OmSLAget 4 - 2020

OmSLAget Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA)

Ã…rgang 2020 nr. 4

Indholdsfortegnelse Formanden har ordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3

Grænsedragningen i 1920 – Genforening eller Slesvig delt? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Hvad skal vi med det jubilæum?

Fejring af den hollandske indvandring til Amager før og nu. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Fortiden er stendød, men historien er sprællevende Uanset hvor du går, sniger historien sig ind på dig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Et særligt nummer af OmSLAget Som bekendt var vi nødt til at aflyse SLA’s traditionelle årsmøde i Middelfart i første weekend af oktober på grund af corona­ epidemien, og kun generalforsamlingen kunne gennemføres med et stærkt ­begrænset deltagerantal.

Vi havde planlagt en række foredrag om­ kring emnet Jubilæer og erindrings­kultur. I forbindelse med aflysningen besluttede SLA’s styrelse at opfordre de foredragshol­ dere, der havde mulighed for det, til at skrive en artikel med relation til det, de skulle have talt om i Middelfart. Derfor indeholder dette særnummer af OmSLAget tre artikler med et indhold, som afviger lidt fra, hvad man normalt vil finde i OmSLAget. Sådanne ar­ tikler ville ellers n ­ ormalt blive trykt i det ­lokal- og kultur­historiske tidsskrift Journalen, som vi udgiver sammen med DLF og ODA. En fjerde ­artikel med relation til årsmøde­ temaet vil blive trykt i et senere nummer af OmSLAget.

Forsidefoto I 1950’erne hed OB’s rivaler hverken FCK, FC Midtjylland eller Brøndby, nej ærkefjenderne var lokalrivalerne fra B1909 og B1913, og selv om OB og B1913 i 1957 spillede i den næstbedste række, trak det alligevel tusindvis af fans til Odense Stadion. Her er det OB’erne Richard Møller Nielsen og målmand Finn Sterobo, der ved fælles hjælp får bolden ekspederet til hjørnespark (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

2

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

AF JØRGEN THOMSEN, ODENSE

Formanden har ordet Som tidligere omtalt bebudede Kulturministeriet sidste vinter et lovforslag om ændringer i arkivloven, og et endeligt lovforslag blev fremsat i begyndelsen af oktober. Det handler først og frem­ mest om “ret til indsigt i egne personoplysninger” og er dermed et forslag til ændringer af lovgivnin­ gen på et meget begrænset felt – tilsyneladende uden at ministeriet har lavet en grundig undersø­ gelse af, om der var andre ting i den nuværende arkivlov, som trængte til et eftersyn.

Den 10. november var forslaget til 1. behandling i Folketinget. Man kan finde udskriften af, hvad der blev sagt ved den lejlighed, på Folketingets hjem­ meside, og det bemærkelsesværdige var ikke så meget, at alle ordførerne bakkede op om lov­ forslagets grundlæggende princip, men mere, at der nu ser ud til at blive lagt op til mere grundige overvejelser af, hvad der i øvrigt kan være grund til at ændre i arkivlovgivningen. Der er ikke mindst grund til at takke vores søsterorganisation, ODA, for dens indsats for at påpege dette behov over for kulturordførerne, bl.a. ved et foretræde for Folke­ tingets kulturudvalg.

Kulturministeren bekræftede ved debatten i Folketinget, at hun var indforstået med, at der kunne være brug for at se nærmere på arkivloven, der sidst har fået et hovedeftersyn for næsten 20 år siden – på et tidspunkt, hvor en stor del af sagsbe­ handlingen i den offentlige sektor stadig foregik i en analog verden, og hvor udnyttelsen af de digi­ tale muligheder i den private sektor også var langt mere begrænset end i dag. Der er, sagde Joy Mo­ gensen, “et helt generelt behov for at føre arkivloven up to date i forhold til både den teknolo­ giske udvikling, men også for at kigge på, hvad vi kan gøre med de mange forskellige arkivalier, der ligger rundt omkring”. Der var, fortsatte ministeren, ingen tvivl om, at det vil “kræve et udførligt og grundigt forarbejde, for at vi også rammer plet og gør det ordentligt, sådan at vi kan få en moderne arkivlov, der passer ind i den digitale verden”.

Kulturministerens tilsagn fører næppe til, at der kommer til at køre et hurtigtog i denne sag, for hendes tilsagn var trods alt relativt forsigtigt. Jeg vil, udtalte ministeren afslutningsvis, “selvfølgelig lige så snart corona og alt mulig andet levner os tid og kræfter, tage den dialog videre med ordførerne, altså drøftelsen om, hvordan vi kan igangsætte en mere omfattende revision af arkivloven”.

Så langt, så godt, kan man sige. Vi har – som det tidligere har været beskrevet i OmSLAget – fra SLA’s side i februar skrevet til Joy Mogensen om behovet

To verdener mødes: En repræsentant for Kulturministeriet, kontorchef Eigil Thrane, på besøg i kollektivet Huset i Odense, juni 1966 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

for en revision af lovgivningen. Det skete med udgangspunkt i den kendsgerning om den digitale tidsalder, at “dokumentationen for den private virk­ somhed i alle former indsamles i bekymrende ringe grad i de allerfleste danske kulturarvsinstitutioner og herunder i lokal- og stadsarkiverne”. Vi medgav, at der kunne være mange tekniske, økonomiske og juridiske hindringer på området, og vi henviste til Datatilsynets udtalelse om særlige krav til lokal­ arkiverne, fordi der ikke var og er nogen egentlig lovhjemmel for deres arbejde. Endelig henviste vi til de omfattende gennemgange af arkivlovgivningen, som i de seneste år har været gennemført i Norge og Sverige.

Nu må vi tro, at der er en større lovrevision i ven­ te. SLA’s styrelse har derfor også på sit sidste møde besluttet at intensivere sit arbejde med at få gehør for vore synspunkter herom, ikke mindst sådan, at en ny arkivlov sikrer den berettigede plads for lokal­arkiverne i det fremtidige indsamlings- og formidlingsbillede. Spørgsmålet om arkivernes ret til behandling af persondata er blevet en særlig udfordring efter gennemførelsen af GDPR, hvor der er mere vidtgående begrænsninger for lokal­ arkiver end for offentlige arkiver, men helt generelt bør en ny arkivlov også sikre grundlaget for en sammenhængende adgang til det materiale, der opbevares i danske arkiver, uanset hvordan de er organiseret. Kun sådan kan det sikres, at befolknin­ gen får bedst mulig adgang til det materiale, der er indsamlet, og interesse for at styrke den fremti­ dige indsamling og formidling.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

3

AF KLAUS TOLSTRUP PETERSEN, LEDER AF DEN SLESVIGSKE SAMLING, FLENSBORG

Grænsedragningen i 1920 – Genforening eller Slesvig delt?

I Danmark anses Genforeningen i 1920 for en af de helt store begivenheder i dansk historie. Det var her de dansksindede dele af Slesvig kom tilbage til Dan­ mark. At det tilmed skete på baggrund af demokratiske folkeafstemninger, hvor befolkningen blev spurgt om, hvilket land de ville tilhøre, har yder­ ligere været med til at cementere Genforeningens plads i vores historiske bevidsthed. Det var dog langtfra alle, der anså grænsedragningen i 1920 for en genforening, og i denne artikel ses der nærmere på reaktionerne hos dem, der ikke var tilfredse med forløbet og resultatet af folkeafstemningerne.

Baggrunden for folkeafstemningerne i 1920 Efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig i novem­ ber 1918 ønskede den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924), at national selvbe­ stemmelse skulle gøre en ende på grænsestri­ dighederne i Europa. Et af de steder var den dansk-tyske grænse, hvor Slesvig siden det danske nederlag i 2. slesvigske krig i 1864 havde været tysk, til trods for, at der var et flertal af dansksind­ ede i de nordlige dele af regionen. Versaillestrak­ taten fastlagde i juni 1919 de internationale betin­ gelser for fredsafslutningen, og som et led heri besluttedes det at afholde to folkeafstemninger om dansk eller tysk tilhørsforhold: en i Nordslesvig, som i dag kaldes Sønderjylland, og en i Mellem­ slesvig, som hovedsageligt omfattede Flensborg og sognene vest for byen. I Nordslesvig stemte man en-bloc, det vil sige, at det samlede resultat for hele Nordslesvig skulle afgøre, om området blev dansk eller tysk. I Mellemslesvig skulle der derimod afholdes kommunevise afstemninger, hvilket betød, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til resultaterne i de enkelte kom­ muner. Afstemningerne blev afholdt den 10. febru­ ar 1920 i Nordslesvig (zone 1) og den 14. marts 1920 i Mellemslesvig (zone 2).

Afstemningsresultatet var klart i begge zoner. I zone 1 stemte ca. 75 % for dansk tilhørsforhold, mens ca. 80 % stemte for tysk tilhørsforhold i zone 2. I ingen af kommunerne i zone 2 kom de danske stemmetal over 25 %. Selv i Flensborg, hvor mange dansksindede havde håbet på et godt resultat, var der 75 %, der stemte tysk, og ikke et eneste af byens valgsteder havde dansk flertal. Trods det klare resultat var mange skuffede over udsigten til

4

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

en grænse mellem zone 1 og 2, og både fra dansk og tysk side klagede man over forløbet af af­ stemningerne og forsøgte at påvirke den endelige grænsedragning.

Dansk utilfredshed Det klare danske nederlag ved afstemningen i zone 2 fik ikke de dansksindede mellemslesvigere til at opgive håbet om, at i hvert fald Flensborg stadig kunne blive en del af Danmark. Først og fremmest forsøgte man fra dansk side at lægge pres på Den Internationale Kommission, som i månederne op til afstemningen havde overtaget forvaltningen af Nord- og Mellemslesvig, ved at lave en samlet dansk klage over afstemningens forløb. Ifølge kla­ gen havde folkeafstemningen været i strid med Versaillestraktatens bestemmelser. Bl.a. mente man at kunne påvise talrige uregelmæssigheder med valglisterne, som havde gjort det muligt for mindst 5.000 personer at stemme, selv om de ikke havde været berettigede dertil. Langt størstedelen af disse skulle have været tyske. Derudover var påstanden, at valghemmeligheden havde været stort set illuso­ risk. Det blev også hævdet, at det flere steder havde været muligt for de samme personer at stemme flere gange, at danske tillidsmænd var blevet hin­ dret i deres arbejde med at kontrollere valget, at der var blevet ophængt plakater om, at kun tyske stem­ mesedler var gyldige, at tyskerne havde intimideret vælgerne ved at holde øje med stemmeafgivelsen, at store virksomheder havde truet med at flytte pro­ duktionen til andre steder i Tyskland, hvis byen blev dansk osv. De fleste af disse anklagepunkter blev dog afvist af Den Internationale Kommission, og samlet mente den ikke, at de fremhævede proble­ mer havde haft afgørende indflydelse på folkeaf­ stemningens samlede resultat.

Sideløbende hermed arbejdede man åbent for at opnå et regeringsskifte i Danmark. Bl.a. var presset for en indlemmelse af Flensborg i Dan­ mark stærkt medvirkende til at udløse den såkaldte Påskekrise i marts-april 1920. Den radi­ kale regering med Carl Theodor Zahle (1866-1946) i spidsen holdt fast i, at afstemningsresultatet i Mellemslesvig skulle respekteres, og derfor afviste den at støtte tanken om, at Flensborg skulle med til Danmark. Folkestemningen havde imidlertid vendt sig mod regeringen, og derfor krævede op­

Kort over afstemningsresultaterne i de to afstemningszoner i Slesvig. Resultatet lagde grunden til den nuværende dansk-tyske grænse, som stort set kom til at følge skellet mellem zone 1 og 2. Kortet er udgivet af Det Midlertidige ­Ministerium for Sønderjyske Anliggender 1920 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig).

positionen i Folketinget, at der blev udskrevet valg. Dette nægtede Zahle, og på et ophidset møde valgte Christian X (født 1870, regent 19121947), der støttede op om, at Flensborg skulle med til Danmark, derfor at afskedige regeringen.

Radikale og socialdemokratiske vælgere opfat­ tede imidlertid dette som et statskup, og under

truslen om generalstrejke måtte kongen udpege et nyt ministerium, hvis eneste formål var at ud­ skrive valg. Valget blev vundet af oppositionen med Venstre i spidsen, men arbejdet med en grænse nord om Flensborg var så fremskredet, at regeringsskiftet ikke fik afgørende indflydelse på den nye grænsedragning.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

5

Genforeningen kom ikke til at omfatte Flensborg, som endte syd for grænsen. Det var en skuffelse for byens dansksindede, som havde håbet, at byen ville blive dansk. Ved genforeningsfestlighederne i juli 1920 mødtes kongen med dansksindede flensborgere ved Kruså. På billedet ses nogle af de flensborgere, der ventede på kongen. På deres medbragte skilte står der, at “Forposten lever i håbet” ,og “Danske flensborgere hilser Danmarks konge” (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig).

De dansksindede mellemslesvigere havde end­ nu ikke givet op, og som et sidste forsøg rejste en delegation fra Mellemslesvig til Paris i maj 1920, hvor den forsøgte at overbevise de allierede om, at Mellemslesvig i en årrække skulle underlægges en international administration. Det ville give den fornødne tid til at arbejde for et sindelagsskifte, hvorefter der skulle afholdes en ny folkeafstem­ ning. Samtidig begrundede man ønsket med, at de dansksindede syd for grænsen gik en uvis skæbne i møde og risikerede at blive udsat for tys­ ke repressalier. Ideen om at internationalisere ­Mellemslesvig blev delvist støttet af Frankrig, men på grund af britisk modstand og manglende hjemmel til en sådan løsning i Versaillestraktaten lykkedes det ikke at få den fornødne opbakning.

Tysk utilfredshed Afstemningsresultaterne gav også anledning til utilfredshed i tyske kredse. Bl.a. var der kritiske røster om, at danskerne skulle have forsøgt at købe sig til tyske stemmer, at tilrejsende tyske vælgere var blevet chikaneret, og at husejere var blevet tilbudt penge for at flage med Dannebrog.

Samtidig havde der fra starten været en udbredt skepsis mod afviklingen af afstemningerne, som var blevet overladt til Den Internationale Kommis­ sion. Mange tyskere mente, at kommissionens arbejde havde favoriseret de dansksindede, bl.a.

6

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

gennem afskedigelser og udvisninger af en række fremtrædende tyske embedsmænd.

Da valgresultatet forelå i begge zoner, forsøgte man fra tysk side at udnytte resultaterne til at på­ virke den kommende grænsedragning. På bag­ grund af valgresultaterne i både Nord- og Mel­ lemslesvig mente tyskerne, at grænsen skulle følge den såkaldte Tiedje-linje. Tiedje-linjen var udarbej­ det af den tyske regerings sagkyndige, Johannes Tiedje (1879-1946), og byggede på, at der skulle være lige store mindretal på begge sider af grænsen. Grænsen ville så komme til at gå nord om Højer, Tønder, Ravsted og Tinglev, hvorefter den ville slutte med en bugtet linje ud til Flensborg Fjord vest for Gråsten. Denne grænse ville ifølge afstemningsresultaterne betyde et dansk mindre­ tal syd for grænsen på 18.357 personer og et tysk mindretal nord for grænsen på 18.535 personer.

Fra dansk side blev Tiedje-linjen imidlertid hef­ tigt kritiseret. Dels ville denne grænse tildele tys­ kerne en række sogne, hvor der havde været dansk flertal ved folkeafstemningen. Dels var der i beregningerne ikke taget højde for de mange til­ rejsende vælgere, som særligt i Tønder og Højer havde styrket tyskerne. De tilrejsende vælgere ­havde haft stemmeret, fordi de tidligere havde været bosat i afstemningsområderne, men efter afstemningen drog de hjem igen. Når disse væl­ gere fraregnedes, ville det danske mindretal syd

for Tiedje-linjen blive væsentlig større end det tys­ ke. Da Den Internationale Kommission skulle af­ give sin betænkning om en kommende grænse, blev der da heller ikke taget hensyn til det tyske forslag. Tiedje-linjen var altså med til at sætte sin­ dene i kog, men i praksis fik den ikke den store betydning for grænsedragningen.

Genforening eller Slesvig delt?

Som det fremgår ovenfor, var grænsedragningen i 1920 ikke en “genforening” for alle. Fra tysk side mente man snarere, at der var tale om en uretfær­ dig deling af det gamle hertugdømme Slesvig, og at folkeafstemningerne havde favoriseret Danmark.

I danske kredse var der naturligvis glæde over, at Nordslesvig blev en del af Danmark, men samtidig mente mange, at grænsen skulle have været truk­ ket længere mod syd, og at Flensborg som mini­ mum også skulle have været med til Danmark. For de dansksindede i Mellemslesvig var der derfor heller ikke tale om en genforening, og her var skuf­ felsen over at ende syd for grænsen stor.

Ideen om, at den dansk-tyske grænsedragning i 1920 udgør en “genforening”, er altså primært en dansk fortælling, som har været omstridt, stort set siden den nye grænse blev trukket i 1920. I forbindelse med 100-års jubilæet er denne debat blusset op igen. Bl.a. har den tyske forfatter Klaus Alberts ud fra et statsretligt synspunkt kaldt gen­ foreningsfortællingen for en “historieforfalskning”, da der ifølge ham snarere var tale om, at Dan­ mark indlemmede en del af det tidligere auto­ nome hertugdømme Slesvig. Herimod har flere argumenteret, at der i hvert fald var tale om en folkelig genforening, hvor et folk med fælles sprog og sindelag blev forenet. Hvorvidt der var tale om en genforening eller ej, afhænger i høj grad af definitionen, og hvilken side af grænsen man endte på. Ifølge den danske historiker Hans ­Schultz Hansen er både “Slesvigs deling som et gode og Slesvigs deling som en ulykke – ligesom Genforeningen med stort G – fortolkninger, som kan begrundes med historiske kildeudsagn samt ­fortidige og nutidige perspektiver”.

På tysk side opstod en udbredt revanchisme efter 1. verdenskrig. Det kom bl.a. til udtryk på denne nødpengeseddel udstedt i Kiel af den nationalistiske organisation Jungdeutscher Orden. Her ses en bedstefar, der peger ind over Nordslesvig og siger til sit barnebarn, at det er tysk land, og at han skal stræbe efter, at det atter bliver tysk (Arkivet ved Dansk ­Centralbibliotek for Sydslesvig).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

7

AF SØREN MENTZ, MUSEUMSLEDER, MUSEUM AMAGER

Hvad skal vi med det jubilæum?

Fejring af den hollandske indvandring til Amager før og nu I 2021 kan Dragør Kommune fejre 500-året for den hollandske indvandring til Amager og oprettelsen af “hollænderbyen” i Store Magleby. De hollandske grøntsagsdyrkere skabte et rodfæstet og slægts­ baseret samfund med stærke traditioner og en markant selvforståelse. I dag er der stadigvæk spor af den gamle lokalidentitet. Det vidner navne som Dirch, Jan, Leise og Neel om, men “Køben­ havns spisekammer” er Amager ikke længere.

Jubilæumsfejringer er overraskende nok et for­ holdsvist nyt fænomen. Første gang den hol­ landske indvandring blev markeret, var i 1921. Den­ gang besøgte Christian 10. Store Magleby sammen med et stort opbud af nyhedsfolk fra landets aviser. Journalisterne fornemmede foran­ dringens vinde og erkendte, at jubilæet nok mar­ kerede begyndelsen på enden: “Hovedstaden er ved at erobre Amagerlandet …

Og efterhånden opdager flere og flere af øens gårdmænd, også de gamle hollænderbønders direkte efterkommere, at det betaler sig bedre at udstykke haveparceller end at dyrke rødder og kål.

Den dag ligger ikke uoverskueligt langt borte, da Amager i det store og hele er opslugt af moderne forstadsbebyggelse, og hollænderkulturen er skrumpet ind til et museumsbegreb.”

Hollænderkulturen er endnu ikke skrumpet ind til et museumsbegreb, men meget har ændret sig siden 400-årsjubilæet i 1921.

Historien om jubilæet Det er uvist, hvornår hollænderne slog sig ned på Amager. Det skete på opfordring fra Christian 2., og da første udkast til et privilegiebrev er dateret 1521, er dette årstal blevet hængende. Hollænder­ bønderne var nok ligeglade. Det vigtigste var, at skiftende konger stadfæstede deres privilegier, og sådan gik det helt frem til Christian 8.s regerings­ tid. På det tidspunkt var “hollænderbyen” i Store Magleby blevet et almindeligt dansk sogn, og pri­ vilegierne var gradvist afviklet. Hollænderbønderne havde ikke behov for at markere deres særstatus.

Det traditionsrige fastelavnsridt og amagerdragten stivede selvbevidstheden af, indtil moderniteten gjorde deres landbrug urentabelt. Fra 1800-tallets slutning gik udviklingen stærkt. Sundbyerne var en del af Tårnby Kommune indtil 1895, hvorefter området kortvarigt blev en selvstændig kommune.

8

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

Da København overtog kvarteret i 1902, boede der over 22.000 mennesker – 20 år senere var indbyg­ gertallet steget til 100.000. Forandringens vinde blæste over hele Amager, og der opstod et behov for at fastholde mindet.

Initiativet til 400-års jubilæet kom i stand den 20. september 1921, da landbrugsministeren del­ tog i et politisk møde i Dragør. En uges tid senere troppede en gruppe mænd op i Tårnby Kirke, hvor pastor Poul Vibæk opfordrede de lokale spidser til at nedsætte en komité, som kunne or­ ganisere festligheden. På dette indledende møde blev det besluttet, at “komiteen udelukkende skulle bestå af ægte amagere”. Måske var Vibæk ikke en “ægte amager” – han havde jo kun været præst i Tårnby Kirke siden 1907 – for han blev ikke medlem af komiteen, men lod sig nøje med posten som sekretær. Ideen til et jubilæum lå lige for. “Det blev udtalt, at efterkommerne af de gamle slægter med glæde ville gribe lejligheden til på festlig måde at mindes den for dem alle så betydningsfulde begivenhed.” I Store Magleby ville man helst vente et år, således at jubilæet kunne forenes med Amagermuseets åbning, men da amagerne “ikke ønskede blot at være staffage for museet”, blev dagen for jubilæet fast­ sat til 16. oktober 1921. Derimod enedes mød­ edeltagerne om, “at en sådan fest for at blive høj­ tidsfuld og i overensstemmelse med de gamle slægters karakter måtte være en kirkefest, der burde fejres i Store Magleby Kirke.”

På mindre end en måned fik komiteen stab­ let arrangementet på benene. Kongefamilien blev inviteret til festgudstjeneste, og der blev indbudt gæster til en gallamiddag i Dragør for de gamle slægter og udvalgte medlemmer af regeringen. På selve dagen blev der flaget over­ alt i Store Magleby, og ved kirken havde komi­ teen opført en æresport med Christian 10.s og Christian 2.s monogrammer. Ud over festguds­ tjenesten og den gallamiddag, hvor kongen ikke deltog, blev dagen foreviget af kunstneren Paul Fischer. Han udførte et stort maleri af kongefa­ milien ved Store Magleby Kirke omgivet af kvin­ der i amagerdragter og mænd i jakkesæt og høje sorte hatte. Jubilæet var en succes, fordi de gamle slægter organiserede festen og fejrede deres hollandske aner på Amager.

Maleri af Paul Fischer: Den kongelige familie forlader Store Magleby Kirke efter festgudstjenesten den 16. oktober 1921, 1924 (Museum Amager).

Et 450-års jubilæum Der var meget mere på spil for borgmester Albert Svendsen ved 450-års jubilæet i 1971. Store Magle­

by Kommune stod til at blive sammenlagt med Dragør, og hvad ville der så ske med lokaliden­ titeten? Borgmesteren erklærede, at der ikke ville blive et 500-års jubilæum, medmindre man be­ nyttede anledningen i 1971 “til at delagtiggøre den del af borgerne, der er årsag til den udvikling, der er sket i de sidste 20 år.” Hvad Svendsen mente, var, at de mange tilflyttere til Amager truede lokal­ identiteten, men han var optimistisk og fortsatte: “Jeg har fornemmelsen af, at vi i vide kredse har opnået forståelse for, at vi skal gøre alt for at beva­ re vor arv og dette miljø.”

Formålet med 450-års jubilæet var altså et forsøg på at “assimilere” de borgere, som ikke hav­ de hollandske aner. Borgmesteren uddybede

standpunktet i et takkekort til Hermann Riber, som var medlem af jubilæumskomiteen: “Mit mål med dette jubilæum var at få den lille inderkreds til at lukke sig op og delagtiggøre an­ dre i alt det, der ligger bag den kulturelle arv, som det er blevet vores lille samfund beskåret at eje.”

Med jubilæet var det lykkedes at gøre Hollænder­ byens historie “kendt af mere end “vore egne”, uden for vor egen by, uden for vor egen ø, ja uden for vort eget land.”

Fællesmængden er interessant. Det var på høje tid at inkludere flere i borgmesterens snævre “vi”, hvis hollænderkulturen skulle overleve i den mo­ derne tidsalder. Det gjaldt først og fremmest de mange tilflyttede, som ikke følte noget for de gamle slægter, og som derfor ikke havde noget af fejre i forbindelse med 450-års jubilæet. Derfor satte Store Maglebys sidste borgmester alle sejl til.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

9

Frederik 9. genkender sig selv på Paul Fischers maleri under besøget i 1971 (Museum Amager).

Et nyt stadion ved Hollænderhallen blev indviet i starten af september, og der var premiere på fil­ men “Store Magleby – Hollænderbyen på Ama­ ger”, som var produceret af Per Larsen for kom­ munens penge og med musik af Poul Godske.

Den 67 minutters lange fremstilling af landsby­ idyllen på Amager skulle skabe veneration for den gamle kultur. Kommunens udstilling “Hollænder­ byen gennem 450 år” blev åbnet i Hollænderhal­ len, mens Amagermuseet præsenterede en inter­ nationalt anlagt udstilling, “Livet i Holland i det 17. århundrede”, med indlån fra Nederlandene. Den 10. september blev Frederik 9., dronning Ingrid, prinsesse Beatrix og prins Claus fra Nederlandene samt prinsesse Margrethe og prins Henrik budt velkommen på rådhuset. Derefter var der gudstje­ neste i Store Magleby Kirke. Over 100 personer i amagerdragt tog imod, og efter besøg på Ama­ germuseet overværede de kongelige tøndeslag­ ning i Møllegade, hvor Sjællands Symfoniorkester spillede. Den følgende dag var der byfest i Store Magleby. Der var opstillet fire boder ved Gadekæret, hvor kvinder i hollandske dragter solg­ te produkter, og så spillede Grethe Mogensen op til dans med et lokalt potpourri.

Set fra borgmesterstolen var jubilæet en suc­ ces. Store Magleby havde fremhævet sin betyd­

10

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

ning for Amagers historiske udvikling og synlig­ gjort den gamle kultur. Symbolet på dette var den borgmesterkæde, som Københavns overborg­ mester, Urban Hansen, skænkede kommunen.

Kæden bestod af de gamle hollændergårdes bomærker. Denne kæde bruger Dragørs borg­ mester stadigvæk.

475-års jubilæet i 1996 Det var et helt tredje set-up, som blev udrullet i 1996. 475-års jubilæet bar nemlig præg af en an­ den historisk virkelighed, idet de gamle slægter ikke længere var toneangivende i samfundet.

Fest­ligheden fik et stærkt musealt præg krydret med det obligatoriske kongehusbesøg. Denne gang skulle de kongelige gæster opleve hele Dragør Kommune. Således besøgte dronningen og prinsgemalen to gartnerier, det lokale AMU-center og Skolen for Luftfartsuddannelse, hvor prins Henrik fik afprøvet en flysimulator.

Det kongelige besøg var også en anledning til at sætte fokus på den gamle hollænderkultur.

Amagermuseet viste en udstilling om den lykke­ lige indvandring og publicerede en bog om egns­ dragtens historie og brug. Dragørs borgmester Birgitte Rinhart fokuserede i bogens forord på his­ toriebevidsthed:

“Dette jubilæum har Dragør Kommunalbestyr­ else ønsket at markere med udgivelsen af denne bog om amagerdragterne. Disse dragter repræsenterer jo netop en smuk og fornem side af den amagerhollandske kultur, og derfor er dette jubilæum en god anledning til, at de bliver beskrevet og sat ind i en historisk sammenhæng.”

Selv om det var muligt at samle 88 personer i amagerdragt, og fastelavnsrytterne fra Store Magleby viste deres færdigheder, var de sejlivede traditioner ikke længere kulturbærende. De var langt om længe skrumpet ind til et museumsbe­ greb.

Hvad med 500-året?

Så hvad fejrer vi i 2021? Dragør Kommune formu­ lerer følgende: “Formålet med fejringen af 500året bliver at styrke følelsen af fællesskab og sikre grobund for aktive medborgere, som involverer sig i lokalmiljøet, får aktiviteter til at blomstre og or­ ganiserer sig i frivillige foreninger til glæde for al­ menvellet. Historien er vi fælles om.”

Dragør har ikke længere fokus på hollæn­ dernes efterkommere. Jubilæet skal være hele kommunens fejring, og dermed er et andet lokalt

“vi” i støbeskeen. Det er ikke længere så vigtigt, om man hedder Dirch eller Neel, det vigtigste er fællesskabet. Samlingspunktet bliver derfor dron­ ning Margrethes officielle besøg, og faktisk har kongehusets støtte været det eneste faste holde­ punkt i samtlige jubilæer på Amager. I 1921 var det ikke nødvendigt at afholde fastelavnsridt. Chris­ tian 10. forbandt det med en årlig tilbageven­ dende tradition og havde personligt overværet mange fastelavnsfejringer i Store Magleby.

Erindringskulturer ændrer sig med tiden. Det, der engang var behov for at mindes, mister sin betydning. Den transformation, som jubilæerne på Amager har gennemgået, er derfor ikke under­ lig. Forandringen afspejler et alment træk i civilisa­ tionshistorien. Det underlige er derimod, at det stadigvæk er muligt at fejre jubilæet, og at hol­ lænderkulturens tag i Amager fortsat holder ved her 500 år efter grøntsagsdyrkernes ankomst.

Litteratur Søren Mentz: Portræt af et lokalsamfund.

Fra amagerdragt til røvgevir.

Aarhus Universitetsforlag 2020.

88 amagerklædte personer foran Nordgård på Amagermuseet, 1996 (Museum Amager).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

11

AF JOHNNY WØLLEKÆR, ODENSE STADSARKIV

Fortiden er stendød, men historien er sprællevende Uanset hvor du går, sniger historien sig ind på dig Slentrer man gennem Odense, støder man flere steder på graffiti med “1887”. Det er malet på byggehegn, lyskasser, facader, døre, ja alle mulige og umulige steder. Nogle har sikkert un­ dret sig over, hvad det er for noget svineri. Tallet 1887 er et tag, som det vist hedder på “grafittisk” og giver umiddelbart ingen mening. Men der er faktisk mening med galskaben. Bag tallet gem­ mer sig et stykke effektiv historiefortælling eller en branding, hvor lokalhistorien spiller den helt afgørende rolle.

Googler man Odense og 1887, så kommer man hurtigt på sporet af, hvad der er på spil. Det er Odense Boldklub (OB), der blev stiftet i juli 1887, og netop fødselsåret har fået en nærmest mytisk betydning for klubben og ikke mindst dens mange fans.

Odenses store fodboldklub bruger helt bevidst stiftelsesåret i dens fortælling om sig selv. Årstallet er broderet på spillertrøjen, ses på fansenes tørklæder, og navnet på klubbens sæsonkort er selvfølgelig også 1887. Historien bliver bevidst og ubevidst en del af den måde, klubben og fansene dyrker klubben på. Lad os tage et eksempel. På

Odense Stadions lægter står de mest trofaste fans under et banner med 1887 og skråler af fuld hals: “Eh’oh 1887, Eh’oh odenseanerne, Eh’oh tradi­ tionernes klub”. Og her er vi inde ved kernen af, hvad der er på spil. Det handler om at signalere stabilitet, tradition, historiske rødder og sammen­ hold. Så gør det mindre, at det var en cricketklub, der blev dannet i 1887, og at fodbolden først kom til senere som en slags adspredelse, når cricket­ sæsonen var overstået.

Hvad kan et fødselsår som 1887? OB’s kom­ munikationsmedarbejder Morten Wamsler har tidligere formuleret betydningen af historien på denne måde: “I en professionel fodboldklub kan opture og nedture afløse hinanden med korte mellemrum, og derfor er det afgørende at have en fælles opfattelse af, hvor vi kommer fra, hvor vi er i dag – og hvor vi gerne vil hen”.

I denne fortælling er årstallet 1887 blevet helt centralt. Klubbens nutid og fremtid er uundgåeligt forbundet med dens fortid, men hvordan bruges historien? På klubbens hjemmeside kan man læse: “OB er stiftet i 1887, i hjertet af Odense. Vi er en af Danmarks ældste fodboldklubber, og gennem

Rundt om i Odense ser man årstallet 1887 spraymalet på husgavle, døre, skilte og andet. Graffitien er et eksempel på historiebrug (Johnny Wøllekær fot., Odense Stadsarkiv).

12

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

OB’s sæsonkort hedder også 1887 (Johnny Wøllekær fot., Odense Stadsarkiv).

årene har OB høstet mange store og flotte triumfer – både nationalt og på de store stadions i udlandet”.

Stiftelsesåret fortæller noget om, at historie spiller en væsentlig rolle i mange odenseaneres hverdag. Når klubben og fansene står sammen om 1887, så skabes der sammenhold, men også fjendebilleder. Det påvir­ ker og former den fælles identitet og skaber ikke mindst afstand til de andre fodboldklubber – det kunne være alle fusions­ klubberne, årsungerne, opkomlingene, ja, alle dem uden historisk rod og lange, stolte tradition­ er. Kan vi ikke slå dem på grønsværen, så kan vi i hvert fald slå dem med vores historie!

Alle bruger historie I de senere år er man begyndt at tale om histo­ riebrug. Odense Boldklub praktiserer effektiv historiebrug. Men det er langtfra kun OB, der bruger historie. Tværtimod. Vi bruger alle sam­ men mere eller mindre bevidst historien til f.eks. at danne fællesskaber. Historiebrug beskriver det forhold, at mennesker benytter historien i mange forskellige situationer og med mange forskellige formål.

Vi har allesammen brug for en fælles fortælling, en fælles identitet og et tilhørsforhold i en hverdag, der er i evig forandring. Historien gi­ ver os noget, som er større end os selv. Den giver et redskab til at forstå, hvem vi er, og måske også

Kommunale informationstavler bliver også “ramt” af graffitien (Johnny Wøllekær fot., Odense Stadsarkiv).

hvorfor vi agerer på en bestemt måde. Historien er god til refleksion og eftertænksomhed, og det er blandt andet derfor, det giver mening at studere den. Studiet af historien kan lære os om forander­ lighed og forskellighed.

Historiebrug er kort sagt en betegnelse for en kombination af udvælgelse, fremhævelse og til­ sidesættelse af personer, begivenheder og epoker fra den samlede viden om historien med henblik på fremme af bestemte interesser af som oftest politisk, informativ, underholdningsmæssig eller identitetsmæssig art.

Hver dag et jubilæum Det er helt afgørende, at historiebrug ikke kun dækker over forskeres og historielæreres brug af historien, men omfatter også historieformidlere i bred forstand og den enkelte borgers omgang med historien. Ofte bruger virksomheder historien aktivt i deres markedsføring og deres “storytell­ ing”, som det vist hedder på nudansk.

På arkiverne griber vi ofte enhver chance for at aktualisere historien, når vi f.eks. går aktivt ind i markering af et jubilæum. Det kunne være markering af 100-året for udbruddet af 1. verdens­krig, 75-året for befrielsen og 100-året for kvindernes valgret. Vi vælter os i mærkedage, og vi er sågar begyndt at fejre 5, 10, 20, 25, 30, 40, 50, 60, 70, 75, 80, 90 såvel som 100-års jubilæer.

Næsten alt kan blive genstand for et jubilæum, hvadenten det er verdenshistorie eller lokale be­ givenheder. Når arkiverne deltager i jubilæums­ fejringer og -arrangementer, så er vi også en del af historiebrugen, og det skal man selvfølgelig være bevidste om.

De mange jubilæer giver ofte anledning til, at arkiverne laver en udstilling, laver et arrangement eller skriver en jubilæumsbog. Men jubilæumskul­ turen er under forandring, og i en verden, hvor meget er i forandring, så er der tendens til, at vi holder jubilæer lidt hyppigere og mere intenst end tidligere. Der er måske ikke en næste gang.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

13

I 2015 blev 100-året for kvindernes stemmeret fejret. Odense Stadsarkiv markerede jubilæet på forskellig vis, herunder med en udstilling og (her) en hjemmeside, der fortalte om kvindernes historie i byen (Odense Stadsarkiv).

Men jubilæer er jo en fejring af, at noget varer ved.

Og i et samfund, hvor forandring er en positiv vær­ di, vil der måske blive færre “traditionelle” jubilæer og flere “skæve”?

Jubilæer skaber indsigt og omsætning Jubilæer skal skabe omtale, opmærksomhed og måske omsætning. Det er også grunden til, at Odense Stadsarkiv ofte går ind i fejring af jubi­ læer og ikke mindst hjælper med udarbejdelsen af jubilæumsskrifter. Hvis vi skal fastholde den nuværende bemanding og det eksisterende mil­ jø af historikere på arkivet, skal der tjenes ekstra penge gennem indtægtsdækket virksomhed.

Her hjælper ­jubilæerne. Arkivet har f.eks. fra dets oprettelse i 1991 tjent penge ved at skrive jubi­ læumsbøger for Odenses institutioner og virk­ somheder. Faktisk blev jeg selv ansat i 1993 i forbindelse med en jubilæumsbog.

Når arkivet går ind i et bogprojekt, sker det al­ tid efter en fast skabelon. Der laves en juridisk bin­ dende aftale, hvor parterne forpligter sig på forskellig vis. Og alle betaler en fast pris, der lyder på 16 A4-siders manuskript for en månedsløn.

Sådan har det været fra begyndelsen, og på den måde skabes der klarhed og faste rammer. Ideen fik min forgænger fra Finland, og det har vist sig at være et godt og holdbart koncept.

Når vi går ind i et projekt, er målet altid, at vi skal kunne lægge endnu en brik på vores viden om byens historie, men også at vi skal kunne indsamle

14

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

nyt, bevaringsværdigt arkivmateriale. Det er vores hovedinteresser. Samtidig vil vi gerne være med til at skabe en slags fælles identitet for dem, der øn­ sker sig en jubilæumsbog eller en anden marke­ ring. En sådan bog må gerne skabe nogle pejle­ mærker, som virksomheden kan identificere sig med. Omvendt er vi helt klar over, at der som regel er en grund til, at et firma eller en forening ønsker sig en jubilæumsbog. Det kan f.eks. være, at det går godt, eller at man har været igennem et (vel­ lykket) organisations- eller generationsskifte, og at man i forvejen har et positivt omdømme. Og jubi­ læumsbogen skal derfor lægge endnu en brik oven på succesen og understrege, hvor godt det går.

Også de dårlige historier Vores faglighed skal dog ikke beklikkes. Vi skal have fri adgang til arkivmateriale og frie hænder til at udforme manuskriptet. Kontrakten sikrer, at vi også kan skrive de måske mindre flatterende sider af historien. Som historiker ligger det i vores DNA, at man ikke skjuler eller overser alvorlige for­ hold og sager. Men når der er tale om en jubi­ læumsbog, går man lidt forsigtigt til værks. En måde at behandle ømtålelige sager er at basere beskrivelsen på åbne kilder og f.eks. citere fra en avis. Så nævnes den dårlige historie, men man holder en vis afstand.

Da Odense Stadsarkiv for nogle år siden skrev en bog for en af de gule fagforeninger, skulle der afslutningsvis være et interview med direktøren,

som i øvrigt selv havde bestilt bogen. Han talte åbent om en organisation, der var noget træg og trængte til at blive rusket op. Det var for stærk kost for formanden, der fik udtalelserne modere­ ret en smule. Stadsarkivet har dog stadig det origi­ nale interview liggende.

Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at vi i skrive­ processen bliver påvirket. Men der er mange ek­ sempler på, at vores jubilæumsbøger har taget “kedelige” sager under behandling. Da det store el- og varmeværk, Fynsværket i 1999 skulle have sin historie fortalt, blev der selvfølgelig også plads til fortællingen om en skandaleombrust presse­ historie om den såkaldte sambatur, hvor bestyr­ else og direktion med ægtefæller rejste til både Sydamerika og USA med et mildt sagt meget ­tyndt fagligt indhold på turen, hvad skattevæsen­ et også senere skred ind overfor.

Nogle gange har ordregiveren en klar forvent­ ning om, at det er vedkommende, der suverænt

bestemmer, hvad der er vigtigt, og hvad der skal trækkes frem. Da vi for mange år siden skrev om en af Odense ungdomsskoler, interviewede vi en omstridt forstander, der havde været på posten i 1980’erne, men som blev fyret i 1990. Den næste forstander, som havde været med til at svinge ­kniven, var noget fortørnet over, at vi uden at spørge ham havde taget kontakt med den gamle forstander. Men interviewet blev selvfølgelig trykt.

Vi skal have frie hænder Under processen er arkivet i løbende dialog med dem, som har jubilæum, og det kan ofte give nog­ le spændende nye vinkler på opgaven. Da jeg for nogle år siden skrev bogen om Odense Friskole, faldt snakken på, hvordan man kunne gøre bogen mere nærværende for skolens elever. Kunne de få ejerskab til den?

I første omgang foreslog vi, som vi altid gør i den slags sager, at der blev bragt et foto af alle

Når et jubilæum skal fejres, sker det ofte med en jubilæumsbog. Odense Stadsarkiv har siden oprettelsen i 1991 hjulpet med at få skrevet sådanne bøger. Alene i 2020 har arkivet skrevet eller bidraget til tre “bestillingsbøger”, herunder også bogen om Bent Madsens Gård i Dreslette på Sydfyn (Johnny Wøllekær fot., Odense Stadsarkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

15

Lærerinde Anna Fleischer-Hansen i en af de mindre klasser på Odense Friskole omkring 1940. Bemærk, at klasseværelset er dekoreret med en billedfrise med eventyrmotiver, og ovenover hænger såkaldte anskuelsestavler med blandt andet bibelske motiver.

Engang brugte man anskuelsestavler i undervisningen for at vise eleverne noget om livet i storbyen, på landet eller under varmere himmelstrøg (Odense Stadsarkiv).

skolens elever og lærere i bogen. Men vi kunne godt mærke, at det ikke var helt nok, så derfor op­ stod ideen om en bog, der måske også kunne bru­ ges i undervisningen i de større klasser. Foruden den “sædvanlige” fortælling om skolens opståen og udvikling, så kom der også små faktabokse om Odenses historie, om skolevæsenets udvikling, erindringer fra tidligere elever og lærere og tidslin­ jer. Det blev en spændende opgave og et godt produkt – men hånden på hjertet, jeg ved ikke om

skolen nogen sinde har brugt jubilæumsbogen i undervisningen.

I de senere år har arkivets jubilæumsformidling fået flere facetter, der også tæller f.eks. jubilæums­ udstillinger, -foredrag, -arrangementer, -hjemme­ sider, Facebookopslag og podcast. Men målet er hver gang det samme. Arkivet går også ind i op­ gaverne for selv at blive klogere på byens historie og for at så samlet ekstra materiale – og vi skal have frie hænder!

OmSLAget ISSN nr. 1903-0541 Medlemsblad for Sammenslutningen af Lokal­arkiver. OmSLAget udkommer fire gange årligt. Bladet bringer ud over det redak­ tionelle stof og debatindlæg også artikler fra bladets læsere, når sådanne artikler har et arkivmæssigt læringsperspektiv. Kontakt evt. Mads Kyvsgaard Mogensen på sekretariatet herom. Sammenslutningen af Lokalarkiver organiserer og servicerer 569 arkiver i Danmark: 531 ordinære og 38 ekstraordinære medlemmer.

SLA Sekretariatet, Andkærvej 19D 7100 Vejle, Tlf.: 75 84 08 98 e-mail: sla@danskearkiver.dk www.danskearkiver.dk, www.arkiv.dk

SLA´s styrelse Formand Jørgen Thomsen Odense, tlf. 24 22 27 66 e-mail: jth@odense.dk

Sekretariatsleder Mads Kyvsgaard Mogensen, bogholder Annette Jørgensen, kontorassistent Berit Juul Brorly, direktør i Arkibas ApS Dorthe Søborg Skriver.

Næstformand Birgitte Thomsen Tønder, tlf. 21 57 68 76 e-mail: mail@lha-toender.dk

Redaktion Jørgen Thomsen (ansv.), Svend-Erik Christiansen, Mads Kyvsgaard Mogensen

16

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 4

Svend-Erik Christiansen Brabrand-Årslev, tlf. 86 25 22 52 e-mail: sec@godmail.dk

Else Gade Gyldenkærne Faxe, tlf. 22 77 62 31 e-mail: else@gyldenkaernes.dk Martin Philipsen Mølgaard Skanderborg, tlf. 86 52 41 90 e-mail: mpm@museumskanderborg.dk Henning Sørensen, Dragør, tlf. 32 89 03 29 e-mail: hennings@dragoer.dk Lis Vestergaard, Nøvling, tlf. 98 31 45 73 e-mail: christen@vestergaard.mail.dk