Den sociale sammenhængskrafts betydning Permatopias fortælling

Permatopia er det største af de nyere danske økosamfund og er, som navnet antyder, baseret på permakulturelle principper. I forlængelse af sidste nummers tema om opstart af økosamfund bringer vi her et tidligere bestyrelsesmedlems fortælling om Permatopias u(t)rolige tilblivelse.

Af Inger Maaløe

Karise Permatopia er et permakulturelt økosamfund, et arbejds- og bofællesskab for 90 husstande i udkanten af Karise syd for Køge på Sjælland. Projektet startede i 2013, hvor en bank havde et økologisk landbrug med 30 ha jord (inkl. 12 ha fredskov) som konkursramt kunde. Banken nedsatte en udviklingsgruppe med en projektmedarbejder i spidsen, idet banken havde andre kunder, som var interesserede i at udvikle et permakultur-landbrug i større skala. Indflytning skete primært i 2018.

Fra start var der lagt en ramme om blandet beboerfordeling: Unge, børnefamilier, midaldrende uden børn og ældre. Der bor pt 145 voksne og 90 børn, de fleste i førskolealderen. I årene før beboerne flyttede ind (201418), opstod en lang række arbejdsteams, alle bestående af kommende beboere. I 2015 overtog beboerne selv etableringsforeningen og den fortsatte kontakt til projektledere, arkitekt, rådgivere, advokater og banker, der skulle finansiere byggeprojektets boliger. Der blev organiseret ”udviklingsdage” ca. hver 5.-6. weekend, som ofte samlede mellem 70 og 100 personer, hvor de kommende beboere drøftede bl.a. bofællesskabets boliger med arkitekten, økosamfundets målsætninger og organisering, landbrugsaktiviteter, permakultur og selvforsyning, fællesskabsværdier,hensynsregler, økomærkning etc.

I disse år havde beboerne adgang til gården og jorden og var med til oprydning, at renovere bygninger og fællesarealer,

Træplantning i Permatopia Karise Permatopia

”Karise Permatopia skal være et moderne, selvforsynende og bæredygtigt bolig - og landbrugsfællesskab, hvor boligerne, fællesgården, landbruget og forsyningsanlægget er tænkt sammen i en helhed - for beboernes og naturens bedste.

Alt sammen i videst muligt omfang økologisk, fossilfrit og miljømæssigt bæredygtigt, designet efter permakultur-principperne og på bedste vuggetil-vugge-manér, baseret på vedvarende energi og fuldstændigt resursekredsløb, samt beboerinvolvering i driften af boligområdet, fællesgården, landbruget og forsyningsanlægget - så stedet er selvforsynende med fødevarer og forsyning, reducerer beboernes leveomkostninger og muliggør nedsat arbejdstid, udgør et meningsfuldt selvforvaltende, berigende og socialt bæredygtigt fællesskab, samt opbygger naturresurserne og øger biodiversiteten.

Med udgangspunkt i ovenstående er det desuden intentionen, at Karise Permatopia skal være et læringssted og pædagogisk videnscenter med aktionsforskning indenfor bæredygtig beboelse, landbrug og forsyning.”

tilrettelægge landbruget og bl.a. opformere pilebuske til pilerensningsanlægget. Mange kom i arbejdsweekender og i sommerferien og deltog i selvorganiseret arbejde. Der blev således gennemført mange aktiviteter i tiden før indflytning. Beboerne lærte hinanden, stedet og lokalsamfundet at kende.

Vi er altså et fællesskab, som i virkeligheden startede vores fælles projekt adskillige år før vi kom til at bo her sammen. Vi har været utroligt uheldige på mange, mange måder: Ét eksempel er et helt års forsinkelse af finansieringen, fordi vi kun kunne få byggelån, hvis ALLE boliger var solgt eller lejet ud.

Et andet eksempel: Det første år der skulle bygges, blev det den vådeste vinter i mands minde, husene blev ikke færdige, alt var pløre og vandskader; hovedentreprenøren gik konkurs, og vi er først nu ved at få udbedret manglerne ved husene - for vores egne penge! De fælles anlæg blev meget dyrere end antaget, og i lang tid har økonomien set slem ud.

Netop som vi i 2019 så kom ud med et hæderligt regnskab med et lille bitte overskud, kom corona og stoppede de to vigtigste indtægtskilder: Rundvisninger og formidling til betalende udefra samt salg af grøntsager til københavnske restauranter.

Her fra 2022-udsigten i et tilbageblik, så tror jeg dog, at noget af vores uheld også har været til gavn. Den allervæsentligste årsag til at vores ret unge bofællesskab er kommet godt igennem indflytningen og etableringen de første år, den stigende økonomiske belastning og efter kun to år en nedlukning af alt fælles - fællesmøder, fællesspisning, større arbejdstiltag – er, at de fleste i fællesskabet har kendt hinanden vældig godt i flere år - og haft held til at integrere de nye, der drypvist er kommet til. Udviklingsdage med leg og samtale 6-8 gange årligt gennem flere år, deling af drømme og værdier, at diskutere sig frem til løsninger og kompromiser, som de allerfleste kunne være i, plante træer, så frø, grave jord, lave renoveringsbyg sammen med andre, der gik og længtes efter at flytte ind; det har været én meget vigtig forudsætning for det fællesskab, som fortsat vil, at Permatopia lykkes. Den vilje smitter nytilkomne.

En anden forudsætning har været, at vi alle sammen flyttede ind i stort set det samme halvår. Sammenlignet med andre økofællesskaber, hvor man liiiige (i fem år) skal bygge sin egen bolig, før der kan være fokus på de fælles faciliteter, så kunne vi flytte ind i (næsten) færdige boliger og arbejde videre på de fælles faciliteter, som vi startede opbygningen af 2-3 år før den faktiske indflytning.

Når man kigger på vores fællesskab udefra - lytter til de besøgende og ser på andre tilsvarende større fællesskaber - så er vi dog kommet utroligt godt i vej. Vi har opbygget så meget på vældig kort tid. Arbejdsmængden og entusiasmen har været enorm: På resultatsiden noterer jeg mig, at vi har et landbrug kørende med grøntsagsafgrøder, høns-ænderbier, skovdrift. Vi har allerede en stor permakulturviden og erfaring; vi har etableret to butikker, en webbutik til landbrugsvarer og en butik til fælles indkøb af helsekost og plejemidler. Vores tekniske løsninger har overstået de første børnesygdomme. En stor administration fungerer, vi betaler vores lån og udgifter, långiverne har tiltro til os.

Her er en del som ernærer sig ved liberale erhverv, en begyndende kursusvirksomhed og en stor integreret daginstitution, Permatotten. Vi har påvirket lokalsamfundet med deltagelse i foreninger, skabt vores egen venneforening og et udbud af kulturbegivenheder, musik- og teatertilbud.

Socialt har vi fået (endnu skrøbelige) strukturer for beslutningstagning, en teambaseret arbejdsorganisering og en fleksibel fællesspisningsordning til at fungere som et væsentligt stillads for det fælles arbejde. Selvfølgelig har vi uoverensstemmelser og konflikter, men mødekulturen er til at være i for de fleste og vi arbejder metodisk med sammenhængskraften og relationer.

Nogle har måttet forlade os, fordi drømmene brast eller konflikterne blev for store, men som fællesskab er vi kommet over det - og nye beboere flytter ind med andre idéer og syn på det, vi har etableret.

I efteråret 2022 har vores ”hovedkreds” (forum for principielle beslutninger) sat en gendrøftelse af Permatopias fælles værdier og mission på dagsorden. Den er vigtig og vi skal igen etablere lidt af før -indflytningsgejsten, fordi der har været nogle år med økonomiske bekymringer og lidt mismod. Manges drømme blev ikke helt til noget, så hurtigt som de havde drømt om. Der er meget mere arbejde for rigtig mange, hvis drømmene skal blive til noget.

Nu tager vi en ”vi-justerer-ambitioner-fase”, som jeg tror gælder både for den enkelte og for fællesskabet som helhed. Fællesskaber har det lige som parforhold eller forældre-børn-forhold: De bevæger sig i bølger af drøm-ambition-realismedemotivation, og netop som man rammer bunden eller mister perspektivet, så er der nyt lys forud. Det største i fællesskaber er, at man kan deles med de mange om at finde fodfæstet igen og der er altid nogen, der lige har overskud til at få det uventede til at ske.

Nye bede anlægges i Karise Permatopia