Kan man strikke sig et nyt hjerte, hvis det første er gået i stykker? SAMMEN 2022-1

Af Berit Weigand Berg, Udviklingskonsulent i Kirkefondet

Det begynder med håndarbejde. Himlene, månen, stjernerne, vi mennesker og alt det andet, vi er resultat af Guds fingres værk, hans håndværk eller håndarbejde. At Gud er som en håndværker er et billede vi også møder andre steder i Bibelen. Gud er som en pottemager, en gartner, en sædemand, en vingårdsejer osv.

Men også menneskers håndarbejde er med i Bibelen. Der er de store kunsthåndværkere som Besalel, der udsmykker det flytbare telttempel Tabernaklet og kobbersmeden Hiram fra Tyrus, der udsmykker kong Salomons tempel. Ganske som vi kender det fra vores egne kirker, hvor Peter Brandes har lavet den store bronzeport, der går under navnet kongeporten i Roskilde Domkirke, og Gitte Christensen har lavet mange af de lysglober og lys-træer der står i kirkerne. Kunsten kan bruges både til at afbillede vores tro og til at skabe handlinger vi kan gøre som udtryk for vores tro. Som når vi tænder et lys. Det er kunsten og kunsthåndværkerne dog ikke alene om. Også det at være kreativ og lave noget med sine hænder kan både sætte billeder på vores tro men også være handlinger vi gør som del af vores tro.

At håndarbejde er godt for mange ting, har vi længe kendt til. Ergoterapeuter bruger det helt bevidst i deres arbejde. Strik bliver ofte fremhævet som noget, der kan bruges mod stress og angst. Og arbejdet med at strikke dåbsklude har skabt grobund for mange gode samtaler og nye venskaber. Men håndarbejde kan mere end det. Det kan også være med til at hjælpe andre. I Danmark strikkes og hækles der trøstebamser til børn, der kommer på skadestuen, og blæksprutter og små huer til for tidligt fødte børn. I Oslo opfordrer Kirkens Bymisjon til, at man strikker huer, halstørklæder, sjaler etc. – gerne i deres orange garn – for et varmere samfund. Strikkene indsamles og uddeles til dem, der trænger i de kolde måneder.

At håndarbejde kan indgå i kirkens diakonale og missionale arbejde er både oplagt og velkendt. Men er der også ligefrem teologi i selve håndarbejdet? Ja, er vi flere der mener. Hvis vi i første omgang kigger på det at gøre håndarbejde, så har der i hvert fald tidligere været teologi på spil. Vi kender til nogle traditioner, hvor det at lave håndarbejde ikke var tilladt om søndagen og slet ikke langfredag. Her har håndarbejdet nok mest været set som netop arbejde, og altså noget, man ikke skulle på hviledagen. I andre traditioner var det at være flittig og at gøre sig umage en måde at udvise respekt og taknemmelighed overfor Gud. En stille lovsang.

Håndarbejdet er også en måde hvorpå lægfolket kan komme i spil. Mennesker af alle slags kan med håndarbejde bidrage til det diakonale og det missionale arbejde. Og de samme mennesker kan igennem deres håndarbejde markere deres eget personlige forhold til Gud, netop ved fx at udføre det med flid eller ved at begrænse, hvornår man gør det. Alt efter hvilken tradition man føler sig bedste hjemme i. Håndarbejdet giver lægfolket mulighed for at omsætte deres tro til praksis.

I bogen "Art and Faith: A Theology of Making", vil kunstner Makoto Fujimura gerne gå et skridt længere, eller dybere. For ham er der en direkte forbindelse mellem håndarbejde og Opstandelsen, fordi håndarbejdet er ny skabelse lige som Opstandelsen er det. Han ser kunsten og håndarbejdet som liturgi. Handlinger, der former vores forståelse og drejer vores sind og vores kærlighed både mod Gud og hans skabning. Han går faktisk så langt som til at mene, at hvis ikke vi skaber noget, kan vi slet ikke vinde indsigt i Guds væsen og Guds nåde. For det at skabe noget er kærlighed omsat til handling.

Hvis Fujimura har ret, kan vi sige, at det netop er igennem vores egne hænders værk at vi træder ind i det, som Guds fingre har skabt, og håndarbejde bliver dermed ikke blot noget vi gør. Håndarbejde er også en måde at indgå i en relation med skabelsen og med Gud.