers ’Intet’ blevet læst af tusinder af skoleelever i Danmark og resten af verden. Den rå beretning om teenagerens rejse fra barndommens tryghed og uskyld ud i tilværelsens anarki og desperation, har givet stof til samtaler på tværs af generationerne.

Og netop broen mellem unge og ældre – erfarne og uerfarne – oplevede Henriette meget tydeligt i det lange produktionsforløb til ’Intet’. ”Alder bliver udvisket, når man indgår i en sangmæssig kontekst. Det kan lade sig gøre, fordi alle leverer på topniveau,” fortæller hun. Hun husker tydeligt, hvordan de store smil bredte sig på de garvede musikeres læber, da de mødte de unge sangere for første gang og hørte, hvor godt det lød.

Fik ejerskab

Også det trykte program til forestillingen afspejler Det Kongelige Teaters intention om at invitere det unge segment helt indenfor i de traditionsrige rammer. I programmet er fire af teksterne således skrevet af ungdomssangerne. ”Det er sådan nogle fine tekster. Og det medvirkede til at de unge fik medejerskab over programmet, og forestillingen i det hele taget,” mener Henriette. Noget Sarah Luna kun kan bekræfte. ”Undervejs fik jeg venner, der var ældre end mig selv, men alderen betød ikke noget, for vi var sammen om et fælles projekt. Man kunne Sarah Luna Fischermann ikke rigtigt mærke aldersforskellen, og det synes jeg var rigtig fedt at opleve,” fortæller den unge juniorkors-sanger fra Østerbro. Udover generationskløft og gabet mellem erfaren og uerfaren byggede ’Intet’ også bro på et mere overordnet plan. Partnerskabet mellem Det Kongelige Teater, Danmarks Radio, Roskilde Domkirke og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium viste sig at være meget frugtbart, fortæller Henriette Holm Sandbye: ”Produktionen viste, at den form for samarbejde godt kan lade sig gøre, selvom vi i andre sammenhænge er konkurrenter. Der sker noget magisk, når man producerer og når nye højder sammen. Det er i høj grad brobygning.”