Staalbaandet - 1960 - Nr. 4 by Preben Jørgensen

EN EP OK E ER F OR BI.

NR.4

1960

9. A A R G A N G

INDHOLD: Lønvalsning.............................................

Jernets vej................................................

Fra sikkerhedsfronten ..............................

Fra 2. danske sikkerhedstjenestekongres.

Laboratoriesnak....................................... Valsesnak ................................................

14 16

Bedriftslægens beretning .........................

To spørgsmaal .........................................

Olsen .......................................................

Fra afdelingerne.......................................

Udsalg .....................................................

Fra gammel tid har det været en smuk skik at sende sine venner og forretningsforbindelser en personlig hilsen ved aarsskiftet. Man havde her en anledning til at afsende og modtage livstegn, idet samkvem ofte kun foregik med spredte og lange mellemrum, og tilmed ad usikre kanaler. Nu om stunder er der anderledes fart over tingene. Vi er kommet saa vidt, at en maskine i det ene firma meddeler sig til en maskine i det andet. Kommunikationen er blevet lynhurtig — men saa upersonlig. Dette forhold har smittet af paa nytaarskortene. Efterhaanden foregaar udsendelsen mekanisk i mere end én henseende, og saa er der ingen ærlig mening med dem tilbage. I erkendelse af at tiden er løbet fra den gamle skik, siger flere og flere virksomheder fra, og nu ogsaa DDS. Udsendelsen ved det tilstundende nytaar bliver saaledes den sidste. En epoke er forbi.

FORSIDEB ILLE DE :

»Fra pladevalseværket«. Foto: Bror Bernild.

Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksv ærk

P ERSONALEBLAD udgivet af

D E T D A N S K E S T A A L V A L S E V Æ R K A/ S FREDERIKSVÆ RK Redaktør KNUD N IEL SEN

Ikke saa faa af DDS' medarbejdere har i tidens løb faaet del i K. A. Larssens og Hustrus rejselegat. Vor virksomhed har ingen direkte indflydelse paa, hvem legatportionerne tildeles, men vi støtter gerne de efter vor mening kvalificerede ansøgere med anbefaling, ligesom vi foranlediger, at stipendiaten faar lejlighed til at besøge de fabrikker, som kan have den paagældendes interesse. De fleste ansøgninger drejer sig imidlertid om rejser til udlandet. Men da det vel maa betragtes som en forudsætning at have noget kendskab til det paagældende lands sprog for at faa et fagligt udbytte af rejsen, vil vor anbefaling og støtte for fremtiden ogsaa være afhængig af, i hvilken grad ansøgeren kan dokumentere sit kendskab til det paagældende lands sprog. For de ikke sprogkyndige staar mulighederne jo aabne for rejser i Skandinavien - ogsaa her er der noget at lære.

tør

A/S Norsk Jernverk, Mo i Rana.

er det sikkert Staalbaandets læsere bekendt, at der er sluttet kontrakt mellem A/S Norsk Jernverk og Det Danske Staalvalseværk A/S om lønvalsning af forvalsede emner (slabs) fra Jernverket. Emnerne skal af os udvalses til færdige plader - fortrinsvis skibsplader - som sendes tilbage til Norge. Grundlaget for denne kontrakt er, at vi efter det nye pladevalseværks igangsætning foreløbigt har et betydeligt overskud i valsekapacitet i forhold til staalværkets kapacitet, og omvendt har A/S Norsk Jernverk et stort overskud af udstøbt og forvalset staal i forhold til dets færdigvalsningskapacitet. Hertil kommer, at Norge ikke endnu har noget valseværk for udvalsning af tykkere plader - men kun profil- og tyndpladeværker. Da Norge imidlertid har en omfattende skibsbygningsindustri, er det forstaaeligt, at man gerne ser norsk staal anvendt hertil. A/S Norsk Jernverk har i forvejen en overenskomst med staalvalseværket i IjmuENNEM DAGSPRESSEN

iden i Holland, hvorefter dette værk udvalser det norske staal til bredbaand, som derefter færdigvalses til tyndplader paa A/S Norsk Jernverks afdeling i Bergen. Jernverket ligger i Mo i Rana lidt syd for polarcirklen, men skønt det er saa højt mod nord, er det dog ikke længere end omtrent midtvejs mellem Oslo og det nordligste Norge. Værkets beliggenhed er bl. a. bestemt af de gode muligheder i nærheden for udbygning af vandkraftstationer, og derved at have tilstrækkelig og billig elektrisk strøm til raadighed saavel til ovnene som til valseværkerne nu og i fremtiden. Men ogsaa beskæftigelsesmæssige grunde har været medvirkende. Som raastof anvendes fortrinsvis jernmalme, der kommer langt oppe fra nord - fra Sydvaranger, som ligger tæt ved Norges grænse til Rusland og fra Fosdalen i Trindelag noget nord for Trondheim. Jernmalmen behandles i elektriske raajernsovne ved blanding med cinders m. m. Aarsproduktionen var 1959 ca. 281.000

tons raajern, hvoraf ca. 62.000 tons blev eksporteret og resten forædlet i værkets eget staalværk, hvor der er installeret Bessemer-konvertere og elektro-smelteovne. Medens Bessemer-konverterne behandler det flydende raajern, indsættes der skrot i elektrosmelteovnene — til tider med en passende blanding af forblæst flydende Bessemerstaal. Den samlede blokproduktion var i 1959 ca. 291.000 tons, nemlig 168.000 tons Bessemerstaal og 123.000 tons elektrostaal. Valseværksanlægget bestaar af: 1) et blokværk med en Duo-reversibel stol med 1070 mm valsediameter og en 3600 HK motor paa hver valse, 2) et grovvalseværk for profiler med 3 Duo-reversible stole staaende side om side og med fælles motor paa 6700 HK. Værket kan valse profiler op til 450 mm samt rundstaal, platiner og knipler, 3) et finvalseværk, som er et kontinuerligt, kombineret baand-, traad- og stangvalseværk med 23 valsestole. Jernverkets samlede produktion af færdigjern var ca. 200.000 tons i 1959.

A/S Norsk Jernverk beskæftiger ialt ca. 2400 ansatte i Mo og Bergen. Aftalen, som er resultatet af længere tids forhandlinger blev undertegnet i Oslo den 29. august. A/S Norsk Jernverk var repræsenteret ved bestyrelsens formand, højesteretsadvokat Sven Arntzen og generaldirektor D. Efjestad og Det Danske Staalvalseværk A/S ved direktørerne K. Uggerløse og B. Christiansen. Aftalen, som omfatter max. 40.000 tons plader pr. aar, regnes at træde i kraft i lpbet af næste aar, idet A/S Norsk Jernverk til den tid yderligere har forøget sin kapacitet. Endvidere er det nødvendigt for os at anskaffe en slabsovn, hvilket ogsaa tager sin tid. Aftalen maa hilses med tilfredshed af alle, der i rationalisering ser industriens fortsatte fremgang til gavn for nationen. Men aftalen har et endnu videre perspektiv ved sine rationaliseringsbestræbelser ud over landets grænser.

tør

goder, som i saa rigt maal staar til vor raadighed i dag, er betinget af staalet. En nations staalforbrug er ligefrem et maal for folkets velstand. Saaledes blev der i 1956 brugt 625 kg staal pr. indbygger i USA, 430 kg i Vesttyskland, men kun 4 til 6 kg i Ægypten og Indien. Med den stigende velstand er jern- og staalproduktionen da ogsaa fortsat stigende, og da jernforekomsterne er nogenlunde spredt over hele jorden, er noget af det første man gør i de store omraader af jorden, som tidligere af den ene eller anden grund har været ladt tilbage i den tekniske udvikling, at grundlægge en staalindustri. Det gælder i saa høj grad Kina, hvor man inden endnu flere store staal værker kommer i gang, fremstiller jern paa husmandsvis i tusindvis af smaa ovne, og i Indien, hvor der i de seneste aar er rejst 3 store moderne staalværker, hvert med en kapacitet paa 1 million tons staal pr. aar. Den totale raajernsproduktion i verden var i 1959 210 millioner tons, hvoraf U S A fremstillede godt 26 %, U S S R 20,5 %, Vesttyskland 8,8 %, England 6 %, Frankrig 5,9 %, Kina og Japan hver 4,8 %. Naar vi paa DDS tænker paa staal, er vi naturligvis tilbøjelige til at sætte fremstillingen heraf i forbindelse med skrot, og skrot er et særdeles velkomment udgangsmateriale overalt i verden for fremstilling af staal, men det medfører ikke en forøgelse i kredsløbet. Forøgelsen kan kun komme fra jorden. E MATERIELLE

Jern er et grundstof, hvis kemiske betegnelse er Fe. Men det forekommer praktisk taget ikke i ren tilstand i naturen. Det er graahvidt og ikke nær saa stærkt, som det man i almindeligt sprogbrug kalder jern, idet det sidstnævnte er en legering, som ganske vist i hovedsagen bestaar af jern, men iøvrigt er kemisk forbundet med andre stoffer som mangan, chrom, wolfram, kulstof, silicium, fosfor, svovl m. fl. i større eller mindre mængder. Nogle af stofferne kan være ønskede, andre uønskede, men alle har de afgørende indflydelse paa færdigproduktets egenskaber. Af væsentligst betydning er kulstofindholdet, som er afgørende for, om jernet er smedebart eller ikke. Smedebart jern har et kulstofindhold mellem 0,01 og ca. 2'% og benævnes staal, medens jern med et kulstofindhold mellem ca. 2 og 7,5 % ikke kan formes ved smedning og valsning, men lader sig smelte ved en forholdsvis lav temperatur. Det benævnes raajern eller støbejern. „Staalˮ i sin oprindelige betydning var smedebart jern med en forholdsvis høj brudstyrke, og som kunne hærdes, men idag benævnes alt smedebart jern som staal, ofte med en tilføjelse efter fremstillingsmaaden - f. eks. Siemens-Martin staal, Thomasstaal, Elektrostaal - eller efter dets sammensætning - f. eks. nikkel-, krom-, mangan-, eller wolframstaal o.s.v. Endelig findes der staalstøbegods, som faktisk er smedebart staal, som er udstøbt direkte til maskingods.

Jernmalm. Som nævnt kan forøgelsen af jern- og staalmængderne kun komme fra jorden. Her findes jernet i sammenblanding med forskellige stoffer, og blandingen kaldes malm eller ertz.

Malmens værdi er ikke alene afhængig af dens indhold af jern, men ogsaa af i hvilke kemiske forbindelser jernet fremkommer og sammensætningen af de slaggedannende jordarter, der findes i malmen. I nogle malme er tilslaget „basisk", d.v.s., at det indeholder meget kalk, andre er „sure", d.v.s., at de indeholder meget kiselsyre. En vigtig rolle spiller indholdet af fosfor, idet dette stof ved behandlingen af malmen i højovnen (se senere) indgaar en inderlig forbindelse med jernet, hvorved raajernet kan blive uanvendeligt til fremstilling af Bessemerstaal, men er ubetinget nodvendigt for fremstilling af Thomasstaal (se Staalbaandet nr. 2 og 3/1956). Svovlindholdet i malmen er skadelig og maa ved særlige foranstaltninger fjernes i størst mulig udstrækning. Malmen forekommer ret jævnt fordelt over jorden i Europa, Asien, Nord- og Sydamerika, Afrika og paa mange øer. De vigtigste arter af malmen som anvendes til jernfremstilling er: Magnetjernsten med 60-70 % jernindhold.

Rødjernssten eller Hæmatit med 40-60 % jernindhold. Jernspat med 30-40 % jernindhold. Denne malm har kun et ringe fosforindhold og er værdifuld paa grund af manganindholdet. Malmen brydes enten i aabne brud eller i gruber, afhængig af de geologiske forhold. Fig. 1 viser et aabent brud udbygget i terrasser 15 til 30 m høje hver. Der bores sprænghuller ned fra oven ved kanten af hver terrasse, og efter hver sprængning, som for hele bruddet løsner 10.000 tons malm eller mere, lastes malmen i kipbare vogne, som fører den til en elevator, hvor malmen løftes op til jordens overflade, hvor den falder ned i store knuseværker og derfra ned i siloer, hvorfra malmen for Nordsveriges vedkommende pr. jernbane føres til udskibningshavne i Luleå eller Narvik. Imidlertid er det ikke alle steder som i Nordsverige, at malmen er saa ren, at den er klar til forsendelse direkte efter knusningen, idet malmen ofte indeholder store

Fi g. 1.

mængder af urenheder af sten og jord, hvorfor malmen inden forsendelsen først maa gennemgaa en rensning og sortering ved udvaskning og magnetisk separering. Tillige kan der være tale om en sammensintring af smaastykkerne. Andre steder, hvor malmen ligger dybere i jorden, brydes den i gruber. Fig. 2 viser, hvorledes grubegangene kan være udbygget. Fra en midtergang, hvori der findes spor for malmvognene, udgaar sidegange, fra hvis vægge malmen sprænges løs og ved slæbeskovle føres til slidske, fra hvilke den falder ned i vognene. Man maa altsaa tænke sig, at sidegangene ligger noget højere end midtergangen. Vognene køres hen til en elevator, som fører dem op til jordens overflade. En anden og mere moderne maade for udbygning af malmgruber er vist i fig. 3, hvor den løssprængte malm styrtes ned i spande, der hænger i staaltove. Billedet viser et dobbeltanlæg med 2 sæt spande, hver med sit maskineri. Naar den ene spand gaar tom ned, gaar den anden op i fyldt tilstand. Selve skakten er her et rør 6-7 m i diameter, over hvilket selve eleFig. 2.

a Bortkørsel. b Ventilationskanal. c Spil for skrabere.

d Slidsker. e Skrabere. f Spil for malmvogne.

vatortaarnet er anbragt med tømmeanordning for spandene. Elevatortaarnet er iøvrigt et typisk bygningsværk i grubedistrikter, saavel hvor der brydes malm som kul. Man ser en høj opbygning med et stort hjul øverst oppe. Snart drejer hjulet den ene vej, snart den anden, alt efter om elevatoren er paa vej op eller ned. Tidligere var arbejdet i gruberne et særdeles ubehageligt og strengt arbejde. Men ogsaa her er der især i aarene efter sidste krig sket store mekaniske forbedringer til lettelse af arbejdet og forøgelse af produktionen. Malmens videre vej til staalværkerne kan foregaa direkte pr. jernbane, men hvor det drejer sig om udenlandske malme, maa der ofte finde omladninger sted til søgaaende skibe og igen fra disse skibe til flodbaade eller jernbanevogne i ankomsthavnen. Da det drejer sig om meget store kvantiteter af malm, vil det forstaas, at der i havnene findes meget store anlæg for oplagring og omladning. Over Narvik og Luleå udføres der henholdsvis ca. 10,5 og 4 mill. tons pr. aar. Malmene til Mellemeuropa sejles for en stor del til Antwerpen og Rotterdam, hvor den omlades i flodbaade, der ad floder og et udstrakt net af kanaler sejler direkte til de store staalværkers flodhavne.

Tilslag. Malmens behandling finder sted i højovne, hvis indretning og virkemaade senere vil blive beskrevet. Imidlertid kan det ikke undgaas, at der med malmen indføres en del urenheder: jordarter og kiselagtige bestanddele, og da disse ikke umiddelbart lader sig smelte i ovnen, ville de forstoppe denne i løbet af kort tid, hvorfor man tilfører ovnen tilsatsstoffer „tilslag", som nedsætter urenhedernes smeltepunkt og danner en flydende slagge, der kan aftappes. Som

tilslag anvendes som regel kalksten, men denne maa ikke indeholde gips, idet svovlen i gipsen gaar i forbindelse med jernet. Kalken, hvoraf der anvendes overordentlige mængder, brydes i store kalkstensbrud og føres paa lignende vis som malmen pr. jernbane eller skib til staalværkernes lagre. Koks, fjerngas og biprodukter. For at faa jernet i malmen udskilt fra malmens andre bestanddele maa det gøres flydende, hvilket dog ikke umiddelbart lader sig gøre, idet jernets smeltepunkt ligger betydeligt højere end den temperatur, der kan opnaas i en højovn. Imidlertid er det saa heldigt, at jernet i glødende tilstand meget gerne optager kulstof, og at jernets smeltepunkt falder, naar kulstofindholdet stiger. Der skal saaledes tilføres kulstof til højovnen af 2 grunde, nemlig forst for at skabe varme i den og dernæst som kemisk tilsats til jernet. Kulstoffet tilføres i form af cinders, idet kul let vil bage sammen i ovnen og berede vanskeligheder. Dertil kommer, at kullene ogsaa ville tilføre ovnen

Fi g. 3.

Fi g. 4.

en del urenheder, og endelig indeholder kullene foruden kulstof andre værdifulde stoffer, der ville gaa tabt i højovnen. Iøvrigt kan man ved fyring med cinders opnaa en højere temperatur end med kul. Cinders eller koks fremstilles af kul i kammerovne. Princippet er det samme, som kendes fra hjemlige gasværker. Kullene opvarmes ved varme udefra i et lukket rum, og da der ikke tilføres luft til dette rum, kan kullene ikke brænde. Men derimod afgiver de under opvarmningen gas. Hovedformaalet med kammerovne ved højovnsværkerne er at producere cinders, og gassen er et biprodukt i modsætning til bygasværkerne, hvor gassen er hovedproduktet. Højovnenes kammerovne (se fig. 4) er som regel sammenbygget i batterier paa 50 til 70 kamre. Fig. 4 viser et snit i et kammer. Kullene kommer fra en over midten eller for enden af batteriet anbragt silo B, hvorfra de fyldes ned i nogle beholdere anbragt paa en fordelervogn C kørende paa skinner paa batteriets top. Ved at aabne

beholderens bund, falder kullene ned i kamret D. Kamrene opvarmes fra bund og sider med gas. Afgasningen af kullene varer ca. 20-24 timer, og der kan saaledes tømmes og fyldes 3 kamre pr. time, hvis batteriet bestaar af 70 kamre. Naar afgasningen er tilendebragt, stødes de glødende cinders ud af kammeret ved en udstødsmaskine E, der kører langs den ene side af batteriet. Cindersen fra det paagældende kammer falder herved ud paa batteriets anden side, hvor døren imidlertid er blevet aabnet, og ned i en forholdsvis lang vogn G, der langsomt kører forbi kammeret, hvorved cindersen bliver spredt over et stort areal i vognen. Denne køres herefter hen til afkølingsstedet H, hvor de glødende cinders bliver overspulet med mængder af vand. Dampene fra afkølingen forsvinder gennem et højt taarn. Fra vognen tømmes de nu afkølede cinders ned paa et transportbaand, der fører dem til lager. (Fortsættes i næste nummer).

tør

Fra sikkerhedsfronten Sikkerhedsingeniør C. E. L A N G

Rap p o rt o ver p er so n skad er. Oversigten omfatter alle indgaaede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslaaede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I maanederne juni,juli og august er sket en personskade for hver 112, 126 og lo3 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis o,89 %, o,79 % og o,97 % af samtlige ansatte er kommet til skade.

Si kkerh ed sfo d tøj o g stra al ev arme. Som en indvending mod at anvende staalnæsetræsko paa visse arbejdssteder er anført, at straalevarmens indvirkning paa staalnæserne gør dette fodtøj meget generende at have paa fremfor andet fodtøj. For at faa et indtryk af dette forhold og for om muligt at kunne afhjælpe denne

gene, er der af prøveanstalten udført en række forsøg, hvor forskellige træskotypers varmeisoleringsevne er undersøgt, dels i almindelig udførelse (sorte), dels efter bemaling med aluminiumsfarve. Som straalingskilde er anvendt en Philips varmelampe anbragt 350 mm over træsko-

næsen og til registrering af varmegennemtrængningen blev anbragt et termoelement paa tæernes plads. Alle forsøgene er udført som sammenligningsforsøg, idet en almindelig sort træsko blev brugt som standard. Der er undersøgt følgende træsko: 1. sort standard træsko 2. aluminiumsfarvet standard træsko 3. sort staalnæsetræsko sort staalnæsetræsko med isolerende lag mellem næse og overlæder 4. sort staalnæsetræsko med isolerende lag mellem næse og overlæder, samt læderkappe over næsen. 5. sort murertræsko 6. umalet murertræsko aluminiumsfarvet staalnæsetræsko aluminiumsfarvet staalnæsetræsko med isolerende lag mellem næse og overlæder 7. aluminiumsfarvet staalnæsetræsko med isolerende lag mellem næse og overlæder samt læderkappe over næsen. 8. aluminiumsfarvet murertræsko. I diagrammet er vist temperaturændringens forløb inde i træskoen over et tidsrum af 40 min., hvor starttemperaturen for alle forsøgene er henført til 0° C. Efter de 40 min. var temperaturændringerne meget smaa og derfor uden større interesse.

Hvor flere forsøg er nævnt under samme nr. har kurverne været sammenfaldende. Den anførte rækkefølge af forsøgene svarer til kurvernes nummerering, og det fremgaar tydeligt, at den daarligste beskyttelse mod straalevarme (ogsaa solvarme) er enhver form for sortmalede træsko og i særdeleshed almindelige træsko uden taabeskyttelse, hvad enten de er sorte eller aluminiumsfarvede. Det isolerende lag mellem staalnæse og overlæder er uden betydning, medens en læderkappe over staalnæsen har nogen betydning. En aluminiumsfarvet murertræsko er det bedste, man kan anvende, hvor der er straalevarme og dernæst aluminiumsfarvede staalnæsetræsko med eller uden læderkappe over næsen. Nu er det jo ikke alle vegne, det er hensigtsmæssigt at anvende murertræsko, men der kan vel ogsaa ofres lidt paa sikkerhedens alter, saa man i stedet anvender staalnæsetræskoene og tager en ringe ulempe med. Konklusionen maa blive: Benyt aluminiumsfarvede træsko, hvor der er tale om straalevarme i nogen grad og hold træskoene rene, ellers er det nytteløst at anvende aluminiumsfarve. CEL

tør

Fra 2. danske sikkerhedstjeneste-kongres 22.-24. september 1960 Der er nu 500 sikkerhedstjenester i Danmark, fordelt paa store og mellemstore virksomheder over hele landet med ialt 130.000 arbejdere. Allerede for to aar siden, da socialministeriets bekendtgørelse om sikkerhedstjeneste traadte i kraft, afholdtes der er en kongres specielt om sikkerhedstjenesteproblemer, og der var fra alle sider saa stor tilfredshed med at faa disse ofte vanskelige problemer belyst og diskuteret, at Arbejderbeskyttelsesf ondet med Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende Fagforbund, som medindbydere fandt det opportunt paany at indkalde til kongres i aar. Den 2. danske sikkerhedstjenestekongres fandt sted i dagene 22.—24. september i Falkonercentret i København, og medens kongressen i Aarhus i 1958 havde 250 deltagere, var der denne gang samlet ikke mindre end 625, hvoraf de 500 var sikkerhedstjenestemedlemmer fra jern- og metalindustrielle virksomheder, bryggerier, den kemiske industri, træindustri, slagterier og konservesfabrikker samt fra bakelit-, plastic- og gummiindustrien. Endvidere deltog en del bedriftslæger og -sygeplejersker samt repræsentanter for arbejdstilsynet, arbejdsraadet, socialministeriet og forskellige faglige organisationer. Kongressen indledtes af indbyderne, idet Arbejderbeskyttelsesfondets formand, direktør G. Drachmann, bød velkommen, hvorefter formanden for arbejdsgiverforeningen, fabrikant Svend Heineke, og forbundsformand Eiler Jensen, LO, udtalte haabet om, at kongressen, hvis afholdelse de to organisationer med interesse støttede, maatte bidrage til en bedre sikkerhedsstandard paa vore arbejdspladser. Fabrikant Heineke udtrykte det saaledes, at kongressen burde være, om ikke en milepæl, saa dog en kilometersten paa vejen frem mod dette maal, og forbundsformand Eiler Jensen fremhævede, hvor vigtigt det med den rivende tekniske udvikling, som ofte medfører en stigning i arbejdsrisikoen, er med en stadig omstillingsproces, saaledes at produktion og sikkerhed gaar haand i haand. Sikkerhedstjenesten er i denne forbindelse et nyttigt og naturligt samarbejdsorgan. Hovedtemaet ved kongressen var analyse af ulykkestilfælde, om hvilket emne direktør G. Drachmann holdt et indledende foredrag. Heri fremhævedes betydningen af, at sikkerhedstjenesten foretager en grundig undersøgelse af alle ulykkestilfælde for at finde frem til ulykkesaarsagerne og dermed faa mulighed for at forebygge lignende ulykker i fremtiden. Analysen af ulykkestilfældets aarsager maa bygges paa denne undersøgelse, og man bør gaa til undersøgelsen og analysen med aabent sind og vilje til at gennemføre den til bunds. Enhver analyse maa afsluttes med en konklusion, der fastslaar, hvilke forholdsregler der bør iværksættes for at forhindre gentagelse.

Den efterfølgende diskussion viste, hvor værdifuldt det var at faa disse spørgsmaal sat paa dagsordenen. Det var tydeligt, at man paa mange virksomheder ikke hidtil har gjort tilstrækkeligt ud af saadanne undersøgelser, og fra forskellig side efterlystes retningslinjer ikke alene for analysen, men ogsaa for en ensartet ulykkesstatistik, saaledes at der kan foretages en sammenligning imellem virksomheder i beslægtede brancher. Direktør Drachmann oplyste, at et udvalg under arbejdsgiverforeningen har arbejdet med dette spørgsmaal, og at der snart vil fremkomme forslag til dets løsning. Kongressen var delt op i sektioner, svarende til de deltagende virksomhedsgrupper, og sektionerne samledes den anden mødedag i særlige lokaler, hvor man dels diskuterede analyseproblemet og dels gennemgik nogle specialemner af interesse for den paagældende gruppe. Fra vor virksomhed deltog følgende i sikkerhedstjenestekongressen: Bedriftslæge Erik Steenberger, sikkerhedsingeniør C. E. Lang, fællestillidsmand E. A. M. Ambus, tillidsmand P. Dressler, tillidsmand H. Jørgensen, tillidsmand K. Madsen, tillidsmand, elektriker R. M. Mouritzen. I sektion 1 b, almindelige jernindustrielle spørgsmaal, drøftedes de nedennævnte specialemner, efter at en indleder kort havde redegjort for det paagældende emne: 1. Orden paa arbejdspladsen. Indleder: Undermester E. Grove, leder af sikkerhedstjenesten i Scandinavian Airlines System. 2. Midler til forebyggelse af ulykkestilfælde. Indleder: Sekretær E. Høiland Andersen, Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. 3. Transportarbejde inden for en virksomhed. Indleder: Sikkerhedsingeniør C. E. Lang, Det Danske Staalvalseværk. 4. Monteringsarbejde. Indleder: Inspektør Niels Hansen, Nakskov Skibsværft. 5. Haandværktøj. Indleder: Fællestillidsmand Henning Prisskov, A/S Nordiske Kabel- og Traadfabriker, Valseværket. 6. Værktøjsmaskiner. Indleder: Fællestillidsmand Holger Rasmussen, A/S Glud & Marstrands Fabriker. Ordstyrer for sektionen var ingeniør S. A. Knudsen, Burmeister & Wain's Maskin- og Skibsbyggeri A/S, og som repræsentant for arbejdstilsynet deltog fabrikinspektør C. Wagner. Ordstyrernes konklusioner ved sidstedagens plenarforsamling gav udtryk for, at der i sektionerne havde været stor interesse for de opstillede specialemner, og alle gav tilslutning til den af direktør Drachmann fremsatte tanke om det formaalstjenlige i at afholde branchekonferencer om sikkerhedsspørgsmaal foruden de større sikkerhedstjenestekongresser, som det er hensigten at fortsætte med passende mellemrum.

tør

gav en højlærd professor sig til at regne ud, hvilken styrke staal egentligt burde have. Han regnede og han regnede . . . og regnede saa om igen, for han kom til det mærkelige resultat, at staal egentligt burde være ca. 100 gange stærkere, end man til dagligt plejede at finde. Resultatet var ikke forkert, for i virkeligheden havde han regnet sig frem til den styrke, man ville faa i et materiale opbygget med 100 % ideel struktur uden korngrænser og uden selv den mindste lille fejl i atomernes indbyrdes placering. Et stykke valset staal er en samling af milliarder af smaa korn af højst variabel sammensætning, og da alle disse mikroskopiske korn er kommet til verden dels i et staalværk og dels i et valseværk, er der ikke noget at sige til, at de ikke helt har den teoretisk rigtige opbygning. Tværtimod er de vinde og skæve og fyldt med huller og fejl i opbygningen - noget man ganske vist ikke kan se i et stærkt mikroskop - men derimod noget man i uhyggeNGANG

lig grad kan mærke paa styrkeegenskaberne. Skævhederne og de mange andre smaafejl der findes, fordi atomerne ikke har samlet sig paa den teoretisk helt rigtige maade nedsætter nemlig styrken, fordi fejlene letter smaa forskydninger under belastning, og saaledes faar krystallerne til at give efter langt, langt tidligere, end de ville have gjort, hvis de havde været fejlfri. Ligesom fejl i de enkelte krystalkorn sænker styrken, betyder de utallige korngrænser tillige en yderligere kraftig sænkning af den teoretiske styrke. I korngrænserne findes en del af staalets urenheder, og det giver naturligvis en væsentlig svækkelse. Alle tekniske materialer er paa denne maade behæftet med ufuldkommenheder, som man faktisk ikke er i stand til at øve indflydelse paa, da de paa sin vis er en følge af de almindelige naturlove fremstilling af staal er underkastet. Var man imidlertid i stand til at omgaa disse love og lave perfekte krystaller og faa dem til at vokse op til teknisk anvendelig størrelse, ville man have et materiale med helt utrolige styrkeegenskaber. Mere end hundrede gange det rene jerns brudstyrke kunne man faa, fordi sammenhængen mellem de enkelte atomlag bliver saa mange gange bedre i en 100 % fejlfri opbygning. Faktisk var det forkert at sige, at fremstilling af et saadant materiale var udelukket af naturlovene. Mere korrekt ville det være at sammenligne chancerne for at faa denne struktur med muligheden for at

begavelsen af samtlige danskere født i et helt aarhundrede ville svare til en Einsteins begavelse. Imidlertid kan saadanne supermaterialer forekomme i visse tilfælde som et spil af naturens luner. I krigens tid stødte man saaledes paa vanskeligheder med elektriske kontakter, der kortsluttedes, fordi der udfra metallagenes fortinnede eller cadmierede overtræk voksede fine traade frem af tin eller cadmium. Disse traade viste sig efter nærmere undersøgelse at have netop denne perfekte metalopbygning uden en eneste lille fejl i atomernes sammenvoksningsmønster og uden korngrænser i det hele taget. Ogsaa den fantastisk høje styrke fandt man i disse krystaller, og spørgsmaalet var nu kun, om man med passende vækstbetin-

gelser kunne opnaa det samme resultat ved jern. Faktisk er det lykkedes, men der er det men ved sagen, at traadene ikke ligefrem er overvældende store. De længste, man har kunnet faa til at gro, har været 5 cm lange og ikke tykkere end 0,025 mm, men saa til gengæld med en styrke paa ca. 700 kg/mm2. At frygte en konkurrence er saaledes næppe realistisk de første par aar. Blandt videnskabsmænd kaldes disse traade whiskers, og indtil videre er de et morsomt kuriosum, hvis praktiske betydning med garanti ligger langt ude i fremtiden. Men alligevel - tænk, hvordan en kran vil kunne komme til at se ud, naar man kan fremstille tove af jernwhiskers med helt op til 100 gange den almindelige jernstyrke.

tør

Valsesnak Valseværksingeniør J. Skov

***

Valsebrud i pladeværket. at en valse knækker eller lider skade paa anden maade, og da saadanne skader er særdeles kostbare ikke alene ved anskaffelse af nye valser, men ogsaa ved det stop i produktionen, saadanne skader medfører, vil der i det følgende blive givet oplysning om nogle af aarsagerne til skader og brud, samt hvad der skal gøres for at undgaa disse foreteelser. Ethvert brud har sin aarsag i spændingerne og disses udvikling i materialet. ET HÆNDER,

Fejlene kan opdeles i 4 grupper: 1. Valser knækket i selve valsens legeme. 2. Valsetap knækket af. 3. Afskalning. Større eller mindre stykker gaaet ud af valsens overflade. 4. Revner i valsens overflade.

1. Valser knækket i valsens legeme. Disse brud foraarsages oftest af temperaturspændinger, men kan ogsaa ske paa grund af bøjespændinger eller en kombination af begge.

Termiske spændinger. Naar en kold valse bliver varmet for hurtigt op under valsningen, opstaar en stor temperaturforskel mellem valseoverfladen og valsens indre, og dette resulterer i høje temperaturspændinger, som kan foraarsage brud. Termiske brud kan undgaas ved en omhyggelig opvarmning af kolde valser, idet det skal tilstræbes at faa varmen til at bevæge sig langsomt og regelmæssigt ind til valsernes midte. Denne opvarmning foretages saavel i varmebox til 25-30° C som under valsningen. De væsentligste betingelser ved opvarmningsprocessen under valsningen er: a) at kølevandets mængde og tryk er afpasset efter forholdene, bl. a. ogsaa efter kølevandets tilgangstemperatur. b) at de bredere plader valses først, hvorved valserne opvarmes ensartet i hele længden. c) at arbejde med moderate reduktioner og valsehastigheder, og i det hele taget være noget tilbageholdende med valsetempoet. Det er meget vigtigt, at kølevandet kommer igennem alle dysehuller. Mangler vand gennem 2—3 dyser ved siden af hinanden, stiger varmen her, og varmespændinger opstaar, som kan føre til brud. Den kritiske tid for valserne er ved paabegyndelsen af valsninger, efter at værket har været stoppet i nogen tid. Valserne er blevet afkølet, og blokkene staar i ovnen og bliver varmere end normalt. Naar valsningen igen begynder, vil valsefolkene søge at indhente den tabte tonnage ved stoppet

og starter maaske for hurtigt uden at tænke paa, at valserne er afkølet, og den da for hastige opvarmning af overfladen kan medføre spændinger og deraf brud. Lige før valsningen igen begynder, maa der føles paa valserne, og efter skøn tages hensyn til opvarmningen af valserne. Bøjnings spændinger. Teoretisk skal støttevalserne i en valsestol optage bøjespændingerne fra valsningen, og arbejdsvalserne har kun til opgave at forme staalet. Men er støttevalsen og arbejdsvalsen ikke rigtig formet til hinanden, vil arbejdsvalsen bøje, eller hvis arbejdsvalsen ikke ligger fuldstændig parallel med sin støttevalse og derved ikke ligger helt mod denne, vil der opstaa meget store bøjespændinger i arbejdsvalsen under valsning. For at kunne forme konturen af valserne, naar de slibes i kold tilstand, maa der tages hensyn til, hvor meget arbejdsvalserne bliver større over midten, naar de har valsetemperaturen, hvor meget og hvordan de slides under valsningen og desuden selve valsningen. Materialet i arbejdsvalsen har tilstrækkelig styrke til at modstaa nogen bøjning, men materialet er skørt i kold tilstand, og en eventuel daarlig temperaturfordeling gennem valsen giver indre spændinger og gør ikke forholdet bedre. Selv en tilsyneladende lille overfladefejl som f. eks. en varmerevne kan foraarsage en koncentration af spændinger, saa valsen kan knække selv ved en mindre bøjning. For at mindske bøjespændingen og reducere brud foraarsaget heraf, er det vigtigt at have den rigtige kontur af valserne, at valserne ligger parallelle, og at lejerne passer tæt om tappene. I en valse, der har indre varmespændinger, opstaar der let brud ved ydre mekanisk paavirkning som f. eks. ved dobbelt-

valsning, for stor reduktion, for stor acceleration eller for hurtig vending af omdrejningsretningen under valsning.

2 . Brud af valsetappe. Disse brud opstaar som oftest kun paa grund af for stor mekanisk paavirkning. Det kan ske, at en valse under udskiftningen faar en grov behandling, som giver den det første saar - synligt eller usynligt og dette kan senere være anledningen til brud under valsningen. Fejlen kan ogsaa være, at arbejdsvalsen og støttevalsen ikke er rigtig i kontakt med hinanden, paa grund af at de ikke ligger parallelle. Chocket fra en blok, der rammer arbejdsvalsen ude i den ene side, kan foraarsage brud af en tap. Glatte valser, og endnu værre, naar de ogsaa er fedtede, kan vanskeligt gribe blokken, og resultatet er, at den staar og hugger imod valserne. Ogsaa af den grund skal der tages smaa reduktioner og køres langsommere straks efter starten med nye valser i stolen, til det glatte er taget noget af. En for stor reduktion eller dobbeltvalsning kan let foraarsage, at tappen knækker med stor risiko for, at støttevalsen gaar med i købet. Et stort slid af koblingerne kan give ryk i valsetappen og føre til brud.

3 . Afskalning. Denne fejl stammer oftest fra for stort lokalt tryk eller ved en lokal høj eller lav temperatur. Stort lokalt tryk opstaar, naar der valses plade med kolde pletter eller kolde ender, eller ved den dobbeltvalsning, der kan opstaa, naar pladen rammer stolen og derved foldes.

En afskalning behøver ikke at forekomme straks, efter at det lokale tryk opstaar. Der bliver maaske en revne, som ikke er iøjnefaldende, men ved en senere lejlighed giver denne revne anledning til, at en afskalning sker. Naar arbejdsvalsen paa grund af varme svulmer op over midten, eller overfladen slides, opstaar ogsaa lokale tryk enten i valsens midte eller ved valsens ender, der hvor valserne ligger mod hinanden. Temperaturchock eller lokal høj temperatur opstaar, naar en blok/plade sidder fast mellem to stillestaaende valser, eller naar vandet svigter i enkelte dyser. Lokal køling af valser kan f. eks. foranlediges ved, at vandet løber over stillestaaende varme valser. Dersom vandet af en eller anden aarsag ikke har været paa, og derved medført meget varme valseoverflader, kan der ved pludselig at aabne for vandet opstaa spændinger med afskalning eller brud til følge.

4. Revner i valsens overflade. Revner kan stamme fra indre spændinger, højt tryk, eller pludselig køling eller opvarmning af overfladen. Aarsagerne hertil er nævnt i det foregaaende.

Summa summarum. En stor støbt valse er ikke saa robust som mange tror. Den skal behandles med stor omhyggelighed. Hvornaar en fejl akkurat har ført til brud eller skade paa en valse kan til tider være vanskeligt at konstatere. Rigtig køling af valser er meget vigtig og meget diskuteret, men en ting er sikker, at vandet skal naa ind til valsens overflade. Er overfladen meget varm, vil der opstaa en dampkappe omkring valserne, og denne vil holde vandet fra valserne, hvis vandtrykket ikke er stort nok til at forcere damptæppet. Er valserne ikke saa varme, skal der tilføres en passende mindre mængde vand til at fjerne varmen fra valserne. For at undgaa for store varmespændinger skal der ved opvarmningen af kolde valser tilstræbes at faa varmen fra valsningen til at bevæge sig langsomt ind mod valsemidten, og dette tilpasses ved regulering af kølevandet. Det kan ikke siges kraftigt nok, hvor vigtigt det er at holde alle dyser aabne og rene, at vand ikke maa løbe paa stillestaaende varme valser, at der altid skal være vand paa valsende valser, aldrig dobbeltvalse, og at meget varme valser ikke maa staa stille. Undgaa at accelerere eller vende omdrejningsretningen under stikket. JS

Bedrif t slæ gens b eret ni ng. Arbejdet paa klinikken har i juli kvartal været meget generet af de vekslende sommerferier, men er forøvrigt foregaaet som sædvanligt. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden paa nedenstaaende artikel, hvori den rigtige lejring af tilskadekomne er beskrevet. Altfor ofte syndes der paa dette punkt af folk, som gerne vil gøre deres bedste for at hjælpe en ulykkesramt kammerat, idet de for eksempel anbringer ham paa ryggen paa

en baare med en pude under hovedet. Gang paa gang er det sket, at opkast og blod har forringet helbredelsesmuligheden foren saadan patient, hvis der indtraadte bevidstløshed. Paa den fornylig afholdte store sikkerhedskongres i København blev denne sag trukket frem af en deltager, som var saa oprørt over, hvad han i tidens løb havde været vidne til, at han ønskede alle baarer afskaffet paa den virksomhed, hvor han var ansat. Erik Steenberger.

* * * * * * * Fra »Esso P O S T E N « :

TO S P Ø R G S M A AL 1) Skal en bilist som vidne til et trafikuheld selv bringe de kvæstede til nærmeste hospital med størst mulig hastighed i sin egen vogn, eller skal han begrænse sin aktivitet til at tilkalde hjælp? 2) Hvad skal man foretage sig som forstehjælp? To svar: 1) Den tilskadekomne maa ikke flyttes fra ulykkesstedet, og ambulance tilkaldes fra nærmeste hospital eller station (idet man dog ikke selv maa forlade den kvæstede). Hvis den tilskadekomne sidder fastklemt i bilen, skal man ikke gøre forsøg paa at flytte vedkommende, med mindre der er fare for brand. 2) Man skal sikre sig, at luftvejene hos den tilskadekomne er aabne, og saa vidt muligt beskytte patienten mod chock, bl. a. ved tildækning. Endvidere yde den fornødne førstehjælp, bl. a. ved at anbringe patienten i NATO-stilling og eventuelt anvende mund til næsemetoden.

NATO-stillingen er specielt beregnet til tilfælde af bevidstløshed og/eller anvendelse i forbindelse med kæbebrud. Den tilskadekomne lægges paa siden i halvvejs foroverbøjet stilling med hovedet lavere end brystkassen, som vist paa billedet. Blod og lignende kan derefter løbe ud af munden.

tør

var inde i en diskussion om ungdommens uddannelse, og da jeg selv for nogen tid siden havde deltaget i en møderække om emnet, fortalte jeg Olsen om problemerne, der var blevet drøftet. Da jeg kom til at nævne noget om det 8. skoleaar, vaagnede Olsen. - 8 aars skolegang! - siger han. Jeg synes minsandten, man faar lidt nok ud af de 7. De kunne jo passende holde nogle færre ferier. Ikke saa snart er sommerferien forbi, før der skal være skoleudflugter med paafølgende fridag for lærermøde, eller hvad ved jeg. Og saa kommer efteraarsferien - børnene kan daarligt naa at faa udhvilet mellem de forskellige ferier. Næh, paa med vanten og se at faa proppet nogle kundskaber i ungerne, og læg det her papirklippen, tegneri og andet tidsfordriv paa hylden, det hører hjemme i børnehaven. 7 aar er saamænd mere end rigeligt under de forhold. LSEN OG JEG

- Hov-hov, afbryder jeg. Hids Dem nu ikke op, Olsen. Ganske vist kan man som udenforstaaende synes, at arbejdet paa skolerne kunne være mere effektivt, men man har jo et stort problem at slaas med, jeg

mener det med at faa lærerkræfter nok. Husk paa, vi har formeret os, hurtigere end skolen kan følge med. — - Ja, selvfølgelig - siger Olsen, det er vel en ærlig sag! Men børnene bliver saa vidt jeg ved, ikke født 6-7 aar gamle, saa der har været tid nok til at forberede den sag med lærerkræfterne. Ja, men der er ogsaa en anden grund, Olsen, til at forlænge skolegangen. Saah! siger han, hvad da? Har De i grunden tænkt paa - siger jeg - hvor samfundet skal gøre af alle disse 14-aarige, som forlader skolen. Industrien vil ikke ha' dem, der er i forvejen knapt med lærepladser, og de der er, forbeholder man de noget ældre. Saa i stedet for at lade børnene løbe for lud og koldt vand fra de har forladt skolen til de eventuelt kan komme ind i et fag, tror jeg, det er bedre for dem at blive i skolen. Naah! siger Olsen. Ja, det kan maaske være meget rigtigt, men saa skal det i hvert fald være tvungent og ikke det her pjat med et frivilligt 8. skoleaar. Selv kom jeg ud af skolen som 14-aarig og har faktisk arbejdet haardt siden, og jeg har da klaret mig meget godt. Ja, den har vi hørt før, Olsen, men det kan jo ikke tages som bevis for, at det ikke burde være anderledes idag - vel? Olsen mumlede noget uforstaaeligt, og jeg fortsatte. Ved De iøvrigt, at vi her hjemme ligger mellem de lande i Europa, der har den korteste tvungne skolegang. I Tyskland har de 8 aar - ja i visse omraader 9, og der arbejdes i øjeblikket for at faa det 9. tvungne skoleaar gjort obligatorisk over hele landet. I de andre store lande, England, Frankrig, USSR o.s.v. er forholdet nogenlunde det samme. Ja, det er altsammen meget godt - siger Olsen. Men jeg har paa fornemmelsen, at skolen ligesom ikke rigtig er i kontakt med det praktiske liv, den lever i sin egen

lukkede verden og sætter pyramiderne og græske templer højere end nutidens tekniske problemer og resultater. Var det ikke en god idé at fordre, at alle som er beskæftiget med undervisning i perioder kommer ud at arbejde i det praktiske liv. Det tror jeg ville være udmærket, Olsen - svarer jeg. Lærerens gerning foregaar jo inden for skolens beskyttende mure, og de har kun elevernes mere eller mindre beundrende kreds til at lodde dybden af deres værd. I det praktiske liv vil det blive maalt med en anden maalestok, og mange ville sikkert ved nogen tids praktisk gerning faa et dybere indblik i - om jeg saa maa sige - det fornødne. Ja, siger Olsen. Det er i hvert fald nødvendigt, at skolen er i kontakt med det praktiske liv - den er da ikke til for sin egen skyld. Men De talte før om de 14aarige, der forlader skolen, og der tænkte De vist især paa dem, der skal i lære. Men hvad med de andre? Ja, hvad med dem, Olsen! Det var forøvrigt om dem de møder, jeg talte om før, handlede, og den almindelige mening var vel, at saa mange arbejdsomraader som muligt bør etableres som fag, altsaa med længere eller kortere læretid og fagskole. Herved mener man at kunne engagere de unges interesse, og det er klart, at det vil være til gavn for samfundet, om hver paa sit omraade - det være sig lille eller stort - har et dybere kendskab til de dele, der arbejdes med. Læretiden skulle naturligvis paa samme maade som for andre fag afsluttes med en fagprøve og udstedelse af svendebrev. Det lyder meget fornuftigt - siger Olsen. Men hvilke fag kunne De tænke Dem? Jo, ser De - svarer jeg. Jeg har lige læst referatet af et foredrag holdt af en arbejdsdirektør ved en stor staalværkskoncern i Tyskland. Foredraget omhandlede

netop uddannelsesproblemerne - ogsaa om de ufaglærte - og det fremgik, at man i øjeblikket der arbejder for en faguddannelse af staalværksarbejderne. Man regner med 3 fag: højovnsfag, staalværksfag og valsefaget med en læretid paa 3 aar, hvoraf de første halvandet aar skal være en fælles grunduddannelse. Lærlingeaspiranterne skal naturligvis have naaet en vis legemlig udvikling, og han ønsker skolegangen fortsat op til læretidens begyndelse. Ovenpaa lærlingeuddannelsen skal der saa opbygges faste rammer for voksenundervisningen og videreuddannelsen for formænd og mestre. Vel, siger Olsen, men det er vi da vist for smaa til paa DDS. De faglærte ville ikke have andre steder at anvende deres viden herhjemme end hos os. Næ, det er rigtigt nok, Olsen, men lad os sige, vi beskæftiger 800 mand i produktionen, og disse i gennemsnit har 30 arbejdsaar, saa betyder det dog en nødvendig tilgang af nogle og tyve pr. aar. løvrigt har jeg ikke tænkt dybere over sagen, og man kan naturligvis sige, at det gaar meget godt, som det gaar hos os i dag. Men udviklingen vil nok kræve endnu mere af vore efterfølgere, og det er os, der har ansvaret for, at deres kundskaber og kunnen strækker til i konkurrencen. Olsen og jeg var næsten enige. KH

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør P. W. Mortensen.

S T AAL V Æ R K E T Martiningeniør Carlo Poulsen. I juli kvartal opnaaedes en produktion af 65.133 tons. Sammenlignet med sidste aars samme kvartal er det faktisk 1200 tons mindre. Aarsagen hertil er den ganske enkle, at vore ovne stod for reparation midt i ferieperioden, hvor det ikke var muligt at fremskaffe tilstrækkelig arbejdskraft. De slidte ovnes ydelse blev paa grund af hyppige varmreparationer stærkt nedsat, saaledes at vi efter reparationstidens udløb stod med et underskud paa det projekterede paa 9.694 tons staal. Dette er imidlertid i dag nedbragt til 7.700 tons, og der er al grund til at tro, at dette vil blive yderligere nedbragt. Ovn 1 er nu „oven vande", og de kommende uger skulle gerne være afslutningen. Vort siloanlæg arbejder stadig ikke helt tilfredsstillende, men sagen er under løsning.

Blokværket. Produktionen har gaaet normalt, og paa trods af 14 dages sommerferie blev der opnaaet samme produktion af emner og knipler som i 2. kvartal. I ferien er værket blevet efterset. Paa grund af reparation af elovne og ændring af en rullebane blev igangkoringen forsinket en uge. I det forløbne kvartal har der været eksperimenteret med en automatisk bloktang for afhugning af blokkene fra støbebordene, men det viste sig, at belastningen paa tangen og kran var saa stor, at en fortsat udnyttelse af dette system ikke lader sig gøre, uden risiko for havari paa kranen. Aftagning af materialer fra blokværket er stadig et stort problem, specielt for knipler og en bedre løsning vil hurtigst muligt blive udarbejdet. Grovværket Valsningen i grovværket har gaaet ualmindelig godt, og paa trods af 5 ugers stop for henholdsvis ferie og ovnreparationer i staalværket blev produktionen større end i noget tidligere kvartal. For dette værks vedkommende er flaskehalsen, kølingen, retningen og efterbehandlingen af færdigjernet. En god teknisk løsning af dette problem er endnu ikke fundet, men der arbejdes stadig med sagen.

Finværket. Finværket har ogsaa været præget af sommerferien og af den gamle knippelovns daarlige produktion i den sidste maaned før ferien. I ferien blev den gamle ovn ombygget og forbedret fra en ydelse af 16 tons pr. time til 25-30 tons pr. time. Ovnen har nu kørt i ca. 1½ maaned, og det ser ud til, at den svarer til forventningerne. Desværre har kvartalet været præget af en hel del mekaniske og elektriske stop, specielt kan nævnes afbrændingen af haspelmotoren og havari paa gear til rullebanerne. En hel del af disse stop skyldes uden tvivl stor overbelastning af anlægget, for at holde de stipulerede produktioner. P r o d u k t i o n e n i 3. k v a r t a l : Færdigjern t.

Blokværk .................... Grovværk ...................

8.217 11.623

Knipler og emner t.

24.632 44

19.840

P L AD E V Æ RK E T Valseværksingeniør J. Skov. Grovpladeværket. Siden ferien, der sluttede midt i juli, har det nye værk valset paa de to første skift og det gamle værk paa tredje skift, og saaledes fortsættes indtil slutningen af oktober, hvorefter der valses alle skift i det nye værk, og kun ved større stop vil der blive valset i det gamle. I den forløbne tid har vi nogle gange maattet ty til valsning i det gamle værk, naar det nye meldte pas, og dokto-

gamle værk kan nyde sit velfortjente otium og kun - som andre ældre - af og til stille et langt livs erfaringer til de unges disposition, og begge er glade derfor. Det er lige tidligt nok at tale om erfaringer med det nye værk, men en ny flaskehals i produktionen har straks meldt sig, og det er sakslinien i valsehal 5 eller nærmere - endesaksen, og derfor er der bestilt en saks yderligere med tilhørende skrotsaks, der stilles op mellem den nye og den gamle bedding til leveringen i slutningen af 1961. I august blev underskrevet en kontrakt med Norsk Jernverk, efter hvilken DDS skal udvalse indtil 40.000 t norske slabs (forvalsede blokke) pr. aar til plader, til norske forbrugere. Denne valsning begynder i slutningen af 1961, og til opvarmning af omtalte slabs bliver snart bestilt en gennemskydningsovn. Tonnagen af grovplader i juli kvartal var 81.600 t mod 65.960 t i 1959 eller 24 % bedre. Mellempladeværket. Her valses stødt og sejt den ene ton mellemplader efter den anden uden at forvolde større besværligheder. Retning er dog stadig et problem. Der maa foretages en omretning efter genopvarmning i normaliseringsovnen, men naar kølebeddingen i forbindelse med mellempladeværket en gang er færdig undgaas denne ekstra retning, og desuden opnaas, at pladerne klippes lige efter beddingen, hvorved vi spares for arbejdet med de varme slæng. Tonnagen i juli kvartal var 5.880 tons mod 4.170 tons eller 41 % bedre.

tør

Snart er det atter udsalgstid! Kan De endnu huske den forrige? Først var der, for at tiltrække opmærksomheden, store gule og røde skilte med kæmpebogstaver ved varerne i vinduerne, som gjorde én klart, at det nok kunne lønne sig at kigge indenfor. Og da saa endelig forventningens store dag kom, prangede store plakater og raabte til os, at det umuligt kunne betale sig at la' være med at benytte sig af alle disse ekstra billige og fantastiske tilbud! Hundredevis af damer, piger og . . . mænd sværmede ud, pungen fyldt med penge og glade hop i hjertet, drømmende om smaa yndige bluser, sommerkjoler, pikante trusser, elegante sko og praktiske ting til køkkenet. I deres fantasi saa de sig selv og familien i nyt tøj, huset fyldt med smaa bedaarende fiksfakserier. Man fik bekræftet synet ved gennemstregede store priser, som erstattedes af de lavest tænkelige tilbud! Det var næsten ikke til at tro paa: en drengetrøje for kun kr. 20,-, som før havde kostet 22,75, og købte man 2 af dem, fik man dem endda for kun 37,95 - begge to! Sikken en chance! Peter kunne ganske

vist ikke rigtig passe den størrelse, men lige til at lege i haven med, kunne det godt gaa an. I nødstilfælde kunne man rulle ærmerne op og flytte knapperne lidt. Og saa dette fordelagtige tilbud paa gryder, dem kunne man da simpelt hen ikke lade gaa fra sig! Tænk! 3 gryder for den samme pris som 2. Og saa ovenikøbet en glimrende kvalitet. Egentlig havde vi slet ikke brug for dem. Gryder nok! Men det var maaske noget for Marie (nu 12 aar gammel), naar hun nu en dag ville giftes. Man kan trods alt alligevel aldrig begynde for tidligt med udstyret. Det her var virkelig fornuftig købt! En skruetrækker til saadan en latterlig pris kunne far sikkert ogsaa bruge. Ganske vist sagde han forleden, at nu var hans redskabskasse fyldt op med alt, hvad han havde brug for, men en skruetrækker lever jo ikke evigt, saa . . . ! Paa skiltet stod der, at det var de sidste! Og se dog her . . . et par søde, smaa, røde sko. Dem kunne mor egentlig godt selv bruge. Man skulle da ogsaa forkæle sig selv lidt engang imellem! Og saa var det da i familiens interesse, at mor var velklædt. Klemte de lidt? Det gaar over i

regnvejr. Farven passer ganske vist ikke til noget i garderoben, men for saa lav en pris kan man jo heller ikke forlange alverden, vel? Og hvordan ser familien saa ud efter saadan et udsalg? Almindelig, lige som før. Alle indkøbene ligger nemlig godt gemt væk i skabe og skure. Trøjerne til Peter var virkelig for smaa, saa ikke engang flytning af knapperne kunne hjælpe paa det. Gryderne til Marie staar paa loftet og staar der - sandsynligvis - endnu i 10 aar.

Skruetrækkeren har far, som ubrugelig, foreløbig lagt i cykelskuret, og de røde sko staar gennemregnet og glemt i et hjørne. Ak ja, . . . overtræksgardinerne i stuen har stadig den kæmperevne, som ikke mere kan lappes, saa man kunne egentlig godt have forsvaret at købe et sæt nye. Men udsalget er forbi, og pengene er brugt. Forstaar De „moralen" i denne historie (som er temmelig overdrevet)?? Ja? Saa ser vi med godt humør frem til næste udsalg! Anita Aagaard.

»Har du set den lille,« hviskede hun mat efter nedkomsten. »Ja«, hviskede han rørt tilbage, »men jeg elsker dig alligevel.«

EVI GT REN DERI

Chefen saa vredt paa Jensen, der rødmende flyttede fødderne. — Det er en hel mani hos Dem, Jensen. De kommer rendende her hvert tiende aar og forlanger mere i løn!

Deres højhed maa have absolut ro og hvile. — Jeg tror, De skal holde Dem oven senge nogen tid.

Der skal moralsk styrke til at kunne se en kvinde lige i øjnene i disse udringede kjolers tidsalder.

Jeg klager ikke over Deres arbejde, Olsen — den smule De præsterer er ikke nok at klage over.

Kvinder bliver aldrig afvæbnet af komplimenter, mænd bliver det altid.

NY UDLÆ RT E:

Anneli Nielsen, udlært som kontorassistent, 1. oktober 1960.

Rydich Nielsen, udlært som maskinarbejder, 31. marts 1960.

Erik Lund, udlært som maskinarbejder, 31. august 1960.

Niels Jepsen, udlært som maskinarbejder, 1. juli 1960.

Bjarne Marcussen, udlært som maskinarbejder, 30. september 1960.

FOR FR EM M ELSER

Peter Danekilde, prøveassistent, 15. august.

Arnold Thomsen, prøveThorkild Christensen, prøveassistent, 15. august. assistent, 15. august.

tør

Anders Thuesen, 60 aar, 24. dec, staalværk.

Ole Petersen, 70 aar, 3. dec, lager og eksp.

Tolver Rasmussen, 65 aar, 18. dec, lager og eksp.

Bernhardt Andersen, 60 aar, 24. dec, staalværk.

Jørgen Jacobsen, 60 aar, 4. januar, reservehold.

Poul Kjeldsen, 50 aar, 29. november, staalværk.

Harry Jepsen, 50 aar, Helge Andersen, 50 aar, 15. november, reservehold. 9. februar, staalværk. Henrik Larsen, 65 aar, 17. februar, budstuen. Martin Andersen, 60 aar, 11. febr., reservehold.

NY ANS AT T E:

Viggo Hansen, 50 aar,-1 3. decbr., staalværk.

Palle Hansen, ass., 1. juli.

Karen Loulund, ass., 1. juli.

Hent Vagn Olsen, elev, 18. juli.

Bent Scheibel Andreasen, elev, 16. august.

Viggo Brun, maskinm. 1. oktober.

Bro Brunsholt, ass., 1. oktober.