Rømø

Rømø er kendt for sin brede, brede strand, som tiltrækker mange turister. Tilbage i historien havde Rømø sin storhedstid, da mange tjente gode penge på hvalfangst.

Når man går ind i Rømøs forholdsvis store kirke, Sct. Clemens, kan man på flere måder aflæse øens historie i kirken. Den lille kirke er f.eks. udvidet flere gange med sideskibe, fordi øen fik flere og flere beboere, dengang Rømø fra 1600-tallet og et par århundreder frem var ramt af gyldne tider i kraft af hvalfangsten. Kirken har fem fine lysekroner, og rundt i kirken hænger hattekroge, som hvalfangere fik smedet til deres silkehat, når de i løbet af vinteren gik i kirke inden afrejsen med hvalfangerbådene. Kirken ligger i Rømø Kirkeby mellem dæmningen og Havneby.

Hval- og sælfangst og fiskeri var tidligere de store indtægtskilder på den største ø i den danske del af Vadehavet. I dag er turismen den dominerende indtægtskilde. Der landes stadig lidt fisk i Havneby, men havnens vigtigste funktion er at være færgeby for færgen til den tyske ø Sild.

Rømøs berømte brede strand

Kommandørgården. Et eksempel på den rigdom, der kunne følge med hvalfangst Foto: Anette Jorsal

Helt frem til 1948 foregik al transport til og fra Rømø med båd til og fra Ballum. Først da den 9.2 kilometer lange dæmning stod klar, kunne man køre mellem ø og fastland. Anlægsarbejdet blev påbegyndt i 1939, som et kæmpe beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse. De første par år af anlægsarbejdet var der ansat 400 mand, som var ansat i toholdsskift, og de fik 1 krone og 42 øre i timen. Der skulle flyttes intet mindre en to millioner kubikmeter jord, vel at mærke ved håndkraft, for at anlægge dæmningen.

Helt tilbage i midten af 1800-tallet var der planer om at gøre Rømø landfast med Jylland, men planen blev skrinlagt, da Danmark i 1864 tabte krigen til Preussen. Faktisk var der planer om at lave flere dæmninger og landvinding så sent som i 1969 og nogle år frem. Stormflodsudvalget under Ministeriet for Offentlige Arbejder fik udarbejdet en plan om at tørlægge et kæmpe område mellem Rømø, Mandø, Fanø og Esbjerg. Området skulle inddiges ved en dæmning mellem Esbjerg og Fanø, og en dæmning mellem Rømø og Fanø. Hvis tyskerne ville være med, kunne man også bygge en dæmning til Sild. Det inddigede område skulle bruges til landbrug. Trods en vis politisk interesse blev planen aldrig virkelighed til dels på grund af protester fra miljøorganisationer, og nogle år senere blev der etableret et samarbejde på regeringsplan mellem Holland, Tyskland og Danmark for at være fælles om at beskytte og udvikle Vadehavet.

Hollandske fliser og et skelet af en kaskelothval. Begge dele kan man se på den imponerende gård, Kommandørgården, og det hænger godt nok sammen. I mange år ernærede familien på gården sig lige som mange andre på Rømø af hvalfangst, og fliserne kom til vadehavsområdet med handelsskibe fra Friesland i Holland.

I 12 generationer, lige siden 1600, var Kommandørgården i den samme families eje. Den gård, som står der nu og rummer et museum, er fra 1749, og i 1700-tallet var familien særdeles velstående takket være hvalfangst og fiskeri langs kysten. Hvalfangsten gav velstand på Rømø i 1600- og 1700-tallet. Mange af væggene i det flotte hus, der har udsigt over Vadehavet, er beklædt med hollandske fliser, fint snedkerarbejde præger møbler, og billeder er malet på bl.a. skabslåger. I laden hænger der et kæmpe skelet af en kaskelothval.

Ved siden af gården ligger nok Danmarks mindste skole, Toftum Skole, fra 1784.

Juvrevej 60

Tønnisgaard er en gammel kommandørgård og var dermed i sin tid bopæl for en kaptajn på én af hvalfangerbådene. Her ligger Naturcenter Tønnisgaard, der arrangerer mange aktiviteter i naturen – fra østersjagt og rejefangst til sankemad og bunkerture. I den gamle stald er der en udstilling om naturen mellem ”Vadehav og Vesterhav”.

Nationalpark Vadehavet har kontor i selve stuehuset.

Havneby 30 tonnisgaard 20