Familiearbejde i menighedsplejen SAMMEN 2022-1

I BBC tv-serien, Jordemoderen – den eneste tv-serie jeg kender, som handler om diakoni – fortæller en af jordemødrene om sin opvækst som barn af en ugift mor. Hun fortæller, at hun kunne lugte fattigdommen, ikke fordi hun var beskidt, men fordi de kun havde råd til den billigste sæbe. De var ensomme, men hver søndag tog de bussen til en kirke i en anden del af byen. Moderen var den eneste faldne kvinde i menigheden, men det passede menigheden ret godt, at mor og datter kom der. For så kunne de tilgive dem.

Af Ane Bisgaard LaBranche, Sognepræst og formand for Roskilde Domsogns Menighedspleje

Enker, faderløse og fremmede omtales i Det Gamle Testamente som værgeløse mennesker, men Gud er deres far og han tåler ikke, at deres ret krænkes. Derfor har enkerne og de faderløse helt tilbage fra de første kirker og menigheder haft en særlig bevågenhed (ApG 6,1; jf. også Mark 12,40.42ff; Luk 18,3ff). I Jakobsbrevet 1,27 beskrives det som en kristen pligt at tage sig af enker og faderløse.

Man kan sige, at familier med kun en forsørger er vor tids enker og faderløse. De bliver forhåbentligt ikke, som beskrevet i ovennævnte tv-serie, betragtet som faldne og uægte, men de har stadig vanskelige vilkår og har derfor brug for en særlig bevågenhed.

I en familie med to voksne er man to til at betale udgifterne. I Danmark er de dyreste udgifter boligudgifter: husleje, varme og el. Disse udgifter bliver ikke væsentligt mindre af, at man kun er én voksen i husstanden. Derfor er de fleste enlige spændt noget hårdere for end par. Det kan være svært at give sine børn det samme som andre børn får og det kan være svært at finde forståelsen for dette.

Fattigdom og ensomhed findes stadig, den ses og mærkes, når tøjet ikke er som kammeraternes mærketøj; når man aldrig inviterer eller kommer til børnefødselsdag, fordi der simpelthen ikke er råd til gaver og fest; når der ikke er oplevelser at fortælle om efter ferierne; når der ikke er fester, højtider og udflugter, som i andre familier; når der er en stor ensomhed, fordi man ikke har penge til socialt samvær og fordi man hver dag står med det hele selv og skammer sig over sin situation.

Ensomhed går i arv og sammen med skam lever den i bedste velgående, for noget af tidligere tiders ekskluderende menneskesyn kan stadig snige sig ind i befolkningens, politikeres og "systemets" omtale af eneforsørgere og deres børn.

Vi har i vores familiearbejde mulighed for at ændre på dette.

Aktiviteterne vi i kirkernes menighedspleje kan blandt mange være: ferieudflugter, deltagelse i Folkekirkens feriehjælp, fællesspisning for eneforsørgere, julehjælp og støtte til konfirmation, barnedåb og børnefødselsdage.

Vi har de fleste af disse aktiviteter i Roskilde og sognene samarbejder om flere af dem bla. fællesspisninger for eneforsørgere med børn.

Vi gør meget ud af, at maden er rigtig god, for ingen skal føle, at de spiser nådsensbrød, eller mødes af et "Det må være godt nok til jer." Både højtuddannede og ufaglærte kommer for at få en friaften i selskab med andre voksne – og finder med tiden sammen på kryds og tværs, så netværk skabes og man har nogen at spørge, hvor man ellers stod alene. Som når en mor, der arbejder inden for kommunen, hjælper en anden forælder med at søge om merudgifter og hjælpemidler til et handicappet barn.

De voksne fortæller, at det er rart, at de ikke skal forklare deres civilstatus og at tale med andre, der har samme livsvilkår. Det er også et frirum for børnene, her er plads til at lege og se far eller mor i et fællesskab med andre.

Der er ingen tilmelding til fællesspisningerne, vi laver mad til det antal, som plejer at komme ca. 30 børn og voksne. Er der for meget mad, får familierne det med hjem. Uden tilmelding er der plads til de svageste og ingen skal være flove over, at de har meldt sig, men alligevel ikke magtede at komme.

I ferierne laver vi udflugter for familierne. Alle børn kan efter ferierne komme i skole eller børnehave og fortælle om en ferieoplevelse, de har haft sammen med far eller mor. Udflugterne er til populære steder, så børnene oplever det samme som andre børn og kan dele erfaringer med deres kammerater, når de er tilbage i hverdagen.

Omkring højtiderne bliver det tydeligt, hvem der har socialt og økonomisk overskud, og hvem der ikke har. Det er vigtigt, at vi som kirke støtter op om de familier, som har svært ved at få råd til fest og gaver, ikke mindst når det handler om kristne højtider. Man kan udover julehjælp lave juletræsfest, have gavetræ i det lokale center, eller få gode brugte gaver til uddeling. Her er det vigtigt at lade forældrene give gaven. Der er børn, som pga. familiens økonomi aldrig får gaver, og det er ikke kirken de ønsker en gave fra, men fra far eller mor.

Nok er tiden forbi, hvor vi så på kvinder som faldne og børn som uægte, men vi skal ikke glemme, hvor privilegieblinde vi kan være. I coronatiden kunne vi ikke holde fællesspisning, og vi tilbød take-away fra en lokal restaurant, så familierne kunne få lidt ekstra godt til højtiden. En mor ringede og spurgte forsigtigt: Hvordan henter man sådan noget? Vi havde ikke overvejet, at der findes mennesker, der aldrig har haft råd til take-away – det siger en del om forskellene i vores samfund.

Hvorfor skal menighedsplejen lave disse tilbud til familier med en forsørger, hvad har det med kirken at gøre, kunne man spørge?

Der er hverken bordbøn, bibellæsninger eller prædiken med i aktiviteterne. Vi tilbyder ikke aktiviteterne for at gøre deltagerne kristne. Vi har derimod en menighedspleje, som yder hjælp, fordi vi er kristne og fordi vi er kirke. Det at vise omsorg for medmennesket, især det trængte medmenneske er en del af at være kristen og være kirke.

Det gør også noget ved os som kirke, at vi forsøger at favne sognets trængte. Som i jordemoderens barndomskirke passer det os ret godt, at enlige med børn kommer hos os. Men ikke fordi vi kan tilgive, det er derimod, fordi de giver os en meget mere mangfoldig kirke. Da bliver vi nemlig folkekirke for alle og ikke alene for dem, der har overskud til at møde op søndag kl. 10. Vi bliver kirke for forskellige familietyper og for de frivillige, som gerne vil bruge tiden på at gøre noget for andre. Deltagere i menighedsplejens aktiviteter gør vores kirke levende, favnende og mangfoldig. Vi bliver gennem diakonien en kirke, som lever og handler efter den kristne forkyndelse.