Visioner ved verdens ende

Tredjedagen på årets European Ecovillage Gathering var dedikeret til visioner for økosamfundsbevægelsen, og til at indlede var Dougald Hine inviteret. Dougald er medstifter af The Dark Mountain Project - et netværk og et tidsskrift, der forsøger at fortælle nye historier, som kan hjælpe os til at finde nye veje i en tid med kriser og uforudsigelighed. LØS er taknemmelige for her at kunne bringe uddrag af hans talk.

Et spørgsmål, som jeg har brugt meget tid på at tænke over, er, hvordan vi navngiver den verden, som er i gang med at ende. Hvordan vi finder måder at tale sammen om at leve i en tid, hvor meget ender. I dag vil jeg tale med jer om, hvad det vil sige at søge en vision i sådanne tider. Vision betyder at se. Hvad er det det bliver muligt at se, netop fordi vi lever midt i vores verdens ende? Det gamle ord ’apokalypse’ betyder faktisk ikke verdens ende. Det betyder afdækning; afsløring; skjulte ting, der bliver bragt til skue.

Så hvad er det det bliver muligt at se, når vi søger en vision for at fortsætte fremad i en tid, hvor meget ender? Hvordan finder vi de opgaver, der giver mening i sådan en tid? Og hvordan finder vi en retning, hvis vi tager videnskabens budskab om, hvor dyb en krise vi er i, alvorligt? Både klimakrisen omkring og foran os, men også alle de andre aspekter af den systemiske krise, som er en del af at leve lige nu. Hvordan finder vi en retning, uden at blive overvældede eller lammede?

Det jeg gerne vil frem til her i starten af vores samtale, er den tanke, at vi alle er efterkommere af folk, der levede igennem verdeners ende. Verdener ender før eller siden. Mange verdener er endt for at denne verden kunne blive skabt. Når jeg spørger mig selv, hvilken verden, der er i gang med at ende nu, er et af de mest kraftfulde svar, jeg er stødt på, fra to antropologer: Mario Blaser og Marisol de la Cadena. Og de siger, at set fra andre steder, ser det ud som om, at det er de magtfulde, der opdager, at deres verden også kan ende.

De magtfulde folk, der rejste verden rundt, og afsluttede så mange andre folks verdener i fremskridtets, udviklingens og vækstens navn, bliver pludselig, sent på dagen, til sidst i historien, overvældede af en følelse af sårbarhed; af, at denne verden også kan ende.

Så for at sætte alt dette i perspektiv, vil jeg gerne tage jer omkring 12.000 år tilbage i historien. Fordi dengang levede der et folk, som boede i landsbyer på steder, som på vores kort i dag kaldes Palæstina, Israel, Libanon og Syrien. Vi ved ikke, hvad disse folk kaldte sig selv. Vi kalder dem natufiere, fordi de første arkæologiske opdagelser, der førte os på sporet af denne ældgamle landsbylevemåde, skete i Wadi en-Natuf, en klippedal uden for Ramallah. Og så vidt vi ved, kan de meget vel have været de første mennesker, der boede i helårslandbyer. Det her var lang tid før agerbrug, lang tid før skriftsprog, men nogle af de landsbyer var beboede i 1500 år – 50 generationer!

Og dette var muligt, fordi de boede midt i et overflodslandskab, hvor kornet voksede vildt under nøddetræer og vildtet var rigeligt. Hvis der nogensinde har fandtes en Edens Have, så er det landskab, som natufierne beboede i de 15 århundreder, en god kandidat. Og alt dette foregik henimod slutningen af det vi kalder den sidste istid. Og hvis vi går ca. 22.000 år tilbage, så har vi den dybeste istid med tre kilometers isdække, her hvor vi sidder nu. Og langsomt, langsomt begyndte verden at blive varmere. Og det var under disse forhold, at disse landsbyboere i dele af nutidens Mellemøsten fandt deres bofaste livsførelse.

Men de forandringer, der var i gang, var ikke glidende og forudsigelige. Omvæltninger ramte natufiernes verden. Disse landsbyers verden kom til sin ende, fordi der langt væk, på den anden side af Atlanterhavet, var opbygget en enorm smeltevandssø (resterne af hvilken i dag udgør de Store søer på grænsen mellem Canada og USA). Og denne smeltevandssø voksede, indtil den brød igennem til Atlanterhavet med en bølge af koldt vand så stærk, at den forandrede oceanet. Den slukkede for havstrømmene, der dengang som nu, fragtede varme fra Den mexicanske

golf til Vesteuropa. Og således blev denne del af planeten i 1200 år sendt direkte tilbage til den dybeste, koldeste istid. En 1200 år lang vinter.

Natufierne vidste ikke noget om Atlanterhavet, smeltevandssøen eller havstrømmene. Det de vidste, var, at årstiderne ikke længere fungerede, som de plejede. Landskabet forandrede sig.

Regnen kom ikke længere på de tidspunkter, den plejede at gøre. Og indenfor ganske kort tid var de nødt til at forlade deres landsbyer. Så vidt vi ved, flyttede de tilbage ud i landskabet, som nomader, og vendte periodisk tilbage til ruinerne af deres landsbyer, for at genbegrave knoglerne af deres døde forfædre mellem stenene.

Der er tre ting ved denne historie, som hjemsøger mig. Den første er længden af tidsspandet. 1500 år! 50 generationer! For en kultur uden skriftsprog må mindet om et liv før landsbyerne høre til i en mytisk verden af helte og guder. Den mulighed at deres livsform kunne forsvinde, at deres landsbyer måtte forlades, hvor utænkelig må den ikke have syntes efter 50 generationer. Men det skete.

Den anden ting ved denne historie, der hjemsøger mig, er, at der ikke er nogen morale. Den klimaforandring, der effektivt satte en stopper for natufiernes levemåde, var ikke en konsekvens af deres aktiviteter. Det var bare en vejrforandring; en del af hvad det indebærer at leve på en planet, som den vi bor på. Og nogle gange tror jeg, at vi overbebyrder os selv så meget med historier om de klimaforandringer, der er omkring og foran os, og med ansvaret for dem, at vi glemmer, at den slags altid har været en del af at bebo denne levende jord. Det gør det ikke nemmere. Det ændrer ikke på, at der er konsekvenser af, hvordan folk har levet her omkring på det seneste, og at disse konsekvenser, der hidtil er gået ud over andre mennesker andre steder, nu kommer hjem til lande som Danmark, og til Sverige hvor jeg bor, og til England hvor jeg voksede op. Men jeg tror alligevel, at det hjælper at blive mindet om.

Og den tredje ting, der hjemsøger mig, stammer fra den bog, hvor jeg første gang læste om natufierne. Det er en bog af Steven Mithen, en britisk arkæolog, der hedder After the Ice - A Global Human History, 20,000-5000 BC. Og han gør et fantastisk stykke arbejde med at samle alt, hvad andre arkæologer og eksperter kan fortælle os, om de forskellige måder mennesker har levet på, til forskellige tider og på forskellige steder over hele verden, fra højden af sidste istid til omkring landbrugets begyndelse. Og det han også gør, ind imellem de passager, hvor han præsenterer videnskabens resultater, er at sende en tidsrejsende, som uset vandrer gennem

Hver dag på gatheringen blev der frembragt et kunstværk om dagens tema Foto: Ditlev Nissen Økosamfund i Danmark Økosamfund i Danmark

disse samfund og sidder ved deres lejrbål og bare prøver at forestille sig, hvordan det var at være menneske på alle disse forskellige steder. Og han kommer to gange til natufierne. Én gang under de fede år i landsbyerne og så én gang hundredvis af år senere til deres efterkommere, som nu lever nomadisk.

De lever kortere og hårdere liv end deres forfædre og vender periodevis tilbage til ruinerne af landsbyerne til disse ceremonier, hvor de genbegraver forfædrenes knogler. Og Mithen lader denne tidsrejsende følge en lille gruppe, som ankommer til en af disse forsamlinger og opholder sig et par dage i ruinerne. Det er dage med historiefortælling og forsamling og en pause fra deres hårde liv, men alligevel er der så dette øjeblik, hvor de vender tilbage til vandringen - han følger denne gruppe ud i landskabet igen - og han siger, at de er glade for at vende tilbage til deres livsførelse, som er den eneste måde at leve på de har kendt, og den levemåde de elsker. Og jeg tror, at det er en hjælp at blive mindet om dette også. Fordi når vi snakker om, hvor store problemer vi har mht. f.eks. klimaforandringer, så hører jeg folk tale som om det hele snart er slut. Men da Paul Kingsnorth og jeg skrev The Dark Mountain Manifesto påstod vi i de sidste linjer noget, som jeg er blevet ved med at vende tilbage til: Vi sagde ”Vores verdens ende er ikke verdens ende, punktum.” Der er ikke nogen store løfter i dette; der er ingen lykkelig slutning gemt i sådan en påstand. Men det betyder, at så vidt jeg kan se, så vil væsner som os være her en hel del længere, og de vil leve med følgerne af den måde en del af os heromkring har levet for nylig. Og i natufiernes historie får jeg et glimt af, hvordan det måske bliver for dem, der kommer efter os; hvordan de måske vil se på deres egen levemåde, som sikkert ville være svær for os at sætte os ind i. Kan I huske den 1200 år lange vinter i slutningen af sidste istid? Europa var kastet tilbage til isdække og tundra. Natufierne havde måttet forlade deres landsbyer.

Vi kalder denne tidsperiode for Yngre Dryas. Og i slutningen af Yngre Dryas var klimaforandringerne endnu mere dramatiske. I Europa steg temperaturerne med mellem fem og syv grader på måske blot ti år. Helt sikkert indenfor 30 år. Med andre ord var der mennesker, som var født ind i én verden, én slags landskab, og var gamle i et fuldstændig anderledes klima og landskab. Og i lang tid handlede videnskabens fortælling om, hvad der skete i slutningen af den sidste istid, om ting som at egetræer havde overlevet i det sydlige Grækenland og Tyrkiet, og så over århundrederne genindvandrede og tilbageerobrede de europæiske landskaber.

Og dette var den centrale forståelse af, hvad der sker i kølvandet på denne slags klimaforandringer. Men folk, der kaldes palynologer, som studerer ældgamle frø og pollen, de fandt agern på steder, hvor der ikke burde have været nogen, al den

Dougald Hine - Foto: Tamara Mahomedova

stund at egetræer ikke ’vandrer’ særligt hurtigt. Og derfor er der i de seneste årtier opstået en ny videnskabelig forståelse af, hvordan Europa blev genbevokset efter, at isen trak sig tilbage. Og denne forståelse fokuserer på noget, man kalder cryptic northern refugia - jeg elsker det udtryk.

De er refugia fordi de er tilflugtssteder - lommer i hvilke en art kunne overleve, mens det omkringliggende landskab var ugæstfrit. De er cryptic fordi de er så små, at de næsten er umulige at finde i vores data. Vi taler om små bitte mikroklimaer.

Og de er northern fordi de ligger langt nord for, hvor vi hidtil har troet, at disse arter kunne overleve. De optræder oftest i stejle små dale mellem høj- og lavland, hvor der var et mikroklima, der gjorde det muligt for træer, planter og dyr - måske endda grupper af mennesker - at overleve, afskårne fra deres artsfæller gennem dette 1200 år lange tidsspand i Yngre Dryas.

Så det vi nu tror skete i slutningen af istiden, er, at landskabet blev genbefrugtet fra disse tilsyneladende ubetydelige små lommelandskaber. Jordbær og æbletræer spredte sig. Hasselnødder. Med hjælp fra menneskelige fingre.

Og måske er der en pointe her. Fordi måske har moderniteten været lidt som en istid. En istid for menneskelige relationer i hvilken mere og mere af vores liv er blevet domineret af markedets logik: ”Jeg gør det her, fordi nogen betaler mig for det.” Eller statens logik: ”Jeg gør det her, fordi nogen har beordret mig til det.” Og den mulighed, at mennesker kan danne fællesskaber med andre formål, er blevet så marginaliseret, at den kun overlever i små lommer ikke ulig de kryptiske nordlige refugier. Nogle af de lommer er måske religiøse fællesskaber. Nogle er måske besatte huse. Nogle måske politiske bevægelser. Og nogle af dem er måske økosamfund.

De har ikke nødvendigvis meget til fælles udover, at de af den ene eller anden grund er fortsat med, eller har genopdaget, den mulighed, at mennesker kan samles om at gøre ting, og finde mening i at gøre ting, af andre grunde end dem, der giver mening for markedet og staten. Hvis tingene skal falde mindre slemt ud i de kommende tider, tror jeg, at det kommer til at afhænge af den skjulte evne - exiled capacities kalder Vanessa Machado de Oliveira det - til at samles af adre grunde end, at vi er blevet betalt for eller beordret til det.

Så måske kan de landsbyer, de fællesskaber, de netværk, der er forsamlet her i dag, fungere ligesom de refugier og genbefrugte det sociale landskab, når pludselige, abrupte og næsten helt sikkert smertefulde forandringer rammer os, som det næsten helt sikkert vil ske i disse samfund. Det er ikke et løfte om en lykkelig slutning, men der er arbejde, der skal gøres.

Der er visioner, det er værd at finde og bevare. Der findes ting, der er værd at dedikere sig til. Og alt dette kan gøres i relation til en bevidsthed om, hvor dyb en krise verden befinder sig i; hvor store vores problemer er.

Tak for at I lyttede.

Foto: Tamara Mahomedova & Alexander Mackenzie & GEN Europe Økosamfund i Danmark Økosamfund i Danmark