tør
gav en højlærd professor sig til at regne ud, hvilken styrke staal egentligt burde have. Han regnede og han regnede . . . og regnede saa om igen, for han kom til det mærkelige resultat, at staal egentligt burde være ca. 100 gange stærkere, end man til dagligt plejede at finde. Resultatet var ikke forkert, for i virkeligheden havde han regnet sig frem til den styrke, man ville faa i et materiale opbygget med 100 % ideel struktur uden korngrænser og uden selv den mindste lille fejl i atomernes indbyrdes placering. Et stykke valset staal er en samling af milliarder af smaa korn af højst variabel sammensætning, og da alle disse mikroskopiske korn er kommet til verden dels i et staalværk og dels i et valseværk, er der ikke noget at sige til, at de ikke helt har den teoretisk rigtige opbygning. Tværtimod er de vinde og skæve og fyldt med huller og fejl i opbygningen - noget man ganske vist ikke kan se i et stærkt mikroskop - men derimod noget man i uhyggeNGANG
14
lig grad kan mærke paa styrkeegenskaberne. Skævhederne og de mange andre smaafejl der findes, fordi atomerne ikke har samlet sig paa den teoretisk helt rigtige maade nedsætter nemlig styrken, fordi fejlene letter smaa forskydninger under belastning, og saaledes faar krystallerne til at give efter langt, langt tidligere, end de ville have gjort, hvis de havde været fejlfri. Ligesom fejl i de enkelte krystalkorn sænker styrken, betyder de utallige korngrænser tillige en yderligere kraftig sænkning af den teoretiske styrke. I korngrænserne findes en del af staalets urenheder, og det giver naturligvis en væsentlig svækkelse. Alle tekniske materialer er paa denne maade behæftet med ufuldkommenheder, som man faktisk ikke er i stand til at øve indflydelse paa, da de paa sin vis er en følge af de almindelige naturlove fremstilling af staal er underkastet. Var man imidlertid i stand til at omgaa disse love og lave perfekte krystaller og faa dem til at vokse op til teknisk anvendelig størrelse, ville man have et materiale med helt utrolige styrkeegenskaber. Mere end hundrede gange det rene jerns brudstyrke kunne man faa, fordi sammenhængen mellem de enkelte atomlag bliver saa mange gange bedre i en 100 % fejlfri opbygning. Faktisk var det forkert at sige, at fremstilling af et saadant materiale var udelukket af naturlovene. Mere korrekt ville det være at sammenligne chancerne for at faa denne struktur med muligheden for at