Staalbaandet - 1962 - Nr. 3 by Preben Jørgensen

NR. 3

1962

11. ÅRGANG

INDHOLD: Jernets vej............................................. 3 Fra sikkerhedsfronten: Antal personskader pr. måned …….. 8 Misbrug af trykluft........................... 9 Plastic-dunke................................... 10 Fra afdelingerne .................................. 11 Nybygningsafdelingen .......................... 13 Kan stål blive bedre ............................. 14 Atomer i stålværket ............................. 17 Olsen.................................................. 21 Prøv her, om De er asocial.................... 23 Kaffe ................................................. 24 Nyansatte............................................ 31 Til lykke ............................................. 32 F O R S I D E B I L L E D E

Ovnen tappes

Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk

Udkommet i august 1962 Trykt i 2.000 ekspl.

Redaktør KNUD NIELSEN

(Fortsat)

Mellem- og finpladevalseværker. ed mellemplader forstås plader i tykkelser mellem 3 og 5 mm, medens betegnelsen finplader dækker pladetykkelserne under 3 mm, og når det kommer under 0,5 mm, kaldes det i daglig tale blik. Når man betænker, at pladerne inden for de 2 kategorier anvendes til fremstilling af rør, gasflasker, bilkarosserier, dynamoblik, køleskabe, radiatorer, konservesemballage og til mangfoldige andre formål inden for presse- og stanseindustrien, vil det forstås, at produktionen af disse plader indtager en betydelig

A Indlægsborde. B Kædeovn for platiner før triostol. C Vippeborde. D Triostol. E Kædeovn for emner før duostol.

F Duostol. G Stabler for udvalsede plader. H Duostole til retning m. m. I Drivmaskineri.

plads i den samlede produktion af færdigvalsede produkter. Inden for kul- og stålunionen blev der i 1960 i middel pr. måned udvalset godt 4 mill. tons færdigjern (plader, profiler, rør o. s. v.). Heraf udgjorde produktionen af mellem- og finplader alene ca. 900.000 tons. Denne produktion er kun muliggjort ved opbygning af store gennemmekaniserede og automatiserede kontinuerligt arbejdende værker, hvilket produktet som sådan også indbyder til, idet pladen iflg. sin form og ringe vægt er forholdsvis let at håndtere mekanisk. Endnu anvendes dog enklere værker, som delvis er håndbetjente, og hvor den tynde plade færdigvalses i varm tilstand. I fig. 42 er vist et arrangement for valsning af mellem- og finplader. Det består af en triostol og 3 duostole, hvoraf dog kun den ene duo er egentlig valsestol. Emnerne - platinerne - har i det pågældende tilfælde kun en vægt på 30-40 kg og er nærmest at betragte som fladjern ca. 250x15 mm i tværsnit og ca. 1 m lange. Platinerne opvarmes i en kædeovn og føres til stikkene mellem valserne ved vippeborde. Platinen valses på tværs, således at dens længde bliver pladens bredde. Efter at være nedvalset til 1,6 mm i triostolen, oplagres emnerne for senere at blive indlagt i den til duostolen hørende ovn. I duostolen nedvalses emnerne til den ønskede pladetykkelse. Hvor det drejer sig om pladetykkelser fra 1 mm og ned til 0,2 mm,

anvendes pakvalsning, d. v. s. at man før udvalsningen i duostolen lægger flere eller færre pladeemner ovenpå hinanden, jo flere jo tyndere den færdige plade skal være. For tykkelser mellem 0,2 og 0,4 mm lægger man således helt op til 8 pladeemner over hinanden :: '). Efter endt valsning adskilles lagene, hvorefter hver enkelt plade færdiggøres ved retning, klipning og evt. udglødning. Fig. 43 viser et billede af en moderne valsestol i forbindelse med en valsning som beskrevet. I øvrigt henvises til Staalbaandet nr. 3/1958, hvor mellempladeværket på DDS er nærmere beskrevet. Men det er klart, at selv om valseværker af den nævnte art er godt udstyret, mekaniseret og automatiseret, kan produktionen ved udvalsning af enkeltplader ikke nå de store tal. Flertil kommer, at kvaliteten og overfladens beskaffenhed af varmtvalsede tyndplader ikke er egnet til alle formål. I moderne tyndpladeværker udvalses pladerne som meget lange bånd i en række efter hinanden stående valsestole, og vi kommer her ind på det helt store, nemlig kontinuerlig fremstilling af tyndplader direkte fra slabs, enten færdigvalset i varm tilstand eller efter varmvalsningen behandlet i et koldvalseværk med evt. påfølgende galvanisering, fortinning eller blankpolering. Slabsene fremstilles af de fra stålværket kommende stålblokke (se Staalbaandet nr. 2/ 1962) i f. eks. 6 m længde og 100 til 200 mm tykkelse og med en vægt på 10-15 tons. Efter afpudsning med flammeskærer indlægges slabsene i stødovnen (se fig. 44) for efter opvarmningen her til 1200° C. at blive ført til Scalebreakeren og herfra til et forvalseværk bestående af en række, f. eks. 4 quartostole, anbragt i en sådan afstand fra hinanden, at emnet kan løbe ud af den ene stol, før *) Pakvalsning foregår også ofte ved, at man dobler emnet, efter at dette er nedvalset til en passende størrelse, d. v. s. at man ad mekanisk vej folder emnet, så det danner to eller fire lag.

Fig. 43.

det går ind i den næste. Quartostolene er i dette tilfælde foruden de normale 4 valser forsynet med 2 lodrette valser på indløbssiden, hvorved emnets kanter også valses. Før hvert stik påsprøjtes trykvand for fjernelse af glødeskallen. Efter at have passeret sidste stol foreligger emnet som et 20 mm tykt, bredt bånd, som herefter føres gennem en saks, der renklipper enderne, og derfra videre gennem et sprøjteanlæg til fjernelse af glødeskallen for derefter at løbe ind i et kontinuerligt finvalseværk bestående af 6 quartostole anbragt umiddelbart efter hinanden. Medens emnet som ovenfor nævnt løber fri af hver stol i forvalseværket, før det løber ind i den næste, passerer emnet samtlige 6 stole i det kontinuerlige værk uden afbrydelser. For hver stol bliver emnet tyndere og tyndere og længere og længere, hvorfor hastigheden af valserne er større og større for hver stol, for i sidste stol at være oppe på 12 m/sek. Emnet forlader sidste stol med en tykkelse på f. eks. 1,6 mm eller tyndere og påsprøjtes herefter vand for afkøling, hvorefter det nu meget lange bånd enten kan opvikles i en såkaldt haspel til en stor rulle eller opdeles i roterende sakse i passende læng-

b Bloktrykkere. c 5 stk. stødovne. d Rullegang. f 1. stol i forvalseværk (duo), g 2. stol i forvalseværk (quarto med universalvalser). h 1. stol i mellemværk (quarto med universalvalser), i 2. stol i mellemværk (quarto med universalvalser). k 3. stol i mellemværk (quarto med universalvalser). 1 Endeskærer (roterende saks). m Trykvandspåsprøjtning (discaling). n Kontinuerligt værk med 6 stole, o Automatisk tykkelses- og breddemåler. p Kølerullesang. q Fremføringsruller, r Oprulningshaspler (under gulv). s, t, u Afleveringsarrangement for båndrullerne.

der for herefter at blive oparbejdet til plader af ønsket størrelse. Til betjening af det beskrevne store anlæg fordres kun få mand, idet anlægget er gennemmekaniseret og automatiseret således, at mandskabet kun har til opgave at overvåge processen og i påkommende tilfælde gribe ind. Værket har en overordentlig stor kapacitet, nemlig omkring 180.000 tons varmtvalsede tyndplader pr. måned. De i ruller opvundne bånd skal for størsteparten viderevalses i koldvalseværket. I så tilfælde må materialet først passere et bejseanlæg med efterfølgende afvasknings- og tørreaggregat, hvor glødeskallen fjernes. Umiddelbart før bejseanlægget afvikles båndet, og for at processen kan forløbe kontinuerligt, svejses den sidste ende af det ene bånd til den første ende af det følgende. Efter hejsningen og afvaskningen bortskæres svejsesømmen, og det nu fuldstændigt rene og blanke bånd passerer herefter et apparat, som renklipper begge kanter, og herefter et indfedtningsapparat for endedeligt igen at blive opviklet i en rulle eller opklippet i plader. Koldvalsningen kan enten foregå i en reversibel quartostol som vist i fig. 45 eller i et kontinuerligt bredbåndsvalseværk med f. eks. 6 stk. quartostole som vist i fig. 46. I første tilfælde anbringes båndrullen i et spoleapparat ved valsestolen. Båndet afvikles, idet det føres gennem valsestolen og opvikles på et tilsvarende spoleapparat på den anden side

Fig. 45.

af stolen. Således føres båndet skiftevis fra den ene side af stolen til den anden, indtil den ønskede tykkelse er nået. Skal båndet anvendes til hvidblik, ligger tykkelsen omkring 0,26 mm. Valsehastigheden kan ligge omkring 750 m/min. I det kontinuerlige værk er man dog oppe på hastigheder omkring 2.000 m/min. De opspolede bånd afspoles, idet båndet føres kontinuerligt gennem et elektrolytisk affedtningsbad med påfølgende tørreanordning, og for at processen kan forløbe kontinuerligt, bliver bånd svejset til bånd. Herefter bliver båndet atter opviklet i ruller. Da materialet efter koldvalsningen er Fig. 46.

1 2 3 4

Fig. 47. Kappeovn for udglødning af båndruller: Opstablede ruller. 5 Ildfast udmuret og Fast fodstykke. isoleret yderkappe. Beskyttelseskappe. 6 Varmerør. Sandlås.

både hårdt og fyldt med indre spændinger, er det ikke direkte anvendeligt til praktiske formål, men må først glødes ved en temperatur mellem 650° og 740° C. Dette kan ske kontinuerligt i lange ovne, men i almindelighed foretages glødningen i lodretstående cylindriske ovne, benævnt kappeovne (tysk: Haubenofen, engelsk: cover-type annealing furnaces) - se fig. 47. Princippet går ud på at opvarme de blanke, koldvalsede bredbåndsruller., uden at der herved dannes glødeskal. Bredbåndsrullerne stables ovenpå hinanden, f. eks. 4 stk., på et bundstykke. Over rullerne nedsænkes en i toppen lukket cylindrisk beskyttelseskappe, udført af varmebestandigt materiale. Kappen slutter tæt til bundstykket ved en sandlås, således at rummet med bredbåndsrullerne er hermetisk tillukket. Herefter anbringes en større cylinder på bundstykket. Denne cylinder er ildfast udmuret og godt isoleret i omkreds og top. Mellem kappen og cylinderen findes et hulrum, hvorigennem der enten direkte kan sendes varm røggas fra et fyr, eller den udvendige cylinder kan være forsynet med en mængde røggasrør. Varmen trænger gennem beskyttelseskappens væg ind i rummet, hvor bredbåndsrullernene er anbragt. Rummet er fyldt med en beskyttelsesgas, d. v. s. en luftart, som ikke indeholder ilt. Beskyttelsesgassen cirkuleres af en blæser og overfører varmen fra hedefladerne til båndrullerne.

Efter varmebehandlingen fjernes den udvendige cylinder, og beskyttelseskappen står tilbage, indtil rullerne er afkølet. Bredbåndsrullerne bliver således ikke udsat for ilt i luften eller i forbrændingsprodukterne, så længe de er glødende, og båndet er således stadig glat og pænt efter udglødningen. For at kunne gå i takt med valseværkerne, er det nødvendigt at have et helt batteri af kappeovne - se fig. 48. I beskrivelsen er der nævnt gas som opvarmningsmiddel, men mange ovne opvarmes i dag elektrisk. Bredbåndet er dog endnu ikke færdigt, men skal for at opnå en passende hårdhed og smuk overflade passere en valsestol - et såkaldt polérværk hvor båndet får en mindre tykkelsesreduktion på 0,5 til 3 %. Polérværket kan være en reversibel quartostol med omspolingsruller af lignende art som vist i fig. 45. Det nu færdige bredbånd afspoles herefter og passerer en kantskæremaskine, en rullerettemaskine og endelig en dele-

Fig. 48.

Fig. 49.

saks, som opskærer pladerne i passende længder, hvorefter pladerne stables mekanisk i bundter klar til forsendelse. Se i øvrigt fig. 49. Skal båndet anvendes til hvidblik og derfor fortinnes, føres det gennem et elektrolytisk fortinningsanlæg, og for at kunne arbejde kontinuerligt må de færdigvalsede bredbånd atter svejses sammen ende til ende, efterhånden som afviklingen af den enkelte rulle skrider frem. Efter fortinningen renklippes båndets kanter, og båndet passerer en rettemaskine for endelig at blive tværklippet i lagerstørrelser, synet, stablet og pakket. Bånd udvalses i mange forskellige bredder. Man skelner mellem smalbånd i bredder mellem 10 og 100 mm, mellembånd i bredder mellem 100 og 600 mm, og bredbånd, hvis bredde ligger fra 600 mm til 2000 mm. De smallere bånd leveres som regel i opviklede ruller til kunden og fremstilles på lignende måde som bredbåndene, men kan også fremkomme ved opskæring af bredbåndene, Tyndpladevalsningen som beskrevet er ikke almengyldig, der findes talrige variationer i udbygning og fremgangsmåder. En særlig udformning af et varmtvalseværk for tynde plader er det såkaldte Steckelvalseværk, vist i fig. 50. Det består af en reversibel quartostol anbragt mellem to gas- eller oliefyrede specielle ovne, kaldet haspelovne, fordi der i ovnene findes haspier til op- og afvikling af materialet. Et allerede til un-

der 15 mm nedvalset bånd opvikles i den ene ovn og løber fra denne gennem valsestolen ind i den anden ovn, hvor det atter opvikles. Efter at emnet i hele sin længde har passeret valserne, gentages processen modsat vej og således fremdeles, indtil den ønskede tykkelse er nået. Fig. 51 viser et Steckelvalseværks placering i forbindelse med et forvalseværk. (Fortsættes)

Fig. 50. Steckelvalseværk (for varmtvalsede tyndplader) a Drivruller. b Haspelovne. c Haspeltromler.

Fig. 51. a Bloktrykker. b Stødovn. c Varmebedding. d Rullegang. e Forvalseværk (duostol med universalvalser). f Endesaks. g Haspelovne. h Drivruller. i Færdigstol, quarto reversibel. k Rullegang. 1 Fremføringsruller. m Haspel. n Delesaks. o Drivruller med tilsluttende arrangement for stabling af de afskårne plader, p Kippeapparat for båndruller til eventuel senere koldvalsning. q, r Transportapparater for do.

FRA SIKKERHEDSFRONTEN: S I K K E R H E D S I N G E N I Ø R C .E. L A N G

Antal personskader pr. måned. Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I månederne april og maj 62 er forekommet en personskade for hver 121 og 2ol beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis o,82 og o,49 % af samtlige ansatte er kommet til skade. 3 personskader i maj har ikke medført nogen sygedage. CEL.

FLESTE industrivirksomheder er der installeret trykluftanlæg. Når trykluften bruges rigtigt, byder den ikke på større fare. Men af og til bliver den misbrugt, f. eks. til at blæse spåner og lignende væk fra maskiner eller støv fra tøjet. Enhver kan let forestille sig faren ved at undlade at sætte skærm for roterende maskindele. Derimod er de færreste klar over den ødelæggende kraft, som trykluften udvikler, og de følger, som misbrug kan få. Mange fabrikinspektører har bemærket, at trykluft synes at have fundet øget anvendelse til bortblæsning af spåner og støv. Allerede det at blæse rent omkring maskinerne, hvadenten det gælder spåner af metal eller træ, er galt. Hvor let kan ikke et metalstykke på den måde blive slynget i øjet på en arbejdskammerat, eller man kan risikere at få det i sit eget øje! Meget farligere er det imidlertid at bruge trykluften til at blæse tøjet rent for støv. Forfatteren heraf så for nogen tid siden i et snedkerværksted, hvorledes mænd og kvinder efter tur lod trykluften suse hen over arme, skuldre, bryst og ryg, ja, tilmed hovedet. Det hele gik så rutinemæssigt for sig, at metoden øjensynligt havde være praktiseret gennem lang tid i fuldkommen uvidenhed om de farer, man herved udsatte sig for. Hvad er det da, der sker? Lad os f. eks. se på en ulykkesrapport fra »Pulp and Paper Magazine« i Canada. En maskinarbejder i en trævarefabrik havde fået tøjet fyldt med savsmuld og ville blæse sig ren med trykluft. Han holdt mundstykket ca. 30 cm fra venstre håndflade. Da han åbnede for luften - lufttrykket var knapt 4 kg - slog mundstykket til og trængte ind i hånden, og før han DE

blev klar over, hvad der skete, blev hans venstre arm blæst op i størrelse med en grapefrugt, og smerterne strålede fra fingerspidserne og helt op til skuldrene. Han fik en frygtelig hovedpine og havde fornemmelsen af, at hovedet var ved at blæse af. Denne følelse var så realistisk og smerten så intens, at han faktisk forsøgte at holde hovedet på plads, da folk kom til for at hjælpe ham. Bedriftslægen udtalte, at det kunne være blevet værre endnu. Hvis trykluften var trængt ind i pulsåren, ville den være blevet ført med blodstrømmen til de små blodkar i hjertet og havde forårsaget blodprop med døden som følge. Dette var altså et tilfælde, hvor den tilskadekomne slap forholdsvis heldigt fra sin letsindighed. Men hvordan går det, hvis luftstrålen med 4 kg’s tryk træffer øjet, øret, næseborene - eller endetarmen? I et tilfælde i Finland trængte luften ved rengøring af tøj ind i bughulen gennem endetarmen, og arbejderen døde af de indre læsioner, han herved pådrog sig. Under henvisning til det foran sagte ønsker vi at rette en alvorlig advarsel til alle læsere mod at bruge trykluft til tøjrensning - eller anden rengøring. En god børste gør samme nytte, eventuelt kan man bruge en støvsuger. Leg med trykluft - det kan måske af og til være fristende - er i bogstaveligste forstand en leg med døden. (Efter »Pas På«, februar 1962).

PLASTIC-SAMMENSLUTNINGENS tidsskrift

»Plastic«, nr. 5/1961, findes en artikel: »Oliedunke af polyethylen«, ledsaget af følgende hjertesuk: »Hvor længe vil myndighederne endnu tolerere befolkningens misbrug af polyethylen-dunke til benzin?« Anledningen til dette spørgsmål til myndighederne er den omstændighed, at der i plasticindustrien igennem nogen tid har været fremstillet såkaldte »jerry cans«, der som jernbeholdere under den sidste krig var meget efterspurgt og benyttet af bilejere som reservebeholdere for benzin. Det er konstateret, at sådanne beholdere af plastic - trods udmærket egnede til mange formål - på ingen måde egner sig til opbevaring af benzin og andre polyethylen-aggressive opløsningsmidler. Det oplyses, at benzin forårsager en ret betydelig kvældning af polyethylen og kan forårsage revnedannelser i dunke af polyethylen, ligesom det menes, at polyethylen ikke er tæt for benzin eller benzindampe, og hvad følgen kan blive deraf ved opbevaring af en sådan dunk med benzin i bagagerummet på et automobil en varm sommerdag, er det vel ikke nødvendigt at beskrive nærmere. Der er således al grund til at advare mod brug af polyethylen-dunke til benzin og lignende, også fordi en sådan brug er ulovlig i henhold til gældende bestemmelser om opbevaring og transport af brandfarlige væsker. Ifølge disse bestemmelser - jfr. således bekendtgørelse nr. 90 af 20. marts 1947 om midlertidig ændring af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 44 af 27. februar 1937 - skal brandfarlige væsker

af fareklasse I, når det drejer sig om mere end 1 liter, opbevares og transporteres i dunke af jern eller andet tungtsmelteligt metal og desuden være mærket med en tydelig og holdbar påskrift i sort tekst på rød bund, sålydende: »Meget brandfarlig. Må ikke komme i nærheden af ild eller åbent lys. Dunken skal stå oprejst.« Det er således en overtrædelse af denne bekendtgørelse at benytte dunke af polyethylen til benzin og lignende opløsningsmidler, og der er derfor ingen grund til at udstede en særlig bekendtgørelse i anledning af det nævnte misbrug af polyethylen-dunke. Det må dog vel formentlig antages, at f. eks. benzinforhandlerne er instruerede om ikke at udlevere benzin i sådanne dunke, men der kunne eventuelt være anledning til, at olieselskaberne indskærper et sådant forbud. (Efter *Pas på«, november 1961). Konklusion: Ingen plasticdunke med benzin eller andre brandbare væsker på arbejdspladsen eller i bilens bagagerum. Ved henvendelse til en leverandør af plasticdunke fremstillet af polyethylen, har vi fået oplysning om en række væsker m. v., som disse dunke er uegnede til. Af de mere almindelig anvendte væsker kan nævnes i flæng: Acetone (fortyndervæske), benzin, benzol, terpentin og salpetersyre. Disse praktiske dunke må derfor anvendes med omtanke, og man bør hos leverandøren sikre sig, at de er egnede til det ønskede formål. CEL

STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen .

SALGSAFDELINGEN Salgschef V. Andersen.

Det er en udbredt mismodig stemning, der råder på stålmarkedet overalt i verden. De internationale rapporter taler om ganske god ordreindgang på det europæiske kontinent, hvilket skal ses i relation til en nedskåret kapacitet, og i England og ikke mindst i USA er ordreindgangen ringe, og der er kun svage forhåbninger om bedring i situationen efter sommerferien, altså til efteråret. At disse forhold afføder meget dårlige priser, er klart, og det siges nu fra tysk side, at de lave eksportpriser ikke dækker de tyske produktionsomkostninger. Alt, hvad ovenfor er sagt, gælder profilmarkedet. På plademarkedet har man i en kortere periode kunnet spore en vis bedring, men det er endnu for tidligt at udtale sig om holdbarheden heraf. Vor egen situation kan naturligvis ikke undgå at blive berørt af alt dette. Vi har indtil nu i dette år haft et ganske tilfredsstillende salg, men for resten af året ser det ikke alt for lyst ud. Pladesalget skal nu nok gå, men ved stangjern må sættes et spørgsmålstegn; ordrerne går kun langsomt ind, og vi ved kun på alt for kort sigt, hvad vi skal producere. De danske lagre af stål hos grossisterne og i industrien er stadig meget store som overalt i verden, og før disse lagre er bragt ned, samtidig med, at der igen tages fat på skibsbygningen i større udstrækning, kan der næppe ventes større bedring på stålmarkedet.

Produktionen i årets 2. kvartal udgjorde 69.200 tons, hvilket er 2,8 % mere end projekteret. I samme kvartal sidste år var produktionen 50.758 tons, men nedsat på grund af strejke, og en sammenligning er således ikke mulig. I øvrigt er kvartalet forløbet uden større udsving, og arbejdet i afdelingen er gået planmæssigt.

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen. Blokværket.

Produktionen har været normal, og i kvartalets sidste uge påbegyndtes sommerferien i dette værk med demonteringen af kran 61 og oplægning af den nye M. A. N.-kran. Desværre vil det tage 3-4 uger med montagen af kranen, og vi må i denne periode anvende den noget langsommere kran 60. Grovværket.

I grovværket blev der, trods de mange helligdage, produceret 9.283 tons, således at der i 1. halvår er udvalset 19.756 tons. Maskinerne har ikke givet anledning til nævneværdige stop, men i blokovnens rekuperator er en del af rørene utætte på grund af tæringer. I sommerferien vil disse rør blive udskiftet, ligesom forgreningsgearet vil blive demonteret for at kunne reparere betonfundamentet under dette. Finværket.

I finværket har produktionen været stærkt præget af den reducerede ordretilgang. Værket har fra medio april produceret på 2-skift; imidlertid synes situa-

tionen at lysne lidt, og der overgås igen til 3-skift i august. Maskineriet har gået godt, men den forudliggende feriereparation er dog hårdt tiltrængt, bl. a. er knippelovnens herd meget slidt, ligesom kulissepladerne i finværksvalsestolene må udskiftes.

PLADEVÆRKET Valseværksingeniør J. Skov.

Nu, da dette skrives, står sommerferien for døren for de fleste af os, men nogle bliver på værket for at klare det årlige eftersyn af maskiner. Foruden eftersynet monteres og bygges en hel del nyt. Arbejdet med stødovnen skrider godt fremad. Ved selve ovnen er man for tiden ved at færdiggøre instrumenteringen incl. oliefyringsanlægget. Når disse arbejder er tilendebragt, antagelig midt i august, kan opvarmningen påbegyndes, således at ovnen skulle kunne sættes ind i produktionen 2 til 3 uger senere. Sideløbende med færdiggørelsen af selve ovnen arbejdes der ihærdigt på at få

Produktionen i 2. kvartal 1962: Knipler og Færdigjern t. emner t. B lo k væ rk . . . . . . . . . . . . . G ro v væ rk . . . . . . . . . . . . . . Fi n væ rk . . . . . . . . . . . . . . . . Fæ rd i gj e r n i a lt . . . . . . .

427

14.907 24.190

hjælpeanlæggene færdige. Ved ovnens indgangsende monteres 2 stk. 80 t bloktrykkere. Disses montage er blevet en del forsinket som følge af slabslagerkranens forsinkede idriftsætning. Ved ovnens aftagningsende monteres en ny rullebane med i alt 18 stk. ruller samt to blokstandsere. Disse sidstnævnte arbejder kan af hensyn til produktionen kun udføres i sommerferien. I v-6 monteres et nyt valsebord på vestsiden af værket. I første halvår af 1962 er valset 79.302 tons grovplader og 4.302 tons mellemplader. I første halvår af 1961 valsedes 52.720 tons grovplader og 3.232 tons mellemplader.

Den nye stødovn: Valsehal 8.

22.588 9.283

KONTI-PROFILVÆRKET

På byggepladsen syd for værket skrider arbejdet jævnt fremad. Med hensyn til betonkonstruktionerne kan det være svært for udenforstående at se, at der

Elektrostation.

Fundamenter for halsøjler.

Vestende af haller — de første tagspær oplagt.

sker fremskridt. Et par tal kan måske bedre illustrere, at der udføres noget. Den 25. juli 1962 var der nedrammet 1.520 stk. pæle, dels træ- dels betonpæle, udgravet 5.750 m 3 jord, udført 2.800 m 2 forskalling samt udstøbt 1.412 m 3 beton. Montagen af stålkonstruktionerne for hallerne er påbegyndt, og i løbet af en måneds tid vil det blive muligt at danne sig et skøn af de nye hallers udseende.

Caprani Winkel

Mærkeligt nok er der ikke stor forskel i styrke mellem de materialer, der i sin tid blev brugt ved bygningen af Eiffeltårnet, og de stål, der i dag bruges herhjemme i store stålkonstruktioner. Nogen egentlig udvikling har der knap været, og faktisk er det således, at man gennem årene herhjemme har slået sig til tåls med, at de stål, der i sin tid har været gode nok til vore forgængere og før dem til ruder konge, såmænd også kan være gode nok til os selv. Men sådan er det nu slet ikke. Hvis man virkelig ser sig om, er vi i dag ved begyndelsen af en udvikling, der vil føre os fra Eiffeltårnets bløde svejsejern med 35 kg/mm 2 brudstyrke over vore egne stål med 45 kg/mm 2 brudstyrke op til stål, hvor brudstyrken er to eller tre gange højere. Det vil være uden bund i de faktiske forhold at påstå, at vi her hos os har ligget i spidsen, når det gjaldt om at udvikle nye og stærke stål. En af årsagerne hertil er dog den, at det største problem ikke er at finde frem til den rigtige sammensætning og behandling af stålet, nej, det er langt sværere at overvinde den almindelige konservatismes modvilje mod ændringer, og desuden er det svært at få myndighederne til at tillade anvendelsen af disse stål i den store mængde af konstruktioner, hvor tilladelse under den ene eller anden form er nødvendig. Det var et generelt hjertesuk, men der er endnu et forhold, der gør sig gæl-

dende. Vi er til daglig vante til at bedømme stål udfra dets brudstyrke, og det er egentlig ikke det allerbedste grundlag, når det gælder om at afgøre, hvor kraftigt man kan belaste en konstruktion. Brudstyrken har faktisk ikke så stor interesse, for allerede ved en belastning, der ligger fra 50 til 70 % af brudlasten, sker der det, at stålet ikke længere kan tåle de ydre påvirkninger. Stålet giver efter, og der kommer ganske betydelige deformationer uden samtidig stigning i belastningen. Man er kommet til det punkt, hvor man siger, at konstruktionen »flyder«. Stort set kan ingen konstruktion belastes ud over denne flydespænding, idet deformationerne så bliver så store, at enhver lighed med den fra tegnebordet tilstræbte form forsvinder. Det er altså flydespændingen, der i virkeligheden angiver den maksimale grænse for en konstruktions mulige belastning. Til trods for denne erkendelse sælges mange stål endnu udelukkende efter krav til brudstyrken, men i normerne er der i disse år ved at dukke krav op til flyde-

spændingen udfra den erkendelse, at det er flydespændingen og ikke den ganske ligegyldige brudstyrke, der i virkeligheden er den primære egenskab ved stål. Nu kunne det i og for sig være ganske ligegyldigt, om man holdt sig til flydespænding eller brudstyrke, hvis disse to egenskaber blot havde et konstant forhold til hinanden. Det er imidlertid allerede nævnt, at flydespændingen kan svinge fra 50 til 70 % af brudstyrken ved almindelige stål, og ved særlig behandling kan procenten komme helt op til ca. 90. Skal man lave stål med høj flydespænding, bliver den primære opgave derfor at hæve procenten så meget som muligt, og her er det så heldigt, at flydespændingsforholdet langt lettere lader sig påvirke ved mystiske legeringer og varmebehandlinger end selve brudstyrken, der stort set kun kan hæves ved at legere med de konventionelle legeringselementer, vi kender fra dagligdagen: kul, mangan og silicium. Vi er selv med i denne udvikling. Ser vi på vor kvalitet +DSK++, Dansk Konstruktionsstål, har vi her et stål, der ganske vist kun fremstilles i profiler, men hvor vi så til gengæld er parate til at garantere en flydespænding på 28 kg/mm 2 mod de 22 til 24 kg/mm 2 , der er normale som flydespænding ved almindelige stål. Med en sådan stigning kan man tilsvarende øge den tilladelige belastning, hvilket betyder en mindre jernmængde og spinklere og elegantere konstruktioner. Vor DSK-kvalitet fremstilles ved en kombineret virkning af valsning og analyse og repræsenterer noget af det længste, man kan komme ved almindelige handelsstål, hvor hensynene til fremstillingsprisen er dominerende. Vil man gå videre ad den tornebestrøede metallurgiske vej og betale, hvad det ekstra ar-

bejde koster, kan man få endnu højere flydespænding. F. eks. er der her det såkaldte St. 52, som er særlig kendt i Tyskland, men som vi dog også i begrænset omfang fremstiller i plade. St. 52 har været kendt i mange år og er i tidens løb anvendt ved nogle større konstruktioner herhjemme som f. eks. Lillebæltsbroen. Ved St. 52 kræver man en flydespænding på mindst 36 kg/mm 2 , samtidig med at kulstofindholdet ikke må være stort anderledes end ved almindeligt stål. 36 kg/mm 2 mod de almindelige husholdningsståls 22 til 24 kg/mm 2 er en betydelig forbedring, som ret kontant viser sig i formindskede dimensioner, og alene når det drejer sig om svejsningerne giver mindre tykkelser og derved en stor besparelse, fordi forbruget af elektroder formindskes ganske væsentligt. Hvorfor skal man holde samme kulstofindhold som i almindelige stål? I virkeligheden ville det være særdeles let at lave St. 52, hvis man blot havde mulighed for at gå fra de normale 0,15 % til ca. det dobbelte. Gør man det, bliver stålene imidlertid meget vanskelige at svejse, og det er et primært krav til alle konstruktionsstål i dag, at de skal kunne svejses uden særlige forholdsregler. Kulstofindhold over 0,20 % gør desværre svejsning vanskelig, fordi afkølingen efter svejsningen, når vi blot ligger ubetydeligt over 0,20 %, giver en hærdning med store hårdheder i zonen mellem svejsesøm og grundmateriale, og denne hårdhed ødelægger samlingens sejhed. Noget kan der bødes herpå ved forvarmning o. s. v., men meget hjælper det ikke, og man må derfor fremstille St. 52 uden det effektive og billige legeringselement, som kulstoffet er. I stedet anvendes stoffer som mangan og silicium, og da man specielt ønsker at hæve flyde-

spændingen så meget som muligt, tilsættes også en anelse aluminium. Aluminium bevirker, at stålet efter normalisering får et meget fint korn, og fint korn giver ved i øvrigt samme materiale langt højere flydespænding end groft korn. St. 52 er således et både speciallegeret og specialvarmebehandlet materiale, og det er derfor ikke så ligetil at fremstille. Man kan dog komme langt videre end ved St. 52. Lad mig dog straks sige, at medens vi fremstiller St. 52 delvis på forsøgsbasis, så beskæftiger vi os ikke med de endnu mere komplicerede stål, som nu skal omtales. Der er f. eks. et stål som det amerikanske T 1 fra US Steel. Her har vi et stål med en sådan gudsvelsignelse af legeringsstoffer, at der knap er plads til en fuldstændig beskrivelse inden for Staalbaandets beskedne pladsrammer. Først kommer man lidt krom i — ca. 0,5 %; lige så meget molybdæn og en kvart procent vanadin - ja, og så selvfølgelig også de almindelige legeringselementer, som allerede er nævnt under St. 52. Men der er mere endnu: ca. en kvart procent kobber, næsten en procent nikkel og som kronen på værket en anelse bor - ca. 0,005 %. Hvad virkning denne bortilsætning kan have, skal jeg skånsomst for eventuelle læsere undlade at nævne (måske ved jeg det heller ikke selv!). Et så mærkeligt legeret stål kan selvfølgelig ikke nøjes med en almindelig normalisering. Der skal noget mere til, og i dette tilfælde er der tale om en sejhærdning. En sejhærdning indebærer, at pladerne først dyppes i olie eller vand efter opvarmning til 900-950° C., og efter denne hærdning skal strukturen gøres sej ved anløbning til 600-650° C. Det

er en kompliceret varmebehandling, som ydermere har den komplikation, at pladerne særlig under hærdningen har alle muligheder for at kaste sig. De skal derfor holdes fuldstændig fast i en stor opspændingsanordning, og anlæg til varmebehandling af T 1 -stål findes derfor kun få steder i verden. Hvad får man så ud af denne eventyrlige legering og den efterfølgende varmebehandling? Et stål med en flydespænding på garanteret mindst 70 kg/mm 2 , og har man først et sådant stål, kan man jo nok se, at dimensionerne i en konstruktion bliver noget andet end i en konstruktion af St. 37 med 22 kg/mm 2 flydespænding. Selvom T 1 ikke kan købes hos den første, den bedste jernhandler, er det dog et materiale, man i dag må regne med, såfremt man er parat til at betale den særdeles solide overpris, der karakteriserer stålet og bevirker, at det økonomisk forsvarligt kun kan anvendes til meget specielle konstruktioner. På de store laboratorier i udlandet eksperimenterer man imidlertid med at gå endnu videre, og i et amerikansk blad har jeg set et stål omtalt, hvor flydespændingen var helt oppe på 160 kg/ mm 2 ; men i det tilfælde var der også tale om et materiale, hvor jernindholdet var ved at være forsvindende sammenlignet med det samlede indhold af alle metallurgiens mærkelige legeringselementer. Det stål skal vi nok ikke regne med at se meget til i fremtiden; men bliver vi nærmere jorden, er det ikke urimeligt at antage, at stål af St. 52-typen inden for en ikke altfor fjern fremtid vil komme til at udgøre en større andel af vor produktion end den gør nu. CW

I STÅLVÆRKET

Caprani Winkel

Klar til at smøre radioaktiviteten på.

I juli måned er der nogle gange dukket et skilt op i stålværket med ordene: »Forsigtig - radioaktivitet«. Hvad betyder nu det? Ved visse pladekvaliteter har vi i en længere periode været alvorligt generet af sand på blokkene med sand på pladerne som følge. For at komme denne kalamitet til livs må vi først og fremmest vide, hvorfra sandet kommer. Sand kan desværre komme mange steder fra. Der er de ferrolegeringer, vi i skeen sætter til stålet, men der kan lige så godt være tale om afsmeltede ildfaste materialer, for ikke at nævne den mest sandsynlige udvej, at vi har en blanding af begge dele.

Da vi ikke, selv om vi har set meget længe og meget grundigt på sandet, har kunnet blive enige om, hvor det egentlig kom fra, fandt vi på at undersøge, om de forskellige sandkilder eventuelt kunne mærkes, således at man ud fra mærkningen kunne afgøre, hvorfra sandet på pladerne stammede. En sådan mærkning er ikke så let at gennemføre. Kemisk analyse på sandet er meget vanskelig at lave, og forskellen i analyse fra stentype til stentype er så beskeden, at der ad den vej ikke er mange muligheder. Men er de gamle veje ikke farbare, må man prøve nye. Og en af de nye muligheder er det, man kalder mærkning

Centrumstenen mærkes.

Kontrol af, at der ikke er for stor radioaktivitet uden for tragten.

med radioaktive isotoper - noget, man ude i den store verden har arbejdet med de sidste ti år. Hvad er en radioaktiv isotop? Ja, først: hvad er en isotop? Mange grundstoffer findes i forskellige varianter med lidt forskellig atomar opbygning, selv om de alle repræsenterer det samme grundstof - det er grundstoffernes isotoper -, og mon ikke den mest kendte af alle isotoper er den specielle brintform, der findes i tungt vand. En del isotoper kan fremstilles kunstigt ved bestråling i en atomreaktor. Nogle af disse isotoper er ikke bestandige og ændres med tiden, samtidig med at de udsender radioaktiv stråling. Det lød kompliceret — lad mig hellere beskrive, hvad der egentlig sker ved vore forsøg. Vi går ud fra en kemisk forbindelse, der i dette tilfælde enten er et nitrat af et af de sjældne stoffer lutecium eller lanthan. Denne forbindelse gøres radioaktiv ved nedsænkning enten i en af Risøs reaktorer eller i en svensk reaktor og kommer så til os i form af en opløsning i vand. Denne radioaktivitet er meget kortlivet, idet den er helt forsvundet efter nogle få ugers forløb. Man taler i den forbindelse om halveringstiden, der for

18 Tragten mærkes.

lutecium er 6 dage og for lanthan 40 timer. Det vil sige, at efter henholdsvis 6 dage eller 40 timer er strålingen halveret. Efter den dobbelte tid er strålingen endnu en gang halveret og altså nede på en fjerdedel af udgangsværdien. Der skal derfor ikke så forfærdelig lang tid til, førend al stråling fra stofferne er forsvundet, og forsøgene skal i det hele taget gennemføres umiddelbart efter bestrålingen i reaktoren. Når vi har disse radioaktive stoffer i en vandopløsning, kan vi smøre dem på de sten, som vi under forsøget har mistanke til slides mest. Så snart stofferne under støbningen kommer i kontakt med det flydende stål, brænder de fast, idet de omdannes til oxyder, og slides en del af det ildfaste materiale af, vil radioaktiviteten tilsvarende følge med. Og så er det ganske simpelt. Finder vi på vore plader eller blokke en sandklat, er det b’ot at anbringe en geigertæller over den. Giver tælleren udslag, ja - så stammer sandklatten netop fra en af de mærkede sten. Det hele er altså såre simpelt; men er

det nu ikke risikabelt at beskæftige sig med disse radioaktive stoffer, som man kan læse så meget ufordelagtigt om i forbindelse med atombombeforsøg. Selvfølgelig er arbejde med radioaktive stoffer farligt, hvis det udføres af ukyndige, der ikke ved, hvad de beskæftiger sig med. Derfor er al betjening af radioaktive stoffer nøje reguleret af love, og der udøves en kontrol af sundhedsstyrelsen. For at lave vore forsøg har vi måttet skaffe en tilladelse hos sundhedsstyrelsen, og for helt at være på den sikre Propstenen mærkes.

end vi har fået fra alle de sandklatter, vi har haft på blokkene. Hvad er der kommet ud af forsøgene? Endnu er det for tidligt at sige noget derom. Vi har i hvert fald set, at sandklatterne på pladerne indeholder en del af den radioaktivitet, som vi har smurt på stenene, men hvilken sten der giver det største eller måske eneste bidrag, ved vi ikke, før endnu flere forsøg er gennemført.

Instruktion. Små måleinstrumenter udleveres til de implicerede.

side med den radioaktive del af arbejdet har vi overladt dette til Isotopcentralen. Isotopcentralen er en institution under Akademiet for de tekniske Videnskaber, som har specialiseret sig i dette arbejde. Hele det store dyre apparat er således i orden, selvom det i praksis har vist sig ret unødvendigt, fordi vi kun arbejder med meget små mængder radioaktivitet. I hvert fald har vi til dato fået kraftigere udslag fra laboratoriechefens ur,

Et nyt ur giver mere udslag end al sandet på vore blokke.

ATOMER I STÅLVÆRKET

Radioaktiviteten fra sandet på en blok måles — der er tydeligt udslag.

Oprydning. Der må ikke være radioaktivitet tilbage i skeen.

Geigertælleren anbragt over en sandklat på en slab.

Vi sikrer os, at der ikke er radioaktivt materiale tilbage på støbebordet .

ÅH SOMMERFERIEN! Jo tak - sa’ Ol-

sen. - Vi havde skam en god ferie, mutter og jeg. Vi var en tur i Tyskland. – - Ja så - svarede jeg - i Tyskland! Det må ha’ været en oplevelse, Olsen. - Jo, det tør antydes. Vi var på en bustur med et rejseselskab og var så heldige at få gode rejsefæller. Det var rigtig noget for mutter, kan De tro. Munden stod ikke stille på hende i de 10 dage, rejsen varede. Olsen så helt oplivet ud ved tanken. - Ja, ikke sandt - fortsatte han - en anden kan jo sagtens klare sig, man går da mellem mange mennesker hver dag, mens konen går derhjemme uden anden omgang end et par nabokoner og så familien. Næh, det var en oplevelse for hende. Hun blev også 10 år yngre! Nå, nu kan det jo godt være, at vinen også gjorde sit. - Hvor var De, Olsen? - Dernede ved Rhinen, og der er jo vin nok! Hvad var det nu, det hed? Nå jo: Rûdesheim. Der ser jo lidt anderledes ud end herhjemme. Vi sejlede også på Rhinen og så alle de her ruiner af borge på bjergtoppene. Folk var nok ikke mere fredelige i gamle dage end nu. Jo, det var en oplevelse! Man kunne nok mærke på Olsen, at det ikke alene var konen, der havde haft glæde af turen.

- Men så om aftenen - fortsatte Olsen - skulle tiden jo gå med noget, og så sad vi på beværtninger og drak. Nå ja, de fleste drak vin, men jeg foretrækker nu øl. Og deres øl dernede er meget godt; det er ikke så stærkt som vores, så man kan jo drikke en del, uden at det rører én synderligt. En aften kom jeg forøvrigt til at sidde ved samme bord som en dansker, der arbejdede i Tyskland, og sjovt nok arbejdede han på et af de her store stålværker. Jeg tror, han sa’, de var 10.000 mand der. Så De forstår, vi havde noget at tale om. Nå, nu var forholdene jo helt anderledes der end hos os - men alligevel. Det var forøvrigt en flink fyr, så vi fik nogle øl sammen, og i samtalens løb kom vi osse til at tale om øl på arbejdspladsen. Men der var faktisk en ting, der forbavsede mig. Han fortalte, at der ikke blev drukket bajere og heller ikke andre drikke med spiritus i, det var simpelthen forbudt på alle tyske fabrikker. Mon det kan være rigtigt? - Jo, det er rigtigt nok, Olsen - svarede jeg - det gælder forøvrigt ikke alene i Tyskland, men osse i Sverige og USA, ved jeg. Men jeg tror heller ikke,

det er tilladt i England og Rusland. Man er blevet nødt til at forbyde det i de stærkt industrialiserede lande. Det er for farligt mellem alle de maskiner og ovne. Herhjemme har vi endnu ikke taget konsekvenserne. Men mon ikke, det kommer? - Det ved jeg ikke - siger Olsen. Jeg tror ikke, det er noget større problem hos os. De fleste forstår da at holde måde. Men selvfølgelig er der af og til nogle, som overdriver. - Ja, Olsen, jeg er enig med Dem; men netop disse få er i en stor virksomhed til fare for sig selv og andre. Det at arbejde på en fabrik er noget lignende som at køre en bil på en stærkt trafikeret vej. Fejler man, går det ikke alene ud over en selv, men måske også over mange andre. - Nå ja, nu er det ikke, fordi jeg har tænkt dybere over sagen - svarede Olsen. - Men det er lidt fremmed for én at høre, at forholdene er sådan andre steder. Nå, men vi havde det meget hyggeligt dernede, og hvis vi ellers lever og har vor helse, skal det ikke være sidste gang, vi skal på den tur. Har De været på ferie? - Næh, ikke endnu, Olsen. Vi venter, til skoleferien er overstået. Når man ikke selv har småbørn, er det bedre at vælge et tidspunkt, hvor der er mere fred. -

Da Olsen var gået, faldt det mig i tankerne, at det faktisk er ret sjældent, at spiritusproblemet er til debat undtagen lige i forbindelse med bilkørsel. Medens man specielt fra lægernes side gang på gang drager i felten mod cigaretrygning, høres ikke meget om alkoholens skadelige virkninger hverken fra denne eller anden side. At lægerne ikke er så interesseret, skyldes måske, at alkoholens virkninger ikke er udpræget medicinsk betonet - det er trods alt dog de færreste, der når stadiet »delirium tremens«. Men mon ikke alkoholmisbruget er endnu mere vidtrækkende i sine ulykkelige følger end cigaretrygning, al den stund det i højere grad end lungekræft kan ødelægge livet ikke alene for den pågældende selv, men også for andre. Når det ikke er populært at diskutere alkoholmisbruget, skyldes nok det, at både Olsen og jeg og mangfoldige med os kan lide en bajer. Heldigvis har de fleste karakter nok til at begrænse deres forbrug om ikke for andet så i pligtfølelse over for hjemmet - økonomisk og moralsk. Men for de andre - for dem, der er svagere — og også for egen og andres sikkerhed var det nok værd at overveje, om adgangen til at nyde alkoholiske drikke på fabrikken ikke burde indskrænkes. KN

P R Ø V

H E R ,

O M

D E

E R

A S O C I A L

FRA „PAS PÅ" - APRIL 1960 Hvordan ser De på færdselsulykkerne? — Føler De et medansvar over for bilister, fodgængere, motorcyklister, knallertkørere og cyklister? Eller mener De, at det først og fremmest er de andre, som må gøre noget for at nedsætte ulykkernes antal? Færdselsreglerne er udformet for at forebygge færdselsulykker. Hvis De ikke kender dem og retter Dem efter dem, så er De asocial, og De er til fare for Dem selv og andre. Nedenstående spørgeskema, som er udarbejdet af det engelske færdselsråd, »The Royal Society for the Prevention of Accidents«, handler om færdselsregler, der også gælder i Danmark. Prøv denne hurtige selv-analyse og find ud af, om De er asocial, men vær ærlig. Blad ikke om til facitlisten side 31, før De selv har besvaret spørgsmålene — ellers bedrager De Dem selv, og det er måske endnu farligere.

En bil kører 80 km/t. Selv under de bedste forhold vil dens bremselængde ikke være mindre end: a) 40 m . b) 30 m. c) 55 m.

»Stå stille ved fortovskanten. Se til venstre, så til højre, og så til venstre igen. Når der er et passende ophold i trafikken, gå så over kørebanen« — er det den fuldstændige korrekte regel for krydsning af kørebanen? a) Ja. b) Nej.

På hvilke steder ved fodgængerfeltet har fodgængeren ret til at passere først — og de kørende pligt til at standse? Når fodgængeren a) er ude på kørebanen i fodgængerfeltet. b) står ved fortovskanten. c) står på en helle midt i fodgængerfeltet. Hvilke trafikanter må ikke færdes på en motorvej ? a) cyklister. b) fodgængere. c) skolevogne nied elev ved rattet. d) invalidevogne. e) traktorer. Deres cykel er punkteret, og De trækker hjem. Skal De stadig rette Dem efter færdselstavler og færdselssignaler? a) Ja. b) Nej. På en vej med dobbelt afstribning er linien nærmest Deres køretøj punkteret. Det betyder: a) De kan overhale uden fare. b) De tnå ikke overhale c) De må overhale, hvis forholdene i øvrigt gør det sikkert.

Se listen med korrekte svar side 31.

De går på en landevej, hvor der hverken er fortov eller cyklesti. Bør De så gå a) i vejens højre side. b) i vejens venstre side. c) på midten af vejen.

Her er en meget anvendt færdselstavle, hvor teksten blot er udeladt. Den betyder: a) Kør langsomt, hovedvej, forude. b) Vejindsnævring. c) Stop ved vejskæring.

Som bilist eller cyklist vil De svinge til venstre i et kryds lidt fremme. Hvad skal De først gøre? a) Give tegn. b) Se efter trafikken bag Dem c) Begynde at trække ud mod midten af kørebanen. d) Se efter den trafik, som kommer imod Dem.

10)

De er ved at køre ind i et lysreguleret kryds. Ser De så efter a) færdslen. b) lyskurven. c) både færdslen og lyskurven.

11)

Når De svinger til højre i et kryds, hvor der er grønt lys iDeres retning, vil De da a) regne med, at fodgængere, der krydser kørebanen, holder tilbage for Dem. b) holde tilbage for fodgængerne.

12)

De kører om aftenen og bliver blændet af en modkørende bils lygter. Vil De da a) blænde op og ned med Deres lygter. b) sætte farten ned og standse om nødvendigt. c) fortsætte med samme fart, men med nedblændet lys.

FRA BEDRIFTSLÆGEN:

I i »Det gamle Testamente« handler om en hovedrig mand ved navn Nabal, der mildest talt opførte sig uforskammet over for David. Da Nabals hustru, Abigajil, imidlertid erfarede, at David mandstærk drog imod hendes mand for at tugte ham, belæssede hun sine æsler med fourage, som hun skænkede til Davids trætte og sultne mænd, der netop var vendt hjem fra ørkenen. På den måde lykkedes det den skønne og kloge kvinde at stifte fred, og efter Nabals død blev hun Davids hustru. N AF FORTÆLLINGERNE

Og man ved, hvad gaven bestod af; thi der står skrevet: »Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem tillavede Faar, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200 Figenkager, lagde det paa Æslerne - - - «.

Man har spekuleret en del på, hvad fem mål ristet korn i grunden betød, og mange har givet den verdensberømte, svenske videnskabsmand og botaniker, Carl von Linné (1707-1778) ret, som hævdede, at der hermed mentes kaffebønner. Siden da har adskillige bibelgranskere forsøgt at finde andre hentydninger til kaffe, og man har især hæftet sig ved den berømte beretning i »Første Mosebog« om Esau, der udhungret kom hjem, formentlig efter en strabadserende jagttur, og straks forlangte den spise, Jakob netop havde tilberedt, idet han sagde: »Lad mig faa noget af det røde, det røde der; thi jeg er ved at dø af Sult!« Der ligger den realitet til grund for formodningen om, at retten kunne have været kaffe, at fra ældgammel tid har den røde farve hyppigt været sat i forbindelse med kaffe. Det er dog mest sandsynligt, at det har drejet sig om linser, hvilket er den sædvanlige forklaring. Derimod er der mere hold i den opfattelse, at spartanernes meget omtalte »sorte suppe« kan have været stærk kaffe. Hvad enten man nu fæster lid til den ene eller anden af disse fortolkninger, er det et faktum, at kaffe allerede har været kendt i oldtidens orientalske lande,

men ikke i Ægypten, Grækenland eller Rom. I almindelighed tager man det som en selvfølge, at kaffe stammer fra Arabien, hvilket stemmer med den latinske betegnelse for den almindeligste kaffesort, Coffea arabica. Det er imidlertid et falsum; thi hjemstedet er Kenyas højsletter og Abessiniens bølgende plateau, som tidligere kaldtes kaffa. Spredt i de store skove voksede kaffetræet, og folk fra forskellige stammer, der ernærede sig af rødder, bønner og frugter, plukkede kaffetræets røde bær, knuste dem imellem sten, blandede massen med dyrisk fedt og dannede deraf kugler, som de på deres rejser spiste for at bortjage træthed. Langsomt trængte disse skovens folk mod nord op mod den arabiske halvø, hvorfra de bortjoges af Persiens bueskytter og lansenerer. De efterlod kaffetræer, der trivedes fortrinligt mellem daddelpalmerne på den lavamættede jord på Yemens bjergsider. En gammel legende beretter, at gedehyrden Kaldi en dag blev vidne til, at hans dyr opførte sig på en sælsom måde. De klatrede ophidsede omkring mellem

klippestenene og brægede helt afsindigt, medens de elegant hvirvlede rundt som de skønneste hurier. Nysgerrigt fulgte Kaldi efter den gamle adstadige buk og så da, at den nippede røde bær af et ukendt træ, hvorefter den også tog til at danse. Fra da af spiste hyrden ligeledes disse bær, og han blev en meget lykkelig mand, der ofte hengav sig til dans med sine geder. En skønne dag opdagede en Imam, muhammedansk præst, en sådan naragtig dansescene og oplevede personligt bærrenes mærkelige egenskaber. Hjemkommen til klostret bad den hellige mand Allah om råd og hjælp, hvorefter han faldt i en let slummer. Han hørte da profeten Muhammed hviske i hans øre, at hvis man kogte de magiske frugter i vand og derefter drak afkoget, blev man årvågen, og derved kunne man bede bedre og længere. Imamen fulgte profetens råd og gav drikken til sine klosterbrødre med det resultat, at klosteret blev berømt over hele Arabien for de kaffedrikkende brødres åndfulde bønner. De kaldte drikken Qahwah, den kraftgivende; men da dette ord også betyder vin, som er forbudt i Koranen, blev brygget af de stimulerende bær populært under navnet af »Arabiens vin«. Senere finder vi kaffe omtalt i en medicinsk ordbog forfattet af den verdensberømte arabiske læge Razes, som levede for tusind år siden, og i det 15. århundrede opstod de første offentlige kahveh kanes, kaffehuse. Et såre muntert leben udfoldede sig efterhånden i disse restauranter, som vi godt kan kalde dem, hvorfor de en tid lang var forbudt i den hellige by, Mekka. Alligevel bredte kaffedrikning sig med rivende hast, navnlig blandt tyrkerne, og hos dem var et dagligt forbrug af tyve kopper stærk kaffe ingenlunde nogen sjældenhed.

Af verdens tre store, ikke-alkoholiske drikke lærte Europa kakao at kende gennem spanske søfolk i 1528, te blev hjembragt af hollænderne i 1610, og kaffe introduceredes i Venedig i 1615. Først anvendte man kaffe som medicin; men snart drak man med begejstring kaffe over hele Italien. En masse kaffehuse opstod, og alene på Piazza di San Marco i Venedig fandtes i 1690 dusinvis af dem. Kaffehuset, caffé, var overalt forsamlingsstedet for de højere klasser af den grund, at kaffe i hine dage var meget kostbar. I juli 1669 blev kaffe bragt til Paris af den tyrkiske ambassadør Suleiman Aga, og snart efter fandtes kaffehuse overalt i vor verdensdels storbyer. Den væsentligste årsag til denne eksplosive udvikling var sikkert, at kaffedrikning optrådte som en højst tiltrængt bremsning af den overhåndtagende drukkenskab, som også hærgede vort land. Ludvig Holberg er inde på samme tankegang, når han i en af sine epistler skriver: »Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Dottre giore 10 Visiter en Eftermiddag og

komme ganske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besogende, uden Gylden-Vand, Sek, SpanskbitterViin, Luttendrank og andet, hvoraf et Fruentimmer maatte i de mindste pimpe lidt paa hvert Sted.« Det mest berømte kaffehus i Paris, Café de Procope, åbnede i 1689. Her samledes datidens store digtere, filosoffer og komponister. Voltaire kom her hyppigt og drak daglig omkring fyrre kopper mokka, som bestod af lige dele kaffe og chokolade. Revolutionsmændene Marat, Robespierre og Danton planlagde på dette sted tilintetgørelsen af Ludvig XVI og Marie Antoinette, medens den fattige artilleriofficer Napoleon Bonaparte hengav sig til skakspillets glæder, og det berettes, at han engang måtte efterlade sin berømte, trekantede hat som sikkerhed for ubetalte kafferegninger. Det er besynderligt, at kaffen på denne tid var forholdsvis billig både i Paris og London, medens den herhjemme var dyr, hvilket blandt andet fremgår af Holbergs komedie »Barselstuen«, hvor den 70-årige fader Corfitz beklager sig til naboen Jeronimus, alt imedens han af sin kone er sat i arbejde med at betjene kaffemøllen: »Det er allerede det 6te Pund Caffee, som er bleven fortæret i denne Barselstue, Haarene maae reyse sig paa Hovedet, naar man tænker paa det saavel som andet. Kiedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffee, en anden grøn Thee, en anden The de Bou eller de bok, hvad Fanden det er de kalder det, saa at der som det varer længe, beholder jeg neppe saa mange Penge tilbage, at jeg kand kiobe en Strikke for, om jeg vilde hænge mig.« Efterhånden begyndte man i de parisiske kaffehuse at servere elegante retter, og på den måde opstod flere af denne

bys berømte restauranter, for eksempel de stadig eksisterende Tour d’Argent og Café de la Paix. I London kom kaffehusene også til at spille en stor rolle. I året 1715 fandtes over to tusinde af den slags, og i dem traf man verdensbyens elite inden for videnskab, kunst og handel. Vor tids største assurancekompagni, Lloyds, blev stiftet omkring 1698 i Edward Lloyds kaffehus. Udviklingen af disse restauranter kom til at foregå anderledes end i Paris, for efterhånden som tiden gik, samledes folk med nogenlunde samme livsindstilling og daglige vaner på deres bestemte kaffehuse, og derved gjordes begyndelsen til de for England så karakteristiske klubber.

II Menneskenes børn holder af kaffe, og det er ligegyldigt, hvor i verden de bor.

Kaffedrikning om morgenen anses af mange næsten for en nødvendighed. I Holland nyder alle forstandige væsener deres kaffe kl. 11, og i lande med hedt klima drikkes ofte kaffe mange gange om dagen. Enorme kvantiteter af »den brune vin«, som den kaldes flere steder på jorden, kræves af nutidens mennesker. I Amerikas forenede stater er kaffen så populær, at den hyppigt benævnes »den amerikanske drik«, og der forbruges mere end 70 procent af Latin-Amerikas årlige kaffeproduktion, som for sit vedkommende repræsenterer næsten 85 procent af verdens totale produktion. Kaffe er således en overordentlig efterspurgt vare, men kravet om den kan nemt honoreres, fordi kaffedyrkning nu foregår i så mange lande. Her skal kun kortelig omtales en ringe del af kaffetræets udbredelse. Imellem årene 1706 og 1710 sørgede den hollandske guvernør van Hoorn for, at frøplanter blev indført til Batavia på Java, og herved gjordes begyndelsen til dyrkningen af kaffe på en stor del af de ostindiske øer. Også i selve Indien avledes kaffe, men fik aldrig den betydning som på de vestindiske øer og i Sydamerika. Det første grosted for kaffetræet i Vestindien var øen Martinique, og beretningen om, hvordan kaffen nåede derhen, er en historie med romantik og drama. En fransk flådeofficer fik ordre til at bringe nogle få kaffeplanter til Vestindien. Skibet kom ind i et stille bælte og lå i uger på det spejlblanke hav med slappe sejl og i en frygtelig hede. Drikkevandet blev rationeret i en uhyggelig grad, og alle den franske kavallers planter visnede undtagen en enkelt, som han trofast forsøgte at holde liv i ved at give den halvdelen af sin vandtildeling. En sindssvag passager overfaldt

ham og gjorde forsøg på at røve planten. Dog vor officer, hvis navn var Gabriel Mathieu de Clieu, forsvarede sig bravt, og da tilmed hele besætningen hjalp ham, kom den lille halvvisne plante endelig til sit bestemmelsessted. Den loyale franskmand plantede sit træ på Martinique, og i året 1726 bar det for første gang frugt. Halvtreds år senere voksede på denne ø 19 millioner kaffetræer. Ad forskellige indfaldsveje slap kaffetræet ind i hollandske og franske kolonier i Sydamerika, hvor det kun trivedes jævnt godt; men de nyankomne agerdyrkere i Brasilien var ganske overbevist om, at hos dem ville planten have ideelle vækstbetingelser. Men hvorledes kunne man komme i besiddelse af dette kostelige træ, når franskmændene vågede så nidkært over det? Omkring 1727 blev den unge, brasilianske gesandt Francisco de Melho Palheta sendt til byen Cayenne i den franske koloni Guayana, hvor dyrkningen af kaffe kun gav et ringe udbytte. Man ved at berette, at den charmerende og chevalereske diplomat gjorde så ihærdigt

kur til den franske guvernørs unge frue, at hun en dag sendte ham en stor buket blomster, hvori var skjult både kaffefrø og -planter. De afgik øjeblikkeligt til Brasilien, hvor dyrkningen af kaffe snart fik et enormt opsving. For fuldstændighedens skyld må ydermere omtales, at kaffedyrkning i Afrika også er blevet en stor succes. Kaffe er som bekendt hvermands drik. For kort tid siden udregnede man, at der i løbet af ét år alene i USA konsumeres 150.000.000.000 kopper kaffe, hvilket svarer til en sø af følgende dimensioner: 1 engelsk mil bred, en engelsk mil lang og 35 fod dyb, og når man derefter betænker, at kaffe nydes i mere end 125 lande, og at den produceres i omtrent halvdelen af dem, forstår man, at kaffe er iblandt den internationale verdenshandels fem vigtigste landbrugsvarer. De fire andre er bomuld, hvede, sukker og uld. Årsagen til kaffens popularitet er først og fremmest, at den ejer en meget opstrammende virkning på den menneskelige organisme uden at være giftig, hvis den da ellers drikkes i moderate mængder. Den er i virkeligheden den ideelle stimulans, hvortil må føjes, at en vel tilberedt kop kaffe har en god smag, en behagelig aroma og et appetitvækkende udseende. Smagen, duften og udseendet beror for en stor del på den rigtige behandling af kaffetræets frugt. Den almindelige Coffea arabica har små, vellugtende blomster. Afhængig af temperatur og fugtighed kan blomstringen foregå flere gange om året; men blomsterne holder sig blot i et par dage. En kaffefarm, hvor træerne står i fuldt flor, frembyder et smukt syn, og samtidig er den parfumerede luft velgørende at indånde. Når blomsterne er forsvun-

det, begynder de grønne bær at vise sig, og i løbet af seks til ni måneder modnes de og får en rød kulør, hvorved de fuldstændig ligner kirsebær, og på dette stade skal de nedplukkes hurtigt. I bærret findes i reglen to frø, der ligger med den flade side imod hinanden og den konvekse udadtil. Man bruger forskellige metoder til at adskille bønnerne fra sten, frugtkød og frøskal. Af ca. 100 kg bær fås gennemsnitligt 15 kg bønner. Ved forskellige processer forsøger man at give dem et smukt, ensartet udseende, blandt andet ved farvning, ved hvilken man i ældre tider engang imellem anvendte lidt giftige farvestoffer, for eksempel kromgult. Før bønnerne kan bruges til tilberedning af den herlige, brune drik, underkastes de en let ristning, i almindelighed kaldt brænding, hvorved fremkaldes den specielle og meget yndede smag, som rå bønner ikke ejer, idet flygtige stoffer bortgår, sukkerstoffet omdannes til karamel, og fedt samt kvælstofholdige forbindelser delvis sønderdeles. Det er af stor betydning at vide besked med, hvilke stoffer kaffebønner indeholder, og det er derfor forståeligt, at flere af verdens største kemikere i tidens løb har foretaget utallige analyser af kaffe, for eksempel den verdensberømte, tyske forsker Liebig (1803-1878). Det fremgår af disse undersøgelser, at der i kaffebønner findes garvesyre, fedt, sukker, æggehvidestoffer, ekstraktivstoffer, mineralske bestanddele samt vitaminer. Man håbede engang, at sidstnævnte, livsvigtige stoffer forekom i så store mængder, at man kunne få sit vitaminbehov dækket ved at drikke 3-4 kopper kaffe i dagens løb; men dette håb glippede desværre. Langt den vigtigste substans er dog alkaloidet Koffein, hvis kemiske opbygning viser, at det er nært

beslægtet med Theobromin, der findes i kakaobønner, og med urinsyre. Koffein virker stærkt stimulerende på nerve- og hjertevirksomheden. Ved sin indvirkning på hjernen modvirker den træthed, kvikker blodets kredsløb op og forøger urinudskillelsen. På grund af disse og andre egenskaber har koffein fundet anvendelse som et glimrende lægemiddel. Alvorlige forgiftninger ved brugen af koffein, hvoraf der i en kop kaffe findes ca. 10 centrigram, er sjældne, men kan dog forekomme og ytrer sig da ved hjertebanken, sitren af hænderne, svimmelhed og undertiden kramper. Det er i væsentlig grad koffeinens stimulerende evne, der gør nydelsen af kaffe næsten uundværlig for de fleste mennesker. En grå, trist morgenstund, som engang imellem fremkalder lede ved livet og afsky for dagens gerning, forandres mærkbart, når man har drukket et par kopper kaffe. Ja, sandelig er kaffe et herligt opkvikningsmiddel, ikke mindst fordi den savner alle de uheldige egenskaber, som alkoholiske drikke er i besiddelse af. Erik Steenberger.

(Gengivet efter Dublin Opinion)

»Jeg har glemt, hvad jeg ville eige, så jeg vil derfor tale om Fællesmarkedet. .. »

»Sådan skal det være Jensen — ikke nogle sygedage bare fordi man har brækket et par arme«.

F ac i t l i s te ti l sp ør g sm ål e ne si d e 23 . 1) a 3 points. 2) b 3 points. (De skal gå lige over korebanen — helst ved et fodgængerfelt og ellers ved et kryds).

NYANSATTE:

a 3 points. ingen af dem. 3 points.

3) 4)

( i points for 4 rigtige). 5)

a 3 points.

c 3 points. (Træk 3 points fra, hvis De svarede a).

b 3 points.

c 3 points.

b 3 points. (Træk 2 points fra, hvis De svarede c).

10)

c 3 points.

11)

b 3 points. (Træk 3 points fra, hvis De svarede a).

12)

b 3 points.

Fridthiof Chr. Fagerstrøm ass., stålværk, 15. maj.

Gerda Olsen, sekretær for tekn. dir., 15. maj.

RESULTAT: 35—40 points: De er hensynsfuld og agtpågivende. Men husk, ingen er fuldkommen! Og regn hele

Aage Baungaard, assistent, lønning, 1.juli.

John Hansen, assistent, stålværk, 1 juli.

Anna-Lise Jensen, arkivar, tegnestue, 1. august.

Eva Fagerstrøm, assistent, salgsafd., 1. august.

Bodil Nørngaard, elev, 8. august.

Maj-Britt Frederiksson, elev, 8. august.

tiden med, at andre trafikanter kan færdes hensynsløst. Bliv ikke alt for selvtilfreds. 20—30 points: De horer til gennemsnits-trafikanterne. Men det var nok værd at tænke på, om De kunne hæve Dem lidt over gennemsnittet. Hvad med at læse færdselsloven igennem en gang til? 15—20 points: De bryder Dem ikke om at have ansvar for andre, vel? Husk, at færdselsreglerne gælder lige så meget for Dem som for andre. Lær dem. Det liv, De redder, kan måske være Deres eget. Under i5 points: De er afgjort asocial — men De er i det mindste ærlig! Spørg derfor Dem selv og og svar lige så ærligt: Har jeg nogen sinde sat mig grundigt ind i færdselsreglerne?

Carl Kaimer, 80 år, 30. oktober, kontorbud.

Viggo Jensen, 50 år, 15. oktober, formand.

Søren Jensen, 70 år, 9. oktober, stålværk.

Harald Andersen, 50 år, 8. oktober, stålværk.

Villum Hansen, 60 år, 15. september, stålværk.

Kai Jensen, 50 år, 14. september, stålværk.

Peter Andreasen, 60 år, 22. sept., stålværk. Sigfred Pedersen, 60 år, 26. okt., reservehold. Svend Bertelsen, 50 år, 13. sept., pladeværk. Svend Aage Jacobsen, 50 år, 19. sept., bygn. Højrup Thomsen, 50 år, 28. oktober, lager & ekspedition.

UDLÆRT:

Jens Mogensen, 50 år, 10. oktober, stålværk. Henrik Jensen, 50 år, 10. okt., plads & havn.

FORFREMMELSER:

Knud Willum Andersen, underforvlt., stenl., 1juli.

Rich. Schødt, underm., nyb. afd., kontiværk, 1. august.

Robert Petersen, bestyrer i »Fjordbyen«, 1. september.

Leo Kraft, maskinarbejder, 9. juni.