Hamburger Hallig

Helt ude i den ene ende af denne hallig kan man komme på kro. På vej ud til Hamburger Hallig kommer man gennem en kog, hvor gårdene er præget af ensartet arkitektur.

Hamburger Hallig Foto: Jörg Hansen

”Lammekoteletter røget over digegræs”. Sådan kunne et måltid se ud – ude midt i Vadehavet. Det kræver nemlig, at man enten cykler, går eller kører i bil over til Hamburger Hallig, nærmere bestemt til værftet på den vestligste del af halvøen. Her ligger der nemlig tre bygninger, og i den ene holder restauranten Hallig Krog til. I Det andet hus er servicehus for personalet i Nationalpark Vadehavet, og i det tredje hus er der plads til vadehavsværksted og udstilling om Vadehavet. Om vinteren er der ingen på øen, men i løbet af sommeren kommer der knap 100.000 endagsgæster over på Hamburger Hallig for at opleve den særegne natur med masser af får og et rigt fugleliv.

Hamburger Hallig er en tidligere hallig, det vil sige en lille ø, som ikke er inddæmmet. To brødre fra Hamborg, heraf navnet Hamburger Hallig, købte halligen i 1624, og de gik i gang med at inddige øen, men i løbet af 1600-tallet forsvandt brødrenes diger. I 1875 blev halligen forbundet med fastlandet via en dæmning.

Hamburger Hallig Foto: Oliver Franke, Nordfriesland-Tourismus GmbH

Inden udkørslen til halligen ligger der på fastlandet et hus, Amsinck-Haus, hvor man kan leje cykler og se informationstavler.

På vej til Hamburger Hallig kommer man gennem det inddæmmede marsklandskab Sönke Nissen Koog, hvor man forundres over den helt ensartede byggestil. Gårdene ligger langs en nord-syd-akse gennem kogen. Stuehuse ligger med front mod vejen med avlsbygninger lige bagved, alt sammen med hvide vægge og lysegrønne bliktag.

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var der flere forsøg på at inddæmme området på ca. 1.200 hektar øst for Hamburger Hallig. Først prøvede staten, men projektet blev stoppet af Første Verdenskrig. Efter krigen tog landmænd fra nabo-kogene fat, men de havde svært ved at få finansiering på plads, indtil de fik kontakt til Sönke Nissen, der oprindelig kom fra landsbyen Klockriess lidt længere mod nord. Han var ingeniør og havde været ansat ved byggeriet af en jernbane i det daværende Tysk-Sydvestafrika, nu Namibia, og her havde han tjent mange penge på diamanter. Han investerede i inddæmningen, og gårdene i kogen fik navne efter jernbanestationer i Tysk-Sydvestafrika – Keetmanshoop og Elisabethbay.

Han blev kun godt 50 år, men hans enke og søn blev boende på Elisabethday. Hun giftede sig med en svensk industrimand, som i august 1939 brugte gården til et møde, som måske kunne have ændret verdenshistorien. En engelsk regeringsdelegation og Hermann Göring mødtes på gården i et forsøg på at forhindre den forestående krig. Desværre uden held, som vi alle ved.

Jorden i Sönke Nissen Kogen går for at være blandt det mest frugtbare i Tyskland. I 2005 blev 28 af gårdene fredet.