Tønder

Byen er kendt for sin festival, sine kniplinger og sin samling af Wegner-møbler, men indbyder også til en slentretur blandt andet i gaden med alle karnapperne, Uldgade.

Kostbare kniplinger i Drøhses hus, som sikrede Tønder velstand Foto: Museum Sønderjylland

Når man i dag siger Tønder, siger mange nok Tønder Festival. Byen er kendt langt ud over byens og også landets grænser for sidst i august at være hjemsted for den store festival for traditionel og moderne folkemusik. Andre vil sige Tønder-kniplinger, som tilbage i historien var en væsentlig kilde til eksport og velstand.

Tønder fik i 1253 stadsrettigheder, og gadenavne som Skibbroen og Skibbrogade vidner om, at byen dengang var en vigtig havneby ved Vidåen med handel med Tyskland og Nederlandene. I 1532 blev byen og egnen ramt af en voldsom stormflod, hvor vandet stod 5,3 meter over normal vandstand. Vandet stod næsten to meter højt inde i Tønder Kirke, og for at undgå den slags situationer i fremtiden begyndte man at anlægge diger. Prisen for digebyggeriet var imidlertid, at Vidåen op gennem 1500-tallet ikke længere var sejlbar til Tønder. Rudbøl overtog i første omgang havnefunktionen, men her kneb det efterhånden også med at sejle helt ind til Rudbøl. Derfor overtog Højer funktionen som områdets havneby.

På det tidspunkt havde Tønder fået en omfattende produktion og eksport af fine kniplinger, som blev en rigtig god forretning for byen op gennem 1700-tallet og ind i 1800-tallet.

I 1864 blev Tønder tysk, og byen fik nu et stort opland mod syd. Omkring 1900 blev Sild en populær ø for badeferie, og både Tønder og især Højer nød godt af de mange turister, der skulle sejle fra Højer til Sild, en trafik, der stoppede ved Genforeningen i 1920. Op gennem 1900-tallet tog man for alvor fat på afvandingen af Tøndermarsken, der nu er genstand for stor opmærksomhed i kraft af det omfattende Tøndermarsk Initiativet (se boks side 31). I dag tiltrækker Tønder mange turister for at se de mange huse i byens gader, bl.a. husene med karnapper.

Der er ikke meget tilbage af Tønders gamle slot, Tønderhus, men heldigvis er portbygningen bevaret. Her kan man møde en væsentlig del af byens og egnens historie, når bare man er villig til at gå op ad vindeltrapper og dukke hovedet et par gange. Her fortælles om dengang vadehavsbyen Tønder og store dele af Vestslesvig var et velstående område med en livlig handel med Nederlandene, det nuværende Belgien og Holland. En velstand, som blev skabt af søfart, studehandel og kniplingsindustrien.

Et loftsrum øverst oppe har en formen udstilling af hollandske fliser, som blev brugt både som udsmykning, brandsikring og til at kaste varmen fra kakkelovnen tilbage i rummet. Store skabe

Det er svært at tale om kultur og Tønder uden at nævne Tønder Festival, der er kendt vidt og bredt.

Det begyndte med en Sankt Hans fest i 1974 i en mølle ved Vidåen. I tre dage var der musik, sang og fest. Året efter var der igen fest, denne gang tre dage sidst i august, og siden har den sidste weekend i august været lig med Tønder Festival, som trækker 7-8.000 deltagere. I dag kommer bands og musikere fra store dele af verden og spiller gammel og helt ny folkemusik.

Festivalpladsen ligger vest for museet tf.dk

En aften på Tønderfestival Foto: Madeleine Glindorf

Grænsesten midt i gaden i Rudbøl. Her kan man stå med et ben i hvert land Foto: Wasabi Film

og andre møbler viser, hvordan møbelmagerne blev inspireret af nederlandsk renæssance, mens kniplingsindustrien illustreres i flere rum.

Tønders første slot blev bygget omkring 1270. Siden blev der bygget til, men i 1750 blev slottet revet ned, kun portbygningen fra 1543 blev stående. Det gamle slots omrids kan man se fra tårnet, for det er genskabt ved anlæg af hække.

Smukke huse i Uldgade Foto: Wasabi Film

I museets nyere tilbygninger er der kunstmuseum med skiftende udstillinger, mens der i tårnet vises dansk møbelkunst af én af de helt store danske møbelarkitekter Hans J. Wegner.

Wegners Plads 1 kulturhistorie-tonder.dk

Engang var knipling et så vigtigt erhverv på Tønder-egnen, at kongen forbød kvinder, der kniplede at rejse ud af landet og tage håndværket med sig! Kniplehåndværket havnede i Tønder og omegn, ja, i hele Vestslesvig, da man i 1500- og 1600-tallet havde et tæt handelsliv med Nederlandene. Kniplinger blev uhyre populære som kraver, manchetter og kyser og som kant på duge og borter i sengetøj. Hundredvis af kvinder sad hjemme og kniplede de fineste mønstre med en tynd, tynd hørtråd, og handelsmændene tjente gode penge, mens selve håndværkerne, kniplerskerne, fik en lav løn. Med årene blev kniplinger mere allemandseje.

Midt på gågaden i Tønder ligger Drøhses Hus fra 1672, iøjnefaldende med sin karnap og barokstil. Huset er fyldt med kniplinger og historier om arbejdet og handlen med det fine håndværk. Huset i sig selv er også en seværdighed og ikke mindst haven, som er anlagt som et kniplingsmønster.

Torvegade 14 droehses-hus.dk

Der løber en gade gennem grænsebyen Rudbøl, der ligger ved Rudbøl Sø og Vidåen. I den sydlige del af Rudbøl ligger Grænsegaden og deler byen mellem to lande. Vest for gaden ligger Danmark, mens genboen på den østlige side af gaden bor i Tyskland. Det markeres med grænsesten, som ligger i selve vejbanen.

Der er langt fra Vadehavet til Svalbard og Grønland, men ikke desto mindre var hvalfangst i et par hundrede år en vigtig indtægtskilde på vadehavsøerne Mandø, Fanø, Rømø, Sild og Föhr. Første halvdel af 1600-tallet var på flere måder hårdt ved vadehavsområdet. Slaget ved Listerdyb, hvor den danske flåde besejrede en svensk-hollandsk flåde, kostede ca. 800 søfolk livet. Svenske soldater hærgede Rømø i en kort periode og brændte 26 af øens skibe af. Den katastrofale stormflod i 1634 var meget hård ved området, og sildefiskeriet ved Helgoland var voldsomt på retur. Derfor blev søvejen en udvej for rigtigt mange. Mænd fra de nævnte øer fik fra midten af 1600-tallet hyre på mange hvalfangstbåde.

Englændere og hollændere havde nemlig op gennem 1500-tallet ledt efter en ny rute til Asien. De ville nord om, men ruten var spærret af is. Til gengæld fik de øje på de mange hvaler, og nu gik hvalfangsten ind, til trods for at det var en lang, kold og faretruende færd, når hvaler skulle aflives, eller når skibe sad fast i isen og blev knust.

Sømændene fra vadehavsøerne var eftertragtet arbejdskraft, og mange af dem blev kaptajner på bådene, eller kommandører, som det hed. Livet som hvalfanger var barskt, og hjemme var konerne alene om at passe familien og måske et lille landbrug. De heldige hvalfangere, der kom hjem igen, tjente gode penge, og velstanden kan stadig ses i mange af de kommandørhuse, der blev bygget, og som stadig står.

Hvalskelet, som kan ses på Kommandørgården på Rømø Foto: Wasabi Film