Sylt

Her ligger nogle af Tysklands dyreste huse, og selv i landsbyerne er der eksklusive butikker. I landsbyen Keitum er to af de mange smukt, istandsatte huse indrettet til museer.

Sylt Museum Foto: A. Jorsal

Sild er ikke en stor ø. Den er knap 40 kilometer lang, og fra 350 meter til 13 kilometer bred. Det er ikke desto mindre den største af de tyske vadehavsøer, og det er også den af øerne, der trækker suverænt flest turister. Øen får omkring 600.000 gæster om året, og dermed bliver indbyggertallet på ca. 21.000 mangedoblet hvert år.

Det er primært de rige tyskeres ferieområde, og skulle man få lyst til at købe en sommerbolig, skal man taste mange cifre. Faktisk har Sild nogle af de højeste boligpriser i hele Tyskland. Mange mærkevarebutikker og restauranter har indrettet sig i stråtækte huse, som lægger sig tæt op ad den oprindelige byggestil på øen. Kun i byens hovedby Westerland har moderne etagebyggeri sneget sig ind. Allerede tilbage i 1800-tallet blev Sild et populært rejsemål for tyskere, der ville på badeferie og nyde en strandstol på den 40 kilometer lange sandstrand.

Men før det var Sild en vadehavsø med mange skippere, der

Dørparti, som er så karakteristisk for egnen. Indgang til Sylt Museum Foto: A. Jorsal

drog ud med hvalfangerbådene fra Hamborg, Holland og Norge, for at fange hvaler fra forår til efterår i havet mellem Grønland og Spitzbergen.

I den smukke skipperbolig fra 1759, som ligger med en prægtig udsigt over Vadehavet, fortælles der langt flere historier, end man tror, at huset kan rumme. Om øens historie, om sømænd fra Sild, om hverdagslivet, om klædestykker og smykker og om mænd fra Sild, der fik deres placering i historien som fx Uwe Jens Lornsen. Han var søn af en kaptajn, men gik selv jura-vejen og blev i København kontorchef for den myndighed, der stod for forvaltningen af Slesvig-Holsten. I 1830 blev han landfoged på fødeøen Sild, altså den danske konges stedfortræder på øen, men det varede ikke længe, for

Interiør fra Altfriesisches Haus Foto: A. Jorsal

Uwe Jens Lornsen begyndte at kæmpe for en større selvstændighed for Slesvig-Holsten.

Uanset hvilken historie, museet formidler, så gøres det med letforståelige tekster, som man bliver klogere af, og trods museets begrænsede størrelse er der såmænd også plads til skiftende kunstudstillinger, der har udgangspunkt i Vadehavet

Am Kliff 19, Keitum soelring-museen.de/ syltmuseum

Det er som at gå tilbage i historien og være inviteret ind i kaptajnens smukke stuer og veludstyrede køkken. Altfriesisches Haus er et lille overflødighedshorn med fliser, træskærerarbejde, bemalede møbler og vægge. I dragkisten ligger klæder fint foldet sammen, og vuggen står klar til husets yngste beboer. Det er ikke stort, men det gør indtryk. I den gamle stald i den ene ende af huset vises en arkæologisk samling, samlet af en tidligere beboer: Lærer, organist, graver og folkemindesamler Christian Peter Hansen (1803-

Indgang Altfriesische Haus, Sylt Foto: A. Jorsal

1879), én af Silds kendteste sønner.

Da Sild i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at tilpasse sig de mange badegæster på øen, blev det magtpåliggende for Christian Peter Hansen at samle historiske genstande for at kunne formidle Silds historie. Museet Altfriesisches Haus er baseret på den flittige lærers private samling, og i dag fremstår det som en velhavende skipperbolig.

Am Kliff 13 soelring-museen.de/ altfriesisches-haus

Keitum er på mange måder en helt usædvanlig landsby på østsiden af Sild og en lang slentretur værd. Landsbyen er begunstiget af rigtigt mange velbevarede frisiske huse med stråtag, som man kan beundre fra de smalle gader, hvor man stort set kan gå i fred for biler, fordi de opfordres til at parkere uden for landsbyen. Man skal ikke mange skridt ind blandt de beundringsværdige facader, før man fornemmer en omfattende eksklusivitet – om det er husenes istandsættelser, eller de eksklusive butikker, der er indrettet i en del af husene. Og når man gør holdt ved ejendomsmæglerens udstillingsvindue, er det også tydeligt, at her skal en vis pengepung til, når et hus nemt løber op i fire millioner euro (ca. 30 mio. kr.)!!

Keitum må være én af Vadehavets mest velbevarede landsbyer, og den ligger tilmed meget smukt på toppen af klinten, som kaldes ”Grünes Kliff”, hvor der er en velgørende udsigt ud over Vadehavet.

Ni bål står hvert år den 21. februar klar på Sild. Rundt på øen samles folk i grupper og tænder deres fakler, inden de går i fakkeloptog ud til deres bål akkompagneret af trompetmusik. Fremme ved bålet bliver der holdt taler, en på tysk og en på frisisk, og når den frisiske taler har råbt ”Tjen di Biike ön”, kaster alle deres fakler ind i det store bål, og bålene blusser op på hele øen.

Der brændes også bål på andre nordfrisiske øer og inde på fastland. Det samme sker langs den danske vadehavskyst, på Rømø og på Fanø. Her hedder det bare Pers Awten. Efter bålet er der tradition for at spise grønlangkål med det hele.

I dag brænder bålene for at jage vinteren på flugt og hilse foråret velkommen, men op gennem tiden har Biikebrennen/Pers Awten haft forskellige betydninger. Tilbage i historien var bålene en offergave til de nordiske guder. I 1600- og 1700-tallet var bålet det centrale led i en stor afskedsfest for de mange mænd, for med forårets komme skulle de ud på de lange hvalfangertogter mod nord.

Pers Awten Foto: Wasabi Film