Tema // I musikken mødes man på fælles grund

I slutningen af januar samlede MUSIKKEN fire musikere til online samtale om sammenhold og musikalsk brobygning. Nana Pi Aabo Larsen, Bilal Irshed, Arne Würgler og Lone Wernblad bød flittigt ind til samtalen, der blandt andet rundede nye muligheder på baggrund af Covid-19 og ledte til konkrete forslag til Dansk Musiker Forbund som organisation. Her kan du læse et fyldigt uddrag af samtalen.

Jeg er vokset op med at rejse rundt i Norden sammen med min far, der også var musiker. Det fede ved musik er, at alder og køn er fuldstændig lige meget. Det vigtige ved musik er, om det swinger – både menneskeligt og musikalsk. Det handler om at inspirere hinanden. Hvis den ene kører for langsomt, og den anden kører for hurtigt, så virker det ikke. Hvad køn man har, og hvor man kommer fra, er faktisk lige meget.

Da jeg var med til at starte komponistforeningen DJBFA ville vi gerne gøre det hele selv, og gøre alting for alle mennesker. Jeg opdagede at ved at prioritere forskellige sager og samle medlemmerne om dette, kan man opleve en fantastisk interesse for hinanden og for sagen.

Vi kæmpede for eksempel for at musikere skulle have penge for kopiering af blanke bånd. Det er et fælles problem, at nogen kopierer os og tjener penge på os, og det forbandt musikere i alle genrer. Vi var forskellige typer af kunstnere, gamle og unge, kvinder og mænd, der lavede forskellige politiske aktioner. Folk begyndte at interessere sig for hinanden og lære hinanden at kende, fordi vi havde en fælles sag. Jeg savner, at man i dag har fælles sager at kæmpe for.

Måske har vi for mange, spredte fagforeninger på kunstområdet. I virkeligheden burde vi måske centralisere det mere, så vi står stærkere og kan lave aktioner sammen, for eksempel over for Danmarks Radio, som ikke spiller vores musik nok. Jeg har tit opfordret Dansk Musiker Forbund til at samle medlemmerne og møde op i samlet trop i forhallen hos DR for at brokke os og blive synlige sammen.

Som musikere kan vi ikke tjene særligt meget på den musik, vi udgiver, medmindre vi laver hittet. JazzDanmark har lavet et konkret samarbejde med DR’s P8, hvor label-ejere som mig selv inviteres til netværksmøde og erfaringsudveksling. Det, synes jeg, er meget interessant og brugbart. Generelt savner vi musikere at være mere synlige på de forskellige kanaler.

Et konkret eksempel på at mødes og skabe sammenhold er en jam, jeg er vært for i Fredericia. Jeg inviterer nye bands ind hver fredag, og bestræber mig på at være genrefri. Mottoet er, at hvis man har noget på hjerte, kan man komme og jamme. Man skal ikke kunne spille en specifik jazz-standard eller en bestemt blues-skala. Kan man C-durskalaen finder, vi på noget sammen.

Jeg synes, det er lykkedes at blande genrer, køn og alder til jam’en. Der er musikere over 80, der spiller sammen med musikere på 20. Det er et smukt syn, og jeg er glad for at være medskaber af det univers, der opstår. Alle har noget at byde ind med, og musik er et universelt sprog. Hvis man er åben for mødet, kan man i min verden sagtens blande jazz, rock, folk og andre genrer.

Som oud-spiller har jeg mange års erfaring med at spille med musikere fra forskellige genrer, musikkulturer og typer af musik. I mine første tre år i Danmark var jeg meget genert i forhold til at snakke dansk, så jeg snakkede engelsk hele tiden. Da jeg lavede min første CD med min trio i 2011, var det blandt andet sammen med den fantastiske cubanske percussionist Yohanier Ramos. Yohanier er god til dansk, men taler ikke engelsk, så Yohanier og jeg kunne praktisk talt ikke tale sammen. Vi tog i studiet for at indspille og fandt ud af, at vi kunne kommunikere gennem musikken, og forstå hinanden fuldstændig uden at bruge et eneste ord.

Gennem projekter i både Danmark og andre steder i verden har jeg oplevet at musikken kan nedbryde barrierer skabt af sprog, religion, kultur. I musikken mødes man på fælles grund og deler idéer. Alle er lige – alle er det samme sted og forstår hinanden 100%.

Som musikere og kunstnere må vi aldrig glemme, at vi har en vigtig opgave. Vi er i en position, hvor vi kan sende og formidle signaler, idéer, tro og tanker til alle de mennesker, der modtager musikken. I an-

Foto: Elona Sjøgren

dre kommunikationsformer kan forkerte budskaber blive sendt til folk. Det er vores opgave som musikere, at styre tingene i den rigtige retning. Vi skal altid fortælle den gode historie om, at der ikke er den store forskel på os mennesker.

Musik kan naturligvis bygge bro mellem de musikere, der laver musikken. Men der bygges i lige så høj grad bro i de situationer, hvor man spiller musik for andre. Her skaber man et fællesskab mellem dem, der er til stede, og åbner for en lydhørhed, der stikker dybere, end hvis man blot formidler med ord. En stærk tekst bliver endnu stærkere når, man har musikken med. Når det sker i en stor gruppe, opstår der en helt anden fællesskabsfølelse.

Hjerneforskning har vist, at vi producerer dopamin, når vi spiller musik. Der er centre i hjernen, der bliver stimuleret, når man lytter til musik uafhængigt af alder, køn eller kultur. Så det er vigtigt, at vi kommer ud og spiller koncerter. Jeg synes, det har stor betydning for samfundet og demokratiet. Man kan nærmest sige, at vi som musikere er med til at holde gang i publikums og vores egne hjerner.

Den første arbejdsgruppe, jeg var med i, udgav plader under navnet Agitpop med henvisning til agitation. Vi havde politiske budskaber og kritiserede fx skolen og EU. Vi gjorde os den erfaring, at når et budskab kommer ind i musikken, har det en helt anden formidlingskraft. Ligesom hvis man tager folk i hånden eller rundt om skulderen, når man siger noget til dem – så bliver der lukket op for en helt anden forståelse. Når musikken er med, kan man komme videre, over i en anden fase.

Musikken var virkelig stærk i hele ungdomsoprøret. Det var gennem musikken, vi fik budskaberne og den dybere forståelse. Jeg synes ikke, man bruger musikken på den måde længere, men man oplevede det til præsidentindsættelsen af Joe Biden, hvor poeten Amanda Gorman nærmest rappede sig igennem sit budskab. Det fungerede og folk var fuldstændig vilde med det. Hendes budskab trængte igennem på en helt anden måde.

Jeg har haft det store held, at indgå i sammenhænge, hvor jeg kan hjælpe andre musikere videre ved at gøre det, jeg er god til, samtidig med, at jeg lærer af dem og kommer videre på den måde. Måske kan Dansk Musiker Forbund lave en platform, hvor musikere kan spørge hinanden til råds, for vi er jo en kæmpe vidensbase.

Jeg tror, vi bliver bedre til at bygge bro gennem konkrete projekter og møder som fx jam-sessions, hvor man skubber folk lidt ud af deres vante rammer. Det kan være ved at improvisere eller blande forskellige genrer. Den slags projekter er god stimulation.

Dansk Musiker Forbund omfavner alle genrer, og vi kan lære meget af hinanden. De netværksmøder, jeg har deltaget i hos JazzDanmark, har gjort meget i forhold til videndeling, og det er vigtigt, at nogen tager teten og skaber det forum. I coronatiden har JazzDanmark lavet en masse tiltag, som har gjort det muligt for mig som musiker, at mødes med andre musikere, hvilket jeg har fået sindssygt meget ud af det. Jeg tror, at netværksmøder med skiftende temaer kunne være en god ting. Hvis man mødtes online og diskuterede et bestemt emne, kunne man komme langt.

Problemet i dag er, at meget musik er blevet mainstream og opdelt i genrer. Det skal vi have brudt på en eller anden måde, for der er mange musikere, vi aldrig får

Privatfoto

kendskab til. Via projekter, som vi laver i fællesskab, kan vi måske få smadret den mainstream-tankegang, der kører for tiden. Vi deles op i genrer og bekriger hinanden indbyrdes.

Me too-bevægelsen har sat fokus på skævvridning på flere planer. Og jeg vil som halvgammel sige, at der også finder en aldersdiskrimination sted. Har man nået en vis alder, er man totalt uinteressant. Men alle er interessante. Uanset, hvor gammel eller ung man er, er man levende. I DMF er der masser af ældre musikere med fantastiske historier og kompetencer, og dem skal vi inddrage sammen med de unge, der også har brug for det.

Hvis Dansk Musiker Forbund er med til at facilitere videndelingsmøder, får man som organisation foræret en hel masse spredt viden, og kommer meget tættere på medlemmerne. Og samtidig kommer medlemmerne tættere på DMF. Og som initiativtager har DMF den store fordel, at de som organisation kan komme med et aktuelt tema, som de ønsker at sætte fokus på.

Her i corona-tiden har jeg har været utroligt netværkssulten, og har meldt mig til alle de kurser, der er blevet udbudt i forskellige sammenhænge. Jeg synes, det er sindssygt spændende at møde mennesker, der tænker kunst og musik på en anden måde end mig. Lige nu har vi måske ikke et direkte samarbejde, men det betyder, at vi har en interesse for hinanden, som er enormt vigtig at gøde.

Jeg synes, det er godt med sessions og netværk, hvor musikere mødes og taler sammen. Sæt musikere sammen og se, hvad der kommer ud af det. Den slags projekter og idéer bør understøttes. Vi skal altid huske os selv på, at vi skal afprøve nye ting og forsøge at krydse grænser. Vi skal hele tiden forsøge at flytte os selv og bevæge os ud af den vante zone i forhold til idéer og tanker.

Der er stort potentiale i podcast. Her kan man invitere forskellige musikere ind til at fortælle om og spille deres musik. Det kunne være sindssygt fedt, hvis DMF på hjemmesiden kunne highlighte forskellige musikere gennem podcast, hvor man får en historie med. Det, tror jeg, kunne være interessant for mange. Mange lytter til podcasts, og det kunne være meget relevant med en portal med fokus på musikernes lyde og baggrund. Her kunne man tage fat i historien om, hvorfor musikere har valgt musikken som levevej. Det kan måske give andre musikere mod til at spille og inspiration til livet som musiker.

Jeg er flere gange blevet kontaktet af musikere, som er frustrerede over, at der aldrig er fokus på deres teksters indhold. Hvad er det egentlig sangene handler om, hvilke tanker ligger der bag teksterne og hvad er meningen med det hele. Det kunne man sagtens lave en række spændende podcasts om.

Podcast ville kunne give synlighed hele vejen rundt om en kunstner. Det er vigtigt, at bryde de usynlige barrierer, der nogle gange kan være mellem musikere. Det skal være ligesom at deltage på en kulturfestival, hvor stemningen summer af netværk, møder og relationer. Følelsen af, at man tør snakke med og gribe fat i hinanden skal ind i hverdagen som musiker og kunstner.

Det ville være skønt med workshops i DMF-regi, hvor lærere og instruktører med stor erfaring inviteres, for på den måde at arbejde på at blande kulturer, udveksle idéer og stille hinanden spørgsmål. Mange musikere ville have stor fordel af den type workshops.