Teologiske argumenter for diakoni

Diakoni er én af kirkens tre udtryksformer

Kirken har tre udtryksformer: Gudstjenesten, det offentlige vidnesbyrd og tjenesten for næsten. De teologiske betegnelser for disse er liturgi, martyrium (eller kerygma) og diakoni. Hver af de tre er lige vigtige og forsømmes ét af dem, bliver kirken ensidig. Denne forståelse af kirkens væsen griber tilbage til oldkirken og har siden midten af det 20. århundrede atter vundet udbredelse på tværs af de forskellige kirkesamfund. Det lutherske verdensforbund (LWF) har i sit fælles dokument "Diakonia in Context" (2009), at hver af disse udtryksformer er indbyrdes forbundne, ja faktisk ikke kan eksistere uden hinanden. På samme vis skrev den tidligere Pave Benedikt XVI i sin "Gud er Kærlighed" (2005), at kirken har et "trefoldigt kald: forkyndelse af Guds ord (matyria), fejring af sakramenterne (leiturgia) og kærlighedens tjeneste (diakonia)" og at hvert af disse "er gensidigt afhængige af hinanden, og ikke kan adskilles fra hinanden" (§25).

Tanken om kirkens tre udtryksformer bygger på, at kirken i sit virke skal afspejle Kristi trefoldige tjeneste. Jesus beskrives i evangelierne som ypperstepræst, profet og konge. Som præst viser Kristus den rette gudstjeneste, som profet bærer han vidnesbyrd, og som konge viser han den rette form for tjeneste, nemlig tjenesten for næsten (dvs. diakoni).

På trods af at alle de store kirkesamfund igen lægger vægt på denne forståelse af kirkens væsen, er der i Danmark og hele Vesteuropa en tendens til ensidigt at fokusere på den ene udtryksform, den regelmæssige gudstjeneste, og til at negligere de andre to som mindre væsentlige. Dermed kommer kirken nemt til at stå på et ben og dermed nemt til at miste balancen.

Når kun gudstjenesten er i centrum, bliver den offentlige forkyndelse af Kristus og den diakonale tjeneste nemt overset og uddelegeret til de få ildsjæle, der gider mission og diakoni. Det er naturligvis al ære værd, men dermed kommer disse to udtryksformer nemt til at stå hver for sig og i mindre grad at fremstå som hele kirkens fælles opgave. Det er et problem. Pointen hos både det lutherske verdensforbund og Pave Benedikt er jo netop, at de tre udtryksformer gensidigt skal præge og støtte hinanden. En gudstjeneste, der ikke er tæt forbundet med en offentlig forkyndelse af og undervisning i kristendommen, bliver nemt reduceret til tom tradition.

På samme måde bliver det offentlige kristne vidnesbyrd, hvis ikke det er forbundet med invitationen til at være en del af et konkret kirkeligt fællesskab, nemt reduceret til blot at være endnu et eksistentielt tilbud på hylden i det senmoderne åndelige supermarked. Og hvis kristendommen skal være troværdig også for den, som har sår på sjæl og legeme, må dette kirkelige fælleskab også yde en diakonal omsorg for hele mennesket.

Endelig er det vigtigt, at den diakonale udtryksform opretholder sin forbindelse til både gudstjenesten og det kristne vidnesbyrd og den dermed forbundne tilværelses og verdensopfattelse. Gør diakonien ikke det, bliver den meget nemt reduceret til endnu et (delvist) skattefinansieret tilbud i velfærdsstaten og kommer dermed også nemt til at overtage samtidens rent dennesidige syn på mennesket. Diakonien adskiller sig fra det sekulære humanistisk motiverede omsorgsarbejde ved at have et alsidigt syn på mennesket, der inkluderer den åndelige dimension. Diakonien har altid også en transcendent horisont (Gudsriget og det evige liv) og selvom den ikke er missionerende i traditionel forstand, bør den altid være åben for at redegøre for sit livssyn og for også at varetage menneskers åndelige nød og behov. Diakonien ved, at mennesket ikke lever af brød alene og at mange af samtidens dårligdomme, så som ensomhed, brudte familierelationer og mangel på mening, netop også skyldes fraværet af Gud i menneskers liv og ikke bare kan fixes med flere socialarbejdere.

Det mageløse ved kristendommen er, at den vendte op og ned på alle værdier. At den største ikke længere var den, der kunne hævde sig over for alle andre, men tværtimod den, der gør sig til medmenneskets tjener. Derfor er diakonien vigtig, ja en "kongelig tjeneste", fordi den viser at den sande kongetjeneste er at tjene næsten.

Man taler i kirken meget om det almene præstedømme, som betyder at alle døbte er kaldet til et liv i gudstjeneste. I lyset af den ovenstående beskrivelse af kirkens tre ligeværdige udtryksformer bør man nok også begynde at tale om det almene profetdømme og det almene diakondømme. Gjorde vi det, ville diakonien rykke helt ind i kirkens selvforståelse og den allerede eksisterende diakoni ville i endnu højere grad end den allerede gør, se sig selv som en del af kirkens virke, dvs. Guds sendelse til verden i dag.