Sorggrupper – en del af Folkekirkens arbejde - SAMMEN 2022-1

Af Lone Vesterdal, Sognepræst (kbf) i Bramdrup Sogn, Kolding Provsti

I Bramdrup Kirke har vi sorggruppe i efteråret. Otte deltagere og to sorggruppeledere mødes en række eftermiddage og lader deres sorg mødes af de andres medfølelse og solidaritet. Når sorggruppeforløbet slutter, inviterer vi til tre aftengudstjenester hen over vinteren: Kirken – midt i alt det meningsløse kl. 17-18. Vi inviterer alle i sognet, både dem, der har mistet for nyligt, og dem, der bærer på flere år gamle tab. Vi inviterer også dem, der har mistet på andre måder end ved dødsfald. Det gør vi, fordi det er en naturlig del af folkekirkens arbejde.

Jesus blev berørt af andres sorg. Det ved vi f.eks. fra beretningen om Lazarus’ død (Johannesevangeliet kap. 11). Han sørgede over tabet af sin ven og blev berørt og bevæget af de to søstres sorg. At blive berørt af et andet menneskes sorg er den fineste anerkendelse, vi kan give, og anerkendelsen har forvandlende karakter. I det berørte blik, med den berørte handling fortæller vi den anden: "Jeg ser dit tab, at du er ramt og sørger, og det berører mig." Bevægetheden er udtryk for solidaritet og medfølelse (og ikke medlidenhed, som kan være det modsatte af medfølelse: Den ramte opfatter ofte medlidenhed som mangel på indlevelse, mangel på ægte engagement). I medfølelsen lader jeg mig berøre og bevæge af den andens sorg, fordi jeg kan leve mig ind i og lever mig ind i den andens sorg. Erfaringen af, at et andet menneske berøres af min sorg, kalder sociologen Hartmut Rosa resonans-erfaring. Begrebet kender vi fra fysikken, hvor det betegner det fænomen, at frekvenser går i svingning med hinanden. I mødet med det andet menneske er det erfaringen af, at den anden svarer, når jeg sørger. Berørtheden er en åbning, hvorfra den sørgende kan slippe ud af sorgens enorme ensomhed.

Den israelske forfatter David Grossmann skriver i forbindelse med tabet af sin søn, der blev dræbt som soldat, at sorgen nedkalder en uforlignelig ensomhed over den levende. Den sørgendes ensomhed er netop uforlignelig. For ingen kan helt leve sig ind i andres sorg. Men de fleste kan bevæges! Og dermed udtrykke anerkendelse og solidaritet. Det er en erfaring, der kalder os ud af ensomheden og åbner for muligheden for at vi igen kan være sammen med andre mennesker. Resonanserfaringer er dermed forvandlende erfaringer. Forfatteren, tidligere præst Hanne Pahuus skriver, at resonanserfaringer forvandler en, og netop deri ligger der en erfaring af livlighed. (1 Hanne Pahuus side 318 i Sjælesorg i bevægelse- introduktion til hovedspor i sjælesorgens historie og praksis, redigeret af Lone Vesterdal og Thomas Gudbergsen, Eksistensen Forlag 2021.) Vi rækker muligheden for resonanserfaring ud til sørgende, når vi f.eks. inviterer i sorggruppe. Derfor er sorggruppe en væsentlig del af kirkens arbejde.

Jesus blev berørt af andres sorg. Hans solidaritet og engagement i andres liv og død har siden inspireret mennesker overalt i verden og har også været bestemmende for kirkens arbejde for sørgende. Med lige dele faglig viden, kreativitet og medfølelse åbner vi kirkens rum for menneskers sorg. Hvis ikke vi skulle bevæges af andres sorg, hvem skulle så? Hvis ikke kirken skulle tilbyde rum, medfølelse og solidaritet til sørgende, hvem skulle så?