Staalbaandet - 1962 - Nr. 1 by Preben Jørgensen

NR. 1

1962

11. ÅRGANG

DDS TEATER INDHOLD: Betragtninger omkring årsskiftet ........... 10 års tilbageblik ................................... Sport ...................................................... Jernets vej .............................................. Fra sikkerhedsfronten ............................ Bedriftslægens beretning ....................... Fra afdelingerne..................................... Stålets følgestoffer................................. Olsen ..................................................... Sverige kan sagtens ............................. Dødsfald ................................................ Fra bedriftslægen: støjproblemet ........... Kunst ..................................................... Regnskab for hjælpefonds ..................... Personalia ............................................ Til lykke ................................................

3 5 6 7 13 14 15 18 20 21 23 24 31 36 39 40

DDS indbyder igen i år sine medarbejdere med ledsager til en teateraften. Gellim-turneen opfører NOEL COWARDS lystspil

med PREBEN UGLEBJERG Og KATE MUNDT Forestillingen finder sted på Grand Hotel: Fredag d. 23. marts kl. 20.00 Lørdag d. 24. marts kl. 15.30 og 20.00 Søndag d. 25. marts kl. 15.30 og 20.00 Mandag d. 26. marts kl. 20.00

F O R S I D E B I L L E D E :

Tirsdag d. 27. marts kl. 20.00

Grunden lægges til konti-profilværket Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk Trykt i 2.000 ekspl. Udkommet i marts 1962

PERSONALEBLAD

udgivet af

D E T D AN S K E S T A AL V AL S E V Æ R K A / S FREDERIKSVÆRK Redaktør KNUD NIELSEN

Udlevering af billetter vil, så længe beholdningen rækker, finde sted i marketenderiet mod forevisning af identitetskort og med højst 2 billetter til hver til følgende tider: 3. skift i ugen 18.-24. marts, mandag d. 12. marts kl. 14-15 2. skift i ugen 18.-24. marts, mandag d. 19. marts kl. 13-14 Øvrige ansatte, tirsdag d. 20. marts kl. 13-17.30 Billetter skal afhentes før arbejdstidens begyndelse eller efter dens ophør. Det bemærkes, at billetterne er strengt personlige og ikke må overdrages til andre, og at personer uden tilhørsforhold til værket,samt børn under 15 år ikke vil få adgang til salen.

Direktørerne: E LV O M D ETTE første nummer af Staalbaandet i 1962 udkommer temmeligt sent, har vi ment det rigtigt at fremsætte en nytårsudtalelse dels for at følge traditionen, men særligt fordi så mange af de forhold, der har betydning for værket, for tiden er i »støbeskeen«. 1961 har kun bragt en beskeden produktionsfremgang. Forårets arbejdskonflikt bevirkede tab af mange arbejdstimer og dermed af produktion. Når det alligevel er lykkedes at udlevere ca. 4 % mere stål end i 1960, står dette i forbindelse med ret betydelige indkøb af halvfabrikata foretaget under de gunstige afsætningsforhold omkring årsskiftet 1960/61. I løbet 1961 er der sket en væsentlig forringelse af afsætningsforholdene, og de europæiske stålværker har måttet tilpasse sig dette ved at sænke produktionen gennem at slukke en del høj- og stålovne og reducere arbejdsstyrken. Vi har lykkeligvis kunnet opretholde fuld beskæftigelse, hvad der i sig selv er meget tilfredsstillende, og i øvrigt har været medvirkende til, at Frederiksværk-borgerens gennemsnitsindtægt er landets højeste. Om det kan lykkes også i 1962 at holde fuld beskæftigelse vil afhænge af mange forhold, ikke mindst af værkets produktivitet og lønniveau. Den gode afsætning til lønnende priser i størstedelen af 1961 bevirker, at det regnskabsmæssige resultat er tilfredsstillende. Imidlertid er stålpriserne nu meget lave, og tilsvarende regnskabsresultat for 1962 kan derfor ikke ventes, medmindre der sker en væsentlig bedring. Vi er igen inde i en periode, hvor de udenlandske værker søger at eksportere en del af deres produktion til priser, der ligger lavere end deres hjemmemarkedspris, og DDS må afsætte hele sin produktion i konkurrence med disse udenlandske dumpingpriser. Den investeringsvirksomhed, der har foregået og stadig er i gang — ikke mindst med det nye finværk — tilsigter at skaffe værket det bedst mulige tekniske stade, så vore produkters kvalitet kan svare til vore

kunders stadigt stigende krav. Samtidigt skulle vor kapacitet gerne øges, og vore produktionsomkostninger falde, eller med andre ord vor konkurrenceevne forbedres. Alle er efterhånden kendt med de forhandlinger regeringen fører om Danmarks tilslutning til »De Seks«'s markedsdannelser, og hvad enten Danmark og dermed DDS bliver tilsluttet under den ene eller den anden form, eller muligvis slet ikke, er det givet, at vi i den kommende tid vil møde stærk konkurrence fra store og til dels meget moderne værker med høj produktivitet. I den kommende tid må vi være forberedt på vanskeligere forhold, end der har hersket i de senere år. Forudsat alle medarbejderes fortsatte interesserede og påpasselige indsats tror vi, med de gode anlæg vi nu har, at turde se fremtiden i møde med behersket optimisme. K. Uggerløse. B. Christiansen.

Fællestillidsmanden: ET KAN KUN BEKLAGES , at forårets overenskomstforhandlinger ikke direkte førte til et positivt resultat, men medførte en arbejdskonflikt med deraf følgende produktionstab og tabt arbejdsfortjeneste. Enhver må ønske, at en tilsvarende situation fremtidig undgås, ikke mindst med henblik på landets eventuelle indtræden i fællesmarkedet. Det må ligeledes være i alles interesse, at roen på arbejdsmarkedet opretholdes, således at de store udvidelser, der er i gang på DDS, kan fuldføres planmæssigt, og værkets konkurrenceevne herved konsolideres og fuld beskæftigelse påregnes fremover. Det er stadig min opfattelse, at et godt samarbejde parterne imellem er af uvurderlig betydning. Her kan jeg på arbejdernes vegne tilsikre værket vilje til samarbejde til gavn for vor virksomhed og de mennesker, der har deres arbejde her. E. Ambus.

10 ÅR, som er forløbet, siden Staalbaandet første gang så dagens lys, er sket en rivende udvikling inden for vor virksomhed, en udvikling som i høj grad har givet stof til bladet. Bedst får man måske et begreb om udviklingens karakter ved at sammenligne oplysninger om produktion m. m. i 1951 (givet i Staalbaandet første årgang 1952) med de tilsvarende tal for året 1961. Oplysningerne er anført i nedenstående tabel. DE

Stign.

1951 1961 Produktion i tons i pct. Råblokke 128.000 279.500 118 Plader 51.100 113.200 122 Profiler 55.000 110.600 100 Omsætning 103.900 231.200 123 Omsætn. i mill. kr. 72,0 183,0 155 Antal ansatte 960 1.502 56 Udb. løn. igmill. 9,3 25,5 174 kr. Den imponerende stigning i produktionen gennem den anførte 10-års periode er nået gennem en målbevidst investering i nye anlæg, ved udbygning og ændringer af de gamle og ved at indføre rationelle nye produktionsmetoder og driftsformer. Udviklingen er, som det fremgår af skemaet, karakteriseret ved, at produktionen er steget langt mere end de ansattes antal. Af de betydeligste investeringer skal nævnes: Trådværket, blokværket, mellempladeværket, det nye store pladeværk, ombygning af 3 SM-ovne med en forøgelse af kapaciteten fra 75 tons til 130 tons og af 1 SM-ovn fra 45 tons til 70 tons, udvidelse af havnen og

endeligt sidst i perioden bygning af et nyt stort tentorværk. Jo vist er der sket noget i de 10 år, og der fortsættes, idet den i 1961 besluttede bygning af et nyt profilværk er i fuld sving, ligesom yderligere rationalisering inden for de bestående anlæg er under overvejelse. Og så lidt om Staalbaandet! Bortset fra at bladets oplag i årenes løb er hævet fra ca. 1.200 eksemplarer til 2.000 er der ikke sket større ændringer. Det er gennem årene ikke de store sensationer, der har præget stoffet, men bladet har så vidt muligt bestræbt sig på, at være så aktuelt som det nu engang er muligt for et kvartalsblad, ligesom vi har søgt at være alsidige inden for det ret snævre og neutrale område, der er et personaleblad beskåret. Vi har af og til efter evne strejfet det almen-menneskelige område, bragt artikler vedrørende kunst, vor egns historie og om forhold i fremmede lande, ligesom der er skrevet en del om stålet. Men først og fremmest har vi set det som vor opgave at informere om værkets interne forhold — teknisk og merkantil i nutid og fremover, således at værkets medarbejdere kan vide, hvad meningen er og følge med i, hvad der sker også uden for den enkeltes egen arbejdsplads. Hvis Staalbaandet således gennem årene har været medvirkende til at forene os i fælles interesse for vor virksomhed, er formålet med bladet nået. KN

En kreds af DDS' medarbejdere har privat og på egen bekostning dannet et orkester, som en gang om ugen afholder øvelse i sikkerhedslokalerne, Vi får første gang lejlighed til at høre det i forbindelse med teaterforestillingerne i marts, idet man har lovet at spille før forestillingernes begyndelse.

SPORT Vi har haft en holdturnering i fodbold med deltagelse fra følgende afdelinger: Stålværket valseværket - plads og havn samt reparationsafdelingen. Turneringen blev vundet af reparationsafdelingen. For at skabe mere jævnbyrdighed vil der i 1962 blive forsøgt at afholde turnering på en anden måde. Herom nærmere. Den årlige pokalkamp mod B & W blev afholdt den 12. august i Kobenhavn. Resultaterne var som følger: Fodbold: Vinder: DDS Resultat 4-1 Håndbold, herrer: Vinder: DDS Resultat 7-5 Håndbold, damer: Vinder: DDS Resultat 3-2 Skydning: Vinder: DDS Roning, herrer: Vinder: DDS Roning, damer: Vinder: B & W Resultatet blev, at DDS beholdt pokalen. Efter at have ligget stille i flere år blev der den 23. august spillet pokalkamp i fodbold mod DFJ. Resultatet var ikke særlig strålende for DDS, idet DFJ vandt med 4-0, men vore fod boldspillere har svoret hævn i 1962. Lørdag den 26. august spilledes en fodbold-

kamp på Frederiksværk stadion mellem DDS og Ølsted Gasbetonfabrik. Her viste vore spillere de rigtige takter, idet de vandt med 9-1. Lørdag den 16. september var sportsafdelingen fra Standard Electric på besøg på værket. Efter rundgangen på værket blev der spillet en fodboldkamp mellem DDS og gæsterne. Kampen blev vundet af DDS med 3-1. Efter kampen fik DDS' sportsafdeling overrakt en smuk broncefigur som tak for gæstfriheden. Søndag den 10. december blev der afholdt en intern lynturnering i skak. Der var desværre kun mødt 14 deltagere, men de fik til gengæld en god og lærerig formiddag ud af det. Der var udsat to præmier, og de blev vundet af: 1. præmie - Joseph Nielsen. 2. præmie - Knud Jørgensen. Da vi har mange dygtige skakspillere på DDS, håber vi, at de alle møder op næste gang, der bliver kaldt. Ser vi tilbage på året 1961, kan vi jo kun sige, at vore sportsfolk har hævdet sig fint. Skulle der på DDS være nogle sportsfolk, som kunne ønske at deltage i vore arrangementer, kan de henvende sig til følgende, hvor de vil få de nødvendige oplysninger. Fodbold: Chr. Nørgaard - Pladeværket. Håndbold: Keld Rasmussen - El-afd. Roning: Ib Larsen - Tegnestue profilværket. Skydning: Lobner Jeppesen - Reparationsafd. Atletik: H. C. Rasmussen - Kontor pladeværket. Skak: V. Sommer - El-afd. Joseph Nielsen.

K. NIELSEN (Fortsat) Udstøbningen. I OVNEN færdige stål aftappes i én eller flere støbeskeer. Som vist i fig. 29 er støbeskeen opbygget som en stor stålbeholder udforet med ildfast materiale og forsynet med et aftapningshul i bunden samt udvendig med svære tappe for skeens ophængning i en kran. Taphullet lukkes af »propstangen«, som er ført til skeens top, hvor den er tilsluttet en mekanisme, ved hvilken betjeningsmandskabet kan hæve og sænke den og derved åbne og lukke for taphullet. Propstangen er således ført gennem stålbadet i den fyldte ske og må derfor være særligt beskyttet mod varmen. Den består af en stålstang omgivet af en svær kappe af ildfast materiale og nederst forsynet med en propsten, som lukker tæt mod taphullet. Det flydende stål føres i skeen til støbepladsen, hvor stålet udstøbes i kokillerne. En kokille er en støbejernsform, ET

Fig. 29.

som i tilfælde, hvor det drejer sig om udstøbning af stålblokke til valsebrug er lodretstående, firkantede eller rektangulære rør, lidt konisk indsnævret opefter. I almindelighed er kokillerne åbne i top og bund og anbragt på støbeborde - svære plader af støbejern. - Efter at en kokille er fyldt med stål, løftes den op ved hjælp af en kran, og tilbage står den glødende blok. Udstøbningen kan ske ved, at stålet tappes direkte ned i hver kokille, og skeen skal således af kranen føres hen over hver enkelt kokille. En anden metode er at anbringe et vist antal kokiller på et fælles støbebord forsynet med ildfast udforede kanaler med forbindelse til hver kokille. Kanalerne er forbundet til et fælles, centralt anbragt indløbshul, hvorover der anbringes en såkaldt indløbstragt - en slags skorsten, der rager over kokillernes top. Stålet fra skeen fyldes ned i indløbstragten og løber gennem kanalerne i støbebordet til kokillerne, som altså bli-

ver fyldt fra neden. Metoden benævnes »stigende støbning«. Støbeborde er ofte anbragt på kraftige, skinneløbende vogne, hvorpå de glødende blokke, efter at kokillerne er fjernet, kan føres til valseværksovnene eller lager. Udforingen af kanalerne i støbebordene samt i indløbstragten er rør af ildfast tegl, som må fornyes efter hver udstøbning, idet de jo bliver fyldt med stål. De udstøbte blokke skal nu valses, hvilket skal ske i glødende tilstand, hvorfor det varmeøkonomisk set ville være fordelagtigt at føre de varme blokke direkte til valseværket efter udstøbningen. I almindelighed lader dette sig imidlertid ikke praktisere bl. a. fordi udstøbningen foretages med større eller mindre tidsintervaller, medens valsningen skal foregå fortløbende. Derfor lader man enten blokkene afkøle og lægger dem på lager for senere anvendelse eller også redder man så meget af støbevarmen som muligt ved hurtigt efter udstøbningen at nedsætte blokkene i varmegruber, de såkaldte dybovne, hvor de ved en forholdsvis ringe tilførsel af varme ved elektricitet, gas eller olie holdes varme for umiddelbart før valsningen at blive opvarmet til bearbejdningstemperaturen, som ligger omkring 1200° C.

Strengstøbning. I de senere år er der imidlertid fremkommet anlæg for kontinuerlig støbning, hvorved stålblokkene uden mellemopvarmning føres direkte til valseværkerne. Som vist skematisk i fig. 30 aftappes stålet fra støbeskeen ned i en reguleringsbeholder, hvorfra det løber ned i en vandkølet kokille med et indvendigt tværsnit svarende til den færdige blok.

Stålet størkner delvis i kokillen og føres videre nedefter af en el-dreven rullefremfører, idet den udstøbte streng dog først passerer en afkølingszone med vandpåsprøjtning, hvorved stålet yderligere størkner. Den nu helt størknede glødende streng passerer herefter en flammeskærer, hvor den under sin stadige vandring nedefter overskæres i passende længder, idet flammeskæreren under skæringen følger strengen for, når snittet er fuldført, at vende tilbage til sin udgangsstilling. Det afskårne strengstykke falder ned i en blokkipper, som afleverer blokken på en rullebane, ad hvilken den føres til valseværket. Anlæggene kan anvendes til udstøbning af forskellige tværsnit såvel kvadratiske som rektangulære. For pladeværker fin-

des der således anlæg, der fremstiller blokke med et tværsnit på 1500 x200 mm. Ved mindre tværsnit fremstilles anlæggene ofte med 2 eller flere paralleltløbende strenge. Støbehastigheden varierer med tværsnittet og er f. eks for et tværsnit på 120 x120 mm ca. 2 m/min., hvilket svarer til ca. 13 tons pr. time pr. streng. Fig. 31 viser et anlæg, hvor strengene afbøjes inden afskæringen, hvorved spares nogen højde i hallen ligesom blokkipperen bliver overflødig. Udsnit af sidstnævnte anlæg udført med 2 strenge er i øvrigt vist i indledningsbilledet. Stålblokkenes behandling. Den kontinuerlige støbning må vel endnu siges at være på udviklingsstadiet, og udstøbning til enkeltblokke er indtil videre det almindeligste. Man fremstiller gerne blokkene så store som muligt, men valseværkerne og smedepresserne sætter en grænse. Større plader og profiler kan færdigvalses direkte fra blokstadiet, men ofte forvalses blokkene først til et mellemprodukt, som opskåret i passende længder benævnes knipler eller slabs, alt efter som emnerne skal bruges til færdigvalsning af profiler eller plader. Kniplerne har som regel kvadratisk tværsnit, medens slabs er rektangulære*). På mellemstadiet synes materialet for eventuelle fejl, som i påkommende tilfælde fjernes ved slibning, mejsling eller bortbrænding. Mellemproduktet lægges i øvrigt på lager for senere at blive indlagt i valseværksovnene før den endelige udvalsning. *) For benævnelse af emnerne til valsning, se skema sidst i denne artikel.

Fig. 31.

Valseværksovne. Til opvarmning af blokkene eller emnerne inden valsningen kommer i almindelighed en af følgende ovntyper i betragtning: 1. Grubeovnen. 2. Gennemløbsovnen. 3. Herdovnen. Grubeovnen. Denne ovntype er ofte sammenbygget i batterier bestående af flere ovne, men findes dog også opbygget som enkeltovne. Den udmærker sig ved en enkel konstruktion, men er ret varmekrævende, hvorfor man helst anbringer blokkene i den i varm tilstand så hurtigt som muligt efter støbningen. Som vist i fig. 32 består ovnrummet af en forholdsvis dyb, firkantet skakt, begrænset af ildfast murværk og lukket foroven af et tætsluttende, forskydeligt låg. Blokkene sænkes ned i ovnrummet af en specialkran og anbringes i stående

stilling på ovnens bund. Drejer det sig om store blokke, anbringes der kun én eller få blokke i hver ovn. Ovnen kan være elektrisk opvarmet, men er oftest fyret med gas eller olie. Temperaturen i ovnrummet er ca. 1250° C, og røggassen er, hvor det drejer sig om gas- eller oliefyrede ovne, således meget varm, når den forlader ovnen. For dog at nyttiggøre en del af denne varme, sendes røggassen gennem en luftforvarmer, inden den når skorstenen. Luftforvarmeren - en såkaldt rekuperator - kan f. eks. være opbygget som et batteri af ribberør forbundet ved samlekasser i enderne. Udenom rørene strømmer den varme røggas, som gennem ribberne og rørene afgiver varme til den gennem rørene strømmende blæseluft. Den således opvarmede luft anvendes som forbrændingsluft i brænderne. Ved rekuperatoren tilbageføres altså en del af spildevarmen til ovnen ligesom den varme forbrændingsluft medvirker til en bedre forbrænding af gassen eller olien.

Fig. 32.

Fig. 33.

Da røggassen som sagt er meget varm, når den forlader ovnen, er det nødvendigt at anvende ribberør udført af særligt varmebestandigt materiale, i hvert fald i rekuperatorens varmeste del. I USA er det ret almindeligt i stedet for ribberør at bruge glatte rør udført af keramisk materiale, som er særlig varmebestandigt. Men mere moderne er det først at sende røggassen gennem en såkaldt strålingsrekuperator og derefter gennem en rørrekuperator. Begge rekuperatorerne er da sammenbygget til en enhed som vist i fig. 33. Men selv efter rekuperatoren er røggastemperaturen ret høj, hvorfor man med fordel kan sende røggassen gennem en dampkedel, inden den strømmer ud i skorstenen. Hvor man benytter en almindelig ribberørsrekuperator, føres ofte kold luft ind i røgaftrækket før rekuperatoren til nedkøling af røggassen, hvilket dog varmeøkonomisk set ikke er særlig fordelagtigt. Er dybovnens varmeøkonomi således ikke særlig fremragende, har ovntypen sin fordel deri, at det er forholdsvis let at nedsætte og optage selv de største blokke, og at den ved rigtig pasning kan arbejde med reduceret atmosfære,

hvorved glødeskalstabet bliver forholdsvis lille. Glødeskallen fremkommer ved, at luftens ilt indgår en kemisk forbindelse med glødende stål og danner jernilte det vi kalder glødeskal - og det er klart, at netop i en ovn, hvor stålet er særligt varmt, findes gode muligheder for stærk glødeskalsdannelse, hvis der ellers er ilt nok til stede. Ved at lade ovnen arbejde med et lille overtryk, kan luften udefra ikke trænge ind i ovnen, så meget mindre som ovndækslet slutter ret tæt. Kun et overskud af forbrændingsluft kan give anledning til iltning. Derfor tilføres der ikke mere luft til brænderen end lige nødvendigt til forbrænding af gassen eller luften - eller rettere sagt - der bør tilføres lidt mindre luft end nødvendigt for en fuldstændig forbrænding - hvilket vil sige, at man arbejder med »reduceret atmosfære«. I visse tilfælde er man imidlertid interesseret i en vis glødeskalsdannelse for derved at få fjernet den yderste skal af blokken, som kan indeholde en del porer fremkommet under støbningen, og i så tilfælde arbejder man naturligvis med et luftoverskud. Gennemløbsovne. Princippet i gennemløbsovnen er at føre materialet, som skal opvarmes, langsomt

gennem et forholdsvis langstrakt mere eller mindre vandret liggende ovnrum i modstrøm til de varme forbrændingsprodukter fra brændere anbragt i ovnens udtagsende. Herved opnås en god udnyttelse af varmen. Ovntypen varierer i udførelse og størrelse alt efter det materiale, den skal arbejde med. Bortset fra størrelsen ligger forskellen væsentlig i den måde, hvorpå materialet fremføres gennem ovnen, men også i brændernes placering. En almindelig udførelse for opvarmning af knipler, slabs og mindre blokke er den såkaldte stødovn, som er vist i fig. 34. Emnerne ligger her side om side gennem hele ovnens længde glidende på skinner eller vandkølede rør. Emnestrengen fremføres ved tryk af et udenfor ovnen stående maskineri (bloktrykkeren), som trykker hele emnestrengen fremefter efterhånden som de opvarmede emner udtages af ovnens anden ende. Emnestrengen suppleres med nye emner, som oplægges foran bloktrykkeren. Efterhånden som emnerne kommer længere og længere ind i ovnen, møder de varmere og varmere røggas og har, når de når brænderenden, opnået udvalsningstemperaturen. Ovnens varmeøkonomi er afhængig af dens længde; men dels begrænses længden af de forhåndenværende pladsfor-

Fig. 35.

hold og dels er der grænser for, hvor lang en emnestreng kan være, der skal føres frem ved tryk, idet en forholdsvis lang streng har tilbøjelighed til at »skyde op« i ovnrummet, hvorved strengen brydes og videre fremføring af emnerne umuliggøres. Af samme grund er det nødvendigt, at emnerne har en vis tykkelse. Ovnen fyres med gas eller olie og er i almindelighed forsynet med rekuperator. Tyndere emner, som de, der f. eks. anvendes til udvalsning af tynde plader og kaldes »platiner«, fremføres i ovnen liggende på »fingre« af varmebestandigt materiale. Fingrene er fastgjort på kædestrenge liggende under ovnherden og ført op gennem langsgående riller i denne, som vist i fig. 35. Ved oliefyring er en platinovn ofte forsynet med et stort antal mindre brændere anbragt på ovnens sider i hele dens længde. Brænderne er da reguleringsmæssigt sammenkoblede i serier og opdeler ovnen i 3 varmezoner, således at ovntemperatureng

er lavest i ovnens indlægsende, stigende op mod udtagsenden. Reguleringen foregår automatisk ved termostater i de forskellige zoner, røgaftrækket findes nær indlægsenden. (Se fig. 36). I platinovnen er det af særlig vigtighed at kunne holde en reduceret atmosfære, idet emnernes overflader er store i forhold til deres vægt. Derfor ser man ofte gasfyrede ovne, hvor røgaftrækket er placeret uden for ovnenderne i form af røghætter med kunstig afsugning. Herved tvinges røggassen til at fylde hele ovnrummet og forlade dette gennem ovnens indlægs- og udtagsende. Atmosfærisk luft kan således ikke trænge ind i ovnen. Herdovnen. Denne ovn anvendes til opvarmning af større emner i smedier og valseværker. Den består af et rektangulært opmuret ovnrum, hvis front er lukket af en hejselem, hvorigennem emnerne indsættes og udtages. Da emnerne således skal bevæges i vandret plan for ind- og udtagning, er ovnen ikke særlig bekvem at arbejde med i forbindelse med valseværker, hvortil kommer, at hejselemmen ikke kan bringes til at slutte så tæt som f. eks. dybovnslåget, og da lemmen skal åbnes helt hver gang et emne skal indsættes eller udtages, går en del varme tabt. Ovnen er bedst egnet til smedier, men anvendes dog også i nogen grad i valseværker.g

Fig. 36.

STÅLEMNERNES BETEGNELSE Engelsk

Tysk

Svensk Dansk

Ingot Rohblock Ingot Rohbramme Bloom Vorblock Billet Knüppel Slabs Vorbramme Sheetbar Platine

Göt Göt Emne Emne Slabs Platin

Kvadratblok Råstøbte blokke til forel. færdigvalsning af profiler Fladblok - - - plader Grovknippel Forvalsede kvdr. emner over 120x120 mm til prof. Knippel - under 120x120 mm til Slabs Forvalsede flade emner til grovplader Platin - - mellem- og tyndplader

Med hensyn til betegnelsen for stålblokkene på de forskellige stadier, er det vanskeligt på dansk at finde dækkende betegnelser, hvorfor nogle af navnene simpelthen er fordanskede tyske eller engelske navne. Betegnelsen Knüppel = knippel dækkes vel af betegnelsen for det man i gamle dage slog hinanden i hovedet med, medens Platine = platin synes at være afledt af det græske ord »platys«, som dækker over begrebet »bred, flad ting«. De anførte danske betegnelser er ikke endeligt fastlagte og må således kun betragtes som et forslag. (fortsættes i næste nummer).

FRA SIKKERHEDSFRONTEN: SIKKERHEDSINGENIØR C. E. LANG

Uddannelse i elementær førstehjælp Den uventede store tilslutning — 89 tilmeldte — til dette kursus var en glædelig overraskelse! 3 hold, et for hvert skift, er i gang med uddannelsen. Et fjerde hold for allerede tilmeldte dagholdsfolk påbegyndes i marts. Under ledelse af instruktør fru E. Nielsen, Hillerød indøves her standsning af pulsåreblødning i overarmen. Fra venstre er det G. Sørensen, slaggegården, K. H. Nielsen, støbehallen og J. Gilling, ovnhallen, der stikker hovederne sammen for at klare problemet. Dernæst K. Avnsbo, finværket, som synes at klare problemet alene og endelig C. Kjærulf, finværket, der diskuterer tilfældet med O. Nielsen, færdiglageret, medens V. Davidsen, støbehallen agerer offer.

Antal personskader pr. måned. Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I månederne september, oktober og november er forekommet en personskade for hver 72, 94 og 64 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis 1, 3 8 , 1, o 6 og 1,56 % af samtlige ansatte er kommet til skade. 6 personskader i september, 2 i oktober og 2 i november har ikke medført nogen sygedage. CEL

Om selve arbejdet på klinikken er der intet særligt at meddele. Dog har jeg koppevaccineret 10 ingeniører, der tit er i Düsseldorf og nærmeste omegn. Jeg er nu begyndt på høreundersøgelsen foreløbig af de mennesker, der er blevet undersøgt på sædvanlig vis. Flere af dem har fået udleveret glasdun og enkelte af dem ørepropper. Det er meningen efterhånden at organisere støjbekæmpelsen på en mere effektiv måde; men hertil behøver jeg hjælp fra forskellige sider. Laboratoriet på Universitetets hygiejniske

Institut i København har undersøgt en af mig indsendt vandprøve fra badeafdelingen. Som bekendt benyttes hertil vand fra Arresø, som er blevet renset for bakterier og kemiske stoffer. Resultatet af analysen er såre god; thi det viser sig, at rensningen er så effektiv, at vandet egner sig fortrinligt til badning, og selv om lidt vand skulle trænge ind i munden, er det helt uden betydning. Ved en samtale med laboratoriet meddeltes, at man kun behøvede én årlig undersøgelse; men alligevel vil jeg sende prøver ind to gange om året for at være på den rigtige side. E. Steenberger. P. S. Den årlige TB-undersøgelse vil finde sted d. 9. og 10. april.

S ALGS AFDELINGEN Salgschef V. Andersen.

Det er med store vanskeligheder, at stålværkerne på det store vest-europæiske kontinent har kunnet holde det prisleje, som man i fællesskab har fastsat, samtidig med at produktionen er blevet skåret ned. Det er imidlertid vanskeligt at hævde en prisdisciplin, når der nu engang er større kapacitet, end der er ordrer, og tilsyneladende er det muligt at få sine ordrer placeret til priser, der ligger gunstigere end de aftalte, officielle priser. På nuværende tidspunkt har man overblik

over vort salg i 1961, og glædeligvis kan vi også for dette år notere en lille tonnagemæssig fremgang i forhold til forrige år. Dette hænger først og fremmest sammen med, at vort nye tentorværk nu arbejder med alle fire tentormaskiner i drift, og det lykkedes os at indhente en hel del af de forsinkelser, som har plaget os gennem de sidste par år. Fra salgets side glæder vi os over, at det er lykkedes vore teknikere at fremstille et endnu bedre tentorstål, som har følgende værdier:

Tilladelige spændinger. I almindelige udendørs konstruktioner ...................... I almindelige udendørs konstruktioner ...................... Tekniske egenskaber. Flydegrænse .............................................................. Trækgrænse .............................................................. Jævnt fordelt forlængelse .........................................

Det nye tentorstål afviger i udseende fra det gamle ved, at det forsynes med en lille tværribbe for hver ca. halve meter. Dette nye, stærkere tentorstål vil trods forbedringen blive solgt til samme pris som det gamle. Med fire tentormaskiner i drift døgnet rundt vil vi være i stand til at tilfredsstille et stort behov, og vi skulle nu kunne undgå de store forsinkelser, som vi ofte har været udsat for.

6-8 mm 2600 kg/cm2 2500 kg/cm2

10-25 mm 2800 kg/cm2 2500 kg/cm2

6-8 mm 5200 kg/cm2 5650 kg/cm2 3%

10-25 mm 5600 kg/cm* 6090 kg/cm* 3%

Ser vi på mulighederne for vort salg i 1962, kan vi glæde os over, at vi allerede på nuværende tidspunkt har en pæn ordrebeholdning, og der er grund til at tro, at vi også i dette år vil kunne opretholde vor gode beskæftigelse, omend det må forudses, at såfremt ordrenoteringen hos de store udenlandske stålværker ikke breder sig, vil vi være nødsaget til som disse at levere vore materialer til lidet lønnende priser.

Der indkom i alt 370 løsninger — hvoraf 260 var rigtige

STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen.

I oktober kvartal opnåede vi en produktion på 75.333 tons stål, hvilket er 1,8% mere end projekteret. Oktober måned gav værkets hidtil største månedsydelse på 29.500 tons. I alt for året opnåedes 279.486 tons, hvilket er 3,1 % mindre end projekteret. Årsagen er som bekendt strejken. Sammenligner vi med året forud, 1960, har vi alligevel en mer-produktion på 5.561 tons stål. Bortset fra strejken og de driftsforstyrrelser, denne medførte, har året arbejdsmæssigt været godt. I året 1962 projekterer vi at fremstille 310.000 tons stålblokke.

tons, hvilket er 4.000 tons mere end det tilsvarende kvartal i 1960. For 1961 blev produktionen på 72.731, ca. 10.000 tons mere end i 1960. Tentorværket. Maskine nr. 4 er nu indsat i produktionen, hvorved tentorværket er fuldt udbygget. Produktionen i 4. kvartal: Færdigjern t.

Blokværk ................... Grovværk ................... Finværk......................

10.368 22.976

Færdigjern i alt..........

33.344

Blokværket. I dagene mellem jul og nytår var produktionen indstillet og mandskabet assisterede ved valsning af vinkeljern i finværket. I stoptiden blev der skiftet valser, samt foretaget mindre reparationer på el-ovnen og den maskinelle udrustning. Vi havde, i november, et mindre uheld med omformeraggregatets hovedmotor, idet en af rotorens kontaktringe blev forbrændt, men efter en afdrejning på stedet, kunne produktionen atter genoptages. Grovværket. I grovværket har produktionen været meget fin, og såvel kvartals- som årsproduktionen blev den hidtil bedste. Finværket. Finværket har fortsat haft en meget fin produktion, og opnåede i 4. kvartal ca. 23.000

27.154 443

Produktion i 1960: Færdigjern t.

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen.

Knipler og emner t.

Blokværk .................. Grovværk ................... Finværk......................

32.489 62.498

Færdigjern i alt...........

94.987

Knipler og emner t.

102.544 3.493

Produktion i 1961: Færdig jern t.

Blokværk .................. Grovværk ................... Finværk......................

36.871 72.731

Færdigjern i alt...........

109.602

Knipler og emner t.

109.021 3.127

PL AD EV ÆR KE T Valseværksingeniør J. Skov.

Grovpladeværket. Der er forespurgt på en ny kran til valsehal 5 til erstatning for kran 38, som er for langsom og spinkel til produktionen i dag. Den nye kran vil blive magen til kran 57, idet dog de 2 kroge bliver uafhængige af hinanden og hver forsynet med 2 magneter. Stålværket støber snart alle blokke over type 320 på de nye korsetborde, derfor bestilles nu yderligere en rodsaks til opstilling i den gamle dybovnshal. Lejehusene og lejerne til 3,3 m værkets støttevalser blev noget forsinket, men er nu bestemt lovet til begyndelsen af februar, så vi derefter skulle undgå den lange valseudskiftningstid. I 1960 valsedes 112.615 tons plader og i 1961 106.260 tons. De tre sidste års tal er: 1959 Valsetimer 6301 Antal blokke 61841 Tons blokke 136572 » plader 91972 » blokke/tim. 21,6 » plader/tim. 14,6 Blok stk./tim. 9,8 Blokvægt, snit i kg 2210

1960 1961 6303 5027 65345 52995 163151 154881 112615 106260 25,9 30,8 17,8 21,2 10,0 10,5 2497

2925

Det færre antal timer i 1961 skyldes i det væsentligste: Strejke fra 12. april - 4. maj. Ét-skiftperiode 12. maj - 21. maj. To-skiftperiode 9. januar - 28. januar, 23. maj - 29. juli og 13. august - 3. september.g

Mellempladeværket. Fra 25. februar og 3 uger frem har stålværket igen ovnreparationer og v-6 holdet rækker igen en hjælpende hånd. Værket har gået vældig godt i 1961, hvor produktionen var 6.915 tons mod 7.879 tons i 1960 og 5.739 tons i 1959. Timeydelsen er henholdsvis: 5,10, 4,14 og 2,32 t/timen. Så fremgangen fra forrige år er ca. 23 %.

Stålets Følgestoffer Civilingeniør Caprani Winkel

meget her i Staalbaandet om alle de stoffer, der betyder noget for stålets egenskaber, og som vi derfor interesserer os specielt for, forsøger at kontrollere og til sidst skriver op i lange rækker på vore certifikater. Men der er mange andre stoffer end de 7, som vi hidtil har beskæftiget os med. Regner vi kulstof, mangan, silicium, fosfor, svovl, aluminium og nitrogen (kvælstof) for de »egentlige« legeringselementer, vil vi karakterisere alt andet som følgestoffer. Følgestofferne er alt, hvad der følger med, uden at vi har egentlig mulighed for at kontrollere deres mængde, og som på trods af deres beskedne værdier kan have ganske væsentlig indflydelse på stålets egenskaber. Stort set kommer de fra råmaterialerne og de ildfaste materialer, og skal vi i flæng nævne nogle, må det blive: krom, nikkel, kobber, molybdæn, arsen, zink, tin, kobolt og mange, mange flere - forøvrigt for de flestes vedkommende velkendte navne fra de legerede ståls verden. Hvor kommer de fra? Først og fremmest fra skrottet, som uundgåeligt vil indeholde også legerede materialer for slet ikke at tale om metalgenstande. Messing er således en legering af kobber og zink, og bronze en legering af kobber og tin. Da det ikke kan garanteres 100%, at disse stoffer ved et uheld slipper ind i chargen, må følgestofferne regnes for uundgåelige ved alle stålfremstillingsmetoder, der ikke udelukkende er baseret på råjern. Det vil være uoverkommeligt at omtale alle de følgestoffer, en opfindsom ER ER SKREVET

hjerne kan udpønse. Dertil er der for mange grundstoffer i kemibøgerne. Heldigvis er det dog således, at raffineringen fjerner de fleste i større eller mindre grad, og der kun bliver de stoffer tilbage, der ligefrem er for kemisk bestandige til, at ilten i stålet kan brænde dem bort. Lad os tage et par enkelte af disse følgestoffer og se, hvad de betyder. Et af de mest interessante er kobber. Hvorfra det kommer er allerede nævnt. De gule metaller indeholder kobber fra 50 til 90 %, og da kobberet praktisk taget passerer en SM-ovn uden at forslagges, vil det genfindes i alt SM-stål og i alt skrot fra SM-stål, som vandrer tilbage til stålværkerne. Der vil derfor være en tendens til stigning i kobberindholdet for hver gang ringen knyttes fra stålværk til forbruger og tilbage igen, og gennem årene vil man derfor kunne konstatere en svag stigning i de mængder kobber, man finder i stålet. Mon ikke det vil overraske de fleste, at vort stål indeholder ca. 0,2 °/o kobber, men hvad betyder så denne kobbermængde? Kobberet gør i hvert fald stålet en anelse mere korrosionsbestandigt, men det betyder nu ikke så meget. Mere væsentligt er det, at selv nogle få tiendedele procent har stor betydning ved at øge stålets styrke, hvortil tillige kommer, at kobberet under visse forhold kan være generende ved varmformgivning som smedning og valsning. Ved glødeskalsdannelsen bortbrændes der et tyndt jernlag, og da kobberet er noget mere »ædelt« end jernet, forsvinder der forholdsvis mindre kobber end jern. Denne overskydende mængde vandrer derefter ind i stålet, hvor den koncentreres i korngrænserne. Her vil den ligefrem kunne samle sig som en hinde, der giver en smørende virkning, som får stå-

let til at gå i stykker i korngrænserne ved smedning, hvor kobberet med sit smeltepunkt nede omkring 1000° C allerede er flydende. På denne måde kan man få en overflade, der slående minder om forbrænding og som selvfølgelig er uønsket. Nu er det hele imidlertid ikke så galt, som det lyder. Denne uheldige virkning, som kobberet giver, kan modvirkes ved en beskeden nikkeltilsætning, og det er så heldigt, at vi ganske automatisk får denne nikkeltilsætning ved nøjagtig den samme proces, som gav os kobberet. Skrottet indeholder også lidt nikkel, f. eks. fra legeret skrot eller fra forniklede dele, og denne nikkelmængde forbliver til en vis grad ligesom kobberet i stålet. Vi har ca. 0,08 % nikkel i alt vort stål, hvor det forøvrigt stort set opfører sig på samme måde som det mangan, vi med forsæt tilsætter. Tillige har det så den gavnlige virkning, at det delvis kompenserer kobberets skadelige indflydelse på varmbearbejdeligheden. Det var kobber og nikkel, men vi har også krom i stålet, selvom mængderne ikke er store nok til, at der kan blive tale om egentlige kromnikkelstål. Der er omtrent lige så meget krom i stålet som nikkel, således at det ikke er usædvanligt, at der samlet er 0,5 % af de tre til daglig ret kostbare metaller, krom, nikkel og kobber. En del af kromen forsvinder i slaggen, men hvad der bliver tilbage hjælper ligesom kobberet med til at give stålet lidt højere brudstyrke, ligesom det også indvirker på hærdeligheden. Hærdeligheden stiger, hvilket vil sige, at stålet ved hærdning i olie eller vand bliver hårdere længere ind end normalt for et stål med samme kulstofindhold men uden krom. Det er denne virkning, man udnytter ved stållegering, og i USA fremstillede

man under krigen ulegerede »legerede« stål, hvor hele legeringseffekten var baseret på de billige følgestoffer. Her gjaldt det blot om at kunne analysere så hurtigt under raffineringen, at man kunne udnytte de små mængder, man tilfældigvis havde, og nøjes med beskedne reguleringer, der gav tilstrækkelig samlet legeringseffekt. Normalt er det dog kun indirekte, at hærdeligheden spiller en rolle. Det er mere væsentligt, at man ved svejsningen skal passe på, at stålet ikke bliver så hærdeligt, at overgangszonerne ved svejsesømmene bliver hårde og dermed skøre. På grund af de her nævnte forhold kontrolleres skrottets indhold af metaller for om muligt at sortere alt fra, og på det udvalsede materiale fører vi en nøje løbende kontrol for at være sikre på, at stoffer som krom og kobber findes i så små mængder, at de er helt uskadelige. Selv med den mest omhyggelige kontrol kan det dog ikke undgås, at der slipper en anelse »ikke jern« med, og vi bruger derfor indholdet af følgestoffer til at skelne mellem stål fremstillet af skrot og stål fremstillet af råjern. Ved kobber, nikkel og krom har slaggen forskellig tendens til at binde skrottets små mængder af disse stoffer, men vi har andre måder at slippe af med uønskede stoffer på. Således kan bly og zink forsvinde ved fordampning, og der er derfor ikke væsentlig fare for, at zink fra f. eks. galvaniserede dele kan genfindes i følgestoffernes rækker. Skulle der slippe lidt med, vil virkningen vise sig ved forøget skørhed, men faren herfor er ikke stor, fordi både bly og zink fordamper så let ved de høje temperaturer, der er tale om i en SM-ovn. Anderledes er det med tin, der, selvom smeltepunktet er lavt, ikke fordamper

særligt effektivt selv ved vore høje temperaturer. Tin er det derfor svært at slippe af med, hvis det f. eks. fra gamle konservesdåser er sluppet ind i chargen. Virkningen af tin som følgestof i stålet er tilsvarende kobberets, men tillige gør tinnet stålet skørt i kold tilstand, på samme måde som et indhold af over 0,035 % fosfor gør stålet skørt ved slagprøvning. Derfor må det nøje overvåges, at alt skrot, der indgår i chargen, er garanteret frit for galvaniserede og fortinnede dele. Et andet følgestof, som man først i de sidste år er begyndt at interessere sig for, er kobolt. Det er et kostbart metal, som bruges dels i hurtigstål dels i specielle legeringer, som anvendes til højtemperaturformål. Kobolt findes i alt

Da Olsen og jeg tilfældigt mødtes på pladsen spurgte han, om vi havde ændret bestemmelsen vedrørende det nye profilværk — »kontoværket«, som han sa'e — og ville overgå til plantagedrift. Da jeg nok så lidt uforstående ud, pegede han over mod nybyggeriet, hvor en skov af pæle ragede højt i vejret.

stål, enten fra koboltholdigt skrot eller fra visse jernmalme, der også er koboltholdige, og vi har således 0,02 % som middeltal i vore charger. Først for nylig er man begyndt at interessere sig for denne mængde, og det er atomfysikken, der har startet interessen. Kobolt bliver ved neutronbestråling stærkt radioaktivt, og i modsætning til så mange andre radioaktive isotoper, der kan dannes i stål under neutronbestråling, er denne isotop særdeles bestandig, idet den har en halveringstid på 5,3 år. Stål, der anvendes til reaktorbygning, må derfor have meget små mængder kobolt, helst under 0,005 %, for at reaktorkonstruktionen ikke i løbet af kort tid skal blive så radioaktiv, at reparationer er umulige. CW

Ja — fortsatte han — det vil vel nok pynte svært i landskabet, når de ad åre gror til. Fuglesang og skovtur! — Jamen det sker ikke, Olsen — svarede jeg. — For det første er stammerne plantet med roden i vejret, for det andet bliver de snart skåret ned til vandlinien. Så skal De i skoven, må De gå andre steder hen! Godt ord igen! — sa' Olsen og grinede smøret. Han var selvfølgelig helt klar over, at det var funderingspæle. — Men De må da indrømme, at det ville være et kønt syn med en skov derude, og efterhånden kunne det jo blive et meget godt læhegn for tågemaskinerne I har sat op derhenne ved olietanken. Olsen berørte her et lidt ømt punkt, så jeg sa' hurtigt farvel, idet jeg dog indskød en bemærkning om, at det ikke hed kontoværket, men kontiværket. — Det forstår sig sa' Olsen — én konto gør det sikkert ikke! KN

Sverige KAN SAGTENS Nedenstående er et uddrag af en artikel i Finanstidende vedrørende Sveriges problemer i forhold til fællesmarkedet. Da artiklen giver gode oplysninger om den svenske jernmalms betydning for landet selv og for det internationale marked, finder vi, at den må være af interesse for Staalbaandets læsere.

af Sveriges største industrier, som kan tage det temmelig roligt, hvordan udfaldet af de kommende svenske markedsdrøftelser end bliver: Nemlig malmindustrien. Jernmalm er et af de meget få produkter, der ifølge De Seks' fællestarif skal kunne importeres fuldstændigt toldfrit til fællesmarkedet. Hvilket naturligvis hænger sammen med, at Ruhr-industrien og stort set også de belgisk-luxembourgske stålværker er ganske afhængige af tilførsler udefra af jernmalm - og det vil, som leveringsmuligheder og transportudgifter for tiden stiller sig, i alt væsentligt sige af svensk jernmalm. Det dominerende svenske jernmalmselskab, Luossavaara-Kiirunavaara AB (LKAB), som gennem mere end et halvt århundrede - og stort set uforstyrret selv af to verdenskrige - har eksporteret sin malm til Europas højovne, kan altså trygt regne med at fortsætte denne indbringende virksomhed, selv i tilfælde af, at markedsforhandlingerne får et mindre gunstigt udfald. De nordsvenske malmlejer, der er en naturrigdom af omtrent samme format som landets skove, har været kendt gennem hundreder af år, men udnyttelsen af dem er startet langt senere end tilfældet ER ER DOG ÉN

Moderne malmbrydning.

var længere sydpå - dels på grund af særlige vanskeligheder ved udsmeltningen, vanskeligheder, som først Thomasprocessens udvikling i 1870'erne fik bugt med. I 1890'erne kom der for alvor gang i malmbrydningen ved Kiruna og Malmberget, som stadig er LKABs vigtigste felter, og 1903 blev brydningen overtaget af Trafik AB GrängesbergOxelösund - samtidig i øvrigt med færdiggørelsen af den 474 km lange jernbane, som forbinder mineområderne med Luleå og Narvik. Så god blev forretningen, at den svenske stat i 1907 overtog 49 pct. af Grängesberg-selskabets aktier og i 1957 yderligere bragte den statslige andel i selskabet op på 95,7 pct. - samtidig med, at det omdannedes til det nuværende LKAB. De private aktionærers kompensation ved sidstnævnte lejlighed, 820 mill. kr., indgik i den videreførte Grängesberg-koncern, som investerede pengene i andre svenske anlæg og i liberianske malmlejer, der med tiden kan blive en følelig konkurrent for LKAB. Det store og altså til 95,7 pct. statsejede svenske malmselskab LKAB er i

disse år stillet over for tre hovedproblemer, som ganske vist er indbyrdes forbundne: Arbejdskraft, teknik og transport. LKAB beskæftiger ca. 8000 arbejdere og funktionærer, hvilket i betragtning af virksomhedens karakter og omfang (årsomsætning ca. 1000 mill. sv. kr.) er et temmelig beskedent antal. Dette hænger til dels sammen med det svenske arbejdsmarkeds generelle vanskeligheder; trods relativt høje lønninger og andre økonomiske begunstigelser er det vanskeligt at skaffe folk. Dette forhold har - sammen med den stigende nødvendighed af at udnytte malmlejerne ved egentlig minedrift - fremtvunget en meget stærk teknisk udvikling og meget kostbare investeringer ved LKAB. Mere end halvdelen af LKABs malmproduktion brydes nu i minegange, hvor ganske vist 3000 mand arbejder i toholdsdrift, men hvor alligevel brydning og transport er i størst mulig udstrækning mekaniseret. Minetunnellerne giver med deres otte meters diameter plads for transport af arbejderne i busser til og fra brydningspladserne, selve malmen køres under jorden i selv-tømmende tipvogntog til helautomatiske beredningsanlæg. Man har i det hele taget i Kiruna skabt en automatisk og en så stor produktivitet, at præstationerne samler opmærksomhed blandt mineingeniører fra hele verden. LKABs egne teknikere har tillige udviklet specielle bortyper og sprængstoffer, som er særligt egnede til de lokale forhold. LKAB har i sidste regnskabsår (som omfattede fem kvartaler) investeret ialt 135 mill. sv. kr. i nyanlæg; virksomheden er udpræget selvfinansierende. Foruden de arbejdsmæssige og tekniske problemer har de nordsvenske malmlejer et meget stort transportproblem.

Den første jernbane blev som nævnt fuldendt for snart 60 år siden, men har, trods senere udbygning, senere vist sig utilstrækkelig. Netop for tiden forstærkes banelegemet, så det kan tage tungere godsvogne, og de svenske statsbaner bygger tillige en ny linie til LKABs kommende store udvindingsfelter i Svappavaara-området, hvor der på basis af de nu kendte forekomster årligt kan udvindes 2-3 mill. tons malm. Disse store baneinvesteringer forrentes rigeligt, for LKAB dækker gennem sine transportafgifter en ikke ubetydelig del af SJs årsunderskud. Malmudskibningen indgår i transportproblemerne. Luleå-havnen, der hidtil har formidlet en femtedel af LKABs samlede eksport, udbygges nu - efter beslutning herom i juni i år - for 150 mill. kr. til en årskapacitet på 12 mill. tons. Men selv dette rækker ikke til, og man ønsker derfor en udbygning også af de nordnorske malmhavne. Narvik ved Atlanterhavet vil imidlertid næppe kunne udbygges til mere end 14 mill. tons årskapacitet, og spørgsmålet er derfor rejst, om anlægget af en ny malmhavn i bunden af Rombakksfjorden. Sagen er i øjeblikket til afgørelse hos norske myndigheder. Med en samlet eksport i år på formentlig ca. 16 mill. tons jernmalm er LKAB ganske vist verdens største eksportør (selskabet har netop erobret førstepladsen fra US Steels datterselskab, Orinoco Mining Co.), men endnu er der dog en betragtelig margin op til dets mulige udnyttelse af en samlet havnekapacitet som den her nævnte. Det skønnes imidlertid, at LKAB-minernes produktion allerede i 1965 vil andrage 20-21 mill. tons og i 1967 ca. 24 mill. tons - hvoraf i øvrigt 15 mill. tons vil komme fra Kiruna-felterne, 6 mill. Tons

fra Malmberget, 3 mill. tons fra Svappavaara-området. Kan mon afsætningsmulighederne i Europa holde trit med en så vældig kapacitetsforøgelse? LKABs ledelse er ubetinget optimistisk. Ganske vist er malmprisens fald for et par år siden ikke genoprettet, men trods den lave pris lykkedes det LKAB i sidste regnskabsår at holde et bruttooverskud på 450 mill. kr. og en nettogevinst på 145 mill. kr. Af bruttooverskudet afholdtes skatter med 174 mill. kr. og til aktieudbytte gik 100 mill. kr. Den offentlige sektors direkte økonomiske interesse i LKABs virksomhed andrager således mere end en kvart milliard kroner årligt. Det er derfor givet, at skulle afsætningsvanskeligheder - trods alt - tårne sig op i LKAB, vil der være den stærkeste politiske interesse forbundet med at overvinde dem.

LAURITS HANSEN

TAGE HANSEN

Tirsdag den 6. marts døde vor gode arbejdskammerat, Laurits Hansen fra Auderød, efter lang tids svær sygdom. Hansen var ansat på DDS fra 6. juni 1946 til 30. november 1961, da han måtte holde op på grund af sygdom. Laurits Hansen var med sit stille og rolige væsen vel lidt af alle, som kendte ham, og det er med vemod, vi har modtaget budskabet om hans død. Hansen var født 14. april 1912 og blev altså kun knapt 50 år gammel. Æret være hans minde. Gunnar Simonsen, tillidsmand

Efter lang tids sygdom døde vor arbejdskammerat, Tage Hansen, tirsdag den 6. marts 1962. Tage Hansen, der kom til stålværket i 1956, arbejdede på dagholdet ved ovnene og nu sidst på stålværksmagasinet, han var afholdt såvel af sine overordnede som af sine arbejdskammerater, der nød godt af hans dejlige lune humør. Tage Hansen, der blev 52 år, efterlader sig hustru og to større børn. Æret være hans minde. P. Dressler, tillidsmand.

FRA BEDRIFTSLÆ GEN:

nhver avislæser har i de sidste år ikke kunnet undgå at bide mærke i en mængde artikler, der behandler nutidens voksende støjplage både udendørs og indendørs, og her særlig i industrivirksomheder. Den opmærksomhed, dette emne fremkalder, afhænger dog ikke umiddelbart af den stigende interesse for erhvervshygiejniske spørgsmål, men skyldes måske især, at stærkt forbedrede undersøgelsesmetoder i de sidste decennier har forøget vort kundskab om støjens skadelige indvirkning på hørelsen. Vor viden om denne sag er yderligere blevet så omfattende, at man er blevet klar over, at støjen er et civilisationsonde, der i ikke uvæsentlig grad er ansvarlig for menneskehedens stigende nervøsitet. I det følgende vil vi ikke beskæftige os med udendørs støj (gadelarmen etc.), men udelukkende holde os til industristøjen. Det er meget interessant, at man er i stand til at kunne angive et bestemt tidspunkt, hvor interessen for fabriksstøj for alvor opstod. Før 1948 blev støj anset som et nødvendigt onde ved al industrivirksomhed; men i det år blev ved en retsafgørelse i Amerika for første gang døvhed anerkendt som en erstatningspligtig arbejdssygdom. Denne dom udløste derefter en lavine af lignende fordringer, og derefter tog studiet af støjplagen fart. Om lyde. For at skabe et passende fundament til forståelse af støjproblemet er et vist

elementært kendskab til lyde, og hvorledes disse opstår absolut nødvendigt. Ved lyde forstås elastiske svingninger, lydbølger, i luftformige, flydende eller faste medier. Disse svingninger hidrører fra en lydgiver, som udfører hurtige svingninger. Den kan være et fast legeme, en luftmasse indesluttet i et hulrum eller en væske i bevægelse. Lydbølger i luft fremkaldes altså af en lyd-

giver, der befinder sig i luften, for eksempel et fast legeme. Lydbølger i faste legemer kan enten opstå ved, at disse sættes i svingninger af lydbølger i luften eller ved direkte mekanisk påvirkning. En lyd er karakteriseret ved sin tonehøjde, sin styrke og sin klangfarve. 1. Tonehøjden bestemmes alene ved det antal svingninger, der finder sted i en given tid. Hvis dette tal er konstant, kaldes lyden en tone. Dybe toner har få svingninger i hvert sekund, høje toner mange. Det hørlige toneområde ligger mellem 16 til 20.000 svingninger pr. sekund. Ultralyd, som har svingninger over 20.000 pr. sekund, registreres ikke af øret. Det er heldigt for os, at ørets evne til at opfatte lydsvingninger er begrænset, thi da luften ved selv den svageste vind er fyldt med et virvar af svingninger, ville vi leve i en uudholde-

lig, konstant larm, hvis øret var i stand til at opfatte dem alle. Antallet af svingninger pr. sekund kaldes for lydens frekvens, og man benytter her enheden Hertz (forkortet til Hz). Kammertonen har således en frekvens på 440 Hz. De lyde, der opfattes som støj, er lydbølger med meget sammensatte svingninger, som desuden ikke er periodiske. 2. Lydens styrke spiller en meget stor rolle, og man har derfor gennem tiderne ivrigt forsøgt at finde et mål for denne; men vanskelighederne har været betydelige. Lydbølgerne i luften fremkalder nemlig variationer i lufttrykket, som forløber på lignende måde som luftpartiklernes svingninger. Disse variationer vil altid være meget små i sammenligning med atmosfæretrykket. En halv meter fra munden vil almindelig tale frembringe en trykvariation på cirka en milliontedel af en atmosfære, og denne størrelse kaldes en mikrobar. I stedet for at angive lydstyrken i mikrobar, er det blevet mere og mere almindeligt at bruge enheden decibel (skrives dB). Decibel er altså den enhed, som anvendes for at udtrykke lydintensiteten. Den er en logaritmisk funktion af forholdet mellem to lydintensiteter, hvoraf fremgår, at dB ikke er noget absolut mål for lydstyrke, men et relativt.

0 decibel betyder således ikke, at der ingen lyd er til stede, men kun, at lyden er så svag, at de fleste normale mennesker ikke opfatter den. Hvis en lyd er dobbelt så stærk som en anden, er forskellen mellem disse lydstyrker ca. 3 dB. 3. De fleste mennesker fornemmer, at den samme tone frembragt for eksempel af en klarinet og en violin opfattes som to væsensforskellige. Man siger, at disse toner har uens klangfarve, og det skyldes, at grundtonen for de to instrumenter, som har nøjagtig det samme antal svingninger pr. sekund, ledsages af et vekslende antal overtoner, der er forskellige i højde og styrke for de forskellige tonegivere (strenge, åbne og lukkede rør). Karakteren af en lyd afhænger desuden af de omstændigheder, under hvilke lyden frembringes. Vi ved således alle, at tale i en kirke lyder helt anderledes end i et stærkt dæmpet rum. Lydbølger forplanter sig med forskellig hastighed i luften og faste legemer. Den mest kendte måling af den art blev udført af Pariser-akademiet i 1738. På en bestemt station blev en kanon affyret med regelmæssige mellemrum, og på et antal andre stationer beliggende i nøjagtigt udmålte afstande fra lydgiveren iagttog man den tid, der forløb, fra man

så glimtet af skuddet til man hørte knaldet. Man konstaterede, at lydhastigheden var ca. 337 meter i sekundet, samt at den var uafhængig af barometertrykket, men ikke af temperaturen. Nøjagtige forsøg har senere vist, at mellem -f- 10° og + 20° stiger hastigheden med 0,6 meter pr. sekund for hver grads temperaturstigning. I 1826 undersøgte man på Genfersøen lydhastigheder i vand og fandt, at den var 1435 meter i sekundet, men at den kunne stige til 2.000 meter, hvis lydbølgerne var særlig voldsomme (eksplosion af skydebomuld under vand). Nu kender man lydhastigheden i mange medier. Her kan således nævnes, at den i kork er ca. 400 og i jern ca. 5.000 meter pr. sekund.

Høreorganet. Et yderst begrænset kendskab til ørets bygning er uundgåeligt for at kunne forstå de i det følgende omtalte fysiologiske virkninger af lyden, specielt støjen. Øret består af fire afsnit. 1. Det ydre øre er dannet af en med hud beklædt bruskplade. 2. Øregangen er ca. 2,5 cm lang og svagt s-formet krummet. Den er beklædt med hud, i hvilken befinder sig talrige kirtler, som dels afsondrer fedt, dels ørevoks, der hindrer fremmedlegemers indtrængen i øret. 3. I dybden af tindingebenet ligger mellemøret, som er adskilt fra øregangen ved trommehinden. Det står i forbindelse med næsesvælgsrummet ved et rør (det Eustachiske rør). I rummet ligger tre ejendommeligt formede små knogler (stigbøjlen, hammeren og ambolten). 4. Det indre øre (Labyrinten) deles i to hovedafsnit. Lige inden for trommehinden findes forgården, som indeholder

forskellige sækformede legemer og tre halvcirkelformede buegange, som danner omtrent rette vinkler med hverandre, så de svarer til rummets tre dimensioner. Buegangene har ingen betydning for hørelsen, men udelukkende for legemets ligevægt. Det andet afsnit udgøres af sneglen, der har tre vindinger og er væskefyldt. Dette organs indre deles af en hinde (Basilmembranen), i hvilken de lydfølsomme celler findes. Man må være klar over, at denne gennemgang af ørets bygning er meget ufuldstændig og skematisk, men jeg tror alligevel, at den er tilstrækkelig til at kunne fatte ørets fysiologiske betydning. Lydbølgerne passerer gennem øregangen og sætter trommehinden i svingninger, hvorefter de ved hjælp af øreknoglerne når det indre øre. De formindskes herved, men bliver energirige og sætter derefter væsken i sneglen i svingninger. I de lydfølsomme celler bliver lydens mekaniske tryksvingninger forvandlet til nervøse impulser. Hver celle pirres overvejende af en bestemt tonefrekvens, der svarer til dens egenfrekvens. Den overgiver denne pirring til en enkelt nervetråd i hørenerven, som leder impulsen videre til hjernen. Nervetrådene passerer på vejen den forlængede marv, og her opstår nye irritationer i overensstemmelse med lydens art og intensitet. De udløser og styrer muskelreaktioner, der for eksempel bevirker, at man uvilkårligt drejer hovedet i den retning, hvorfra støjen stammer. Nervetrådene løber derefter videre op i mellemhjernen, hvor indskudssteder leder impulserne til visse nervecentrer, som udøver virkning på blodtrykket og hjerteaktionen etc., og til de nærliggende øjenmuskelcentrer. Denne snævre forbindelse med styringen af øjet forklarer det bekendte fænomen, at øjenlågene øjeblikkelig lukkes ved en

heftig larm, og at øjet drejes mod støjkilden. Hos dyr er øret først og fremmest en alarmeringsinstallation, der skal advare mod fare, og det er ganske ejendommeligt, at denne funktion er blevet bevaret usvækket hos mennesket. Fra mellemhjernen fører trådene impulserne op til bestemte centrer i hjernebarken, hvor de bliver realiseret og gjort bevidste som noget hørt. Heraf fremgår altså, at øret udelukkende tjener som et omdannelses- og videreførelsesorgan for lyde, men i og for sig ikke er et egentligt høreorgan.

Om støj. Ingen kan med rette kalde støj for en fornøjelig »musik til arbejdet« selv om primitive mennesker nærer den forestilling, at larm er et tegn på kraft (ungdommelige knallertkørere o. 1.). Det er forøvrigt en kendsgerning, at mindreværdsfølelse og ærgrelser samt utilfredsstillet trang til at betyde noget får mange individer til at afreagere ved at smække med døre, råbe op eller fløjte. En stadig ringe grundstøj som hvislende blade, et springvands blide klingren bliver i reglen følt som behagelig, og en støj, som er i stand til at maskere ubehagelige støjkilder, bliver ligeledes bedømt som beroligende. I vor tid er imidlertid støjen i industrivirksomheder stadig blevet forøget på grund af teknikkens rivende udvikling, det store antal arbejdsmaskiner og mange nye arbejdsmetoder, og vi må se i øjnene, at adskillige steder er grænsen for at kunne tåle al den larm allerede overskredet. Når vi nu skal beskæftige os med støjens skadelige virkning, må vi huske på, at støj ikke blot kan øve indflydelse på selve hørelsen, men tillige på talrige

centrer og funktioner af hjernen og følgelig på hele organismen, hvilket er blevet omtalt. Ved den efterfølgende gennemgang af støjens fysiologiske effekt skal derfor skelnes mellem virkninger på selve hørelsen, på hjernens funktioner og på nervesystemet. 1. Skade på hørelsen. Ved talrige undersøgelser er det blevet bevist, at en kortvarig belastning af øret med støj fra ca. 120 til -over 130 dB og en langvarig med støj på ca. 80 til 100 dB beskadiger hørelsen. Grænsen for den støj, under hvilken med sikkerhed ikke kan forventes forbigående hørelsestab, ligger omkring 80 dB. Erfaringen fra de altfor talrige krige viser, at et eksplosionsknald kan medføre momentan døvhed, idet de lydfølsomme celler i øret ødelægges, og hvad værre er, de kan ikke regenereres, hvorfor den opståede skade derfor tit er permanent. Ved en ringere, men regelmæssig og langvarig overskridelse af belastningstærskelen afstumpes, degenererer de lydfølsomme celler i tidens løb mere og mere, hvilket til at begynde med medfører et tab af den finere høreevne. Sommetider ved ikke engang arbejderen selv, at hans hørelse har taget skade, fordi det navnlig er lyde med høj frekvens, der først bliver uhørlige, hvilket i praksis bety-

der, at hviskestemme ikke kan opfattes. En udtalt nedsættelse af hørelsen medfører imidlertid en kraftig invaliditet hos ældre mennesker med formindsket høreevne, hvorimod den hos yngre personer næppe spiller så stor en rolle. Til slut skal pointeres, at det første stadium af nedsat hørelse fremkaldt af mindre, men langvarig støj er forbigående, hvorfor man kan forvente helbredelse, hvis arbejderen snarest fjernes fra det larmende sted. 2. Skade på hjernens funktioner. Her drejer det sig væsentligt om støjens indflydelse på tænke-, koncentrations- og reaktionsevnen. Af erfaring ved man, at tænkning og overvejelse i larmende omgivelser nødvendiggør større anstrengelser end under rolige forhold. Alle discipliner og bevægelser, som kræver en stor, nervøs koncentration, bliver forstyrret af støj. Her kan nævnes tennisspillere, atleter ved start til løb over kortere strækninger og golfspillere, og fra industrielle virksomheder har man flere undersøgelser, der bekræfter dette. I et stort væveri dæmpedes larmen, og herefter steg den gennemsnitlige produktionsydelse med 12 %. I et af de kæmpemæssige, amerikanske forsikringsselskaber undersøgte man i løbet af et år antallet af begåede fejl, de ansattes ydeevne og deres stillingsskiftninger under arbejdet. Derefter installeredes lyddæmpende vægge, og undersøgelsen fortsattes atter et år. Resultatet blev, at den gennemsnitlige ydelse steg 8,8 %, fejlene reduceredes betydeligt og stillingsforandringer mindskedes ligeledes. Alle eksperter er enige om, at gennemførelse af vanskelige opgaver i støjende omgivelser altid er forbundet med en følelse af større anstrengelse og viljeopbud. Med andre ord kan det siges, at

støjen frembyder en nervøs belastning, navnlig for det åndeligt arbejdende menneske, hvorfor den utvivlsomt også har en betydelig andel i alle mulige træthedsfænomener. Størrelsen af belastningen afhænger af forskellige faktorer: a) Den uventede og den diskontinuerlige larm forstyrrer mere end den regelmæssige, b) Høje toner belaster mere end lave. c) Et arbejde, ved hvilket høreorganet medvirker (kontrollering af en maskine ved ørets hjælp), bliver forstyrret mere ved støj end et, der bliver gennemført uden medvirken af øret. Dette afsnit kan ikke sluttes, før vi har beskæftiget os lidt med den psykologiske virkning af støj. Her har den individuelle indstilling, som vi bevidst eller ubevidst forbinder med støjen, en afgørende betydning. Hvis vi for eksempel deltager i et muntert selskab hos vor nabo, vil det almindelige spektakel på ingen måde forstyrre deltagerne i festligheden; men hvis den samme støj hos vor nabo, hos hvem vi ikke er inviteret, trænger ind til os, føles den irriterende. Et andet, fornøjeligt eksempel vil jeg her tillade mig at referere, skønt det er ret bekendt. En dame, som boede på et af New Yorks store hoteller, telefonerede til direktøren og beklagede sig med voldsomme udtryk over, at hun i

flere timer var blevet forstyrret af en person, som øvede sig på klaveret i et tilstødende værelse, og hun meddelte, at hvis denne unødvendige støj ikke ophørte, så hun sig nødsaget til at flytte. Direktøren fortalte imidlertid, at han intet kunne foretage sig; thi den omtalte person var Paderewski, som om aftenen skulle give en koncert i Carnegie Hall. I samme nu forsvandt damens irritationsfølelse, og hun satte sig ned og nød de herlige toner. Fra industrien kan vi hente følgende eksempel: En maskines larm vil måske kun forstyrre den ved maskinen sysselsatte arbejder lidt, medens den snarere vil genere de arbejdere, som intet har med denne maskine at gøre. Denne subjektive irritationsfølelse vil ganske sikkert forøges, hvis den ved maskinen beskæftigede mand er kollegerne usympatisk. 3. Skade for nervesystemet (hele organismen).

Ved talrige, fysiologiske undersøgelser har man fundet, at udsættelse for støj fremkalder blodtryksforhøjelse, forøget hjertevirksomhed, stigning af stofskiftet, skade på fordøjelsesorganernes virksomhed, forhøjelse af væsketrykket i hjerne og rygmarv samt stigning af muskelspændingen. Derfor lider arbejderne i mange larmende fabrikker ofte af hovedsmerter, svimmelhed og mavesygdomme. Det er slet ikke ualmindeligt, at der efterhånden udvikler sig en sitren af lemmerne. Hyppigst angribes hænderne, så at de kommer til at dirre. Derfor må man især i præcisionsafdelinger bestræbe sig for at beskytte mandskabet mod støj.

Støjbekæmpelse. Når det forholder sig således, at støj virkelig kan medføre mange skader, og når den utvivlsomt også kan medvirke

til den stigende nervøsitet i samfundet, siger det sig selv, at larm i industrivirksomheder ikke må negligeres, men tværtimod fordrer en systematisk bekæmpelse. Det er givet, at støjbekæmpelsen er et problem, som må tages alvorligt. Den er i en industrivirksomhed rationalisering i den bedste betydning, idet den bevirker tidsbesparelse, letter forståelsesmuligheden og forhøjer produktiviteten. Amerikanerne har forlængst indset, at støjen til syvende og sidst koster mere end forhindringen af den. 1) Primært må tilstræbes at indskrænke anvendelsen af støjende maskiner så meget som muligt. Konstruktøren af en maskine må tage sig for at overveje, om det betaler sig at forøge en maskines omdrejningstal, fordi stort omdrejningstal betyder mere støj. I mange tilfælde kan støjen dæmpes ved at indkapsle maskinen eller anbringe den på et blødt materiale, hvorved bygningslyde hindres noget i at brede sig, hvilket navnlig spiller en rolle i stålbetonbygninger. 2) Hvis forhindring af støj på denne måde er umulig, kan man forsøge på at reducere støjniveauet ved lyddæmpning. Dette sker ved opsætning af lydabsorberende materialer. Mod luftlyd kan isoleres ved tunge skillevægge, og ved nybygninger kan benyttes resonatorer, hvilket vil sige luftrum, der ved huller eller snarere kanaler er forbundet med det arbejdsrum, der skal dæmpes.

3) Organisatoriske forholdsregler er foruden de tekniske meget nødvendige. Man kan således samle flere støjgivende maskiner i samme rum for at skåne så mange arbejdere som muligt på andre steder; thi det forholder sig nemlig på den måde, at støjstyrken i et rum bestemmes af lydstyrken af den maskine, som forårsager den meste larm. Hvis derfor en maskine arbejder med en vis lydstyrke, bliver støjen ikke fordoblet, dersom en anden lignende maskine arbejder i samme lokale, men kun uvæsentligt forhøjet. Et eksempel: Fem lufttrykshamre, der hver frembringer en støj på ca. 100 dB, udvikler tilsammen kun ca. 107 dB. 4) Megen unødvendig larm kan undgås ved at forklare folk, at det betaler sig at stille redskaber fra sig så stille som muligt, lukke dørene forsigtigt etc. Her kan passende indskydes, at den nærliggende tanke at lade døve mennesker arbejde i meget støjende omgivelser er realiseret, men såvidt jeg ved, har man opgivet denne idé, idet den viste sig af mange grunde at være farlig for disse mennesker. 5) I adskillige industrivirksomheder må man imidlertid slå sig til tåls med at benytte personlige beskyttelsesmidler. Det synes ganske naturligt at anvende øreklapper pakket for eksempel med skumgummi. Desværre bliver bæreren heraf ofte praktisk talt døv, fordi sådanne klapper holder de fleste toner borte, hvormed kontakten med naboen afbrydes. Meget almindeligt benyttes ørepropper, der kan fremstilles af forskellige stoffer. I en snæver vending kan man bruge tyggegummi eller filtermundstykket af en cigaret, men hyppigst fabrikeres de af skumgummi, pap, voksvat eller plastiske kunststoffer. Nogle af sidst-

nævnte lukker imidlertid massivt for øregangen, og enkelte af dem har en kedelig tilbøjelighed til at blive hårde, hvorved de forårsager en ubehagelig trykfølelse. Efter min mening er ørepropper, som man selv former af glasdun, de allerbedste. De har den egenskab, at de holder de høje toner borte, men lader de mellemste passere. 6) Det er en meget vigtig sag, at alle arbejdere, som er udsat for støj, regelmæssigt bliver lægeundersøgt. Der er nu kommet på markedet et fintmærkende apparat, ved hjælp af hvilket selv små høreskader kan opdages. Et sådant har jeg just anskaffet, og fra det nye års begyndelse har jeg foretaget høreundersøgelser for at kunne gribe ind med forskellige forholdsregler, før hørelsen har taget vedvarende skade. Erik Steenberger.

PÅ ARBEJDSPLADSEN K. Melchiors

E U D S T ILLIN G E R , der indtil sidste år er blevet vist i marketenderiet og hovedbygningen, har alle været lejede for et bestemt antal måneder. Der er nu ændret på denne fremgangsmåde, idet de reproduktioner, der i øjeblikket er ophængt, alle tilhører DDS. Der skal her bringes en omtale af nogle af de kunstnere, som er repræsenterede ved de indkøbte reproduktioner. De to hollandske malere, Vermeern van Delft og Vincent van Gogh er blandt de kunstnere, hvis billeder er købt i reproduktioner, men da disse to kunstnere tidligere har været omtalt i Staalbaandet nr. 2, 1960 og nr. 2, 1961, skal de ikke her gøres til genstand for nærmere betragtninger. P. C. Skovgaard (1817-75), som er stamfader til den kendte danske kunstnerslægt, var landmandssøn fra Ringstedegnen. Endnu medens Skovgaard var en lille dreng, var det gået så meget tilbage for faderen, at han måtte sælge gården, hvorefter familien flyttede til Vejby ved Tibirke, hvor moderen drev en købmandshandel. Da drengen viste anlæg for tegning, sendtes han som fjortenårig til København, hvor han kom i lære som maler. Efter en læretid i kendte københavnske atelierer blev han som attenårig svend, for året efter at fortsætte som elev på Akademiet. Da

han var sidst i tyverne modtog han Udstillingsmedaljen, hvilket betød, at han var selvskreven til rejseunderstøttelse. Han foretrak dog at blive hjemme endnu i nogle år, for at arbejde med det danske landskab, som han nærede stor kærlighed til. Først ti år senere vågnede lysten hos ham til at komme ud, og han rejste til Italien, dog ikke i første række for at male, men for at studere de store mestres arbejder. 1860 fik Skovgaard titel af professor og blev fire år senere medlem af Akademiet. Han besøgte London, Paris og Sverige og drog i 1869, nogle år før sin død, sammen med Marstrand ud på sin anden Italiensrejse, fra hvilken han medbragte talrige studier. Skovgaard havde et meget skarpt øje for særpræg og ejendommelighed. Hans trang til naturalistisk at gengive det opfattede var parret med en udpræget formsans. Dette viser sig især i hans få, men fortrinlige og karakterfulde portrættegninger. De tyder på, at der er gået en betydelig figurmaler tabt i ham. Romantisk indstillet, som sin samtids unge, valgte han landskabsmaleriet, først i stil med hollænderne, især Ruijsdal og med Eckersberg og nok også J. C. Dahl. Påvirkende og påvirket af sine kunstnervenner, Const. Hansen, Købke og H. E. Freund,

P. C. S k ovgaa rd

nåede Skovgaard hurtigt en friere udvikling og en meget fremstående position. Skovgaards betydning for kunstens udvikling i Danmark er stor. Hans omhyggelighed, hans naturalisme, hans nationale optimisme og hans alvorlige krav til sit virke har været en forpligtende arv til dansk landskabsmaleri gennem årene.

L. A. Ring (1854-1933) er født i Ring ved Præstø. Som malersvend kom han til København, hvor han besøgte Kunstakademiet fra 1875-86, dog med en afbrydelse fra 1877-84. 1909-1915 var han medlem af Akademirådet og 1930 af det svenske Akademi. 35 år gammel gennemførte Ring en studierejse til Holland og Frankrig, og nogle år senere besøgte han Italien.

L. A. R IN G

Ring var en almuens mand og yndede at skildre almuens liv og færden. Han må betragtes som en af vore betydelige socialmalere, som skildrer folkets liv for folket. Karakteristisk for ham er billeder som: »Roerne tages op«, »Teglværksarbejdere«, »På kirkegården« og det ypperlige billede »Kalkmanden«, som nu hænger i marketenderiet. Ved sin usminkede ærlighed i gengivelser fra folkelivet og sin dygtige kompositionsevne er Ring blevet en af sin epokes mest skattede malere.

Når vor tids bo for skabt kunst til sin tid skal gøres op, vil J. F. Willumsen (1863-1958) fremtræde som en af de betydeligste kunstbegavelser med en enestående kunstnerisk produktion bag sig. Maleren, billedhuggeren, tegneren, grafikeren, keramikeren og arkitekten Willumsen har med sin geniale begavelse behersket praktisk taget alle kunstens områder. J. F. Willumsen er født i København i 1863 og ikke, som det ofte fortælles, i Frederikssund, men Willumsens far er født i Kulhuse på Horns Herred og boede her indtil han flyttede til København. Willumsen har altid opfattet egnen omkring Frederikssund med særlig kærlighed og en interesse, som blev den egentlige årsag til, at hans kendte museum nu ligger i Frederikssund. Det blev indviet i 1957, et år før Willumsens død. I Øhmans bog om Willumsen siger han selv følgende om begyndelsen til sin kunstneriske udvikling: »Fra så omtrent jeg var fire år, havde jeg følt, at der kun var én ting, som det var værd at leve for, og det var at tegne og male. Men jeg var i et hjem, der ingensomhelst

forbindelse havde med kunst eller kunstnere, og jeg forstod ikke, hvilken plads et sådant tegnende menneske indtog i samfundet. Men engang, da min fader havde brugt en arkitekt i anledning af en ombygning af sin butik, og da jeg så, at denne havde leveret ham en tegning dertil, fik jeg i min naivitet den idé, at det var en sådan tegnende mand, jeg burde være. Først flere år senere, da jeg havde gennemgået arkitektskolen på akademiet, forstod jeg, at det var en mand, som malede billeder, jeg skulle have været, og med min faders tilladelse — og med professorernes — gik jeg over på malerskolen«. Efter yderligere at have frekventeret Krøyers skole begyndte Willumsen som femogtyveårig sine talrige udenlandsrejser, først til Paris, senere til Spanien og var igen fra 1890-94 i Paris, hvor han blev påvirket af Paul Gaugin. Herefter fulgte studierejser til Norge, USA og Schweiz og endelig i 1916 slog Willumsen sig ned i Nice og boede fra 1943 i Cannes. I sin tidlige ungdom var Willumsen så absolut naturalisten, der søgte efter portrættet af tingen, men tillige kunstneren, der umiddelbart forlener portrættet, i dette tilfælde ligheden, med en kunstnerisk autoritet. Willumsen så dog efterhånden mere og mere sin kunstneriske skaben som formidlingen af en idé, for ved dennes hjælp at fremmane meningen med livet. Man kan kalde hans kunst for en idékunst med naturen og menneskelivet som ideens bærere. Hans arbejder er en stærk mands hymne til det stærke og strålende i livet. Alle Willumsens billeder er afslørende portrætter af situationer eller mennesker, og dertil behøver han en afslørende form og en afslørende farve. Derfor

J. F. W I L L U M S E N hylder han ikke den almindelige opfattelse af begrebet stemning. I virkeligheden eksisterer dette begreb ikke for ham. Han siger selv i Øhmans bog, hvor talen er om billedet »Sol og ungdom«: »Giver den strålende sol, det friske hav, de nøgne børn, der hurtigt bevæger sig, ikke også et indtryk, der kan kaldes stemning? Ja, men ved stemning forstår man noget vagt, som oftest halvbelysning, som f. eks. aftenstemning, natstemning. Man siger mærkelig nok ikke dagstemning. Ved stemning forstås tillige noget hendøende. Nu vel! Hvorledes kan man forlange en hendøende afslutning i mit med liv og dag fyldte billede. Når man ser på kunst, må man ikke stille gale forlangender. I mit billede må alt vige for hensynet til livsglæden, friskheden og sollyset, og for at opnå dette, må jeg male på en anden måde end den, man plejer at bruge.« Myreflittig samler Willumsen på sin vej rige kundskaber, om liniers spil, om

farvernes muligheder, om rummets arkitektur og om legemernes stilling og bevægelser i rummet. Med denne kundskabsmasse skabte han som fyrreårig det monumentale mesterværk »Bjergbestigersken«, af hvilket billede der ses en reproduktion i marketenderiet. Til dette billede, som hænger på Hagemanns Kollegium, har Willumsen selv fremstillet en udskåret, delvis forgyldt mahogniramme. Også som grafiker betød Willumsen med sine nye synspunkter et gennembrud i fremstillingen af landskaber og figurer, ligesom han inden for billedhuggerkunsten gang på gang brød med de gængse veje. Hans fremragende præstation inden for den keramiske kunst førte til, at han i tre år fungerede som kunstnerisk direktør for Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik. Som arkitekt har Willumsen bygget Den frie Udstilling, Friluftsteateret i Dyrehaven og givet udkast til sit eget museum i Frederikssund. Inden for en epoke omkring 1902 er Willumsen utvivlsomt den betydeligste

A X E L P. J E N SE N

nordiske kunstner, der behandlede større emner. Han har altid været elektrisk, stærkt påvirket af, hvad han så. Han har haft store filosofiske drømme med sine arbejder, men som tænker synes han uklar. Derimod er han over for det maleriske overmåde følsom, en nyskaber og også her en drømmer, som ville kunstnerisk helhed. Hans indsats på de forskellige felter af kunst, hvor han har arbejdet har trods al småstatslig bagsnak været meget betydelig, og utallige nordiske kunstnere er påvirkede af ham eller hans værker. Han er utvivlsomt en af de betydeligste kunstnere, Danmark har fostret.

Af de omtalte kunstnere er Axel P. Jensen den eneste nulevende. Han er født 1885 i Kerteminde, men kom til at gå på teknisk skole i Aalborg og blev senere elev på Zahrtmanns skole 1907-10. Han har gjort studierejser til Frankrig og Italien og modtog 1926 Eckersbergmedaljen, 1938 Aucherske Legat og 1946 Thorvaldsenmedaljen. Han var medlem af »De 13« 1909-11, hvor han debuterede, fra 1914 af Charlottenborg og fra 1919 af Grønningen. Axel P. Jensen har en alsidig produktion bag sig. Til hans kendteste arbejder hører: »Uvejr over klitten«, »Vinter i Virum«, »Gartnerhave i Helsingør«, »Landskab, store Vildmose« og den viste reproduktion »Graner ved Vesterhavet«. Han har tillige forestået udsmykningen af indleveringshallen i centralposthuset i Aarhus med dekorative vægmalerier og gæstesalen i Aalborghallen. Da Axel P. Jensen første gang kom til Paris, var det især impressionisternes penselføring, han studerede, og en tid

var han stærkt påvirket af van Goghs farvesyn. I det lange løb viste det sig dog, at han stod nærmere ved en maler som Olaf Rude, hvem han havde sluttet sig til på Zahrtmanns skole. Axel P. Jensen har med bred sansende naturglæde givet temperamentsfulde skildringer af det nordjyske landskab. Omtalen af disse fire danske malere viser, at vi her i landet udmærket kan være vore skabende kunstnere bekendt. De danner hver for sig karakteristiske replikker i Danmarks kunsthistorie. P. C.

Skovgaard er naturalisten i gammeldags forstand. L. A. Ring er både naturalist og socialmaler med stor kærlighed til det arbejdende og kæmpende menneske. J. F. Willumsen er ideens maler, en eksplosiv gigant af hvem man kan vente sig den helt store oplevelse, og endelig fremtræder Axel P. Jensens arbejder som et eksempel på det helt moderne maleri med sine brede, lynhurtige og tilsyneladende skødesløse penselstrøg. K. Melchiors.

Vor vinter drog sit tæppe hvidt

Og forårsvinden strøg så let

og blotted’ jordens bryst,

om end med barket hånd!

at forårssolen ømt og blidt

Opsøgende hver lille plet,

kan vække muldens lyst.

som lå i frostens bånd.

Og mulden blev så lind og blød ved sol og vindens spil. Hvad før lå gemt i jordens skød, snart gro og spire vil!

INDTÆGTER: Det Danske Staalvalseværk A/S: Ugentlige tilskud .............................................................. Særhjælp .......................................................................... Årstilskud......................................................................... Uafhentet løn..................................................................

Kr15.665,50 6.030,00 90.000,00 186,52

111.882,02

Arbejderne: Ugentlige tilskud .................................................................. 12.190,00 Særhjælp ............................................................................ 6.030,00

18.220,00

Renteindtægter: Sparekassen for Frederiksværk og Omegn Statsobligationer.................................................................. Kreditforeningen af Kommuner i Danmark ……………… Østifternes Kreditforening.................................................... Jydsk Grundejer-Kreditforening ........................................... Kreditforeningen for Industrielle Ejendomme……………….. Jydsk Hypothekforening........................................................ Østifternes Hypotekforening ................................................. Provinsbankernes Reallaanefond ........................................... Byggeriets Realkreditfond..................................................... Landsbankernes Reallaanefond.............................................

900,01 9.687,07 11.900,00 9.225,00 4.420,00 2.200,00 4.925,00 3.100,00 8.195,00 2.400,00 740,21

Kr-

57.692,29 187.794,31

UDGIFTER: Dagpenge ................................................................................. Begravelseshjælp..................................................................... Enkeunderstøttelse.................................................................... Aldersunderstøttelse ................................................................ Invalideunderstøttelse .............................................................. Særhjælp til enker.................................................................... Kurtage ved køb af obligationer ................................................ Overskud..................................................................................

10.718,00 650,00 14.000,00 5.000,00 1.500,00 12.060,00

43.928,00 225,17 143.641,14 187.794,31

Frode Jacobsen, formand.

G. Boysen, kasserer. VĂŚrkets tilsynsfĂ¸rende.

G. Boysen, kasserer.

FORFREMMELSER:

Overass. G. Gråborg, org., 1. febr., fuldmægtig.

Driftsass. H. Eskildsen, martinkontor, 1. februar, driftsfuldmægtig.

Ass. Sv. Bregnhøj, pladev.kont., 1. febr., driftsass.

Overass. J. Godiksen, indkøbskontrol, 1. februar, fuldmægtig.

Ass. B. Winther, plv.kont. 1. febr., overass., (hulkort)

Driftsass. K. J. Andersson, pladev.kontor, i. februar, driftsfuldmægtig.

Knud Jensen, pladeværk, 1. januar, undermester.

UDNÆVNELSE:

Paul Taarup Larsen, mel.plv., 1. januar, formand.

NYANSATTE:

Ingelise Geisshirt, ass., fakturering., 7. decbr.

Birthe Andersen, tekn.tegn., el-afd., 1. januar.

Tove Pedersen, ass., indkøbskontrol, 1. januar.

Iver Kristensen, havnemester, 50 år, 23. marts.

E. Thorn, ingeniør, 50 år, 1. april.

M. S. Olesen, underforv., 65 år, 19. maj, stålværk.

Kristian Holst, ing., 70 år, 4. juni, nyb.tegnestue.

Ville Villesen, 65 år, 14. maj, plads og havn.

Charles Schousen, 65 år, 7. juni, stålværk.

Verner Mortensen, 60 år, 22. marts, reservehold.

Carl Rasmussen, 60 år, 29. marts, reparation.

Arne Mortensen, 60 år, 2. maj, stålværk.

Johs. Laustsen, 60 år, 13. maj, grovværk.

Leo Vilhelmsen, 50 år, 13. marts, pladeværk.

Sigvard J. Petersen, 50 år, 23. marts, finværk.

Hans

Rasmussen,

Aksel

Nikolaisen,

Bernhard

65 60

Petersen,

år, år,

10. 5.

år,

maj,

marts, 26.

stålværk. reparation.

april,

bygning.

Karl Rasmussen, 60 år, 11. maj, lager og eksp. Erik Christoffersen, 60 år, 30. maj, reparation. Knud

Petersen,

Torkild Robert Petersen, 50 år, 17. juni, reservehold.

Poul

år,

19.

april,

finværk.

år,

20.

maj,

stålværk.

Nielsen,

Poulsen,

år,

20.

juni,

pladeværk.