Diakoni er kirkens omsorg for mennesker i nød. Leder i SAMMEN 2022-1

Erik Ladegaard Sognepræst og formand for Samvirkende Menighedsplejer

Den gamle norske professor, Torleiv Austad, definerer diakonien som kirkens tjeneste for mennesker i nød. Med den definition får Austad sagt flere vigtige ting om diakonien. For det første at diakonien er kirkens opgave. Kirken skal drive kirkeligt socialt arbejde. For det andet at kirkens diakonale opgave er en omsorgsopgave. Og for det tredje at kirkens sociale omsorgsopgave især retter sig mod mennesker i nød.

Når man i kirken taler om diakoni, så gør man det tit ud fra skabelsen. Ethvert menneske er skabt i Guds billede, og derfor har det også ret til at blive mødt med omsorg på lige fod med alle andre. For selvfølgelig skal kirken være til stede med omsorg for mennesker i nød. Alle er jo lige meget skabt i Guds billede, og alle er derfor også lige værdifulde.

Men når vi i kirken taler om diakoni, så gør vi det også ud fra forløsningen, altså ud fra det, Jesus gjorde for at frelse mennesker. Vi skal tjene mennesker i nød med Jesu omsorg – den omsorg der springer ud af, at alle mennesker – ikke alene er lige meget skabt af Gud – men at alle mennesker også er lige meget genstand for Guds kærlighed i Kristus Jesus. Jesus ville ikke bare frelse nogen, men alle!

Skabelsestroen bekender vi hver søndag. Vi tror på Gud, den almægtige, himlens og jordens skaber. Luther forklarer det ved at sige: at jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger. Og Luther siger videre, at troen på Gud som skaber betyder, at han sørger for mig i min dagligdag. Måske skal vi alligevel skelne lidt her og sige, at Guds første skabelse var hans alene, mens den fortsatte skabelse – at der sørges for os – er både hans og vores opgave. Vores del af denne fortsatte skabelse foregår både helt individuelt, men også kollektivt i forskellige ordninger som familie, socialvæsen, på arbejdspladser, i skoler og på uddannelsessteder.

Den nød og lidelse og uretfærdighed, der findes i verden, er ikke villet af Gud. Han bekæmper synden og døden og alt ondt. Og Gud bruger i høj grad mennesker som sine medarbejdere i kampen mod alt ondt og al nød og elendighed. Det er det, vi siger i kirken: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen" Så vi er med i kampen på Guds side mod det onde!

Vi rige danskere er kaldet til at hjælpe fattige mennesker, alle vi raske mennesker er kaldet til at hjælpe de syge, alle frie mennesker er kaldet til at hjælpe de undertrykte, alle danskere med hus og hjem er kaldet til at åbne deres hjem og hjerter for dem, der ikke har noget hjem eller et hjemland. Det er ikke nemt, og det er derfor vi må kæmpe med det, for at holde det øverst oppe på vores personlige dagsordener.

Forløsertroen, eller troen på Jesus som frelser kan betegnes som en ny skabelse. "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning, det gamle er forbi, noget nyt er begyndt!". En nyskabelse er forbundet med syndernes forladelse. Tænk på de erfaringer, vi alle har gjort med at få tavlen vasket ren. Det er som at blive helt ny, at få livet igen. Som kristne er vi kaldet til at bringe Kristi kærlighed videre til dem vi møder.

Så Gud har skabt og frelst alle. og derfor skal diakonien – Kirkens sociale arbejde – rette sig mod alle. Vi er alle lige skabte og lige frelste. Vi har en opgave både med konkret hjælp til den nødlidende, og vi har en fortælling om, ham, der elsker alle.

I praksis er det svært at holde diakonien i lyset af skabelsen sammen med diakonien i lyset af frelsen. For diakonien befinder sig da i et krydsfelt mellem handling og ord.

Diakoni kan således foregå, der hvor ord ikke rækker. Omsorgen kan tale tydeligere end mange ord. Men diakoni kan også være med ord – ord der peger på Guds uendelige kærlighed i Kristus. Al diakoni henter sin energi og sin kraft i at være spændt ud mellem skabelse og frelse!

Når man på den måde ser diakoni spændt ud mellem skabelse og frelse, så kan kirken ikke nøjes med at missionere og evangelisere, den skal også engagere sig i det mellemmenneskelige liv og kæmpe på Guds side i kampen mod det onde – også på det institutionelle område. Vi skal hjælpe og værne om den svage. Og vi skal tale retfærdighedens sag for dem, der ikke kan tale selv … og, ja, vi skal hjælpe dem, som er undertrykte og gjort tavse til at få en stemme.

Kirkens diakoni er altså et BÅDE OG. – Både kærlighedens gerninger og kærlighedens tale.

Sådan skal jeres lys skinne for mennesker, siger Jesus i Bjergprædikenen, så at mennesker ser de gode gerninger, I gør, og priser jeres far som er i himlen. Det er diakoniens opgave ude i sognene at se mennesker som skabt af Gud og frelst af Gud. Og i spændingen mellem disse to perspektiver at prøve at gøre godt … være der, når mennesker er i nød, sidde ved den, der sidder alene, gå med den, ingen vil gå med, tørste den, som er sorgfuld, le med den glade, men også at tale om og henvise til den kærlighed, som Jesus viser os med sin død og opstandelse – om nødvendigt med ord.

Hvordan vi skal stå og praktisere i denne tjeneste, er der ingen faste regler for. Vi skal i menighedsplejerne rundt i sognene prøve at identificere behovene, og så skal vi i fællesskab samle kræfterne til at gøre noget ved det. For diakoni er og skal være kirkens omsorg for mennesker i nød.